Gidion faldte tungt sammen i en slidt lænestol og sukkede dybt, som han lænede hovedet tilbage. Hvor meget han end elskede at havde de små djævle på besøg, var det også hårdt arbejde at holde øje med så mange små hoveder. Da hans søstre var kommet for at hende dem, var der ingen tvivl om at Gidion trængte til en pause. Den kære onkel havde rendt rundt og frem og tilbage, mens han havde forsøgt at få ordnet noget arbejde. Hvilket næsten var en umulighed med ungerne i huset. Ann Marie havde startet ud med at forligge sin dukke, så der gik en større ekspedition igang for at finde den. I mellem tiden kom Linda og George op og slås, fordi George eftersigende skulle havde trukket i Lindas fletninger. Dertil var Jerry nået til en fase hvor alt der var farligt, var det sjoveste i verden. Derfor sad Gidion nu meget afslappet i stolen og kiggede lidt ind i pejsen. Det var ved at være sen eftermiddag og han havde haft brug for bare at sidde lidt ned, inden han skulle videre i systemet. Han nåede dog ikke langt før han blundede let hen og sad og småsov.

Det gjorde han i hvert fald indtil en banken på døren fik ham til at åbne de kobberbrune øne og stirre lidt ud i luften. Gidion knurrede lavmelt som han rejste sig fra stolen og fik rystet sig igang igen, alt imens han gik frem mod trædøren som udgjorde han hoveddør. Gidion lignede mere eller mindre sig selv. Det samme let slidte tøj, det samme hår og den samme mand i det hele taget. Alt Gidions træthed forsvandt som lyn fra den klare himmel, som døren blev åbnet og han så ind i et velkendt hansigt. Han lyste op i et varmt smil og fik åbnet døren helt op. "Jeg spekulerede også på hvornår du ville dukke op igen, Handark.

"Og alligevel var jeg den første, der valgt at tage initiativet til at opsøge dig først? Er det bare mig, eller er det ret - sigende?"
Mennesket kunne ikke tilbageholde det varme smil, der med det samme synes at brede sig over hans læber, videre opad, få centimeter opad, ind i hans øjne. Sjældent lod Handark sig præge af andre mennesker, men personen foran ham havde den indvirkning på ham. I hans selskab var det ikke til at håndtere, følelserne, han så ellers helst så skjult blot en smule. Men så på den anden side: han havde intet at skjule for Gidion. Intet overhovedet.
Som han trådte fremad, slippende grebet omkring lædertaskens hang der lå omkring hans overkrop, for at omfavne mennesket foran ham. Han placerede armen solidt omkring hans ryg, liggende hånden i hans nakke. Her lagde hans fingre sig omkring nakke, og det lange hår der havde lagt sig som et tykt (men blødt) slør omkring hans hals, for at trykke ham, let knugende. Han forsøgte ikke engang at kvæle det dybe grin, der omfavnede sig hans inderste indre, og brød frem fra hans mund kort tid efter.
"- Hvor er jeg glad for at se dig!"
Han trak sig kortvarigt tilbage fra omfavnelsen, stadig holdende grebet i Gidions nakke (dog løsnet betydeligt). Han granskede ansigtet foran ham, rynkende brynene undrende. Han tiltede hovedet ganske sagte, da han langsomt løsnede grebet omkring hans vens nakke.
"Du ser træt ud? Vækkede jeg dig?"

Gidion rystede smilende på hovedet. "Jeg er altid det samme sted, du er lidt mere svær at opspore." kom der med en drillende mine, men det varme smil som var at finde i hans ansigt var det mest fremtrædende.
Krammet kom på ingen måde uventet for Gidion som velkommede det med selv at holde fast om det andet menneske. Han holdte godt fast om den anden mand og mærkede hvordan han følte at han blev helt afslappet i kroppen af det, mens smilet bare bredte sig til større højder på hans ansigt. Alt imens tog Gidion sig selv i at lukke sine øjne og lade sig kort forsvinde ind i det varme knugende kram, før latteren ved ham ligeså tog over. Gidions hånd lå ikke langt fra den anden mands nakke, men havde alligevel lagt sig på hans skulder, mens han faktisk stadig holdte sig let i omfavnelsen ved at hande den anden hånd på Handarks overarm. Nok var de trukket lidt fra hinanden i modsætningen til før. "I lige måde min ven! I lige måde". Det var tydeligt at han mente sine ord. Handark var noget helt specielt! Han var den ven, som Gidion altid havde haft brug for men aldrig fik i sin barndom. Heldigvis kom han ind i hans liv senere! Det var dog stadig ikke nemt at de begge levede vidt forskellige liv - det gjorde det en smule mere besværligt nemt at kunne møde den anden i sin hverdag.
Latteren overtog igen ganske kort ved hans spørgsmål. "Jeg har brug en hel dag sammen med mine søstres uregerlige unger. Jeg tror jeg er ved at blive for gammel til den slags!" jokede han varmhjertet. Han var næsten faldet i søvn, men dog ikke hel. Han kunne dog alligevel ikke skjule at han havde været ude og blunde kort, men det generede ham ikke! Specielt ikke med dette selskab. "Hvor har du været? - Du var væk længe den her gang."

"Du kender mig - jeg har svært ved at holde mig ét sted af gangen,"
Handark kunne ikke tilbageholde endnu et grin, da han hørte Gidions ord. Dette fremgik ikke det mindste håndende, taget dets varme i betragtning, men nærmere uforstående (hvis man overhovedet kunne pådutte et grin dette). Mennesket trak på et af sine skæve smil, seende imod Gidions øjne da han talte:
"Gammel?"
Han viklede sig ganske let ud af armene der hold omkring ham, givende Gidions nakke et let klem inden han forlod ham helt. Handark trådte ind i lokalet, seende sig omkring trods han var ganske bekendt med hans omgivelser. Han havde virkelig savnet dette sted.
"Hvad gør det så mig?"
Han kastede blikket over sin højre skuldre imod skikkelsen han netop havde trådt fra. Den enkelte af hans øjne blinkede imod Gidion da han lod det sidste ord faldende fra hans læber, fortsat ladende det skæve smil prægende hans læber.
"Så vidt jeg husker er du ikke den yngste i det her selskab,"
Lædertasken slap hans skuldre, da Handark viklede den fra sig og direkte ned på gulvet. Han rynkede brynene, ladende sig selv fremkalde en veltilfreds grimasse da han fornemmede presset fra sine skuldre blive løftende derfra. I en knap så smidig bevægelse strakte han sig, seende imod den anden imens han lyttede. Tanken omkring ungerne løbende omkring i de selv samme lokaler de befandt dem i, fik mennesket til at falde en smule fra virkeligheden de begge befandt dem i. Handark mindedes engang at have set børnene - i en ganske ung alder godt nok - men ikke desto mindre havde de glædet ham. Ville han en dag se dem igen? Han håbede da, at dette var en mulighed. Noget han måske kunne drøfte med Gidion, men det var ikke det første han ville lufte for det andet menneske. Han havde et andet foreslag, der var ham en lidt større vigtighed - men også kun lidt større.
"Ja, ja -"
Han mærkede hvordan smilet langsomt falmede en anelse. Tanken om hans forhenværende rejse, frembragte ikke enorm glæde i Handarks sind. Han havde oplevet værre rejser, sikkert, men denne havde været noget nær tidsspild. Om nok havde han gennemført hans arbejde, men den havde ikke givet ham noget godt - hverken ham eller hans medrejsende.
"Nordkrystallandet - vi var oppe og vende ved Dragorn, også tilbage igen,”
Han rynkede sine bryn, ikke tilbageholdende utilfredsheden der synes at have lagt sig over ham siden hans hjemkomst - eller begyndelsen af den, da de netop havde forladt portene til dværgenes by. Som de næsten havde sat fødderne der, havde de måtte forlade området igen - til menneskets ærgrelse.
”Vi besøgte ikke engang stedet rigtigt - vi så ikke byens indre, men kun porten der ledte ind til byen,”
To hænder bevægede sig igennem hans længe hår, imens han udledte et irriteret suk.
”Hvad siger du til det? Vi smed de vare der skulle leveres foran porten, og skulle forlade stedet omgående. Det var trods alt kun det, vi var blevet betalt for,”
Irritationen var til at ane i mandens tonefald. Blot en anelse, sammen med den lette trækning der var ved hans ene mundvig.

Gidion grinede mens han rystede svagt på hovedet. Han var selv klar over at han ikke var ung længere. Han var ikke en tyveårig knægt som havde hele livet og massere af fremtid at se frem til. Han var alligevel over tredve. Ugift og uden børn. Alt dette lød selvfølgelig negativt og noget som burde jage den ellers meget familieglade mand. Men Gidion var affundet med sin skæbne og havde taget imod den i stedet for at hade den. han havde sin familie gennem sine søstre. Hvad mere behøvede han? Andet end en som måske var der mere i hans liv.
"Oh hold op. De små år gør sgu ingen forskel." besvarede Gidion med et skuldertræk og et bredt smil. Han fulgte Handark længere ind i rummet og så på hvordan han så sig rundt og lod sig føle hjemme. Hvilket bestemt var hensigten! Handark kunne altid, for ikke at sige til evig tid, føle sig velkommen og som var det hans eget hjem han kom til.

Gidion rynkede brynene let, som Handarks smil falmede. Han havde været væk længe, og Gidion kendte ham godt nok til at vide, at der var en grund dertil! Selvom det ikke var unormalt at Handark forlod hovedstaden og tog ud. Noget som Gidion måske kunne lærer lidt af engang.
Gidion satte sig afslappet i en stol og kiggede på mennesket der forklare hvad der var sket. Det virkede underligt at de ikke var kommet derind, nu de alligevel var der.
"Det virker underligt at i ikke kom ind. I var der jo alligevel? Og Dragorn kommer man ikke til hver dag." svarede Gidion eftertænksomt og mærkede tydeligt irritationen. Hans reaktion til dette var simpelt bare at smile varmt til Handark og tydeligt vise at han forstod fustrationen. "Jeg troede dværgenen var mere gæstfrie der?" han havde i hvert fald fået det indtryk ved de dværge han nu engang havde mødt i hovedstaden, samt de rygter der rendte rundt, at dværge ikke var bange for at lukke folk ind i deres rige.
"Hør, hvad var det i fragtede?" Gidion tænkte ikke videre over sit spørgsmål, andet end at det kunne havde haft betydning for hvorfor de ikke kom ind. Senere tankestrøm fik det store menneske til at genoverveje hvad han havde sagt. Han troede ikke på at Handark leverede ulovlige genstande! Det nægtede han simpelthen. Så måtte det være dværgene som havde haft en ubehagelig oplevelse med rejsende, lige som gruppen nåede frem.