Tiden på Issletten havde været lang. Længere end den lige føltes i første omgang, og selv der, havde det føltes som evigheder.

Turen tilbage til Borgen havde gået med al succes. Taras forvoksede ørn havde båret dem begge den lange vej fra Issletten og hjem til Toropolis Isla. Selvom de med Taras evner havde kommet usete ind på den ellers rimelige smadrede borg, så kunne de ikke bare gå ud igen, og forvente at det kunne lade sig gøre en gang til.

Gensynet med Borgen havde kommet som noget af et chok for den tidligere bandeleder. Han havde fundet sin drøm i flere dele, end han i første omgang efterlod den i. Han husker knap nok vejen ind til hans gemakker, som utroligt nok stadig stod uberørt. Synet sad stadig på hans nethinde, og det var et billede der gjorde ondt inderst inde. Men det var der ikke mulighed for at rette op på lige med det samme.

Som han lå der, på noget der mindede om en briks, kiggede han op mod forhænget der var hængt op foran det lille vindue i den øverste del af tårnet.
De måtte være sikre på, at ingen udefrakommende ville kunne se, at der var lys tændt. Samson og Tara havde levet meget i mørke. Der kunne ske mange ting, hvis de forkerte personer kom til at vide, at han stadig var i live, men svag. Det krævede, at Samson skulle have den største tillid til blandt andet Tara, end han nogensinde hidtil havde haft.

Tara havde gjort alt for ham. Nok vidste han, at han var uundværlig for hende, men han vidste også godt, at hun lige så godt kunne have rejst langt væk som overhovedet muligt, og aldrig var kommet tilbage. Nu sad hun her, som han helt egen støttepædagog dag ud og dag ind.

Forsyninger var der nok af nede i kælderen. Tingene holdt sig kolde dernede, og kunne derfor opbevares i lang tid. Dog var meget af det plyndret. Alt hvad der havde stået synligt fremme, var blevet plyndret. Borgens ressourcer var klart blevet minimerede. Dog var Samson dog ikke så dum igen, som han nok så ud. Han har altid haft et hemmeligt kammer, hvortil der kun har været én der har haft adgang til, udover ham selv. En af tjenestefolkene havde fyldt op, da tiden var inde. Samson havde selvfølgelig lovet hende, at hun ville blive belønnet, hvis hun fyldte det op i al hemmelighed én bestemt dag. Hun havde selvfølgelig ikke forstået hvorfor, men gjorde det uden flere spørgsmål, så længe at hun fik sin belønning.
Da dagen så havde været der, hvor hun skulle fylde det op, havde Samson dræbt hende selv samme aften. Han ville ikke risikere sit liv pga. en enkelt tjenestepige. Det måtte ikke ske. Så derfor, stod det endnu uberørt nu hvor Samson og Tara endelig havde brug for det.

De hvide øjne var fæstnet til det lille forhæng der hang foran det lille vindue. Han savnede at strejfe rundt udenfor. Hans muskler var igang med at falme, så de var ikke ligeså store, som de normalt plejede at være.
Brutus savnede han. Han savnede alt ved sit gamle liv..

"Jeg dræbte ham, Tara.. Jeg dræbte ham..." Sagde han næsten toneløst. Han var ikke kommet sig over måden, han måtte dø for omverdenen på. Det var hårdt. Den mand havde betydet alt for ham. Han var grunden for hans eksistens. Han var grunden til at han var kommet så langt i livet. Og hvad fik han af tak? Han dræbte ham...
Kampen sad et sted i baghovedet. Han kunne dårligt nok huske det, da det hele havde slået klik for ham. Ham, som ellers var så bekvemt ved at slå andre folk ihjel. Men dette drab, vejede rent faktisk på hans skuldre, end de resterende andre krystalisianere, hvis liv han også havde taget.
Han havde ikke fjernet sit blik i lang tid. Rigtig lang tid. Han havde blot stirret på klædet foran vinduet i flere timer. Når han endelig havde sovet, havde han vågnet op med et spjæt og noget der mindede om et råb.

De skarpe brune øjne havde spejdet ud i intetheden, det havde de gjort længe, Taras kammer lå ikke langt fra Samsons, men havde ikke været lige så heldigt stillet som hans, stort set hele den ene væg manglede og tillod dermed den barske vind at stryge lige gennem værelset. Desuden ville det tillade et frit fald på uhyggeligt mange meter, hvis man ikke passede på, stenene i gulvet omkring afgrunden var vakkelvorne og kom man for tæt på kanten tog de gerne den lange tur ned. Af samme årsag var elveren flyttet, hun havde hentet de få af hendes ejendele der havde overlevet plyndringerne og derefter var hendes rigtige arbejde gået igang. Timevis havde hun brugt på at spinde et net henover borgen, et net af skræk og rædsel, en mental tilstand der ville forbande alle der kom i nærheden. For alle andre ville borgen virke som et spøgelseshus, et levende mareridt, et sted hvor man så ting, ting så skrækkelige at kun fantasien ville sætte grænser. Enkelte personer havde vadet direkte ind i Taras net i håb om at finde nogle værdigenstande tilbage på den store borg, men ingen af dem havde udstået mere end to minutter efterfulgt af forrådnede kroppe, halshuggede mænd, skyggevæsner og mange andre af Taras kreationer. Det havde taget flere dage, men nu var det komplet, det ville sikre Tara og Samson fred, fra det meste i hvert fald. Selvom opgaven havde været hård og selvom det ville være en ting der ville få de fleste mentalister til at bukke under havde hun udstået det med pragt, en bestemt kraft havde fundet den spinkle elverkvinde, en bestemthed der havde fået hende til at gå til opgaven med en urokkelig ro og en vanvid der tillod hende at udføre arbejdet til perfektion.

"Men han havde fortjent det Samson..." Tara lænede sig tilbage på den høje stol hun havde siddet på uhyggeligt mange timer de sidste dage, det var sjældent hun veg fra Samsons side, sjældent hun sov eller rykkede på sig, en stiv tynd sikkelse med uendeligt langt rødt hår var hvad der sad tilbage som en årvågen gargoyl. "Det havde været dig eller ham, du gjorde hvad du skulle, du gjorde hvad der måtte til!" Et makabert smil bredte sig henover de lyse læber og de normalt bløde brune øjne havde antaget en stikkende udstråling der bragede mod den tidligere leder af RT.
"Så... Fortæl mig nu; Vi gjorde det, ikke sandt? Det ingen havde regnet med! Vi overlevede, nu kan vi kun gro os mægtigere!" Elveren tiltede hovedet fremad så håret lod nogle totter glide ned foran det snart skelet-agtige ansigt, elveren var svundet ind til hvad der mest mindede om et lille barn, ingen kvindlige former var tilbage, hun havde absolut ingen muskelmasse til at fylde og der var ikke ét gram fedt tilbage på den magre krop, ingen ved sine fysiske fulde fem ville have et problem med at knække Tara som en kvist, men hendes mentale kræfter var vokset, vokset helt ud af propationer, men det havde sin pris.

Der var som sagt sket mange ting de sidste måneder. Som Samson sad der, tænkte han over mange ting. Han lå med foldede hænder, forsøgte mest af alt at tænke på alt og intet. Hvordan så fremtiden ud? Hvordan skulle de begge to sprede et grufuldt rygte omkring dem?
Han overvandt døden? Dødens overmand? Mange rygter kunne gå, som ville sprede en ny slags frygt, og med en mentaltvoksende mentalist, som kun var ved at blive endnu mere gal oven i hovedet, satte de snart rekorder.

"Han fortjente det... han var der aldrig. Aldrig..." Brummede Samson åndeløst.
Der var stille igen. Tavsheden var lang. De tilbragte meget tid sammen, og tiden var lang. Meget lang. Han vidste næsten ikke hvad det var, at de ventede på. Han ventede vel egentlig bare på at få kræfter igen.

Kræfterne var vokset i takt med tiden der gik. De tavse dage, de tavse nætter. De spiste meget lidt, når de spiste. De gik igennem det hele.

Først efter et stykke tid igen, talte Tara. *Vi gjorde det, ikke sandt? Det ingen havde regnet med! Vi overlevede, nu kan vi kun gro os mægtigere!*. Ordene gik igen gennem hans hoved.
Han pressede læberne ekstra meget sammen, så hans mund kun blev en streg af en fordybning at se på.
Langsomt dannede munden et lille smil, og øjnene lyste af skadefro.

"Vi klarede det... Verden vil snart bøje sig i frygt. Sandheden skal frem: Jeg overvandt døden." Han strakte sin hånd frem og knuede alt hvad han kunne. Han forestillede sig at Krystallandet var inde i hans hule hånd, og at han blot skulle række frem for at gribe mulighederne med en knyttet næve.

"Aldrig.. har jeg været mere fri oven i hovedet, end nu.. Jeg er fri. Fri fra ham, Tara. Aldrig skal jeg endnu mere kontrolleres af vrede. Jeg kontrollerer min vrede fremover. Det hele, det hele, Tara.. Det bliver anderledes nu. Vi, dig og mig.. vi skal danne et magtfuldt styre. Vi går hele vejen! Vi overtager Krystallandet.. Nu er det ikke nok med balance. Vi går hele vejen!" Øjnene skinnede af grådighed og mod på at starte med det samme.
Han måtte snart tilkalde sine slaver. To af slaverne. Zidiac og Phoenix. De to, skulle være med i tingene. Ikke at Zidiac skulle kende til alt, og det fik Phoenix nok heller ikke helt lov til. Men de havde brug for dem begge.
Zidiac skulle servere for dem. Phoenix kunne de bruge til fremtidsforudsigelserne: f.eks. hvornår var det rette tid at gøre de forskellige ting. Hvad skal der til for at de kan komme i mål. Der var mange ting der spillede ind. Det krævede timing til nogen ting, og blot sindsyge til andre ting.

"Vi gror os mægtigere nu, Tara. For hvert øjeblik vi sidder her, side om side.. vi bliver mægtigere. Kan du mærke det? Knoglerne bliver mægtigere.." Han hostede en enkelt gang og slog sig selv med en knyttet hånd mod brystet.

"Vi må samle os en lille styrke. Den første, er en vi har haft i vores varetægt et stykke tid. Kan du selv regne ud hvem det er?" Samson hævede sit øjenbryn, og flyttede først nu for første gang i flere timer, blikket mod Tara.

Elveren rykkede ikke på sig, i stedet banede en makaber latter sig frem fra det nederste af maven, Samsons fremkommen ville hun komme dem begge til gode og selvom at hun i flere dage nu havde levet i en bobbel af sikkerhed i en verden som udelukkende rummede hende og Samson var hun klar over, at der heller ikke ville gå længe inden verdenen måtte se dem, de skulle vide, at de var tilbage og stærkere end før.
Den rødhårede kvinde sad ganske urokkelig, hun vidste hvad Samson tænkte, de to havde været sammen tiden hun fandt ham i hulen og selvom hun ikke bevidst havde ladet sig synke ind i den endnu store mands sind, så var det uundgåeligt med hendes ukontrollerede evne ikke at smelte sammen med ham.
"Og man kan ikke bruge folk der aldrig er der Samson, lad det være dig en lærestreg!" Elverens smil blev kun bredere, som hun vidste at hun havde stået ved Samsons side i tykt og tyndt, i forhold til mange af den gamle bande RTs medlemmer der havde vist sig som køtere og hunde lige efter Samsons 'død'.
"Fra nu, bliver det en ny og bedre verden! Men vi er nødt til at vente lidt endnu, du er ikke klar Samson!"
Hun vidste det lige så vel som ham han var endnu ikke kommet sig helt efter hans lille stunt og kun med Taras enorme hjælp ville han genvinde hans kræfter og komme helt til sig selv, det kunne han i hvert fald kun i følge hende.
Elveren var næsten ved at få noget galt i halsen da Samson udpenslede, at de måtte have hjælpe fra andre, Tara nåede kort at give en kort utilfreds sprudlen fra sig inden tanken strejfede hende. HUn missede en kende med øjnene, inden den skeletlignende krop gled ned fra stolen og i sløve skridt gik hen mod et af de tildækkede vinduer. Forsigtigt lod hun den ene hånd løfte op i det mørke klæde der havde holdt det meste lys ude af lokalet. Solen var skarp og efter de mange dage i komplet mørke føltes det næsten som om at den snitede sig vej igennem øjenæblerne og hamrede imod baghovedet. Hun blinkede et par gange krampagtigt til hun kunne spejde henover vandet man kunne se fra vinduet, hun vidste allerede nu hvem der måtte tilkaldes, og hun vidste, at hun kunne gøre det, hendes mentale forbindelse var så kraftig til vedkommende at det halve kunne være nok.
"Denaro..."
Navnet var ikke andet end en hæs hvisken, det var så ironisk at elveren ikke kunne have levet med det, hvis det ikke havde været takket være hendes mentale tilstand, nu lo hun i stedet, en hæs knastør latter. Det sidste Denaro havde gjort inden de skiltes henover Samsons lig var at sætte deres spil igang for alvor, han havde svoret at jagte hende til Krystallandets ende og tilbage igen og hun havde forbandet ham dybt og inderligt. Alligevel var de som lænket sammen, med tykke mentale kæder der hang tungt om begges ankler.
"Har jeg ret?"

Den knyttede hånd vendte sig langsomt rundt, så han kunne beskue den fra alle led og kanter. Hånden var ru, og det havde den været i lang tid. Den var heller ikke just ren at se på. Der var tydelige pletter fra noget gammelt blod, som han måske også snart skulle overveje at få fjernet. Det kunne Zidiac tage sig af, når det var tid. Han glædede sig allerede til at finde hende. Han vidste hvor hun var. Han vidste at hun stadig opholdt sig på Borgen af mystiske årsager, som han ikke havde gravet mere i. Når man er i et rum som Tara i så lang tid af gangen i over så lang tid som det havde stået på, kunne han ikke undgå at samle noget viden til sig, som Tara vidste at han interesserede sig for - også helt uden at spørge sig ind til det.
Tara var et af hans stærkeste våben. De var som ild og vand - lige så destruerende på hver sin måde, men også vidt forskellige. Tilsammen dannede de en elite, også selvom de kun var to. Hendes tillid til ham, og tilliden til hende havde nået nye højder.

Den store muskuløse mand, satte sig en smule op, fra sin ellers liggende position. De hvide øjne fandt elverens høje, slanke skikkelse. Først nu tænkte han over, hvordan hele situationen havde tærret på hende. Hun havde jo tabt sig. Alligevel var det ikke dét han tænkte på, da smilet langsomt trak sig over læberne på ham.
*Denaroo..*

Tara havde helt ret. Samson behøvede ikke at svare, for ud fra hans udstråling at bedømme, som mest af alt kunne beskrives med en blanding af fryd, iver og sindsyge, var det allerede et svar nok i sig selv.

"Men ikke endnu. Det er ikke tid endnu.." Samson sad en smule uroligt på sin plads, han kunne snart ikke vente mere. Alligevel vidste han ligeså godt som Tara, at kun tiden gjorde dem stærkere.

"Denaro... og" Samson stoppede et øjeblik og så et øjeblik tomt ud i luften, tænkende. Han havde en aftale, før han "døde". Han havde en aftale med en mand, som før havde siddet på Krystallandets magt. Ham som så mere død ud, end Samson selv gjorde, da "hans krop" lå til skue for alle omkring Borgen. Morgoth havde han en aftale med. Den måtte være gældende, såfremt, at han trods alt stadig var i live. Morgoth som kender til alle Mørkets gange, alle Mørkets gemmesteder.. Tanker.. Mørkets Lord.

"Vi skal have en til.. Når man skal overtage Krystallandet.. hvem er det så godt at have med sig i lommen? En der har prøvet det før, og er udstødt?.." Han fnøs af skadefro. Han havde udtænkt det hele. I hans eget hoved, var planen ikke lige så skrøbelig som med RT-banden. To personer, udover Tara, som han havde delvis kontrol over. Alle 3, utrolig stærke personer i Krystallandet. Sammen, kunne de gå langt. Rigtig langt. Han vidste godt, at Tara ville blive på Borgen med ham. Denaro ville automatisk også, når Tara har kontrollen. Spørgsmålet var bare med Morgoth. Hvad ville han? Det hele skulle tiden nok afsløre i sidste ende.

"Men det er slet ikke tid endnu, Tara. Slet ikke.. Først og fremmest vil jeg gerne have, at du afslører alt hvad der skete.. og jeg mener ALT hvad der skete, da den døde krop lå foran Borgen. Jeg vil vide alt." Samson lænede sig tilbage. Han ville gøre sig klar til det mentale projekt, som Tara skulle til at forberede for ham. Han vidste i forvejen, at der var nogen i gruppen der var storforædere. Han ville undre sig hvis der ikke var. For han havde fået færden for længst, og det var egentlig hvad der i sidste ende, har gjort, som det er i dag. Årsagen til, at han sad der hvor han netop gjorde nu, sammen med Tara, og kun Tara.

Elveren spejdede en sidste gang udover landskabet inden hun lod den sølle undskyldning for et gardin falde på plads igen, det kunne godt være at Tara havde brugt dagevis og uendelige kræfter på at bygge det mest skræmmende slør over borgen, men der var ingen grund til direkte at invitere folk ind i det. For meget slid ville som med alt andet forårsage huller i illusionen.
Hun vidste hvad Samson tænkte, og jo, hun savnede selv et bad. Zidiac måtte give hende en tur når hun var færdig med Samson, ikke i det samme vand naturligvis, det ville være en direkte dødsfælde, men elveren selv kunne ikke huske hvornår hun havde fået et ordentligt bad, hvilket efterhånden også var mere tydeligt end hvad godt var.

"Men hvornår? Hvornår er det tid? Lad det ikke vare for længe, vi skulle nødig blive glemt. Roen har allerede lagt sig over landet, mørkets rækker er helt nede i sølet, du så generalen, Ethelihn. Alle tror du er død, resten af vors ansigter er plastret over byen med enorme dusører, vi er jagtet som vilde dyr. Det skal være snart, mens alle tror alt er fryd og gammen."

Elveren blinkede krampagtigt med øjnene, det var både godt og skidt at skulle hidkalde Denaro, Tara havde brugt alt den magt hun besad til at lægge rum mellem hende og den rødhårede mager, men at få ham tilbage under sin magt ville helt sikkert skabe en utrolig ro, i hvert fald til hun mistede kontrollen, bare et kort sekund. Hun rømmede sig kort med ubehag, det ville blive starten på noget nyt og stort, men farligt. Hun gøs, det var en sand fryd.
Vi skal have en til.. Når man skal overtage Krystallandet.. hvem er det så godt at have med sig i lommen? En der har prøvet det før, og er udstødt?.
Det gippede i elveren, på trods af at mange ville stille spørgsmål ved hendes fysiske tilstand var der ingen tvivl hvis man beskuede de brune øjne, blikket var skarpt og mere observant end de fleste, de blev omgående rettet mod Samson med en alvorlig mine.
"Jeg ved ikke om det er klogt Samson, du så hans opførsel overfor Generalen, han ville ikke tøve med at slå dig ihjel for alvor hvis han fik chancen. Jeg ved det!"
Resten af den spinkle krop fulgte med blikket rettet mod Samson, naturligvis havde hun også sine personlige grunde til ikke at ville have Morgoth ind på borgen. Hvis det endelig kom til stykket at de to titaner skulle myrde hinanden ville hun ende i midten, det sidte sted hun havde lyst til at befinde sig. Og skulle hun vælge side? Ville hun overhovedet kunne det? Tara vidste det ikke engang selv, tanken tog pusten fra hende. Hun måtte kortvarigt hive efter vejret.
... Jeg vil vide alt
Elveren nikkede, hun vdste at dagen ville komme, dagen hvor hun måtte vise Samsom hvad der egentligt var sket, og selvom at hun var klar over hvor den store mand fokuspunkter lå, brød hun sig ikke om at lad ham se hendes svaghed, hendes sammenbrud. På trods af at hun var klar over, at Samson vidste, at hun ikke kunne overleve uden ham var det en ydmygelse.
"Okay, er du klar? Der er ting du ikke vil bryde dig om!"
Tara skævede til den store titan, hun kunne allerede se at han forventede det værste. Hun kneb øjnene en kende sammen og knyttede næverne, i takt med hendes kræfter var vokset behøvede hun ikke længere fysisk kontakt for at overføre tanker og minder. Ganske kort efter ville hele scenariet vælte indover Samson som en chokbølge, han ville opleve mindet fra Taras øjne, se de ting Tara havde set. Men hun undlod sine følelsr, dem ville Samson ikke få glæde af, det var hendes egne.

Samson svarede ikke i første omgang på Taras mange spørgsmål. Han ville se alt, hvad der havde hændt på Borgen, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Det kunne have en stor indflydelse på fremtiden. Samson var ikke en person, som ville lægge en fortid bag sig - ikke helt.

Der gik kun få øjeblikke. Han havde lænt sig tilbage, og lukkede øjnene, forberedt på hvad end der ville dukke op foran hans nethinde.

Flere personer var uden tvivl berørt over Samson store fald. Han evige loyale Phoenix.. Der var ingen tvivl. Flere flash af hændelser skete. Nogle blev hevet mere frem end andet, men han søgte det nu også selv. Han søgte efter hvad end der kunne bruges.
Rafixul der forsøgte at trøste Phoenix. Tara virkede oprevet, men det hele blev sløret godt og grundigt - klart når han nu vidste, hvem der gengav hele denne scene. Han behøvede ikke at påpege det overfor hende, for han havde da en fornemmelse.
Hans egen søn som faldt på knæ, og bad Tara om hun ikke kunne gøre noget, bare et eller andet.

Tankerne om Ompries der rent faktisk ville have sin far i live, bed ham næsten i hjertet. Han havde dog ikke tid til at fokusere på dette familiedrama, men han måtte lede videre...

Kamatayan som altid havde sin egen sans for humor. Han frydede sig over Samsons fald. Det stikkede i den tidligere bandeleders hjerte. Det viser den illoyalitet som fandt sted i gruppen, og den skulle kun vokse sig større.

Denaros sindsforvirrelse var nok noget af det største indtryk som Samson fik. Han var splittet i alle vinde, og var i fuld gang med at udgive trusler til alle og enhver der stod i nærheden. Inderst inde smilede Samson dog kun. Han var den rene dræbermaskine når han var ude af kontrol. Ganske interessant.

Han søgte videre, og fandt Zidiac. Synet var tydelig. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, og ville måske mest af alt ønske at den store mand var i live, så han kunne beskytte hende. Selvom han altid torturerede hende på sin helt egen metode, så var hun afhængig af ham.

Opmærksomheden faldt nu på Morgoth. Af hvordan det hele ville se ud, så opfattedes det hele som om, at han blot ville hjælpe Tara med at komme videre, og undgå Denaro på den måde. En underlig ageren eftersom han var den tidligere Mørkets Lord. Og dog ganske interessant!

Flere indtryk faldt ind over. Snart kunne Samson ikke rumme mere i sit hoved, og ganske rigtig var der heller ikke flere minder han skulle fyldes op med.

Han åbnede øjnene. Tårene havde vist i de blanke øjne. Der var meget der skulle behandles. Hele stemningen havde taget plads i den store mands ellers lille sølle hjerte, som sjældent viste følelser i den forstand.
Han var stille. Han havde mest af alt ikke lyst til at sige noget. Han ventede bare. Han vidste ikke helt hvad han ventede på. Måske på at Tara ville sige et eller andet først. Hvad skulle han dog overhovedet selv sige?

Tara skuttede sig kort og lod minderne tone ud for Samson. Det lille trick var ikke længer en anstrengelse for elveren, hendes kræfter var vokset nok så vældigt, at hun ikke engang var begyndt at svede ved fremkaldelsen af mindet. Nu stod det store spørgsmål tilbage, havde han opfanget relationerne melle Tara og Morgoth? Tara og Denaro?
Hun sukkede hæst, som luften blev mast ud af hendes thorax med vold, inden hun tog et par skridt mod Samson.
Langsomt satte hun sig på sengekanten, inden det kranie-lignende ansigt vendte sig mod ham, uden spørgsmål, uden fortrydelse. De honningbrune øjne var skarpe, som hos en rovfugl.
"Hvad nu? Du ved hvad du vil vide, der skal ske noget!"
Elveren lænede hovedet en smule tilbage og spilede øjnene op, hendes næsebor vibrede kort, inden hun skævede mod det tildækkede vindue.
"Vi kunne begge godt bruge et bad. Borgen trænger til en kærlig hånd!" Hun rømmede sig kort, bed tænderne sammen så alle senerne i halsen stod tydeligt frem.
"Det tærer upassende meget på mine kræfter at opretholde skjoldet over borgen. Sultne grippe ankommer stadig i håbet om at finde de sidste værdier i ruinerne!"
Tara lo kort, manisk. Tanken om de skræmte sjæle morede hende, men det var en hård sport, det mentale spil havde aldrig æret let eller simpelt, selv Samson måtte vide det.
"Og jeg kan snart ikke holde Storm på grunden mere, han er sulten!"
En spinkel skelet-agtig hånd rakte ud mod Samsons, hun stirrede indgående ind i hans skræmmende hvide blik, hun var kold, havde man nogensinde som barn haft mareridt om døden der kom for at tage en med, var det nok sådan en hånd man hvade forstillet sig ville lukke sammen omkring ens arm og slæbe en med.
"Tilkald slaverne!"

Samsons øjne vendte sig mod Tara, da hun kom over for at sætte sig ved hans side. Øjnene beskrev absolut ingenting. Hvis man skulle finde nogen følelser i øjnene, var det ingen følelser man fandt. Øjnene var hårde, og kunne til enhver tid dræbe uden tøven med det blik.

Minderne drønede stadig igennem Samsons hoved, alt imens han forsøgte at bearbejde mindet. Det havde været hårdt for ham, også at se "sin egen død" på den måde. Det var kommet tæt ind på den kolde sjæl han nu engang besad.
Der var ingen tvivl om, at den bande der engang var, er død. Den ville aldrig genopstå igen.
Han måtte nu også engang indrømme, at han netop var kommet til magt, ved hjælp af disse personer. Det, der nu engang så skulle ske i fremtiden, var en udplukning. En udplukning til en større plan.

Badet som Tara talte om, var mildest talt tiltrængt. Zidiac måtte være et sted på Borgen, måske. Han ville ikke tilkalde hende, nærmere give hende det største chok til dato. Hvordan ville hendes ansigt mon forskrue sig, hvis hun pludselig stod foran en mand, som hun var overbevist om, var død? Det måtte være som at se på et spøgelse.
Tanken var tiltalende.

"Jeg tilkalder kun én af dem, Tara. Phoenix kommer først lidt senere ind i billedet. Vi skal opsøge Zidiac for at lave vores bad. Jeg ville elske at se den lille krystaldæmon falde fra hinanden i hendes ansigtsudtryk. " Et smil malede sig langsomt over hans læber, så det blev til en skummel trækning i ansigtet.

"Du gør med Storm, som du vil. Du ved hvad der skal til.." Afsluttede han, som svar til en af de forrige spørgsmål. Han svarede kun på det, som han synes var til at svare på, og det som var nødvendigt.
De måtte tage et skridt ad gangen. De var trods alt kun lige kommet til kræfter selv.

Samson løftede sine ben, og svingede dem udover den brikslignende seng, han ellers havde ligget på.

"Klar på at finde Zidiac?"

Elveren spærrede kort øjnene op, hun var fint tilfreds med at Samson ikke kommenterede yderligere på hans dødsscenarie. Faktisk kunne hun ikke rigtigt finde ud af om hun havde tilgivet ham det endnu, hun var lykkelig over at han havde tilkaldt hende først, men samtidig endnu umenneskeligt vred over, at han havde ladet hende gå igennem det hele.
Hun strøg en lok fedtet hår væk fra ansigtet, en mørk stribe af skidt havde solidt forplantet sig henover næseryggen og i alle små kroge og hjørner havde der samlet sig skidt og møg, mens det nok havde været flere uger siden hendes hænder havde set skyggen af velvære, samtlige negle var knækkede og huden var blvet ru og tør. Alligevel gned hun sig krampagtigt over øjnene mens hun nikkede.
"Dæmonen er ikke langt væk, jeg kan fornemme hende..." Tara fugtede kort de udtørrede læber inden hun lænede hovedet tilbage.
"Hun er stadig på borgens arealer, du vil let kunne tilkalde hende, uden nogen ville studse over det!"
Elveren gav et kort suk, men begyndte kort efter at smile, hun vidste hvad Samson tænkte, skræmmende nok uden at rode i hans hoved mere end nødvendigt, det ville ganske sikkert og vidst være lidt af en omvæltning for Zidiac, ligesom det havde været for Tara selv, at finde Samson i live.
"Tror du at nogle af de andre er blevet fanget? Der er ganske vellignende billeder overalt i byen, alle kan ikke have været så heldige som jeg!"
Blikket blev søgende imod Samson, ikke at han kunne vide det, men han kunne måske have en formodning. På trods at at mentalisten efterhånden vidste hvad Samson tænkte bare ved at se på ham, var hun ved at være træt af stilheden mellem dem, hun hade efterhånden ikke tal på hvor mange timer hun havde siddet der, og kigget på manden foran hende, uden at sige så meget som et enkelt ord. PÅ trods af at Tara ganske vidst var rasende vanvittig, så havde hun endnu menneskelige sider, hun blev aldrig en følelsesforladt tom skal, som mange af dem hun ellers omgik sig med

Samsons fødder fandt vej til gulvets overflade. Blikket søgte mod døren, som havde ført dem ind i dette værelse i første omgang. For få uger siden, havde han syntes at sådan en kort distance var al for hård at slæbe sin krop over.
Samsons muskler var falmet, men stadig overdrevne store.

Han valgte at sidde et øjeblik, hvilket gav Tara mulighed for at tale ud. Han hørte kun halvt hvad hun sagde. Et par tanker havde banet sig vejen ind til hans hjerne - som han på trods stadig havde, trods svampene.
Tara bekræftede, at Zidiac stadig kunne findes på Borgen, trods hele Borgens skræmmende ydre. Vel egentlig ikke sært at krystaldæmonen er blevet på et sted som hun i forvejen kendte, som sin egen baglomme. I den situation, var det godt at udnytte Borgens skræmmende ydre, for at beskytte sig selv.

"Vi har kun godt af at bevæge os ned mod hende. Så kan vi altid hunse rundt med hende senere. Hun regner jo ikke ligefrem med, at vi dukker op." Et smil bredte sig. Snavs sad i smilehullerne, som omstændighederne havde forårsaget. Manglende mad og generelt manglende energi, havde sat sit eget skræmmende præg på ham og Tara. Dem som mindst tænkte over det, var dem selv. De havde set hinanden hver dag de sidste par måneder, så det var ikke noget man tænkte over, når det var fra dag til dag udvikling.

"Hvis folk er blevet fanget, havde de alligevel ikke fortjent at være en del af RT. Det kræver sit at overleve... Det må du af alle vide, Tara." Det var ikke hans mening at belære hende. Tværtimod, den tid som hun havde gået igennem, skulle hun netop klare sig selv. Hun har bevist hvor langt hun kan gå, uden Samson var ved hendes side. Alligevel er hun også blevet overbevist om, hvor sikker hun har været i Samsons nærvær, hvis hun på noget tidspunkt havde været i tvivl om dette.

I en anstrengene bevægelse satte Samson skub i sin krop, og løftede sig op i en stående stilling. Han tog et par skridt over mod døren: tunge og langsomme skridt.

"Lad os finde hende. Hun vil.. få sig en overraskelse som hun aldrig vil glemme. Hun skal jo trods alt gøre to bade klar!" Brummede Samson, hvis stemme var begejstret over snart at skulle få Zidiacs ansigtsudtryk til at forvrænge sig til noget, han sikkert aldrig havde set før.
Han greb ud efter håndtaget, og lod Tara gå først.

"Du kan fornemme vejen til hende, jeg lader dig føre an i denne sag."