Amy var ærlig talt ikke sikker på hvor lang tid der efterhånden var gået. Hvor mange måneder det var siden at hun en kold vinterdag oplevede noget, som opnåede at ændre den unge kvindes liv drastisk. En hånd var blevet hende ragt, i stedet for slag og skældsord, men en hjælpende hånd. Denne hjælpende hånd havde ikke blot talt med hende, forsøgt at ændre hendes mening omkring tilværelsen, men også taget hånd om hende, og givet hende mad og et varmt sted at sove. Ikke blot for en nat, men for mange nætter skulle det vise sig. Kroen som hun var blevet taget med hen på, havde ligesom manden selv, udvist stor næstekærlighed mod en person som havde regnet med at denne for længst aldrig ville vende sit ansigt hendes retning. Denne mand var Handark, et ukendt menneske, som var kommet ud af ingenting og havde ændret den rådhåredes tilværelse drastisk. Amy husker tydeligt alt de havde talt om den dag. Hvor han kom fra, hvad hun vidste om sin fortid, hvad der var sket i de mange år og der var røget en del sandheder på bordet. Noget som Amy heller ikke havde forstillet sig ville kommer over hende. Hende som altid holdte alle kort tæt på kroppen, havde åbnet sig op og talt til hun ikke havde mere. Om alt og ingenting mere eller mindre.

Og nu var det næsten et år siden at dette skete, og Amy havde intet set til sin redningsmand siden. Noget der ikke så ud til at påvirke rødtoppen, men dette var så langt fra sandheden. Hun var urolig. Hun vidste at dette var et fast sted han kom, denne kro som husede de mest mærkværdige typer og alt mellem himmel og jord.

Det var ikke fordi Amy ikke havde haft rigeligt at se til i løbet af disse måneder. Hvilket også havde efterladt sine præg på det unge sind, og hun så merkant ældre ud end det tynde skelet, som havde spasseret rundt i gaderne dengang. Hun havde været på udflugt i dragehuler, fundet skattekort, en gammel nøgles hemmeligheder var begyndt at blive afsløret og hun havde måtte sige farvel til sin elskede bande, inden turen ud til dragens hule fremkom. Selv den havde hun fortalt Handark om. Den bande hun havde af småbørn, som hun mest af alt blot var barnepige for, selvom det var under hårde forhold. Den vinter hvor Amy var kommet mæt hjem fra kroen havde den mindste pige ladet livet til kulden. Det var ikke til at spøge med, og da Tywings skolen åbnede, så den forandrede Amy ingen anden udvej. Børnene måtte tage derhen for at havde en chance i den intelligente hjerne. Nok kunne man være smidig, hurtig og klygtig, men det var ikke fremtiden, og det vidste Amy. De fleste havde protesteret. Hvad skulle de dog lave der! De var fri børn! ingen skulle bestemme over dem, andre end Amy. Til sidst var det lykkes den ældste endnu engang at sætte de andres fremtid før hendes egen og se sin bande frivilligt melde sig til byvagterne og forsvinde ud af hendes liv.

Alt har naturligvis ikke været sørgeligt, da Amy trods alt stadig havde Caitlin at styrte rundt med. Nok var hun meget forandret, men livet på kanten af loven var stadig svær at slippe. Uden andres kendskab, selv Caitlin, var Amy vendt tilbage til kroen. Kroen som lovede hende en chance for at arbejde, hvis hun ønskede, og Handark der endnu stadig passede på hende, havde valgt at ville betale for at hun kunne bo på hans sædvanlige værelse, når hun ønskede på hans regning. Hvor rart det end var, knugede det i hendes mave. Hun kunne ikke leve på hans hårdoptjente løn, og begyndte derfor selv at arbejde på kroen. Først som opvasker i nogle dage, når hun ikke var ude i de andre byer, men var nu optrappen til at servere blandt kunderne. Såfrem hun var iført en kjole.

Var der noget Amy hadede, så var det at blive tvunget ned i en kjole, som sad i vejen for at hun kunne lave alle de stunts hun normalvis foretog sig på gaden. Hun måtte minde sig selv om utallige gange, at hun ikke levede gadelivet mere. hvor svært det end var at få ind i knolden.

Endelig var hendes aften afsluttet, selvom det stadig var tydeligt at høre folks begejstring og jubel nedenunder, som Amy gik op af trapperne og ind på værelset. Værelset som først havde lignet alle de andre, men som nu bar tydelige præg af pigens tilstædeværelse. Nok havde hun ikke mange ting, men de var de få ting der gjorde det. En lille glaskrukke med drageskæld, dem som ikke blev solgt. Det slidste kort over ungdomskilden lå sammenrullet på bordet, hvor hendes taske lå smidt ovenpå, der stadig havde få huller og skrammer efter drageturen. Dertil var der andre små ting rundt omkring, som blidt afslørede at hun var der de fleste dage. Amy strakte sig, tog forklædet af og hang det hen over stolen. Hendes hår var rent, som noget nyt efter gadelivet, flot redt og var sat tilbage med et hårsmykke. Billigt af læder, men stadig nok til at holde hendes hår væk fra ansigtet. Hun gik hen til en balge med vand og skyllede hovedet let, da en lyd fra døren tog hendes opmærksomhed, mens hun tørte sit ansigt igen og så undrende mod døren, med en stand der afslørede at hun var klar til at flygte hvis det blev en nødvendighed.

Næsten et år var gået. Mennesker, alle, endda steder, kan ændre sig på et år. Som mennesket trådte ind af krostuens hoveddør, blev realiteten hamret i hovedet på ham: stedet her, havde ikke ændret sig det mindste. Men havde han? Tanken strøg ham blidt, men forlod ham i al hast. Mon tanken skræmte ham? Bestemt ikke, fordi han vidste blot - som dette sted - at det ikke var tilfældet: han havde ikke ændret sig. Trods det fremgroede, længere skæg, der prægede hans ansigt og øvre del af halsen.
På det halve år, havde han oplevet mangt og meget; både godt og ondt. Jobbet der havde måtte få ham til at forlade Krystallandets centrum, havde krævet langt mere af ham end hvad han havde skrevet sig selv op til. Det havde handlet om levering af vare til kroen - vare der lå langt nordpå; længere end han længe havde begivet sig. Han mindedes at have glædet sig ved tanken, om det selskab han havde gjort sig med en af krostuens portøre - for hvis han ikke havde haft dette, ville han vove at påstå han havde stødt på en hvis form for galskab. Bjergenes sletter var ensomme, ubeboede (med undtagelse af elverfolket) og området omkring bjergene var i sandhed lige så ensomme. De mange måneders rejse frem og tilbage, som det desværre tog på hesteryg (uden nogle former for magi), havde været kedsommelige, på grænsen til dræbende. Men frem og tilbage skulle de, og frem og tilbage kom de.
Som mennesket udlevere hestevognen i krostuens baggård, huskede han Hende. Farven i hendes ildrøde hår, de indsunkne kinder der strammede sig ved hendes barnagtige smil, frembragte en snært af et smil på hans læber. Et smil der voksede i takt med at han nærmede sig trappen til den øvre etage. Mon hun havde valgt at blive?
"Hey, Handark!"
Ordene rev ham ud af hans tankegang, fående ham til at standse midt på trappen. Han slog kortvarigt blikket ned af trappen, bukkende sig ned for loftet ikke skærmede udsynet dernede. Kromutter dannede kontakt mellem deres øjne, sendende ham et varmt smil.
"Velkommen hjem!"
Han nikkede en enkelt gang erkendende, imens en hånd strøg en frifaren hårtot (en der let havde forladt den løse knold i hans nakke) bag hans øre. Stiltiende, vandrede han op af trappen imod hans velkendte værelse. Forhåbentlig et, der var beboet af en lige så velkendt person. Tanken om tidspunktet på døgnet strøg ham, og han standsede for et par sekunders øjeblikke. Han huskede da, at det forhåbentlig ikke havde nogen betydning - en kort visit, var en kort visit.
Placerende sig foran Amy's dør, lagde han en hånd imod det slidte træ der dannede indgangen til værelset. Han bankede blidt derpå, ventende. Lyde, der identificerede at der opholdte sig et indvid bag de fire mure, fik ham til at vente. Hvad der fik ham til at banke anden gang, var den manglende reaktion på hans første banken.

Amy havde vendt sig og kigget på døren. Usikker på hvad hun egentlig havde hørt. Der kom aldrig nogen og bankede på hendes dør, det var i hvert fald sjældent og det plejede at være langt mere brutalt når der blev søgt hendes opmærksomhed. Som regel kromutter som behøvede hjælp eller andet som hun skulle ordne. Ikke at det var et problem for hende, men det her lød så meget anderledes. Det var først ved det andet banken at Amy fik blinket en del gange og indset at hun skulle åbne døren. Hun lagde stoffet fra sig på stolen og gik hen mod trædøren.

Den nu ældre pige, med lidt mere sul på kroppen åbnede døren og så ind i et velkendt ansigt. Hun kunne simpelthen ikke tro sine egne øjne. Det var... det var virkelige Handark. Hun stod måbende og kiggede på ham, før hun, på en virkelig ikke Amy agtig måde, kastede sig rundt om halsen på ham i et kram. "Hvor har du været! Du har været væk i et helt år!" fik hun fremmumlet med sit ansigt presset ned mod hans skulder, som hun knugede sig fast. Hun havde savnet ham, været nervøs for ham og havde ikke vidst hvordan hun skulle håndtere at havde været væk i så meget længere tid end hun havde regnet med. Hun havde knyttet et bånd til ham dengang og hun vidste at hans barmhjertighed havde reddet mere end hendes liv. Han havde alligevel fået hende til at indse en ting eller to.

Amy slap ham, som gik det op for hende hvad hun gjorde. En svag rød streg sneg sig hen over hendes kvinder og hun rømmede sig. "Øhm.. kom ind." hun bed sig i læben og bakkede tilbage ind i rummet og vidste ikke helt hvor hun skulle gøre af sig selv. Det endte med at hun begydte at pille ved spændet der holdte de lange røde lokker tilbage fra det mere fyldige ansigt end sidst han så hende.

Fra da døren åbnede sig, til Amy kastede armene omkring halsen på mennesket, nåede hans ansigt at ændre sig et par gange. Først strøg der sig en varm glød ind i hans øjne, smilet var fortsat uforandret; umærkeligt som altid. Da hun strøg frem imod ham for at kaste armene omkring ham, måtte han tage sig selv i at trække armene opad - først af overraskelse, men herefter for at gengælde hendes knus. Heri bar hans øjne selv samme overraskelse, ikke helt forstående den enorme glæde der synes at udspringe fra den rødhårede foran ham. Til sidst mærkede han den; glæden, den varme følelse af glæde, strømmende ud fra ansigtet der hvilede imod hans muskuløse skuldre. Han mærkede den, tog imod den, og stod til sidst med det sidste ansigtsudtryk: et tandsmil prægede hans læber, og satte sig i hans øjne. Tydeligheden var ikke til at tage fejl af.
Den enkelte af Handarks hænder strøg let Amys nakke - han standsede dog hans bevægelse efter det tredje strøg, opdagende hvor beskidt hans hænder var. Det var her han blidt, langsomt trak sine hænder fra hende, i frygt for at gøre hende yderligere beskidt end han var i forvejen. Ikke at han virkelig kunne gøre meget ved det, eller at han gjorde det fordi han bekymrede sig om hvad hun ville synes om ham - han vidste blot, hvor hurtigt sved kunne sætte sig i tøj. Han tænkte vel, at hun nok ikke ønskede at lugte som en uvasket mand - for det var virkelig hvad han var.
"Jeg har været fanget Nordpå - for at gøre en lang historie kort,"
Fremsagde han da til sidst, efter hun slap ham. Han rynkede brynene, placerende den enkelte hånd af hans på håndskaftet af sit sværd, afslappet. Forsigtigt, ville nogle næsten påstå, trådte han ind på værelset (hans gamle værelse, huskede han da pludseligt) og mindedes at det engang var tomt; uden personlighed overhovedet. Hun havde så sandelig præget stedet med hendes personlighed; hende selv. Det varmede hans mavecenter.
"Du har virkelig bosat dig her, har du ikke?"
Hans spørgsmål var ret direkte, det hørte han godt efter hans tunge slap det sidste ord. Han fik kortvarigt et sammenbidt ansigtsudtryk, undskyldende, inden han fortsatte:
"Hvordan har du det, Amy? Lad os ikke tale om mig, virkelig - se på dig; du er jo-"
Han satte en hånd for munden, så gesteturende imod hende i et håndsving:
"- Du har forandret dig, har du ikke?"

Det var ret tydeligt hvor glad Amy var for at Handark var tilbage! Selvom det var så ulig den tidligere gadetøs, at vise varme og glæde i så store mængder at hun havde kastet sig om halsen på en mand hun rent faktisk kun havde mødt en gang. Det var uvirkeligt, men Amy kunne heller ikke lade hver med at glæde sig over at hun turde vise sig selv fra den side.
At han begyndte at flytte på sig på grund af hans lugt og snavsede tøj, opfangede hun ikke rigtig. Nok var hun blevet mere renlig af at bo på kroen her, men det betød ikke at hun havde glemt hvordan det var. Hun var og blev aldrig nogensinde sart på det punkt. Det var af helt andre årsager at hun til sidst trak sig, selvom hun havde fundet behag i den trygge favn.

For at gøre en lang historie kort. Hvorfor havde hun en fornemmelse af at der måtte være sket en del ting på den rejse Nordpå. Ting hun nok ikke ville forstå alligevel, men det dæmpede alligevel ikke den rødhåredes nysgerrighed. Amy smilede som hun med sig let i læben og kiggede lidt ned i jorden. Hun løftede skuldrende let inden hun tog sig sammen til at svare. "Jo, lidt.. Altså, jeg vidste jo at du ville komme tilbage igen før eller siden, men.. nu jeg havde muligheden." svarede hun roligt og smilede let undskyldende til ham. Hun var derfor ikke helt sikker på om det var i orden eller ej, før hun så hans undskyldende ansigtsudtryk. Han havde nok ment det anderledes end det lød. Det var jo trods alt ham der havde opfordret hende til at benytte værelset.
Amy løftede sit hoved og smilede som hun trak på skulderne. En svag rødmen dukkede frem på hendes kinder, ganske ufrivilligt som han så på hende. Hun havde stadig en underlig følelse omkring at nogen betragtede hende eller på anden måde så hende an. Hendes øjne blev dog lidt større ved hans sidste ord og hendes mund åbnede sig let. Hun havde faktisk svært ved at vide hvad hun skulle svare.
"Jeg er stadig i tvivl hvorvidt det er for det bedre." hun rømmede sig let og kiggede ned på sin ene fod som nervøst gravede let i gulvbræderne. "Jeg.. jeg sendte børnene hen til Tywings skole. Eller rettere, jeg opfordrede dem til at blive fanget af byvagterne og blive sendt derhen." Der var en blanding af stolthed og sørgmodighed at finde i hendes stemme, hvorefter hun sukkede let. "Det gjorde jeg ikke lang tid efter at den åbnede. Derefter, tog jeg arbejde her, når jeg ikke var andets steds." tilføjede hun så bag efter og tog en dyb indånding, inden hun løftede blikket og så på Handark med et forsigtigt smil. "og jeg er holdt op med at stjæle. Det tog måneder før jeg rigtig kunne sige at jeg var stoppet, men er færdig med det nu. Jeg tager dog stadig på eventyr med Caitlin, men uden at stjæle fra andre.. altså med mindre du medtager at finde skattekister og glemte kilder for at stjæle." forsøgte hun med et svagt grin. Hun var bange for at hun ikke havde gjort det rigtige. At hun ikke havde ændret sig nok denne måned. Selvfølgelig kunne man se på hendes udseende at hun var bedre ernæret, og nok derfor havde omlagt sin kurs, men Amy var stadig i tvivl om hvorvidt det var nok.

Handark nikkede forstående ved Amys ord. Trods hans øjne hvilede imod hendes øjne, virrede de fra tid til anden. Diskret kastede han blikket fra hende, rundt i lokalet; steder han før ikke havde ladet sin interesse fange af. Hvad var mon anderledes denne gang, hvad havde pirret hans opmærksomhed? Han kendte udemærket svaret på dette spørgsmål. Han undlod blot at svare.
Rødmen der samlede sig omkring hendes kinder, blidt aede den nedre del under hendes øjne, fik ham til sidst til at fastlægge øjnene helt på hende. Han følte sig for en stund forvirret over hendes ageren, overvejede kortvarigt at spørge til dette, men standsede dog sig selv ret hurtigt. Handark rykkede lidt uroligt på sig selv, ude af stand til at vide helt hvor han måtte placere sig i lokalet. Han ønskede at sidde da hans fødder følte sig lidt for brugt efterhånden, men holde sig oprejst. Han ønskede ikke at invadere hendes hjem - for det var vel hvad hans gamle værelse var blevet til? Noget der kunne minde om et rigtigt hjem.
"Man skal gribe muligheden imens den er der,"
Konstaterede mennesket med en varme, der næsten ikke var til at bære. Han lagde hånden imod rejsetasken på hans ryg, trækkende den af sig med et suk. Strækkende sine skuldre, lyttede han fortsat til hendes historie. Han tog sig selv i at stirre en anelse overrasket på hende, da hun fortalte om gadebørnene og senere hendes afbrydelse af at stjæle. Han åbnede munden, men ingen ord kom ud. Han var for en kort tid uden ord, men også kun for en kort tid.
"Der er virkelig sket meget, hva'?"
Han strøg snoren der holde hans hår oppe ud, ladende det langt, lidt uldede hår, falde ned på hans ømme skuldre.
"Kan du overskue det? Jeg tror næsten ikke jeg ville kunne," han fortsatte hurtigt efter, med en nyfunden nysgerrighed: "- Caitlin? En person jeg tror du ikke har fortalt mig om før,"

Amy sørgede, ganske med vilje, ikke at kigge på Handark som farven steg i hendes kinder. Hun havde altid hadet den del af sig selv. Den lette rødmen der altid kom på den hvide hud, nemt som fregnernes fremkommen i solens stråler Hun sukkede let og forsøgte at få blodet til at forlade sine kinder og vende tilbage til det mere normale stadie. "Men det er dit værelse.. Jeg ønkser ikke at tage det fra dig - du har allerede udvist stor hjælpsomhed overfor mig!" svarede hun, og fik løft blikket til hans øjne igen, denne gang lidt mere selvsikker over sin egen krops gøremål. Hun havde stadig svært ved at tage imod hjælp og især at fratage ham det værelse der altid havde været hans.

Amys blik havde vandret som hun havde talt, men opdagede svagt i øjenkrogen hvordan han strakte sig, og så bagefter det overraskede udtryk. Der var i sandhed sket meget. Hun nikkede ganske svagt og trak let på skulderen. "Det var jo nødvendigt at der skete noget." svarede hun og gik hen og satte sig i skrædderstilling på sengen. "Kom bare ind og sætte dig - jeg bider ikke."
Hvordan hun kunne overskue det. Det havde hun slet ikke engang selv tænkt over. "Nogle gange.. tror jeg.. er man nødt til at se bort fra sine egne følelser og overskud, og fokusere på det rigtige at gøre.. ikk?" svarede hun.
Den hurtige efterfølgeste fik hende til at slå øjnene op, for bagefter at klemme dem sammen igen, men hun lod sit hovede dække af den ene hånd. Selvfølgelig. Hun havde ikke nævn Caitlin af den årsag, at Caitlin ikke var en del af banden og hun ville ikke bringe veninden i ulykker. Hun vidste at hun foretrak at leve i skjul. "Ja.. øhm.." hun fjernede hånden og tvang sig selv til at kigge på Handark med et smil. "Caitlin er også gadebarn.. hun er lidt yngre end mig, og vi har en tendens til at tage ud på eventyr udenfor hovedstaden. Og har ligeledes end tendens til at havne i problemer." svarede hun og begyndte at grine lidt over hvad de efterhånden havde lavet. "Men jeg.. jeg har ikke turde at fortælle hende at jeg er stoppet. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg tror.. at jeg er bange for at give slip på den sidste del. Det sidste jeg har tilbage af mit gamle liv." hun trak benene lidt tættere til sig og kigge lidt væk fra Handark. Det var rart at snakke om, og hun følte ikke hun behøvede at bakke noget ind overfor ham, hvilket var nyt og rart helt på samme tid. Selvom det også var en smule skræmmende at stå i den situation.