Tågen samlede sig omkring Midnatsborgens mure, og kun smalle striber af lys faldt ind gennem de smalle, højtsiddende vinduer i Riddersalen, der ellers var oplyst af blussende fakler, der sad i holdere langs væggene.
De fleste af krigerne og ridderne var samlet her i salen i dag, for deres Herre havde tilkaldt dem, og en dæmpet, summende lyd af stemmer kunne høres i det store rum. Bagerst i salen var de nyeste tilføjelser til Mørkets Hær samlet: ork-klanen Mok'garu. Disse grønhudede, muskuløse skabninger holdt sig på afstand af menneskene, for de eneste, de adlød (hvis de da overhovedet adlød) var Mørkets Lord og dennes General.

Lyden af stemmer i salen døde langsomt hen, idet lyden af fodtrin hørtes: Mørkets Lord var ankommet. Med sig havde havde han to krigere, der halvt slæbte på en tredje skabning. Dette menneske så ud til at have været på farten i flere døgn, og hans klædning, der så ud til at have været i Mørkets Kriger-uniform, var lettere ødelagt.
Nu vendtes til flestes opmærksomhed imidlertid mod Mørkets Lord, der havde ladet sin hætte falde. Genopstandelsen havde frataget ham de fleste af hans menneskelige træk, og hans ansigt var ikke meget mere end et tomt kranie, hvori en glød dog alligevel lurede dybt i de mørke øjenhuler.
En skelethånd blev hævet, pegende på manden, som krigerne havde slæbt ind i salen.

"For tre dage siden drog en flok krigere af sted mod Det Nordlige Krystalland i min tjeneste. Denne mand valgte undervejs at desertere og sætte kursen mod Hovedstaden - sandsynligvis med ønske om at advare Lyset om vores handlinger."
Stemmen lød skurrende, og der var noget særdeles ildevarslende over Mørkets Lords tonefald, idet han nærmede sig den tilfangetagne desertør. Han gjorde en lille pause, inden han fortsatte, og de forsamlede så til - vel vidende om, at manden næppe ville blive sparet.
Mørkets Lord var ganske udemærket klar over, at mange af krigerne i hæren ikke var i besiddelse af den store loyalitet - men de havde mange andre nyttige egenskaber, som han ønskede i hæren. Nu var tiden blot inde til at jage en lille skræk i livet på dem, der selv overvejede at tage flugten som de næste.

"Jeg vil statuere et eksempel. Der bliver ikke set mildt på forræderi i Mørkets Hær."

Manden var blevet tvunget ned på knæ af de omkringstående krigere, og Mørkets Lord lagde en hånd på hans hoved. Han nåede ikke engang at skrige, idet huden hastigt gik i forådnelse og begyndte at falde fra hinanden, indtil der ikke var andet tilbage end en dynge knogler på gulvet.
Et øjeblik stirrede Mørkets Lords skeletansigt ud over de forsamlede - så opløstes hans egen krop til en mørk skygge, som til sidst forsvandt.
Et øjeblik var der helt stille i Riddersalen.


(Dette er ment som en reaktionstråd, for karakterer, der spiller i Mørkets Hær eller som befinder sig på borgen. Hvis I ønsker mere end blot at skrive jeres karakters reaktion, er det dog naturligvis også muligt at fortsætte tråden)

Selv for Bæstet, der ellers holdt sig i selve skoven, var dette en vigtig hændelse, og han var blevet bedt om at være til stede. Han var ligeglad med hvad end det var, der skulle ske, til gengæld fulgte han altid sin overordnedes kommando, som et loyalt dyr. Èn af de få. Han stod i øjeblikket i salen, i et hjørne for sig selv, ikke langt fra orkklanen, som han ofte skævede hen mod, uden den mindste frygt i sit blik. Han vidste ikke hvem de var og de havde endnu ikke bevist deres værd. De skulle holdes øje med. Han blev stående stille, til Mørkets lord dukkede op med to krigere og en tredje mand, som Völund genkendte efter at have kigget godt efter. Han kendte de fleste krigere her og denne var én af dem, han huskede. Væmmelse trådte frem i hans ansigtstræk, men han blev stående hvor han var, mens Mørkets lord talte til forsamlingen.

Forræderens død fik et bestialsk smil frem på Völund og i samme sekund Mørkets Lord var forsvundet, banede veteranen sig vej op til knoglebundtet. Han satte sig på hug, tog en ribbensknogle og trak en kniv, som han hakkede ned i resterne. Knoglen stak han i sit bælte, hvorefter han så rundt på de andre krigere og riddere. "Forrædersvin," sagde han lavt.
"Jeg ved hvor min loyalitet ligger, og den mandsling fik kun hvad han skulle have!" vrede brusede frem i hans ansigt, mens han stirrede rasende rundt på folk. Han kunne ikke fordrage dessertører!

Med de ord, gik han gennem mængden af krigere og riddere, med samme, stålsatte og vrede blik. Han stoppede henne ved sit hjørne igen, hvor han tilfældigt fik øjenkontakt med orkklanens leder. "Husk det der er sket her, klan Mok'garu," konstaterede Bæstet med et blik der kunne dræbe. Han var ikke bange for de skide grønhuder og hvis han nogen sinde skulle få fat i en dessertør eller forræder mere, så ville den pågældende blive flået på stedet!

Hestehalen hang som et begsort og syregrønt giftigt vandfald ned over skulderen på generalen. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro det lange hår var livløst, men ingen her, eller næsten ingen, var så glemsomme.
Blikket gled over på orkerne bagerst i salen. Hun var ikke glad for, at Mørkets Lord have involveret Mok’garu uden at tale med hende først. Orkerne gjorde kun, hvad der tjente dem selv bedst, hvilket gjorde dem komplet utilregnelige. Han måtte have lovet dem guld og grønne skove, eller hvad orkere nu var til, for at vinde dem over på deres side. Spørgsmålet var bare hvor længe, den alliance ville holde.
Men sine bekymringer til trods var hun ikke dum nok til at stille spørgsmålstegn ved sin ’herres’ beslutninger. Ikke når hun selv forstod orkernes selvcentrerede livssyn så godt, som hun gjorde. Det hjalp hende dog ikke med at regne ud, hvad der foregik inde i deres i forhold til deres kroppe abnormt små grønne hoveder.

Blikket gled over på fangen, da han bliv smidt ned på stengulvet. Hun havde set Mørkets Lord henrette desertører mange gange, og fortrak ikke en mine, mens hun observerede hvordan, den allerede tynde kriger rådnede ind. Frygten for, at dét blev hendes skæbne en dag havde hun skubbet om i baghovedet, men der var åbenbart en, der ikke blev påvirket overhovedet.
Hun så ned på Völand med et tilfredst smil fra sin plads til højre for det sted, hvorfra Mørkets Lord netop var fordampet. ”Det er godt at vide, at der er nogen hvis loyalitet, jeg ikke behøver stille spørgsmålstegn ved.” Hun fulgte Völand med blikket og tænkte, at det lidt han havde haft mellem ørerne måtte være skrumpet i hjernevasken. En sensation af tilfredsheden ved at få ret fulgte efter, da Bæstet startede en meget kort stirreduel med Mok’Garus leder. Det var én ting hun foretræk ved Lysets hær: at de ikke konstant viftede med deres enorme egoer under hinandens næser. En samlet hær, eller i det mindste en hær der sloges med fjenden i stedet for at slås med hinanden, var en god hær. Hun sukkede tungt og himlede med øjnene inden hun trådte et skridt frem, og sank en klump for at løsne strubemusklerne.
”Det var alt. I ved, hvor I skal være. Træd af!” Hendes stemme skar gennem salens middelmådige akustik som lyn på nattehimlen. Hun håbede snarere end regnede med, at soldaterne og særligt orkerne ville adlyde. Så forsvandt hun selv ned gangen mod træningspladsen.

Det havde ikke været let for Ikaris at deltage til den lille ceremoni, faktisk havde hun måtte bruge alt hvad hun havde af charme (hvilket vitterligt ikke var ret meget, især ikke for menneskene, der sjældent fandt mørkelvere synderligt flatterende), magisk kunnen og løgn så det halve kunne være nok. Hendes midlertidige mission var en af de svære, det havde ikke været let at tiltuske sig en lysets kriger uniform og endnu værre var det nu at slippe væk fra hovedstaden uden at nogle fattede mistanke.
En loyalitet der dog lå så dybt at de færreste ville tro på, at det kunne lade sig gøre, havde alligevel lokket mørkelveren til. Efter Mørkets Lord vendte tilbage havde hun kun fået ganske få glimt af ham og muligheden for at se ham i fuld vigør var noget hun ikke havde i sinde at lade gå fra sig.
Af samme grund stod hun nu her, blandt mange andre af samme overbevisning som hende selv, de fleste havde allerede kigget skævt til elveren, der på ingen måde lignede at hun hørte ind blandt mørkets rækker, hendes påklædning var almindelig borgerlig, med mosgrønne posebukser og en tætsiddende sort trøje. De fleste i hæren kendte dog Ikaris og vidste, at selvom hun midlertidigt ikke bar uniformen, hørte hun endnu til.
Lyden af fodtrin fik med det samme elverens opmærksomhed der omgående vendte blikket mod Lorden, det gav et lille sug i maven, det var nok det tætteste elveren nogensinde ville komme på kærlighed, personen Ikaris var villig til at gå i døden for.
Processen der fik den forhenværende kriger til at rådne væk i et tempo der ikke ville være muligt uden magi, frembragte mere fascination end væmmelse, for tanken om, at det nogensinde ville blive Ikaris der lå der, som en bunke knogler, var slet ikke tilstede, for hun vidste, at det var umuligt. Hun ville aldrig, for nogen pris, forræde Mørkets Lord.
Pludseligt var det hele overstået, det næste elveren opfattede var Ethelihns ordre der rungede gennem salen. Ikaris vidste at det var på tide for hende, at komme tilbage mod hovedstaden. Det lille optrin mellem orkerne og en lige så loyal kriger som hende selv, havde hun ingen holdning til, for det var hun ikke blevet bedt om at have, sagen var at Lorden havde valgt at stole på de grønhudede primitive væsener og af samme grund gjorde Ikaris det.
Der gik ikke mange øjeblikke før Ikaris forsvandt fra sin stående position, i en lille sort røgsky, inden hun igen var på vej tilbage for at udføre sit job.

Hvis der var en ting man kunne sige om Mørket, så var den sære ansamling af væsner der slog sig til denne side. Den ene mere fæl end den anden. Enten i udseende eller personlighed. Andre var bare sære og forskruede. En af de mindre almindelige var dog et enestående eksemplar af et væsen der huserer i Mørkets Skov. Et Skyggevæsen, og et temmelig intelligent og stort eksemplar af sin art luskede omkring i krogene under henrettelsen. Tilliden til ham var ikke stor, og der var få der troede på at han overhovedet kunne tale, men en ting var sikkert. Han var mere veltalende end hele den orkbande der var dukket op.
Da Mørkets Lord dukkede op med forræderen, rejste hans sig forhåbningsfuldt på bagbenene. Den lange tunge slikkede de sylespidse tænder i hans gab. Henrettelsen var dog hurtigt overstået og en skuffet knurren kom fra ham. Sådan var de fleste henrettelser. Ingen rester end knogler. Det var ydmygende at kun tygge på knogler, men et helt frisk lig, hvor man kunne labbe det stadigvæk løbende blod i sig, var noget af det bedste. Det var derfor han havde sluttet sig til Mørkets Krigere, og for det meste havde det været det værd.
Han så op da generalen Ethelin havde råbt en ordre ud, inden hun forsvandt. Hun havde altid fanget Malakings interesse. Hendes følelser var interessante at følge. De var godt skjult for mange øjne, men han vidste hvad folk følte, selvom de måske benægtede det. Under henrettelsen så han frygten hos nogle af dem der så ud til at være modige og fascination, nærmest forelskelse hos nogle af dem der havde ansigter af sten. Han valgte selv at luske af sted. Måske fangekælderen og se på nogle af fangerne og skræmme dem lidt, eller måske se på træningspladsen. Hvor hans poter nu en gang førte ham hen.

Lette, knapt hørbare skridt fulgte trop efter en ældre tjener, der stik modsat gik med skarpe hastige skridt ned af den kølige gang. Den lette plingen og klirren fra hendes smykker var noget af det eneste der angav sigøjnerkvinden.
Varme brune øjne så sig årvågent omkring. Hun brødes sig ikke om borgen, den virkede indelukket og kold, og alligevel befandt hun sig nu inde bag dens mure. Normalt ville hun ikke have fundet sig selv i sådan en situation eller sted hvis hendes instinkter skulle have det sidste ord, hun havde alt for mange negative minder om steder som disse.
Ikke desto mindre var hun der nu, efter en tjener samt en soldat fra mørket var kommet forbi, krævende at de havde behov for en dygtig healer og det med det samme.
Tilsyneladende havde en af de større og mest prominente krigere fået en større skade der kun var blevet værre med tiden, noget som deres egne healere ikke kunne fikse, de havde fået nys om healerne i Hakims gruppe og var blevet smidt ned for at få en af dem med tilbage.
Da Nia ikke ville have at Mordrinn endte op i en situation han måske ikke ville kunne komme ud af igen, havde hun trådt til, hun var ældre end han var det og derved også mere erfaren. Hun havde dog fået smisket sig frem til at få en forholdsvis god belønning for sit arbejde ( at beholde livet var altid en god belønning i sig selv ) samt en mindre pung med penge.
Hun havde forsøgt at holde en munter stemning oppe på vejen til borgen, men både tjener og soldat havde været tavse som døden, og det var endt i en generel stilhed imellem de 3, hun havde ikke engang kunnet finde ud af hvad præcis det var der var galt med den sårede. Intet andet end at ' det ville hun se når hun kom derop og så ham'.
Ikke ligefrem betryggende.

Lyden af en skurrende stemme, der tilsyneladende ikke havde været brugt i længere tid eller bare var blevet ødelagt i en tidlig alder, fangede hendes opmærksomhed idet de passerede en større dør der var åben ind til noget, der efter størrelsen at dømme, kunne være en riddersal.
Uden helt selv at ænse det sagtnede hun farten da hendes nysgerrighed tog over fornuften. Der var en massiv forsamling, og... Hun stivnede i det syn der faldt hende i øjnene og højest sandsynligt ville jage hende med mareridt det næste stykke tid.
En mand der i al hast forrådnede foran forsamlingen, og hende..
Hun tvang sig med en kraftanstrengelse til at kigge væk, og satte istedet farten op for at hale ind på tjeneren, bedende til at hun ville komme ud af borgen i live.
Det hun havde set var stik imod alt hun stod for som healer, om hun ville kunne omvende sin evne til at gøre det stik modsatte vidste hun ikke, og hun havde bestemt ikke lyst til at prøve det af. Hun trak sjalet tættere om sig selv idet de drejede ned af gangen ind imod sygeafdelingen.

Asha stod med sine artsfæller bagerst i salen. Det meste af Mok'garu-klanen var mødt op, og for de nærmeste ikke-orker, var lugten af ork mildest talt overvældende. Det var ikke noget Asha selv lagde mærke til - hun lugtede også rimelig meget af ork.
Skødesløst legede hun med en lille daggert, mens hendes klare, lilla øjne betragtede optrinnet. Kniven blev kastet et stykke op i luften og derefter grebet igen. Hun greb den sikkert hver gang, men hendes arrede fingre fortalte, at det i hendes yngre dage ikke altid havde været tilfældet.

Desertøren opløstes til en bunke knogler foran tilskuernes øjne, og en let fnysen undslap Ashas næsebor, idet hun på orksproget lod en bemærkning falde om, at der slet ikke havde været tilstrækkeligt blod, til en af hendes sidemænd. Alligevel efterlod synet en ubehagelig følelse i brystet på hende. Hun havde på ingen måde selv lyst til at blive reduceret til en bunke knogler på den måde...
Ashas opmærksomhed blev dog hurtigt fanget af Völund, som havde stillet sig foran orkerne og talt direkte til deres leder. Hun lagde armene over kors og stirrede vredt på ham: der var ingen, der havde givet menneskemanden lov til at tale til orklederen. "Vi ved, hvor vores loyalitet ligger." Udbrød hun med sin dybe, ru stemme. "Hos Mørkets Herre! .. Ikke hos hans tjenere." Hun spyttede i gulvet, kastede kniven op i luften én gang til og greb den elegant med fingerspidserne.

En dyb brummen lød fra Mok'garu-klanens leder, men nu blev alle afbrudt af en stemme, der skar gennem salen. Generalen havde givet besked på at træde af, og orkerne satte sig langsomt i bevægelse, bærende deres økser, stave og andre ubehageligt udseende våben. Man så sjældent en Mok'garu-kriger uden et trofast våben ved sin side.
Ud af øjenkrogen bemærkede Asha Malaking Takot, skyggevæsnet, der også var en del af Mørkets Krigere. Væsnet fascinerede hende en del, for hun havde aldrig set dets lige, men det forsvandt hurtigt uden hun havde mulighed for at betragte det nærmere.