Dorín var ikke sikker på at han kunne holde styr på hvor meget der egentlig foregik i Lindeskoven! Han havde ikke vanvittig meget kontakt til elverne i skoven, selvom de engang imellem havde kontakt til hinanden. Enkelte havde han snakket med, andre tolerede bare at han var der. Eller de fleste tolererede hans tilstedeværelse.

Der havde været nogle uheldige episoder efterhånden. Noget med en mørkelver som havde terroriseret skoven for en del tid siden, og så havde der været noget med en elementaler, og så kom der et eller andet med en ubuden gæst i form af et menneske, som der havde været nogle stykker efter. Forvirringen hos dværgen var stor, som faktisk holdte meget af at være for sig selv lige i øjeblikket. Mest fordi at han ikke forstod alle de problemer de kunne rode sig ud i! Specielt når de havde deres eget sted og samfund. Hvordan kunne det gå galt.

Men der ville også ske et mirakel før Dorín kunne sige at han forstod elverne. Og den dag kom nok aldrig nogensinde, hvilket ikke irriterede ham det fjerneste. I stedet passede han sig selv i sit eget lille hjørne af skoven med sin lille hytte, sin følgesven og at passe sig selv. Han havde siddet på en bænk og nydt en pibe tobak, hvor røgen dansede nydeligt og velduftene op fra den håndskårne pibe, som noget fangede hans øje.
Det var et lille dyr, men dem var der også mange af i skoven, så det satte inden alamer igang hos ham. Det var først da skikkelsen kom ud i lyset og afslørede en forvildet gråstribet kat, som ikke så ud til at være helt glad. Den så lidt forpjusket ud og faktisk lidt panikken, som den løb frem mod det som Dorín selv ville kalde hans have, og gemte sig ind under en busk. Dorín sad lidt forvirret først, inden han kiggede ud i skoven for at se om der var noget der tilfældigvis havde jaget det stakkels dyr.

Caitlins held med hjprte var ikke blevet med tiden. Langt de fleste så hende og ignorerede hende eller blev forskrækkede og løb. Men så var der lige de få, de rå og de alt for store bukke, der så en trussel i hende hun bestemt ikke følte hun udgjorde. Der var heldigvis langt imellem bukkene - eller rettere hun var blevet rigtig god til at spottede dem først og komme af vejen før de opdagede hende - så det var lidt af et uheldigt tilfælde med den hun havde krydset i dag.
Hendes opmærksomhed havde været på en elverpatrulje hun var ved at undgå og den uopmærksomhed kom til at koste hende. Et højt fnys, en skrappen i jorden og hun havde stået snude til med en aggressiv buk.
Så hun havde gjort det eneste fornuftige, snoret rundt på stedet og sat i fuld firspring væk!

Turen havde ført hende under adskillige buske og i frit fald ned i en skovsø. Det sidste havde rystet bukken af hendes spor, men det havde ikke beroliget hendes noget flossede nerver. Slet ikke som hun havde kunne høre den eller et andet stort dyr pusle rundt i nærheden som hun kom op af søen og fik rystet det meste af vandet ud af pelsen. En gren der knækkede fik hende til at stivne og sætte af sted igen.
Det var et par uger siden hun havde forvildet sig ud i skoven og den voksede støt på hende. I dag var dog ikke en dag hun rigtig satte pris på, som hun smuttede videre mellem træerne, gennem buske og væk fra lydene af det tunge dyr.

Ud gennem en busk og hun stoppede kort op ved synet der mødte hende. Et hus i skoven, der virkede så hjemligt som noget. Ikke særlig stort, men med en anlagt have af grønsager og en lille smule hegn. Hun så sig nervøst tilbage over skulderen, før hun som et lille gråt løb strøg hen over græsset og forsvandt ind under en busk op af huset.
Der sank hun ned og rullede sig sammen til en lille forpjusket kugle, mens hun fik vejret og overvejede sit næste træk.

Dorín så efter den forpjuskede ting, der nærmest var helt umulig at se inde under busken hvor den gemte sig. Han rejste sig fra sin sideplads og gik nogle skridt hen imod busken, men ikke alt for tæt på. Han havde mødt tilstrækkelig med skræmte dyr i sit liv. Han satte sig ned på hug på den let våde jord og forsøgte at se ind under busken uden at nærme sig for meget. "hey lille ven.. Hvad laver du dog så langt ude i skoven?" velviddende at dyr ikke kunne tale til ham i et sprog han forstod, sprugte han altid alligevel. Det kunne være at det var en beroligende effekt at høre en stemme der hverken var fred eller fjentlig, men bare rolig og imødekommende.

Dorín spejdede hen mod træerne hvor katten var kommet, for at se om der var noget der fulgte med ud i lysningen, men intet så ud til at komme ud derfra, og Miriam, hans Ekuma, lavede ingen spetakel over ved sin fold. Hun stod ganske stille og gumlede på noget hø og så ret åndsfraværende ud i dette øjeblik. Som om hun bare mere eller mindre stod og sov.
Dorín kiggede derefter ned igen mod katten og fjernede noget forvildet hår fra sit ansigt, mens han smilede ned til den. "Der er ikke nogen der følger efter dig mere. Kom bare ud."

Caitlin trykkede sig dybt ind under busken og rullede den pjuskede hale rundt om sig, som hun lukkede øjnene og forsøgte at falde til ro. Det virkede nogenlunde. Om ikke andet til lyden af noget der nærmede sig fik hende til at trykke sig ned mod jorden og stirre mod åbningen i busken.
Øjeblikket efter kom et ansigt til syne og talte til hende. Det fik Caitlin til at blikke overrasket, men også til at se mistænksomt ud på manden. I katteform virkede alle store, men der var noget solidt over manden her og noget jordbundet. Som hørte han til her og var en del af stedet her. Det fik hende til at slappe en smule af, men ikke til at røre sig ud af stedet. Busken var tryg og sikker. Desuden kunne der stadig komme noget ud af skoven efter hende.

Om han havde samme tanke vidste hun ikke, men mandens blik vandrede fra hende og ud. Hun fulgte det mod skoven og den stilheden der var der. Det fik hende til at føle sig en smule fjollet og overfølsom, men hun havde været sikker på der stadig havde været noget efter hende til hun var brudt ud i den lille lysning omkring hytten.
Stilheden fik hende dog til at se tilbage på manden og møde hans brune blik med sit blå. Hans smil var tillidsvækkende. Nok til at hun lagde hovedet let på skrå ved hans ord og så strakte sig, før hun forsigtigt forlod buskens dække og kom hen mod ham. Måske virkede han tillidsvækkende, men endnu ikke helt nok til at hun ville give sig fuldt til kende som mere end kat. Beboerne i skoven havde til nu virket alt for fjendske til det.

At se der var en lille forvandling i kattens udtryk gjorde at Dorín smilede lidt mere. Han var ikke sikker på hvad der var hendt den, men det kunne ikke være rart. Men indtil videre så det ikke ud til at der kom nogen efter den, selvom den stadig så bange og skeptisk ud. Dorín forstod skam godt den grå kat, for han var en fremmed for hende, selvom han ikke ønskede hende ondt.

Dorín satte sit hovede let på skrå og kiggede på Caitlin som hun kravlede ud af busken, selvom hun stadig så ret forsigtig ud. Han ragte forsigtigt sin hånd ned til hende, og med den tro at det var et dyr, så hun kunne lugte til om han var farlig inden han ville gøre andet. Hvis der ingen fjenske tegn eller tegn på ubehag kom frem ved den lille kat, ville han ae den forsigtigt over hovedet og klø let under hagen.

"Er du kommet til skade?" igen uvidende omkring hvorvidt Caitlin kunne forstå ham, men han anså alligevel almindelige dyr for at være mere intelligente end man gav dem kredit for.

At Caitlin kom ud fra busken betød ikke hun havde tænkt sig andet end at se manden an og situationen i det hele taget. Han virkede tilforladelig og talte til hende som forstod hun ham uden at hun helt troede han forventede et svar. Det var en måde hun var blevet talt til før, men hvad der fulgte når hun kom tættere på var altid en af to ting. Dem med ægte venlighed i blikket forsøgte at ae hende, mens de andre forsøgte at gribe hende eller jage hende væk. Manden her havde dog ægthed i sit blik, som hun mødte det og rakte endda en hånd frem mod hende til inspektion.

Det fik hende til at slappe af, som latteren boblede en smule frem i hendes sind. Han behandlede hende som en kat, men også med en respekt kun få viste dyr. Det var hvad fik hende til at snuse til hans fingre - og at hun kunne duften af det friske kød han havde håndteret tidligere. At blive strøget over pelsen fik hende dog til at stivne et øjeblik, før hun trak sig lidt tilbage og så vurderende på ham. Ikke så meget over hans spørgsmål, som om hvorvidt hun havde lyst til at give sig til kende. Det føltes uærligt at lade være og af en eller anden grund havde hun ikke lyst til at udnytte lige denne mands venlighed på den måde.

Så hun forvandlede sig som hun satte sig. Hvor der det ene øjeblik stod en gråstribet kat, sad der øjeblikket efter en noget forhutlet pige med uglet hår i en forpjusket fletning og tøj der tydeligvis havde kendt bedre dage. De blå øjne var dog de samme, som de mødte mandens. "Nej, det tror jeg ikke... ikke alvorligt i hvert fald." Hun slog det lidt hen. Som hun sad der mærkede hun tydeligt på sin krop at den ikke havde brudt sig om faldet ned i søen eller det lange løb. Noget virkede bestemt forstrukket, men at sige så meget højt var lidt for meget af en indrømmelse.

Kattens reaktion over at blive aet, var nok til at Dorín langsomt og roligt trak sin hånd til sig igen, for at give den plads. Den var åbenbart ikke vant til at blive rørt ved. Det var i hvert fald hans første tanke.
Han holdte hovedet let på skrå mens han kiggede efter tegn på skade ved den lille kat, uden at røre den, da der pludselig skete noget helt anderledes og som Dorín absolut ikke havde regnet med.

Dorín kravlede ca en halv meter tilbage af, da katten forvandlede sig til en ung pige, som ikke så ud til at havde haft den bedste tid i sit liv. Han kiggede på hende med store øjne og et noget så måbende ansigtsudtryk. "Øhm.. Hej.." var hans udmildbare reaktion, som hans hjerne lige skulle dreje det hele rigtigt i hans hovede. naturligvis fandtes der folk der kunne forvandle sig, men det var ikke så tit at den unge dværg stødte på dem. "Godt.. Selvom du ikke virker helt overbevist." Han satte sig lidt bedre til rette, men gjorde ikke mine til at nærme sig hende eller på anden måde forskrække hende med pludselige bevægelser. Hun virkede skræmt nok i hans øjne.

"Hvis du har nogle skrammer, vil jeg hjertens gerne hjælpe dig. Jeg er healer, forstår du." tilbød han hende med et varmt og venligt smil, mens han afventede hvordan hun ville reagere. Nok var hun forvandlet fra kat til pige, men det gjorde ikke hendes flugtinstinkter mindre. "Dertil ligner du en, som kunne bruge et godt måltid mad."

Caitlin gengældte Doríns blik som hun satte sig. Hans virkede undersøgende, men også åbent, hvorimod hendes var vurderende og afventende. Om ikke andet så til hun gled fra den ene skikkelse til den anden og fik fornøjelsen af at se hvor uventet det var for manden. Hans overraskelse var så tydelig i hans ansigt, som i det stykke han rykkede baglæns og satte sig ned. Næsten komisk og havde dagen ikke været så frygtelig for hende som den havde, så havde hun måske endda leet af det. For nu sad hun blot og så på ham, mens hun forsøgte at finde ud af om nogle af de skader hun slog hen var alvorligere end hun først havde antaget.

"Hej.." Hun kunne ikke lade være med at smile til ham som hun sagde det. Det var nok hvad hun burde have startet med at sige også, men nu havde han jo stillet et spørgsmål. Det gav hende også tid til at se lidt nærmere på ham, mens han sundede sig, og til at indse han slet ikke var så stor som hun først havde antaget. Bred og solidt bygget, men selv ikke siddende så han høj ud. Alt i alt udstrålede han dværg, skønt skoven havde haft sin indvikning. Det fik hende til at betragte ham tavst til han svarede hende og fik hende til at blinke. "Huh? Åh, nej, måske ikke helt..." Hun trak let på den ene skulder som hun foldede hænderne om knæene og lod blikket varsot vandre. Det afslørede hendes anspændthed og hendes frygt for omgivelserne nok alligevel.

Hun fandt ham dog igen, som han talte og tøvede før hun svarede. Det var så fristende bare at indrømme hun havde ondt. Lade ham tage sig af det og få hende til at føle alt var bedre. Frstende, men det var en tillid hun ikke helt var klar til at vise nogen. Endnu. Så hun nikkede bare og lod det ligge. Til han fortsatte og fik hende til at lyse op i håb og forventning. "Du har noget spiseligt?" Det kom desværre ud så forsultet som hun følte sig og havde hende oppe på hug, før hun tænkte over det. Der stoppede hun dog og skar en grimasse, før hun sank tilbage ned at sidde med en hånd mod det venstre knæ og et lidt modløst udtryk i øjnene. Hun kunne da ikke have landet så skidt kunne hun?

Dorín fik taget sig sammen og så knap så rund fortumlet ud over at der pludselig var kommet en pige frem. Han havde simpelthen været alene for længe. Det var i hvert fald hans første tanke, når sådan noget her kunne forskrække livet af ham.
Han kiggede bekymret på hende, og var ikke helt glad for at hun stadig forsøgte at slå det hen. Selvom det da så ud til at hun stod lidt mere ved at hun var kommet til skade. Men hun var bange og meget anspændt. Han bebrejdede hende ikke.. Dog vidste han intet om hvad der kunne være hændt hende, siden hun var så forskræmt.

Dorín smilede og kom med et lille grin. "Ja, selvfølgelig har jeg det.. jeg er en dværg. Mad og alkohol, er nok det du altid kan være sikker på at jeg har.. Jeg er trods alt en dværg." svarede han muntert og blinkede til hende.
"Hvad vil du havde det bedst med? At komme med ind og spise, eller vil du foretrække at være herude?" ikke fordi han vidste om det vil være trygt for hende at være herude. Men når hun ikke kendte ham, var det også et stort skridt at gå ind i en fremmed dværgs hus. Selvom Dorín aldrig kunne finde på at gøre hende fortræd.
"Kom med hen og side på bænken. Det er lidt mere behageligt." sagde han smilende mod den modløse pige. Han rejste sig op, i sin ret lave højde, og ragte sin hånd mod hende, for at hjælpe hende op.

Dværgen - for det var hvad han sagde han var og hun betvivlede ikke hans ord sagt med den overbevisning og argumenterende fylde - fik Caitlin til at blikke et par gange, før hun lod smilet finde tilbage frem på sine læber. Han virkede til at tage det pænt at hun havde lydt som hun havde og stå ved sit tilbud. Det varmede noget dybt i hende og fik hende til at se noget mere tillidsfuldt på ham. Noget ved turen i skoven havde skærpet hendes tro på sine instinkter og det var da også dem hun fulgte lige nu. Han virkede tryg, så det måtte han også være.

Han fortsatte før hun fik andet end smilet tilbage til ham og stillede hende et valg, der fik hende til tøvende at lade blikket glide mod hytten de sad ved og så mod skoven hvorfra hun var kommet. Indenfor ville hendes flugtmuligheder være begrænsede, men det samme ville mulighederne for overraskende angreb. Det samme kunne ikke siges om græsset hvor de sad. Desuden var det mere end tillokkende at komme ind et sted, hvor der kun kunne være mere hjemligt end skoven var for hende. "Indenfor lyder rart, mester...?" Hun spurgte tøvende efter et navn at kalde ham. Det virkede som et passende tidspunkt at få det på. Især da han rejste stille og rakte hende en hånd til hjælp op at stå.

Caitlin så et øjeblik på hånden, før hun tøvende rakte ham sit hånd og uden at belaste det forslåede knæ kom op at stå. Det fik hende til at skære en lille grimasse dog og så til at smile, som hun så ned på ham. Det var en ting hun havde glemt ved dværge. Selv hun var høj i forhold til dem. At flytte sig var bare noget helt andet og delvist uoverskueligt. Hun tog et skridt, skær endnu en grimasse og fandt så dværgens blik, før hun slog sit ned. "Måske er jeg kommet lidt til skade alligevel..." Indrømmede hun så spagt.

Dorín smilede tilbage til hende, mens han afventede hvad hendes svar ville være. Det så ud til at hun tænkte lidt over det, hvilket var meget forståeligt, selvom lindeskoven ikke ligefrem var det mest farlige sted at opholde sig. Men var man skræmt i forvejen, var skoven ret mørk at befinde sig i. Dorín havde haft sine ture hvor ting havde overrasket og skoven pludselig så en kende anelse mere dyster ud. "Dorín, og du behøver skam ikke kalde mig mester, frøken." svarede han roligt. Han følte sig alt for ung til den titel. 25 var ingen alder for en dværg!

Dorín så bekymret og undersøgende på hende, som der blev skåret en lille grimasse. Han var vant til at folk var højere end ham, så den del overraskede ham på ingen mulig måde. Nok var denne pige stadig et barn, men selv børn havde en tendens til enten at havde samme højde som ham, eller være højere.
Det var ikke rart at hun vidste sig at være kommet mere til skade end hun først havde antaget. Men det kunne der heldigvis blive rådet bod på. "Hvor er det henne? og kan du gå, eller skal jeg løfte dig hen til bænken?" Dorín tænkte lidt over sine egne ord da de var kommet ud, og syntes selv de virkede lidt mærkelige, men var et sted stadig oplagt at stille dem. Han skulle vide hvor det var, og det var nemmere at hjælpe hende hvis hun sad komfortabelt ned et sted. Så hun i hvert fald ikke belastede noget.

Caitlin holdt blikket hvilende opmærksomt og måske en smule for ublikkende på dværgen som han svarede hende. Hans ro smittede af på hende lige så stille og fik hende til at smile skævt tilbage til ham nu. "Caitlin. Jeg er ingen frøken." Det var sandt på flere niveauer, men ingen hun fandt grund til at dvæle ved. Ikke som hun tog hans hånd og kom på benene og slet ikke som hendes knæ meddelte hende hvad det mente om den sag. Hans blik fokuserede med det samme på hende på en helt anden måde og det fik hende til at krybe sig en smule sammen. Ikke fordi hun troede han ville gøre hende noget ondt, men fordi den form for opmærksomhed altid gjorde hende nervøs når det kom fra stærkere end hende selv og når hun følte sig sårbar. Det sidste noget hun slet ikke forsøgte at benægte overfor sig selv, som hun stod kun støttende let på det ene ben.

"Knæet.. tror jeg." Hun svarede ham uden tøven og før hun kunne når at forsøge at slå det hen igen. Det var ikke normalt for hende at være åben om skader på den måde, men hans ro og udstråling fik hende til at have tillid til ham. Ikke nok til at hun ville lade ham bære sig, hvilket kunne ses i hendes blik, før hun afmålte afstanden til bænken og skar endnu en grimasse. Der så enormt langt ud lige nu. Sikkert seks eller otte skridt. Så det var lettere sammenbidt hun fik frem. "Jeg kan gå derhen...!" Overbevisningen var mere stædighed end sund fornuft og som hun humpende og let vaklende tog skridt efter skridt hen mod bænken var hun tæt på at fortryde og klynkende bede ham om mere hjælp end han allerede gav hende. Lettet lod hun sig falde ned at sidde på bænken, mens hun lænede sig frem og holdt hovedet ned af et øjeblik. Det havde gjort mere ondt end hvad hun ville være ved og ikke kun fra knæet. "Min ankel er heller ikke helt god..." Mumlede hun så, som hun skævede til ham og gav op på at virke andet end lille, fortabt og ynkelig.

Dorín kiggede lidt på hende med rolige brune øjne, men valgte at lade hver med at spørge ind til at hun ikke ville kaldes frøken. Jovist var hun ikke lige nogen rigmandspige, hvilket var tydeligt både på tøj men også at hun direkte frasagde sig sådan en titel.
Hun var tydeligt heller ikke van til at folk tog sig synderligt meget af hende. I hvert fald var hun ikke vant til næstekærlighed fra fremmede som ønskede at hjælpe hende, hvilket indikerede at pigen i hvert fald ikke var naiv, men havde også været udsat for alt for mange grusomheder.

Dorín gik roligt efter hende, sørgede diskret for at hun ikke væltede, uden at indikere at han holdte øje med hende, som kunne hun virkelig ikke gå. Han satte sig på hug nede foran hende, således at hun rent faktisk var meget højere end ham, selvom hun krøb sig lidt sammen. Forhåbentlig hjalp det også lidt på den forskræmte måde hun sad på. Han kørte forsigtigt sine hænder ved det ene knæ for at mærke hvordan det hele stod til derinde. Han trykkede meget forsigtigt. Han lukkede øjnene lidt og en let varme bredte sig fra hans hænder og ind i hendes knæ, som mistede sin hævelse og blev lappet sammen. Det kunne stadig være ømt, men i det mindste gjorde det ikke ondt at bruge mere. "Hvilken ankel er den gal med? Den samme side som knæet?" spurgte han roligt og kiggede op på hende. Bagefter skulle hun nok komme ind og få et velfortjent måltid, som hun helt bestemt så ud til at trænge til.

Caitlin blev siddende med hovedet nede til Dorín kom helt hen. Han virkede alt andet end truende på den måde han holdte sig og så på hende, men hendes tillid til verden var ikke så stor og smerten i knæet fulgt op med anklens tydelige samtykke om at hun ikke skulle gå på dem, var med til at hun slet ikke stolede på nogen. Hun blev dog siddende helt stille og lod ham lægge hænderne om hendes knæ.
Det var en lidt sær fornemmelse at sidde sådan. Han havde placeret sig så hun havde alle fordelene, men alligevel var hun sikker på at hvis han ville var der intet hun kunne gøre for at slippe fra ham lige nu. Han udstrålede dog så langt fra at han ville forsøge at stoppe hende. Han tilbød hende hjælp, men det var kun hvis hun ville tage imod det.

Det og varmen der spredte sig ud mellem hans hænder fik hende til at slappe af igen. Som smerten lagde sig og blev en dumb antydning af at hun skulle være varsom, lænede hun sig tilbage mod muren med et lille suk. Hvorfor boede han dog i en skov når han havde den slags evner? "Den samme ja.. jeg må have undladt at støtte rigtig på den da jeg løb..." Mere sandsynligt var det at hun havde været for skræmt til at mærke det gjorde ondt før end havde forvandlet sig og forsikret sig om at den dumme hjort ikke længere var efter hende.
"Burde du ikke bor i bjergene eller sådan noget? Værende en dværg og alting?" Hun så undersøgende på ham gennem halvt lukkede øjne, men der var ingen tvivl om opmærksomheden stadig var der og udelt.

Der var ikke noget at sige til at pigebarnet var skræmt. Hun var kommet til skade, og lød ikke ligefrem til at havde haft en formidabel tur rundt i elverly. Lindeskoven havde været Doríns hjem i nogle år nu, og han var faldet godt til rette, selvom han da som enhver dværg savnede de store bjerge og deres prægtige haller. Nok var Dorín en simpel dværg, men hans familie var stadig det vigtigste for ham. "Hvad løb du fra?" spurgte han, som de let rug hænder undersøgte anklen og tog fat rundt om den, ganske forsigtigt. Hendes ankel var lille nok til at hans hånd nemt kunne lukke sig om den uden at volde skade. Der gik lidt tid, mens den varme følelse bredte sig og hendes ankel skulle gerne være healet sammen igen. Havde knoglen været brækket, havdet dette set helt anderledes ud.

Dorín sukkede let som han kiggede op på hende. Ikke bebrejdende over hendes spørgsmål overhovedet. Ganske rolig og gennemtænkende. For det var ikke ligefrem nemt at forklare. "Jo. Det burde jeg vel." han rejste sig op og kiggede på hende med hovedet lidt på skrå. "Jeg er også født og opvokset i bjergene. Men, det var ikke lige mig i sidste ende. Jeg bryder mig ikke om at være inde i et bjerg, dag ud og dag ind.. uden nogensinde at se lysets stråler." han rystede let på hovedet og gik hen til trædøren. "Det bliver for trist i længden.[/color]" Han åbnede døren og kiggede på hende. "Vil du med ind?"

Caitlin skar en grimasse, da han stillede det alt for naturlige spørgsmål. Hun var bare ikke så glad for at skulle indrømme det gang på gang og slet ikke da hun altid havde troet at hjorte skulle være sådan nogle skræmte og sky dyr. Var hun blevet klogere! "En hjort... de virker særdeles fjendske overfor mig af en eller anden grund." Hun forsøgte at sige det, som var det en ligegyldig ting, men en snert af frustration kunne høres i undertonerne. Det var ved at blive lidt for mange bukke der havde sat efter hende i den her åndssvage skov.
At mærke hans hænder lukke sig om hendes ankel og varmen sprede sig ud i den fik hende til at sukke lettet. Det havde gjort mere ondt end hun havde ville stå ved og tanken om at flakke om i skoven med et ben der ikke rigtig ville virke havde været ved at tage modet helt fra hende. Mudder, regn og sult kunne hun klare, men ikke at være såret oveni. Det ville have knækket hende.

Hendes blik hvilede interesseret på Dorín, som han sukkede og så svarede hende. Det gav ganske god mening når han sagde det sådan. "Der er vel heller ikke så meget grønt i et bjerg?" Hun havde forlængst set sammenhængen mellem healere og haver. De kunne ikke rigtig fungere uden tilgangen til grønt i længden og så at have boet i et bjerg? Det måtte have været som at mangle en del af sig selv.
Hun rejste sig, som han åbnede døren og bød hende indenfor. Et lille smil kom frem på hendes læber ved tanken om tag over hovedet, men før hun gik forbi ham og ind, sendte hun alligevel skoven et blik. At stole på folk var farligt, men alligevel var hun kommet til at stole på dværgens hensigter. Han virkede bare så... reel. Hun måtte dukke sig lidt for at komme igennem døren, men som hun kom ind kunne hun fint rette sig op igen og se sig rundt. "Har du boet her længe?"

Dorín smilede ganske roligt til hende og nikkede forstående. "Jeg antager at du støtte på en buk. De er midt i parringssæsonen lige nu. Det gør hannerne rimelig aggressive. I hvert fald mere, end de plejer." svarede han med et smil, og huskede godt, da han skulle til at lege tagfat med en buk. Heldigvis var det en yngre han, hvis gevir og styrke ikke svare til en af de gamle hanners, men det havde alligevel ikke været den mest hyggelige oplevelse. Derfor forstod han skam også godt Caitlins frygt for dem. De var ret store og knap så venlige.

Dorín rystede let på hovedet. "Nej. Intet faktisk. Det hjalp heller ikke, at mit hjembjerg ligger ved mørkeskoven. Så når jeg endelig så noget natur, var det visnet, sort og ja, dødt nærmest."
Dorín gik ind efter Caitlin og lukkede døren til. Huset var ikke af de største, selvom der var nok plads til loftet. Det var dog heller ikke blevet fyldt helt op endnu, til trods for at han havde levet der i nogle år efterhånden. Men når alt skulle laves selv, tog det sin tid. Dorín krassede sig let på hagen og tænkte lidt efter. "Hmm.. en snes år i hvert fald. Omkring de fem vil jeg skyde på. Så relativt længe, i forhold til at jeg ikke er født her og ikke er så gammel." svarede han, som han trak sit overtog over hovedet, og stod i den let slidte og ligeledes beskidte kofte. Han gik målrettet hen mod forrådskammeret og åbnede op for det store forråd af mad. "Hvad med dig? Hvor kommer du fra?" spurgte han, som han tog et fad med pølser ud, og satte på bordet, inden han gik tilbage igen efter det saltede hjortekød.

"Rimeligt?" Svarede Caitlin en smule fortørnt og så på dværgen med et blik der tydeligt talte for at hun troede han drillede hende. Ikke at han burde kende hende godt nok til den slags, men mange voksne drillede børn for at få dem til at føle sig mere kiksede end de allerede gjorde. "De tog et snif af mig og så kom de bare dundrende... altså både den her og de tidligere! Det er mere end rimeligt aggressivt! Det er blodtørstigt!" Hendes anti-parti mod hjorte havde nu nået nye højder af mistro og mistanke om at de bare var ude på at få ramt på hende. Selv ikke ild - hvilket hun bestemt ikke brød sig om - nærede hun så stor en modvilje imod som hun gjorde over for de firbenede græsædere.

Hun så sig rundt i hytten, mens hun lyttede til hans uddybende svar og slog sig så ned på en bænk der virkede til at være delvis arbejdsplads og delvis del af spisepladserne. Den stod i hvert fald så der fri plads foran den ene ende af den ligenu, mens den anden var ved bordet. "Jeg har aldrig været der.. næsten intet hørt om det heller. Det er ikke et sted folk rigtig snakker om. Kun dæmpet og hviskende." Hun så på ham med fornyet interesse. Han havde viden om steder hun ikke havde set! "Hvorfor sort og vissent? Kommer solen ikke derned?" Hun spurgte bare som spørgsmålene faldt hende ind og så forhåbningsfuldt på ham efter svar.

Så trak hun fødderne op på kanten af bænken, mens hun lænede sig tilbage mod muren. "Fem år er da lang tid! Og har dværge det ikke med at slå sig ned nærmest permanent? Sådan lidt som bjrege?" Hun rynkede brynene. Det var måske ikke den bedste omtale af dværge at give videre. Han afledet hende dog effektivt ved at åbne en dør og vise hende himlen for hvad hun havde forestillet sig den kunne være de sidste mange døgn. Mad i rigelige mængder og velordnet. "Jeg er fra hovedstaden. Det her er min første tur i en skov og det var slet ikke meningen den skulle være så længe, men altså... ja, jeg rendte på en hjort, der jagtede mig i favnen på en gruppe af de der arrogante spidsører, der truede mig og slet ikke var rare. Så ja, jeg flygtede og fór vist lidt vild..." Hendes blik hang forsultet ved det mad han fandt frem og som fadet med pølser blev sat på bordet, gled hun det nærmere mens hun talte.

Dorín kunne ikke lade hver med at smile af hende. Det var et lille og meget roligt smil, som han lod hende få sine aggresioner mod hjortene slippe ud. Hun havde ikke været heldig med dem. "Normalvis er der forskel på hvor aggressive de er, alt efter deres alder og hirakiet." han kunne ikke undgå svagt at more sig, ikke på grund af hendes uheldighed! langt fra. Men fordi han selv havde prøvet noget lignende. "Jeg ved hvordan det er. Jeg er også blevet jagtet halvt igennem skoven af en flok unge bukke engang. Det var alt andet end behageligt." svarede han. Han var skam ikke ude på at få hende til at tro at bare fordi hun var et barn havde hun dummet sig overfor dem. Det kunne ske for alle og enhver. Elverne var nok bare en af de racer der ikke ville indrømme hvis de fik et gevir i bagdelen.

Dorín smilede lidt og kom med et svagt suk som han tænkte tilbage. Det var ikke fordi han altid havde hadet bjerget, men han havde virkelig manglet noget af sig selv. Ved Caitlins spørgsmål kom han lidt mere tilbage til nutiden og lænede sig lidt op af en bjælke. "Det er heller ikke det mest opløftende sted. Bjerget er ikke en del af skoven og derfor ikke påvirket så meget." svarede han og kunne ikke undgå at smile lidt mere af hendes nysgerrighed. Det kunne ende galt med så meget nysgerrighed. "Skoven siges at være forbandet. Der kommer ikke lys ned fr træets kroner, på nær i enkelte lysninger. De er små og alt virker stadig forgiftet. Man siger at mørkets skabninger har forpæstet skoven og gjort mange områder næsten ubeboelige. Ud over en kentaur flok som er i sumpområdet. Men de har fundet et mere levende område. De er bare ikke så glad for fremmede." Han havde ikke været alt for tæt på, hvilket nok var meget heldigt. En hest var i forvejen stor i forhold til Dorín og en kentaur var endnu større.

Dorín grinede let, som han lagde mad hen på bordet, foran hende og gik frem og tilbage mellem kamret. "Det kan du havde ret i. Jeg har heller ikke lyst til at flytte. Det kan bare godt blive.. ensomt. Fem år er lang tid, men kun når man stadig er ung. Jeg synes skam også at fem år er umådelig lang tid, men hvis du spørg min gamle far, så er fem år ingenting!" grinede han.
Han fandt tallerkner frem og satte foran hende og gjorde tegn til at hun kunne tage, som hun begyndte at snakke igen. Imens hentede han noget at drikke. Først strejfede det ham at hun måske var for ung til at drikke mjød, men han havde selvfølgelig en masse at drikke også. Både vand, saft og selvfølgelig mjød. Hun bestemte selv hvad hun ville drikke. Han satte sig ned på bænken på den anden side af bordet. "Det tager noget tid at vende sig til spidsørerne. De unge af dem er de flinkeste. De har ikke sat næsen i sky endnu. - I hvert fald ikke dem alle sammen." svarede han og kom til at tænke på sine egne møder med det spidsørede folk. Mawerwen havde været et rart bekendtskab og var også en meget ung elver. Han havde dog også kørt et kort samarbejde med en ældre end, men han virkede knap så fordomsfuld. "Hvad vil du havde at drikke?"

Caitlin så alt andet end overbevist ud om sandheden i dværgens ord. Alligevel fladt hun lidt ned igen, for nu han sagde det så huskede hun da hjorte der var flygtet så hurtigt fra hende, som hun fra dem. Det var også betryggende at få at vide han havde haft nogle i hælene. Det fik hende til at føle sig lidt bedre tilpas skønt hun så langt fra havde tilgivet hjortene deres aggressioner eller de ubehageligheder de havde jagtet hende ud i. Fra elvere til vandhuler og forvredne led. Lige nu var hun heller ikke sikker på om ikke det første var det værste af de onder.

Hun blev dog hurtigt afledt som Dorín begyndte at fortælle. Hun elskede en god historie eller rettere en godt fortalt historie og Dorín havde en stemme der var værd at lytte til. At emnet var lettere skummelt og ikke særlig rart betød kun at hun var gladere for at sidde lunt og godt i hytten langt fra mørkeskoven. "Kentaurer? Det er de der hestemennekser?" Hun havde hørt om dem, men i hovedstaden var de et sjældenere syn end engle og dem var der ikke for mange af. At se en kentaurer kunne være spændende. Mørkeskoven lød dog ikke som et sted at tage hen for noget sådan, faktisk slet ikke et sted værd at tage hen. Så skulle det da virkelig være med værdier i udsigt.

Caitlin grinede tilbage til ham, men tøvede ikke mange sekunder fra han gjorde tegn om at hun måtte tage, til hun havde fanget den første pølse med fingrene og snuppet en bid af den. Hun holdt den stille som hun nød smagen. Først da hun havde sunket den første bid, lagde hun hovedet let på skrå og så på ham. "Du bor helt alene herude? Slet ingen i nærheden?" Det kunne hun slet ikke forestille sig hvordan var vant som hun var til byens tætte befolkning. Hun huggede mad i sig mens han talte videre og stoppede først lidt op ved midten af den anden pølse. Så nikkede hun let. "Det var nok ikke unge jeg mødte så... eller også brød de sig bare ikke om mig..." Det sidste kom som en konstatering, for det var det for hende. Hun var ikke vokset op omgivet af voksne der brød sig om hende, tværtimod, og det var den opfattelse hun levede med. At hun var uvelkommen til andet blev vist.

Hans spørgsmål fik hende til at stoppe med en hånd strakt ud efter et stykke af hjortekødet og så forundret på ham. "Hvad har du?" Hun drak som regel hvad hun kunne få fingrene i eller blev tilbudt. Vin satte hun ikke pris på, men heldigvis var det heller ikke noget hun blev udsat for ret tit. Så var mjød meget bedre eller øl eller saft. Vand skulle man trods alt være lidt varsom med alt efter hvor det kom fra.