Ametyststanden! Stedet at finde alle de forskellige krystaller som den lille meget hidsige alf behøvede. Nok var hun ikke afhængige af deres rigdomme eller skinnende ydre. Men den kraft som de mentes at beside. Mennesket var snæversynede. De så kun rigdomme og ikke længere ud over deres egen næsetip end på hvad de kunne bruge krystallerne til at købe. Naive og dumme væsner var de. Ikke fordi at resten af krystallandets befolkning var meget bedre. Ikke hvis man spurgte den giftige alf som spredte sine finger i det grønne træ. Den lilla strand var ikke langt fra hende nu. Turen ud til denne ø havde heller ikke været nogen leg for den knap 50 cm høje skabning, som nok kunne flyve, men nemt blev slået omkuld af havets kraftige vinde. Men nu var hun endelig ankommet. Endelig her for at få hvad hun søgte.

Hun var ikke nem at se på den store strand, som hun vandrede mellem de mange ametyststykker og skubbede let til dem med sine fødder for at finde de helt rigtige. Den kolde luft fra havet var en behjælpende faktor til at holde temperaturen nogenlunde nede på denne meget varme ø og den stegene sols stråler. Det var ikke til at mærke at vinteren var over dem. Ikke her i hvert fald. Ivy satte sig på hug og begyndte at grave rundt nede i de mange skinnende krystaller, efter den ene som havde fanget hendes øje. "Fik dig!" hånden lukkede sig omkring en helt rund lilla ametyst som hun holdte op foran sine øjne bagefer for at nærstudere.

Varme klimaer havde det med at have en tillokkende effekt på det unge halvdyr, der havde haft en behagelig rejse til øen, stormvejr og høje bølger til trods. Han havde været så udmattet, at han havde sovet sig igennem hele turen i sin ræveskikkelsen bag nogle tønder med fisk, hvor ingen ville få øje på ham. Det havde ganske vist resulteret i en temmelig kvalm lugt, der nu hang i hans pels, men som han på fire poter løb i rask tempo hen af ametyststranden, kunne han allerede nu mærke, hvordan den friske havluft jagede stanken på flugt.

Ædelstenen knasede under hans poter som han fór af sted, og de skarpe kanter skar sig vej igennem hans tykke trædepoter. Det endte med at gøre så ondt til sidst, at han måtte skifte til sin menneskeskikkelse og træde noget mere varsomt for sig.
En bevægelse forude fangede hans opmærksomhed. Der stod en pige med langt, brunligt hår der var så bølget, at det bestemt ikke falmede i sammenligning med havet til hendes højre side. Hun så så lille ud på afstand, at Micah gættede på, at hun måtte være flere mil borte, men som han kom nærmere, gik det op for ham, at hun simpelthen bare var lille. Hun var ikke engang halvt så høj som ham selv, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet. Det var sjældent, at han stødte på folk, der var mindre end han selv. Det bekymrede ham dog lidt at se så lille et barn vandre omkring på en strand alene, og hendes forældre var ikke at få øje på nogen steder.

Han var nu kun få meter bag hende, hvor han i stilhed stod og betragtede hendes lille skikkelsen, der havde ryggen til, før han rømmede sig.
"Hvad laver du her helt alene? Er dine forældre blevet væk?"

Ivy havde siddet en rum tid og studeret den runde ametyst i solens stråler, før den blev stoppet ned i skuldertasken og hun fortsatte sin rodden. Hun havde sat sig på hug og kravede ned blandt både de skarpe og slebne krystaller. Enkelte efterlod også riftmærker på hendes tynde fingre, som hun mere eller mindre ignorerede. Ivy havde været så optaget af at undersøge en håndfuld krystaller, at hun ikke opdagede en skikkelse komme hende nærmere. Hun stod stille for sig selv og så ned på de mange farver som hvilede der og som kunne havde værdig for hende.
Alle disse krystaller blev tabt ganske pludseligt ved lyden af en stemme få meter fra hende, og hun vendte sig hurtigt og ikke mindst forskrækket. Hun så på halvdyret med overraskelse og en smule æresfrygt. Ivy havde mødt halvdyr før. De nød at jage hende igennem skoven som en anden flue og hun fandt det ikke morsomt. Drengen foran hende havde dog en anden udstråling.

Hun så skeptisk på ham, og undrede sig over nævnelsen af forældre. Som hun havde vendt sig var det nu også tydeligt at hun lignede en fuldvoksen kvinde, på nær det faktum at hun kun var en halv meter høj. De lange vinger havde lagt flat ned af ryggen og været knap så synlige, men stod nu lige op, klar til at gå i gang hvis det blev nødvendigt at flygte. "Forældre? Jeg har ikke set mine forældre i over 30 år." kom der overrasket fra hende, mens de tyrkise øjne undersøgte ham. "Nok er jeg her alene, men hvad med dig selv? Du er en del yngre end jeg." pointerede hun og fandt ham interessant på en måde. Hun havde hovedet let på skrå og et løftet øjenbryn. Han lignede bestemt ikke noget hun havde set tilbage i mørkeskoven før.