Om det var den, temmeligt kølige, ørkens morgenluft, eller lyden af hviskende stemmer der fik Nia til at vågne op fra sin nattesøvn, var ikke helt til at sige. Dog var hun af, for hende, ukendte årsager anspændt lige fra hun åbnede øjnene og skævede rundt uden at bevæge sig fra den lille bunke hun havde lavet om til sin lejerplads i udkanten af byen. En finger sneg sig op og fik hende til kort at gnide søvnen væk, inden hun i et nu rejste sig op, gysende over kulden der mødte de bare arme og fødder som hun slog lagene af tæpper væk. Få meter fra hende stod hendes hest fromt og sendte hende et dovent blik. Et lille smil blev sendt til den aldrende hoppe, som en undskyldning til den som den fik tæpperne svunget op på ryggen.
Snart var alle spor af en lejr væk, og Nia trak hesten med sig, med retning mod den nærmeste port ud af byen. Måske ikke det smarteste trick, men hendes instinkter fortalte hende at hun hellere måtte forsvinde og komme væk, så hurtigt som muligt! Og hendes instinkter havde kun sjældent taget fejl.
Hun havde netop krydset en mindre vej idet hendes mave rumlende proglamerede at den altså var sulten. Hun sukkede indvendigt af den, fortsatte, med en smule mere hast end tiltænkt. Og det var i dette øjeblik fremmedes tanker strålede ind i hende. '...kælderen... Var hun ikke..?' 'Det sigøjnerpak, fanden tage...' ' ..Ar vil nok gerne have et par 'ord' med hende..'

De mange tanker blev lukket væk næsten lige så hastigt som de var kommet frem og havde overrasket hende. Hun opdagede at hun var stoppet op, tankerne hun havde hørt havde været mere end rigeligt, hvis det virkelig var Ikar's folk måtte hun hellere få benene på nakken, ikke om hun ville ned i kælderen igen, eller udsættes for det samme som Hakim i sin tid var blevet udsat for. Alverdens grusomheder.
Hun havde netop været ved at svinge sig op på hoppens ryg, idet en kraftig hånd greb fat om hendes ankel.

" Du bliver her tøsen. " Lød det bryskt, imens en anden mand kom frem og gik hen imod hesten.
" Hvorfor så travlt? " Lød det med en latter der fik det til at løbe koldt ned af Nias ryg imens hun forsøgte at finde en udvej, at holde hovedet koldt og bevare roen selvom hele hendes indre skreg af angst.

" Hold Dem fra mig.. Hvad vil De mig, hvad er det for en behandling!" For nu var det nok bedst at spille den uvidende, forhåbentligt kunne det forvirre dem nok til at hun kunne finde en vej ud. Med en mindre kraftanstrengelse forsøgte hun at hive sit ben til sig.

Djangos døgnskema var et helt andet end det, et normalt borgerligt menneske havde. Han var meget ofte vågen om natten. Det var han også i nat, som han var i gang med at pakke sin egen lejr. Han skulle til byen, og dér skulle han tjene til dagens brød. Og det var ikke normalt arbejde, det sagde hans påklædning også meget højt. Han havde et sæt sorte bukser på med nogle gode, bløde støvler, en tunika med oprullede ærmer og et sæt handsker i læder, hvor fingrene var fri. Ud over tunikaen havde han en lædervest og en bandolier med kasteknive i, og i bæltet hang også to langknive. Hans unormale påklædning var dækket godt til af en sort kappe med hætte til, og så havde han et tørklæde, som han hurtigt kunne dække munden til med, hvis han skulle holde sin identitet hemmelig. Men mens han gik mod byen, kunne hans trænede øre i distancen høre en lyd. Mennesker der talte. Han stoppede op, stillede sin rejsetaske fra sig og ved ren tanke, smeltede han sammen med sine omgivelser og var komplet usynlig mens han gik tættere på.

Og ganske rigtigt, som hans instinkt havde fortalt ham, var der problemer. Fire mand stod stimlet om en gammel hest og dennes ejer, en kvinde, han ikke helt kunne se udseendet på. Mens blik fik hurtigt fat i mærket på en af mændenes skuldre. Ikar. Igen. Med det samme mærkede Django vreden stige sig til hovedet, men før han valgte at gøre hovedløse handlinger, tænkte han sig kort om. Efter at have gjort det, tog han handling. Der var én der havde fat i kvindens ankel, mens hun var godt på vej op på sin hest, den anden var også tæt på. Det var vigtigst at sørge for, hun ikke kom noget til, så uden videre, teleporterede han sig tæt på i den sorte sky af røg, der altid dukkede op. Desværre så mændene ikke noget, før han stod lige i synet på ham der havde fat i kvindens ankel. Han havde ikke ansigtet dækket, så manden så godt hans provokerende smil. "Hej," hilste han venligt, før han trak en kastekniv og jog den gennem mandens håndled. Manden stak naturligvis i et hyl. En af dem der stod lidt væk fik en kaste kniv i synet, derefter teleporterede han sig om bag den anden, der stod tæt på, og trak sin langkniv, men med lidt omtanke, hamrede han blot pomlen af sit våben i hovedet på manden der sank sammen med et suk. Manden med håndledsproblemet lå allerede på jorden og forblødte kraftigt, men Django havde ingen barmhjertighed, så mens han blot valgte at gå, kastede han en kastekniv lige ned i synet på manden, hvorefter han kiggede hen på den sidste. "Jeg har ventet længe på, at få lov til at hilse på jer igen. Vil du hilse Ikar fra mig hvis du overlever?" Spurgte han, stadig i det venlige toneleje og med smilet på læberne. Men i hans øjne var et had, man uden tvivl sagtens kunne se.

Nia nåede knapt at yde mere modstand før en sort røgsky pludselig viste sig fulgt af en ung mand, godt og vel på omkring hendes egen alder. Hun rynkede let på det ene bryn inden hun satte et spark ud efter manden der havde fat i hendes ankel. Det tog dog ikke lang tid før et dunk lød, kort efter efterfulgt af et smerteshyl fra den mand der havde holdt fast i hendes ankel. Hastigt hev hun benet til sig og fik vredet sig op på den gamle hoppe.
Som healer gjorde det ondt på hende at se andre lide, men så igen. Hun var temmelig sikker på at det var nogle af Ikars mænd, og hun havde absolut intet tilovers for den mand. Glæden ville for hende blive stor den dag han var tilintetgjort å Hakim kunne få sin retmæssige plads og folk kunne være langt mere trygge.
Ergo havde hun overhovedet ikke i sinde at spilde sin energi på den brølende mand. Istedet løftede hun hovedet og så rundt, forsøgte at finde ud af om der var flere.
Jo minsandten. Dér var en.
Ikar? Så hun havde haft ret! Hun havde en sagelig lyst til at sende en spydig kommentar efter manden, der forsøgte at virke stor og brutal, men efter synet af hvad der var sket med hans kammerater indenfor alt for kort tid, afslørede både hans øjne såvel som de rystende ben ham.
" Du.. Det skal i få betalt! Bare vent, jeg kommer tilbage, og når jeg fanger jer rakkerpak igen, ville i,.. Ville i ønske at.. At i aldrig var blevet født.."
Han svingede let med en sabel i noget der måske for ham virkede drabeligt, men for Nia så det egentligt bare amatøragtigt ud, som at se en sabeldansers første forsøg.
Hun skar tænder af ham.
" Ikar kan fandme rende og hoppe..!" Lød det hvæsende svar tilbage. Hun var ikke engang sikker på at den rystende mand kunne høre hende, som han langsomt bakkede længere og længere væk, før han pludselig forvandlede sig til en lille fed, orange kat der pilede kluntet hen af vejen for til sidst at forsvinde ind af en gyde.

Først da han var ude af syne åndede Nia lettet op og betragtede sin unge redningsmand. "Mange tak skal De have.." Hun begyndte at rode ved sin pung. Hun havde godt nok ikke alverdens rigdom men hun følte alligevel for at betale manden for hvad han havde gennemgået og gjort for hende. Om ikke andet kunne hun vel købe lidt frugt når markedet åbnede, med mindre den fede akt havde fundet frem til Ikar og fået flere med sig til den tid.

Django fnøs det øjeblik den sidste mand åbnede manden. Lige efter kvinden havde bedt Ikar om at rende og hoppe, blev Djangos fnys til oprigtig latter, men kort efter kiggede han bare tilbage på manden, da han blev til en kat. "Som sagt, hils, lille mand.. Kat... Hvad end du så er," råbte han efter den fede kat, som den forsvandt. Derefter hørte han en raslen fra kvindens pung, og han så op, en kende bestyrtet over, at hun begyndte at hive en betaling frem for at han havde reddet hendes røv. "Nej nej, ingen krystaller. Di.. Deres tak er nok," skyndte han sig at sige med løftede hænder. Han hadede at tage penge fra folk der sad skidt i det, og denne kvinde lignede lidt den sigøjneragtige type. Vent, sigøjner? Django kiggede lidt mere indgående på hende, mens han overvejede hvad det var, der havde fået hans pis så meget i kog fra starten af, og hvad der gav ham en underlig følelse i baghovedet lige nu.

Og så slog det ham. Den kvinde lignede virkelig Nia! Han rystede let på hovedet og så omgående hen mod den bevidstløse mand. Ikars mærke. Hun var en sigøjner! Det var let at se! Og hvis man nu bare tilføjede et par år... Kunne det virkelig være hende?! På den ene side, havde han bare lyst til at grine og græde af glæde, men på den anden side, var han ikke sikker, og det ville være pinligt, hvis det slet ikke var hende. Hun så i hvert fald ikke ud til, at have genkendt ham.
"Mit navn er Django. Og de her mænd.. De har fået det præcis som de skulle have det.. De er nogle overklassesvin," præsenterede han sig en smule tøvende, indtil han kom til Ikars mænd. Der var han trods alt helt sikker på, hvor meget han hadede dem.

Nia stoppede tøvende sin gerning, og så istedet på ham, med et lille smil spillende på læberne. Hun var ikke yderligere vant til den slags venlighed, men at beholde krystallerne var altid en positiv ting.
Hun undrede sig dog over hans stirrende blik, og kunne ikke undgå at tage sig selv i at stirre tilbage. Brune øjne mødte lige så brune, lige indtil han præsenterede sig.
Hun stirrede perplekst på ham, hendes kæbe sænket en smule imens hele hendes væsen granskede ham fra top til tå. Django? .. Den Django? Tjae, alderen passede, øjnene.. Næseryggen virkede også bekendt men.. Kunne det virkelig være sandt? Og hvis det var, hvor pokker var så resten af truppen? Det var bestemt ikke den gruppe sigøjnere hun var passeret forbi dagen før, det var hun helt sikker på.
" Django...? Je..." Hun sank et eller andet, pludselig bange for den virkelighed der stod lige foran hende. " Jeg er..Nia..? Men... Noget siger mig at du allerede ved det..? " En hånd blev rakt ned imod ham, stoppede tøvende før den landede på hestens hals i en nærmest opgivende bevægelse. Hun skævede imod hans hænder, men hvis der var nogen ring var den skjul af læderhandskerne.
Hun var pludselig meget glad for at være blevet på hoppens brede ryg, noget sagde hende at hvis hun stillede sig på jorden nu ville hendes ben give efter. Det var helt underligt at se nogen fra sin familie igen, hun havde selvsagt ikke haft nogen kontakt til dem siden den skæbnesvangre dag hvor hun havde måttet gå skammens gang, sparket ud af truppen. Hvordan turde han overhovedet at snakke til hende? Hvad nu hvis nogle andre sigøjnere tog dem sammen? Hun ville ikke lade sit stempel gå ud over ham.
"Django... Er det virkelig dig?"

Hendes reaktion sagde ham, at det måtte være hende, for hun så lige så overrasket ud som han havde følt sig. Og da hun forklarede ham hvem hun var og at han nok allerede vidste det, var han bare komplet målløs. Fuldstændig ude af stand til at tage nogen som helst handling. Hun sad deroppe, på sin hest og han stod her, næsten parat til at hive hende ned deroppe fra i det mest heftige kram han havde givet hende nogensinde. Han havde savnet hende, og han havde faktisk regnet med, at hun var død mange gange, hvor han bare havde mistet hendes spor. Det havde været nogle voldsomme, mareridtsagtige år, uden muligheden for at sige undskyld for den ugerning han havde gjort, der havde ledt til hendes forvisning og senere Ikars dårlige behandling af både hende og ham. Da han så hendes hånd række ud efter sig, rørte han en enkelt muskel i armen, men han nåede ikke at reagere, før hendes hånd landede på hestens hals. Da hun spurgte om han virkelig var Django, nikkede han med det samme, mens han trådte frem og lukkede afstanden mellem dem, kun for at lægge en hånd på hendes.

"Ja.. Jeg troede du var død. Flere gange.. Jeg har ledt efter dig i meget lang tid nu," indrømmede han, stadig vældigt chokeret, mens han greb ordentligt om hendes hånd. "Jeg følte at jeg skyldte dig en undskyldning for.. Det der skete.. Det er min skyld, alt sammen, din udvisning, Ikar," hans ord startede ud med at være stille og rolige, men det øjeblik han nævnte Ikar, skulle man være decideret døv for ikke at kunne høre det ekstreme had i hans stemmeleje. Den mand, det monster, havde ødelagt alt!

Nia var vitterligt i vilrede over hvor hun skulle gøre af sig selv. Blive på hesten eller ned i hans favn? Hun skævede rundt. Der lod ikke til at være andre omkring dem end de nedslagtede mænd. Måske ikke det bedstse sted at blive taget i en genforening, det kunne meget let gå helt galt hvis nogle af magtens folk skulle tage dem, stående i en omfavnelse midt i en mindre bunke lig.
" Jeg lever Django.. Jeg lever i bedste velgående, selvom det har været tæt på, mere end en gang.." Hun lo kort. " Når man rejser alene kan det hurtigt blive spændende.. "
Hendes hånd greb om hans. Mærkede hans puls. Han var i live. De var begge i live. Visheden om dette gjorde hende endnu mere glad, og før hun fik tænkt sig videre om lod hun sig glide ned fra hesten, lige ned i hendes, nu temmeligt høje, lillebrors favn.
Her knugede hun ham tæt ind til sig.
" Du behøver ikke undskylde Django. Jeg var ung og dum, det var vi vidst begge. Jeg vidste hvad der ville ske hvis jeg blev opdaget, og alligevel kunne jeg ikke holde mig tilbage. "
Hun fornemmede godt musklerne under hans tøj. Det var helt underligt at tænke på at dette var hendes lillebror, den bror hun havde lært op om alverdens ting, den bror hun havde leget med og danset med i flammernes skær. Han havde forandret sig, i den grad. Men han var stadig hendes bror og dette kunne intet lave om på, selv hvis hun var udvist.
Hun stivnede pludselig let idet noget gik op for hende.
Langsomt trak hun sig fra ha kun for at se nærgående på hans ansigt. " Vendt... Du kender til Ikar? Hvordan? Har han..? Hvad har han gjordt? Du er vel ikke blevet udvist heller?! "
Det var en blanding mellem alvorlig bekymring og en mindst lige så alvorlig vrede, mest af alt vendt imod Ikar og dennes folk at hun betragtede ham undersøgende, selvom hun ikke kunne finde de udstødtes tegn på ham.

Bare det, at høre sin søsters stemme, om end den var blevet mere voksen, var nok til, at gøre Django virkelig lettet. Han havde været anspændt siden den dag han havde set hende blive taget af Ikars mænd, og nu var det endelig ovre. Selvom Ikar stadig var efter hende. Hvorfor forstod han ikke, hun var ikke typen der gjorde lords vrede, så meget vidste han med sikkerhed. Da hun hoppede ned fra hesten og krammede ham ind til sig, gengældte han det 100% og knugede hende ind til sig, lykkelig over, at hun var i live. At han ikke behøvede sige undskyld vidste han i forvejen godt, men han havde brug for det. Han kunne ikke lade være med at smile lidt over det, de havde været unge og dumme, men han var stadig ung. Og måske lidt dum en gang i mellem. "Vi er stadig unge, søs," kommenterede han en smule tørt, før han mærkede hende stivne, trække sig tilbage og kigge meget indgående på ham.

Hendes spørgsmål fik hans smil til at falme. Ikar bragte konstant vrede op i sindet på ham, for han hadede manden inderligt for det, han havde gjort Nia. Og selvfølgelig fordi han næsten selv havde mistet livet til psykopaten.
"Nej nej, ikke udvist. Jeg skred fra dem, for at finde dig," skyndte han sig at forklare, før han mentalt forberedte sig på, at skulle forklare sit eget synspunkt på Ikar. "Men da jeg fandt dig, blev du taget væk af Ikars mænd. Jeg prøvede på, at følge efter, så jeg kunne få dig væk fra dem, men det havde de regnet med, så jeg kom i et baghold. Jeg slap kun væk fordi jeg er så pisse heldig, at jeg kan teleportere mig selv. Men da jeg så kom tilbage, og gennemrodede hele Ikars slot, kunne jeg ikke finde dig igen. Jeg troede du var død," forklarede han, uden at gå i detaljer om bagholdet. Til gengæld gled hans hånd ubevidst op til arret i hans nakke. Det kløede bare ved tanken om, at han havde været så tæt på at miste hovedet.

At føle hans arme om hende føltes trygt, beskyttende. En sær længsel efter noget hun for længst havde fravalgt, fra noget som hun i flere år havde forsøgt at gemme væk og ikke vise andre. Men her lige her midt i Djangos arme følte hun fornemmelsen mere end noget andet, fornemmelsen af familie og familiekærlighed, et nærvær hun nogle nætter havde forsøgt at drukne væk med tilfældige fremmede, men selvfølgelig blev det aldrig det samme.
Et lille lettelsens suk forlod hende som hun begravede hovedet kort ved hans skuldre. Hun følte hun var gået glip af alt for meget, af hendes lillebrors opvækst, og hun følte sig til dels skyldig over at han havde stødt på Ikar og dennes mænd.
Ubehagelige skabninger.
En lille latter forlod hende til hans kommentar. " Unge ja, men ikke helt så dumme som vi var dengang. For mig er det dog ikke længere nogen mulighed af afsone mine synder og komme tilbage i nogen som helst trup, jeg har for mange af dem.. " Hun sendte ham et kort, uskyldigt smil.
" Så lidt dum er jeg nok stadig. "

Hun fornemmede godt at talen om Ikar ikke ligefrem var noget Django holdt meget af, det var kun forståeligt. Manden var direkte sindssyg, hun havde flere gange i sin tid i den kolde celle i mørket, tænkt på hvad der havde kunnet få ham til at blive sådan en modbydelig mand. Tankerne var dog forsvundet og istedet erstattet af et indædt had imod manden og dennes kumpaner.
Hendes hjerte sank som hun hørte hans fortælling om hans møde med disse nærmest umenneskelige skabninger. Instinktivt knugede hun ham tættere, som for at sikre dem begge om at han var allright.
" Du har været yderst heldig.. Andre har ikke.. Og andre igen, dybt traumatiserede... Den mand er ikke menneskelig! Han.. Han holdt mig og en anden spærret inde i en kælderskakt af en art. Der var så mørkt, trangt og koldt.. De var ved at gøre mig vanvitig..! Han.. Der var en anden nærved, hans bror og den retmæssige hersker.. Han holdt ham fanget, torturerede ham, og tvang mig til at helbrede ham gang på gang.. Det var forfærdeligt at høre såvel som at se hvad han var blevet udsat for.. " Hun tav, skævende rundt. Dette var nok ikke det bedste sted at fortælle om flugten, at nævne Hakims navn højt. Alt dette kunne bringe dem alle tre i far, hvis ikke også hans gruppe af lejesvende.
" Og jeg troede at jeg aldrig skulle se hverken sollys eller nogen som helst andre igen, og da slet ikke dig.. Min tåbelige lillebror. " Dette var sagt i en blid, lettere drilskt tone som hun løftede hånden for at purre let op i hans hår, skævende imod hånden på hans hals. Var det et tilfælde af pludselig generthed.?
Hun slog imidlertid tanken fra sig.

" Django.. Vi bør nok hellere smutte herfra snart, eller gemme dem.. " Hun nikkede mod de tunge kroppe på jorden. " Hvis 'katten' virkelig henter forstærkning, eller en eller anden forbipasserende skulle skrige op om dem, ville vi nok være de første der fik skylden. og vi ville blive jagede, mere end vi allerede nok er.. Eller ejg ved ikke m han jager dig.."

Da Nia forklarede Django, at han faktisk havde været ret heldig, begyndte arret kun at klø mere. Han følte sig bestemt ikke heldig, i og med, at de næsten havde hugget hans hoved af, men lige nu ville han helst ikke skræmme hende, selvom det stadig føltes som i går, alle de bank han havde fået. Samtidig, da hun fortalte om sine oplevelser, skyllede der en ekstrem vrede gennem ham, som han så på sin storesøster, der havde været igennem sådan et kæmpestort helvede. Han ville smadre Ikar så meget efter det her. Ikar skulle igennem det, hun og han selv, samt hans egen bror havde været igennem. Han kendte ikke mandens bror, men det lød meget til, at Ikar bare generelt var et førsteklasses-svin.
"Heldig og heldig," mumlede han stille, mens han forsøgte at holde sin vrede inde.
Da hun gav ham noget mere konkret at arbejde med, altså problemet med, hvor de var, var det som om, at han levede noget mere op og blev noget mere beslutsom.

For det første var der en bevidstløs mand, der stadig var i live. Den mand kunne være et problem. Han kiggede lidt undskyldende på Nia. "Der er stadig én i live. Han har set os og kan hjælpe de forstærkninger der måske er på vej, så vi er nødt til, at sørge for, han ikke taler," forklarede Django roligt, før han lagde en hånd på hendes skulder og klemte den blidt. Han var nødt til at dræbe manden, det var den eneste udvej han kunne se, for manden havde både set hans og hendes ansigt. Det gik ikke. "Efter dette vil han nok jage mig også, for de ved i forvejen, at jeg nok ikke døde helt dengang," indrømmede han mens han gik over til den bevidstløse mand. Han sørgede for, at dække for Nias udsyn, så hun ikke kunne se hvad der foregik. Og så gik det ellers hurtigt. Mandens ene håndled blev skåret op, så han ville bløde ud, derefter gik han tilbage til hende. "Vi må nok hellere smutte,"

Nia kunne godt fornemme vreden i ham, generelt virkede han langt mere alvorlig og aggressiv. En hånd gled op og strøg blidt hans kind inden hun forsvandt ud af hans favntag og istedet fokuserede på mændene. " Du er måske ikke glad for at være i live? " Et enkelt øjenbryn blev hævet, mens hun fik fat i hestens tøjler og fik den trukket væk fra blodet så det ikke ville afsløre dem.
Hun stoppede op og så på sin lillebror. Et enkelt alvorligt nik forlod hende. Hun forstod, fuldt ud. Hellere have et liv på samvittigheden end at skulle udsættes for Ikar igen, ikke at hun troede at hun ville få ro fra ham, især ikke nu den fede kat havde opdaget hende og muligvis var på vej efter forstærkninger.. Nej hun kunne ikke blive i byen særligt meget længere.
" Dig? Han er skruppelløs.. Måske vi kan søge ly et andet sted i landet hvor hans kumpaner har længere tid om at komme op.. Ukendte vande.. Selvom jeg hader at skulle være låst det samme sted.. "

Hun vendte med vilje ryggen til ham som han gjorde det af med den sidste, selvom hun ikke kunne se det, var lyden af blod nok til at hun vidste nogenlune hvad der foregik.
I det samme hun drejede sig om igen for at se på ham anede hun arret på hans hals. Hun blinkede, kun for kort efter at stivne som hun nærmest så hvad der havde bragt ham det ar. En gysen løb igennem hendes krop.
" Det ar... Jeg..Hvis jeg havde vidst det, hvis jegikke havde været fanget.. " Hun følte sig ærligt lidt nyttesløs. En storesøster skulle være der for at hjælpe og beskytte sine mindre søskende, at hun ikke havde kunnet være der for ham i den givende stund og hjælpe ham fri af smerterne, til healende bedring.. Det pinte hende til ukendelighed.
" Har du.. Har du en hest..? Ellers kan den gamle nok tage os, for nu, hun skulle gerne kunne holde et par år mere før hun bliver til bøffer. " ET kort smil forlod hende, selvom det virkede en anelse tomt, imens hun forsøgte ikke at fokusere unødigt på arret, eller på hvad hendes uregerlige evne havde fortalt hende.

Django smilede blidt til sin storesøster, da hun spurgte ham, om han ikke var glad for, at være i live. Det var ikke rigtig til at svare på, for han havde været virkelig lykkelig de få første minutter dengang, hvorefter hans dårlige samvittighed ofte havde fået ham til at ønske sig død, så han rent faktisk havde en legal undskyldning for ikke at have reddet Nia. Selv nu var han så irrationel, at han ikke mente, at halvdød var en god nok undskyldning til hende. "Jo, jo selvfølgelig er jeg det," sagde han roligt, og mente det egentlig også, nu hvor han så hende foran sig uskadt. Også selvom han stadig havde vildt dårlig samvittighed.

Han ville have taget af sted med det samme, men så lagde han mærke til at Nia stivnede og stirrede på ham. Han hævede selv et øjenbryn, men det gik kort efter op for ham, at det selvfølgelig var arret, hun havde lagt mærke til. Øjeblikkeligt røg hans hånd derop og kløede let i det, mens han sænkede blikket. Hendes ord fik ham til, at se op hurtigt igen dog, da han ikke kunne give hende ret. "Hvis ikke jeg havde råbt op dengang, var du slet ikke blevet fanget," svarede han blot, mens han gik helt hen til hende igen. Han var god til, at dræbe. Som listetyv i et tyvelaug, skete det en gang i mellem, at man skulle gøre sådanne ting, og det gav pote nu, hvor han ikke havde en eneste dråbe blod på sig. Django piftede højt, da Nia nævnte ordet hest, og kort efter hørtes hovslagene fra en ret yngre hest, der kom travende til ham. Den var godt trænet, men ikke det største pragtsyn at se på. Men selvom den så mindre, og ikke helt så hingstagtig og stor ud, så kunne den satme løbe til! Da den stoppede op, aede han den kort over mulen. "Det kunne være, at vi skulle sætte lidt oppakning over på hende her så, så kan din tøs dér få sig lidt afslapning på sine ældre dage?" spurgte han, kun glad for at ændre emne. Han brød sig ikke om at tale om det ar.

"Gør det ondt? Irriterer det dig?" Det kløede nærmest i hendes fingre efter at undersøge arret tættere på, desværre var det et ar så der var ikke så eget at gøre fora t forbedre det, medmindre han var villig til at skære det hele op og fjerne al arvævet, hvilket hun ærligt, og forståeligt, tvivle på at han ville.

Det gav et mindre sæt i hende som han piftede. ET forvirret blik blev sendt til Django, undrende over hvad han havde gang i, indtil den mindre hest kom frem, tydeligtvis bygget til fart. Hun stirrede imponeret på den og nikkede. " Hun er flot,o g godt opdraget. Hvis du bliver lige så god en far som hesteejer er der intet at bekymre sig om for mig. " En mild latter forlod hende inden hun fik lempet tæpper og noget opbakning af sin egen hoppe og rakte det over til Django. " Har du nogen ide om hvor vi skal henaf? Udover væk fra ørkenen? " Med et land i krig og en irriterende Ikar på nakken, var det ikke ligefrem fordi der var mange steder i landet hun efterhånden følte hu kunne begå sig trygt og sikkert, og tanken om at skulle blive låst inde i hovedstadens helbredelseshus i ukendt antal år, tiltalte hende så langtfra.
" Planen er at jeg vil avle et sidste føl på hende her, så kan hun få lov at nyde de sidste år inden hun bliver til hestebøffer. " Hun klappede sin plettede hest på halsen så støvet stod ud af pelsen.