Hovedstaden. Det var efterhånden ved at være alt for lang tid siden at hun havde befundet sig her. mest fordi at den eneste grund til at hun var der, var på grund af hendes søster. Søsteren og selvfølgelig sin niece. Begge som hun havde troet i alt for lang tid, havde været døde. Nu var det ved at være slut med at konkludere ting ud fra bare at høre rygterne! Specielt fordi hun havde fundet sin langefingerede niece på Samsons borg. Miranda var desværre blevet skilt fra hende igen, da fuldmånen havde melt sig. Men nu var hun i hovedstaden igen, tildækket i en lang kappe med en hætte der dækkede hendes hovede, eller i hvert fald skjulte det i mørke. Miranda havde ikke de store intentioner om at blive opdaget af byvagterne eller lyskrigerne. Det ville ende i ret mange problemer. At hun havde været nød til at bruge flere kræfter på at komme ind i hovedstaden for at undgå hovedindgangen, gjorde i forvejen hendes dag lidt mere intens.

Den lange tur i skjul over bymuren, havde ikke været nogen picnic tur! Nu vandrede hun rundt i gaderne, for at se efter hvorvidt hun kunne finde den hurtige skikkelse, som Caitlin normalvis begav sig rundt som. Men hendes lugt var ikke til at opspore i øjeblikket. Tvært imod kom der en flok af folk i uniform gående ned af den skumle gade og Miranda stopppede automatisk og kiggede på den større gruppe. "Fedt.." hendes tanker nærmest afspejlede sig i det gnap så begejstrede ansigt. Hun bakkede så småt og gemte sig ind i skyggerne i en sidegade, mens den store mængde af byvagter og lysets krigere passerede. Da de var gået forbi og havde lagt en anstændig afstand fra hende, kom hun frem igen som hun kiggede mod deres rygge. Miranda pustede ud og vendte sig i gående tilstand, blot for at gå direkte ind i en nærmest hård væg i form af en person. Hætten faldte ned af hendes hovede og afslørede det vilde krøllede hår og hendes ansigt, mens hun stod og kiggede lige ind i ansigtet af en af lysets krigere, ville hun gætte på. "ARG! Oh.. Pis"

Constantin var blevet vækket af en ellers god nats søvn, da nogle andre af lysets krigere havde set mærkelige ting i byen. En person havde brudt ind ved at klatre over muren, og siden at folk generelt var meget paranoide i tiden, så troede alle naturligvis, at det en mørkets kriger. Constantin vidste, at det ikke skete normalt på denne måde, og var lidt mere rolig omkring det, men det var stadig vigtigt at være en smule årvågen. Derfor trak han i uniformen, hentede sit spyd og begyndte at slentre ned mod byen, hvor alting egentlig åndede fred, hvis man så bort fra, at lysets krigere og byvagterne lige nu arbejdede sammen om, at finde personen, der var blevet set på borgmuren.
Constantin trak hurtigt et valg. Ligegyldigt hvad, så gjorde de det egentlig forkert, de andre krigere, men han forstod godt at de helst ville være mange om problemet.

For Constantin var det ikke lige så stort et problem. Han var god til at arbejde sammen med folk, men han var også virkelig dygtig til, at arbejde alene, især fordi han ikke var typen der blev bange af sig.
Derfor valgte han, at gå paralelt med de mange, der gik sammen. Og hvor de ikke gik, gik han, det vil sige, alle gyderne, han lagde mærke til. Det gav også pote, for da han rundede et hjørne, gik en anden person ind i ham, og ved hendes reaktion at se, så var hun i hvert fald i fedtefadet ifølge hendes egen mening. Hun skjulte tydeligvist noget, og Constantin, der ikke ville have problemer i byen, lyste gyden op mens han så alvorligt på hende.
"Pis? Ja, her lugter af pis, nu hvor krigen er brudt ud," svarede han en smule træt. Hvad han mente var naturligvis den større mængde af folk der var taget til hovedstaden.
"Og du burde virkelig ikke rende rundt herude midt om natten. Med mindre du har noget vigtigt, du skal have ordnet?" hentydningen var så tydelig, at hun meget nemt burde fange den. Han håbede lidt, at hun bare ville følge frivilligt med, men var forberedt på modstand.

Lyskeglen som oplyste hele den dunkle gyde, fik Miranda til at misse med øjnene og nærmest panikke. Oh det her var også bare fucking typisk! Og ikke nok med det, så havde idioten hun ramte også en umådelig dårlig humor! Miranda satte hovede på skrå og smilede koldt tilbage til ham. "Wauw.. Du har en fantastisk humor.. Er du sikker på at du ikke burde havde været komiker i stedet?" kom der irriteret fra hende, inden han begyndte at tale videre.
Miranda smilede næsten uskyldigt til ham og havde et let drillende blik. "Oh og du er bekymret for mig! Det er riddere som dig, der gør at vi alle kan sove trygt om natten." svarede hun og tog huen tilbage over hendes hovede, med en ganske rolig bevægelse.

"Selvfølgelig! Jeg ville ikke være ude på dette guds forladte tidspunkt hvis ikke det var noget vigtigt. Nu skal du høre-" som den sidste sætning var udtalt slyngede hun sin knytnæve afsted mod hans næse, og spænnede derefter i den modsatte retning af den nu oplyste gyde og drejede ned af en af de andre. "Haha.. De lærer det aldrig." grinede hun mens hun løb afsted i fuld firspring. Hun nåede dog ikke ned af mange gyder før hun ramte en blindgyde. Miranda vendte sig igen for at løbe tilbage igen og nåede ud til de andre gyder igen ganske hurtigt, mens hun orienterede sig.

Allerede da kvinden åbnede munden, ramte hun et dårligt punkt. Komikere var en specialiseret form for gøglere, og det var det, han ville være blevet, havde det ikke været for sin brodermord. Hans øjne, der ellers bare havde set trætte og ligeglade ud, blev nu kolde, da vreden begyndte at sætte sig fast i ham. Hun blev ved. Og han blev bare mere og mere vred, men før han nåede at sige noget som helst, havde hun ramblet så meget, at han ikke så knytnæven komme, for den landede lige i ansigtet på ham og en krakkelerende lyd af knogle der gav efter, lød i natten. Han blev så forskrækket, at han trådte et skridt bagud med et udbrud, men heldigvis kunne han godt se, hvilken vej hun løb. Og vreden tog over for smerten, da han selv satte i løb i sit blinde raseri. "Skøre kvindemenneske! Av for helvede!" råbte han, mens han spurtede så hurtigt han kunne for den nu blødende næse, der også fik hans øjne til at rende i vand. Fandens til lovbrydere!

Da han nåede en gyde, hvor den endte blindt, kunne han se hvordan hun kom løbende tilbage, mod ham. Hun lignede én der forsøgte at finde en anden vej, og det ville Constantin ikke have.
Han sendte en chokbølge af lys mod hende, men ventede ikke på, at hun faldt, før han selv løb frem, så han havde hende på en distance der fordelagtig for hans spyd. "Jo de gør. Følger du med hen til byvagten nu? Eller skal jeg mase dig i jorden som den lovbryder du er først?" hans ord sitrede af raseri, og hans øjne kunne næsten have slået lyn. Han var virkelig, virkelig vred nu, og det hjalp slet ikke, at han fik blod i sit skæg.

(( Håber det var ok med lidt karakterstyring, jeg kunne ikke få fat på dig før du forsvandt meget brat :) ))

Miranda havde den effekt på folk. Hun vidste som regel hvilke knapper der skulle trykkes på, for at folk blev sure. Nogle gange var det ikke engang helt med vilje, som i dette tilfælde hvor manden foran hende fik et dystert og koldt blik. Heldigvis var hendes talestrøm nok til at han ikke opfangede den egentlige hensægt og den ubehagelige knasende lyd ramte hurtigt Mirandas øre, inden hun tog bennene på nakken. Hun hørte tydeligt hans udbrud bag sig, men tog ikke stor notice af det. Lige nu var det vigtigste faktisk at komme væk.

Mirandas øjne havde lige netop fanget en flugtrute da en chokbølge ramte hende, og sendte hende hårdt og brutalt mod jorden. Miranda kom med en knurrende lyd som hun pressede sine øjne sammen. Som hun havde ramt jorden, havde hun bidt kæben sammen og derved forårsaget et bid i sin egen tunge, der selvfølgelig nu førte til at hun blødte. Endda nok til at hun spyttede noget af det ud, den røde farve farvede hendes læber på en merkaber måde. Hun grinede, som hun forsøgte at rejse sig. "Lovbryder? Min kære mand.. jeg har ingen forbrydelse gjort.." svarede hun, hvilket faktisk var sandfærdigt. Hun rejste sig og kiggede på ham med et blik der stadig bar et præg af morskab. "Endnu.." hendes øjne var på spydet som manden holdte foran hende, i den helt rette distance fra hende. Hun havde ikke mange muligheder mod netop dette. Hun kunne blot håbe på at distrahere ham, eller på anden måde komme forbi. "Vil du virkelig anholde en uskyldig kvinde, som troede at du var ude på at gøre hende ondt? Hvem opsøger enlige kvinder midt på gaden på dette tidspunkt.. Du gjorde mig bange." hendes stemme blev nærmest sukkersød som hun så falsk bange ud. En falskhed som kunne gennemskues, da hun havde svært ved at skjule den morskab hun følte.

Han fandt en del fryd i, at kvinden faldt og blev liggende til at begynde med. Men da hun igen åbnede munden, måtte han vende det hvide ud af øjnene i ren og skær irritation. Hvor i alverden troede hun lige, hun kunne komme hen med den løgn? Han lod hende tale ud, før han tørrede blod væk fra ansigtet og rettede sig op.
"Tror jeg er dum? Nej vent, det gider jeg slet ikke høre svaret på," snerrede han vredt af hende. Han holdt sig i samme position, for han var slet ikke dum nok til at falde for hendes løgne og tricks igen. Hun var lidt for hårdtslående til dét.

"Ganske vidst havde du ikke brudt nogen lov, da jeg så dig på min retmæssige partrulje. Men da du begyndte at lægge hånd på en embedsmand, bad du i stilhed om en nat i brummen," det kunne godt være, at han ikke kunne tage hende for det med borgmuren, men han kendte sgu godt loven og remmerne inde i byen. Man måtte ikke slå en mand i embedsfunktion, og da bestemt ikke en ridder! Han kunne sagtens gennemskue uskyldigheden og se morskaben i hendes øjne og han havde absolut ingen medlidenhed med hende!
"Så hvad bliver det til? Skal du virkelig uskadeliggøres først, eller har du i mindste nok hjerne til at følge frivilligt med?" Spurgte han vredt, mens hans greb om spyddet strammedes. Han var træt, ville i seng igen, og han gad slet ikke spilde sin tid på den her dame.

Miranda skulle lige til at pointere, da den vrede snerren stoppede hende, og hun blot smilede roligt og dystert til ham. Han kunne sige alt det han ville, men faktum var at hun nok skulle finde en løsning. Hvad det så end blev. At han dog ikke løsnede grebet om sit våben eller sænkede det, betød vel bare at han ikke var så dum som Miranda havde håbet. Man kunne heller ikke vinde alting jo.

"Du gav dig aldrig nogensinde til kende. For alt hvad jeg ved, kunne du havde været en tyv eller anden forbryder der forsøgte at udnytte mig. Du identificerede dig aldrig, men gik direkte mod mig... Det var ikke smart." svarede hun ganske roligt og stod ganske stille og kiggede på ham, inden hun fjernede noget blod fra sine læber med bagsiden af sin hånd.
Mirandas fingre legede let ved skaftet til hendes sværd, som hun kiggede fast på sin modstander. "Uskadeligegøre? Er det ikke et stærkt ord at bruge mod en modstander du ikke kender?" svarede hun som iskrystaller formede sig fra hendes fødder, på den i forvejen meget kolde jord. De spredte sig og gjorde gyden mere eller mindre isglat, mens Mirandas blik blev hårdt og smilet forsvandt fra hendes læber. "Er du sikker på, at du virkelig ønsker det her? Du kan gå og så glemmer vi begge det her.. jeg sladre ikke." det sidste blev sagt med et lille skævt drillende smil, som hurtigt forsvandt igen som iskrystallerne omkring hendes fødder blev mere merkante.

Constantins kolde blik blev fyldt med vrede, da hun igen modargumenterede. "Er du blind?! Jeg har en uniform på, din klaphat!" hans snerren blev højere og højere, for hvert vredesudbrud der kom. Hun var virkelig snu, det måtte han give hende. Men han kunne bare ikke arbejde med den form for snuhed hun besad. At hun havde nosserne! At hun vovede! Hans greb var nu så stramt, at hans knoer blev hvide, og hans ansigt fortrak sig i en grimasse af virkelig grim vrede. Han hadede, når hans nat blev ødelagt! Især når irritationerne blev forlænget! Det var PISSE irriterende.
Men pludselig ændrede hun sig. Hendes ord blev mere ru, som hans, og han kunne se, at hun også var ved at få nok, især da der dannedes is om hendes fødder og det bredte sig til ham. Han havde en god balance, og derfor var det ikke helt så slemt som det kunne have været. Han kendte i hvert fald en del kolleger, der ville være faldet på røven over sådan et trick.

"Jeg er en ridder af lyset og jeg vil slet ikke høre tale om sådan noget pis! Jeg tager ikke imod den der slags trusler, så du må hellere forsøge at komme igennem mig, hvis du virkelig så gerne vil have lov til at slippe!" med det stillede han sig i en bedre, mere forberedt kampposition, med isen under sig i mente, da hans stilling blev gjort anderledes og mere let. Han ville få svært ved at gøre ordentlige stød med spyddet, men det var egentlig heller ikke det, han havde i sinde at bruge. Han ville aldrig dræbe personer som denne. Det var ikke hans lod. At dræbe var alligevel så meget gjort og det var en ting der lå i baggrunden af hans. Han var ikke den samme som dengang. Heller ikke selvom hans temperament stadig kunne være lige så iltert. Igen dukkede et lys op i hans hånd, og endnu en gang sendte han en trykbølge efter hende. Han vidste dog, at hun ville være forberedt denne gang, så han var ret sikker på, at hun nok ville undgå den. Men det var stadig en god idé, at gøre kvinden forvirret.

Miranda grinede og var promte med et tilbagesvar "Og der var mørkt, din spade. og da der først var blevet lyst op, havde du allerede skræmt mig til at ty til fysisk kontakt for at slippe væk. Lærer de jer virkelig ingenting, eller kan alle og enhver blive en del af lysets hær?" hun var spydig og ligeglad med hvor mange hun fik fornærmet. Hun var desideret ligeglad med ret mange ting og manden foran hende blev ikke ligefrem vigtigere jo mere tid der gik. Faktisk blev Miranda bare mere træt af hans tilstædeværelse og gad faktisk godt at han bare gik igen.

"Udenom vil også passe mig fint." svarede hun som hun stilte sig ligeledes i en bedre position. Godt nok havde hun ikke trukket våben, men det ville også gøre hende mere kluntet overfor hans spyd. Så meget at det alligevel ikke ville hjælpe. I stedet valgte han forudsigeligt at sende en ny trykbølge efter hende. Med et skævt smil løftede hun sine arme og en tyk isvæg rejste sig op og blev splintret i tusindvis af stykker, hvor nogle af dem var blevet desideret skarpe af kulden og det skarpe knæk forudsaget af trykbølgen. Enkelte var fløjet tilbage og havde givet Miranda få refter, selvom hun ikke flyttede sig ud af flækken. "Sødt." kom der pirrende fra hende, mens de kolde øjne ingen liv genvandt, andet end mere kulde. De spidste isstumper løftede sig fra jorden og blev sendt afsted mod hendes modstander. Miranda havde sine klare fordele i vinterperioden.

Constantin rystede på hovedet af kvindens kommentar, godt og grundigt irriteret. Det var dog overraskelse, der overmandede hans følelser, da han sendte chokbølgen af sted og den splintrede en kæmpe isvæg, som hun havde dannet på sekunder. Han kunne faktisk godt se det praktiske i, at have sådan en magisk evne, lige som han kunne se det meget upraktiske i at stå over for en modstander med evnen. Det var i hvert fald ikke heldigt, at hun havde den. Han troede faktisk, at hun havde sat en dum fælde for sig selv med væggen, da den splintrede i hovedet på hende ved kontakten med hans chokbølge. Han stirrede overrasket på sceneriet, og overvejede, om hun mon gav op nu, så han kunne lappe hende sammen, smide hende over til byvagten og komme hjem at få ordnet sin brækkede næse. Den gjorde faktisk ret ondt. Og hans øjne løb i vand på grund af det.

Det blev en vigtig faktor i hendes modangreb, for han nåede kun lige nøjagtig at reagere, da den splintrede is blev kastet tilbage imod ham. Han fik dannet et skjold af lys, der fik isen til at prelle af, men et enkelt stykke snittede han hen over siden af halsen, mens et andet gravede sig let fast i siden på ham. Han skyndte sig, at lægge en hånd på halsen, for at sikre sig, at han ikke forblødte, men det havde heldigvis ikke ramt noget slemt. Det var lidt værre med det stykke is der sad fast i siden på ham. Med et mindre grynt af smerte og vrede lavede han en cirkel af ild der omringede de to, og fik varmet jorden op uden at ramme nogle af dem. Han stirrede vredt på hende.
"... Sødt," svarede han, dybt sarkastisk igen. "Jeg gider ikke mere. Kan du for helvede ikke bare gå med og tilbringe en enkelt nat i brummen?! Det er for fanden da ikke så slemt!" hans vrede udbrud var lige så meget træthed som det var raseri over hendes attitude og hvad denne episode havde resulteret i indtil videre.

At hun ramte ham, fik et lidt større skummelt smil frem på hendes læbe. Han skulle ikke regne med at hun umildbart sådan gik med uden kamp. Faktisk var hendes intention slet ikke at følge med, som han nok efterhånden havde opsnappet. Miranda kom dog med et let forskrækket hop, da ilden spredte sig i en cirkel omkring dem og smeltede hendes is. Hun kunne stadig bruge det, men det ville kræve mange krafter. "Hvorfor skulle jeg? Du tror du har alverdens magt bare fordi du er en af dronningens favoritter. Rend mig!" mirandas stemme var ligeledes vred nu og man kunne næsten havde svoret at hun blottede tænder af ham.

"Hvorfor er det at du ikke bare kan lade mig gå? Om jeg går, eller kommer en enkelt dag i brummen kan for dig være rævnende ligegyldigt. Dertil har jeg vigtigere ting at tage mig til end at bruge en nat der." fortsatte hun gnavent og kiggede irriteret på flammerne. Det gjorde bare ikke tilværelsen nemmere. Hun kunne ikke løbe væk uden at skulle brænde sig, og der var ikke alverdens vand tilbage i luften når ilden varmede. Jorden under dem var nu helt våd efter optøningen, som Miranda trak sit sværd og stilte sig til rette. Hendes fødder var dog begyndt at fryse vandet ned igen, men kun lige omkring hende indtil videre. Hun forsøgte at holde vandet koldt nok til at det ikke dampede væk. For så ville hun være helt uden hjælp fra naturen.