Nickazho elskede skove. Hvad han knapt så godt kunne lide, var at det var skoven der hed Tyre-skoven. Han havde hørt, at der ikke længere var tyre til at finde. Han havde været i skoven engang for længe siden, men han kunne ikke rigtig huske, hvordan den var.

De lillae fødder traskede sin vej fremad på skovbunden. De røde øjne spejdede rundt blandt trætoppene. Solen kunne lige trænge sig igennem meget få steder, ellers var skoven meget mørkt belagt. Det gjorde den selvfølgelig ekstra spændende og... måske ikke så tiltalende?

Fuglene fløj et sted oppe over ham fra træ til træ. Der var alt i alt meget liv og mange lyde. Nogle lyde man kunne slappe af til.
Han tog en dyb indånding og lukkede øjnene. Der gik dog ikke længe før han havde fået dem åbnet endnu engang, for at holde øje med hvor han gik. Lidt længere fremme var der en stor åben sø. Store træer hang skævt indover den, og lange grene med blade rørte næsten ved vandets overflade. Det så meget yndefuldt ud.

Dæmonen satte farten op over til stedet, og klatrede op i en af de større træer, som hang ind over søen. Han kom op på en af de laverestående grene, og kiggede ned mod vandet med hele hovedet. Han hang næsten nedad, for at kunne få et nært blik af dets overflade.