Det har ikke varet længe før Maia når frem til en bakke, der er helt fyldt med de rødeste skovbær. Hun har fulgt en næsten tilgroet sti fra skolen og hen til denne lille skråning. Maia bukker sig ned og tager et bær. De er saftige og velsmagende og lyste op i solskinnet i det grønne tæppe af græs, der dækker jorden. Luften er fyldt med sommergræssets duft og en let sommerbrise. Hun lytter med tilbageholdt åndedræt, fuglene kalde fra alle kanter af egnen med klare stemmer, og nyder solens livsgivende varme, det spirende grønne græs og det tiltagende mylder af fugleliv. Hun tager sit forklæde som hun har haft svøbt rundt om skuldrene, og breder den ud på jorden. Derefter tager hun sine sandaler af og i et øjeblik nyder hendes fødder omsluttet af det bløde græs.
Hun sætter kurven fra sig, som hun har taget med under armen, hvorefter hun omsider sætter sig ned. Endelig sukker hun lettet op. Herfra er der udsigt til skolen flere kilometer derfra i øst, og mod nord kan hun ane den nedbrændte by og de mange enge imellem med kvæg og korn.

Maia fisker en flaske spiritus op fra kurven og popper den, og idet hun gør det griner hun velfornøjet da proppen suser ud over engen. I et grådigt og ikke så lidt feminint bevægelse ligger hun flaskehalsen mod de røde læber og tager en stor slurk, med flaskens bund op i vejret. Efter slurken skærer hun en grimasse og sætter flasken mellem sine ben. Hun trækker op i sin kjole, så den er smøget helt op til lårene og læner sig tilbage på albuerne. Lettet og frigjort, frigiver hun et højt råb ud over området, alle de fortrængte frustrationer, som har ophobet sig på skolen og i nærværet af alle de impulser fra de mange unge væsners følelser, råber hun ud over stedet.
”Møgunger” siger hun velfornøjet og tager endnu en slurk af drikken.

Ray kom løbende i sin ulve form solen var perfekt, vinden var perfekt, alt i vejret var som det skulle være. han var ikke rigtig på vej noget sted hen bare mest af alt ud for at lufte sig selv, få tankerne ud af hovedet selvom det ikke var så mange tanker der forsvandt når han var i ulveform, for der tænkte han helt på en anden måde og så tingene på en anden måde.

Han stoppede op da han hørte et råb, han duftede sig lidt omkring og følte efter lugten til sidst kom han til en bakke han kunne fornemme personen vil være der oppe så han gik så lydløst som han kunne op for at se hvem det var, duften der blev kraftigere havde han duftet før og da han kom op til Maia så han hvem det var der sad afslappet på græsset, en lille knoren kom fra Ray som ikke kunne tale som Ulv, han gik blot rundt om Maia som var hun hans bytte.

Ingen havde set Ray som ulv på solen fordi han altid gik ud i skoven når han skulle skifte form, så for hende vil det være et møde med en store ulv, så om hun vidste det var Ray vidste han ikke, men når han var ulv var hans tanke gang en helt anden og han så ikke på hende som lærer men mest af alt som et bytte, men mindre hun kunne snakke sig fra det på en eller anden måde.

Maia bliver pludselig opmærksom på sine omgivelser ved lyden af en dyrisk halsen. Hun fornemmer ulven længe før, at hun ser den. De dyriske udslag af følelser rammer hende som bølger mod bredden. Ængstelig ser hun sig omkring, indtil hun stirrer ufortrødent ind i ulvens mørke øjne, da dens store, brune skikkelse kommer til syne over bakken. Hun holder vejret og trækker meget forsigtigt hendes ben til sig, således at hun nu sidder helt oprejst med benene trukket ind mod brystet.

Så mærker hun ulvens åndedræt da den knurrer, og hendes små, krøllede hår i nakken rejser sig, og hun gyser forventningsfuldt. Ængstelig for, hvad der skulle ske. Hun føler, at hun sidder i sin egen rus et eller andet sted mellem drøm og virkelighed. Hun er udmærket klar over, hvad der sker omkring hende, men alligevel føltes det som om, at det skete for en anden. Hendes frygt skyldtes nok mest af alt, at hun er fuldstændig taget på sengen, og langt fra hjælp. Tanken om denne store ulv og de store følelsesmæssige udladninger gør hende ør i hovedet.

I hans dyreskikkelse, kan Maia ikke koncentrere sig om, at mærke efter om det er Ray Tayler. Hun ser lige på dyret og hvisker lavmælt, "Du ønsker virkelig ikke at ødelægge min dag". Imens rækker hun stille og roligt ud efter flasken med alkohol. Da hun mærker den glatte overflade mellem hendes hænder svinger hun den så hårdt mod ulvens snude(?), som hun kan og rejser sig op og løber ned ad bakken mod skolen.

Ray følte at han havde hans bytte der hvor han vil have det, og at det nu var ham der havde magten da Maia slår ham på snuden med en hård flaske, hvor efter han gir en lille piv lyd og fjerner kort hovedet fra hende for at ømme sig, han tager poten op på snuden, og kommer efter få sekunder til sig selv, hvor han så bemærker at Maia er løbet imod skolen, heldig for Ray var han langt hurtigere ind hun var så det tog ham ikke mange sekunder at løbe hende op, hun nåde ca ned for enden af banken hvor efter Ray viste tænder med en vred knoren, og prøvede at presse hende tilbage op af banken og væk fra skolen igen.

Ray som på ingen måde vil gøre hende noget så blot på hende, og ventede på at hun var blevet presset hele vejen op på bakken igen. men da de ca var kommet halvvejs op stoppede Ray og vende ryggen til hende, og løb hurtigt ned af barken og ud fra Maia synsfelt, blot det for at kunne skifte form.
Ray dukkede så ligeså hurtigt op på vej op af banken nok til at hvis Maia vil løbe ned af banken ville de møde hinanden på vej nej.

Ray vidste ikke om hun vidste det var ham eller hun bare gjorde alt for at forsvare sig, men da han så Maia smilte han blot " hej professor " sagde han bestemt med et smil på læben " du ligner en der har set et spøgelse...er de okay? " hvis hun lyttede efter hans stemme så kunne man fornemme at han var meget fattet og rolig.

Da ulven pludselig vender sig om og løber tilbage ned ad bakken, og ud af syne, tager det Maia nogle øjeblikke om at samle sig selv, før hun resolut løber ned ad bakken igen mod skolen. Et øjeblik kommer hun i tanke om hendes ting, men bestemmer sig for, at det ville være for dumt at løbe tilbage igen og hente sine ting, i frygt for at ulven ville vende tilbage. I stedet tager hun fat i sit skørt og løfter den en smule op så hun bedre kan spæne mod skolen.

Maia når ikke langt før hun løber Ray i møde. Overrasket over at løbe ind i ham her af alle steder og lige på det værst tænkelige tidspunkt, med en ulv i området, stopper hun brat op. Hårtotterne danser omkring hendes kønne, dog anspændte ansigt. Øjnene afspejler tydeligt hendes sindstilstand, og hun får fremstammet "Hvad... hvad laver...," Maia ser sig nervøst til siderne, hvilket blot gør at flere hårtotter undslipper hendes hårknold, der nu hænger skødeløst ned i nakken, før hun atter vender blikket mod Ray, "Der var en ulv, den var her lige før. Tror ikke det er sikkert her, vi må tilbage til skolen". Maia går hen i mod Ray og tager modvilligt, dog instinktivt, fat i hans arm og guider ham hen mod skolen. De når dog kun få skridt frem før, at Maia stopper op midt i en bevægelse og vender sig om med et granskende blik på Ray, som er den sidste brik i puzzlespillet endelig faldet på plads.

Maia giver hurtigt slip på Ray, som havde hun brændt sig, eller blot først nu opdaget, at hun havde hånden på ham. "Hvorfor er du egentlig her?"

Ray som blot stod og var helt fattet af alt det der var sket kom med et skævt smil til Maia, han kunne fornemme på hende hun var helt oppe og kører, og forvirret over ulven, da hun tog fat i hans arm nåede han ikke rigtig at fortage sig andet ind blot at følge med hende, dog nåede de ikke langt før hun slap grebet om ham og kiggede på ham. " jamen jeg besluttede mig blot for at løbe en tur, hvor jeg så hørte en lyd komme her over fra, også tænkte jeg at jeg heller måtte se hvad det var " sagde han med et uskyldigt smil på læben, for han vidste ikke hvordan hun vil tag det hvis hun fandt ud af det var ham, og nu havde hun jo haft kontakt med hans hud, så om hun havde læst det i ham ved han ikke, men han ville nok finde ud af det snart hvis hun havde.

Ray bakkede et enkelt skidt tilbage sådan Maia ikke kunne rører ham fra der hvor hun stod, han skulle ikke nyde noget af hendes former for magi, selvom han nu godt gad at være tæt på hende. " men så hvidt jeg kan hører nu er der ikke nogen ulv i nærheden, og det dufter heller ikke af ulve i nærheden så du er i sikkerhed her ved mig, så om du vil tilbage til skolen er fint med mig, men jeg tror jeg smutter op på toppen af den bakke der. " smilede han og begyndt at gå op af bakken i et rask tempo.

Med ryggen til hende, fortsætter Ray op på bakketoppen, som om han ikke ville ofre hende for meget opmærksomhed. Ray går op imod det sted, hvor Maia blandt andet har efterladt hendes ting i alt hast. Maia ser sig om, stadig dybt påvirket af hændelsen før, selvom hun ville dø før hun ville indrømme det over for nogen, og helt specielt Ray. Hun vifter skødesløst med hånden, som for at drive bekymringerne bort og står lidt og tripper på stedet. Endelig beslutter hun sig for at gå op til bakketoppen igen, men ser sig tøvende tilbage mod skolen. Hendes kinder er stadig en smule rosa og brystet hæver og sænker sig uafbrudt under kjolen. Kjolens tynde stof flagrer for hvert skridt, hun tager.

Da hun når op på toppen af bakken igen, går hun resolut tilbage til sit tæppe. På vejen samler hun flasken op, som hun kastede mod Ray i hans ulveform. Hun hæver overrasket et øjenbryn, da den stadig er intakt, dog med en lille revne. Maia misser op mod himlen og skygger for solen med en hånd. Skulle hun gå tilbage til skolen? Hun var trods alt blevet afbrudt i et lille privat øjeblik. På den anden side orkede hun egentlig heller ikke at vende tilbage til det hektiske skolemiljø. Det er hendes fridag.

Maia beslutter sig for at blive og sætter sig ned på tæppet og støtter sig på albuerne. Kjolen er ikke lige så nedringet som dem, hun plejer at gå i, men fremhæver dog i lige så høj grad hendes kvindelige figur. Maia ser hen på Ray, ikke helt sikker på at han ville blive eller forsætte. Hun vender så blikket mod udsigten og nipper velfornøjet til sin flaske med sprut.

Ray holde øje med hver en bevægelse hun fortog sig, og da hun besluttede sig for at sætte sig hen på tæppet, smilte Ray blot ikke så meget af grunden at hun satte sig ned men mere på grund af det der lige var sket. Han gik hen imod hende og satte sig ned ved siden af hende dog ikke på hendes tæp men blot på græsset ved siden af hende, han vende blikket på hende " hvad laver de så her oppe professor om man må spørger, er det her de tilbringer deres fritid. "

Ray kiggede ud over bakken det var godt nok et smukt sted hun havde valgt at befinde sig hen, han kiggede kort på flasken hun tog en slurk af, " er vi så hårde at undervise at de er nød til at drikke det stats " smilte han og kiggede igen ud over bakken, for en ting Ray ikke vil og det var at lade hende rører ham eller at lede hende på sporet om at det var ham der var ulven som hun møde.

Ray rykkede sig lidt væk fra hende om tanken om hvad hun ville kunne være i stand til hvis hun rørte ved ham, for hun havde jo gjord det før, så hvorfor kunne ikke hun ikke finde på det igen, og lige nu måtte hun gerne da det ikke var på skolens grund og hun havde fri nu, så oplagt kunne det være for hende, men det vidste kun hun.

”Hvis jeg svarede ja til, at jeg tilbringer mine få frie timer for mig selv heroppe, ville De så komme herop og forstyrre mig igen? I så fald, er svaret nej,, siger hun arrogant uden at nedværdige ham et blik. Hun tager atter en slurk af flasken. Sprutten har givet hende en rosenkindede teint og hun kan mærke varmen brede sig i hele sin krop. Til hans sidste kommentar kan hun ikke andet end at le hendes perlende latter. Hun vender sig mod ham, ser hun ham i øjnene, og smiler så indtagende og forførende, at han ville havde svært ved at mærke et sus i maven, ”Chokere det Dem, at en kvinde som mig giver sig hen til sådanne primitive lyster som det her ’stads’ nu frembringer? Jeg har et liv udover jer”

Maia ligger mærke til at han trækker sig tilbage. Pludselig mærker hun et øjeblik et kuldegys løbe igennem sig. Det er et spændingsgys, det ukendte, en leg. Han virker bange for hende, og i det tanken har stedfæstet sig i hende kan hun ikke lade være med at smile og fryde sig ved tanken. Det giver hende mere selvtillid, og selvfølgelig hjalp det også lidt på det, at hun havde drukket noget sprut. Opfyldt af selvsikkerhed som aldrig før i hans nærvær, fastholder hun hans blik og sætter sig op. Hun læner overkroppen hen mod ham, ”Er De bange for mig?” hvisker hun til ham; hun fører sin mund drilagtigt tæt på hans øre. "Bange for de følelser, jeg kan udsætte Dem for?", hun trækker sig tilbage og rækker ham flasken i en invitation og venter spændt på hans reaktion.

Selvom Ray vidste hun nok havde kontrollen her oppe så vil han ikke lade sig påvirke, han smilede kort " forstyrre dem, jamen hvis de gerne vil have at jeg går igen må de da sige til " smilte han, det andet hun spurgte ham om svarede han ikke rigtig på, fordi i det hun lænede sig hen imod ham, stivende han blot og ventede på hvad hun vil.

ide hun begynde at viske ham i øret fik ham kort til at frygte det værste, men ide hun trak sig tilbage igen vidste han at det nok ikke var slemt, dog fik han en klump i halsen over det.
Ray så blot på flasken da hun rakte den imod ham, han besluttede sig dog for at tage imod flasken men da han havde den i hånden stillede han den ved siden af sig, og vende blikket på hende " mig bange for dig, nahh ikke rigtig for hvis jeg var bange ville jeg ikke gøre dette." sagde han bestemt inden han lænede sig over imod hende, men stoppede dog 10 cm fra hendes hoved, han placerede hans hånd på hendes kind og kiggede hende dybt i øjne, og aede blot hendes kind kort, for han vidste at han ikke skulle have for meget kontakt med hendes hud på grund af hendes evne.

Han bakkede tilbage og tog flasken op og tog en slurk af den og rakte den tilbage til hende med et smil på læben. også blot på hende for at se hvordan hun vil tag det hele.

Maia ser ufravendt på ham i et ihærdigt forsøg på at fastholde overtaget i denne lille prøvelse, hun udsætte ham for. Da Ray så pludselig kommer alarmerende tæt på hende, og aer hende over kinden, som en anden kælen kat, vedholder hun sit flirtende blik. Maia er usædvanlig kløgtig og ret så følelseskoldt et væsen, med uhyggelige evner, som ingen overhovedet kunne gætte sig til. Det sidste både gjorde hende magtbegærlig og samtidig med, at det skræmte hende for vid og sans. For ikke engang hun er klar over grænserne for hendes evner, og falder nogle gange selv offer for dem. Hun trækker på smilebåndet, du naive mand, jeg leger med dig så længe det behager mig, du er musen anset hvad.

Da han endelig trækker sig tilbage og tager en slurk af flasken, puster hun ud. Det går først op for hende nu, at hun har holdt vejret i al den tid, han har rørt ved hende. Det er som om, at hun stadig kan mærke hans kærtegn mod hendes rødmende kind. Hun fnyser irriteret, over de følelser der fylder hende lige nu. Ikke helt sikker på, om det er hendes egne, eller om hun blot er påvirket af varulvens virvar af følelser, der rammer hende som ubarmhjertige bølger.

"Hvis De ikke er bange, så er De bare en dum dreng. Har De intet lært fra sidste gang?,, svarer hun endelig og tager imod flasken. Hun læner sig igen tilbage på albuerne, men fastholder stadig det nu lidt strengere blik på Ray.
"De tror De har noget at sige i det her? Ha! Jeg ved hvad De føler, selv før De selv er opmærksom på hvad De føler. Det er nok det der er så vidunderligt lækkert ved det hele. De kan ikke løbe om hjørner med mig, det er mig som løber om hjørner med Dem... Ray" siger hun triumferende, med et toneleje der grænser sig til det næsten sindssyge.

Selvom Ray ved at det hun siger nok er rigtigt, så vil han ikke lade hende få ret eller lade hende få nogen form for magt, " muligvis synes du jeg er dum og ja til tider er jeg men det er mest af alt når jeg ikke laver mine opgaver i skolen eller noget." smilte han kort, han lyttede til hvert et ord der blev sagt, men han ville ikke vise svaghed overfor hende.

" så du siger du ved hvad jeg føler før jeg føler det, og det er dem der løber om hjørner med mig hmm...... ser de du tror du løber om hjørner med mig" sagde han og bevægede sig over imod hende igen imens han forsatte hans sætning " men når alt virkelig kommer til alt så er det mig der har kødbenet i hånden, men lad os sige du ved hvad jeg føler " sagde han og stoppede sætningen da han havde lænet sig ind over hende, og kiggede hende i øjne " så vidste du også dette "[/b][/color] sagde han og kyssede hende på munden kort, inden han igen trak sig tilbage og hen til der hvor han sad og smilede til hende, som det var ham der havde bukserne på.

Da han kysser hende kort på munden, reagerer hun ved at rykke sig væk fra ham. Han vil kunne mærke luften imellem dem blive kold og anspændt. Hendes hud skinner; hendes træk er skarpe, nærmest ørneagtig, en smule majestætisk endda. De høje kindben blev endnu rødere og man kan ane en lille rynken over næsen. Det havde været farligt dumdristigt af ham at komme så tæt på hende, så tæt på, at hans næsebor ville være fyldt med hendes tillokkende parfume. Ikke mindst tæt nok på til at være i kontakt med hende. Heldigvis for ham, havde Maia ikke noget at reagere på hans dristige træk.

Maia rejser sig bestemt op, "Hvor er De dum! Jeg er ikke tankelæser, og tro ikke, at jeg gav Dem lov til det, bare fordi jeg ved hvordan De har det med mig," hun begynder at samle sine ting sammen, tager tæppet over skuldrene og griber om flasken, "Selv en idiot ville kunne læse Deres følelser, De er gennemskuelig dog en smule utilregnelig. Lidt af et irritationsmoment" siger hun med en nedværdigende tone. Maia er tilbage til sit sædvanlige kolde og distanceret jeg.

"De er ikke sjov, det er alt for let med Dem" et lille hoverende smil bredes på de ildrøde læber og hun vender ryggen til ham og skolen, og gør i stedet mine til at gå mod landsbyen.

Ray smilede blot af hende, måske havde hun ret måske ikke måske var han som en åben bog eller måske lod han bare hende tro det, ide hun vende ryggen til og vil gå forvandlede Ray sig til sin ulve form og gik hen og stillede sig foran hende kort, før han løb imod skolen.




Skolens grund:

Ray kom løbende ind på skolens grund som ulv og forvandlede sig om til menneske og hoppede op til det vindue som var ved hans værelse, han stillede sig kort ved vinduet og så over imod der hvor bakken lå, et lille smil kom frem på hans læber inden han lagde sig i sengen og lukkede øjne.



//out

Maia så efter Ray da han løb. Hun reagerede ikke engang på, at han forvandlede sig til netop den ulv, som hun var frygtet fra tidligere. I stedet fulgte hun bare hans skikkelse fra bakketoppen, indtil han blot var en plet i landskabet. Endelig da han forsvinder fra hendes blik, sukker hun og vender sig om for at gå ned ad bakken igen.

//out