M = Mature context

Dagene havde været hæslige og tydeligt påvirket af hvad dværgende havde været udsat for. Hvor lang tid der end gik fra faldet, var det stadig hvad lå allerøverst i tankerne. Ikke kun blandt Guinevere, som oplevede søvnproblemer og anspændthed som fik hendes muskler til at havde svære ved at hele sammen efter dragens ubarmhjertige bid imod hende. Selv med hjælp fra healerene var huden stadig rød og irriteret og sår var stadig synlige ved maven. Alligevel var dette det mindste problem hos dværgeprinsessen hvis tanker kredsede sig konstant om hævn. Hævntørsten som forhindrede hende i en rolig og dyb nattesøvn. Hendes sanser og opmærksomhed var svækkede og ikke mindst koncentrationen omkring sig. Indtil den igen blev mere nødvendig end noget andet for overlevelse. Og svigtede hende.

Hun burde havde vidst det. Burde havde set det komme. Mærket at de ikke kunne være i sikkerhed i norden, så tæt på deres hjem. Det hjem som nu var fyldt med de mørkeste skabninger i hele verden, som Guin nærede det største had til som noget levende væsen kunne mønstre. De var kommet om natten. Lejren var faldet hen og udkigsposten blev snydt. Ingens øjne nåede at vende sig til omgivelserne, før sorte sække blev trukket ned over hovedet og de blev trukket afsted. Hvordan kunne hun lade det ske? hvordan kunne hun lade dem blive fanget igen?

Lyset brændte næsten som sækken blev hevet brutalt af hendes hovede og fik hende til ukontrolleret at hive efter vejret. Luften fra sækken. Følelsen af at blive kvalt. Hun missede med øjnene, indtil øjnene tilvendede sig fakkellyset. En kort orientering fortalte hende hvor hun var. Hun var tilbage. Hun var tilbage i Dragorn. Men denne gang som en fange. Indfanget af mørket og denne gang kunne hun ikke undslippe. Guinevere var tvunget ned på sine knæ og blev hold nede af to krigere, mens hendes hænder stadig var bundet på ryggen. Hun bar den samme beskifte mørkeblå kofte, som fra slaget, som stadig var revet og hullet en del steder. Men alt dette var ligegyldigt som de blå øjne fæsnede sig på hvad hun genkendte. På Dværgen som begyndte at ryste sit hovede i forvivlelse. "Far.."

Forståelsen for nederlaget og Dragorns fald havde taget tid at trænge ind hos præsterne og præstinderne så vel som de dværge, der havde sluttet sig til dem i skovene nær den ældgamle borg. Tanken havde været så ny og så uvirkelig at ingen havde ville anerkende den til en start, men også nøden hos de flygtende og sårede havde skygget for det. Healerne havde heldigvis udgjort flertallet i den lille religiøse gruppe, hvilket var den eneste grund til at de havde kunne holde sig i bevægelse væk fra borgen.
Langsom bevægelse.
Gracinya havde presset sig selv til at hjælpe så mange som det overhoved var hende muligt og til et punkt hvor hun de første tre dage var blevet båret af andre for at de kunne komme fremad. Om det havde gjort en forskel ville kun tiden vise, men af alle de sårede var der kun en som ikke var fri af smerte og som stadig virkede svævende i sans og samling. Dværgenes prinsesse og samlingspunktet for den undvegne gruppe.

De var ikke nået mange dage væk, før deres svage held forlod dem endnu engang. Gracinya havde gået selv for første gang den forløbne dag, men var faldet i søvn som en af de første som natten var faldet på. Hendes kraft var næsten vendt fuldt tilbage, men trætheden ville tage endnu et par døgn om at forsvinde helt. Desværre fik hun ikke et par dage mere. Desværre fik hun end ikke en hel nat.
Råb vækkede hende, men kun til mørke og en sæk over hovedet.
Det blev ingen behagelig nat derefter. Brutale skub og hårde greb førte hende frem gennem mørket. Jorden under hendes fødder ændrede sig til sten og vreden i hendes sind tog til, som hun fornemmede hvilken retning de blev ført i. Tilbage.

Det havde ikke været nogen behagelig tur og som sækken brutalt blev trukket af hovedet på Gracinya vaklede hun let på stedet til hun åbnede øjnene også og fandt krigerens selvtilfredse udtryk lige foran sig. Hendes grønne øjne var ukarakteristiske hårde og dømmende. Hendes hænder var bundet på ryggen af hende, men hun stod som var de der fordi hun selv havde valgt det. Så trådte han til side for at stille sig ved siden af hende. Gracinya værdigede ham ikke flere blikke, men kunne se hun var adskilt en smule fra de andre.
Som Guinevere var.
Dværgpigen stod i midten af rummet med front mod hendes far. Andre dværge var samlet sammen i grupper rundt om dem, lænkede med kæder eller bundne med reb for dem der havde fulgtes med dem, men alle bevogtede. Stilheden var ildevarslende og så blev Guin tvunget i knæ, mens sorg gled frem i den ældre dværgs øjne allerede før sækken blev revet af hendes hoved.
Intet godt kunne være i den placering trods alt og Gracinya knyttede hænderne på ryggen. Intet godt kunne komme af noget her.

At se sorgen og fortvivlelsen vokse i dværgens øjne, fik kun Guins vejrtrækning til at blive endnu mere urolig. Hendes øjne var i lang tid fæsnet og anså intet omkring sig, andet end hænderne på hendes skuldre, og det kradsende reb om hendes håndled. Nogen måtte havde videregivet beskeden omkring hendes evner til at manipulere med metal, siden alt hvad metal angik var holdt i en forsvarlig afstand fra dværgekvinden.
En høj rank skikkelse med et gultandet smil stod blot en kort afstand fra Guins fader, og havde en tydelig fremtoning af autoritet, griskhed og en skræmmende mængde af morskab malet i de grønne øjne, som stirrede ned på Guin. "Ah, jeg ser at den kære prinsesse er blevet fragtet hjem i trygge rammer!" et jag af arrigskab gik igennem Guin som rev sig i et forsøg på at slippe fri af grebene, som kun blev strammet af hendes forsøg og hun mærkede vægten trykke ned mod sig. Den sleske stemme, fortsatte dog ufortrøden af Guineveres reaktion, selvom morskaben kom til udtryk i grinet i hans ansigt. En ubehagelighed uden lige. "Og healeren fra gruppen ligeledes. Knap så trykke rammer for en elver, men mon ikke det går an. Sat fortiden i lys." de grønne øjne skiftede mål og Guineveres blå fuldte ham, til hendes blik ramte Grace. En følelse af modløshed slog endnu over hende, som hun lukkede øjnene og lod blikket faldet. Hun vidste at hun ikke var den eneste tilfangetagene i lejren. Men alligevel at se konsekvensen ved at en person stod bundet og i stor fare.

Guinevere løftede hovedet og lod et isnende blik blive sendt mod mørkets håndlanger. Om han var kriger eller ridder var ukendt for hendes blik, men de sorte klæder var let genkendelige og pyntede enhver omkring dem. Næsten alle. "Hvad vil du mig?!" Hendes stemme var stærk, hård og kølig, som hun ventede svar. Et svar der blot blev mødt med endnu et tandsmil.
"Oh du er ikke er større vigtighed, lille prinsesse.. Du er blot et redskab. - mod din kære far." en hvid hånd med lange negle blev lagt på dværgen, som stod urokkeligt og så ned på sin datter og ingen andre. "Og farfar." her vendte han blikket tilbage med den anden hånd glidende mod stedet. Her sad en gammel dværg, som så langt mere gammel og skrøbelig ud siden dragorns fald. Hans hår var hvidt som sne, med skæg i samme kaliber. Men det var uglet og ikke tilredt som normalt, og blikket var nærmest dødt. Udkørt og tvunget i jord. "Ikke fordi gammelfar har langt igen. Men faktum er. Dør gammelsmølf her, så overtager farmand. Og stærkeste våben mod farmand er.. - Dig." hånden der havde fragtet opmærksomheden mod den gamle visne dværg guidede ned på Guin igen, hvis blik længe holdte sig på den gamle dværg. Thanen, som var stor og stærk i sin tid, men nu visnet væk til næsten ingenting. "Ser du. Dværge er et hårdt folk. Og nok har vi slavebundet og vundet over jer. Slået hvor det gjorde ondt. Men alligevel er der modstand. Thanen og den kommene Than gør stadig modstand. Så mit mål er at knække selv det mindste håb, mod og vilje de har tilbage i hjertet. - Sæt hende fast." knap var orderne udtrykt før Guin blev løftet fra jorden, til sine fødder og slæbt afsted mod en pæl hun først nu havde opdaget. "Forsøg alt hvad du vil! Dværge knækker aldrig! Du får os aldrig knækket. Du får ikke mig knækket." det slap ud som en knurren som hun blev trukket afsted.

Alt imens rettede krigeren sit blik mod elverkvinden. "Tro nu endelig ikke at jeg har glemt dig, min kære. Din rolle er meget vigtig. Når vi er færdige for dagens tortur og pinsler, er dit arbejde begyndt. Du gør bedst i ikke at modsætte dig." Guinevere lyttede opmærksomt med som hun forsøgte at rive sig fri af de stærke arme som pressede hende mod pælen og bandt hendes hænder fast. Fast i en jernring som var for langt væk fra hendes rækkevide, men med lidt snilde burde det kunne lade sig gøre. Hvis ikke hendes opmærksomhed blev forstyrret. Noget hun havde en stærk fornemmelse af at den ville blive. Hun kendte metoderne. Hun havde set dem før.

Gracinya forblev stående rank og kølig, som mørket satte deres show i vandet. Hun kunne se på lederen hvor meget han så frem til det der skulle til at ske og det foruroligede hende mere end omgivelser selv. De var ellers alt andet end betrykkende. Dværge stod lænkede og bundne. Intet godt syn. Heller ikke de bevæbnede, hårde krigere fordelt rundt hvor de strategisk gav mest mening og synede af mest hjalp på billedet. Værst var dog det stativ sat op bag dværgkvinden og udenfor hendes synsfelt. Det var dog fuldt i Gracinyas og gav hende en dårlig fornemmelse af fremtiden.
Lederens ord gjorde det ikke bedre. Hun mødte hans blik med kulde og tavshed. Han var ikke et ord værd, som hun heller ikke ofrede ham mere end det enkle gengældende blik, før hun lod sit finde Guineveres. Da forsvandt hårdheden kort og blev erstattet af sorg. Gracinya havde set pigen komme til verden og hun var bange for at hun nu skulle bevidne hendes udtræden af den samme.

Lederens ord talte dog for noget andet. Hans selvtilfredshed var så syg, som hvad han havde tænkt sig at gøre. Stille samlede Gracinya sin kraft i sig for at række ud efter jorden omkring sig, da hans opmærksomhed faldt på hende igen. Glimtet i de grønne øjne afslørede hvad hun var ved, men alt det krævede fra lederen var et lille ubetydeligt nik til krigeren ved hendes side og hun mærkede en hånd lukke sig om hendes underarm. Med den svandt enhver fornemmelse af jorden væk. En del af hende faldt væk. Hun så tilfredsheden i lederens øjne som hun vidste skæret i hendes blik skiftede.
Da faldt hans ord og hun mærkede hadet strømme fra sig og mod ham. Hun vidste hun ville gøre det som han ønskede. Hun vidste hun ville bruge sin evne og bringe Guinevere tilbage fra dødens tærskel om nødvendigt så længe det var hende muligt for hun kunne ikke undlade at heale når nogen havde brug for det.
Hvad hun ikke kunne, var at se på det skete.
Stille mødte hun dværgkvindens blik en sidste gang, før hun lukkede sine grønne bedrøvet i. Det var kun for et øjeblik, men det var al den reaktion hun tillod sig selv at give. Til nogen af de forsamlede. Blikke og tavshed.

Det var kvalmene, så slesk og selvtilfreds lød lederens stemme, som talte højt, som holdte han en sejrstale. Guinevere gjorde alt for ikke at lade sig påvirke, men alle omgivelserne krævede et hjerte at iskold stål for ikke at tage imod. Dværge som stod bundet, med tomme blikke. Enkelte var stadig i ivren. havde stadig det flammende blik af vrede og med håbet stikkende svagt igennem. Det af den som ikke var blevet fjernet hårdhåndet og nådesløst. Noget Guinevere vidste nok uden tvivl kom i hendes retning inden længe.
Guinevere blik søgte. Et svagt håb om at finde en løsning. Finde en vej eller hjælp. Men intet var der. Det sidste var Graces grønne øjne, som Guin fæsnede sig ved så længe som overhovedet muligt. Men det var ikke længe.

Knurrende og med vold rev og sled Guinevere i lænken. Tvang sine håndled til at gennemgå smerte i et desperat forsøg på at slippe fri. Hvis blot hun kunne få en hånd ud. Det ville være nok, til at hun i det mindste havde mulighed for at give en smule angreb fra sig. Måske endda give en blodtud eller træ.
Lederens smil var skærerne, skarpt efterfulgt af en lav klukken som tegnet blev gjort klar.
Guinevere hørte lyden af noget der blev trukket hen af jorden. Vidste hvad det var, og vidste hvad den blev brugt til. Med hårdhed og tydelig had kiggede hun op på den lumske kriger der nød at have overhånden. Nød magten og lagde så absolut ingen skjul derpå. Svirpet gik igennem luften, kom tættere og tættere på indtil.

Lyset brød frem og den svirpende lyd kom ikke med den tilfredsstillende lyd af at ramme levende hud og krop. En bobbel af klart hvidt lys omringede Guinevere og oplyste hallerne i et lys som havde været længe savnet siden mørkets krigere havde indvaderet stedet. Lederens smil stivnede og irritationen voksede, som tegn blev gjort til samtlige krigere der stod omkring. "Kvæl det." Med løftede hænder bankede mørket afsted for at opsluge lyset og presse ind. Med skræmmende stor effekt, som boblen aftog i styrke og mindskede sig.

Med hård vejrtrækning kæmpede hun videre. Håbede. Ønskede at hun kunne holde dem væk. Men ligemeget hjalp det. Til sidst var lyset for svag. Druknede i mørket som kvælede sig om hende og pressede alt kraft ud af hende. Lyset begyndte at blikke faretruende indtil det til sidst forsvandt og Guinevere mærkede mørket omsluge sig kvælende og tvang hende til at hive efter vejret. Efter at hive efter et par gange efter vejret, forsøgte hun at starte igen. Men intet andet en svag flimmer dukkede op og tvang hende udmattet i knæ. Lyden af pisken der blev trukket hen over jorden vendte tilbage. Blev løftet. Svirpede igennem luften og ramte sit mål.

Gracinya holdt blikket lukket til en lyd hen over jorden tvang hende til at åbne det for at bekræfte hvad hendes sind allerede havde gættet på det måtte være. Synet var nok til at smerten trådte tydeligere frem i hendes blik og at dæmpet latter fuldt af frydefulde smil mødte hende fra de mørkets håndlagere der stod hvor de kunne se hende.
De fleste af dem havde dog opmærksomheden på kvinden bundet i midten af den tvungne forsamling. Det var hende der var hovedattraktionen, hende der snart ville underholde... Det var så syg en tanke af kvalmen steg op i Gracinya. Hun kunne dog ikke se væk, som pisken blev svunget og langsomt blev svirpet tættere og tættere på Guineveres ryg.
Til den ramte noget der hverken var luften, gulvet eller kvindens ryg.
Gracinya så det hvide skær vokse frem og mærkede taget om hendes håndled løsnes kortvarigt som hendes vogter nær glemte hans opgave var at fastholde hende og i stedet var ved at løbe frem for at neutralisere kvindens magi. Nok af andre så ud til at have evner for det. Noget der tydede på planlægning fra lederens side.

Lyset svandt og med det også det gryende håb der havde vist sig i dværgenes ansigter. Flere af dem kæmpet imod bånd og vagter, opildnet af lyset og muligheden - håbet! - om frihed det afgav. Til det svandt ind og tog det med sig ned i mørket. Flere dværge lå da på jorden. Slået ned af slag eller med magi, mens lyden af en pisk der blev svunget endnu engang gennemtrængte stilheden i hallen.
Det øjeblik valgte Gracinya at besvime.
Hun havde aldrig set stærk ud, men som hun lod benene give efter under sig og sank til gulvet kom det alligevel som en overraskelse for hendes vogter. Han slap hendes håndled og lod hende falde uden at tænke over andet end at det brød hans neutralisering af hendes magi. Et skub i siden med en fod ignorerede hun, som hun blev liggende i en ubekvem bunke hvor hun var faldet. Krigeren så mod lederen og det øjebliks forvirring var alt hun behøvede for at samle sin forbindelse til jorden og sætte den i bevægelse.
En revne gennem det oldgamle gulv skød frem fra væggen og ud mod midten af gulvet. Sten satte sig i bevægelse og skød fra klippegulvet mod krigerne og...
Så intet.
En hånd havde lagt sig om halsen på Gracinya og kontakten af hud mod hud afbrød hendes magi endnu engang. Hun åbnede øjnene, som hun blev løftet langsomt på benene til at se ind i øjnene på et par eftertænksomme og kølige. Et langt øjeblik, før han roligt drejede hende ind mod sig, bukkede let for lederen og førte hende fra salen. Hun var for farligt at have der og hendes evner for brugbare til andet end at sikre det kun var de healende hun kunne bruge.

//OUT

Guineveres ben føltes som gelé efter den umådelige store påtvingning af mørk magi som hamrede mod hende hårdere end granit. Den mørke magi der også i sidste ende havde tvunget hende i gulvet og følt sig endnu mere hjælpeløs, modløs og udkørt end før. Et enkelt blik rundt i rummet havde været nok til at se hvad hun havde fremprovokeret, og stadig fejlet at bringe til ende. Bølgen af skam, had og modløshed slog hende næsten i gulvet, og med alle de følelser i kroppen skulle man tro at det var dem som fik hende til forskrækket at hive efter vejret og spærre øjnene op.

De omkringstående dværge, som tydeligt havde givet kamp fra sig, men nu var tvunget i jorden, havde distraheret hendes tanker fra piskens svirp i luften. Ind til modhagerne ramte kjortlen og rev hul som en varm kniv gennem smør.
Guinvere sørgede for at kigge bestemt og ret forude for sig. Fokusere på et punkt i væggen og holde fokus der. Det var den nemmeste måde at undgå at give mørkets krigere tilfredsstillensen af skrig og støn af smerte.
Pisken blev løftet igen, men stoppet i bevægelsen, som en rumlende lyd gik igennem klippegrunden under dem, og fik Guinevere forvirret til at balancere på stedet. Hvad foregik der nu?!
Men næsten lige så hurtigt som skælven i jorden og skydningen af klipper fra gulvet var begyndt, lige så hurtigt stoppede det igen. Guin nåede i sidste øjeblik at finde frem til påstyrets opstarter. Gracinya. Modet sank umuligt endnu mere i kroppen ved synes at hende blive trukket væk.
Med en dyb indånding vendte blikket tilbage til det faste holdepunkt i klippevæggen. En ujævnhed som fangede hende, selvom der intet interessant var ved det. Herefter hørte hun lyden igen.


Guinevere var ikke sikker på hvor lang tid der var gået, hvor længe hun havde holdt før det første skrig var kommet over hendes læber af ren smerte og udmattelse. Men end ikke det havde været nok. End ikke hendes faders gråd om nåde havde stoppet dem. Faktisk havde det ivret krigeren, også kaldet bødlen, til at fortsætte sin straff mod den kvindelige dværg som var sunket i knæ og forbandede de forræderiske tårer hele vejen ned til kiles dødsrige. Det sveg, det brændte, og følelsen af væske som løb ned af ryggen var nu efterhånden noget som var tilvendet.

Alt det var sket i løbet af timer, og endelig var de nået frem til konklusion at fortsatte de i blot fem minutter mere, var dværgen besvimet af udmattelse. Så godt som allerede, som hun knap kunne holde øjnene åbne af den dunkende smerte som gik igennem hende som steppebrand.
Hun mærkede ikke at blive løftet fra jorden. Mærkede ikke at hun blev trukket afsted mod cellerne.
Det første hun mærkede var da hendes front tungt og uden så meget som at afbryde faldet, landede ned på jorden. Mod den kolde klippegrund som med det samme syntes at lindre varmen som havde ophobet sig i hendes kinder efter skrig og tårer.