Det var højlys dag. Nickazho havde bevæget sig på lur, for at betragte alle de græssende heste der gik frit omkring. Det var tydeligt at de var vilde. Hver og en var meget opmærksomme på, om der var nogen der skulle have tænkt sig at true dem på livet.
De røde øjne var store, og smilet bredt. Han elskede at iagttage dyrene te sig frit rundt. De var så frie som man overhovedet kunne blive.
Nickazho selv, sammenlignede sig selv lidt med en hest. De lignede ikke hinanden på benene, armene, hovedet.. Men måske halen, selvom Nickazho havde langt flere end hesten.

Han betragtede dem, mens han lå nede på alle fire, gemt bag en busk. Hovedet var stukket gennem busken, og hans haler viftede livligt rundt. Måske skulle man ikke betragte ham som en hest, nok nærmere som en løve der ventede på det rette øjeblik. Dog havde han ikke lige tænkt sig at forlade busken lige med det samme. Han studerede jo!

Gadvide hvor mange krystaller han ville kunne få for en hest? Sådan en måtte være temmelig meget værd. Det var måske muligt at fange en, og så sælge den.
Hvem skulle han sælge den til? Lyset eller Mørket kunne vel altid være interesseret i en hest? Og dog havde de sikkert så mange, at de selv avlede på dem. Så.. medmindre at han kunne finde på en fantastisk løgn omkring denne hest, at den var meget bedre end alle de andre, så var det genialt. Ellers, måtte han nok finde en eller anden på markedspladsen, og det ville kræve at den skulle på en lille tur væk fra denne ø.
Han skar rynker over næseryggen. Idéen var der stadig, men der skulle arbejdes på den.
Han kunne jo også bare skaffe sig en hest til sig selv! Så måtte han male den lilla, sådan så han nemt ville kunne genkende den, og så andre ikke tog den fra ham?

Rygtet siges at der skulle ligge en lille sø heromkring. Men for fanden den er svær' at finde - tænkte Irimon mens han bevægede sig stille og roligt igennem kradtet. Det var meningen han skulle herud for at nyde lidt afslapning og egentlig bare fiske lidt. Med sin rygsæk af ret slidt stof pakket med en træ-æske madding, frokost, drikkelse i bambusrør og det højst nødvendige for at holde sig kørende en enkelt dag.
Efter at have kæmpet sig igennem lidt buskads og løbet forvildet væk fra flere slanger og vilde dyr stødte han på vandt - som i at træde direkte ned i det og med en plask genoverveje hvor afslappende en tur det har været indtil nu. Sikke en dejlig, våd sø...
Efter hidsigt at have kæmpet sin taske fra busken den sad fast i med brutal vold, fandt han endeligt søen. Solens blændende skær, den stille og rolige brise der strejfede af og til samt det rene blå vand han stod i til knæene.

Han traskede op på breden af søen, lagde tasken fra sig og fandt en god sten at sidde på med ryglæn i form af en endnu større sten. Nu var det tid til ikke at tænke på noget som helst ud over denne smukke sø og fiske.
Frem med fiskestangen og lidt madding på og så var man igang med den reneste form for afslapning.

Det smørrede smil der prydede dæmonens lillae læber, blev større. Han havde udset sig en brun hest, som så stærk ud - efter hans røde øjne at bedømme. Den havde galopperet en smule rundt. Den måtte holde sig i form sådan!

Der gik ikke lang tid. Han var klar til at fange hesten. Den stod næsten lige foran buskaset. Han rakte hånden forsigtigt ud, prøvede at nå frem til dens ben - måske ikke den smarteste metode for at få fat i en hest på.
En gren knækkede. To grene knækkede... Noget som mindede om 26 grene knækkede på en gang.

*Hvad pokker er nu det?!* Nickazho undrede sig først. Det kunne da ikke være ham som havde knækket så mange på en gang, ved at liste sig stille frem. For sent. Hesten blev skræmt, og Nickazho lettere knotten.
Han så sig til siden, og så nu en skikkelse af noget stof, der blev fjernet brutalt. Han ville se sig bagud, men blev mødt af en gren i hans venstre øje.

"av av av!" Han knurrede utilfreds over det pludselige angreb fra buskens side.
Han ville bakke, men mærkede at han var temmelig godt placeret inde i busken. Han ville nødig få for mange skræmmer.

Hans øjne blev store. Der var noget der sad fast i hans bagdel..

"AAAAAUUUUUGH!!!!!" Dæmonen blev flået ud af busken og tog alverdens rifter med på vejen. Noget havde fanget dæmonen, og han blev nu slynget ud over en sø. Han så ned. Vandet mødte ham hurtigere end han nogensinde havde set vand før.

PLASK!

Forvirret baskede han med armene for at svømme. Han havde fået ondt i maven af mødet med vandet, det var tydeligt at han havde fået en maveplasker. Forpustet fik han øje på fiskeren, som havde fanget ham, inde ved bredden.

"HEY!! HOV HOV! Det der var altså tarveligt!" Snerrede Nickazho vredt. Flænger prydede dæmonens ansigt, men det ville man nok ikke nødvendigvis lægge mærke til alligevel, nu hvor han havde de andre ar i mundvigerne.
Han svømmede ind mod vand, som en anden vandhund. Han lagde sig ned på knæene, og vred sin krop rundt, således at han kunne få øje på den lille bandit der sad i hans numse. Forsigtigt rakte han ud efter den lille satan, og vippede den ud.

"av... av ..." Nickazho pev. Han var ikke fan af fiskegrej, og ej heller fiskere. Værre endnu.. Det var et menneske!

"Forbistrede.. menneske..!" Snerrede han lav for sig selv, idet han gnubbede sin numse kærligt, efter den pine der lige var blevet forvoldt den. Han havde fået sig en værre flænge. Forståeligt, når den skulle kunne løfte en dæmon. Det var ufatteligt sådan som den har kunnet få fat i ham.

Et pludseligt ryk i fiskestangen vækkede Irimon fra sin yderst afslappende middagslur.

"EN FISK?!" Overrasket som han lød, trak han alt hvad han overhovedet kunne i sin fiskestang, og så en ordentlig lilla krabat i vandet. Op skulle den sak susme!
Samtidigt med kampen havde han tabt både taske og madpakke der hvilede i skøddet ned i vandet. Han havde lært at fiske fra sin far, som sagde at man skulle gøre den træt før man kunne trække den i land når den var så stor. Men før han overhovedet kunne foretage sig noget rejste en dæmon sig fra vandet og råbte ad ham.
Irimon forstod ikke lige hvad der skete og stod bare måbende med vidt åbne øje og mund og holdt øje med dæmonen der tydeligvis ikke var specielt tilfreds med hans fiskeudstyr. Mange tanker flød igennem Irimon, men en af de første var pænt at sige undskyld, men kunne simpelthen ikke få tankerne på plads. Hvem fanger lige en dæmon ude i en forladt sø som denne? Dæmonen fik vreddet sig i land og kæmpede tydeligvis med den krog der sad fast i bagenden på den.

"Errhmmm...?" Lød det fra Irimon der stadig havde vidt åbne øjne og stadig var yderst shokkeret.

"Er... du okay?" Spurgte han nervøst og pakkede pænt fiskestangen ned i tasken og gjorde klar til at løbe for livet. Igen. Men denne gang fra en dæmon og ikke slanger eller andet kryb fra buskadsets mørke.

Tungen gled henover hans hånd, for derefter at gnubbe på såret som han var blevet tildelt at fiskestangen.
Det sveg.

"Hiiiiirh!" Hvinede han. Ufatteligt.. Hvor uheldig kunne man også være? Alligevel havde dæmonen sine tvivl om, om det overhovedet var et uheld. Det var jo et menneske!
Hans evige had til mennesker blev kun større med årene. Så det var jo ret stort nu hvor han var over 2000 år gammel. I de flestes øjne, ville de nok ikke tro det, når de så ham. Han mindede ikke engang om en voksen.

"Kan du måske heale det her!?" Nickazho vendte røven mod Irimon og pegede med en strittende pegefinger mod stedet (sådan ca.).

"HVAA?!" Der var ingen tvivl om, at dæmonen var arrig. Han håbede at manden var healer.. For mandens eget bedste.

En krabbe kravlede i land ikke så langt væk fra Nickazho. Hans øjne gled over på den, imens røven skyggede for resten af hans krop. Han greb ud efter den, med det greb som han havde lært fra lille, således at krabben ikke ville nive ham.

Han rejste sig, endnu med ryggen til Irimon. Foran sig holdt han krabben som fægtede med sine arme. Den ville nok gerne have noget at nive i, ville den ikke?

"Kan du måske lide mennesker? Nej, heller ikke mig.. Se, nu får du lov til at gøre, hvad du end har lyst til med ham!" Han trak sit ærme ned over hans hånd og krabben. Hans tøj var al for stort generelt, til dæmonen, så det var ikke svært at skjule ting og sager.. og dyr - så længe de var en hvis størrelse.

Nickazho fik et stort smil på læben..

"Jeg er OKAY!" Halvråbte dæmonen. En total vending af humøret kunne spores. Et stort smil var atter synligt på dæmonens ansigtsudtryk, mens han spankulerede mod Irimon med en skjult hånd under det lange ærme.

Da han var kommet tæt nok på, vendte ansigtet sig til det stik modsatte. Arrigheden var tydelig at spore, da den lille dæmon pustede sig op i irritation og vrede. Hans bagdel havde aldrig gjort så ondt før.
Hænderne blev synlige, og der nåede knapt nok at gå et sekund, før krabben susede gennem luften, mod Irimon.
Han ville have hævn.

Undrende over den lille dæmons opførsel virkede han ellers meget forståelig overfor situationen, det var trodsalt ikke med vilje at han skulle fange ham.
Han holdte øje med hvad han foretog sig da Irimon før har haft ubehagelige opleves med tyve og pludselige knive, så han var på vagt. Dæmonen kom smilende og glad hen imod Irimon og SNAP, krabben havde fat i både kind og øre på samme tid. Med et hæsligt skrig som fra en stukken gris, væltede Irimon over sin egen taske og slog hovedet ned i stenen han tidligere sad på. Krabben der kun havde fat i øreflippen gav sig igang med at nippe i alt der ikke var jævt i ansigtet på Irimon.
Langsomt mistede han følelserne i benene og gik kort tid efter ud som et lys. Han besvimede på nok det mest ubelejlige tidspunkt. Krabben der havde travlt med at nippe og nappe diverse steder gav omsider slip og kravlede tilbage mod vandet.
Hjælpeløs lå han med hovedet ned i det høje græs langt langt væk i drømmelandet.

Nickazho grinte for fuld udblæsning. Han morede sig over, at det nu var lykkedes for ham at få hævn.
Han tog sig til maven, for ikke at få kramper, for det skulle da nok kunne lade sig gøre med den latter som han havde igang med nu.

Krabben gjorde i den grad sit arbejde. Det kunne ikke siges bedre. At se et menneske være fanget af et så lille dyr, kunne redde hele hans dag.
Han mærkede knapt nok sin egen bagdel længere, nu hvor han havde noget andet at tænke på - eller rettere.. grine ad.

Da mennesket faldt op, og krabben kravlede væk, grinte han stadig. Der gik omkring 10 sekunder, før det begyndte at undre dæmonen, at han ikke længere rørte på sig. Han stoppede med at grine, og fik malet et stort spørgsmålstegn i ansigtet på sig selv. Med halvåben, spørgende grimasse, trådte han et par skridt fremad, så han lige kunne ane menneskets ansigtsudtryk.

"Er mennesket dødt?" Spurgte han lavmeldt sig selv, som om han selv havde tænkt sig at svare på det spørgsmål.
Han så sig om fra side til side. Kunne han ikke bare efterlade ham der?
JO!
Smilet bredte sig igen, og han vendte ryggen til og begyndte at bevæge sig væk.
Der gik ikke længere tid end 10 skridt, før der var noget der begyndte at tale til ham - samvittigheden.

Han bed sig hårdt i læben. Det var imod hans natur at vende om for et sølle menneske. Han skulede bagud, så mennesket bare ligge der hjælpeløst. Det passede nu meget godt til racen.
Han sukkede højlydt, bandede og svovlede for sig selv, mens han begav med tunge irriterede skridt mod mennesket igen.

Han gik direkte ned til søen. Hvis mennesket var i live, ville han blive vækket med vand. Hvis ikke, ville det sjovt nok ikke længere have nogen effekt, og så ville Nickazho godt kunne gå igen.

Han samlede sine hænder og dannede en lille "skål". Vand fyldtes, og han måtte hurtigt hen til mennesket, inden vandet helt sivede ud. Med en hurtig bevægelse, var vandet i luften, og i fuld gang med at plaske imod menneskets ansigt.

"Haaallooooo??"

Han følte straks koldt vand ramme ham og helt disorienteret kom han i tanke om dæmon og den forbandede krabbe. Irimon tænkte sig om og som man spiller død for bjørne må taktikken også virke imod en lettere dum dæmon.
Uden at åbne øjnene eller røre sig ud af flækken tog Irimon imod vandet. Hvad hvis nu den ville slå ham ihjel og spise ham? Hvad hvis nu den ville komme ham i en gryde og severe ham til sine 1000 andre dæmon venner?
Irimon lå nervøst stille i græsset mens dæmonen flabet skabte sig åndsvagt.

Hvis jeg ikke rører på mig lader den mig måske være. Irriteret som Irimon var over at hans ellers fredelige dag skulle stå på tortur, nænnede han ikke at flytte på sig.

Der gik ikke lang tid før dråber fra vandet løb ned i næsen og blokkerede for luftvejene som Irimon diskret havde fået luft igennem. Med et kæmpe host, røg lidt rester fra madpakken ud af munden og op i ansigtet på dæmonen der hang ind over. Gispende efter vejret rejste Irimon sig op og flåede sin taske op efter bambusrøret med drikkelse i. Et lettet puha kunne høres fra ham da han desperat havde tømt den. Uden at kaste en mime besluttede Irimon at det nok var tid til at løbe for livet. Uden at se sig tilbage spurtede han ind i kradtet og sad meget hurtigt fast i slyngplanter og ugenkendelige uidentificerede planter. Han forsøgte at kæmpe sig fri til ingen nytte. Afventende hang han fast der og håbede på dæmonen skulle hjælpe ham.

Nickazho stod afventende i et langt stykke tid, for at se om der skulle ske noget med mennesket. Han havde et ligeså dumt ansigtsudtryk malet på fjæset hele vejen igennem sin begloelse.

Da mennesket endelig rørte på sig, fornemmede Nickazho en hvis fortrydelse over, at han nok havde hjulpet mennesket i sidste ende - også selvom det måske var hans skyld i første ende. Men hvad med hans bagende?
Åh, han kunne grine af hans egen humor. Ende, endeløs, endelig, endevende...
Skulle han endevende mennesket for dets egendele?

Han var vidst ihvert fald tørstig ud fra dens hurtighed at bedømme. Et menneske var det tætteste man kunne komme på en ting, her i Krystallandet, altså.. uden at være det.
Da Irimon farede op, og var i fuld gang med at løbe væk, fulgte dæmonens øjne ham. Hov, hvorfor gjorde han nu det?
Dæmonen luntede efter ham, og blev meget hurtigt mødt af en Irimon der sad fast.
Han smilede flabet.

"Hvor tror du, at du skal hen? Sidder du fast?" Han morede sig. Manden sad fast i en busk, hvor han lidt tidligere havde fået ham til at sidde fast på en krog. Det var bare dagen for fangster i dag.

Efter at have kæmpet hårdt med slyngplanterne der havde låst ham fast fik han endeligt vredet sig fri. Han børstede de små planter der sad fast hist og her væk i en fart. Han vendte sig mod dæmonen og tænkte at det snart skulle være nok.

Han traskede forbi dæmonen i en lynene hastighed der flabet stod og belurede hver eneste bevægelse han foretog sig. Irimon havde en plan. Nårnu denne sindsforvirrede dæmon fik en krog i rumpen tidligere, mon ikke man kan true den væk med fiskestangen? Han rakte ned efter fiskestangen der lå i det høje græs, fægtede med den i retningen af dæmonen og råbte mens han langsomt bevægede sig nærmere.

"Dit møgdyr! FORSVIND HERFRA!" Irimon var samtidigt meget bange for dæmonen, men fandt alligevel mod nok til at gøre noget igen.

"Kan du se den her?" Irimon pegede på krogen der havde viklet sig ind i enden på fiskestangen.