Luften er en tyk blanding af kvinders skingre tonefald mellem kraftigere mandestemmer og hunde gøen fra gadehunde, der løb i hælene på børnene, som de suser mellem folk på gaden. Morgendisset er allerede begyndt at løfte sig og de mægtige porte til byen er blevet åbnet for endnu en travl markedsdag. Trafikken er tæt i gaden, pakket med boder og borde uden for små hyggelige cafeer. Der er alle slags folk på gaden; folk med vogne pakket til det yderste med dagens varer, præster på vej til templet, stikirenddrenge der render ind og ud af butikker og elegante kvinder der bærer på fletkurve, på vej til markedet. Alt er glædeligt og travlt.

Men den store mængde skræmmer ikke Damia. Hun går rank og elegant op ad den travle gade, med store nysgerrige øjne. Det gennemsigtige, tynde sjal hænger skødesløst omkring hendes arme, således at hendes mælkehvide skuldre er blotte. En flok mænd står ved to vogne tøjret til en hest, og kigger interesseret efter hende. En af dem laver en sjofel gestus, og de andre ler med. Damia ignorerer dem og de bliver kun mødt af et utilnærmeligt blik. Det var måske det der æggede dem. De vækker djævlen i dem. De skulle bare vide, hvilken kvinde hun er.

Med hende har hun en lille pung med krystaller. Noget hun havde fået af Kravenoh, formentlig stjålet, til at købe ind for. Da hun når i nærheden af springvandet må hun vige hastigt til siden da en vildfaren hest løber ind i mængden af mennesker med deres kuske i hælene. Hun vrikker om og tager sig øm sindigt til anklen. Haltene får hun bevæget sig over til springvandet, og sætter sig ned, mens hun binder sine sandaler op. En tanke strejfer hende, og hun ligger sandalerne fra sig og ligger sine fødder i det morgenkolde vand.

Kravenoh havde for en gang skyld søgt op til overfladen af hans skjul, det hele virkede fredligt og som om alt var glemt som om der ikke var nogen mere der jagtede hans race, han sad oppe på en af de mange tage og kiggede ned på det travle markede da han fik øje på en kvinde som han synes han kunne genkende men mest af alt på hendes grønne hår, han så hvordan nogle fremme mænd råbte noget efter hende, et lille smil kom frem på hans læbe ide hun blot gik videre.

Kravenoh fulgte hvert et skridt hun tog og holde øje med hun fortog sig, han så hvordan hun nærmest væltede da en hest kom farende igennem folke mængden, han så hvordan hun kom til skade og fulgte hende med hans blik ide hun satte sig på kanten ved springvandet.

Mændene som havde råbt noget efter hende stod stadigvæk det samme sted, så ide Kravenoh hoppede ned fra taget af og gik hen imod Damia, så gik han nærmest forbi mændene 3 små fingere bevægelser og man kunne nærmest se mændene falde om på gaden af kramper, men mest af alt lammelser for han havde nemlig kastet 3 lammelses nåle på dem som lammer sit offer.
Kravenoh gik helt roligt hen imod Damia hvor efter han satte sig lige ved siden af hende og kiggedeover på mændene som havde fået en del opmærksomhed af andre mennesker, " er du okay "

Pludselig mærker Damia en fremmed tilstedeværelse, og en tung skygge der falder over hende. Til at starte med reagerer hun ikke, tænker blot, at det er en fremmed der ikke helt har respekt for folks personlige grænser. Hun kaster stjålent et glimt mod vedkommende idet at Kravenoh spørge hende om hun er okay. Hun ser på ham med let opspærret og overrasket øjne. Hun rynker panden og studerer sortelverens silhuet i morgenskæret. Håret, holdningen, den måde han betragter hende på med de attraktive mørke træk. Det forekom for hende som en evighed før, at hun fik revet tankerne bort fra ham. Selvom det nok kun havde været tale om nogle få sekunder. Bekymret for at han måske havde lagt mærke til hendes fraværende svar, skynder hun sig at fremmumle et nonchalant ”Jeg har det fint, så mig vist bare ikke for”.

Damia kigger ham over skulderen, for at se hvad det er, som har fanget hans og andres opmærksomhed. Mændene der før havde kastet sjofle bemærkninger efter hende ligger ubevægelige på jorden. Frosset i den stilling netop som de var blevet ramt af pilene. Der er nogle få mennesker der har taget få øjeblikke ud af deres travle hverdag til at stoppe op og undre sig. En flok gadebørn står over dem og ler, men Damia tænker, at der nok ikke går meget længe før at byvagterne bliver tilkaldt.

”Følger du efter mig?,, spørger Damia drillende og løfter sine fødder op fra vandet og placerer dem på kanten af springvandet, ”Det var bare kommentarer… Hvis du skulle kaste en pil efter hver af de mænd, der krænker mig, så får du travlt min ven”. Damia smiler stort til ham og samler sit store krøllede hår over på den ene skulder, ”Jeg er uimodståelig ved du nok”.

At hun nærmest ventede med at svare fik ham til at tænke hvad hun mund tænkte ide han var kommet til hende, han smilede kort til hende på grund af hendes udtagelser omkring hende til ham, " at følge efter dig er ikke nødvendigt det ved du da " smilede han inden han kiggede over på mændene igen "men nu når du vil vide det så, nej gør jeg ikke du vil måske gerne have jeg gør?" sagde han med et smil på læben, imens han betragtede hendes hår og kropsprog med hans øjne.

Kravenoh kunne ikke fortælle hende grunden til at hun ikke havde set ham i langtid men mest af alt var det fordi, at Toorah nattefrost havde været oppe ved dronning og nærmest fået dronningen til at gå med til at jage mørkelveren og sætte dem bag lås og slå, men han ville ikke have hun skulle bekymre sig over det så han valgte at sige anderledes.

Han smilede til hende endnu engang " du siger bare til så skal jeg med glæde gøre de mænds liv surt det ved du, for ja hvem kan modstå dig " sagde han og førte hans hånd op til hendes hår og kørte fingrene igennem det, imens han så på hende beundrerne.

Al virakken omkring hende har langsomt fået hendes energi til at vende tilbage. Det er svært ikke at blive smittet af alle menneskernes ubekymret slentren gennem gaderne. Damia har været alt for fokuseret på Kravenohs lidt dramatiske entre, og måske svælget lidt for meget i gensynet af ham, end hun ville turde indrømme, til at huske på, hvor længe siden det egentlig havde været siden sidst hun så mørkelveren. Det havde været lige efter det kaotiske møde med krystaldæmonen. Hun havde lige siden forsøgt at tømme sin bevidsthed for synet af dæmonens forpinte ansigtet, og den trussel der hang ved efter hendes flugt. Det har vist også lykkes hende, og hun har de sidste par dage overnattet på et lejet kroværelse i byen, hvor hun om dagen har ført sig frem som et almindeligt menneske med sin egen dagsorden. Om natten har hun dog længtes efter samvær, men har ikke været i humør til at opholde sig nede i den altid livlige krostue. Hun følte ikke lige for beruset samtaler og upassende tilbud fra mænd.

Damia lukker kælent øjnene, da hun mærker Kravenohs hånd stryge gennem hendes hår. Den ømme berøring får nakkehårene til at rejse sig. Et kort øjeblik nyder hun bare øjeblikket og sukker, ”Hvis du ved, at du ikke behøver at følge efter mig, så ved du jo også godt, at jeg sagtens kan klare mig selv… Og et par mænd eller to”. Damia åbner sine dyb-grønne øjne og ser glædeligt op på Kravenoh, ”De er jo trods alt simple mænd. Har håndteret værre væsner”. Efterhånden kan man se hendes blik ændre sig og en lille rynken kan anes i hendes ansigt. Hun ranker sig op og begynder at snørre sine sandaler. Da hun er færdig ser hun bestemt på Kravenoh, ”Hvad bringer dig til byen?,,

For Kravenoh var det som om hun ikke rigtig vidste hvad der var sket her i landet for tiden, men det behøvede hun nok heller ikke at vide så, han kiggede på hende med et smil på læben " vi ved begge at du har mødt mænd der var et mere problem, for det kan jeg se på din hals" sagde han og hentydet til hende K hun havde fået af ham, men med et blink i øjet.

Nogle byvagter var dukket op, og de fik hans opmærksomhed for et kort sekund han, kiggede roligt over på dem, hvor efter han vende blikket på hende igen for at besvare hendes spørgsmål " jamen må indrømme jeg blot trængte til lidt luft og så befandt du dig heldigvis her, " sagde han roligt med en venlig stemme, Kravenoh var normalt ikke en venlig sjæl men det vidste han at hun godt vidste, og han kunne lige så vel skade hende som at være rar overfor hende.

" så sig mig hvad laver du her " der var få mennesker i verden som havde en indflydelse på hans liv og hun var bestemt en af dem og nok også den der havde mest, selvom han ikke sagde det til hende så vil han til hver en tid redde hendes liv frem for hans eget.

I det han nævner arret, ryger hendes hånd per refleks op til halsen. Hendes fingre følger konturene på arret, mærkede, hvordan huden var tyndere der, mere glat. Hun gør det med en mine, som udtrykker, at hun helt havde glemt det. Nej, ikke glemt det, men det var måske blevet så meget en del af hende, at hun lagde lige så meget mærke til det, som hun ville ligge mærke til hendes fregner. Et lille forsigtigt smil kan anes i mundvigen og hun ler akavet, "Nej ikke et problem, en tvungen allierede,,

Damia kan let blive overvældet af de mange blandede følelser, som Kravenoh får frem i hende. I begyndelsen kunne hun ikke håndtere følelsen af magtesløshed over de ukontrollerbare sympatiske følelser for denne mørkelver. For lige så ofte, som han havde vist hende venlighed, og hun havde hengivet sig til ham, lige så ofte havde han været kold og utilregnelig. Ærligt talt er Damia overhovedet ikke klar over, hvad der foregår bag den seriøse maske på denne mand. Hun turde ikke stole på ham, ikke et sekund, om end hvor meget hun ville. I det mindste ville hun kunne føle sove tungt om natten med visheden om, at han ikke ville stikke hende i ryggen. Alligevel er hun godt klar over hendes følelsesmæssige påvirkning på ham. Selvom det måske ikke var oprigtige følelser, mere en flygtig passion eller dyriske følelser. Men hvis det kunne manipulere ham til at blive ved med at beskytte hende, og måske endda få hævn over Samson langt om længe, så var det vel det der skulle til.

"Jeg ville se hvordan det ville være, ikke at skulle frygte noget. Tænkte at det måske var sikre inden for bymurene. Bor over på kroen. Gør vel ikke noget, at jeg har 'lånt' nogle krystaller af dig? Har jo ikke set skyggen af dig i langt tid, så tænkte jeg ligeså godt kunne se efter en ny allierede,, Damia ser granskende på ham, "Siden den her allierede har for travlt med at gemme sig i skyggerne". Damia ser over på byvagterne og læner sig en smule tættere på Kravenoh, "Jeg ved godt hvad der foregår, sedlerne er alle vegne her i byen. Krystal dronningen har udstedt en arrestordre på samtlige mørkelvere,, Hun bliver lidt urolig ved synet af byvagterne. Bare de ikke kigger herhen.

Kravenoh var lige forvirret var hun ude på at finde en ny allierede eller ledte hun i virkeligheden blot efter ham, han smilede kort da hun fortalte hun havde lånt krystaller fra ham " det er helt iorden og du behøver ikke at betale tilbage, men måske en dag alligevel det vil tiden vise" smilede han roligt til hende inde han igen kiggede over på vagterne, og igen på hende " du er godt klar over at hvis du lever i frygt vil du aldrig kunne vinde over mig i en kamp 1 mod 1 ".

Kravenoh vidste virkelig intet om hvad hun tænkte i forhold til eller i forhold til dem, de følser der var i spil eller hvad det nu var som var i spil, var hun blot ude på at udnytte ham eller hvad var hun?, det vidste han ikke men hvis han nogensinde fandt ud af at det var det hun gjorde vil han slå hende ihjel.

Et stort smil kom frem på hans læber ide hun lænede sig tættere på ham og fortalte ham at hun godt vidste hvad der var sket, han kiggede hende dybt i øjne " Ser jeg bange ud, ser du nogen form for frygt i mine øjne " sagde han roligt og hvis man kiggede ham i øjne vil man kunne se han var helt rolig, Kravenoh var ikke bange for at være efterlyst det havde han været hele hans liv stort set bare ikke her, men det var blot det at hvis man fandt ud af hvem han omgik med og fandt ud af at hun var en del af ham, og at de så vil tag hende til fange det vil være noget skidt for ham, for han vidste ikke hvor han havde hende i forhold til at stikke ham i ryggen.
" gør de dig utrykke "

Vagterne havde fået fat i personale fra helbredelseshuset, der nu var i gang med at bære de lammede mænd til healerene. Det ville ikke tage healerene lang tid at finde årsagen til mændenes pludselige lammelse, og derefter alarmere byvagterne om at være på vagt. Det ville være håbløst hvis de påbegyndte en jagt på den skyldige i denne tætte mylder af mennesker og andre væsner. Alligevel kunne man ikke påstå, at Kravenohs karakteristiske mørkelver træk ville være svært at overse. Da Kravenoh spørger om han ser bange ud, ser hun ind i hans utrolig rolige øjne. Nej, selvfølgelig var han ikke nervøs, "Nej, frygt slår ikke rod i dig. Du har jo intet at miste, så hvad skulle du frygte? Dit liv?,, Damia udstøder en lille latter, "Ha! Du er så fuld af selvtillid, at du ikke tror, at du kan dø,, Hun ryster på hovedet, så hendes lokker danser omkring hendes kønne ansigt. Ville han lade hende i stikken når det gjaldt? Hun bider sig i de dybrøde læber, præget af de anspændte tanker; "Nej de gør mig ikke utryg, det er ikke mig der er jaget," hun holder en pause, som om hun ikke rigtig har lyst til at fortælle ham, at hun helst ikke så ham komme i problemer.

Hvor meget hun end spekulerer over Kravenohs intentioner over for hende og følelser, så ville hun nok aldrig være helt sikker. De var begge sammenbidte og hadske individer, med hver deres dagsorden og hver deres tvivl om den anden part. Damia ville helt sikkert ikke være den første til at åbne sig op. Risikerer at udstille sig selv som svag. Da Kravenoh antyder, at hun lader frygten begrænse hende bliver hun en smule stødt. Hun trækker på skuldrene og smiler anstrengt til ham, "Har jeg ikke allerede vundet over dig? Er jeg da ikke i live og sidder fredsommeligt og snakker med dig?,, siger hun næsvist. Hun skynder sig at tilføje med sænket stemme og et lumsk blik, "Desuden, hvem siger at jeg behøver at besejre dig 1 mod 1? Når man kan få andre til det?,,

Kravenoh har godt lagt mærke til hvad der forgik og han kunne regne ud at om nogle få minutter ville vagterne lede efter en person der bag nåle der lammede folk, så måske han skulle smutte eller skulle han for han var lidt ligeglad hvis de kom til ham, for han vil nok bare slå dem ihjel.

Han så på hende og smilede lumsk " men hvad nu hvis de ikke finder ud af det er mig og i stedet kigger på en person mændene havde haft kontakt til da personen gik forbi dem" sagde han og hentyd til hende, at få det til at se ud til det var hende der stod bag kunne han sagtens men så fik han ikke noget sjov ud af det andet ind hun nok enden blev buret inde eller det så var hende som dræbte vagterne.

Han rystede kort på hovedet af hende da hun nævnte døden, " søde ven jeg ved jeg kan dø men jeg er skabt til at slå mennesker ihjel den person der skal slå mig ihjel skal være værdi, og dem har jeg ikke mødt endnu og hvis du ikke passer på med den flabet hed vil jeg få dig til at fortryde det ved du" sagde han og tog en af hans nåle frem foran hende " du ved hvad denne gør så pas på hvad du siger og tænkt over hvad du siger næste gang" sagde han kort og fjernede den igen.

Han kiggede på hende med lidt forvirrende øjne " og hvem vil du få til at vinde over mig 1 imod 1 " sagde han kort og forsatte " men vi kan sagtens tag en 1 mod 1 til døden hvis du virkelig ville friste skæbnen "

Damia starter med at ignorere hans første trussel. Selvfølgelig ville vagterne ikke ligge deres opmærksomhed hen på hende. Hun er blot én blandt mængden af tilrejsende. Desuden, så er der større sandsynlighed for, at de ville kaste skylden på en mørkelver. De er jo trods alt efterlyst i hele landet. Damia ryster på hovedet. Hans holdning gør hende rasende, og hun er ved at være pis hamrende irriteret over at blive truet på denne måde. Hun stirrer ned på nålene, som han diskret putter væk igen. Den mørkelver som tror, at han bare kan dukke op ude af de blå, hilse på hende og true hende… Hvis han dog ikke var så forbandet charmerende og mystisk.

”Jeg burde tilkalde vagterne!,, raser hun og rejser sig op med så meget værdighed som hun kan mønstre. Hendes blik flakker omkring på de nærmeste mennesker, der stirrer et kort øjeblik nysgerrigt på de to, efter hendes lidt høje udbrud. Damia mærker rødmen helt omme i nakken, og læner sig over Kravenoh. Lokkerne falder ned om hendes skulder og hun taler lavmælt til ham.

”Lad mig se, der er altid lyselverne og lyset krigere. Du husker vel nok, at der er et pris på dit hoved? Eller har du allerede glemt det, mørkelver? Oh ja, og så er der jo også din gode ven Samson. Er sikker på, at de vil tilbyde hvad som helst for at få fat i dig,, Damia synker. Det er helt udelukket, at hun ville kontakte Samson. Han er jo trods alt målet. Damia ranker sig igen og vender sig om, mens hun henkastet siger ”Jeg har ikke behov for at kæmpe mod dig, synes vi kører i ring,, Damia sukker og tilføjer, ”Måske jeg skulle finde en ny plan. Du kommer jo ingen vegne!,, Hun begynder at machere ind i folkemængden igen.

Kravenoh var rolig helt rolig faktisk at tilkalde vagterne var ikke noget der bekymrede ham, det der bekymrede ham var at han nok kom til at skade hende nu, fordi hun var så flabet og at hun nærmest på en måde har glemt hvad han er i stand til det undrede ham, han blik var roligt ide hun nævte vagterne " hvis du selv føler for det " sagde han bestemt flabet og helt rolig.

ide hun nærmest rejste sig op i en form for raseri, og alle folk nærmest kiggede over på dem, kappede han af hende " flot flot meget flot " sagde han og holde op med at klappe, for det næste hun sagde var det som gjord at han var nød til at handle nu, " pris på mit hoved har der da altid været, nu er der bare kommet noget mere spænding i livet, ser du før i tiden skulle jeg lave ballade for at få den opmærksomhed jeg fortjente, men nu nej nej nu er jeg nærmest kendt " sagde han med et tilfreds smil på læben, for det var lige det han altid gerne ville have haft, næsten.

Kravenoh så på hende ide hun vende sig om og gik hen imod folkemængden, " det var satans " mumlede han, hvor efter han med en let bevægelse, fik kastede en af hans nåle efter hende, som ramte hende i benet, så hendes ben vil være lammet og hun ikke ville kunne gå på det, der efter rejste han sig op og gik hen imod hende for nærmest at være der når hun falder ikke for at gribe hende, men for at sætte hende på plads, for hun skulle ikke tro hun bare kunne sige alt muligt til ham uden det skulle have nogen form for konsekvens.

"Der er forskel mellem kendt og jaget,, siger hun nedladende som svar til hans melodramatiske pral. Hun fortsætter vedholdende ind i mængden. Enten ville Kravenoh bare lade hende smutte og så ville denne ophedet samtale være slut. Eller også var der mere der skulle blive sagt... Hvilket ville ligne mørkelveren mere. Alligevel er Damia for fristet til at lade sådan et påstand gå ukommenteret hen. Hendes anelser viser sig at holde stik, for netop nu, som hun skal til at tage endnu et skridt synker hun lydløst til jorden. Idet hun rammer de hårde brosten undslipper der hende et forskrækket gisp. Hun når dog at tage fra med hænderne, og får presset sig op og sidde, med håndfladerne mod de beskidte brosten. Først da hun ser sig forvirret omkring falder det hende ind, at Kravenoh muligvis har kastet en af hans lammelses nåle efter hende. Det tager hende heller ikke mange sekunder om at finde nålen i hendes højre ben. Forurettet river hun den ud af benet og ser på Kravenoh, der bevæger sig i et tilpas tempo hen imod hende. Lige akkurat langsomt nok til ikke at vække mistanke, men han er stadig hurtigt over hende.

Folk omkring har heldigvis eller måske uheldigvis for travlt til at orke at hjælpe. I stedet sender de bare nogle nysgerrige blikke, men da ingen andre vælger at reagerer på Damias fald, fortsætter de deres gøren. Damia kan dog ikke lade være med at trække på smilebåndet over, at Kravenoh ikke var helt færdig med hende. Det er dog derimod ikke lige så sjovt at blive fældet på denne måde. Hun får akavet stablet sig på benene, nu hvor hun har fjernet nålen, men læner på det gode ben. For ikke at vække unødig opmærksomhed efter faldet, børster hun støv af hendes nedringet kjole og forsøger at genvinde hendes elegante stilling.

"Fint, hvad vil du? Vil du virkelig lave en scene, lige her og nu?,, siger hun men mærker panikken.

Kravenoh kunne se alt der skete ide han gik hen imod hende, han kunne se at ingen mennesker vil hjælpe hende, og det var godt for så betød det at de nærmest ikke fokuserede på Damia også kunne han gør lige hvad han ville med hende, ide han kom hen til hende og hun nærmest havde kommet op på benene igen eller den ene ben, kiggede han blot på hende " hører her jeg bestemmer når vi er færdig med at tale jeg bestemmer når du skal gå fra mig og jeg bestemmer og du skal leve eller aj, " sagde han og stillede sig tæt ind til hende hvor efter han greb fat om hendes arm, og hvor men den anden arm havde ahn en kniv der lige prikkede lidt til hende hofte med spidsen.
" du husker vel godt det flotte K du har på din hals, du vil vel ikke have endnu en bogstav til samlingen eller vil du" sagde han rolig og i kontrol, Kravenoh vidste han ikke ville kunne slå hende ihjel det betød hun for meget for ham til, men det vidste hun ikke.

Kravenoh kiggede hende i øjne " hvad jeg vil er lige gyldigt det eneste du burde vide er når jeg ikke vil noget, så skal du være på vagt " sagde han og slap hende hånd hvor efter han fjernede kniven, en vagt kom gående lidt for tæt på dem og han kiggede over på Kravenoh, og ide samme øjeblik fjernede han blikket fra hende og over på vagten.

Vagten så ud til at han lige skulle til at gå der over, ide Kravenoh kiggede på Damia igen og tog den ene hånd og tog fat på hendes røv, og med den anden om hende hvor efter han kyssede hende intenst, for at få opmærksomheden væk fra sig, og så var det også noget han kunne lide samtidig.

Hans ord trænger gennem hendes hjerne og sætter ild til hendes nervespidser. Hun må virkelig kæmpe for ikke at slå ud efter ham, eller lade ham blive opslugt af jorden under hans fødder. Med knyttet næver og en klump i halsen får hun fremtvunget et bittert svar, "Det er ikke K'et der genere mig, så meget som det er fyren som har placeret det der!,, Det gipper i hende, da han truer hende med spidsen af kniven og det stramme greb om hendes arm. Hvor er det pokkers fristende at plante en solid lussing lige i hans hoverende, mørke elveransigt.

Damia skæver til begge sider, og fanger glimtet af en byvagt. Kravenohs lille optræden må havde vagt vagtens opmærksomhed, og hendes skræmte blik virker heller ikke særligt uskyldigt, "Hvad er det så du forventer af mig, mørkelver?,, siger hun lavmælt, men undertonen er stadig hård og lige så fremtruende som hans... Eller det bilder hun sig ihvertfald ind. Selvom hele hendes indre er i oprør.

Kravenohs næste trick overrasker hende fuldstændig. Hun hopper overrasket og gisper, da hans ene hånd tager resolut fast i hendes røv, og kvæler hendes gisp med et intenst kys. Vagten er kun et lille stykke fra dem, men stopper midt i et skridt. Han har ellers en hånd om sværdet, der hænger ned langs hans ene side, men netop nu ryger den op til håret, som han akavet stryger gennem lokkerne. Han ser sig lidt forbavset omkring, en smule afventende.

Hun gør kun modstand et brøkdel af et sekund, og det skyldes kun hendes modvilje for at lade ham bestemme over hende. Det er hende som vil føre slaget, på den ene eller den anden måde, så når Kravenoh kaster sig over hende, bliver hun helt slået befippet. Han har ikke rørt hende i alt for lang tid, så hun nærmest smelter i hans omfavn og lidenskabelige kys. Alt modvilje og vrede forsvinder, og hun giver sig ikke engang lov til at føle sig afskyet over hendes reaktion. Hun presser sin krop mod hans og åbner munden for ham. Alt virkede så berusende.

Alle hendes ord er så godt som forsvundet, det kys der skulle have stoppede byvagten hjalp og derefter skulle kysset være endt, men Kravenoh stod stadig med hans læber placeret på hendes, og lige så vel som hun holde ham ind til sig gengælde han det med det samme og holde hende tæt ind til sig, hans hånd var stadigvæk placeret på hendes røv og den anden rundt om livet på hende.

en del af menneskerne stod i få sekunder og stirede på dem, for det var begyndt at se lidt for intenst ud men for Kravenoh var det lige meget, han kunne virkelig lide Damia og det var nok mest af alt hendes måde at tag imod kysset på som havde gjord at han nærmest forsatte, for havde hun valgt anderledes havde det nok set anderledes ud, for han vidste at en lussing også godt kunne have været bragt i spil, men både for hans og hendes skyld var han glad for det ikke gjorde.

Kravenoh kunne på en måde godt fornemme at de to var ved at tiltrække sig en god del af opmærksomheden, for nu var byvagterne begynd at stå og kigge på dem, en af vagterne gik hen til dem " Hey i to dette er en familie venlig plads, kan i to kærligheds høns ikke finde et andet sted " sagde han meget bestemt og stod blot og afventede Kravenoh og Damia.

Kravenoh hørte hvad vagten sagde men lige nu var det op til Damia hvad denne vagts skæbne skulle være, for lige nu lyttede han til hvad hun sagde og om han mærkede ret efter dem, det vidste ingen men han lyttede.

Hun følger ivrigt med i hvert lille sanseindtryk, som han giver hende. Smagen af hans hud mod hendes læber, hans duft, den måde han holder om hende på. Det er, som om hun slet ikke kan få nok af at mærke hans krop mod hendes, som om hun er indstillet på at tage ham lige der, midt på pladsen, foran alle menneskerne. Det er først da byvagten afbryder deres lille intime stund, at hun bliver mindet om, hvor de befinder sig netop nu. Det kræver et par anstrengte åndedrag, før at hun har nok luft til at tale. Hun stryger genert en lok om bag hendes øre og skubber sig en smule væk fra Kravenoh.

"Beklager, vi skulle også lige til at gå,, får hun fremstammet mellem dybe vejrtrækninger, og nikker til byvagten. Folk omkring dem er stoppet halvt op og står og hvisker imellem dem selv. Tydeligvis meget påvirket af det lille intense optrin. Måske inspireret nogle til selv at tage en tur derhjemme.

Damia vender sig mod Kravenoh. På en eller anden måde har alt ændret sig inden for de sidste få sekunder, som det lille optrin varede. Hun går lidt tættere på ham med blussende kinder, "Du må hellere tage mig et sted hen inden jeg kommer til fornuft,, Væk fra nysgerrige øjne

ide hun stoppede kysset, kiggede han på manden og derefter på hende ide hun sagde de lige skulle til at gå, Kravenoh tog hende i hånden og gik der fra



//out