Phoenix så med stor fascination på den halvvoksne knægt som var kommet hen og havde fået sin fremtid fortalt. Hun havde set både gode og dårlige ting, men mest dårlige for andre, så at sige. Alligevel syntes han at fascinere hende mere end noget andet. Tryllebinde endda. Hendes blik faldte til hans hånd som denne tog fat i hendes igen, og selvom hun mærkede krystallen krybe ind, og hendes greb fæsnede sig om den, var det ikke der hendes opmærksomhed egentlig lå, som hun løftede blikket igen og så ind i hans øjne. Hvem mindede han hende om? Selvfølgelig havde den sorthårede kvinde aldrig set ham før. hun havde knap befundet sig i hovedstaden nok til at vide hvilken vej hun skulle gå for at finde markedspladsen.
Hun smilede til ham mens en let rosa farve voksede hen over hendes kinder. Den var ikke voldsom men den var der alligevel, mens hun bed sig svagt i læben.
Hun kiggede svagt efter ham, som den næste satte sig, men der gik ikke mange sekunder før den nyankommende krævede hendes fulde opmærksomhed.
Denne gang var det en kvinde som havde sat sig foran hende, med store bedende blå øjne. Phoenix var overbevist om at hun bestemt søgte noget helt specielt i sin fremtid. Faktisk opnåede Phoenix at få en knude i maven ved tanken om hvis hun slog fejl for hvad kvinden ønskede. Ikke at Phoenix kunne ændre hvad hun så alligevel.
Det blev også en lettere vag udmelding, da Phoenix absolut ikke ville afsløre for den større forsamling, at kvinden foran sig havde nok den største forelskelse nogensinde, og håbede at denne mand gengældte hendes følelse. Noget som Phoenix da absolut ikke kunne vide, men hun så at de talte. At de havde en samtale. Udmeldingen blev derved; en samtale med en ønsket person, vil komme dig nærmere. Ikke at det sagde meget for omgivelserne, men kvinden var næsten ikke til at få ned på jorden igen.
Ikke megen pause kom der efter denne hjernevrider før den næste kom.
Det blev til en stakkels mand hvis hoppe ville fole dødfødt, men koen ville få tvillinger uden problemer. En ældre mand ville blive genforenet med sin elskede inden slutningen af måneden. Noget der bragte et smil på den kære gamle mand, og en gysen gennem Phoenix. Den sidste, inden Phoenix syntes at alt drejede rundt for hende, var en kogekone, som blot syntes at det kunne være sjovt at se. Ikke at Phoenix kunne sige det store, men blot fremsige at intet ubehag ville falde hendes vej, men ellers ville hverdagen fortsætte som før.
Phoenix sukkede derefter tungt og lænede sig tilbage, næsten langt nok til at hun styrtede i springvandet, men nåede trods alt at hive sig selv på plads igen. "
Ja tak! Puh.. jeg er ikke vant til at bruge min evne så meget på så kort tid." Hendes øjne var trætte, men hun morede sig stadig. Det havde været behageligt, selvom enkelt ubehag var røget over. Men det var rart at bruge sin evne. Rart at føle man rent faktisk gjorde bare en smule nytte.