Tre uger var der gået mens den fremmede gadepige havde dukket op i hans liv og var nu nærmst bosat i hans ekstra værelse. tre uger var der gået siden hans søsters børn havde fundet en forskræmt, træt og såret kat i laden, som senere vidste sig at være en pige i stedet, stadig forskræmt, træt og såret. Hun var blevet bragt ind i varmen og trygheden som hans hjælp kunne tilbyde, og en del af ham var begyndt at håbe engsteligt på at hun ikke forsvandt ud af hans liv igen.
Den kære Gidion havde vendet sig for hurtigt og godt til at have pigen i huset. Have hende til at vimse rundt og bringe liv ind i en førhenværende stillestående hverdag. Han nød at høre ekstra fodtrin i huset, nød at mærke at han ikke var alene og vidste udemærket godt selv at han havde gjort sig afhængig af at høre hende stå op om morgen, høre hende komme ned og snakke og ikke mindst at hun virkede til at være mere afslappet af at være der end da hun ankom.

Denne morgen havde fungerede som tingene nu plejede i disse tre uger. Arbejdet skulle ordnes, men morgenmaden havde været den samme, som Caitlin var kommet ned og spist. Han kunne ikke tvinge hende til at blive. Jo bedre hun syntes at få sin arm til at fungere, jo tungere blev klumpen i hans mave. Han var begyndt at holde af hende, men han vidse også at hun var fri til at gøre hvad eget hjerte ønskede. Gidion kunne og ville ikke stoppe hende i sin endelige beslutning, selvom han inderligt havde lyst. Så det var med bange anelse at han så hende gå ud af døren nogle dage, usikker på om hun overhovedet kom tilbage.

Denne dag var ikke anderledes. Det som vagte de fleste alarmer var det faktum at han ikke havde set hende gå. Normalvis fortalte hun at hun gik ud, eller så så han hende gøre det. Men ikke i dag. I dag var hun forsvundet ud af huset, mens han havde siddet i laden og arbejdet på træværk til opsætning af nye huse. Med så mange flygtninge der kom til byen, var det også nødvendigt!
Da han endelig var kommet ind igen om eftermiddagen, var huset tomt og stille. Alt virkede alt for koldt og ensomt uden at der var nogen. Man vendede sig hurtigt til at der var en anden levende sjæl i sin nærhed. Specielt en som man nød at snakke med. Gidion stilte sig ved vandkaret og begyndte at vaske sine hænder og ansigt, som var blevet en del beskidt efter dagens arbejde.

Det var blevet en længere tur ud end Caitlin først havde planlagt, da hun var listet ud af det lille hus uden at fortælle Gidion noget. Hvorfor hun intet havde sagt var hun stadig ikke sikker på, men det havde måske været hendes voksende frygt for at blive afvist og smidt ud der gjorde det. Hvis hun havde sagt hun gik, havde han jo kunne sige hun ikke skulle komme tilbage og det havde hun lidt indset om morgenen at hun ikke havde mindste lyst til at høre.
De tre uger der var gået siden hans niecer og nevøer havde fundet hende og han havde insisteret på at tage sig af hende, havde været lidt af en anderledes oplevelse for den unge pige. For hende var familie noget man havde, men som man ikke rigtig så og slet ikke som tog sig af en. Specielt ikke familie man boede hos. Hun havde så også kun sin mor at dømme ud fra og med det som reference så havde Gidion været en meget anderledes oplevelse. Han havde faktisk virket glad for at se hende om morgenen og til ikke at have noget imod hendes selskab eller at hun snakkede til ham og med ham. Det havde så igen lullet Caitlin ind i en tryghed, som tankerne af tvivl havde brudt om morgenen.
Hun kunne bare ikke holde til tanken om at det ville ende - og det ville det jo.

Det havde været en af grundene til at hun var smuttet til Chances tempel og uden at sige noget.
At hun havde mødt Amy der og fået set veninden var i god behold - som at denne havde set at Caitlin var om ikke i god behold så i live - det havde kun været et plus. Også at Amy havde fuldt hende tilbage og med sin ro givet Caitlin lidt at selvtilliden tilbage. Ikke meget, men nok til at hun kunne smile til Amy som hun vinkede den anden videre. Smilet faldt dog som den anden forsvandt ud af synsvidde og Caitlin måtte vende sig mod det huset bag sig. Stille og ubeslutsom stod hun lidt og så på det hen over gårdspladsen, før hun stadig tøvende og varsomt begav sig hen til døren. Ved den stoppede hun atter, mens hun lyttede efter lyde indefra. Hvad hun hørte var ikke det store, men nok til at hun vidste Gidion var der.
Det fik hende til at tøve endnu et øjeblik, før hun trak vejret dybt, trykkede håndtaget ned og listede døren op. Som en lille skygge indhyllet i den tætte varme kappe smuttede hun ind og lod døren falde i bag sig. Hendes blik fandt usikkert Gidion, men hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige eller gøre af sig selv. Hvad nu hvis han havde været lettet over at hun var forsvundet af sig selv? Hvad nu hvis...?

Gidion havde stået lidt i sin egen verden og havde fået vasket sit ansigt og hænder rene og stod nu med et klæde for at tøre dem. Alt imens stod han og kiggede ud af vinduet på denne forårseftermiddag som var begyndt at falde let hen igen. Han sukkede let af sig selv, da dørens meget svage knirken ramte hans øre. Det var ikke fordi den lavede megen larm, det var faktisk mest fordi der var så stille alle andre steder at han kunne høre døren blive åbnet og endnu mere da den ramte tilbage i lukket tilstand. Han vente sig forhåbningsfuldt og så til en større glæde end han havde regnet med, at det var Caitlin der var kommet hjem igen.

Hendes usikre blik havde han set før, op til mange gange, men det forhindrede ham alligevel ikke at smile varmt til hende. "Hej Caitlin, haft en god dag?" spurgte han ganske vandt, mens han vendte svagt tilbage til det daglige. Kamminen var gået ud mens han havde været ude og arbejde og trængte til at blive varmet op igen, hvis de da ønskede at der skulle være en rimelig varme i huset når aftenene for alvor faldte på.
"Jeg blev lidt urolig da du ikke sagde du gik. Hvor har du været?" Det virkede for Gidion som det mest naturlige at sige til hende, nu da hans mening var at hun skulle blive. Forhåbentlig ville usikkerheden som skinnede let ud af hende også forsvinde. Han vendte hovedet fra ildstedet og så på hende med et roligt blik, interesseret i hvad hun havde lavet. Gidion havde haft hende til at bo i tre uger, men det betød selvfølgelig ikke at han kendte hver eneste af hendes normale gøremål! specielt ikke når hun var skadet og var forhindret i at gøre hvad hun nu engang plejede. Faktisk vidste Gidion ikke meget, andet end det hun fortalte engang imellem, og Caitlin var stadig forsigtig med at åbne sig for meget op. Forståeligt, taget hendes fortid i betragtning, men Gidion var tålmodig. En god egenskab at havde i dette tilfælde.

Det varme smil der mødte Caitlin, som Gidion vendte sig om mod hende, var så fuldstændig uden tøven og omfavnende at hun ikke kunne andet end smile tilbage. Et lille usikkert et til en start, men som han gav sig til at tænde op og bare lod hende finde tilbage ind i den rytme der var opstået imellem dem slappede hun nok af til at hægte kappe op og hænge den fra sig ved siden af døren. Det føltes lidt rart at se den hænge der ved siden af hans og gav hende en smule mere tro på det hele. "Ganske fin. Vejret er jo skønt ude." Det havde været køligt, men ikke blæsende og der var ikke faldet sne. Så alt i alt en god dag.

Hun holdt øje med ham som hun kom nærmere. Stadig varsomt, men ikke så frygtsomt som hun havde det første lange tid. Hver gang hun havde været ude og væk fra hans beroligende nærvær faldt hun tilbage til den skyhed, der forhindrede hende i at binde sig til nogen der bare ville afvise hende og såre hende. Den eftermiddag værre end det havde været længe fordi hun havde været så usikker på hans reaktion på hendes forsvinden. Så kunne hun dog ikke lade være med at smile over hans ord. Et smil hun hurtigt skjulte bag en hånd, som hun gled ind på bænken og lænede sig tilbage mod væggen bag sig. Han lød faktisk bekymret og ikke vred eller irriteret. Det var da også grunden til at svarede ham lige så stille. "Jeg besøgte templerne.. sådan... sagde tak, du ved?" Hun så over på ham, som hun trak benene op til sig og hvilede hagen på knæene. "Folk er frygtelig uopmærksomme dog og der var flere der stødte ind i min arm..." Den dunkede stadig let og gjorde ondt. Ikke at hun nogensinde ville indrømme det! Så smilede hun dog atter. "Men jeg mødte også Amy. Det var rart." Det var noget af det mest personlige hun havde sagt til ham endnu. Nævnt en der virkelig betød noget for hende.

Gidion ruskede lidt rundt i ildstrædet, hvilket begyndte at larme en smule, men ikke nok til at Caitlins ord døde ud, som hun besvarede hans spørgsmål. Et neutralt ligetil spørgsmål, som dog alligevel føltes så vigtigt at få ud. At spørge hvordan hendes dag havde været. Om hun havde haft en god dag, var faktisk aller højest på listen! "Ja, det er endelig ved at blive rigtig forår! Noget vi har ventet alt for længe på." svarede han med et smil, som han lænede sig tilbage fra pejsen og kiggede op på hende. Han to træstykkerne, lagde dem til rette og fandt derefter småkviste og andet let antændeligt til midten af brændestablen.

Som Caitlin begyndte at besvare igen, lænede han sig tilbage fra pejsen, med sin arm hvilende på det ene knæ. Han så roligt op på hende, og nikkede forstående. Gidion var selv forbi templerne i ny og næ og vidste sin taknemmelighed. Han var ikke vokset op i en voldsomt fokuseret troene familie, men alligevel følte han at der var noget som vovede over dem alle sammen. I hvert fald på en eller anden måde. Og hvad en det var, fortjente en tak!
Gidions bryn rynkede derefter lidt sammen og hans så undersøgende op på hende, hovedsageligt omkredsene hendes arm. Nogen mennesker var virkelig uopmærksomme og så ikke over deres egen næsetip. Han mærkede en irritation i mave stige som han tænkte mere over det. Caitlin var lille i forhold til mange andre, men ikke mindre stærk måtte han ærligt tilføje. Alligevel virkede det bare så forkert for hans indre blik og se større folk brase ind i hende. Specielt når hun var skadet. "Gør det stadig ondt?"

De næste ord, som omkredsede en persons navn, fik dog hans blik til at mildes mere op fra den førhenværende bekymring der havde overtaget. Han havde ikke hørt navnet før, men havde hørt få enkelte sætninger og mindre historier omhandlende en veninde. Om det var den samme, var så ikke til at vide. "En veninde, formoder jeg. - Er det lang tid siden i har set hinanden?" spurgte han ind til, mens han så op på hende, en smule bremset i at tænde pejsen, men Caitlins fortælling var lige det vigtigere.

Det lille smil der fulgte Gidions ord fik et kort sekund Caitlin til at se undersøgende på ham, før hun var sikker på at der ikke lå nogle skjulte meninger i det han havde sagt. Det var foråret og altings fornyelse han så frem til som hun og ikke at det betød at hendes arm var ved at være fin og derved hendes tid hos ham på høje tid ovre. Ingen små hints af lettelse eller afstand til hende, men bare et smil over at vejret var blevet bedre og at de gik mod lyse tider. Så Caitlin nikkede let. "Alt for længe. Jeg var begyndt at tro denne vinter ingen ende ville tage." Der var længsel i hendes stemme. Den var efter varme og lettere måder at få mad på, lettere måder at overleve på og flere steder at tage hen for at komme lidt på afstand af hovedstaden og en hvis person der.

Mødet med Amy havde brutalt bragt Henry tilbage op i Caitlins tanker og hun havde endnu ikke formået at begrave ham igen. Det gjorde hende mere ubekvem til møde og mere usikker på hendes ophold hos Gidion. Både på om tømmeren virkelig ønskede hende der, men også på om hun bragte ham i fare ved at være der. Det fik hende til at krybe sammen hvor hun sad og til at gøre sig så lille som hun kunne med hagen på knæene og den skadede arm holdt beskyttende i skjul. Som Gidion svarede hende, så hun forsigtigt over på ham, som hun hævede ansigtet en smule og så rystede let på hovedet. Det var ikke sandt, men hun havde ikke rigtig lyst til at indrømme hun havde ondt. Det havde været noget af det værste ved at bo hos Gidion de mange uger og var på ingen måde blevet lettere for hende med tiden.

Det var først som Gidion derefter svarede hende at det gik op for Caitlin at hun havde nævnt Amy ved navn denne gang. Det fik hende til at se overrasket på Gidion og så slå blikket en smule nervøst ned, som hun trak på skuldrene og alligevel ikke kunne lade være med at smile som hun svarede ham. "En veninde ja. Jeg har ikke set hende siden før... du ved..." Hun havde stadig ikke rigtig fortalt hvad der var sket eller hvorfor hun havde fået de bank hun havde. Kun at hun havde sagt til en mand der ikke havde ville acceptere det. Nu skævede hun dog over på Gidion og bed sig underlæben. "Hun var noget bekymret over at jeg sådan forsvandt... især.." Hun bed sætningen af før hun fik sagt mere og så lidt nervøst væk fra ham. Hun havde været lige ved at fortælle ham hvorfor Amy havde haft så god grund til at være bekymret.

Gidion løftede let et øjenbryn, ved det meget stille svar han fik. Ikke andet end et lille hovedryst havde været af ane, og Gidion var ikke helt sikker på hvorvidt han skulle godtage denne hovedryst. Han var og blev bekymret for hendes helbred, og det faktum at hun selv havde nævnt at folk havde bumpet ind i hendes arm, fik ham til at være lidt mere mistroisk.
Alligevel forstod han hende godt. Forstod at hun kastede det til side som værende ingenting. Måske han skulle overtale sin søster til at lave et ekstra tjek alligevel. Bare for at være helt sikker. Men for nu godkendte han hendes svar og nikkede tilbage, dog stadig med det bekymrede blik hvilene på hende lidt tid.

Gidion lod sit hovede tilte let til siden, da det gik op for Caitlin at hun havde nævnt veninde ved navn. Det var også første gang, og Gidion kunne ikke andet end være begejstret for at denne lille forandring var kommet. Det udviste for ham, at hun måske var begyndt at stole lidt mere på ham end for tre uger siden. Der var stadig lang vej, men som han før havde udtalt; tiden kan ordne mange ting.
En kort dysterhed faldte over ham som hun nævnte episoden. Hun havd stadig intet rigtig fortalt om det, men Gidion havde også selv været forsigtig med at spørge for langt ind. Alt imens fik han tændt op i brændet og pustet liv i ilden, der begyndte at få ordentlig fast.
Gidion børstede sine hænder af og vendte blikket tilbage til Caitlin som hun begyndte at tale igen. Han betragtede hende kort, som hun bed sin egen sætning af og det virkede meget som om at hun ikke turde fortsætte. Gidion rejste sig og satte sig kort tid efter på en stol næsten overfor hende. "Det undre mig ikke at din veninde var urolig og bekymret. Det tegner aldrig godt hvis nogen forsvinder." svarede han og lænede sig frem og hvilede sine armene på sine lår. "Caitlin, jeg ved at det er svært for dig at tale om. Det der skete, som gjorde at du har været væk i flere uger. Hvis du har brug for at snakke om det, vil jeg hjertens gerne lytte."

Det var en af de ting hun var kommet til at holde af ved Gidion. Hans evne til at spørge uden at sige et ord og uden at presse på. Bare det der rolige blik, der afsøgte hendes for svar og hendes holdning for det. Caitlin var da heller ikke i tvivl om at han ikke helt tog hendes hovedryst for gode vare eller at han så hende efter for tilbagefald mod at have det værre. Af samme grund sad hun helt stille på bænken og flyttede kun på sig når hun ikke havde anden mulighed og da helst ikke på armen i skinnen. Det var mere afslørende end hvis hun havde klynket af smerte, men hun havde kun kendt manden i tre uger og det var ikke nok til at stole på ham med noget sådan. End ikke efter han havde set hende på hendes værste turde hun stole på ham. Kun en lille smule - og det skræmte hende næsten til stilhed at have det sådan.

Han tog dog hendes halve sætninger roligt og fortsatte med hvad han havde gang i til ilden blussede og kunne passe sig selv. Først da satte han sig ned overfor hende ved bordet og fangede ubesværet hendes blik ind. Stille rystede hun på hovedet ved det første og slog så blikket ned. Hun havde virkelig bekymret Amy denne gang, men hun vidste også at det ikke var hendes forsvinden så meget som det der var gået forud som havde gjort det. Trods alt havde hun været væk i måneder før uden at den anden havde hævet et øjenbryn af det.

Som Gidion sagde hendes navn, som starten på det næste så hun dog op igen og mødte hans rolige blik. Der var stadg intet pres i hans ord. Havde der været det kunne hun have nægtet at tale og slået det hen, men nu var det som om ordene kom af sig selv og ville deles med en der virkede forstående og tryk. Noget hun aldrig rigtig havde forbundet med nogen og stadig havde svært ved at tro kunne være hvordan han var. "Hun var ret sikker på at jeg var... at jeg ikke var... mere." Hun havde set det i Amys øjne som denne havde råbt hende an og også som hun havde givet den rødhårede tøs et kram. "Så ja, hun var ret glad for at se mig. Heldigvis endte det jo ikke så galt..." Hun havde fundet lidt af sin optimisme frem og forsøgte med den at få det hele slået en smule hen. At smile lykkedes hende dog kun halvt og det samme galt at holde hans blik.

Gidion ventede tålmodigt på at høre hvorvidt Caitlin ville tale om emnet, eller helst holde det for sig selv. Det lå i hans erfaring, at hvis man holdte oplevelser, som påvirkede dig psykisk, inde, så gik det til sidst galt. Han ønskede at hun skulle havde det godt. At hun skulle kunne snakke om hvad der gik hende på, i stedet for at lukke sig end og skubbe folk væk. Selvfølgelig var det ikke alle man kunne stole på. Men han håbede da at hun fandt en hun vidste hun ville kunne stole på. Gidion havde også meldt sig lidt frivilligt til at forsøge at få hende til at åbne lidt op. Han ville ikke tvinge hende, men være der hvis hun havde brug for det. Selvom Caitlin havde svært ved at indrømme når hun havde brug for at snakke. Det var i hvert fald den følelse som Gidion fik.

Gidion lyttede roligt og tålmodigt til hendes ord og nikkede forstående. Et lille smil kom frem, som hendes optimisme vendte tilbage, men også som en undvigemanøvre. "Har Amy også haft problemer med denne 'person' som ikke tålede et nej?" spurgte han rolit. Det var ikke sikkert, men det virkede som om at veninden i hvert fald kendte til hvem end denne fyr var, som havde gjort at Caitlin havde taget mere end rigeligt skade.
"Leder han stadig efter dig?"

Roen spredte sig i køkkenet, som Gidion satte sig ned overfor Caitlin og det til trods for det noget trykkende emne de var kommet ind på. Mest af alt var det hans ro der spredte sig på tværs af bordet til hende og svøbte sig om hende med det løfte om trykhed han altid udstrålede. Det var en ting Caitlin hurtigt havde langt mærke til ved ham. At hun slappede af, når han var i nærheden. En følelse der faktisk havde panikket hende ikke så lidt, men som hun nu nød godt af. Det var hvad fik hende til at åbne op overfor en mand hun havde kendt i under en måned.

"Lidt. Mest tidligere, men tror måske hun har fået det igen..." Hendes stemme var blevet mindre som hun svarede og helt stille som hun tilføjede. "...På grund af mig..." Hun var ikke meget for at sige det, men hun havde haft tid nok til at acceptere det nok var sådan og hun brød sig ikke om det. Den samtale med Handark de to piger havde haft efter den lille episode der havde fået Amy tilbage i Henrys søgelys havde heller ikke ladt Caitlin mange illusioner tilbage. Så tøvede hun dog og så bare på Gidion længe, før hun kom med et nik blandet med en rysten på hoved og så et skuldertræk. "Ved det ikke.. jo, det er han nok." Det ville ligne ham dårligt at lade det være det at give hende en omgang. Så skar hun en grimasse. "Vi har for meget fortid til andet..."

Det var egentlig ikke fordi at Gidion sagde særlig meget generelt, og lige nu var han også i den vante situation at lytte. Gidion havde alle dage og ville altid være en god lytter. Han nød rent faktisk at høre om folks dag og hvad de foretog sig. Det var en befrielse. Samtidigmed var han også altid så bekymret, så at høre hvad der skete omkring bekendte var også en aflastning for ham. Lige nu så han dog mere bekymret ud, som Caitlin talte, selvom der også var en tydelig ro i hans blik som han kiggede på hende. "Jeg ved ikke hvad der er sket, siden at Amy er blevet indblandet. Men selv på den korte tid jeg har kendt dig, kan jeg mærke at du aldrig ville ønske hende skade. Hun er din veninde, og tydeligt en du holder meget af." startede han ud efter en kort pause. "Har din veninde et sted at være?" Hvis han igen kunne hjælpe, gjorde han det. Han ville dog alligevel ønske at han kunne sige mere trøstende ord, men uden at kende historien bag var det ikke nemt.

Gidion rynkede svagt sine øjenbryn og kiggede på hende med et undrende blik. "Noget siger mig at denne person ikke er nem at slippe af med igen. Specielt hvis du har kendt ham i flere år.. Han har været efter dig før?"

Caitlin følte sig stadig skyldig over at have fået blandet Amy ind i alt det rod med Henry. Det havde aldrig været hendes mening, men hun havde også vidst det ville ske da Amy havde spottet hende på markedspladsen. Da kunne hun dog stadig have listet sig væk og ikke snakket med veninden, men hun havde været selvisk og det kunne nu komme til at koste den anden dyrt. Det hjalp lidt at høre Gidion prøve at berolige hende, men også kun lidt. "Det er heller ikke sikkert, men han er frygtelig hævngerrig og hun blandede sig hvor hun nok burde have holdt sig udenfor..." Hun vidste det heller ikke var helt sikkert at snakke med Gidion om det, men det føltes også rigtigt at gøre. Som en lettelse faktisk at kunne tale om det. Så smilede hun dog varmt. "Hun har et sted - og en beskytter. Så det er godt!" Hun havde i hvert fald nogengange en beskytter, men det var jo ikke til at vide hvornår han lige var i byen.

Det var dog ikke så nemt at fortsætte og hun havde slet ikke lyst til at møde Gidions blik som hun gjorde det. "Ikke sådan rigtig efter mig... men jeg har heller aldrig haft sagt nej til ham før." Det lykkedes hende at få blikket op fra bordpladen, hvor hun sad og tegnede en lille cirkel med den ene finger. Det havde måske også været en fejl, men han havde altid virket som en af de bedre knægte. Om ikke andet så til hun havde set hans reaktion på hendes øgede strejfen. Det var hvad havde ført til at hun havde sagt nej til ham. Det havde nok heller ikke hjulpet at han havde set hende flirte med en anden efterfølgende. Noget hun så ikke havde tænkt sig at sige højt! "Han mener forhåbentlig at det her var straf nok..." Det håbede hun i hvert fald.

Gidion kendte ikke til scenariet, men noget sagde ham alligevel at det nok ikke havde ændret så meget at denne veninde havde fået at vide at hun skulle holde sig undenfor det. Ikke når Caitlin var så glad for hende. Det måtte ærligt betyde at denne veninde var der for hende, på punkter som andre nok ikke havde. "Det er nogen gange svært at holde sig udenfor, selvom det kommer til at gøre ondt senere. Du må ikke bebrejde dig selv for det. At hun valgte at blande sig, viser at hun holder af dig, nok til at sætte sig selv i fare." Han vidste ikke om det hjalp, men han holdte alligevel fast på at det ikke var hendes skyld. Det var et valg som den anden havde taget. Ligesom Gidion havde valgt at tage hende ind, selvom han ikke vidste hvilke konsekvenser det kunne have. "Men godt hun har et sted, et sikkert sted, og en som ser efter hende. - Men bliver det nødvendigt for hende at havde et sted at være, så tag hende med her hen. I bliver nødt til at dele værelse, da der er ikke er så meget plads, men der vil være mad nok til jer begge." det skulle han nok sørge for. Om han så skulle arbejde ekstra. Dertil, selvom han ikke havde meget, havde han altid kunne klare sig med det der var. Hans forældre havde brødføddet tre børn på faderens løn, så kunne Gidion også få mad på bordet til tre mennesker!

Gidion rynkede brynene, og var ikke helt sikker på om han brød sig om sætningen, aldrig haft sagt nej til ham før. Der var flere meninger, men Gidion forsøgte ikke at formærke sit sind med hvad det kunne betyde. Det kunne lige så nemt bare være at hun aldrig havde sagt nej til en opgave eller nej til at stjæle fra en bestemt før. De andre tanker, var ikke noget der kunne nå frem. Caitlin var et barn i Gidions øjne, og børn gjorde ikke den slags. Ikke hvis Gidion i hvert fald kunne fortrænge det. "Forhåbentlig. Jeg vil også tydeligt mene at det har." medgav han hende roligt og smilede lidt opmuntrene til hende. "Desuden, jeg tvivler på at han vil lede efter dig her, og hvis han gør, skal han ikke regne med at han får dig med sig."

Caitlin så over på Gidion, som han på sin efterhånden velkendte rolige måde, gav sig til at svare hende. Det dulmede lidt af hendes skyldfølelse, skønt det ikke fjernede den for Amy havde aldrig rigtig haft muligheden for at vælge om hun ville det ene eller det andet. Hun var bare blevet hevet med, som Caitlin var blevet spottet. Drengene havde måske ladet hende være hvis ikke hun var løbet med, men nu? Caitlin turde dårligt tænke på hvad Henry kunne planlægge som hævn på det. Hvis han planlagde noget overhoved. Nogen gange lod han trods alt folk syde i deres egen frygt for konsekvenserne. Caitlin burde vide det. Hun havde prøvet det et par gange før. "Hun valgte ikke rigtige at blande sig... ikke først.." Det var kommet ud som en mumlen og var sket som den unge pige havde slået blikket ned. Det føltes dog håbløst at blive ved med at snige sig rundt om emnet og det var da også hvad fik hende til at fortsætte. "Hun gik bare sammen med mig, da de fik øje på mig og jeg fik hende til at løbe med. Hun kunne.. hun burde! være blevet og have trukket sig væk." Hun vidste at Amy aldrig ville have gjort det, men det havde stadig været det fornuftige at gøre. Ikke efter de var flygtet fra dragen sammen. Da havde de stået samen lige meget hvad.

Som Gidion fortsatte hævede Caitlin blikket tilbage op til hans som hun lyste op i et taknemmeligt smil. "Det skal jeg huske." Hans forbehold kunne hun slet ikke forholde sig til, men der lå noget andet i hans ord også. En forventning fra hans side om at hun blev boende. Det var alt hvad den nervøse lille knude i hendes mave havde brug for, for at hun kunne tro på det kunne være sådan. En glæde hun ikke kunne skjule, skønt hun forsøgte ikke at vise for meget svaghed over det. Hvem ønskede lige give den slags fra sig? Han kunne jo stadig nå at ombestemme sig eller vise sig at have bagtanker. Men hun troede det ikke.

Hans rynkede bryn og stilhed fik hende til efter et kort blik mod ham at vende tilbage til at nedstirre bordpladen. Den var en del nemmere at se på trods alt. Især som hun åbenbart havde fået sagt noget som Gidion ikke rigtig brød sig om. Aldrig en god ting i hendes verden. Hans stemme var dog stadig rolig varm. Nok til at hun løftede blikket igen og forsøgte sig med et smil. "Det tror jeg heller ikke han vil... håber jeg ikke.." Hun gøs og så så alligevel væk. Hun brød sig ikke om at muligheden var der og slet ikke at hun vidste hvordan hun reagerede på Henry. Det var en af farene ved ham. Hun skubbede det fra sig, som hun tvang sig til at se tilbage og finde optimismen mere sikkert frem. "Men du har ikke noget imod at jeg bliver her...?"

Den første mumlen var mere utydelig end Gidion først havde regnet med, og han måtte anstrenge sig lidt bedre for at høre hvad det egentlig var hun fik fremmumlet. hvad der blev sagt, var for en udefrakommen heller ikke det nemmeste at forstå. Enten betød det at hun ikke vidste at hun blandede sig, eller også havde hun stået og kigget på indtil hun valgte at gribe bare lidt ind.. eller efter noget tid var blevet tvunget ind. Hvad end det var, var det svært for Gidion disideret at forstå. Men at denne Amy blot skulle havde stået og kigget. Heldigvis nåede Gidion heller ikke at plage sin tankegang længe med at regne ud hvad Caitlin mente, før denne fortsatte lidt mere forklarene. "Det havde været klogest.. og sikrest ikke mindst for Amy at blive tilbage og blot trække sig væk. Men den nemmeste vej er ikke altid den rigtige. Hun var sikkert klar over at efterlod hun dig alene, ja så ville du være helt alene. I har været igennem ting, som andre ikke engang kan forestille sig. Det kan jeg både se og mærke når du snakker om hende. Du må ikke plage dig selv med skyldfølelse. Du havde uden tvivl gjort det samme som Amy, hvis jeg ikke tager meget fejl?" Han kunne ikke lide at hun havde skyldfølelse. Gidion forstod hvorfor. Caitlin ønskede ikke Amy i problemer, men det var efter Gidions mening, slet ikke Caitlins skyld at det muligvis var sket.

Henry kunne bare prøve at komme her og forlange at få Caitlin med sig. Gidion var ikke voldelig, men han var stærk. Langt stærkere end folk måske endda gav ham credit for. Han var vant til at løfte tunge brædder og hjælpe til husbygning. Han arbejdede fysisk hårdt hver eneste dag. Henry kunne bare komme og forsøge. Det eneste problem var magiske kræfter. Men den tanke strejfede ham ikke nu. Han ville holde stand. "Hvis han gør, så skal jeg nok håndtere ham." roligheden var der stadig, men der var en større fasthed. Forsikringen om at han nok skulle ordne det, hvis Henry blev et problem, var tydelig mellem linjerne.
Gidion kunne ikke lade hver med at smile stort og kom med en lav brummene klukken. "Nej, jeg har intet imod at du bliver. Faktisk håber jeg at du bliver her! Jeg har siden mine søskende flyttede, boet helt alene i dette hus. Uden nogen til at gå her. Mine nevøer og niecer kommer naturligvis forbi i tide og utide. Men med dig her, er der liv i hjemmet, som jeg har savnet. Desuden, så kan jeg generelt godt lide at snakke med dig."

Caitlin så først ikke på Gidion som han talte. Hun havde svært ved at dele noget så personligt som frygt med nogen og da især en hun ikke kendte bedre end hun gjorde ham. Alligevel var der noget ved ham der fik hende til at føle sig tryg nok til at kunne sige tingene højt og få en smule luft. At han også lyttede og tog dem alvorligt fik hende kun til at åbne mere op og nu som han talte til at se på ham. Det var ikke med lethed eller affejende ord han svarede hende, men med alvor og forståelse. Atter var det hvad gjorde at de trængte ind og fik hende til at lytte og tage dem til sig. Nogenlunde i hvert fald. Helt overbevist var hun tydeligvis ikke, som han sluttede af, men dog nok til at hun lidt oprørt svarede ham med det samme. "Men det er også noget helt andet!" Selvfølgelig ville hun have forsøgt at redde Amy fra de brushoveder havde det været Amy de var efter. Det kunne jo slet ikke sammenlignes!
Så nikkede hun dog let og mærkede hvordan et lille smil krøb frem på hendes læber. "Men ja, efter det sidste år ville hun ikke lade mig i stikken - lige meget hvad..." Det var hun ikke det mindste i tvivl om. De havde simpelthen været igennem for meget sammen.

Den betsemthed der kom i Gidions stemme ved det næste fik Caitlin til at rette sig op og se en smule overrasket på ham. Han lød næsten vred, men ikke på den truende, snart-efter-smertefølgende måde, men bare... intens. Caitlin så nøjere på ham et øjeblik, før hun lod hage synke tilbage ned på sine knæ og smile let. Det var en rar fornemmelse de ord gav. Hun var ikke så overbevist om at de ville gøre en forskel, men tanken var god. At have en der ville beskytte hende. Hende af alle.
Smilet blev, skønt det blev usikkert som Gidion lo dæmpet af hende. Ikke rigtig latter, men bestemt noget i den retning. Det gjorde hende utryg til han begyndte at tale og derefter bare forvirret. Perpleks så hun bare på ham, åbnede munden og lukkede den så igen for at gentage det endnu engang. Han virkede virkelig til at mene det! hun vidste ikke helt hvad hun skulle tænke eller føle for slet ikke at tale om at svare til en sådan udmelding! "Jeg kan godt lide at være her..." Ordene kom stille og ikke særlig sikre fra hende. Som var det den største indrømmelse hun var kommet med til da.

Gidion kunne ikke andet end smile varmt til hende over hendes meget oprørske svar tilbage, om at den situation havde været en hel anden, hvis veninden havde været i fare og Caitlin blandede sig. "Det tror jeg også hun ville sige. At være så uselvisk nok til ikke at ønske en anden skade for deres skyld, er en speciel og meget varm gave. Om den så kun gælder denne Amy, er en anden side af sagen." svarede han hende, forstående overfor hvorfor hun havde svaret som hun havde. Det var tydeligt at Caitlin ikke ønskede at blande Amy ind i problemer. Ikke ønskede at hun skulle tage skade på Caitlins bekostning, og i Gidions øjne, var det en egenskab som mange kunne lærer godt af. Men egenskaben førte også gerne med at personen havde svært ved at spørge om hjælp når de endelig behøvede den. "Men er det ikke også rart at have en som du ved altid vil være der for dig?" at være helt alene i verden, specielt for et gadebarn, kunne umuligt være rart eller sjovt på nogen måde.

Det varme smil forlod ham ikke, som hun talte igen. Til trods for usikkerheden som kom fra hende, lyste han endnu mere op i sit ansigt ved den lille indrømmelse. Han ønskede at hun kunne lide at være her, og ikke følte sig tvunget til at lade som om. "Det glæder mig!" svarede han glad, og mærkede også en let trykken blive fjerne fra sine skuldre, som han lidt mere havde fået bekræftet at han ikke blot bildte sig selv ind at hun følte sig bedre tilpas i hjemmet som tiden gik.
"Caitlin? Jeg tænkte.." han mærkede en snigene nervøsitet stige i sit blik og han lod den ellers ganske sikre fasade falde lidt som han kiggede i bordet. "Jeg tænkte.. Om du kunne have lyst til at lærer et håndværk? Altså kun hvis du har lyst.. Det er ikke fordi jeg forlanger at du arbejder for at blive her! Slet ikke.. men.. nyttigheden ved faget vil du kunne bruge i fremtiden?" det var uvant for ham at være nervøs omkring at spørge andre om noget. Gidion frygtede nok mest af alt at hun sagde nej, at han var vanvittig at spørge efter sådan noget eller så meget som bringe det på bane.. Måske endda mente hun at hans håndværk ikke var værd at lærer.. Mange tanker gik igennem hans hoved, men han løftede alligevel blikket og mødte hendes roligt, stadig med en smule nervøsitet.

Caitlin træk let på skulderen, men vidste godt inderst inde at Gidion nok havde ret. Amy ville have givet hende råt for usødet igen, hvis hun havde forsøgt at holde hende udenfor problemerne. Som hun havde forsøgt, men ikke noget før det var forsent og Amy var spottet med hende. Hendes blik blev dog en del mere forsigtigt, som Gidion endnu engang virkede til at vide mere om hende end hun helt brød sig om, skønt ikke helt så godt som han måske troede. Der var andre hun ikke ønskede skulle ende i problemer på grund af hende. Også folk hun kun kort havde mødt, men deres handlinger overfor hende havde givet hende grund nok til det. Som den unge elver der havde forsøgt at beskytte hende og selv var kommet i problemer på grund af det. Det fik hende til at trække på skulderen igen og se væk. Hun havde faktisk også beskyttet Phoenix en smule, hvis hun endelig skulle stå indefor den slags handlinger. Det var en svaghed trods alt at tænke på andre end sig selv.

Det næste fik hende dog til at smile og se skævt tilbage på ham. "Det er det... men uvant." Hun lod det være ved det. At stole kun på sig sel, tro kun på sig selv og kun tænke på sig selv var måden hun havde overlevet det meste af sit liv. Det var grunden til hun havde holdt sig på afstand af banderne efter det første uheldige bekendtskab, men desværre ikke nok. Ikke til at holde sig fri af dem. Ikke til at holde sig fri af Henry.
Det var også hvad der gjorde det svært for hende at føle sig ønsket og velkommen. Hun fik dog svaret og så hvordan smilet tog til i styrke hos Gidion. Han mente det virkelig. Hun kunne ikke være i tvivl på den måde han smilede og skønt det lod hende slappe af og falde ind i forsikringen, var det også skræmmende. Skræmmende nyt.

Kun halvt ude af de tanker, så hun over på Gidion, som han sagde hendes navn. Det tøvende og nervøse i hans udtryk og stemme bragte al tvivlen tilbage i hendes sind, skønt hun forsøgte ikke at vise det. Hvad var hagen ved det? Hvad var men'et der nu kom og slog det hele ned? Forventningen om noget hun skulle? Hun havde rykket sig mod kanten af bænken, som hun afventende og åndeløst så på ham, kun for at stivne som han talte og se fuldstændig forvirret på ham. "Håndværk?" Ingen tilbød den slags til unge som hende. Ingen tilbød... Hun så længe på Gidion og mærkede så et smil krybe frem. "Sådan at arbejde med træ? Som du gør?" Hun havde ikke helt kunne skjule sin fascination af hvordan han formede træ og passede det sammen til æsker og andet. Den finere del af hans arbejde. "Blive respektabel?" Hun kunne simpelthen ikke lade være med at sig det, som munterhed gled op i hendes blik. Hun ville gerne lære det, men at sige det var hende ikke helt muligt endnu.

At det var en uvant følelse, kom så absolut ikke bag på Gidion, som blot smilede roligt til hende og nikkede let, for at vise hende at han nogenlunde forstod hvor hun kom fra. Ikke at hna havde stået i samme situation af at være helt ladt alene uden en eneste som han kunne stole fuldt og fast på. Han havde sin familie, i det mindste, men også enkelte få andre i sit liv som havde fået pladsen af at være betydningsfulde nok, til at han var der for dem, men også at han vidste at de var der for ham ligemeget hvornår eller hvordan han behovede deres hjælp. Desværre ikke alle der kunne havde denne forsikring i sit liv.

Herefter banede samtalen sig over på et område, hvor Gidion var sikker på at han var den som var mest nervøs over drejningen. Som han kiggede ned i bordet opdagede han heller ikke at Caitlin begyndte at vende tilbage til de tvivlende område og begynde at frygte det værste. Det var først som han løftede blikket igen og se at hun havde rykket sig let, at det gik op for ham, at hans usikkerhed havde bragt mere usikkerhed og tvivl hos hende, end nogensinde havde været meningen.
Gidion nikkede let, stadig nervøs for hvad hun ville sige. Hendes sidste ord fik dog alligevel et lidt større smil på hans læber. Det lød underligt at sige respektabel, og det var egentlig ikke fordi at Caitlin ikke var respektabel i forvejen, men hun manglede stadig et håndværk at overleve på, skulle der ske Gidion noget. "Jeg kan desværre ikke tilbyde andet håndværk en tømrearbejdet.. Jeg kan ikke så meget andet." Fascinationen som havde fyldt Caitlin fik alligevel Gidion til at ånde lidt mere lettet op. Nok havde hun ikke givet noget endeligt svar og havde nok også behov for at tænke over det, men Gidion slappede mere af i sin beslutning i at spørge hende nu. "Du må selvfølgelig bruge al den tid du behøver til at tænke over det.. Men jeg tænkte, at det var en.. ja, en god måde at sikre mig at du ville være dækket ind, skulle sker der ske mig noget." forklarede han videre med et smil, mens han så roligt på hende.

Caitlin lod snakken om det ubehagelige der var hændt hende falde sammen med snakken om de nye ting der var sket for hende det sidste år. Det var for meget at skulle forholde sig til det hele på en gang og da især samtidig med at hun forsøgte at finde ud af hvor hun stod i forhold til den usædvanlige mand der havde taget hende ind. Han havde mere end det nu. Han havde givet udtryk for at han gerne så hun blev efter hun var blevet hel igen og at han ønskede hun gjorde det. Gidion var noget ganske og skræmmende nyt for Caitlin.

Hun forsøgte dog at skjule hvor nyt det var for hende at have en til at se på hende på den måde og tale til hende sådan. Hun skjulte det bag snak om hvad som helst andet og til det gav han hende et udmærket emne. Også fordi det var så overraskende og fjernt for hende at have tænkt i den retning. Sådan nogen som hende blev da ikke til noget så pænt som håndværkere. Gidions smil ved hendes ord var dog nok til at hun kunne gengælde det skævt. Så rystede hun let på hovedetog slog blikket ned, så han ikke kunne aflæse usikkerheden så tydeligt i hendes blik. For hvorfor skulle han tænke på at sikre hende? "Jeg har altid kunne klare mig, men..." Det var meget fristende at lære hvordan de ting hun jævnligt havde snuppet rent faktisk blev til og måske endda selv... "Men jeg skal tænke over det." Det var ikke hvad hun havde været ved at sige, men som hun sagde det smilede hun fuldt til ham og skjulte al tvivl. Han ville sikkert også skifte mening inden længe.