Asken lå spredt ud over jorden. Ilden havde haft et kraftigt tag, inden nogen var kommet til naturens kald og havde fået stoppet dette inferno som havde medbragt meget ødelæggelse med sig. hvor der før havde stået store sunde træer og en frisk skovbund, var der nu aske, afbrændt træ og stadig få gløder hist og her. Alt livet var som suget ud af området. Elverne havde været forbi for at hjælpe til, og Wens evner havde haft en behjælpelig effekt som ilden havde bredt sig. Men nu så alt ud til at volde fred og ro. Normalvis efter sortelverens angreb blev elvere frarådet at vandre alene, specielt de unge. Men som altid var Ithilwen ikke ligefrem god til at følge regler og var ude alene igen. Hun nød den frihed hun kunne anskaffe sig, og anså ingen grund til at spærre sig selv mere inde end højst nødvendigt. Slet ikke efter farens død. Da han forlod elverly for sidste gang for aldrig at vende tilbage. Det havde været et hårdt tab for den unge elver, som mest af alt ønskede at forholde sig alene nu.

Det var ikke ofte at Ithilwen befandt sig så tæt på grænsen til skoven. På grænsen til at elvernes herredømme stoppede, sammen med skovens grænse og ende. Selvom denne så ud til at være mindsket efter ulykken. Noget trak i hende denne sene aften for at få lov at se stjerner. For at få lov at føle sig tættere på sine forældre og mærke månens skær. Skovens træer blev tyndere og knap så tæt, jo længere den lydløse gik ud mod åbningen. Hvornår havde hun sidst forladt elverly? hvornår havde hun sidst været ude på eventyr? det måtte være flere årtier siden efterhånden.

Synet af den golde mark og månens stråler fik den rødhårede elver til at sukke afslappet og lukke sine øjne kort, som hun nød nattens kolde brise og stjernernes skær som ramte hende. Hun vandrede et par meter udenfor skoven og stoppede. Stoppede blot for at kigge op på det mange stjerner med hendes lysende blå øjne. Det var afslappende. Ithilwen var sikker på at intet ville forstyrre hende herude.

Nattens skær var kommet frem på himlen, Kravenoh sad oppe i en af de træer han ikke havde brændt og spiste nogle skiver af et æble som han skar med hans kniv. efter at have fået sendt det budskab han ville, med at få brændt en stor del af skoven på det område han havde befundet sig i, gjorde at han nu mest af alt havde lyst til at forsætte og hvad var ikke smukkere ind at se en orange glød af ild i nattens skær.
Han spiste æblet færdig og hoppede ned fra træet og begynde at gå hen imod en åbning der lå lige ude foran elverly, og hen til nogle træer som gik rundt om åbningen, han gik meget afslappet igennem træerne med hænder placeret ud til hver side med åben håndflade og et kæmpe flammehav blev igen spredt ud fra hans hænder, sådan ilden tog fat i træerne ide han kom ud til åbningen.

Kravenoh havde ikke rigtigt set Ithilwen da det var mørkt og da han ikke regnede med nogen elver vil komme før han begynde at brænde træerne. Han stod ca med ryggen til den retning Ithilwen stod og begynde nu at sprede endnu mere ild ud af hænderne, og ilden fra hans hænder vil nok kunne ses for meget lang afstand.
Nogen vil nok mene at det er dumt af Kravenoh at befinde sig så tæt på elverly grænse når der var så mange elver der inde, og Kravenoh var stort set kun ham og elverne ville altid være i flere tal overfor ham, men det var ikke noget han tænkte over.

Ithilwen havde helt ærligt stået i helt sin egen verden og stirret op på stjernernes skær. Det føltes ikke som om at noget generede hende overhovedet og lyde ikke nåede hende øre. Ikke før det orange skær ramte hendes synsfelt og hun blinkede forvirret. Hun vendte sig forvirret og kiggede på utallet af flammer som bredte sig. Hvad i al verden skete der. Hun så umådelig forvirret og forskrækket ud.

Ithilwen var, naivt som det havde været, taget afsted uden sin bue og havde kun sine to lange dolke i bæltet hos sig. Ikke ligefrem essentielt, men alligevel våben som hun var dygtig til at bruge. Hun gik varsomt tilbage mod flammehavet og opdagede den velkendte mørke skikkelse. "Kravenoh!" undslap der ufrivilligt og højt fra hende, som hun trak sine dolke og stirrede vredt på ham. Intet virkede helt rationelt i øjeblikket og flammernes ædning af træerne gjorde at Ithilwens naturelskende hjerte gik over i vrede der voksede og voksede som flammernes tag.

"Din... Din... " Ithilwen gik målrettet og faretruende hen imod mørkelveren. Hun virkede meget påvirket.

ilden begynde at stå højt og imens han stod og nød træerne brænde havde han et smil på læben men det smil forsvandt ide han hørte en råbe hans navn, han stoppede med ilden og vende sig om imod den retning lyden kom fra, og til hans store overraskelse var det Ithilwen som var den råbende elver som havde trukket sine dolke og var på vej hen imod ham, af alle elver han kunne møde så var hun den han allermest vil møde. " Din Din hvad stammer du nu også " hans så kort på hende dolke hun havde trukket "hvis du skal stoppe det her flammehav så skal du god nok mene det med de dolke der." sagde han bestemt på en flabet måde, før han selv tog hans katana frem og placerede den langs hans side, og blot ventede på hende til at tag det første træk.

Kravenoh havde støt på denne elver før, men sidste gang blev hun reddet af andre elver men denne gang var det kun ham og hende, og han skulle nok gøre hende opmærksom på at denne dag vil være en dag hun sendt vil glemme på den ene eller den anden måde.

"Din forbistrede, satans møg hund!" kom der vredt vrisset ud gennem hendes tænder, som hun blev ved med at nærme mig. "Og som altid er du så egocentreret og overmodig skabning som ikke ville kunne se sin egen undergange kommer, om den så skreg ham i hovedet!" Hendes stemme var fast og iltret af vrede over mere end bare hans tilstædeværelse. "Denne gang vil du ikke slippe lige så let!"

Ithilwen tøvede ikke et sekund før hun gik til angreb mod ham, med stor præcision og ynde som skovelverne generelt var kendt for at kæmpe med. Om det lykkedes hende at ramme ham var så en anden side af sagen. "Du leger en stor og mægtig idiot med alt for store tanker om dig selv. Du angriber elverne som er det dit livsværk at udslette os! Du glemmer bare det faktum at du kender ikke til alle de ting vi er i stand til, eller hvordan du skal bekæmpe os. Det er derfor du aldrig vil gøre en ende på en eneste af os" hendes tunge var skarp og direkte angribende som hendes lange dolke. Men det var stadig tydeligt at agressionerne ikke kun var rettet mod ham, men også meget andet som havde været skyld i at hun generelt i øjeblikket var rasende, fortvivlet og påvirket generelt. Lige nu var aggrationerne dog rettet mod Kravenoh, som var at mærke i hvert slag mod ham.

Kravenoh stod blot og stirede på hende en lille tot af hans pande hår bevægede sig på grund af et lille vindstød," slippe let tsk denne gang vil en af os ikke være til stede mere, og er sikker på det ikke er mig der ikke findes efter denne kamp" ide hun fortog hendes første angreb imod ham, Kravenoh tog sværdet frem for hvert angreb hun fortog sig imod ham blokerede han blot hendes angreb, " af udslette jer en blot en hobby" smilede han og blokerede videre af hendes angreb, det var tydeligt at se for en hver af dem at hans våben færdigheder var bedre ind hendes, men hendes angreb var mere kombineret med hendes smidighed, så de sidst to af hende angreb gjord at han var nød til at bakke lidt tilbage for ikke at blive ramt, så hendes dolk blot snittede Kravenoh rustning sådan man lige kunne se snittet på den. han kiggede ned på snittet og så op på hende med et smil på læben " meget flot men er ikke imponeret på nogen måde"

Han tog sværdet frem med spidsen rettet imod hende, hvor efter han skar med spidsen en streg på jorden, " placere du den streg skal du være klar på det værste" sagde han med en selvsikker stemme, han placerede sværdet igen langs siden dog med den anden hånd på ryggen " så en hånd på ryggen så burde du have en lidt bedre chance for at ramme mere ind blot et lille snit i min rustning" smilte en og blinkede kort til hende, inden han ventede på hun vil krydse stregen og fare imod ham.

Ithilwen vidste, specielt fra deres sidste møde, at Kravenoh havde gode skills hvad angik våben, og selvom hun måske virkede irrationel i øjeblikket, var hendes smidighed stadig overlegen. Men at hun ikke gjorde skade på ham, undrede hende ikke i øjeblikket. Det var irriterende, men det var hvad hun havde forventet. "Du er ikke ret god til din hobby, vil jeg dermed antage" svarede hun spydigt tilbage, og irriterede sig mere og mere over hans smil og at han ligefrem så ud til at more sig. Det var ikke ligefrem en skovtur det her!
"I det mindste har jeg ramt og vist at du måske ikke er så udødelig som du selv regner med."

Ithilwen betragtede ham, som hun stod kampklar til at gå til angreb igen, eller blokere hvis han pludselig sprang frem foran hende. Var det her virkelig ikke andet end en leg for ham? "Selvtilliden fejler skam intet.. til mit held" svarede hun og uden tøven gik over stregen i angreb. Hun anså ikke stregen for at ville være nogen hindring for hende, og at det var direkte latterligt at han havde tegnet den. Han burde havde vidst at hun ville træde over. Han vidste at hun ikke ville lade ham slippe denne gang.

Af alle elvere var hun bare den mest morsomme at hidse op, og alle hendes spydige kommentar påvirket ham ikke på nogen måde, for hvis der var en ting han vidste så var det hvad han kunne og hvad han ikke kunne, og lige kunne han stort set det han ville eller det havde han for slået ind i hovedet på ham selv på en eller anden måde. " kom du bare an søde " sagde han flabet og drilsk.
ide hun gik over stregen og stort set var klar til at angribe ham, smilede han kun lige kort inden han selv gik til angreb på hende, et sving efter hendes højre skulder som var meningen at hun skulle blokere, gjorde at han kunne dreje modsat af hende og sætte sig halv på hug også med den anden hånde trække den dolk han havde bag på ryggen og sætte lige i siden på hende, med mindre hun havde for udset det angreb, og uden set udfaldet forsvandt han væk fra kampen i de mørke skygger der var til stede.

Og straks lige foran hende dukkede to skyggekloner op, som for hende skulle den ene forstille den rigtige Kravenoh og den anden en klon, men hvad hun ikke vidste var at de begge to var kloner og, den rigtige Kravenoh blot var gemt i skyggerne, de to kloner stod med knive i hånden og var klar til at angribe hende, og de begynde så småt at kaste knive efter arme og ben på hende i håb om at ramme hende.

Gemt i skyggen gjorde Kravenoh sig klar han fandt hans lammelses nåle frem, og ventede blot til det rigtige øjeblik med kom sådan han kunne slå til, og hvis angrebet lykkes vil denne kamp være hurtigere forbi ind den startede, synd at hun skulle død når hun var så køn som hun var men hun bad selv om det.

Ithilwen havde handlet irrationelt og var påvirket af hendes følelser i øjeblikket. Hun nærede et ret stort had til elveren, der gjorde at hun uden rigtig at tænke havde angrebet igen. Hun havde overvurderet sine egne evner og burde havde undervurderet hans evne til at snyde hende. Hun skulle havde set det komme, men som hun blev blokeret og ført bag skyggerne og dolken nærmede sig hendes side, var det nær gået helt og aldeles galt. Ithilwen fik flytte sig, men modtog alligevel et gravende sår i siden, men den dolken var heldigvis ikke kommet lige ind. En misfornøjet og lidt smertetvunget lyd forlod elverens læber, som hun slog ud efter ham, blot for at opfange at han var forsvundet.

Ithilwen havde hørt om klonetricket fra de andre elvere, men knivende var for hende ikke fremmede. Hun huskede tydeligt første gang og hun havde trænet som en gal på at forbedre sine evner til at undgå kasteknive. Hvad Ithilwen selvfølgelig ikke vidste af, var at Kravenoh ikke var den ene af de to foran hende, som hun antog i kampens hede. "Kujon.." kom der vrissende fra hende inden hun fortsatte. Ithilwen valgte stratetisk og angreb den som hun var overbevist om var en klon og angreb med en præcision og hurtighed som højst sandsynligt ville bringe klonen skade, men nok ikke ville havde været nok til den ægte vare, selvom Ithilwen ville havde nydt det.

Selvom en kamp imod to kloner ikke var svært når man havde den færdighed hun havde men de to kloner var mest af alt blot noget der skulle holde hende opmærksom på dem og ikke at den rigtige Kravenoh, fra skyggerne sad han og besluttede hvad der skulle ske med hende, skulle han dukke op bagfra hende og skære halsen over på hende, eller skulle han måske kidnappe hende få den opmærksomhed han fortjente fra andre i elvere i elverly, for han følte at de ikke tog hans trusler alvorlig nok.

Ide Ithilwen begynde at angribe den ene klon vidste han at han nok måtte handle snart, ide hun angrebet blev sat ind og hun ramte klonen, forsvandt den op i en slags støvsky, for et enkelt snit på hans kloner gjorde at de forsvandt og på en måde døde.
imens hendes første angreb indgik kastede den anden klon knive efter hendes skylder.
Den rigtige Kravenoh tog fat i hans nåle og gjorde klar, for ide hun vil angribe den næste så vidste han at hun vil regne hans lille tricks ud, så han besluttede sig for at hoppe frem fra skyggerne lige bag ved hende, hvor han med det samme kastede 2 nåle imod hendes hænder for at lamme den sådan hun ikke vil kunne bruge sine dolke, og med det samme vil tabe dem på jorden.

Han greb fast om hende bagfra hårdt med den ene hånd fast i hendes hår og den anden om hendes hals, stramt men heller for stramt mere sådan hun ikke kunne vriste sig ud fra hans greb, med mindre hun var mere fysiks stærk ind han var.
"Halløj søde...overrasket? " sagde han bestemt og hev hendes hoved lidt mere tilbage sådan hun lige kunne se ham fra siden af hendes øjne. "Kujon uha det er et stærkt ord at bruge, især når jeg har din skæbne i mine hænder ser du, jeg har 2 valgt oppe i mit hoved, og jeg ved ikke helt hvad jeg skal vælge endnu."

Ithilwen så klonen forsvinde op i røg, da hendes dakker snittede den hen over overkroppen, og efterlod hende tilbage med den sidste som i processen havde valgt at kaste knive efter hende. Det var ikke nemt at holde styr på det hele, men var hende alligevel muligt at angribe og undgå samtidig. Hun angreb med det samme den sidste klon og fik den over armen.

Hvad Ithilwen ikke havde regnet med var, at som klonen forsvandt op i røg, kom der to nåle flyvende, og før hun nåede at reagere ramte de hendes hænder ganske præcist og hun mistede al følighed i dem. Dette resulterede naturligvis til at dolkene faldte tungt mod jorden og efterlod hende våbenløs. Noget som hun ikke noget at tænke lang tid over, før hun blev grebet fat i bagfra i sit hår og rundt om halsen. Et lidt forskrækket hvæs kom fra hende som hun blev trukket tilbage op af hvad hun uden tvivl gættede på var Kravenoh som havde færdiggjort sin plan.

Ithilwen vred sig for at komme fri, men han var stærkere end hende, og uden hendes hænders følighed, havde hun svært ved at gribe fat og gøre modstand den vej. Dog kom hendes hænder automatisk op til hånden om hendes strupe, som hun kun lige svagt kunne holde fast i, i et forsøg på at fjerne den. En kræft som hendes hænder absolut ikke besad og det eneste Kravenoh nok ville kunne mærke var bare at de var der. Hun svarede ikke på hans spørgsmål, men vred sig blot og flyttede let på sine ben. "Nok har du mit liv i dine hænder lige nu, Kravenoh, men faktum er at du brugte beskidte og kujonprægede metoder for at nå mig." hun bed tænderne sammen og skær en grimasse da det føltes som om hendes hænder fik krampe, fordi hun forsøgte at bruge de lammede muskler som ikke kunne samarbejde.

Et smil kom frem på hans læber ide hun kom med en kommentar der var typisk de elver han havde mødt som han havde gjord det samme ved. " du skal holde op med at tude røde, bare fordi du ikke har evnen til at gøre det samme som mig behøver du ikke at hånde mig, eller skal lige rette det til......prøve at håne mig " sagde han kort, inden han strammede grebet bare lidt om hendes hals " hvorfor kan du ikke bare tag det som en mand eller i dit tilfælde kvinde at se dig slået af en der har forstand på at bruge sine evner".

Ide hun ikke rigtig kunne bruge sine hænder gav ham mulighed for en hel del, han slap grebet om halsen på hende men holde stadigvæk fast i hendes hår, derefter tog han en dolk frem og kørte knivspidsen fra hendes øjne og ned imod hendes hals" gad vide hvad du vil blive mest ked af at miste,?, dine kønne øjne, dine fyldige læber, eller måske hvis jeg skare et K på din hals vil du blive ked af....... ser du det er op til mig.".

Kravenoh vidste at han nok snart måtte smutter her fra, men denne gang vil han ikke smutte alene, han så over på de træer han havde sat ild, og med et enkelt vift var ilden væk " så en god gerning" sagde han irriteret, " men jeg vil lade dig tænke over hvad du helst vil miste, imens vi smutter her fra." han fjernede kort kniven " hvis du prøver på noget nu slår jeg dig ihjel, eller vil jeg lade dig leve forstå det og tro mig når jeg siger det" sagde han bestemt og håbede for hendes skyld at hun gjorde det rigtige, han tog hans hånd op foran hendes øjne hvor efter han lage en sort skygge foran hendes øjne, sådan hun ikke rigtig kunne se " du må heller holde dit vejr for i skyggerne er det svært at trække vejret " sagde han igen med et bestemt tonefald, og væk fra lindeskov var de.



//out ( linker dig stedet hvor de forsvandt hen ) ;)

Ithilwens øjne skød lyn som hun fortsat forsøgt at rive sig fri af hans greb, men uden hendes hænders kraft var det svært, og hver gang hun forsøgt at bruge sine ben var det som om at han strammede sit greb så tingene begyndte at blinke voldsomt for hendes blink, da han stoppede hendes luft. ganske smart trick, ville hun nok havde indrømmet hvis det havde været en hel anden situation. Hun fnøs irriteret af ham og kiggede diskret efter om der var et eller andet hun kunne bruge eller på en eller anden måde få hjælp. "Antyder du at jeg ikke har forstand på at bruge mine evner? Det er en farlig antagelse af en, som ikke ved hvad de er." knurrede hun og mærkede hvor lidt hun brød sig om at være så tæt på ham.

Da grebet for hendes hals blev løsnet tog hun en lettet indånding, men før hun nåede at kæmpe sig fri med lidt mere bevægelse, var hånden tilbage. Dog ikke over hendes strube, men en dolk der var faretruende tæt på hendes havblå øvne og det kolde stål kørte ned af hendes hud og bragte næsten kuldegys gennem hende. Ithilwen kiggede blot frem for sig, alle følelser malet i hendes øjne, som han ikke kunne se bag hende. Hun besvarede ikke hans ord, men Ithilwen var rent faktisk bange for hvad der skulle ske. Hun var rasende, vred, nedslået og bange. Alle ting på en gang, så det var svært at se hvad der skinnede mest igennem.

Ithilwens øjne fulgte hans bevægelse uden at bevæge hovedet og selvom ilden slukkede, så Ithilwen ikke det fjerneste lettet ud. Hun havde ikke lyst til at svare ham, ikke lyst til at sige mere, men blot forsvinde væk fra ham. Det så desværre ikke ud til at være tilfældet. Men hvor nedslået hun end følte sig lige nu, havde hun ikke i sinde at han skulle vinde. Mørket ramete hende hårdere end ventet og hun pressede øjnene sammen som alt omkring hende syntes at forsvinde, på nær den eneste ting, som hun rent faktisk ønskede forsvandt.

//out