Efter et langt ”møde” på kroen, lykkedes det Catherine at skaffe sig det mandskab hun havde brug for på hendes jagt. Det meste af mandskabet blev hærget ved besøg på kroer og sø folk som ikke havde så meget andet i livet, end at sidde og drikke dagen væk takkede ja til tilbuddet om rejsen. Mandskabet bestod dog ikke kun af drukbolte og andet herskab, men også af Tula, en erfaren kvinde af havet, samt en ung musiker, som Catherine under ”mødet” på kroen havde fået et godt kendskab til og hun besluttede sig for at få hende med ombord, da det også var af hendes eget ønske, Ron hed den unge kvinde.

Hele dagen havde mandskabet gået og puklet med det store skib, store tønder og kurve med proviant var blevet båret på skibet og sat på plads, men tønder med krudt til kanonerne og kasser med våben var blevet klar gjort til mandskabet og nu var ankeret lettet og skibet roligt sejlet af sted og derude i horisont linjen var målet klart og med et blik tilbage kunne man ane havnen og hovedstaden som netop var blevet forladt.
Sejlene var oppe og rebene var spændt så hårdt som muligt og skibet bevægede sig i stødt tempo.

---

Med vinden i håret og et stødt tempo gennem det klare vand, stod Catherine stolt ved siden af roret som blev holdt af en af fyrene i mandskabt. Hun gik ned af trappen som førte ned til dækket. Under roret og trapperne lå hendes kahyt og under dækket lå resten af besætningens kahytter. Hendes kahyt var blevet opdelt, så de to andre kvinder kunne sove under samme tag som hende, og mændene kunne sove under dæk. Det var ikke sikkert at en ung kvinde som Ron, ville nyde at sove sammen med den flok mænd.

Apropros Ron så var dette med åbent hav meget nyt for hende, men som hun havde forstået det så havde det været et stort ønske for Ron at opleve, og det var også en af grundende til at hun blev givet lov til at komme med. Catherine kiggede spændt på den nye rekut og smilte bredt, det lignede at Ron ikke havde fundet sig helt til rette på skibet.

”Er søsygen ved at ind finde sig, kære eller klare du den?” Hun grinte småt og smilte til Ron, som hun allerede var begyndt at holde af og var glad for at få en musiker med på sit togt.

Hun kom helt ned på dækket og gik stille hen mod hende, i mens havets små bølger brusede op ad skibets stævn. Heldigvis var havet barmhjertigt lige nu og vinden var stille og det så ikke ud til at det ville trække op til storm.

Selvom Ron aldrig havde været meget for pirater, siden hun havde hørt alle de grusomme historier, havde hun fra første møde set noget andet i Catherine. Hun var gavmild og intet som historierne hun havde hørt da hun var yngre, hvilket var grunden til at hun havde spurgt om hun måtte komme med. Hun havde dog advaret Catherine at hun ikke var speciel god til generelt at kæmpe, hvis det kom til det, men stadigvæk var Ron kommet ombord.

Det var hurtigt gået op for Ron at hun stod rimelig meget ud i mandskabet. Udover at hun var en af de eneste kvinder, var hun også klædt meget anderledes i forhold til resten af mandskabet. Hun havde ikke engang overvejet det, da hun havde spurgt om hun måtte komme med, men det var tydeligt med den måde mandskabet havde kigget på hende, da hun kom ombord, at hun så helt forkert ud, og det var ikke pga. at hun var en kvinde. Det var helt sikkert pga. hendes meget dækkende tøj, som overhoved ikke var i stil med resten af mandskabets tøj. Det havde fået hende til at kigge lidt ned af sig selv, fordi hun havde aldrig haft problemer med sit tøj, men det var ikke som om at hun havde penge til at få fat i noget nyt i øjeblikket.

Hendes hat havde hurtig blevet taget af, da hun på hun var ved at miste den, da vinden havde taget fat, og hun havde stoppet den i hendes bukselomme, da hun ingen andre steder havde at proppe den, da hun ikke havde lyst til at gå ind i kahytten. Hun nød faktisk den friske havluft, og selvom hun ikke helt havde fundet sit fodfæste, stod hun ved kanten og kiggede ud i horisonten. Hun kunne stadig ane noget land, og det var spændende, samtidig med at det også var lidt skræmmende.

Hun havde ikke holdt øje med resten af mandskabet, men til trods for det, så hørte hun Catherines stemme klar og tydeligt, og vidste at det var beregnet til hende, for hun var den eneste på skibet, som aldrig havde været ude på vandet før. Hun vendte sig om og sendte et bredt smil til Catherine.

"Jeg klare mig," sagde Ron smilende. "Tak fordi du lod mig komme med." Hun havde virkelig lyst til at takke Catherine langt flere gange end hun burde, bare fordi hun havde lade hende komme på denne her færd. Hun følte sig bare så... fri. Og hun havde en følelse af at det her nok ikke blev sidste gang hun ville komme ud på havet.

Længslen fra havet havde været stor for Catherine, så at hun endelig var afsted igen på hendes stolte skib var stort og noget hun var utrolig glad for. Duften af frisk luft og ikke mindst duften af havets rene vand, det er noget hun fandt som hendes hjem, det betød al verden for hende.
Hun følte at hun havde fundet en rigtig god person i Ron, og at de helt sikkert nok skulle blive gode venner og få et godt selskab ud af hinanden her på skibet.

Hun kunne føle på mandskabet at de var klar til en lang tur på havet denne gang. De gik hele tiden og spændte sejlene, gjorde rent på dækket eller noget andet. Der var altid noget på skibet som skulle gøres, for at her var til at være. Skibet sejlede roligt af sted, sejlene var ikke nær så spændt som da de havde taget afsted og de lod bølgerne fører dem afsted.

Hun gik hen til rælingen ved siden af Ron og skuede ud over det blå hav med den ligeså blå himmel over, nærmest sky fri. De frie dyr sprang omkring bådens side. ”Der er slet ikke noget at takke for, jeg er kun glad for at du ville komme med. Det kun dejligt at have lidt musik ved ens side, det er noget af det man godt kan savne når man er al for længe ude på åbent hav. Så det er jeg kun glad for” sagde hun smilende.

”Så du har aldrig været ude på åbent hav eller?” sagde hun smilende og skuede atter ud over havet.

Ron lod sine øjne glide væk fra kaptajnen endnu engang og kiggede ud i horisonten. Det kunne godt være at Catherine mente at der ikke var musik herude, men Ron havde altid haft nemt ved at finde musikken i naturen, og selv nu hvor hun ikke spillede, kunne hun høre naturens klang. Hun vidste dog godt at det var noget mange mennesker tog for givet, og selv Ron tog det til dels for givet, når hun var på land, men her ude på havet, hørte hun nye lyde og en ny musik i hendes ører, som hun nød i fulde drag.

"Nej, aldrig," indrømmede Ron. Hun kunne godt stå fast lige nu, men hun vidste godt at ligeså snart hun begyndte at gå, ville hun slingre en hel del, da hun ikke havdet fået ordentlig fodfæste på skibet. "At sejle har aldrig været noget nogen i min familie har haft planer om. Faktisk hørte jeg tit historier fra min bedstemor om at havmonstre ville komme og tage dig, hvis du bevægede dig for langt væk fra land," sagde hun grinende, mens hun tænkte tilbage på sin smule skøre bedstemor, men stadig en af dem hun havde været tættest med i sin familie.