Tronsalen, en gang stedet hvor den tidligere berygtede bandeleder Samson, havde stået og lagt planer med sine bandemedlemmer, eller dovent udgivet ordrer fra sin tyretrone. En gang havde den været overdådig med tæpper og gobeliner, skatte og malerier hængende rundt omkring, og et farverigt vindue placeret bag tronen, som for at give endnu mere indtryk af autoritet.
Alt dette var dog i fortiden. Nu lå salen tomt hen, med et par lange søjler smadret mod gulvet, og en tredje der sad skævt og truende, det mindste jordskælv kunne nok få den til at falde ned. Støvet befandt sig i stadigt tykkere lag, mens størstedelen af værdi syntes at være blevet taget. Gobelinerne med det engang frygtede bandemærke var revet itu og hang, eller lå, nu i lasede bunker. Et enkelt vindue var blevet smadret, hvilket tillod den strenge efterårsvind at trænge ind og sætte gang i en uhyggelig hylende lyd. Et par lig af hvad der nok engang havde været mennesker, lå i et hjørne, dækket til af en gobelin, nærmest døren, heldigvis var den værste lugt af råddenskab gået af dem som maddikerne havde haft et festmåltid i det rådnende kød.
Lyden af vingeslag afbrød den nærmest øredøvende stilhed, idet en blålig skikkelse fløj ned fra en bjælke, ved noget der nærmest kunne minde om en rede, dynget af tøjrester og smykker. Bare fødder ramte blødt det kolde gulv, og begav sig med al verdens tid hen imod tronen, ladende en finger kærtegne det udskårne træ. Det var stadig sært at tænke på for den efterladte krystaldæmon at hun pludselig ingen herre havde, hun havde nærmest været vant til hans rutinemæssige måder at gøre hendes liv surt på.
Fingere trak sig tilbage.
Efter Samsons død havde alt været kaos på borgen, hun havde personligt følt en sær form for afmagt, for vrede, hun havde haft lyst til at slå nogen for det i evigheder, men havde også vidst hvad var bedst, da hun kort tid efter selv var flygtet fra borgen med sin unge, rejsende landet igennem for at finde det sikreste sted denne kunne være. Eventuelt var det endt med en lille landsby i de nordlige bjerge. Normalt havde hun intet til overs for andre racer, men hun havde indset at bedst af alt nok ville være at få sin unge beskyttet af dem der i tidernes morgen havde gjort det surt for hendes egen race - dværgene. Med lov om alverdens rigdomme og trusler om at komme og dræbe hele bundtet hvis de gjorde noget ved Prisma, havde et barneløst dværgepar taget hende til sig. Forhåbentligt ville hun være i sikkerhed fra verdens ondskab der... Forhåbentligt.
Det var det pokers besvær med at finde folk af sin egen race, de var så uddøende at hun snart ikke vidste hvor få de var tilbage, det havde hun ikke gjort siden den dag hun styrtede ned i havet og fandt sig selv ved Toropalis.

Med visheden om at hendes unge var i sikkerhed fra folk der ville udnytte hende, som ville opdrage hende, var Zidiac vendt tilbage til den vilde ø, og havde endnu engang fundet sig selv i borgen, uden helt at vide hvorfor.
Måske det var fordi hun nu engang følte en vis form for tryghed der.
Borgen var nærmest blevet flået fra hinanden, og lignede langtfra sig selv nu hvor røvere havde gjort sit indtog på den golde bygning. Uden at vide hvor hun skulle tage hen, havde hun endt med at slå sig ned i tronsalen, tætnede sin rede og gjorde den bedre, med resterne af tøj fra ligene af de få mennesker der stadig vovede sig derind. Diamanterne hun gav sig til at æde af idet hun satte, nok snarere lagde, sig ned på den store trone, ladende vingerne forsvinde ind i ryggen, disse var nogen hun igennem flere år havde gemt rundt omkring i sprækker og huler på borgen. Om Samson i sin tid havde vidst noget om dette anede hun ikke, men det skulle ikke undre hende efter han havde fået anskaffet sig Phoenix.
En mindre, ondsindet latter, forlod den blå krop, der under sin rejse var blevet overraskende smidig, noget der kunne minde svagt om muskler var overraskende begyndt at stå lidt frem på kroppen der ellers havde været slank, lige nær grænsen til det spinkle.Hvor var hun dog glad for at hun ikke længere skulle se den forbandede møgunge igen, gad vide om den rødhårede ballademager mon allerede var endt i døden, eller hvad mon der var sket+
Den rene tanke om at forestille sig ungen løbe for sit liv, frembragte et selvsikkert smil på dæmonens læber.
Med benene svunget over det ene armlæn og den ene arm svunget over den anden, følte hun sig godt tilpas, mon hun skulle lade disse ruiner blive sit eget domæne+
Endnu en diamant endte knasende mellem de skarpe tænder, mens hun legede dovent med noget af udsmykningen på sit tøj. Eksotisk og eksklusivt som alt.
Aldrig mere Phoenix.
Aldrig mere ordrer der skulle adlydes, aldrig mere en barnagtig hersker.
Og bedst af alt, aldrig mere noget brændende brændemærke.

Kun de aller fineste ører ville opfange en let løben, inden der blev sat af og en voldsom susen, som hos en stor fugl var til at høre, dette ville dog ganske let kunne overdøves af den voldsomme vind der løb igennem den efterhånden ret utætte borgsal. Tara havde taget forskud på glæderne, hun havde ikke spenderet meget tid med Zidiac, men rigeligt til at vide, at hun ikke kunne fordrage Samson, selvom der havde vist sig en absurd mængde loyalitet i hans dødsscene. HUn kunne næsten ikke vente med at levere de gode nyheder og uden overdrivelse glædede hun sig som et lille barn til at sætte den lille dæmon i arbejde og få sig et lunt bad.
Tara havde løbet fra Samsons værelse og ud på gangen hvor et mægtigt hul i væggen åbenbarede sig, derfra havde hun taget et afsæt og svævet på de store honningbrune vinger, indtil hun nåede vinduet i borgsalen den gale Kamatayan havde smadret længe forinden. Her havde hun landet i åbningen, hvorfra hun stirrede ned på den lille blå dæmon i den store tronstol.
"Føler du dig godt til rette, Zidiac?"
Tara gav en hæs flad latter fra sig, inden hun satte af og svævede ned til jorden, hvor hun landede overraskende elegant hendes fysiske form taget i betragtning. Idet de nøgne beskidte fødder ramte de rå kolde sten forsvandt de fjerklædte vinger. Elveren landede ikke mange meter foran tronen, her sank hun på hug, så de skarpe øjne stirrede stift op mod den lille blå skikkelse. Mange ville sige at elveren var i skrækkelig forfatning, det lange røde hår var filtret og fedtet i store klaser, ansigtet var sunket ind så øjnene virkede unaturligt store og alle steder man ville forvente feminine kurver ragede knogler ud.
"Tag nu ikke glæderne på forskud, lille dæmon, du har arbejde der skal gøres!"
Unaturligt langsomt rejste hun sig fra sin hugsiddende stilling, i et sådant tempo at det ikke burde være muligt med hendes fysiske form. Smilet bredte sig hos elveren, det blev glubsk og sultent, som et rovdyr der ikke havde spist i dagevis, men nu endeligt havde fundet et let bytte.

For bare nogle måneder tilbage, havde Borgen stået stor og fornem i sin skikkelse. Nu, da Samson gik ned mellem gangene, rettet mod Tronsalen, var det et lidt andet syn der mødte ham: Store huller i stengulvene var der utallige af. Vægge der var ved at bryde sammen, selvom de var lavet af sten. Der var kommet rigelig af skavanker. På vejen måtte han endda rette et lidt for stort hul, for overhovedet at kunne passere. De magiske kræfter var ved at komme stærkt igen. Det var næsten underligt at bruge dem igen, men selvfølgelig var det en fryd at føle, at han atter kunne beherske dem. Det var kun et spørgsmål om et par måneder til at han var helt til tops igen. Det krævede bare en lille smule mere fred, og så var alt "ved det gamle".

Det gamle, blev det aldrig til. Det var heller ikke meningen. Han ville skabe frygt, rygtet om at være udødelig, samtidig med, at han startede et helt nyt kapitel i sit liv.
Det gamle liv havde været fyldt med tjenestefolk, bandemedlemmer og slaver. Nogle mere loyale end andre.
Slaverne, var dog endnu ikke et overstået kapitel for ham. Snart ville han få dem til at mærke, at han var tilstede, og ikke forsvundet ud af deres liv. Han ville få dem til at krybe tilbage i sædet, og forbande deres tilstedeværelse endnu engang. Specielt én slave: Zidiac.

Med langsomme skridt nærmede han sig den store egetræsdør ind til Tronsalen. Han vidste hvad der ventede inde bag. Ganske rigtigt, han hørte klart Taras stemme tale til Zidiac.
Et dødeligt smil bredte sig ganske lidt på hans læber. Det var stift og dødt på samme tid. Øjnene malede en klar sindssyge i øjnene, der mest af alt tydede på ondskab og ligegyldighed. Han var kun interesseret i en ting - at blive stærkere, hvis ikke den stærkeste mand i Krystallandet med et mål. Han ville overtage landet, splitte det hele til ruiner, og lade befolkningen leve i rædsel og behandle alle som fanger i utallige kældre, hvor hver enkelt kunne få en arbejdsopgave som en slave, for at holde det hele rullende.

Med et skub med den ru hånd, gik døren op til Tronsalen. Egetræsdøren svingede langsomt op, og frem kom skikkelsen af Zidiac langsomt til syne i døråbningen.
Han stod et øjeblik, hvorefter et par sekunder begyndte at triumferende smil at brede sig.
Krystaldæmonen havde fundet sig... lidt for godt til rette i hans Tronstol. Hun var ikke stukket af, ligesom alle andre. Hun havde blevet i troen om, at hun var alene på Borgen.

En svidende følelse skar igennem Zidiacs brændemærke.

"Jeg er genopstået, Zidiac" Stemmen var kølig og hoverende. Han elskede lige præcis dette øjeblik i hans nye liv.

Hun hørte ikke vingesuset, travlt optaget med at gnave selvtilfredst og højlydt på en diamant.
Først da Taras stemme pludselig skar igennem tronsalen og gav et næsten bizart ekko, stoppede hun op i sit gnaveri, ikke helt sikker på om det bare var en stemme hun havde bildt sig ind.
Et undersøgene blik rundt i tronsalen fortalte hende dog at sådan var det ikke, desværre. Den spinkle skikkelse der sad der i vindueskarmen fik den blå kvinde til at sætte sig rankt op, fuldt opmærksom på den rødhåredes bevægelser. I det Tara satte af for at lande på det kølige og støvede gulv, rejste hun sig selv forsvarsberedt på mentalisten. Selvom kvinden tydeligvis ikke var stærk når det kom til muskler, var hun klart stærkere andre steder, det lå nærmest om hende som en tyk kvalm aura.. Eller også var det bare stanken der gjorde at luften virkede sådan.
Hun rynkede kort på næsen, holdende et skarpt øje med den anden.
At dømme ud fra hendes forfatning kunne hun næsten kun være ude på ballade. Hun havde tydeligt brug for både mad, bad og tøj, sådan som stanken hang omkring hende. Lyden af hud der sprækkede brød kort stilheden efter det næste hun sagde, idet en glaslignende krystal gennemborede hendes hud, og nu sad som et bizart våben dryppende let blåligt af dæmonens blod. Smerten havde engang været noget hun hadede mere end noget anden, næsten da, men eftersom hun havde vænnet sig til denne del af sin evne som krystaldæmon havde hun også tilvænnet sig smerten der næsten blot føltes som et ubehag nu.
''Du holder dig langt væk fra mit hoved, rødtop.''
Lød det dæmpet knurrende fra hende, forberedt på både at skulle dræbe såvel som forsøge på at blokke den anden ude fra hendes hoved og det hemmelige navn der kunne gøre så stor en forskel mellem frihed og slaveri, noget enhver dæmon frygtede og derfor gjorde sit bedste for at beskytte, bundet med et navn kunne man ikke tillade sig en skid uden sin herres accept. Ikke om hun ville være en eller andens slave igen.
Hun kunne bestemt ikke lide smilet ved mentalisten, som om denne allerede havde fået adgang til navnet. Hastigt trådte hun hen imod den rødhårede for at angribe og forhåbentligt gøre hende et hoved kortere.

Det var i det øjeblik en alt for velkendt stemme gennemlød tronsalen, en stemme hun havde forsøgt at glemme de sidste mange måneder, en mand hvis sadistiske ego hun ikke kunne fordrage, som hun havde begravet selv, en mand der engang havde ejet hende.
Hun stivnede midt i bevægelsen og så hen imod den svære egetræsdør, uforberedt på synet der mødte hende.
Hun blegnede, som hendes glæde over frihed blev til frustration over at den tydeligvis aldrig havde været der, til frygt over at se manden hun havde begravet være genopstået.. Hvordan..+
Hun havde været lige ved at sætte efter ham istedet med armen hævet til angreb idet den stikkende smerte uvandt skar sig igennem brændemærket og hun bandende måtte se sig det nødigt at stoppe op, blot få meter fra Samson, knælende ned med et beskyttende greb om det smertende brandmærke. Med et sammenbidt ansigt stirrede hun op på ham.
'' Du... Du burde være død.. Jeg begravede dig selv. ''
Hun var uforstående for hvad der stod foran hende helt præcist, men efter stanken at dømme var det den rigtige Samson, slavemærket sagde det samme. Havde det hele været et fupnummer+ Det var hvertfald ikke noget lig der stod foran hende, selv på denne afstand kunne hun lugte det, ingen råddenskab, kun stanken der kom af ikke at have været i bad i evigheder, gammel sved, jord og indelukkethed. Akkurat som Tara. Hun skævede over skulderen imod mentalisten, før denne fik den kolde skulder og Samson igen fik den hele opmærksomhed, nærmest forventende et svar imens hun overvejede om hun mon kunne nå at slå ham helt ihjel inden han lod slavemærket tage over.
Så tæt på og alligevel så langt væk.

Den rødhårede elver lagde hovedet helt tilbage, så de brune øjne stirrede direkte op i borgens krakelerede loft, inden hun slog en hæs og rusten latter op, ganske kort var den og overraskende lav, men den skar sig gennem marv og ben som hånen lyste langt væk fra elveren. Så tiltede hovedet på plads i en uhyggelig dukke-bevæselse der mest af alt ville tyde på mangel af kroppens indre struktur. Denne gang stirrede øjnene direkte imod Zidiacs lille truende skikkelse der kom mod hende.
"Oh, frist mig ikke, du lille blå! Var der ikke allerede lagt planer for dig, havde skaden været sket allerede!"
Tara løftede uinteresseret en hånd op foran ansigtet, neglene var beskidte og mange af den knækkede i ubehagelige spidser, mens skidt havde indtaget hver eneste fordybning i hånden, så gled pupillerne igen væk fra hånden, resten af elverens spinkle krop var som forstenet, kun øjnene bevægede sig faretruende.
"Det er nu ellers næsten uimodståeligt, jeg har aldrig selv besiddet magten over en dæmon, ikke at det ville være svært, tænk over det et øjeblik..."
Elveren bukkede sig en kende forover som Zidiac nu hastigt kom nærmere, de brune pupiller stirrede direkte ind i Zidiacs på trods af, at dæmonen var i bevægelse. Den normale følelse man havde tendens til at få, år man så et andet menneske i øjnene for længe var slet ikke at sammenligne med at se Tarasika i øjnene, det ville mest føltes som om, at elveren stirrede direkte ind i hendes sjæl og langt dybere end det, som skrællede hun huden af Zidiac ved hver centimeter hun kom nærmere.
"En elver lever evigt, og så vidt jeg ved, gør dæmoner det også. En evighed som træl. Interessant tanke, ikke?"
Stemmen var ikke længere en normal talen, men en hæs hvisken, Tara behøvede ikke mere, hendes kendskab til sindet var klar over, at det var lige præcis Taras ord Zidiac ville fokusere på, lige indtil...
Samsons røst rungede gennem salen, elveren vidste han var på vej, hun havde fornemmet ham i sindet hele vejen og det havde af samme årdsag ikke været nødvendigt for den sygelige tynde kvinde at flytte sig fra dæmonen der ellers hurtigt kunne udgøre en ganske fysisk fare. Nu måtte hun le igen, denne gang kun en hæs underholdt klukken. Dæmonens ansigtsudtryk havde vitterligt været det hele værd.
"Eller gjorde du, Zidiac?" Elverens opmlrksomhed havde nu flyttet sig til et sted ude af det ene vindue, spørgsmålet dirrede dog endnu af enorm fornøjelse.
"Og nu tror jeg, at jeg skal have det, jeg så længe har ventet på!"
Ansigtet vendtes igen mod Samson, dernæst mod Zidiac, inden hun klukkede lystigt videre.
'"Et varmt, langt bad!"

Som enhver kunne have forudset, så morede denne situation Samson. Zidiac var ikke just begejstret for gensynet med sin gamle herres ansigt i døråbningen.
Tanken om at Zidiac havde "begravet" ham, fik alligevel hans øjne til at åbne sig en smule yderligere. Tanken om det lig, hun havde begravet både frydede ham og gav ham et hjertestik. Han havde dog endnu ikke fortrudt, og havde omend heller ingen planer omkring dette.

"Jeg kan forsikre dig om, at jeg lever, Zidiac, og du drømmer skam ikke." Brummede han køligt og så nu ned på hende, da hun havde kastet sig på knæ foran ham.

"Du har sikkert mange spørgsmål, men du skal ikke regne med at få nogle af dem besvaret." Samsons blik flyttede sig over til Tara. Nu hvor han tænkte over det, havde hende og ham bestemt brug for et bad. Egentlig længe tiltrængt.

"Men nu, Zidiac, synes jeg at du skulle lave et varmt bad til Tara og jeg." Han rynkede brynene en smule, og kiggede atter over på Tara.

Han lod Zidiacs smerte i slavemærket, dulme af, så hun trods alt kunne finde ud af at lave bade til dem, alt efter hvad Tara ønskede sig.

"Vil du have et bad for dig selv?" Samsons ansigtsudtryk var som forstenet. Selvfølgelig var tanken strejfet ham at få Tara i samme bad, men alligevel ville det samtidig også gå ud over den seriøsitet som de to havde som et team. Det var, hvad kunnen man kalde det, professionelt samarbejde.
Nu hvor han egentlig tænkte over det, var det nok bedst hvis Tara ønskede et bad for sig selv, separeret fra ham. Han kunne alligevel også altid bare tage lidt på Zidiac, nu hvor det havde været så længe siden, at han egentlig havde rørt ved en kvinde.

Den rødhårede elvers bevægelser fik det til at gyse let i Zidiac, et sekund af uopmærksomhed fik hende til at indse at skaden var sket i det samme øjeblik Tara lænede sig forover og låste hendes blik fast. Hun stivnede i sine bevægelser, forsøgte mentalt at stride imod, mens kvinden skrællede lagene af den mentale beskyttelse den blå dæmon havde brugt år på at ligge over sit sind og gøre stærkere. Det føltes næsten ligesom et lille klik i hendes sind som det der nærmest havde været utænkeligt for hende skete. Hun fortrang ansigtet i en grimasse som hun følte et stærkt ubehag, fra elverens misken med hendes sind. Tanken om at være en evig træl var bestemt ikke tiltalende, så langtfra som det overhovedet kunne være for den frihedselskende blå.

--

Hun skulede op på Samson med en hel farvelade af blandede følelser der for gennem kroppen på hende mens hun gned det ømme brændemærke. " Jeg skulle have brændt dig mens jeg havde chancen.. " Knurrede hun med de skarpe tænder blottede, omend det mere var en tom trussel end så meget anden, de vidste alle tre i denne tronsal at Samson havde magten over hende, nok til at hun kunne gøre en smule modstand men ikke nok til at hun kunne dræbe den herre hun havde troet endelig var ude af sit liv.
Selvfølgelig havde hun spørgsmål, og mange af dem. Hvor han dog pissede hende af!
Hun fnøs tilsvarende køligt af ham, næppe glad for den hørm der kom fra ham. Faktisk var hun ikke helt sikker på hvem der stank mest; Tarasika eller Samson. Det var også lige meget, for hun kunne allerede fornemme hvor denne samtale var på vej hen, og ganske rigtigt; bad. Den rene og skære tanke om at skulle bade dem fik det kort til at vende sig i hende og hendes ansigt blev endnu engang fordrejet til at se helt forkert ud. Var der overhovedet kar nok i borgen? Blå øjne skævede kort imod Tara, fulgte Samsons blik til kvinden inden de hastigt slog væk igen, ikke om hun på vilkår ville lade den heks kravle ind i sindet igen. Ikke på vilkår! Hun virrede småfornærmet med hovedet, og fik let vaklende sig selv stablet op på benene igen idet smerten i mærket kølede ned og til sidst bare var en dumb prikken under huden. Vurderende stod hun og overvejede sin situation.Hvis de kom i et bad sammen ville hun utvivlsomt skulle skifte vandet af flere omgange, men så ville hun vide hvor de begge var, hvis hun på den anden side havde dem i to kar kunne det være mindre skiften af vand, men til gengæld også mere arbejde i at skrubbe og skure. Tanken om at skulle røre mentalisten var ikke ligefrem hvad Zidiac ville vove at påstå var fristende, hun lignede et skelet, for ikke at nævne hvad der mon kunne ske hvis hun rent faktisk fik hud til hud kontakt med hende. Endnu en let skælven af ubehag gik igennem hendes krop inden hun langsomt fik krystallen fra hendes arm til at trække sig tilbage. Det var en langt langsommere process end at fremkalde den, for fornemmelsen var lig det at få vendt sin hud om.
Til gengæld.. Hvis hun nu fik muligheden for at have Samson for sig selv, uanset hvor brysk og klam for ikke at sige pervers, han var.. Måske..
Hun sendte ham et tankefuldt blik.
Nej, det ville være bedst at gå efter mentalisten hvis hun skulle gå efter nogen, kvinden var et skravl men ikke desto mindre et meget magtfuldt skravl der på øjeblikke kunne få hendes liv i skærsilden til at blive til et liv i helvede til evig tid.
Endnu en tanke hun forsøgte at ryste af sig, udvidende om hvor meget Tara ville være i stand til at opsnappe af hendes tankenetværk.

" Hv..Hvor vil i have badet?..Badene.?" Hun rømmede sig kort idet hendes stemme i starten havde lydt mere som en kvækken end hendes normale stemme.

Elveren kunne ikke undlade det lille lidt for smørrede smil, at lytte lidt med i Zidiacs morderiske planer var ikke så svært, til gengæld kunne hun godt fornemme at den lille blå var mere sejlivet end de fleste psykisk. Under den overflade der nu var så let at kradse i, den som man som mentalist kunne pille fra hinanden som skallen på et hårdkogt æg når følelserne fik frit spil, det var som regel let, men under den var der en sej overflade man skulle kæmpe lidt med at trænge igennem og den barriere havde dæmonen nu engang konstrueret meget godt, det ville ikke være iførste hug, at elverne kunne fiske Zidiacs navn frem, hvis hun nu eneligt ønskede det, men det behøvede dæmonen jo ikke vide.
Den rødhårede burde givet vis nok have følt sig en kende truet, taget hendes fysiske stand i betragtning, men når Samson, som havde så fuldbyrdet kontrol over dæmonen, var til stede var det intet problem. Af samme årsag havde Tarasika ligeledes taget sig friheden til at more sig lidt på Zidiacs bekostning.
Varmen fra det lune bad havde næsten allerede indfundet sig, da Samson stillede et ganske reelt spørgsmål, elveren næsten tabte kæben, hun havde faktisk slet ikke tænkt over at de to nogensinde kunne tænkes at ende i bad sammen.
"Æh, det... Det vil nok være mest være optimalt med hver vores!"
Fik hun endelig fremstammet, en kende forfjamsket. De brune øjne gled kort nedover Samsons store beskidte krop, ved nærmere eftertanke ville hun nok heller ikke rigtigt nyde at dele skidt med ham, på trods af at hun selv var ganske usoigneret og sølet ind, som var hun blevet slæbt efter en hestevogn flere kilometer, ville hun fortrække kun at skulle plaske rundt i sit eget skidt. Som om det ikke var rigeligt.
"Hver vores, I samme baderum!"
Konstanterede hun kort efter, Zidiac skulle nødig få nogle lidt for gode ideer, selvom det kunne lade til, at det havde hun allerede. Tara missede lidt med øjnene, inden hun sparkede en småsten henover det ødelagte gulv, så skævede hun mod dæmonen igen.
"Hvoran er marmorbadene i kælderen? Har de overlevet?"
Tara havde selv benyttet sig rigeligt af de store badekar inden hele banden var flygtet fra borgen. Hun brød sig især om det, da rummet var let at varme op ved hjælp af store bålfade, desuden lå det helt hensides fra bogens centrum og hun havde faktisk fået fornemmelsen af, at hun var den eneste der benyttede sig af dem Af samme årsag kunne det snildt være, at de endnu stod uberørt hen.

Hvordan mon det føles, at se en som var vendt tilbage fra de døde? Tanken lå i baghovedet på Samson, alt imens han opsnappede informationer ud fra Zidiacs ageren. Zidiacs åbne tanker omkring hvad hun i stedet skulle have gjort, morede herren. Selv hvis hun havde brændt liget, havde han trods alt stadig overlevet, af den simple årsag, at det ikke var ham selv.

De hvide øjne var låst sig fast på Zidiac. Brændemærket var altid en god løsning for at få hende til at gøre, som han ville have. For i sidste ende, var hans ord altid lov. Han fik jo for det meste, som han ville have det.

"hmm.." En lille kvækkende latter kom fra hans strube. Han havde glemt hvor meget Zidiac til hverdag fik ham til at føle sig godt tilpas. De fire ord, kunne indebære mange forskellige ting. Umiddelbart har herren og slaven mange minder sammen, måske flere end de fleste herrer og slaver. Han glædede sig kun til at give Zidiac et nærmere indblik i, hvad han er blevet til på den tid, han har været død for hende.

Han havde tilbragt lang tid sammen med Tara i det kolde nord. Selvom de ikke havde talt så meget generelt, var det alligevel som om, at deres bånd var blevet endnu stærkere. Tilliden til Tara havde kun vokset yderligere mens han havde været "død".

Ikke sært, at Tara reagerede som hun gjorde. Et sted inden i ham åndede lettet op ved hendes svar.
De hvide øjne talte næsten sin egen sag omkring hendes svar, og der gik ikke længe før at han gav Zidiac ordrer.

"Gør, som hun siger. Kælderen skulle gerne være intakt. Der skal meget til at beskadige den." Med "meget", mente hans ekstremt meget. Der kunne et "lille" lyn ikke gøre det helt store, da det trods alt skulle bore sig gennem flere lag sten i første omgang.

Samson kendte sin slave godt nok til at vide, at hun ville gøre alt for at slippe af med ham igen.
"Oh.. og Zidiac? Gør nu ikke noget, du ville komme til at fortryde." Smilet bredte sig langsomt, og øjnene strålede af psykopati.

"Tara og jeg er der om 30 min, og jeg forventer i aller højeste grad, at du har gjort alt klar til den tid, Zidiac." Hans tone var hård. Det skulle blive godt, at få mere energi tilbage ved et dejligt, forfriskende bad. Snart, kunne han komme videre i sit eget kapitel. Snart var første kapitel fuldendt: genfødslen.
Han nikkede kort til Tara. Det var et tydeligt tegn til, at hun kunne gøre hvad end hun ville for at gøre sig klar til det kommende, varme og boblende bad der ventede om en halv times tid.

Ham selv? Han ville snuse rundt på Borgen lidt endnu og reparere nogle af gangene, som bestemt havde set bedre dage. Det ville kræve nogle dages arbejde, at få dette på plads, når først badet havde gjort godt, og dermed givet ham flere af hans kræfter tilbage.
Hans sidste ord var lov, og med dem forlod han tronsalen i fryd malet i hans ansigt.
//out

Hver deres..? Hun skævede skulende imellem de to, der nærmest var hinandens modsætninger hvad angik den fysiske krop. Tjae i det mindste ville stanken da i givet tilfælde kun være i det ene rum, men hun kunne levende forestille sig al den renden imellem de to hun ville skulle gennemgå, endnu noget der bestemt ikke tiltalte den lille blå.
Blikket gled tilbage på Samson igen som hun nikkede til Taras spørgsmål. Ja karrene var der stadig i hel tilstand, men hvis hun havde vidst hun skulle møde og se dem igen dette sted havde hun bestemt gjort sit for at begge kar ville være ubrugelige.

Et fnys forlod hende som hun gjorde et kast med hovedet så det lys blå hår stod i en kaskade om hende. *Gøre som hun siger? Hun er ikke engang min herre, og bliver det aldrig.. Forhåbentligt. *
Tankerne for fornærmet igennem hende, imens hun med en mindre grimasse fik den skarpe krystal der var skudt ud af hendes arm til at svinde ind og forsvinde ind i armen igen. Det brændte som bare helvede, men det var da trods alt en god øvelse for hende.
30 Minutter!
30 minutter var hvad hun fik til at gøre karrene rene, tænde ild, finde nogle klæder og håndklæder de kunne tørre sig i, fylde karrene med varmt vand..? For ikke at snakke om at noget velduftende olie virkelig ville være at foretrække ellers var hun næsten sikker på at hun ville kaste op bare ved deres sammenlagte stank.
" Din.. Din..!" En arrig knurren kom fra hende som hun tog resterne af en murbrok og kastede efter ham selvom han allerede havde forladt salen. " Du er ikke rigtig klog din kæmpe amøbe!"
Og med disse ord sendte krystaldæmonen et sidste hadefuldt blik imod Tara inden hun hastede ud af salen ned imod kælderen for at udnytte tiden så vidt som muligt.
Der skulle næsten et mirakel til hvis hun var færdig med forberedelserne inden de kom.

// out