Mørket var ved at falde på. Landevejene var usikre, men en enkelt mand var ikke nervøs af sig. Han sad i beskidt, lettere lappet tøj, og håret var også småbeskidt. Stubbe havde dannet sig i hans ansigt, og øjnene var matte og trætte. Hele hans væsen bar stort præg af hvor hårdt det havde været for ham de sidste par dage op til fuldmånen. Han brød sig ikke om den. Banditter var ligegyldige, fuldmånen tog hele mandens opmærksomhed, og hvor han normalt var glad og let om hjertet, var han i aften meget tynget og udmattet. Han hadede fuldmånen. Den bragte al hans indre raseri frem, hvordan han burde søge hævn, og hvordan han burde dræbe alle de banditter, der kom for tæt på ham, og hvordan nyhederne om Dragorns fald og mørkets hærs nyvundne magt havde fået ham til, at søge vejen tilbage mod sine gamle krigskammerater. Selvom han ikke burde. Han var ikke meget for, at skulle komme i nærheden af folk han holdt kært, ikke med den forbandelse der hvilede over hele hans væsen. Bæstet inden i.
Caidan sad ved et lille bål, han havde tilladt sig selv, at lave. En hare var sat op, hen over flammerne, hvor den stegte godt, ventende på, at blive spist, og sværdstaven lå inden for rækkevidde. Sovegrejet havde Caidan droppet at pakke ud, for han vidste udmærket, at søvn var fuldstændig udelukket denne nat. Han kunne ikke slappe af eller sidde stille, og derfor var han også meget rastløs, som han sad og prikkede irritabelt til nogle af bålets gløder med en pind. Nu begyndte mørket virkelig at falde på, og da han så op, kom fuldmånen til syne. Hans blik sænkedes med samme, og pupillerne trak sig sammen, mens hans greb om pinden strammedes i en blanding af vrede og angst.

Intet var gået som det skulle på turen mod syd. En storm havde ramt og forsinket i over et døgn ved at holde alle der havde livet kært inde. Mitch havde intet behov haft for at flyve rundt i en storm, så han havde måtte affinde sig med forsinkelsen. Det havde bragt en del nyheder med sig, men ikke mange gode. Som han var fortsat sydpå var den ene forsinkelse efter den anden da også stødt til med røverbander, kampe, flygtninge og drager. Noget der havde slidt en smule selv på hans tålmodighed.

Som mørket var faldet på var han heller ikke nær nok Hovedstaden til at det kunne betale sig at fortsætte. Et lysskær et stykke fra vejen han svævede hen over tiltrak hans opmærksomhed og fik ham til at dreje af. Det var i en lysning i en skov. Et godt sted at gøre holdt - hvis ejeren af bålet da var indstillet på selskab.

Med et par kraftfulde slag af de store, sorte vinge sænkede Mitch sin fart til han kunne lande næsten lydløst lige uden for lysning. Et par skridt på jorden tog ham til udkanten af den, hvor han stoppede op. Klædt som altid i sort og mørkegrå faldt han næsten i et med skyggerne fra træerne. "Aften. Ville det være muligt at komme til at dele dit bål?" Han trådte frem til lyset fra bålet ramte ham og oplyste ham, hvorefter han afventede den andens svar.

Caidan sad midt i sine egne tanker, da en skygge fløj hen over hans sind. Hvordan det kunne lade sig gøre var han ikke sikker på, men han var vidst om, at det var et mindre syn til at advare ham, og derfor skævede han også kort ned til sværdstaven, da nogen trådte ud i lysningen, hvori, han havde placeret sit bål. Han kiggede op på skikkelsen, vagtsomt, til han spurgte pænt om, at få lov at dele bålet. En milliard tanker fór gennem Caidans hoved, ved det spørgesmål. Hvad hvis det gik galt? Hvad hvis han ikke kunne holde sig i kontrol og endte med, at æde manden levende? Han gned sine hænder lidt, og tøvede også lidt med, at besvare mandens spørgsmål, mens hans blik sad fast i flammerne. Pupillerne snævrede sig sammen endnu en gang, før han besluttede sig for, at det ikke var pænt at sende folk der bad pænt væk.

... Jah, ja, slå dig ned," svarede han lidt kort for hovedet, mens han kløede sig let i nakken, mest af alt for at give sig til, at gøre et eller andet. Hans blik flakkede derefter lidt rundt, til det landede på manden igen. Han stod midt i måneskæret, og af en meget specifik grund gjorde netop dét, Caidan meget frustreret. Han kom til at knække pinden han sad med, fordi han klemte så hårdt fat om den og måtte tage en dyb indånding.
"Du må også hellere end gerne få en bid med," skyndte han sig at sige, før stilheden blev for akavet. Han hentydede til haren som han lavede en lille hånds gestus imod. Hans hånd rystede lidt, men det lagde han ikke selv mærke til.

Mitch betragtede manden afventende som han stod stille i kanten af bålets skær og helt oplyst af månens. En fuldmåne havde han bemærket som han var fløjet under den og havde nydt dens lys over den ellers mørke verden. Nu blev den dog overgået af bålets flakkende skær, der på mange måder passede til mandens uro bedre end den kølige distance månen afgav.
Så nikkede han let og trådte nærmere, mens han fik vingerne foldet ind til sig og delvist ud af syne. Så længe det nu varede. Han tog en plads på den anden side af bålet, løsnede sin taske fra remmen og lod den synke til jorden, som han selv sank på hug. "Tak. Lyset er værd at dele på en nat som denne."

Han noterede sig mandens nervøst flakkende blik, men lod som om han ikke gjorde. I stedet sank han helt ned at sidde, mens han så den anden an før han svarede. "Et tilbud jeg ikke vil takke nej til. Jeg har brød vi kan dele til?" Han lod det være op til den anden, da denne virkede ude af balance. Hvad det helt var der fik ham til at tænke det var han ikke sikker på, men noget ved måden manden blev ved med at flytte sig på og lade blikket vandre på var ikke den ro mange rejsende besad. "Det er urolige tider at rejse i."

Caidan holdt lidt øje med manden mens han satte sig ved bålet og virkede til at være i sludrehumør. Caidan selv var mest i humør til at sidde helt stille og holde temperamentet i skak, men ofte forstod folk ham ikke helt når det lige var temperamentet det handlede om. Normalt var han jo aldrig vred. Han var en rolig, afbalanceret mand, men det var blevet ødelagt. Og han havde lyst til, at hævne sig over det. Selvom hævn normalt ikke lå til ham. Han sukkede lavt over tanken og fik et lettere nedslået udtryk i ansigtet. Mandens tak kom lidt bag på ham og det gik op for ham, at han slet ikke havde givet noget respons på den, så derfor skyndte han sig, at sende manden et tilbageholdt smil, der ikke nåede hans øjne. "Uden lyset er vi blinde. Det var så lidt," fik han sagt noget mere mildt end hvad han havde været før. Nogle gange var der bare de helt små episoder midt i fuldmånetid, hvor temperamentet lige holdt sig en kort pause. Det her var én af de små pauser, men det gik ikke længe, før den indestængte vrede og angst kom tilbage igen.

Snart var tavsheden igen brudt af manden, der talte om brød. Caidan sendte et blik i hans retning, før han trak en kniv frem og begyndte at skære nogle kødlunser af haren. "Det lyder fint," svarede han i et neutralt toneleje, mens han fik trukket noget kød fri. Han fandt derefter to små skåle frem og lagde en god luns kød i hver, hvorefter han stillede skålen foran manden, hen over bålet. Han var sulten! Og kød var lige præcis dét, han havde lyst til.
"Hm..." han kunne mærke hvordan raseriet boblede under huden, da han satte tænderne i sit kød, og et kort øjeblik dukkede der en smerte op i tænderne, der syntes at blive en kende mere spidse. "Meget.. Det er farligt at rejse alene.. Hvis ikke, man kan slå fra sig," mumlede Caidan, stadig med lidt mad i munden.

Mitch fik sig sat nogenlunde til rette, kun for at folde vingerne ud og ind igen. Selv efter tre år havde han ikke helt vænnet sig til den forskydning i balance de gav ham på jorden og de besværligheder ved at sidde og ligge. Det var ikke så han tænkte over det hele tiden længere, men fra tid til anden måtte han tilpasse sig for at kunne få vingerne til at være der på en behagelig måde.
Han nikkede let sit samtykke til den anden, men så ingen grund til at holde samtalen unødigt i gang. Manden virkede ikke som den mest selskabelige og det var noget Mitch respekterede. Han foretrak selv stilheden det meste af tiden.

Roligt åbnede han tasken og fandt brødet frem, som den anden accepterede det som bytte for en del af kødet. Som han brækkede det i to og rakte den ene del over betragtede han igen manden eftertænksom. Der var bestemt noget der, skønt han ikke helt kunne sætte fingeren på det. En svingning i humøret der var foruroligende ustabil og hældende i klart den forkerte retning. Det gjorde så Mitch en del mere stiv og tilbageholdende. Han tog imod skålen med kød med et lille nik. "Tak." Så fangede et stykke kød med sin kniv og smagte på det.
Endnu engang fik synet af manden ham til at tøve let og se nærmere på ham. Det var stadig kun en fornemmelse af at noget ikke var som det skulle være. Noget hans magiske evne også forsøgte at gøre ham opmærksom på også, men uden at fortælle hvad der var galt.
"Det er det." Han lod den hænge der og koncentrerede sig om at spise med et blik på den anden.

Om ikke andet så til uro i skoven omkring dem fik ham til at rette sig op og se stift mod træerne.

Manden måtte have opfattet humøret. I hvert fald virkede han noget mere stille, hvilket Caidan fandt tilfredsstillende. Også selvom han et eller andet sted havde lyst til, at spørge ind til de store vinger, han lige pludselig fik øje på. I stedet holdt han en kort pause i sin spisen, for at skæve mod vingerne, vagtsomt. Måske endda en smule nysgerrigt. Men han lod være med, at spørge ind til dem. I stedet satte han sig til, at spise videre, ja nærmest hugge maden i sig, som om at han ikke havde spist noget i 14 dage. Det var aggressionerne, der talte for ham, og fik hans bevægelser til, at virke voldsomme og lidt for hurtige, men han droppede endnu en gang sit måltid, da hans øre opfangede lyde ude i skoven, lyde der ikke hørte en normal aften til. Han lukkede kort øjnene i et forsøg på, at falde lidt mere ned. Det var måske bare hans egen angst. Men da han åbnede dem igen, var de kulsorte, som han seer-evner tvang sig adgang ind i hans sind. For sit blotte øje så han en pil flyve direkte mod manden med de sorte vinger.

Det næste øjeblik forsvandt den sorte farve fra hans øjne, og han greb instinktivt efter sin sværdstav, og satte af, hen over bålet. Præsitionen, han parerede pilen med, var næsten alt for perfekt. Men han havde set pilens skudlinje og vidste præcis hvornår den ville komme. Hvordan manden ville se på det, vidste han ikke, og det var også lige meget, da ti mand trådte ud af skovens linjer, med et grin på læberne, alle sammen som én. "Måske undgår I én pil. Men os alle sammen?I er i undertal, I kan lige så godt give os alt hvad I har," forklarede én af mændene. Banditter. Caidans ellers nogenlunde kontrollerede ansigtsudtryk blev fyldt med vrede og han kiggede hen på sin bålpartner. "Du må hellere komme væk.. Før det bliver for sent," og det var de sidste ord, Caidan kunne ytre, før fuldmånen og vreden tog ham og lod monstret tage over. Med en dyb knurren forvandledes hans krop sig til en kæmpe ulv, på to ben. Derefter kom et stort, umenneskeligt brøl fra bæstet, der fløj direkte i kødet på de ti mand. Den første var let, han blev flået fra hinanden, men selv i sin varulveform, var Caidan ikke et gudeagtigt væsen. Det ville nok gå hen at gå galt på et tidspunkt.

Mitch bemærkede hvordan mandens blik gled til hans vinger som han bevægede dem. De vante spørgsmål kom da ikke, hvilket ikke gjorde det store for den lidt sære og trykkede stemning i lysningen. Som ventede begge på at noget skulle ske - og ikke noget godt. Varsomheden holdt da også ved, som Mitch satte kødet til livs med en del mere ro end den anden. Hasten og det nærmest febrilsk glubske der var over bevægelserne var ikke til at overse. En slående forskel til de kun få blikke kødet havde fået før det blev delt ud. Det var dog godt kød og gjorde underværker for brødet.

Lydene fra skoven fik ham dog til at stoppe mit i maden og blot se i den angivne retning. Manden overfor ham var tydeligvis også opmærksom på at noget havde forandret sig, men hvor meget indså Mitch først da denne skød op og var over ved ham som pile slog ned omkring dem. En der ellers ville have ramt ham i skulderen blev afværget med en præcision der ikke burde være mulig. Den andens ryk hen mod ham havde dog fået Mitch på vingerne. Fra siddende til stående på få sekunder. Det var en af de første ting han havde lært sig. At kunne lette ved mindste grund til det og det var da også hans første reaktion nu, skønt han holdt ved jorden til en start og vingerne igen foldede ind.

Godt det samme, for fra skoven kom ti mand løbende mod dem og de havde på ingen måder godt i sinde. Han fæstende blikket på den forreste og slog så vingerne ud, så de skjulte lyset for bålet i øjeblikke nok til at manden han havde delt det med kunne angribe fra mørket. At manden skiftede form var advarsel nok for Mitch til at lette. De mørke vinger bragte ham op og som en skygge gled han ind i mørket. Først der trak han sværdet.
Ti mænd var mere end hvad en varulv kunne klare alene og det hjalp næppe at fire af disse var bueskytter. Mitch gled ned bag den første og gennemborede ham stille med et præcist stød af sværdet. Mandens skrig tiltrak to af de andre bueskytters opmærksomhed, men hvor de så hen var der kun mørke. Også bag den næste der faldt om med et skrig og lyden af vingeslag.

Flere skrig lød, hvilket forvirrede Caidan en del. Han havde kun haft fat i én indtil videre og nu vendte og drejede de resterende sig, da to faldt for en usynlig kraft. Det var dog ikke længe, Caidan tøvede. Han knurrede dybt igen, da han sprang ind i anden af mændene, én med en bue, og bed satte sine kløer i ham. Han skreg i rædsel og smerte, før han lå stille under den store varulv. To af de andre banditter fløj på ham med deres klinger, der bed og irriterede og gjorde ondt. Med et brøl, kastede han sig over dem og flåede også dem fra hinanden. Der var nu fire tilbage, men de to af dem var allerede i problemer da med korte mellemrum faldt døde om. Caidan rejste sig fra sine ofre og knurrede i retning af de resterende to, der kiggede rædselslagne op, hvorefter de tabte alt hvad de havde i hænderne og løb skrigende væk.

Problemet var ovre, men nu var der et nyt. Caidans kontrol over sin anden side var minimal, og da der ikke var flere, at rive fra hinanden, satte han i et hyl, og begyndte at lede efter den bevingede mand ved at snuse efter ham. Men han kunne ikke finde ham, så da han var ved at falde ned igen, fik Caidan kontrollen tilbage og skrumpede nærmest ind til normal størrelse, nu kun iført et sæt ødelagte bukser. Der var blod over alt omkring ham, og kunne godt mærke at han ikke var kommet fuldstændig uskadt fra den voldsomme kamp. Med et træt suk, vendte han sig mod bålet. Han var sikker på, at han godt kunne sove nu, selvom fuldmånen stadig gav ham en irriterende kløen bag øjenlågene, så han gik langsomt hen til bålet og dumpede ned i græsset foran det med endnu et træt suk.

Den første havde været den letteste at dræbe uden nogen kunne nå at reagere. Manden var faldet sammen med et skrig der havde alarmeret de andre om at noget var på færde, men før de fik rettet tankerne ind på dette var den næste faldet til jorden med et lige så afslørende skrig. Desværre var bueskytterne vant til at skyde først og tænke bagefter, for som Mitch lettede fra sit andet drab mærkede han en pil stryge tæt forbi sig.
Det tiltræk sig hans fulde opmærksomhed og fik ham i retning af og ned bag den bueskytte der havde skudt efter ham. Manden virkede mere end forskræmt som han drejede fra side til side og forsøgte at spotte hvad der var derude. En tilstand der ikke hjalp ham, som Mitch landede og gjorde kort proces med hans liv. Andre skrig lød fra lysningen, men som bueskytten faldt, kom hans makker til undsætning. Ikke at denne var særlig god med sit sværd, men rædsel og hævngerrighed var en farlig kombination. Farlig nok til at han fik et snit ind mod Mitchs overarm, før denne fik taget livet af ham.

Og så var kampen ovre.
En knurren var advarsel nok op at lette fra jorden igen og lande uset og lydløst på en gren højt nok oppe i et træ til ikke at kunne nås. Derfra betragtede han varulven gøre kort proces med hvad der var tilbage af banditterne, før den vejrede og fulgte duftsporene af ham fra sted til sted han havde været landet. Ikke til træet dog. Mitch bevægede ikke en muskel som han betragtede dyret gennem grenene. Et væsen med alle rygter imod sig og med meget lidt skyld i dem selv.
Så tog natten sig af sit barn og delte sin fred med ham. Nok til at han kunne finde tilbage til sin menneskelige form og nok til at manden igen kunne finde hen til det blussende bål. En hård måde at leve på.

Mitch gav manden tid til at samle sig, før han lettede fra grenen og endnu engang landede i udkanten af lysningen, hvorfra han gik frem mod bålet med langsomme afmålte skridt. "Du har mere kontrol end de fleste jeg har mødt." Han lod vingerne være delvist udfoldede som han nærmede sig, så de hurtigt kunne tage ham væk skulle det vise sig nødvendigt. "Hvor længe har du levet med månens kalden?" Han var interesseret og så ingen grund til at gå på listesko omkring emnet. Kom kontrollen med alderen eller var den styret af personligheden? Det var noget han gerne ville finde ud af.
Så løb hans blik over mandens blodige skikkelse og han tilføjede. "Er alt blodet deres?" Han skulle se på sin egen arm, men for nu var den andens velbefindende vigtigere. Månen kunne trods alt stadig kalde ham til sig.

Mens stilheden sænkede sig over lysningen, fandt Caidan overskuddet til, at tage sin vandsæk frem. Han måtte få noget af alt det blod væk. Han begyndte på af vaske det af, til den bevingede mand afbrød stilheden og fik ham til at se op, en smule overrasket over, at han stadig havde mandens selskab, selv efter at have forvandlet sig til et monster for øjnene på ham. Men det var åbenbart også fordi manden havde mødt flere af hans slags, og åbenbart syntes at Caidan havde mere kontrol. Han rystede let på hovedet. "Du så selv min tilstand før. Så meget kontrol har jeg heller ikke," mumlede han træt, mens han fandt frem til de sår, han havde fået i kampen. En ret stor rift i armen og chokerende nok et stiksår i benet. Han skævede op mod manden igen, da han syntes at han stadig havde lidt af varulvens lugtesans, og godt kunne lugte blod på ham. "Mange år. Det har været værre før, men det er stadig ubehageligt," svarede han til spørgsmålet, mens han vaskede sårene igennem, så godt som det nu kunne gøres.
"Nej.. Du er også såret, kom herhen, og så kan jeg se på det," han lavede en gestus mod manden, mens han tog en lille tår af vandsækken. Han blev altid så frygtelig tør i halsen når han havde været vild og behåret.

Mitch nikkede let, som han nærmede sig bålet. "Du nåede at give en advarsel og holdt månens kalden hen til de rev den sidste rest af ro væk. Ikke alle holder så længe under fuldmånen." Det kom konstaterende og uden noget belærende eller spørgende. Han havde set varulve skifte så snart månen løftede sig op over horisonten og først vende tilbage når den forsvandt igen. Så at se en som menneske til temperament knækkede var en anderledes ting.

At kontrollen ikke havde været der under skiftet var dog også klart. Noget mandens sår kun understregede og den lette overraskelse Mitch så i hans træk over hvor de var. Mere at tænke over til senere. For nu nikkede han blot og stoppede op som han nåede sin taske. ved den sank han ned for at åbne den og finde en pose frem. Med den i hænderne så han hen på den anden mens et svagt skævt formede sig på hans læber. "Det er ved at lukke sig som vi taler. Et mindre talent af mine." Han tog posen med sig hen mod den anden, mens smilet sank væk igen som den sjældenhed det faktisk var. "Et talent der kan forhindre det snit i benet i at hæmme dig på den videre rejse." Det var stadig et tilbud og han ventede på den andens svar før han gik videre.

Caidan kiggede over på manden som denne nærmest komplimenterede hans kontrol. Han havde godt oplevet det før, at miste kontrollen blot ved synet af fuldmånen, men i løbet af årene havde han tvunget sig selv til, at forblive i kontrol over problemet, mere og mere. Han var en stædig mand. Så det havde vidst givet pote, af hvad han kunne se. Han kløede sig let i nakken og lavede en mindre grimasse, da han bevægede sit ben forkert. "Jeg har også haft mange år med forbandelsen på mine skuldre. Man lærer med årene, og hvis man er stædig som jeg," forklarede Caidan med et lille, lettere bittert smil. Trangen til at flå i ting og gå amok var væk efterhånden. Fuldmånen var ikke så slem når han først havde givet efter en gang, så nu var han bare lettet og træt. Og slet ikke så sammenbidt som før.

Manden så ud til, at være i stand til, at heale sig selv, af hvad han sagde, men da han gav tilbuddet om, at hjælpe Caidan, rystede han på hovedet med et smil der var langt mere venligt end de blikke han havde givet manden ind til nu.
"Jeg klarer mig. Jeg er ikke helt uden talenter selv," han lagde langsomt sin hånd på stiksåret i benet, og fokuserede til hans hånd lyste op og lysets magi strømmede ind i såret og lukkede det. Det samme blev gjort ved armen, men nu var Caidan til gengæld også langt mere træt end før. "Tak ellers. Det er ikke mange, der vælger at hjælpe et monster. Og tak for hjælpen med de banditter," han sendte manden endnu et varmt smil, før gav sig til, at rode rundt i sin taske efter noget nyt tøj at tage på. Så varmt var det altså heller ikke denne nat.

Mitch lagrede de oplysninger han fik og lagde dem til dem han havde fået fra andre varulve tidligere. Et billede var ved at tegne sig og det var ikke enkelt og lige til et. Intet virkede til at være sort eller hvidt med de væsner, som det ikke var det med nogen. En skam folk blev ved med at behandle dem som om det var det. Monster eller menneske - aldrig en blanding af de to. Så han forstod bitterheden i den andens stemme og at denne ikke fandt sin kontrol god nok. At få den så god vidnede om stædighed, men det var sikkert selvsamme der gjorde det ikke føltes tilstrækkeligt.

Som han nærmede sig med posen lukkede såret på hans overarm sig stille sammen. Det krævede ikke så meget af hans koncentration, men var nærmest per refleks når det kom til ham selv. Trods alt var det dumt ikke at benytte sig af den magi der strømmede i hans åre.
Mandens svar fik ham dog til at hæve et øjenbryn og så svare med endnu en af sine antydninger af et smil, som hvidt lys strømmede fra den andens hænder og ud over såret i lægen. "Lysmagi? Det havde jeg ikke ventet nej. Du ligner ikke de krigere jeg før har set." Og siden sin død havde holdt sig på afstand af, som han havde det med de fleste fra de to fraktioner af lys og mørke.

Magien var dog effektiv og gjorde præcis hvad Mitch ville have tilbudt at gøre. I stedet pakkede han posen væk og slog sig endnu engang ned ved bålet. Det så han på, som han rystede let på hovedet. "Men er du da mere et monster end dem der angreb os?" Han flyttede blikket til manden igen og nikkede så. "De fik hvad de fortjente. Kile se i nåde på dem, som hun gør ved alle. Måske de kan finde fred der som de ikke kunne det her." Han trak vejret og gned en hånd over øjnene, som hans fjer reste sig let kun for at lægge sig igen på hans vinger. Så fandt han manden med blikket igen. "Men for at svare på dit spørgsmål. Så ser jeg dig ikke som noget monster og det gik hurtigere at kæmpe sammen."