Det var en mørk og stormfuld aften. Regnen, der stod ned i tykke stråler, holdte hovedelen af trafikken væk fra landevejen. En enkelt hest traskede hen af den ukarakteristiske stille vej. Den mørke figur der sad på ryggen af den, var sunket sammen.
Eric havde rejst i en uge nu. Efter hans forældre døde, havde han solgt det han kunne; undtagen familiens gamle hest, som han nu brugte som sit transportmiddel. Buttercup var et roligt dyr, gammel og robust. Havde det ikke været for hesten, ville Eric ikke havde overlevet en dag alene.
Da det blev åbentlyst, at regnen ikke havde tænkt sig at stoppe, begyndte Eric at lede efter et sted at overnatte. Han rystede allerede fra den kolde regn, og selv ikke en tung kappe kunne holde kulden ude.
Det var et held, at Eric så kroen gennem tusmørket. Den så gammel ud, men indbydende og varm. Han overdrog Buttercup til staldknægten, og med besvær fik han hevet sin store taske med sig in i krostuen. Indenfor var det ganske rigtig varmt, og Eric kunne praktisk talt mærke hvordan kulden sivede ud af hans knogler. Han lagde også mærke til, hvor mange mennesker der var. Krostuen var langt fra fyldt, men Eric mærkede sin hals snørre sig sammen alligevel.
Med en mumlen fik han bestilt et værelse, og et måltid. Efter han havde stuvet sine ting væk, vendte han tilbage til krostuen, hvor en suppe ventede ham. Den smagte ikke af meget, men den var varm, og det var det vigtigste.
Mens han spiste, kastede han med jævne mellemrum et næsten skræmt blik på de andre gæster. Ellers stirrede han på sin mad, som om det indeholdte en stor hemmelighed, og prøvede at gøre sig så lille som mulig.

De sidste dråber fra regnen udenfor sad stadig i Elias hår og havde de seneste minutter fortsat til at dryppe ned i små pytter på det ru træbord, hun sad ved. Stolen overfor hende havde hun placeret sin skindrygsæk og gennemblødte kappe. Hun skævede over til den nu muddergrønne bunke stof. Uvejret var kommet bag på hende, og selvom det ikke havde været et planlagt ophold, var hun derfor blevet tvunget til at gøre holdt på landevejskroen her.
Blikket vendte hun tilbage til suppen, der var blevet hende serveret. Hun tog forsigtigt en slurk af vandet fra kruset. Det smagte ikke så skidt, som hun havde forventet. Derefter dyppede hun en knastør skive brød i suppen for at bløde den lidt op, og smagte så også på denne. Heller ikke værst. Hun lod et lille, tilfredst smil undslippe læberne for en gangs skyld. Af alle de kroer, hun havde oplevet, var denne ikke så slem endda.
Stille samtaler fra det sparsomme antal gæster summede i baggrunden af hendes ører. Hun tog ingen særlig notits af nogen af folkene. Erfaring havde lært hende, at landevejskroer tiltrak en del ... særlige folk. Det var i de fleste tilfælde bedst, hvis man ikke blev for involveret med dem.

Da Eric kikkede op igen, fik han øje på en, der ikke rigtig passede ind i mellem de andre krogæster. Det var det røde hår, der fik Eric til at lække mærke til hende. Han så at hun var ung, måske på hans alder, og hun lignede en rejsende, i hvert fald hvis man skulle gå efter hendes kappe og rygsæk. Hun havde tydeligvis også lige været ude i uvejret.
Eric betragtede hende lidt, sikkert gemt under sin tunge hætte. Hætten tiltrak noget opmærksomhed, han var trods alt drivvåd, og hans tøj ville tørre hurtigere, hvis han tog den af. Men han følte det som en sikker barriere, der beskyttede ham mod omverdenen.

Elia gav et halvforkølet snøft fra sig og dyppede brødet i den lune suppe igen. Maden sank ned gennem hende som varme sten og gav hende en velkommen ro i kontrast til stormen, der lød til at være taget til uden for kroen. Bare tanken om kulden derude fik næsten hendes knogler til at ryste.
Hun var knapt blevet færdig med skiven af brød, da hun mærkede det. En nagende fornemmelse i hulningen, hvor hoved og nakke mødes. Hun følte sig overvåget. Hurtigt skimmede hun rummet for, hvem det kunne være, men ingen stod som sådan ud for hende, hvilket bare gjorde hende endnu mere utilpas. Der måtte være ét eller andet. Og der fandt hun det. En ung, ranglet person, hvis ansigt var dækket af en stor kappe. Han sad for sig selv og måtte lige være kommet indenfor, så gennemblødt han selv på afstand tydeligvis var. Hun rynkede øjenbrynene og kunne på grund af overtøjet ikke rigtig se, om det var ham, der havde kigget på hende. Men det måtte det næsten have været. Hans antræk afgav en særlig mystik, hun ikke vidste, om virkede interessevækkende eller afskrækkende. En blanding af de to, blev hun enig med sig selv om.

Den blide lyd af små kimende bjælder, lød sagte i kroens halvmørke, og overdøvede for en kort stund regnens trommen på taget og jorden udenfor. Ned af trappen fra de få værelser denne kro ejede, kom Nia langsomt, smågabende for sig selv, gående på fødder der var dækket af et par træsko der bestemt ikke tilhørte hende, nok snarere var nogle hun allernådigst havde fået lov af låne af kromutter, mens hendes egne blev tørret ved pejsen på værelset hvor hun havde været siden natten før.
Det havde også regnet i går nat, dog ikke nær så meget, alligevel havde hun, og hendes patient, formåede at blive dyngvåde. Det havde dog også hjulpet på det blod der have været på dem begges tøj, nærmest en naturlig vask. Det havde i den grad været på et hængende hår, men han havde overlevet. Hun havde tilbragt en god del af dagen på at få rettet op på de sår hun ikke havde haft evnerne til at rette på dagen før. Forhindre en mindre blodforgiftning, ingen hun var blevet for sulten, og han igen var faldet hen i en døs.
Den mørklødede kvinde mente nu nok at han ville kunne klare sig selv for nu, så hun var trukket i sit stadigt fugtige tøj med de mange bjælder.
Med en enkelt hånd strygende igennem de viltre krøller betragtede hun for første gang sandt hele krostuen igennem, inden hun gik over og forsøgte at kregle sig til et gratis måltid imod hendes egne ydelser.
Blufærdig var sigøjneren hvert fald ikke, som hun endte med at få sin vilje, og hun med et mindre triumferende blik vendte sig om imod krostuen, betragtende gæsterne, hver og en.
Hun endte med at henvende sig til den nærmeste der var i nærheden af hende; en mand, ikke særligt meget yngre end hende selv. Han var drivvåd og hendes helbredende instinkt synes nærmest at ville gøre ham opmærksom på det, selvom han nok godt var klar over det.
Nyssgerrigt betragtede hun han, forgiftninger og brækkede lemmer kunne hun helbrede, men betændelsestilstande og sygdomme var til gengæld langt mere besværlige at gøre has med.
" Frygteligt vejr i aften hva Hr.? "
Hun valgte at holde den formelle tone, om end hun foretrak at være dus, anede hun intet om denne herre, end ikke hans påklædning syntes at sige meget andet om ham end ' druknet rotte'.

Suppen var efterhånden væk, og Eric brugte et noget tørt stykke brød, til at få det sidste op. Han kikkede op igen, og fik øje på pigen, der nu kikkede rundt, uden tvivl på jagt efter hvem der havde kikket på hende. Eric bøjede sig, om muligt, længere ned mod bordet, og det lignede nærmest, han var faldet i søvn oven på sin tallerken. Forsigtigt rakte han hånden ud, og tog sit vand, der var kommet i et bulet krus. Der var en snert af gammel øl, der hang ved glasset, og Eric rynkede på næsen, før han tog en slurk. At dømme ud fra de andre krogæster, så var dette et sted, hvor de lokale drankere tit samlede sig. Blandingen af rejsende og lokale gjorde, at kroen fik mange gæster. Det kunne man også høre på støjniveauet, der steg hver gang, en ny trådte ind af døren. Og der var mange der kom ind, for at undgå uvejret, der ikke så ud til at ville stoppe lige med det samme.
Eric, der stadig var bøjet over sin tallerken, lagde ikke mærke til, at der var en, der stod i nærheden af ham. Da han hørte en stemme overraskende tæt på, rettede Eric sig lynhurtigt op, med et forskrækket blik i øjnene. Hætten gled af, og pludselig var det som om, at verdenen blev meget højere.
En kvinde stod foran ham, og hun spurgte ham om vejret. Først var Eric stille, han havde brug for et par sekunder for at sunde sig. 'Det er vinter,'' sagde han stille, og havde et udtryk i ansigtet som en skræmt kanin.

Det gik op for hende, at hun ikke var holdt op med at stirre på drengen endnu, og hun skyndte sig hurtigt at se ned i sin mad igen. Det havde sikkert ikke været ham alligevel. Men der havde nu været noget ved ham. Fornemmelsen af mystik havde sat sig mellem hendes skulderblade, og hun syntes ikke at kunne ryste den af sig helt let.
En pludselig lyd af bjælder, der klimrede mod hinanden, fik hende til at spærre ørene op, og hun vendte hovedet mod lyden. Det var en kvinde, høj og iført tøj, der skilte sig så meget ud her som en ridder blandt bønder. Hun kunne knapt tage øjnene fra hende og de bjælder, der spillede en lystig musik for hver en bevægelse hun tog. Sigøjner. De havde altid de bedste historier. Hun smilede for sig selv ved tanken og betragtede i stilhed kvinden, mens hun indledte en samtale med drengen fra før. I hendes øjne så han ikke just ud til at være tilpas ved situationen, uskyldig som den var. Han måtte virkelig bære på noget.

Hun hævede øjenbrynene let, trådte hastigt et skridt tilbage ved hans hurtige bevægelse, på trods af at hun ikke umiddelbart kunne finde noget våben på ham, kunne han jo sagtens kunne slå fra sig, sådanne erfaringer gjorde man sig som sigøjner i en meget ung alder.
Selv udstødte kunne aldrig vide sig sikker. Dog blev hun mere rolig da hun for første gang rigtigt så den andens ansigt; ungt og skræmt fra vid og sans. Hvad mon der skræmte ham? Var der nogen efter ham? Hun stillede tavst de undrende spørgsmål, imens et lille opmuntrende smil begyndte at spille sig på hendes læber.
" Vinter? Det har De ret i, men det betyder kun at De ikke burde tage deres helbred for givet. En våd dragt kan hurtigt medføre en lungebetændelse, eller i værste fald døden. Hvorfor hænger De den ikke op henne ved pejsen? "
Hendes stemme var mild, som hun gjorde sit ypperste for ikke at skræmme den anden endnu mere.
I udkanten af sit synefelt opdagede hun et stirrende blik og et kraftigt rødt hår. Hun drejede hovedet en anelser imens hun betragtede den spisende pige.
Hendes egen mave rumlede let i larmen, mens hun kort låste øjne med den anden, tiltede hovedet og gav hende et kækt smil, inden hun brød øjenkontakten og igen lod fokus være på den lille skræmte harekilling. Ved denne bevægelse ville den rødhårede måske have været i stand til at se et forholdsvist simpelt smykke, glinse i flammernes skær; en lille gylden ring om en grøn ametyst. Et tegn på at selvom hun var sigøjner var hun ikke længere velkommen i sin trup.
Om andre borgere og bønder kendte til tegnet var så noget helt andet, men blandt sigøjnerne kendte man til det og undgik folk der bar det, hvis den bærende ikke automatisk undgik dem.

Eric pausede, og kikkede mere indædt på kvinden. Hun var meget pæn, og det fik Eric til flytte sig lidt utilpas rundt på stolen. Han pillede ved et lille hul i sin kappe, mens han prøvede at finde et svar. 'Jeg har brug for kappen,'sagde han blot, selvom det ikke rigtig forklarede noget. Han kunne bare ikke lide, at efterlade sine ting, hvor andre folk kunne komme og tage dem. Han havde så lidt tilbage i sin verden, og han havde ikke tænkt sig at miste mere.
I stedet for at pille ved sin kappe, begyndte at at køre sin ske rundt i den næsten tomme skål. Der lå et stykke gulerod, som han skubbede rundt, i stedet for at se på nogle af kvinderne. Han havde godt lagt mærke til, at den rødhårede pige kikkede derhen, og han ville ønske han aldrig havde kikket så indgående på hende.

Eftersom hun sad et stykke for langt væk, var Elia ikke i stand til at høre samtalen mellem de to personer, men alligevel blev hun ved med at se derhen. De var den eneste reelle underholdning herinde, og det så ud til, stormen ikke ville trække sig tilbage fra det upraktiske helvede, den måtte være kommet fra, lige med det samme. Var hun også nødt til at overnatte her? Det kunne sagtens være. Med al den tid, regnen havde frarøvet hende, ville hun heller ikke kunne nå at nå til den næste kro på vejen inden mørket for alvor ville være faldet på. Med mindre det allerede var. Hun havde fuldstændig mistet tidsfornemmelsen i denne lille lomme af trætte og halv-fordrukne eksistenser.
Ud af det blå låste kvinden blikke med Elia. Hun mærkede varmen suse op i kinderne og farvede dem lyserøde som forårets blomster, så hun skyndte sig at se væk, men dog ikke før hun havde fået kigget ordentligt på den fremmede. Hendes blik havde været indtrængende og intenst, men på den gode måde. På den spændende måde. Hun havde alverdens lyst til at fortsætte med bare at betragte hende, men på den anden side kunne hun godt se, det måske virkede lidt sært. Og det var det absolut sidste, hun havde lyst til at virke som.
Elia kiggede derpå ned i suppeskålen og opdagede til sin overraskelse, den var tom. Hun havde ikke just lagt mærke til, hun havde spist det hele og var ikke nær så nogenlunde-mæt, som hun gerne ville være. Et øjeblik sad hun og overvejede ved sig selv, om hun havde råd til at bestille en portion til, øjnene sunket til bunds i skålens krumning. Følelsen af usikkerhed var svær for hende at ryste af sig. Hun vidste, hun havde råd til både et værelse og mere mad, men ravstykkerne i den lille skindpose var der ved at blive betydeligt færre og færre af.

Pigens reaktion på hendes øjenkontakt var ikke til at tage fejl af hvilket blot fik hende til at smile en smule bredere.
En let panderynken blev det til. " Den vil ikke være Dem særlig nyttig hvis den er våd og hænger på dem.. Sæt Dem da i det mindst ved ilden? " Hun nikkede hen imod ildstedet, der umiddelbart ikke så alt for optaget ud.
" Eller De kunne blot holde øje med den, jeg tvivler ærligt på at nogen vil tage en sjaskvåd kappe med sig ud i regnvejr. "

Lyden af en træskål der hårdt blev sat på baren bag hende, fik umiddelbart sigøjneren til at stoppe op i sin plagen af 'harekillingen', idet hun vendte sig om imod krofatteren, der stod, høj og bredt som et bjerg med en pibe stukket i kæften.
"Nia, spis din mad og lad nu for helvede den knægt værre, kan du ikke se at han bare vil være alene? " Lød det knottent fra ham, tilsyneladende havde han observeret de to et mindre stykke tid.
Hun forsøgte sig med et undskyldende smil.
" Undskyld Sam.. Det liger bare til min natur.. "
Sam, krofatteren, nikkede imod 'harekillingen'. " Sig det til ham. Æd, senere skal der arbejdes forstået.. Jeg giver ikke sådan måltider eller værelser gratis ud, det er trods alt ikke noget gæstegiveri eller herbeg.. "

Nia måtte bide sig selv kort i underlæben for ikke at komme med et næsvist svar tilbage, ikke om hun skulle have sit eneste måltid for i dag taget fra hende. Hun havde brug for energien til at holde sig selv kørende. Hun nikkede istedet tavst til svar, som hun tog suppen, med en temmelig tør endeskive brød, og satte sig ved bordet ved knægten.
" Det må De undskylde.. Mine instinkter løb vidst lidt af med mig.. Ser De, jeg er healer.. " Hun smilte undskyldende til ham, mens hendes mave brokkede sig gevaldigt over at hun ikke allerede var gået i krig med den vandede suppe.
" Mit navn er Nia. " Præsenterede hun sig, rækkende en hånd ud imod 'harekillingen' imens den anden hånd tog om skeen og dybbede den i suppen så hun kunne slubre sig lidt af den varme væske i sig.
Tanken om at skulle være lukket inde på kroen indtil hun havde udarbejdet sig sin gæld hos Sam, tiltalte hende ikke yderligere. Hun foretrak trods alt de åbne vidder og stjernehimmelen, forhåbentligt ville det ikke tage alt for lang tid for hende, hun havde også stadig sin hest i stalden.

Elia ignorerede den mest fornuftige beslutning, og rejste sig for at købe en ny portion mad. Hendes rygsæk slog hun over skulderen sammen med den fugtige, grønne kappe, for de to ting ønskede hun ikke at lade ude af syne, mens hun opholdte sig her.
Med skålen i den ene hånd, gik hun op til krofatteren bag disken. Han fik med det samme øje på hende og låste sit skræmmende blik på hende. Hun tøvede et halvt sekund for meget, hvilket fik ham til at sige, "Hvad er der? Var suppen for tynd for dine smagsløg?"
Hun skyndte sig at ryste på hovedet og så ned på gulvet. Visse steder var det blevet slebet helt glat af års besøgende og glinsede i ildens livagtige bevægelser. "Nej, nej. Jeg ville bare høre, om jeg kunne bestille en portion til?" Hun stillede forsigtigt træskålen på bordpladen mellem dem og så tilbage op på ham, denne gang en anelse mere sikker i blikket.
"Så må du vente, Røde. Spildte det sidste på Ørkentøsen bag dig." Han nærmest spyttede de sidste af sine ord ud.
"Det er i orden," svarede hun. Stormen så ikke ud til at gå nogen vegne. Hun ventede, til han gik ud i kroens køkken, før hun skulende hvislede "Og mit navn er ikke "Røde"," efter ham. Hun var så træt af det øgenavn, at hun kunne kvæle den næste, der kaldte hende det.
Et øjeblik stod hun bare og ventede, trippede lidt med foden og følte sig en anelse akavet som om alles øjne var på pigen oppe ved disken, selvom hun var fuldt ud klar over, at dette ikke var tilfældet. For at få noget andet at tænke på, kiggede hun sig over skulderen mod kvinden med bjælderne. "Sagde du, du var healer?" spurgte hun med et tøvende smil og øjne, der tæt på lyste i skæret fra ilden. Nysgerrigheden var tæt på at koge over i hende. Den kvinde var ren og skær mystik, så det næsten ikke var til at bære.

Med en tøvende hånd rakte Eric op, og løsnede kappen omkring sins skuldre. Den faldt tilbage over stolen, og selvom den ikke var tæt på ilden, så ville den hurtigere tørre. Uden det beskyttende lag af uld, følte Eric sig endnu mere udsat.
Eric kikkede op på kvinden, og bed sig i læben, da han hørte hvordan krofatteren snakkede til hende. Havde han været modigere, havde han nok sagt noget; i stedet sad han bare tavs, og vred sine hænder under bordet.
Krofatteren var ikke meget bedre overfor gæster, i hvert fald ikke pigen, som Eric før havde stirret på. En lille dråbe af ren energi snoede sig dovent op ad Erics lillefinger. Det var ikke nok til, at andre ville have set det, men alligevel krydsede Eric armene, så hans hænder var gemt væk. Det skete nogle gange, hvis Eric følte sig stresset, at lidt energi ville undslippe ham. Siden han havde forladt sine forældres hus, skete det mere og mere, også bare ved små ting. Men Eric havde det under kontrol.
'Mit navn er Eric,' sagde han stille, som svar til Nia. Han greb hendes hånd, men slap den igen med det samme. Hans nysgerrighed var vagt, da hun sagde, at hun var healer, men det var ikke nok til, at han turde spørge hende om det. I hans hjerne gjorde de næsten det samme: hun healede de levende, og han healede de døde. Næsten da.

Det var nok meget godt at hun sad med ryggen til krofatteren, for som han kaldte hende ørkentøs, kunne hun ikke lade være med at himle kort med øjnene. Hvad så om hun var fra ørkenen, hun var så meget mere end det, selvom hun burde være vant til at folk kaldte hende ting som ørkentøs irriterede det hende til stunder stadigvæk.
Tankerne forsvandt dog igen idet harekillingen rent faktisk valgte at tage hendes hånd, om end det kun var kort følte hun det som et mindre gennembrud gennem hans skal.
"Hyggeligt at møde dig Eric. Har du rejst langt? Noget bestemt sted hen?"
Pludrede hun løs, med et mindre smil slubrede hun mere suppe i sig. Hun var automatisk gået over til dus idet knægten ikke havde valgt at fortælle hans efternavn, sådan var det jo med så mange. Så det var det sidste der havde været i gryden? Det forklarede den tamme, vandede smag og de få stykker kød og grønt der var deri. Hun prikkede let til et stykke knogle med skeen.
" Det er vel ikke så meget spild når du jo alligevel får noget ud af det. Om end det ikke er guld har du både min hest og jeg her indtil jeg har betalt min gæld tilbage, det har du mit ord på. " Nia vidste at Sam nok alligevel ikke ville lytte til hende, ej heller stole på hende, hun var jo en sigøjner, de stjal og stak af når de kunne. Sådan gik rygterne i hvert fald.
Hun drejede sig let i stolen, gnavende på et stykke af brødet. De varme øjne betragtede ivrigt den rødhårede pige idet hun nikkede. " Jep, det kan være et ganske glimrende levebrød endda. Selvom der kommer dage som i dag hvor instinkterne kan gå lidt over gevind. "
Hun smilede over imod Eric, glad for at han i det mindste havde taget den tunge uldkappe af sig.
"Har du nogen skader der skal ses på? Eller kender du nogen? " Igen gled blikket over på pigen, skævende kort imod krofatteren der gryntede misfornøjet inden han vendte sig om imod køkkenet med en ordre til mutteren og dem i køkkenet om at få fingeren ud. Sikken et humør han var i!
Dog lod Nia sig ikke bide fast af det dårlige humør, hun var underholder, og underholdning skulle der nok komme noget af lidt senere. Desuden havde hun mødt folk der var mere knotne og skræmmende end krofatteren virkede til at være.

Elia sendte sigøjnerkvinden et bredere smil, glad for, at hun virkede lidt venligere over for hende end krofatteren havde. Også selvom han havde behandlet den kvinde betydeligt dårligere. "Åh, nej, nej, ikke som sådan," svarede hun, da healeren spurgte, om hun havde noget, der skulle tilses. Hun havde kun mødt én anden healer tidligere, men hun kunne allerede konstatere, at man altid kunne kende dem på deres ubetingede omsorg for andre. Det var noget, hun beundrede. Og selvom hun for øjeblikket ikke havde nogen kropslige skader ud over de ar og brændsår på sine håndflader hun var blevet så vant til, ville hun bestemt ikke have noget imod at brække sin egen arm bare for at se hendes healende evner i aktion. Eller, formentlig. Det afhang vel af, hvorvidt hun var dygtig nok en healer til at ordne den igen.
"Jeg kom bare til at overhøre dig. Der er intet, der interesserer mig så meget som magiske evner." Smilet hang stadig ved hende, og hun mente hvert et ord. Opvokset som den eneste i sin familie med bare det mindste magiske potentiale havde hun følt sig frygteligt anderledes, slet ikke som her i "den virkelige verden".
Hun kom med ét i tanke om ham drengen og kiggede over mod ham. Han havde taget sin store kappe af og virkede om end ikke mindre end han havde været før. "I må virkelig undskylde mine manerer," sagde hun, blikket skiftevist på drengen og sigøjneren. "Det var ikke min mening at afbryde jeres samtale."

Eric stirrede på krofatteren med undrende øjne. Han forstod ikke, hvorfor krofatteren ville være så fjendtlig, når nu Nia hjalp til i kroen. Det var da helt normalt at give sine arbejdere mad, var det ikke?
Da Nia talte til ham, vendte han blikket tilbage på hende. 'Jeg er fra Norden. Jeg leder efter min bror.' Han bed i sin ene tommelfingernegl, mens han stadig holdte blikket på Nia. Hun så så anderledes ud, med hendes mørke hår og hud. Dem der boede i landsbyen hvor han voksede op, var alle blege, med lyst hår. Han havde set så mange forskellige mennesker, siden han rejste fra sine forældres hus.
Den anden kvinde snakkede, og Eric så indgående på hende. Han var et øjeblik betaget af hendes hår, der var det rødeste han nogen sinde havde set. I hår altså. Da hun nævnte noget om magi, spidsede Eric ører. At tale om magi, var en af de ting han holdte mest af, og det havde været lang tid siden, han sidst havde talt med nogen om det.
Han rystede let på hovedet, for at vise at hun ikke havde afbrudt noget. Det var i hvert fald det han mente, om hun kunne tyde det, det vidste han ikke.

Nia slubrede lidt mere suppe i sig, mens hun bemærkede Erics stirrende blik efter krofatteren.
" Heh.. Bare rolig.. Jeg er vandt til den attitude overfor mig og mit folk. Det er jo ikke ligefrem det bedste ry vi har.." Hun trak på skuldrene. " Han ville være bange for at jeg ville forlade ham, og løbe fra regningen for både mad, husly og tøj. Det er der jo ikke noget at sige til, især ikke i disse stunder med krigen over hovedet. "
Hun hævede øjenbrynene, mens hun strakte sig let.
" Norden siger du..?" Hun skævede spekulativt, nysgerrigt på hans ansigtstræk. Håret og bed især mærke i øjenfarven, de var meget mørke i forhold til at han var fra norden, men nu gjorde gener så selfølgelig også en del. Hun nikkede let. " Hvor sjovt. Jeg er fra den stik modsatte ende. Jeg blev født i ørkenen, men er opvokset rundt omkring. Jeg har aldrig været noget sted fast. " Egentligt var det lidt en løgn, for da hun havde været fanget af Ikaris var det i den grad et fast sted hun havde været, men ikke et sted hun ønskede at komme tilbage til, nogen sinde!
Hun vendte sig om imod den rødhårede fra før. " Det er altid godt at være ved godt helbred. Tror desværre ikke at jeg ville kunne heale forbandet meget lige nu.. Ser du.. " Hun pegede op imod loftet med skeen efter at have slikket den ren så suppen ikke gik til spilde.
" Jeg har en patient der ligger og snuer deroppe. Fandt ham i går nat, han så bestemt ikke godt ud, så har brugt en god del af natten og i dag på at få ham smidt tilbage i balance så han ikke sidder og vinker til Kile... Så det er nu rart for mig at få lidt i skrutten, selvom der skal arbejdes for det bagefter."
Hun smilte skævt inden hun tog noget mere brød og stoppede i kæften, hun ville ikke nævne at det var en af Lysets folk, det kunne der kun komme en hulens masse problemer ud af sådan et sted som her.
Nia rystende på hovedet så de tykke, mørke, lokker stod i et sandt virvar om ansigtet på hende.
" Du forstyrrer da ikke. Du er blot nysgerrig. Det skal der også være plads til. Så længe man ved hvor man kan stikke snudeskaftet hen uden at få den hugget af."
Hun gestikulerede imod en fri stol. " Sæt dig ned.. Og jeg giver dig ganske ret; magi er meget spændende. Til tider besværlig, men stadig. Meget interesseant, især at se hvad den kommer fra og udvikler sig til."

Elias blik fulgte kvindens hånd mod stolen, hvor hun glædeligt satte sig. Kappen og sin taske placerede hun på skødet. Den anden person hun havde nævnt, ham ovenpå… Hun håbede, han ville klare den. Der var selvfølgelig en grund til, han var endt i den tilstand, men om det var tilegnet eller uretfærdigt, det var ingen, der kunne sige endnu. Ikke desto mindre ville hun under ingen omstændigheder afslå at se hendes evner i brug, skulle det komme til dét.
Hun vendte tankerne tilbage til samtalen. "Besværligt, siger du?" Med en lille latter slap Elia favntaget om sine ejendele og lagde sine hænder på bordet med håndfladerne op. Overalt på dem var der ar og utallige brandsår, gamle såvel som nye. "Seks år, og jeg har stadig ikke fundet ud af, hvordan jeg undgår det her. Og tro mig, jeg har prøvet." Havde omstændighederne været anderledes, ville hun med glæde have vist de to, hvad hun kunne, men åben ild hun kun havde begrænset kontrol over i så brandfarligt lokale som det her… Nej.
I stedet kiggede hun over på drengen, der knapt nok havde sagt noget, siden han kom ind ad døren. Hvad var det, han havde fortalt sigøjneren, nej, Nia, han hed? Eric? Hun var ikke helt sikker. "Hvad med dig?" spurgte hun, håret vejende frem og tilbage efter at have flyttet hovedet. "Hvad kan du? Hvis altså du kan noget." I hendes øjne lignede han i hvert fald én, der kunne noget. For lille til at være en kriger og for mystisk til at være en ikke-magiker. Eller, han kunne vel altid være en lovløs, måske på flugt fra ét eller andet. I så fald var det en dårlig idé at konversere med ham, det vidste hun, men på den anden side… Her var hun jo. Og det skete der vel ikke noget ved.

Eric vendte hurtigt blikket tilbage mod Nia, da hun sagde at hun var fra syden. 'Er du - er du sigøjner?' han havde læst om folk fra syden, ørkenfolket der rejste fra sted til sted. Men i hele hans liv havde han praktisk talt kun set indersiden af sin forældres hus, og derfor havde han aldrig mødt nogen fra syden. Han gav kun den sårede mand et sekunds tanke, før han igen fokuserede på Nia.
Han pausede lidt ved den yngre kvindes spørgsmål. Han kunne fremmane en energikugle, men det var ikke til at sige hvor kraftfuld den var. Der var en risiko for, at han ville springe hele kroen i stykker. Og folk var sjældent særlig begejstret for at tale med ham, når han sagde at han kunne få de døde til at genopstå. Selvom han var genert, var det faktisk meget rart at have nogle at tale med, og han havde ikke lyst til at skræmme dem væk.
'Jeg kan ... manipulere med energi. Det er sådan ...' hans stemme døde langsomt ud, da han ikke vidste hvordan det kunne forklares. 'Jeg kan bruge min egen energi, og få den til at ... gøre ting.' sluttede han tamt. Han havde én gang været ude i et tordenvejr, hvor et lyn slog ned i ham. Energien var nok til at forvandle ham til en bombe, og det var et held han ikke havde været tæt på huset, da det skete. Han havde forsøgt sig med, at suge energi ud fra træer og planter, og selvom han kunne trække lidt energi til sig, var det end ikke nok til at sende en lille energikugle afsted.

Nia tiltede hovedet let, idet hun gav et nik fra sig til Eric. " Det kan jeg ikke løbe fra. " Lød det muntre svar. Noget tydede på at han aldrig havde set en sigøjner før, men så igen, når han var fra norden var det tvivlsomt med hvor mange sigøjnere der kom forbi der. " ..Men jeg er en udstødt en af slagsen. Blev udstødt af min trup for en mindre bagatel, men jeg klarer mig nu ganske fint på egen hånd, vil jeg selv mene, selvom det kan blive ensomt til tider. " Hun prikkede kort til amuletten med den gyldne ring og ametysten, om hendes hals, indtil hendes fokus faldt på Elias fremviste hænder.
En hovedrysten forlod Nia. " Ild? Det er med at starte i det små, så meget kan jeg sige, men min magi er mere i kroppen end din så at sige, så jeg vil ikke kunne lære dig hvordan du kan 'løfte' ilden uden at skade din hånd.. Måske det er om t gøre flammen kold nede ved din håndflade, hvis det er muligt?" En hånd blev løftet over på hendes, følte let på huden, idet hun mødte pigens blik med et spørgende. " Er det okay hvis..? " Hun lod spørgsmålet lingre i luften, noget sagde hende at pigen dog med al sandsynlighed ville forstå hvad hun mente. Om hun måtte hele brændsårene og vablerne, eller om pigen fandt det lige gyldigt.
Imens lyttede hun interesseret til Erics forklaring på hans evner. Hun rynkede brynene som hun i et ganske kort glimt fik en ide om hvordan det så ud og fungerede, om det var hendes nyerhvervede evne der løb løbsk eller ej anede hun ikke, men det skulle ikke undre sigøjneren hvis det var.
" Ah.. Så du.. Omformer den så at sige, manipulerer den, som folk manipulerer og omformer ild og vand.? " Hun satte sig lidt bedre til rette, skævende kort mod sin suppe der ikke var yderligere meget tilbage af, på trod af hvor vandet den havde været.
" Kan du omforme den til at få ting til at virke i live? " Hun havde set nogen vindmagikere i truppen gøre noget lignende,, med stor fokus på vinden havde de fået små dukker til at danse og bevæge sig rundt omkring, til stor moro for børnene. Mon det var lidt af samme koncept? Det lød da meget interessant.
Muntert betragtede hun de to unge mennesker, specielle og interessante på hver sin måde.