Natten var faldet på, og Lyra og Arryn havde slået lejr. De havde sat deres telt op, modificeret af Lyras mand, så det var godt kamufleret, nede i et hul mellem to træer. De sad uden for, Arryn på skødet af Lyra, der var igang med at flette sin datters hår. Foran dem brændte et bål lystigt. Normalt ville Lyra ikke turde at have et bål, men i Lindeskoven, så tæt på elvere, der var hun ikke nær så nervøs som før.
'Så min skat, nu er dit hår ordnet,' sagde Lyra til sin datter, som sprang op med det samme. Den lille pige brød sig ikke om at sidde stille for længe. Hun mindede meget om sin far.
'Det klør,' klagede Arryn, og var allerede begyndt at løsne sit flettede hår. Lyra måtte stoppe hende, med en blid og fast hånd.
'Det holder op med at klø hurtigt. Du sagde selv, at du ikke ville have hår i øjnene. Jeg kan jo altid klippe det af,' Lyra rakte ud efter en lille kniv, der var blevet brugt til deres aftensmad. Arryn sprang hurtigt væk fra Lyra, der knap kunne holde sit grin inde. Arryn ville ikke have hår i øjnene, men hun ville heller ikke have det klippet.
Pigen satte sig ned ved siden af sin mor, og bladrede åndsfraværende i en bog. Hun kunne ikke læse endnu, men Lyra lærte hende så meget hun kunne. Selvom de boede ude i vildmarken, ville hun give sin datter den bedste uddannelse hun kunne.
Det tog ikke lang tid, før Arryn blev træt af at sidde stille. Hun lagde bogen til side, og rejste sig for at udforske skoven omkring dem.
'Du bliver hvor jeg kan se dig,' formanede Lyra. Hun kunne ikke lide tanken om, at hendes datter skulle fare vild i skoven så sent. Elvere eller ingen elvere.

Kröton vidste ikke hvor han var henne og det brød han sig ikke regitit om men ting var sikker der var skov og hvor der var skov var der ting til at jage og det var, kröton meget glad for han smilte rolige og kikket rundt han kunne Dov lugte lygte noget brænde han snuse lidt i luften i menneske skiklase det eneste som manden hadet var sin øre fremme mest for at høre fremme nærme sig rolige begyndte han at gå hen mod det sted han kunne høre nogle snakke det var dog lidt langt væk han stod lidt i skyggen og betræktedem det tydelige en kvinde . Kröton smilte svagt og kikket rundt nogle steder der var mange dyr her inden i skoven de skulle passe på en bjørn eller noget ikke så dem de var farlige det vidste selv kröton hvad mund .de lavet hvorfor var de her ude og ikke i byen sammen med e ander mennesker kröton kendte ikke noget til dem der var kun meget få mennesker han mødt stillede stod han bag et stykke træ for ikke at skramme .dem det minde ham om hans mor og ham selv da han var minder men det var sjovt han kunne ikke føle noget vrede eller noget her hos dem rolige stak han hovet lidt længer frem han så stade meget ung ud. ” hvad fortager de mennesker sig dog ?” visket kröton stille og rolige det var blikket faldt på den lilles pige tydelig at denne kvinde hadet en mage eller en mand som menneske verden nu ville kalde dem

Lyra havde fundet en bog frem, og bladrede nu igennem den, med det ene øje på Arryn. Det var en bog om urter, som Lyra havde købt i den sidste by de havde stoppet i. Der var beskrevet en ny måde at tørre urter, så de beholdt mest mulig healende styrke, men Lyra kunne ikke koncentrere sig, når hun havde sin datter rende rundt i skoven i mørket. Den eneste grund til, at hun stadig kunne se Arryn, var den lille piges knaldrøde hår, der glitrede i lyset fra bålet.
'Arryn, ikke så langt væk.' Hun var halvvejs op at stå, da Arryn kom løbende mod hende.
'Mor! Jeg hørte noget i busken,' peb hun, og gemte sig bag sin mor. Normalt var hun en modig lille pige, men det var praktisk talt umuligt, at finde et barn der ikke var bange for mystiske lyde i mørke skove.
Lyra var på benene i et spring, og gjorde hvad hun kunne, for at dække sin datter. Hendes mands sværd, der var tungt og klodset, men også det eneste våben hun havde, var i hendes hænder. Hun stirrede ud i mørket, skræmt men med den eneste tanke i hovedet, at hun skulle beskytte sin lille familie.

Kröton kunne høre en lyd også længer fra det var ikke en rag førelse han hadet i Kroppen em bjørn kom løben hen i moden i fuld fart kröton løfte sine øre lidt op og vendte blikket mod dyret hvad lavet den så tæt på mennesker måske hadet pigen været for tæt på et eller andet måske den hjem kröton vente dog til at se hvad der skete han ville ikke gå for hurtigt frem ikke vis kvinden selv kunne klare det men han kunne se hun ikke var den som kæmpede med svær kröton hadet dog taget sit spyd frem i håb om at kaste det eller løbe hen foran dem vis det var kröton kunne ikke lide at se ander dyr eller mennesker været såret på nogle måder hvad skulle der mund ske bjørne selv løb og stoppet op for and morderen da hun tog sin pigebarn bag sig der så kröton sin mulige hed og tog en syd i hånden for at springe ind for and moderen til pige baret han bliv dog ramt af bjørnens store pote og måtte tag sig til armen han råbte af den og stak spyd i siden på den det kunne bjørne ikke lide så den vendte sig om for at se hvad der stak den men løb så i mod mørkede igen kröton vendte sig lidt stramt om da han enlige så hvor han stod han vendte sig mod kvinden og pigen ørerne var
han med lidt chokket blik for han hadet nymalt at være tæt på mennesker dog stod han dog lidt i tavs hed og med den bløden arm ned af sig han vidste ikke hvad han skulle stille op det var første gnag ind tryk af kvindelige køn fra menneske verdens side af

Lyra var begyndt at bakke, med en hånd på Arryns hoved, og den anden holdte sværdet peget mod lyden, som også Lyra nu kunne høre. Hun ville have Arryn hen mod teltet, så hun kunne gemme sig hvis det var banditter eller andre, der ville skade dem. Det kunne også være elvere, men Lyra ville ikke tage nogle chancer.
Da en bjørn braste gennem buskadset, kunne Lyra ikke holde et forskrækket skrig inde. Arryn greb hårdere fat i Lyra, og pressede sit hoved mod hendes ben, for ikke at se det uhyggelige syn.
Lyra slog ud med sværdet i en stor bue, men ramte intet. Hun skulle til at tage Arryn og løbe, selvom bjørnen nok ville have indhentet hende, før hun nåede langt, så var det bedre end at blive stående.
Ud af øjenkrogen så Lyra et spyd, der ramte bjørnen. En skikkelse - det var for mørkt at se kønnet - med et spyd jagede bjørnen væk. Ikke gør han eller hun blev ramt af en drabelig pote.
Da bjørnen var væk, bukkede Lyra sig ned for at samle sin grædende datter op. Hun betragtede manden, for det var en mand, med et blik der var blandet varsomhed og taknemmelighed. Han stod trods alt stadig med et våben.
'Er du ... er du såret?' spurgte hun forsigtigt, mens Arryn græd sagte ind i hendes øre.

Da kvinden sagde noget bukket kröton lidt hovedet mod hinden, og kikket på pigen han tog sit spyd til sig og holdte sig om armen”” det ingen ting ”” sagde kröton lidt med skæv næse. Men han løj lidt,man kunne se det var voldsom blod der kom over hans hånd måske skulle han sige der var noget galt”” måske gør det lidt ondt ?””. sagde han og måtte støtte sig til en gren han begyndte at skifte favne fra nymal farvet til vid han hadet lige ind set vad han hadet gjort ” jeg tro lige jeg lægger mig lidt ned ” sagde kröton og kunne mærke hans føder forsvinde under ham lidt han måtte støtte sig til et nær læggene træ det Dunkede lidt i armen på ham han smilte rolige og sagde så for at prøve at glemme smerten lidt ” ”det så anden gang en bjørn valget at gøre skade på mig”” kom han med et smil det begyndte rolige at blive varmt i hans arm blikket faldt rolige ned og han kikket rolige mod det hvad skulle han gøre eller stille op vidste han ikke ikke andet ind at han skulle passe på hvad der skete om kræng ham han var stade en kriger


og han kendte ikke disse to mennesker men kröton prøvet at holde sig rolige og tog stille hånden frem for at se på den ”” lidt hjælp ville være rat ”” kom det lidt stille fra kröton han forstod ikke hvorfor han ville hjælpe dem men noget sagde ham der ville komme noget godt ud af det her et eller andet sted men hvad vidste han ikke ”” mit... mit navn ...er kröton"sagde han måske var det bedst at hun ikke kendte hele hans navn de så stramt nok ud i forvejen og det ønskede kröton ikke at skulle ske han kunne nu godt tænke sig at vide Pigerens navn men han sagde ikke noget lige nu til det

Lyra havde svært ved at ryste sig ud af sin forskrækkelse, men da deres redningmand væltede om på jorden, der satte hendes healerinstinkt ind. Hun satte Arryn ned, der stadig snøftede, og hastede hen til manden. Hun greb nænsomt fast i hans hånd, og inspicerede skaden. 'Arryn, hent baldrian og kamille,' sagde hun over skulderen til sin datter. Den lille pige luntede ind i teltet for at finde urterne. Hun havde flere gange prøvet at skulle hjælpe sin mor, hvis der kom en hastesag.
'Mit navn er Lyra. Det er min datter Arryn,' sagde hun roligt til manden, 'sæt dig hen til bålet, og lad mig se på såret ordentligt.' Hun hjalp ham hen til bålet, og begyndte at fylde en gryde med vand fra en vandsæk, som kunne stå over bålet. Mens kom Arryn ud med glas med urter i, der kunne bruges til en beroligende the.
Lyra vendte igen opmærksomheden mod manden. Det så slemt ud, men heldigvis havde bjørnen ikke forvoldt uoprettelig skade.
Lyra gned sine hænder sammen, for at få sin healende magi frem. Blåt lys lyste fra hendes håndflade, og forsigtigt lagde hun det over såret, med en koncentreret blik i øjnene. Bjørnen havde revet nogle vigtige sener over, og selvom det kunne repareres, så krævede det koncentration.