Terra havde begivet sig ind mod byen på sine lette falke vinger, der nærmest blev kærtegnet af den lette brise, der stadig fulgte hende fra havet.
De højtrøstede stemmer var allerede betydeligt høje, langt før hun landede lydløst på taget til et overstående hus fra kroen.
Herfra havde hun et godt udsyn til hvem der kom og gik. Hendes oprindelige plan havde været at tage til piratbyen, men alle der virkede som om de have et ekstra øje placeret, udelukkende til at holde øje med indbudte gæster, som hende selv.
Hendes herre havde bedt hende finde en kriger, en der var værd at ofre for Kile. Normalt bevægede havfolket sig ikke så lang som Terra havde gjort i dag, men situationen i Aquarin var ved at blive alvorlig og hendes herre mente at den eneste måde at få dødsgudinden til at slippe sit faste tag i havfolket, var ved en værdig ofring.
Spørgsmålet var bare, hvordan skulle Terra få et menneske helt ned til havet?

Nickazho havde gået langs grusvejen op mod kroen. Han havde betragtet de mange mennesker der havde passeret ham, væk fra kroen. De fleste var godt berusede, og fandt det yderst sjovt at pege mod den lille lillae dæmon mens han rakte tunge efter ham.

Nok var dæmonen et gammelt væsen, men han opførte sig lige så barnligt til tider, som en 10-årig.
Dæmonen stoppede foran kroen og lurede et øjeblik på den tunge trædør. Et par rynker skar henover den lillae næseryg, og han sukkede et øjeblik.
Et øjeblik efter syntes øjnene at lyse en smule op, og med et par hurtige spring stod han og kiggede ind af et af de små vinduer ind til kroen. Han fik med det samme øje på en ældre herre, der havde langt hvidt skæg, og en sjov hat med en underlig form for blomst i.
Herren hoppede i sit sæde, såsnart han fik øje på Nickazho.
Nickazhos øjne søgte over mod noget mad, som stod fremme. Det var da en mulighed? Men han ville nu hellere finde sig en fisk eller fem.
Han bakkede bagud. Det så ikke ud som om, at der lige var noget, der var nemt at nuppe. Han skulle have været taget til havnen i stedet for.
Han lænede sig op af kroens mur, og så omkring sig. Højere oppe, faldt hans blik på en fugl. Gad vide hvordan sådan noget smagte? Han kunne da godt lige give den et chok, ligesom han havde givet den hvidskæggede mand.
Et lille lusket smil, spillede sig henover dæmonens læber. Øjnene var sultne, og det kunne være en sjov fornøjelse at få spist sådan en fugl der. Der måtte jo være meget kød på sådan en, også selvom den højst sandsynligt havde fløjet langt og var træt og sej i kødet.

Puf! Dæmonen forsvandt fra sit sted, og få øjeblikke efter dukkede han op igen bag ørnen og slog hænderne sammen i et forsøg på at fange den i hans greb.

Terra havde ikke kunne lade være at lægge hovedet en smule på skrå da hun så den lille dæmon komme slentrende. Hvis hun havde haft nogen iris eller pupil ville hun have rullet med dem, men hendes hvide øjne stirrede forsat mod kroen og den uventede gæst. Måske kunne dæmonen sætte noget ballade igang, så det ville være nemmere for Terra at udvælge sig et offer? Man kunne altid håbe.
Og det blev tydeligvis kun til et lille bitte håb, da dæmonen forsvandt fra kroen. Terra kneb sine falke øjne sammen, for at finde ud af om den var forsvundet helt fra kroen eller ej, da hun pludselig mærkede en vind trykke sig sammen, efterfulgt af nogle hænder.
Hvad havde hun forventet af en dæmon?
Dens lillae hænder lå stramt om falkens slanke krop og Terra gennemgik hurtigt hvordan hun skulle komme ud af dette, uden at afsløre sin sande form. Selvfølgelig, hvis det kom til at hun kunne blive ædt af en dæmon, ville hun hellere mase den lille mide, med sin stærke hale. Men plan A blev sat til værks først.
Hendes falkekrop forvandlede sig hurtigt og den lille dæmons hænder, kunne ikke længere holde omkring den før slanke krop, der nu havde forvandlet sig til den store kongeørn.

"AHA!" Nickazho var jublende, da han fik taget rundt om ørnen. Intet var bedre end at komme listende på den måde. Hans måltid skulle snart være stegt. Han havde spekuleret over, om ørnen netop ville smage af havet, ligesom fra hans hjemstavn. Han havde da til tider spist fuglekød, men han var ikke sikker på, om han nogen sinde havde fået ørn serveret.
En, to og tre, så var ørnen ikke længere den størrelses ørn mere, men meget større.

"Woo.. WOOOH!!" En chokerende mine prydede dæmonens ansigt. Han forsøgte at gibe fat om halsen, så han nærmest hang ned af ørnen. Problemet var nu, hvis den forsøgte at flyve.. og hov, hvordan skulle han overhovedet nedlægge det nu?
Problemerne kom nu væltende. Hvordan skulle han også lige vide, at den kunne blive til en stor en af slagsen. Hvad var det for et væsen?

Han begyndte så småt at indse, at det højst sandsynligt ikke var et almindeligt dyr. Nå ja, hvis det så bare var et menneske han åd, ville det ikke gøre noget. Der var alligevel så meget af det kravl i dette land. Mennesker, var der for mange af.

Terra fnøs da den lille skabning havde valgt at tage fat om hendes hals. Hvis den troede den havde en chance mod ørnenes kraftige næb, tog den fejl.
Men Terra ville helst ikke lave for meget postyr, hun skulle stadig finde sig et værdig offer og en dæmon ville hun i hvert fald ikke ofre til Kile, det ville sikkert bare betyde endnu større dødsfald hos havfolket.

Hun lod kort sine hvide øjne hvile på dæmonen, før hun huggede næbbet ned i dens pande, uden tendens til at slå hul. Dæmon blod skulle ikke smage synderlig godt, så at æde dæmonen ville nok ikke være en løsning. I stedet tog Terra fat i den lille dæmon med sine kløer og maste den op af tagstenene, så den ikke kunne bevæge sig, hvorefter hun igen spejdede ned mod kroen. Mere tid syntes hun ikke at ville værdige den lille skabning.

Nickazho blev nærmst skildøjet, da ørnen huggede ned i hans pande. Han slap taget på den, og havde næsten opgivet sin egen aftensmad.

Der gik kun et øjeblik, før ørnen havde fået fat i ham med sine kløer..

"Neej, neeej! Ikke det!" Først troede han, at han skulle op på en flyvetur. I stedet, blev han "skuffet" over, at han nu kyssede tagstenene godnat.
Han lå og ømmede sig. Han rejste sig ikke lige foreløbigt op. Han havde fået diverse mange skraveringer på sine knæ og sine hænder, samt nogle enkelte i ansigtet også. Det sveg. Det var bestemt ikke sjovt, at blive mast mod tagsten, og så bestemt ikke af en ørn.

Han lagde siden af hovedet til tagstenene, således at han lige akkurat kunne se skikkelsen af ørnen.
Barsk ørn.

"Hvem er du?" Ingen ørn kunne både forvandle sig til en større, eller være klog nok til at gøre, som den gjorde. Der var kun én forklaring på dette, det måtte være en krystalisianer. Højst sandsynligt et menneske, nu hvor det var dem der dominerede landet.

Terras hvide øjne spejdede efterhånden desperat efter en hun ville kunne bruge, men hun var så småt ved at overveje at opgive missionen og tage mod piratbyen i stedet. Hun kunne altid lokke en sømand hen til sig, som havde fået for meget at drikke. Desuden ville hun ikke kunne være forvandlet til en ørn for altid og hun skulle ikke ende med at ligge på et varmt tag, uden at kunne gøre noget.

Hun hørte dæmonen stille hende et spørgsmål og opfattede ikke helt hvad det var til en start, men ordene gendannede sig langsomt i hendes hoved. Hvem er du. Hun fnøs igen. Det spurgte folk altid om, når de blev overfaldet. Hvem er du. Er det ikke bedre at vide om man har en chance for at slippe væk? Men at vide hvem ens overfalds mand er har åbenbart altid været det vigtigste.

En lille ide formede sig langsomt hos Terra, på trods af at hun hverken var kreativt anlagt eller plejede at begive sig ud i det at tænke, men måske kunne hun rent faktisk bruge dæmonen til noget.
Hun skulede ned på den med sine hvide øjne, før hun igen lod blikket glide hen på kroen.
"Find mig en kriger, gerne en fuld en" - lød det fra hende. Hendes kløer var stadig rundt om dæmonen og ligemeget om den ville hjælpe hende, skulle hun af med den på et tidspunkt.

Han ventede på at hun ville svare, men intet skete.
Han blev lettere irriteret.. Fanget i en ørns kløer, kunne skæbnen være mere trist end det? Han kunne ikke være mere hjælpeløs, specielt når han var fanget, og ikke kunne bevæge sig. Hvis bare.. Hvis bare han kunne få ørnen til at se ind i hans kraniums øjne, som sad på hovedet af ham. Det ville hjælpe!

Nickazho hævede øjenbrynene. Den sagde rent faktisk noget.
Han vendte hovedet, og så op mod dens hoved.

Ehva??" Han så forbavset op på ørnen. Det var da noget underligt noget, den søgte.
Alligevel lød det aldeles fristende. Han ville nemt kunne få en af de fulderikker ud fra krostuen, han var alligevel vandt til at blive jagtet igennem byen, mens han havde den sjoveste mine malet i ansigtet. Det var hans yndlingsbeskæftigelse.
Tænk, hvis han kunne gøre det, og samtidig slippe af med det fjols, der end kom i hælende på ham.

"Fint! Slipper du mig så, hvis jeg skaffer dig en fuld kriger?"

Der var et eller andet ved den lille skabning der morede Terra lidt. Måske det at den var så aldeles hjælpeløs og at det tydeligvis overraskede den når der endelig kom et svar.

Hun bøjede sit hoved en smule, med blikket fast rettet mod kroen. han ville sikker komme slæbende ud med en eller anden idiot som Kile alligevel ikke ville tage imod som ofring, men det var da et forsøg.

"Få ham så langt mod vandet som muligt" Terra løsenede grebet en smule om dæmonen. "Hvis du kan stjæle noget værdifuldt fra ham, så gør det og kast det til mig når du ikke kan mere, jeg vil være ovre dig hele tiden" Tilføjede hun, før hun løftede sine skarpe kløer fra dæmonen.

Han så spørgende op på ørnen. Hvad ville den med noget værdifuldt?
Nå, det kunne også være ligemeget. Han kunne nemt stjæle.
Han satte sig op, og vendte fødderne ned ad mod jorden. Han forsvandt af syne. Usynlig kantede han sig ned af, og på listefødder bevægede han sig mod kroens dør.
Egentlig, kunne han sagtens stikke af i denne tilstand, men han fandt opgaven lidt for interessant. Det hele handlede jo i sidste ende om ballade, så hvorfor ikke bare fuldføre den?

Døren til kroen åbnede sig kun en smule, lige nok til at han ville kunne kante sig ind, uden at vække for meget opsigt.
Han så sig omkring. Der var alle former for fulderikker herinde. Det var de ædru der skilte sig ud fra mængden.

Blikket farede videre. Han fik øje på en mørkets kriger. Formen var ikke til at tage fejl af, og han var af menneskerace. Det kunne være fint at ofre et menneske til ørnen. Han hadede jo dem alligevel, og så var det en win win situation.
Gutten her, havde mørkt hår, og brun i huden. Der var ingen tvivl om, at han havde tilbragt det meste af sin tid udendørs. Han havde diverse skræmmer fra forskellige kampe og han så stolt ud. Han måtte være værdig.
Øjnene spejdede videre, og han fik øje på en meget fin halskæde, der hang rundt om en kutteklædts hals.

Nickazho dukkede op igen, da han sad på skulderene af den mørkets kriger han havde udpeget, og holdt ham for øjenene. Krigeren rejste sig op og blev aggressiv over, at den dæmon havde valgt at sætte sig lige der. Da hånden greb ud efter Nickazhos hoved, bed han blot i den, og grinede i vilden sky.
Krigeren fandt det forsvarligt, at søge udenfor, således at han ville kunne banke dæmonen. Slåskampe var jo ikke tilladt i krostuen. Ved udgangen, havde den kutteklædte rejst sig for at søge ud, og i tids nok, kunne dæmonen lige akkurat hive halskæden til sig. Det var et lykketræf. Ellers havde han blot valgt en anden løsning, men det blev ikke meget nemmere.

Krigeren vaklede ud, og døren blev hamret op og ligeledes i igen.
Krigeren havde en hætte, som Nickazho trak ned over hovedet på ham. Da han var så fuld, fandt han det forholdsvist nemt at få krigeren styret ned mod vandet, selvom det gik lidt halvlangsomt når han slentede sådan.

"Så er den fanget!" Jublede Nickazho mens han stadig havde det smørrede grin malet over fjæset.
Det var en kamp at holde balancen på krigeren, og han så også snart ud til at være træt, og ikke kunne meget mere. Sådan var det med alkohol.

Terra havde ikke ventet længe, før den lille dæmon kom ud med sin fangst. Hun studerede kort manden og blev hurtigt enig med sig selv om at dæmonen rent faktisk havde fået fat på noget ordentligt. Den værste del var at hun ville blive nød til at belønne den lille skabning.

Hun spredte vingerne og satte af fra taget, hvor hun svævede lydløst over dæmonen og manden, hun havde igen forvandlet sig til en falk, da falkeskikkelsen ikke sled så meget på hendes kræfter, som kongeørnen gjorde.

De var næsten nede ved vandet, utroligt nok. Alt gik lettere end hun havde forventet. Hun var klar til at tage over hvert øjeblik den lille dæmon skulle blive træt eller stikke af. Krigeren ville hurtigt kunne druknes og derefter bringes tilbage til hendes herre uden problemer, men hun måtte finde en måde ikke at stå i gæld til den lille dæmon på.

Dæmonens øjne søgte op mod himlen. Ganske rigtigt, der var ørnen. Halskæden af guld, og perler, dinglede ned fra hans hånd. Med en hurtig bevægelse kastede han den op i luften, højt nok til, at ørnen ville kunne gribe den deroppe.
Han lod krigeren tumle rundt lidt endnu. Nu var der ikke langt ned til vandet, og det måtte være fint nok nu. Han hoppede ned over skuldrene på krigeren. Krigeren faldt sammen under springpresset mod hans skuldre, og tumlede rundt på jorden. Han lignede ærlig talt en, der skulle kaste op oven på denne længere tur.

Nickazho så fra side til side, og hen på krigeren. Han vidste ikke, hvorfor at han egentlig skulle bringes til vandet, og nu søgte han egentlig bare mere viden.
Han kunne ikke vide nok, når alt kom til alt. For en dæmon på 2003 år gammel, var det svært at finde ny viden, så ja.. hvorfor ikke at gribe chancen, når det var for næsen af en?

Halskæden fløj op mod himlen og fangede hurtigt Terras blik. Hendes hvide øjne glimtede, før hun med et dyk lukkede næbet omkring kæden.
Hun kunne se at krigeren var væltet og dæmonen stoppet. De var ikke langt fra vandet. Måske kunne hun kravle derhen med krigeren? Det ville være svært, men måske endnu sværere at forvandle sig, så hun fik menneskeben. Men så igen, hvis det ene mislykkedes, kunne det andet vel lade sig gøre.

Hun spejdede hurtigt omkring for at se om der var andre i nærheden, før hun dykkede ned. Hendes forvandling tilbage foregik hurtigere end forventet, måske fordi hun var så tæt på vandet?
Ørnene vinger strakte sig ud og blev til hendes egne arme, næbet smeltede nærmest ind og i stedet voksede hendes blækspruttearme frem fra hovedbunden og hendes ansigt formede sig og blev til hendes eget. Halen og benene strakte sig langt og groede sammen til en skellede hale, der slog et par slag, før Terra fortsatte forvandlingen. Hendes hale gik nærmest i stykker, da hun forvandlede sig, så hun havde menneskeben. Hun var nøgen, men de mange skel på hendes krop dækkede hende. De gled i et asymetrisk mønster ned fra hendes kinder, ad hendes hals, ned over brysterne, rundt om navlen og lagde sig beskyttende om hendes køn og lår.
Hun vippede et par gange med fødderne, for igen at huske hvordan man brugte dem, før hun rejste sig rankt og elegant op.
Hun var højere end de fleste mennesker og virkede derfor også mere faretruende.
Hendes blækspruttehår slog omkring sig og kærtegnede hendes skuldre og ryg.
Krigeren lå som forstenet foran hende, med opspilede øjne.
Hans hånd rakte langsomt mod hans dolk, men Terra sparkede hans hånd væk, før hun selv greb den og pressede bladet mod hans hals, dog uden at skære.
Hun fik ham op på benene og begyndte langsomt at guide ham det sidste af vejen ned mod vandet. Hans vaklen var gået mere eller mindre i sig selv. Enhver kan blive ædru, når de ved deres tid snart er inde.

Ligesom krigeren, blev dæmonens øjne lige så store som hans. Han havde ret, men han havde samtidig heller ikke ret. Ørnen var ikke bare en ørn, men det var heller ikke et menneske der gemte sig inde under. Det var en fra havfolket. Hvad skulle sådan et havfolk så langt væk fra havet for? Han mindedes ikke at have set mange fra havfolket, og i så fald, var det mange år siden. Han havde faktisk i mange år troet, at det var en ud døende race.

Han satte sig ned, og betragtede scenariet. Han kunne ligeså godt have stukket alle sine haler mellem benene og stukket af. Han havde dog gjort sit, og hvis hun skulle komme tilbage mod ham, måtte han hellere være mere vaks, og bruge sine evner.

Hans job var fuldført, så nu ville han bare se, hvad hun egentlig skulle bruge krigeren til. Hvis han da overhovedet fik lov til at se noget som helst.

Terra fik skubbet krigeren ned i vandet, så det gik dem til navlen. Han vendte sig rundt med vrede øjne, men vreden skjulte ikke frygten helt væk.
"Dit monster, få dine fingre væk fra mig..." mere nåede han ikke at sige, før Terras kraftfulde hænder rev ham under vandet. Han kæmpede en brav kamp for at komme op i et stykke tid, men efterhånden da der ikke var mere ilt tilbage i hans lunger, gav resten af hans krop op.
Terra gav slip på liget, hun vidste det ikke ville gå nogen steder, den lille korte tid hun havde tilbage på jordoverfladen.
Hendes blik spejdede rundt og hun fik snart øje på den lille dæmon, der sad et stykke væk.
Hun gik forsigtigt op af vandet, usikker på sine menneskeben og gik derefter langsomt hen mod skabningen. Hendes blækspruttehår var energiske efter mordet og kunne under ingen omstændigheder holdes i ro, men dansede rundt på hendes hoved og fik hendes skygge til at se mærkelig forvrænget ud.
Hun stoppede et stykke for dæmonen, der ikke virkede ligeså panikslagne som den druknede mand.
"Havfolket sender dig deres taknemlighed" lød det fra hende, før hun med sine slanke, skellede fingre brækkede et skel på sit "lånte" lår af. Skellet glimtede og reflekterede lyset omkring dem. Hun rakte det langsomt mod dæmonen og forventede at den ville tage imod det som en taknemlighedsgave.

Krigeren kæmpede imod, det var tydeligt. Men hans fordrukne tilstand hjalp ham ikke i hans nuværende situation. Han var fortabt. I hvert fald få øjeblikke efter, hvor han lå livløst og flød rundt.

Blikket gled over på Terra, som nu nærmede sig ham med hendes yderst specielle fiskehår. Han kan ikke huske, hvornår han sidst har set et af havfolkets beboere.

Med hævede øjenbryn, tog han imod sin "gave" fra havfolket. Han kunne ikke ligefrem se noget værdi i det, men han ville heller ikke fornærme hende, nu hvor hun vidst ren faktisk sagde tak.
Han nikkede en enkelt gang, som for at sige "tak" for håret, selvom han nu hellere kunne bruge noget mad. Han regnede dog ikke ligefrem med, at hun ville servere fisk for ham, som han ellers så godt kunne tænke sig.
Sådan et stykke hår, hjalp ikke ligefrem på sulten. Han måtte bare lede videre, sådan var det.

Han rejste sig op. Han skulle vidst ikke komme i mere ballade nu, og slet ikke på en tom mave.
Han vinkede kort til hende.

"Bare sig til en anden gang.." Han var nu ikke sikker på at han mente dette, men ærlig talt, så vidste han ikke hvad han skulle sige efter dette scenarie.
Han bevægede sig langs kysten, på vej mod en af de mange havne, hvor han forhåbentlig kunne stjæle en fisk eller to.

//out