Himlen stod i flammer og farvede skyerne som pæoner. Nordvinden kærtegnede kinderne med sine kølige og blide fingre, og græsset dansede med til aftenens melodi. Fuglene holdt vejret, mens de ventede på midnattens tilladelse til at synge igen til træernes tavse ører.

Tre elverpiger havde leget i aftenens sidste timer i Lindeskoven og var stødt på et særligt væsen. De havde fået at vide at de ikke skulle komme for tæt på mændene med horn og ben som geder, men denne her virkede meget sympatisk, og så store horn havde han heller ikke. Han var bare dukket op og ville gerne lege med i deres gemmeleg, som de havde gang i, og han pjattede mindst lige så meget som de tre piger, selvom han så voksen ud.
Da pigerne lige så stille blev trætte og ikke ville lege mere, så syntes satyren Mazahr, at han da kunne spille en lille sang for dem. Efter at han havde sat sig på et væltet træ, og de tre små elverpiger omkring ham, så satte han fløjten for munden og spillede en blid aftenmelodi, der passede til denne lette og rolige stemning der havde lagt sig over skovens skyggeland, som et tæppe der med vinger af kattepoter havde omsvøbt skovbunden og lugten af bark, med sit kølige favntag. Melodien slyngede sig gennem luften og fangede pigernes tanker, og med et let puf, lod han sommerfugle lette for deres indre blik, som de kunne mærke kyssede deres røde kinder og kildede deres smukke hår. En verden af farver, så skrøbelig, så de kun turde at række hænderne ud, og lade disse små fantasidyr marchere langs deres kroppe i uordnede rækker, men det var kun pigerne der vidste at de var rigtige. Den ydre verden så kun piger der strakte armene ud og så på noget med latter flyvende ud af deres struber, som ikke var andet end luft.

Det havde været fortvivlede elvervagter der havde forstyrret Toorah i endnu et møde, denne gang et overraskende vigtigt et af slagsen, men det havde alligevel fået lov at vente, for flere sæt bekymrede forældre havde meldt deres børn savnede. Spejderene der normalt havde et mægtigt overblik over skoven havde ledt en time, men havde derefter besluttet, at forstyrre Elverlys stolte leder.
Med sin magiske evne havde det ikke taget Toorah længe at spore sig ind på de små elverbørn og inden længe sad hun på ryggen af sin store sorte hingst i fuldt ridt imod dem og det væsen der lod til at more sig kosteligt.
Toorah var som altid iklædt det pompøse outfir der kun var en højtstående elver værdig. Lange kjolebukser hang ned på hver side af sadlen mens en rød og guldfarvet rustning af små skæl sad stramt omkring hendes torso, håret var sat op i en frisure som kun de færreste kunne finde hoved og hale i og de tunge våben hang trofast ved hendes side.
De tunge hove som slog mod den tørre sommerjord ville være det første der ville ramme faunens fine hørelse, ikke længe efter dukkede Toorah op, de røde øjne lynede som hun betragtede halvdyret.
"Hvad forgår der her?"
stemmen var mørk og blød men rasende autoritær, en stemme der havde kommanderet mange slag og krige og som kunne få de fleste til at krympe sig uden den mindste smule magi, det var det Toorah kunne, hun var fantastisk i sin position, hendes folk betød alt for hende og hendes folk lagde alt deres tillid i hendes hænder.

De tre små piger var begyndt at blive søvnige, og efter at sommerfuglene var fløjet væk og de havde stirret efter dem længe var de begyndt at nikke lidt, og en af dem havde også lagt sig i græsset og skulle til at falde i søvn, da de dundrende hove, ikke kun rev Mazahr ud af sin koncentration, hvilket også brød fortryllelsen, men også de små piger ud af deres døs, og de kiggede forvirret i den retning hvor lyden kom fra. Mazahr selv strakte hals for at få øje på hvad det kunne være. Måske sådan en kentaur som Leonidas, som han havde mødt nogle uger siden, også den gang han havde trådt længere ud af de tætte dele af skoven.
En tordnende stemme der fik det til at gå koldt ned af ryggen på satyren, og de tre små piger kom hurtigt op at stå, og de sænkede hovedet hurtigt. Mazahr var blevet så forskrækket at han var tumlet baglæns over stammen og ned på mosset bag ved ham, hvor efter at have orienteret sig hurtigt krøb sammen bag ved den og forsigtigt kiggede over den, for at se hvad der havde forskrækket ham så meget.
De tre små piger udvekslede nogle nervøse blikke, før en af dem begyndte at fremmumle et eller andet ikke helt tydeligt, med ord som lege, skoven, musik og øh blev nævnt. Mazahr tænkte bare så længe han havde træstammen mellem sig, og hvad der så en var på den anden side, måtte i midlertidigt være nok. Han ville jo heller ikke komme så langt væk at han ikke kunne se hvad det var. Hvis det var farligt, så kunne han jo bare flygte. Det var hvert fald det han plejede at gøre.

Det kom ikke bag på den høje elverkvinde, at faunen tumlede baglæns af overraskelse, det var faktisk en uhyggelig normal reaktion på folk der kendte bare en smule til Toorah og man var ikke spor i tvivl om, at hun var utilfreds, hvis dette var tilfældet.
De dybrøde øjne gled langsomt fra faunen og ned på de tre piger, den rødhårede elver satte overlegent en hånd i taljen, inden hun bukkede sig ned mod de tre tøser.
"Jeg troede at I havde forstået, at man ikke leger så langt væk fra beboelseskvarteret.. Og slet ikke med fremmede!" Snappede hun, inden hun rettede armen ind mod skoven endnu med blikket hvilende på de unge elvere og en finger der uden tøven angav en retning "Kom rask march den vej, Kiirina venter på at følge jer hjem. Konsekvenserne må i tage med jeres forældre!"
De tre piger udvekslede hurtigt blikke med hinanden, inden der sagte blev nikkett og de begyndte at gå ind mod skoven.
Toorah rømmede sig kort, inden det skarpe blik unaturligt langsomt løb opad, indtil de nåede faunen, så blev de knebet sammen til smakke mistænksomme sprækker.
"Hvad bilder De Dem ind?" Startede hun hårdt, stemmen var bidende og elveren tog et langsomt langt skridt imod det hornede naturvæsen "Jeg kender deres race, jeg ved hvad De er i stand til. Hvis De nogensinde så meget som tænker på at røre mit folk igen, skal jeg personligt sørge for, at de horn der ikke bliver større!"

Satyrer var i forvejen ikke særlig høje, men det gjorde det ikke lettere at han sad på hug foran en stor, temmelig vred elver, og et eller andet sted følte han at hun var langt farligere end en bjørn, og de var ikke sjove at skulle flygte fra. Han krympede sig bare endnu mere da hun stirrede på ham med noget der virkelig fyldte ham med ærefrygt, hvis det da havde været et ord han kendte. Han havde mest af alt lyst til at kigge væk, men gjorde det alligevel ikke. Hun var da stadigvæk ganske køn at se på. Han kunne godt mærke at han blev en smule opstemt, men var stadigvæk for forskrækket til at ville sige noget til elverkvinden.
Da hun nævnte at han ikke ville få længere horn end dem han havde gav der et sæt i den lille satyr krop, og han sprang en smule tilbage, samtidig med at han tog sig til hornene. "De må ikke skære mine horn af! De er min stolthed! De må ikke skære dem af!" At leve et stort set bekymringsfrit liv, gjorde at man ikke tænkte på døden alt for tit, og kunne heller ikke se at det var livet man var truet på, med mindre at der var klør og tænder, og det var ikke lige det som elverkvinden havde flest af. Han kravlede temmelig klodset baglæns, mens han stadigvæk holdt fast i sine horn for at beskytte dem, men han havde stadigvæk fløjten i sin højre hånd.

Elverlederens blik blev ikke mindre vredt, hun brød sig ikke om væsener som Mazahr, faune og nymfer var smukke og fascinerende væsner, men det var ligeledes kræ der kunne lokke selv den mest standhaftige elver i fordærv, et fordærv som ville grisse elverenes pæne rygte. Selvfølgelig var det ikke kun elvere der blev offer for satyrenes fløjtespil eller nymfernes perlende latter, men menneskene eller for den sags skyld alle andre racer kunne ikke sige Toorah mindre.
"Jaså, så var det måske en idé at passe bedre på dem. De befinder Dem på Elverjord, skal De være her må De acceptere de regler der er her. Hvadend de gør med mennesker, havfolk, dværge eller andet pak kunne ikke interessere mig mindre, men hvis De så meget som tænker på at røre elverfolket må jeg se mig nødsaget til at skaffe mig af med Dem, er det forstået?"
Elveren trådte igen faunen et skridt nærmere, intet under han følte sig lille under Toorahs mægtige skikkelse, de røde øjne grænskede ham, han var ikke en gammel eller en fuldvoksen faun, det kunne enhver se, men han var tydeligvis stor nok til at udgøre en potentiel trussel. Alligevel gled det værste af vreden langsomt af elverens ansigt, med håbet om, at det lille væsen havde forstået pointen, så fugtede hun langsomt læberne, inden hun gav et kort nik.
"Er De alene her? Jeg har ikke set andre af deres slægt længe!"
Det var typisk at faune opholdt sig i elverskovene, især omkring kilderne med alle de nøgne badende elvere, alligevel havde den rødhårede elver ikke set forfærdeligt mange af dem de sidste hundrede år, måske var de ved at være en truet race.