Selvom det var svært at bedømme på denne tid af året, var det næsten ved at være midnat. Normalt ville månen få bjergene til at kaste lange skygge ned mod dalen ved deres rod, men månen var dækket af et tykt lag skyer, og himlen var næsten ikke til at se for grantræerne, der omgav den lille lysning ved bjergenes rod.
Stilheden blev holdt i ave af ulvehyl og bjørnebrøl, og andre lyde, der ikke var til at forklare med en menneskelig tunge. Men Tusmørkeskovens rovdyr og natlige væsner var forsvindende små i forhold til det bæst, der snart ville slå sine enorme klør i skovbunden, for at møde den mand, der netop nu var på vej hertil.

Et vagt smil prægede halvdæmonens læber. Han havde næppe troet, at han nogensinde skulle kaste blikket - og være så nær, ej forglemme - på et så magisk væsen som en drage. Han troede det fortsat ikke, som han vandrede igennem den tætte granskov nær Krystalbjerget. Som han nåede det aftalte mødested, satte han af i et ganske let hop og lod sig, hertil ved hjælp af hans magiske evner, løfte over jorden i en blid bevægelse. De isblå øjne skuede imod nattehimlen, fyldt med hvad der lignede en glød af blidhed og varme. Om nok glædede han sig til at kaste blikket på det urgamle væsen, men det var ikke dén han glædede sig allermest til at se. Kvinden der var herre over denne, var hvad han så frem til.
Som Morgoth nåede over trætoppene ramte månelyset hans ansigt. Hans skikkelse var da ikke længere meget svær at beskue, da hans kridhvide ansigtsudtryk næsten lyste op i de kølige stråler. Han skuede fremad, omkring sig derefter, og anede ikke nogle skikkelser i nærheden af ham. Var han mon for tidligt på den?

For tidligt på den? Nej, det var han skam ikke. Ethelihn sad godt til rette på den skældede drageryg et godt stykke længere oppe ad bjerget og ventede skjult bag trætoppene. Der var ingen grund til at skilte med sin tilstedeværelse, selvom Tusmørkedalen var neutralt område - næsten. Som ventet var hendes gæst ikke svær at få øje på. Nu var det bare at gøre sin entré. Ethelihn lænede sig fremover:
"Så er det tid. Og prøv at være lidt majestetisk, gider du?" Hundragen fnysede som svar, og Ethelihn mente hun kunne ane et smil i det store dyrs mundvig. Titania foldede sine enorme, sorte vinger ud og satte af med et ryk fra jorden, hvirvlede rundt om sig selv og dykkede ned mod dalen for så at bremse op med fuld front mod Morgoth. Hundragen baskede en enkelt gang med vingerne af al kræft for at standse helt, så græsset foran hende næsten blev revet op. Så landede hun tungt på alle fire og lagde halsen mod jorden, så hendes nye rytter kunne springe af.
"Lige til tiden, Morgoth."

En ting var at høre om dragerne igennem fortællingerne, en anden var at møde dem rigtigt. Uanset hvad, man ville være et naivt barn, hvis man allerede igennem rygterne ikke frygtede de magiske væsner blot en smule. Morgoth ville næppe påstå at han nogensinde havde følt rigtig ubehag overfor et andet væsen - denne gang fik han en forsmag på det han genkendte som denne følelse.
Han måtte trække sig tilbage i et hårdt ryk, da den flyvende drage pludselig kom han nær. Han så ikke Ethelihn - han så hende, men han glemte helt det faktum at hun var der - da væsnets øjne stirrede direkte ind i hans. Han holde vejret, og gjorde det indtil han satte fødderne solidt på grunden under dem.
Morgoth krummede sin skikkelse sammen, nedstirrende væsnet der var mindre end fem meter fra ham. Hans skuldre lagde sig næsten imod hans ansigt, i så stor forsvarsstilling havde han placeret sig selv i. De første mange sekunder svarede han ikke den sorthårede kvinde, da han var i fuld gang med at anlysere dragens kropssprog. Det eneste problem var blot, at igennem hans lærdom havde han aldrig haft mulighed for at studere dets væsen - ingen havde det. Fordi der stod intet skrevet om dem.
"Vil du introducere os?"
Der fandtes ikke megen glæde i halvdæmonens stemme, da han talte imod Ethelihn. Han så fortsat ikke på hende, men stirrede fortsat imod det skældede væsen.

Morgoth havde muligvis problemer med at læse dragens kropssprog, men Ethelihn havde ingen med at læse Morgoths.
"Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, du var bange," sagde hun efter en kort, hånende - men venskabelig - latter. Hun trådte et halvt skridt til siden og pegede skiftes på Morgoth og den sorte hundrage med udstrakt håndflade: "Morgoth, TItania. Titania, Morgoth." Dragen lod til at nikke en enkelt gang og lagde sig dernæst ned på jorden med et tungt bump, der Ethelihn til at hoppe en enkelt gang.
"Hun er min partner. Og det er også godt at se dig igen, Morgoth." Titania fnøs en neklet gang og fik Ethelihns tykke, sorte kappe til at blafre, mens generalen nærstuderede Morgoths skuldre, der så ud til at være spændt til bristepunktet, hvilket morede hende bare en anelse.

"Bange? Det er virkelig ikke ordet,"
Det var ikke hans mening at lyde bidende, men sådan kom det ud. Han ænsede ikke latteren rigtigt, før han kort skævede imod hendes ansigt, efter at havde udstedt kommentaren efter hende. Da han da så den, kunne han ikke lade være med at lade et undskyldende udtryk glide over det ellers ret alvorlige. Han trak dog hurtigt øjnene tilbage imod det skællede væsen.
"Titania?"
Han lod navnet ligge på hans tunge, glide derpå, imens han langsomt banede sig imod Ethelihn. Da han nåede hende lagde han armen omkring hende, hendes hofte helt korrekt, hvor han kneb hende ganske lidt. Langsomt slap han hende, fortsat uden at have sluppet hundragens øjne.
"Så rygterne taler sandt, om dragerne i Mørkets Hær?"
De isblå øjne vendte sig da imod Ethelihn. Han rynkede brynene, pludselig med en ret sigende mine.

Ethelihn grinede bare endnu mere. "Fiint, benægt det bare, hvis det gør dig bedre tilpas," svarede hun og ignorerede fuldstændigt Morgoths bidende tone, fordi hun vidste, han ikke mente det selv før, han smilede.
"Det fik jeg at vide, var hendes navn på vores sprog. Der var en eller anden mytologisk betydning, men det- Morgoth, dine kram blive ikke mindre akavede." Hendes stemme blev pludselig en smule tyndere. At stå med Morgoths berobede arme slået om sig igen havde hun næsten regnet med, men kun næsten. Til sidst opgav hun sine protester med et meget dybt suk og slog armene om sin tidligere overordnede - og sørgede for at klemme til så meget, som hendes tynde arme tillod, før hun slap ham igen. Det strejfede hende, at han virkede mere benet end sidste gang, han havde valgt at være akavet.
"Ja, rygterne taler sandt... Tror jeg. Det kommer an på hvilke rygter, du har hær. Der går nogle om, at Mørkets Lord, - her kunne anes et par dråber gift i Ethelihns tonefald - " er blevet så magtfuld, at han har tæmmet onyxdragerne og undertvunget dem fuldstændigt. Men det er ærligt talt årets overdrivelse." Hun fnøs en enkelt gang og stak Titania et sigende blik. "Nogen forhindringer på vejen?"

De indsunkne kinder var om nok det eneste synlige for Mørkets General, men de var ikke de eneste der led under mangel af fylde. Halvdæmonen havde levet, og levede fortsat stadig, under et større pres end hvad han fandt behageligt. Mad var ofte ikke første prioritet, og endnu oftere synes han at glemme at indtage det. De få gange Morgoth havde kunne kaste et blik på sig selv, lettere afklædt og med større udsyn til kroppen under de mørke rober, havde han måtte konstatere en ting - han nærmerede sig et udseende, han før havde båret. Og dette var ikke godt.
"Hvis der er noget der er akavet, så er det da dig,"
Hans stemme var blid, men det skæve tandsmil indikerede blot tendensen i de to individers måde at tale til hinanden på - bidsk. Morgoth hævede brynene, atter ladende sig selv falde i øjnene på dragen imens han betragtede dens skikkelse. En ting han havde gjort mange gange, de sidste foregående minutter, men han fandt sig selv gentagende handlingen; han var ustoppelig.
"Dét er en af mange rygter - jeg ved snart ikke hvad jeg skal tro på længere,"
Han bredte det forhenværende smil ud, ladende en utilfreds grimasse glide over hans ansigt. Med besvær slog han blikket fra dagen, tilbage på Ethelihn.
"Hvad tænker du på? - Lysets krigere, mørkets krigere? Vrede bønder? Drager?"
Han lavede en gestus imod Titania med den enkelte af hans hænder, bevægende sig bagom Ethelihn endnu nærmere det skældede væsen.
"Nej, jeg har været ganske heldig indtil videre og sluppet afsted med en enkelt episode,"
Han bed sig i læben, sukkende en anelse udmattet. Herefter tilføjede han dog: "Lyset har måtte lade fem-seks soldater,"
Fangende Ethelihns blik, blinkede han med det enkelte af hans øjne.
"Jeg burde være glad for det faktum, at tallet af dødstilfælde fra deres side af stigende, men,"
Han tøvede med at fortsætte, hævende hans højre hånd for at indikere at han ville række den fremad imod dragen. Han sendte et prøvende blik i Titania's retning.
"- Jeg synes jeg har nok blod på mine hænder, for nu. Er det en tosset tanke?"

"Dem alle sammen," svarede hun, som om det da var et dumt spørgsmål, "Du er jo ikke ligefrem nogen populær mand, kæreste." Ethelihn fulgte Morgoths kropsbevægelser i retning af Titania mere interesseret i, hvad dragen ville gøre, and i at holde sin tidligere herre skadefri. Og hun var egentlig ikke sikker på om det faktum, at Morgoth var svær at give skrammer, havde noget med sagen at gøre.
Titania rejste hovedet lidt og gav et hemmeligt utilfredst, dybt væs fra sig."Shh! Hvis du absolut skal snappe, kan du så ikke gøre det stille."

Med opmærksomheden tilbage på Morgoth, kunne hun ikke helt afholde sig fra at få en forundret og ikke helt forstående rynke mellem brynene. "Måske... Det ville komme meget and på blodet." Hun forsatte med at se på Morgoth forventede en forklaring. Det var et underligt vend hans moral havde taget. Hun ville nok have forstået, eller gjort sig mere umage for at forstå, hvis hun kendte grunden. Men lige nu forstod hun ikke meget. *Det er ikke et godt tidspunkt at få dårlig samvittighed på, når hele rigets befolkning og deres bedstemødre er efter en... måske er det manglen på mad... eller selskab! folk bliver så filosoferende, når de er alene*

Han var træt. Træt på alle leder og kanter; hans udseende bar præg af den, trætheden, og den havde i sandhed også et tæt greb omkring hans indre. Han var træt af, at holde sig selv i gang, i sikkerhed eller blot opsætte en falsk form for sikkerhed. Han var træt af ikke, at have et fast sted at være, at vide uanset hvor han slog sig ned, ville dette sted ikke være hvor han kunne opholde sig mere end blot et par dage af gangen. Om nok blev han huset af Elverly, af det højeste post i hierarkiet, men dette kunne ikke vare for evigt. Dette kunne umuligt være gratis, selvom Leder Toorah havde synes at være ganske oprigtig i hendes venlighed.
Han var træt af, at være alene. Ingen, trods allierede eller nære, kunne han gøre selskab af. Det ville betyde at der ville være brud på deres sikkerhed; deres stabilitet og deres liv. Det ønskede han ikke at udsætte andre for. Ikke igen.
Den advarende lyd, stammende fra dragen ikke mange centimeter fra hans hånd, fik ham til at trække sig. Han knugede fingrene i en knyttet næve, erkendende sit nederlag. Om nok fandt han sig selv grebet af nysgerrighed, men han ønskede ikke at tage kampen. Han bar hans fars stædighed, aldrig indrømmet selvfølgelig, men ikke hans dumdristighed. Han tillod sig selv at frygte, engang imellem nu og da, og denne gang var en af dem. Han frygtede dragens vrede og dens styrke. Han ønskede ikke dens fjendtlighed, og dette ikke helt ubegrundet. Han lå inde med nok disse dage, og netop dette væsen var - godt nok på ordre af sin herre - på hans side. Det ville være synd at fraskrive ham en chance for dens loyalitet, så tidligt i forholdet.
Tankerne fra kvinden ved hans side, overrumplede ham. Det var ikke hans mening, at give ham selv adgang til hendes inderste indre, men det hændte ham (specielt under stressede situationer - dem synes at han møde en hel del af på det seneste) at han nedlagde filtret der adskilte ham fra andre individers tanker. Han lod sig ikke påvirke synderligt under normale omstændigheder, men dette var anderledes. Hørende Ethelihns tanker, fik halvdæmonen til at tabe en smule følelse i det markerede ansigt. Det ellers noget kønne ansigt, tabte sin glans blot en anelse.
”Føler du den?”
Et koldt smil bredte sig over de sorte læber. Morgoth lagde hovedet ganske let tilbage, løftende sin hage en kende, imens han lod sine isblå øjne glide vurderende over det menneskelige ansigt tæt ved ham.
”Den dårlige samvittighed? - Jeg tror næppe, at din herre ville finde den her-”
Han gjorde an til en pause, liggende armene overkors, imens den friere hånd gjorde en vippende gestus.
”- Situation, særligt passende.”
Han grinede et grin, lavt og dybt, men lige så koldt som det forhenværende smil:
”Har I overhovedet mentalister, der gennemser jeres hoveder? Det ville være meget passende, tager alt i betragtning.”
Hans fjendtlighed var så sandeligt ikke rettet imod hende - dette burde Ethelihn også vide. Et dårligt humør kan, trods alt, ramme hvem som helst.

Ethelihns ellers skarpe tunge og kvikke hoved forstummede. "Det er en god ting at de fleste af vore tropper er fuldstændigt forrådnede, hvad angår moral. Når de snager lige så meget som Dem, er det den eneste måde, jeg kan få de små kujoner til at holde deres kæft på," væsede hun irritabelt og prikkede lidt til skæftet på sit ene sværd med en fingernegl. Naturligvis var hendes vrede ikke rettet mod Morogth. "Desuden er der kun én, der får lov at se på mit hoved... Lad os bare sige, at jeg sladrer om ham, hvis hans tungebånd bliver for løst. Det er sikkert nok, så længe jeg ikke gør mere, end hvad jeg gør nu." Et sigende blik flakkede over på Morgoth. Ethelihn var ikke dum nok til at tro, at den situation, hun var i, kunne holde til ret meget.
Hun så op mod nattehimlen. Sortgrå stykker af regnskyer hang over dem og dækkede halvt for månen, mens stjernene glimtede koldt. Skyerne var forgængere for nogle enorme, sorte formationer, der næsten kunne forvæksles med de bjerge de omringede. Et sted i samme retning begravet i klippe, sne og is lå Dragorn. Hendes herre havde store planer med den borg, men hvis Ethelihn ikke trådte i spinaten inden da, ville hun sidde med langt bedre kort på hånden - og så langt væk fra sin 'herre', som nogen kunne håbe. Et lille smil bredte sig på de fine læber. Selvfølgelig havde hun dårlig samvittighed over visse ting, men aldrig over at forråde et væsen, der ingen samvittighed havde overhovedet.
Den sorthårede kvinde trak vejret dybt og pustede ud i et stød med en beroliget mine.
"Selvfølgelig har jeg det. Men kun over ting, jeg aldrig har fået gjort." Hun så vurderende på Morgoth, og pludselig lyste hende øjne om. "Men dårlig samvittighed eller ej... Du ville ikke tilfældigvis være i stand til at sætte nogle mure op derinde, ville du?" Hun håbede inderligt, at det var en af din ting, mentalister var i stand til for ellers var det kun et spørgsmål om tid, før noget gik galt. Ethelihn var dygtigt til mange ting, der havde med krig og lyssky forretninger at gøre, men langsigtigt taktik havde aldrig været hende stærke side, hvor lidt hun end havde lyst til at indrømme det.

Halvdæmonen trak på skuldrene med hvad der lignede et undskyldende udtryk malet over hans næsten hvide ansigt. Et lille smil formede sig samtidig over de ibenholtsfarvede læber, som hans øjne fangede hendes. Han talte sagte, da han kortvarigt lod sine øjne bevæge sig imod sværdet Ethelihn gjorde gestus imod. Han lød til at finde morskab i hendes ord, da et fnys lød fra ham:
"Det er én måde at skabe loyalitet på: frygt. Det har mørkets herre lært os allesammen."
Morgoth rynkede brynene, hvortil han derefter ikke længere kunne tilbageholde den varme latter, som langsomt havde samlet sig i hans mavecenter. Han trådte en kende bagud, med blikket stadig fikset imod generalens skikkelse.
"Jeg føler mig priviligeret, Ethelihn."
Påpegede han, imens han langsomt lagde an til at placere sig på plænen under dem. Han sukkede højlydt, lød næsten en anelse forpint som han placerede sig siddende på jorden. Han strakte let sine ben, inden han lagde dem overkors.
"Undskyld jeg er så uformel, men-"
Han placerede armene lidt bag sig, strækkene ryggen imens han forsat så imod hende.
"Jeg er virkelig lidt træt."
Indrømmelsen gjorde ham ikke ondt. Det var tydeligt for enhver, og han mente ikke at personen overfor ham ville bebrejde ham den mindste smule. Hvis hun da gjorde, ville det ikke røre ham synderligt. Han så opad, samme vej som hende, imens han lød strømmen af hendes ord fylde ham langsomt. Han lyttede uden tvivl, trods hans øjne så ud til at være alt andet end nærværende. Han lod sig selv omfavne af mørket over dem, af de bitte små lyskugler han lod sine øjne betræde. Hver og en, indtil hans øjne ikke kunne mere. Som ham var de trætte, udmattede af hver eneste ting der behøvede hans opmærksomhed. Hver eneste lyd, hver eneste bevægelse og farve der fangede hans sanser. Og han lod sig sandeligt fange, af hver eneste en.
Han åndede tungt ud. Ikke udmattet, men næsten lettet. De hvide øjne betrådte atter skikkelsen overfor ham, og blev overrasket over deres intensitet. Han nikkede erkendende, med et ganske neutralt blik.
"Mure er ikke ordet."
Rettede han hende, imens han trak sig selv op i en mere rank holdning.
"Forhindringer, distrationer er nok nærmere hvad jeg er i stand til. Afvigelser fra virkeligheden, eller dine tanker og minder for at være mere præcis."
Han rynkede brynene, en anelse imponeret. Ikke over sig selv, selvfølgelig.
"Det ville jo ikke være en dårlig ide. Der ville blive stillet spørgsmål til dem, dog. Ved du hvad du skal svare, når der ville blive spurgt hvem der påførte dem på dit sind?"

Ethelihn så småforvirret på Morgoth et øjeblik. "Nej... Det har jeg ikke tænkt over." Hun holdt en pause og lod blikket flakke eftertænksomt ned mod jorden og så tilbage på Morgoth. "Men det er jo lige meget, hvis jeg støder på en mentalist, så snart jeg når inden for portene derhjemme. Jeg kan finde på en undskyldning senere." At tænke på fødderne havde altid været hendes styrke, og hun var udmærket klar over det. Talte man med nok tempo og nok overbevisning, kunne man overbevise selv den mest stædige bogorm om, at han tog fejl. Ikke nødvendigvis, at man selv havde ret, men at bringe andre i tvivl eller ud af balance var lige så nyttigt.
Hun observerede Morgoth sætte sig på græsset. Hans træthed overraskede hende ikke det mindste. Det var ikke så længe siden hun selv havde været på en længere flugt, men hun vidste, at Morgoth havde langt større problemer. I det mindste havde der kun været en side, der jagede hende. Men det overraskede hende alligevel lidt, at han valgte at vise sin udmattelse. Enten havde hun slet ingen forståelse for, hvor meget han havde været igennem i løbet af de sidste mange måneder, eller også var han ved at blive blød. De pludselige - eller måske ikke så pludselige; det var umuligt at sige, når det var så længe siden, hun havde så meget som hørt fra manden -, samvittighedskvaler, virkede også bekymrende på hende. Men hun valgte at holde sin mund ind til videre. Hun forstod ikke, hvad der foregik, men regnede i stedet med, at halvdæmonen ville fortælle hende det, hvis han mente, hun havde brug for at vide det.

Ethelihns blik flyttede sig fra Morgoth til en plet på græsset ved siden af ham. Lettere ubeslutsomt vippede hun lidt fra den ene hofte til den anden og besluttede sig så for at sætte sig ved siden af ham. Med den ene hånd holdt hun sit sværd af vejen. Hun trådte et skridt frem, placerede så først det ene knæ, så det andet på jorden og satte sig på sine hæle med fronten vendt halvt mod Morgoth. Hun var tæt nok på til, at han kunne røre hende, hvis bøjede sig lidt fremover. "Vil du hjælpe mig, eller skal jeg klare ærterne selv?" spurgte hun lidt utålmodigt, lod det sværd, hun havde holdt på falde til jorden med et let bump, og placerede sine hænder på sine knæ. Med en afventende mine lagde hun hovedet lidt på skrå, mens hendes blik skiftevis så på hver af Morgoths øjne. Hun tvivlede ikke meget på, at Morgoth ville gøre, som hun bad om. I sit stille sind tænkte hun, at hun havde mere tillid til det væsen, end noget menneske burde, når hun turde lægge sit hoved i hans hænder. Men nu havde hun brug for hans hjælp, og så måtte tvivlen komme ham til gode.

En varm latter brød fra halvdæmonens ibenholtsfarvede læber. Han kunne ikke kontrollere den, kunne ikke tilbageholde den buldren der stammede fra hans maves inderste indre. Han løftede en hånd i en undskyldende gestus, for derefter at sætte denne for sin mund i en afdæmpning. Han så væk fra Ethelihn, ganske antydende at han ikke lo på bekostning af hende. Han lo med hende, i den forestilling af hvordan hun ville håndtere en nysgerrig sympatisør af mørket, der havde haft lidt for lang en næse i forhold til mørkets generals inderste tanker. Morgoth kendte alt for godt til Ethelihns håndtering af langnæsede personer, personer der stak ud fra position og rang. Han kendte til hendes skarpe og hurtige mund - og hendes temperament selvfølgelig, samt den manglende tålmodighed for idioter, der modsagde sig hendes vilje. Han elskede hendes temperament, og hendes bidende kommentarer. Han var endnu ikke udsat for andet, end hendes lege og udfordrende blikke, når hun talte spidst efter ham. De havde altid leget, de to. Leget en leg, han aldrig helt havde kunne placere mere end et specielt venskab. For der var mere, uden tvivl, mere der aldrig blev til mere end blot dét.
Han så udemærket hendes blik, fornemmede det som hun åd hans bevægende skikkelses træk en for en. Han ville have forsikret hende om der intet var ham galt, men det ville være en løgn. Noget hun ville have gennemskuet i det sekund, at han havde udstødt ordene. En forklaring ville blot gøre det hele værre, og pludselig kunne han risikere ikke at være andet end blot en svækling. Et svagt individ, uden kontrol. Han følte sig svag, indrømmet i hans eget stille sind, men han havde stadig kontrol. Blot en smule endnu.
Det overraskede ham derfor, da hun valgte at placere sig overfor ham. Han kunne ikke holde antydningen af et smil tilbage, da han lod forvirringen forlade de isfarvede øjne. Han gned sig tænksomt på den ene side af kæben, imens han lod sine øjne omfavne af hendes. For en stund, lod han stilheden hvile imellem dem. Han lod hende placere ham, imens han placerede hende. Igen, en af deres lege. Han rakte til sidst fremad, med begge hænder imens han talte ganske let:
"Stoler du på mig?"
Han omfavnede begge Ethelihn håndled, vendende hænderne således at håndfladerne lå blottede og opad. Hendes front var pludselig fuldstændig åben foran ham. Alvoren lå dybt i spørgsmålet, der forlod halvdæmonens tunge. Det var pludseligt ganske tydeligt, at han ikke længere legede med skikkelsen foran ham.
"Sådan rigtig, general Ethelihn."
Han gjorde en pause, som han langsomt lod sine hænder give slip på den berøring der lå imod hendes.
"Fordi så vil jeg hjælpe dig - alt det jeg kan."

For en gangs skyld kom latteren bag på hende. Hun var ikke uvandt med, at hendes kommentarer blev besvaret med latter. Nogle gange forventede hun det ligefrem. Men stemningen i lysningen var ærligt talt temmeligt tung, og selvom hendes formål vel egentlig delvist havde været at lette begges humør, samtidig med at forsikre om hun nok skulle klare sig, så havde hun ikke regnet med mere end et smil. Især når Morgoth lignede en, vis ribben ville brække, hvis hans mellemgulv bevægede sig for meget. Ethelihn hævede et øjenbryn, men trak også lidt på smilebåndet. "Såså, overanstreng dig nu ikke." Enhver udsagt til at gøre skade på fjolser, var altid opmuntrende. I det lange løb var problemet bare, at der var grænser for, hvor mange fjolser, hun havde råd til at irettesætte. Det kunne selv hun tænke sig frem til.
Smilet falmede i samme øjeblik, Morgoth begyndte at bevæge sin tynde skikkelse i hendes retning. Hun rettede ryggen, men flyttede hverken sit blik eller sig selv yderligere, heller ikke, da han rørte hende. Mørket havde forandret sig i de snart 15 år, hun havde været en del af det; eller også havde hun selv. Hun troede ikke længere på, at de var på vej i andre retninger end den, deres magtsyge leder ledt dem i. Men lige meget hvor ret, hun selv mente, hun havde, ville mange på borgen se generalen som foræder. Som det var levede hun livet farligt, og det var på ingen måde blevet bedre af, at Mørkets Lord nu var tilbage til fuld styrke, eller visse tankelæsende dæmoner, var kommet tilbage til borgen.
Og hvis det, som hun nu var sikker på, Morgoth ville hjælpe med, gik galt, stod der en envejsbillet til torturkælderen og ventede på hende, når hun kom hjem.
Hun så fra sine hænder, vis flader nu vendte opad, og op på Morgoths dødblege ansigt. "Jeg lægger mit hoved i dine hænder, gør jeg ikke?" sagde hun, som svar på hans spørgsmål. Selvom hendes tillid efter nogens mening grænsede til det dumdristige, gnavede nervøsiteten stadig i hende. Hun rømmede sig og hævede hagen en smule.
"Du kan lige vove på at ødelægge noget," sagde hun og forsøgte at forberede sig på noget, hun ikke havde nogen anelse om, hvordan ville føles.

// Afsluttet