Om det var udmattelsen af at have kæmpet både for at holde sig i live og for at dræbe en drage, eller om det var udmattelsen af smerterne, der havde fået Etheldred til at døse hen på den store drage, var hun ikke sikker på.
En ting var hun dog sikker på, da hun vågnede med et sæt idet dragen lavede et mindre stunt i luften, og det var at der var pænt langt ned.
I et stykke tid der havde virket næsten som evigheder havde hun betragtet den dybe afgrund under sig, hvor hun ikke havde kunnet se bunden, og gik ud fra at de var et sted højt over Dødens Kløft. At falde ned fra dragen derned, ville for hende betyde den visse død. Faktisk ville hun være død uanset hvad.
Det værkede i hele hendes krop, og det blev kun værre idet hun forsøgte at sætte sig bedre tilpas, men endte med at opgive det halvvejs igennem, skævende op imod Constantin. Han lignede en der godt kunne bruge et bad, men hvad pokker, det kunne de vel begge to.
Hun skar en mindre grimasse, og tog sig selv i at putte sig ind til ham.
Dragorn var tabt, hun havde gjort hvad hun kunne, men det havde været for sent, terrænet havde været upraktisk for de fleste krigere, og Mørket havde haft heldet med sig, i mere end en forstand. En rynken på næsen faldt over Etheldreds ansigt.
Hun så ikke frem til at komme tilbage til paladset, at skulle høre for sine fejltagelser, eller at skulle senes til de healere der var tilknyttet hæren. Hun var overbevist om at det ville komme til at gøre hulens ondt at få lappet den flænsede vinge, hvis den overhovedet kunne lappes.
De sart lyseblå øjne skævede over skulderen ind mod vingen. Måske ikke det bedste valg idet det var første gang hun så skaden med egne øjne, hvilket fik et uvilkårligt klynk frem fra hende idet hun hastigt så væk, op imod Constantins moustache.

At han var kommet lige i tide til, at se Dragorn falde, var måske hans fejl, men på dragen havde han rendt i problemer før han var nået hen til frontlinjen. Mange magikere i mørkets hærs reserve var gået komplet amok på ham og hans drage, og derfor var han heller ikke selv helt uskadet, blandt andet blødte det ned over hele hans venstre arm efter han var blevet skudt af en magisk form for pil eller kniv. Hvad end det havde været, sved det af helvede til i øjeblikket, men det stoppede ham ikke fra, at holde Ethel godt ind til sig, mens han håbede på, at hun bare ville tænke, at det var hendes eget blod. Hans lysridderuniform var faktisk generelt ret beskidt, ringbrynjen var hullet flere steder, og den hvide slagkofte han havde uden over var fyldt med sod og blodpletter. Kort sagt, lignede han lige så meget lort, som Ethel gjorde, nok bare uden at være lige så skadet.

Hvad der nok først mødte Ethels blik da hun kiggede op mod hans overskæg, var nok munden, der var noget stram i det, og blikket der slog lyn af vrede. Han var rasende, på mørket, og på dværgene i Dragorn for at have kapituleret. Nu var der flere kammerater dernede, der enten var døde eller fanget. Og det gjorde ham virkelig, virkelig, virkelig gal!
Han kiggede kort ned på Ethel da han hørte hendes lave klynk, før han vendte blikket tilbage mod dragens nakke. Hende var der heldigvis ikke noget galt med, ud over den træthed, den kvindelige drage nok måtte føle efterhånden.
"Vi er nødt til, at befri vores kollegaer når vi er friske til at kæmpe igen, Ethel. Kan jeg regne med dig, selv hvis jeg skider på dronningens ordre?" spurgte Constantin meget kort for hovedet, mens han knugede hende lidt tættere ind til sig. Han håbede virkelig, at hun gav ham ret. Hun plejede at være den type.

Hun forstod godt selv hans vrede, selvom hendes smerter ikke tillod hende rigtigt at vise det, havde hun langt fra accepteret nederlaget. Der var så mange kolleger, og uskyldige folk der var blevet fanget, selv dværgene var blevet fanger i deres eget hjem, det kunne umuligt være rart!

Hun lyttede til ham, hævede et enkelt spørgende øjenbryn op af ham. At gå imod dronningens ordre. Det var ikke noget hun havde gjort før, end ikke tænkt på at gøre. For hende var pladsen blandt Lysets Krigere nærmest hendes andet hjem og krigerne, ridderne, hendes brødre og søstre. Ville seglet overhovedet tillade hende at gå imod dronningens ordre? Den ikke-forstuvede hånd gled op i nakken og strøg kort, ganske let hen over det summene segl.
Hun tøvede, for nok en af de første gange i hendes voksne liv, tøvede hun.
Et forsigtigt blik blev sendt op til Constantin. " Hvis dronningen ikke kan komme op med en god nok plan og ikke vil lytte til andres, så... Så vil jeg stå til rådighed. Men hvad har du i tankerne? At vi bare sniger os ind i rotternes rede? "
Det smertede hende en smule at tale, højest sandsynligt resultatet af et bøjet ribben eller to. Hun turde ikke tænke på sine skader. Ville bare hen til varme og tryghed, selv hvis trygheden også havde en ballade at give til de hjemvendte krigere og riddere. Til dem der var nået at komme bort i tide og i live.

Etheldreds hånd gled rystende fra hendes nakke til håret, følte kort på de næsten platinblonde krøller. Hun måtte ligne en half fuglerede med håret strittende sådan ud.
" Constantin..? Tror du...Tror du at de kan redde min vinge..? Jeg vil ikke blive en krøbling..!" En form for dødsangst gled over hende. Angsten for at blive taget af arbejdet som kriger. Angsten for at hun skulle ende alene i mørket med Thomas, selvom Alexander havde nævnt noget om at få ham af vejen.
Hun vidste at vingen så slem ud, det havde den også sidste gang den blev flænset. Hvor ironisk det end virkede, var det akkurat den samme vinge der havde et ar det hele var gået ud over.
Den ene vinge fungerede forholdsvis fint, men den sårede var hun slet ikke i stand til at få en bevægelse igennem, den hang bare slapt, hvilket gjorde hende usigeligt nervøs.