Med hætten på sin kappe slået op, så kun halvdelen af hans ansigt var synligt for omverden, begav Kieren sig ud fra den kro, hvor han netop havde indtaget sit morgenmåltid på - at klokken så efterhånden var ved at slå to og han havde sovet langt over sig, var en anden side af sagen. Morgenmad var morgenmad.
Han skjulte et gab bag sin hånd, alt imens han missede med sine brune øjne og forsøgte at vænne sig til det stærke sollys. Det var utroligt, så godt vejr det var denne dag; solen skinnede ned fra en næsten skyfri himmel, og det var stort set vindstille. De milde temperaturer resulterede i, at folk langt hellere ville opholde sig udendørs end i deres mørke huse, hvilket betød, at gaderne lige nu vrimlede med liv. Det gjorde ikke Kieren spor, for jo flere folk der var, jo lettere var det for ham at falde i med mængden.

Træt af benene efter en lang rejse dagen før dumpede han ned på kanten af et springvand, der udgjorde midtpunktet på pladsen. Til hans ene side sad et par kvidrende kvindemennesker, og på den modsatte side af vandet var et par børn igang med at afprøve nogle miniature både, de havde bygget af valnøddeskaller med blade som sejl. Han fjernede sin hætte fra hovedet.
Hans reflektion spejlede sig i det blanke vand, da han lænede sig ind over springvandet. Der i vandet, kun en armslængde fra ham, lå utallige krystaller, mønter og andre værdigenstande. Der måtte være ligge guld nok der til at købe et palæ med tilhørende tjenestefolk. Han fnøs. Hvem var dog dum nok til at smide hele deres formue ned i et springvand og tro, at der kom gode ting ud af det? Kun idioter fjorde den slags.

Et blik blev kastet over skulderen, før hans opmærksomhed igen blev vendt imod vandet. Nu var det ikke ligefrem fordi han badede i rigdomme... Faktisk var hans sidste penge gået til dagens morgenmåltid. Langsomt lod han sin hånd glide igennem vandoverfladen og ned til krystallerne, som han greb en håndfuld af. Han havde dog nær allerede mistet sit bytte igen sekundet efter, da en skinger stemme gav ham sådan en overraskelse, at det gav et ordentligt sæt i ham.

"Det der må man ikke!"
Det var en af børnene fra den modsatte side af springvandet. Han så helt chokeret ud over at opdage, at folk ligefrem kunne finde på at samle krystallerne, der lå til frit udsyn for alle, op. Irriterende hvalp. Så vidt Kieren vidste, stod der intet i landets love om, at man ikke måtte samle værdigenstande op, hvis man fandt dem - heller ikke hvis de lå på bunden af et ønskespringvand.

"Det bringer uheld, det ved du godt, ikke?" sagde den lille snotunges ven. "Min far fortalte mig engang om hans fars onkels smed, der-..."
"Hold jeres kæft, dumme møgunger, eller jeg skal personligt sørge for, at jeres tunger bliver skåret ud!" hvislede Kieren lavmælt af dem og skyndte sig at stikke krystallerne i lommen. Folk var allerede begyndt at kigge mærkeligt på ham, men det skyldtes nok mest af alt, at han havde truet to tiårige knægte. Heldigvis holdt børnene da mund nu.

Armand havde været ude og aflevere noget brød til en af hans stamkunder fra bageriet, og siden han vidste at hans bageri var i gode hænder, valgte han at tage den lange vej tilbage gennem markedspladsen, for at se om der var nye boder og måske også lige sige hej til nogle af dem han havde lært at kende over årerne. Nogen gange længtes han en smule tilbage til Medanien, men for det meste elskede han faktisk at bo i Hovedstaden. Han fik aldrig rigtig muligheden for at tænke på sin fortid, hvilket han var så uendelig glad for.

Denne her gang, havde han husket at tage sit forklæde af, så der var faktisk overraskende mange der overså hvem han var, hvilket egentlig også var fint nok. Han var kommet til ønskespringvandet, da han stoppede op og overvejede kort om han skulle smide en krystal i vandet, om ikke andet for godt held, da han pludselig hørte et barn råbe op på den anden side af springvandet, og Armand fandt hurtig ud af hvad der var blevet råbt op og af hvem. Han var ikke langt fra den fremmede der åbenbart havde bestemt sig for at trodse skæbnen ved at stjæle fra springvandet. Han tog få skridt hen til den fremmede og stirrede ned på ham. "Du burde ikke true børn," sagde han til den fremmede mand, for det var ærligtalt en af grundene til hvorfor han overhovedet havde bekymret sig for omkring manden. "Og du burde lægge det du tog tilbage," tilføjede han så og kneb sine øjne sammen.

En rødhåret fremmede med et sæt mærkværdige horn, hvis lige Kieren aldrig før havde set, stod pludselig foran ham. Det var et fascinerende syn, og Kieren måtte beherske en uimodståelig trang til at spørge ind til, hvor manden havde erhvervet sig sådan et par horn. Den trang blev der dog hurtigt sat en stopper for, da manden åbenbart mente, at han skulle belære Kieren.

Kieren smilede skævt og trak på skuldrene.
"Jeg kan gå med til at lade børnene være i fred, selvom de virkelig burde lade være med at stikke deres næser i andres sager."
Han sendte de to drenge et advarende blik igennem sammenknebne øjne. Børnene svarede igen med at række tunge af ham, før de grinende stak af med deres valnøddebåde. En eller anden dag skulle de nok få lært lektien, når de kom til at stille lidt for mange spørgsmål til en sulten dæmon, der hellere end gerne åd små menneskebørn.

Han vendte sig igen imod den fremmede, der havde været fræk nok til at antaste ham. Han forstod ganske godt, hvorfor manden bekymrede sig for børnenes vel, men nu havde Kieren altså ikke for alvor tænkt sig at skære deres tunger ud. Den slags kunne han aldrig finde på; han havde blot haft brug for en effektiv måde at få dem til at klappe kæften i på.
Hvad han ikke forstod, var, hvorfor den fremmede bekymrede sig om, om han tog lidt krystaller fra springvandet eller ej. Han hævede et øjenbryn.

"Til gengæld vil jeg ikke lægge krystallerne tilbage. Der er ingen, der kommer til at savne dem, og jeg har brug for dem. Hvad er der galt i det?" Han var blot en fattig mand der manglede lidt penge til føden. Hvorfor havde alle lige pludselig så meget imod det? Han begyndte at spekulere på, om knægten mon havde haft ret, da han sagde, at det bragte uheld at stjæle fra springvandet. Det virkede i hvert fald til, at alle her i byen var ekstremt overtroiske når det kom til det rislende vand.

Armand nikkede da manden sagde at han ikke ville røre børnene, ikke fordi Armand havde troet at de havde været i fare et sekund, han vidste godt at der nok var op til flere der var gået i vejen før manden kunne havde gjort dem noget, han kiggede kun kort mod dem, da de var på vej væk, før han endnu engang vendte blikket mod manden. Han undslap et lille grin da manden nægtede at lægge krystallerne tilbage, for i princippet kunne Armand være fuldstændig ligeglad med hvad den fremmede gjorde med krystallerne, da uheldet ikke ville ramme Armand, for han var nemlig godt klar over at det var dumt at tage noget som helst fra vandet.

"Du har ret, ingen vil savne dem," Armand sagde ærligt and rystede på hovedet. "Der er nok ikke engang nogen der vil lægge mærke til at du har taget det, men jeg siger det mere for sin egen skyld, da det ikke bare er overtro." Han ville ikke tvinge manden til lægge krystallerne tilbage i hvert fald, men han kunne i det mindste fortælle den fremmede hvad der ville ske hvis han gik fra stedet, for Armand han havde hørt historierne og havde mødt en del væsner det var sket for. Det var godt nok lang tid siden at han havde hørt det direkte fra nogen, da han ikke længere var så meget på markedspladsen hvor tingene typisk foregik, men han hørte da stadig historierne fra dem han kendte som alligevel stod her hele dagen og kunne betragte alt der skete.

Folk havde efterhånden mistet interessen for Kieren, heldigvis, for der hvilede ikke længere tyve sæt af øjne på ham. Når det kom til børns ve og vel, var folk helt på mærkerne, men når sagen drejede sig om en undernæret mand i slidte klæder, der valgte at snuppe en håndfuld krystaller fra et springvand og muligvis ville være forfulgt af uheld til sine dages ende, var de komplet ligeglade.
Kieren knugede krystallerne nede i sin lomme. Han var allerede lidt af en ulykkesfugl, og han tvivlede på, hvordan han skulle kunne blive mere uheldig, end han var nu.

Han kneb sine øjne let sammen og kiggede op på den fremmede fra sin siddende placering på springvandets kant. Nu begyndte han også at tale om uheld. Det var åbenbart en eller anden vandrehistorie, der var i omløb i byen.

"Jeg tager tager chancen," sagde han med et skuldertræk og rejste sig op. Han sendte den fremmede et tandsmil, hvorpå han fortsatte: "Du må da indrømme, at det er fristende. Hvor mange rigdomme tror du ikke, der ligger på bunden af det rådne springvand? Der må være krystaller nok til at få dine vildeste til at gå i opfyldelse."
Han vidste i hvert fald, at han fandt det fristende. Han begyndte at spekulere på, hvad han skulle bruge sin første håndfuld krystaller på. De rakte nok ikke langt, men han kunne jo altid komme tilbage og hente flere.