Venus' smil blev bredere, som hun (ikke særligt) vagt fornemmede mængden af betydning, Renaél lagde i sit ærinde. Om det var stolthed eller bare en undskyldning for at vise sig, kunne hun ikke regne ud. Så godt kendte hun trods alt heller ikke elveren. Til sidste satte hun sig bare elegant mellem to stole, og besluttede at det nok var lidt af begge dele.
Hvad angik 'affærerne', så kunne hun kun gætte sig til, hvad de handlede om, men alliancen mellem Elverly og Lyset var nok ikke helt hen i skoven.
"
Virkelig? Jeg var slet ikke klar over, at jeg har haft selskab af en elver, det var så højt på strå, sagde Venus drillende. Noget havde sagt hende, at Renaél lod som om, han havde bedre styr på tingene, end han egentlig havde. Det havde dog blot været en fornemmelse. Lige meget hvad, sandheden var, så kunne hun nu ikke dy sig for at drille lidt.
"
Har du så været i arenaen igen? Jeg mener, nu I er på diplomatiskt besøg?" Egentlig havde hun ingen anelse om, hvad diplomaterne blevet inviteret til sædvanligvis, men arenaen var ikke et sted, hun forestillede sig, Renaél ville tilbage til, tilskuer eller ej.
Krystallandet
