Gråt. Gråt var det eneste elveren lod sig notere af. Ikke engang regnen som piskede nedover landskabet og kølede den spinkle krop af havde hun ladet sig notere af. Hun var træt, hun havde grædt til hun ikke orkede mere og til kroppen under hende var blevet kold og stiv. Først da en stemme rettede sig direkte til hendes opmærksomhed, bevægede hun sig, ikke meget, hun lod blikket glide opad, endnu med hovedet hvilende på liget, selvom hun var klar over hvem stemmen kom fra. Hun havde mærket det, allerede inden han åbnede døren. Stemmen var hånlig, det havde sikkert ramt noget i hende, noget der ville få hende til at gå til modangreb og se ham bøje sig i støvet for hende, og se ham krybe under hendes magiske pres, havde det bare ikke været nu. Et kort sekund overvejede hun, om det ville være det nemmeste, bare at lade Denaro slå hende ihjel, nu, men angsten og det allermest naturlige, overlevelsesinstinktet, overtog. I en sløv bevægelse rejste hun sig, langsomt, alligevel var blikket rettet mod Denaro, det var modereret til en ondskabsfuld skulen. En berøring på skulderen gav et kort sæt i elveren, hun vendte rundt på stedet og stirrede direkte ind i det spidse hvide ansigt, hun var udmærket klar over det ikke passede halvdæmonen at befinde sig tæt på Samson, hun kunne næsten lugte det, men hun var for træt til at tage sig af det. Der var ingen protester idet han løftede hende op, det krampagtige greb hun havde haft omkring Samson hår blev løsnet uden problemer, til et nyt greb omkring Morgoths sorte gevandter.
Hele elverens spinkle krop var slap, halvdæmonen kunne lige så godt have båret på dødvægt, men de honningbrune øjne var spærret vidt op, som hele verdenen var ikke-eksisterende betragtede hun kun ham, som stirrede hun direkte ind i hans sind. Hun kunne ikke, hun anede ikke hvad han tænkte, men handlingen var i sandhed det sidste hun havde regnet med fra den tidligere Lord. Elveren så ikke tilbage, hun havde forventet et angreb fra den rødhårede magiker hele vejen væk fra borgen, især oven på Morgoths trussel. Hun vidste at Denaro higede efter det, kampen med en af de kraftigeste magikere i Krystallandet, manden der muligvis ville kunne tilintetgøre ham.
Det kom bare ikke, der kom ingenting. Tiden stod stille og alligevel flød den hurtigere end den nogensinde havde gjort før. Hvor længe hun lå der, stirrende op på de høje kindben, med hovedet tungt hvilende på den hamrende brystkasse, anede hun ikke, men til sidst, da kun træer omringede dem, gav det et sæt i hende. Hun vred sig, til Morgoth slap og lod hende dumpe ned på jorden.
Blikket blev kun vildere, som mistænkte hun kort ham for at have slået Samson ihjel, så gled det opad, til den overskyede himmel var det eneste hun kunne se. Latteren startede dybt og helt nede fra mellemgulvet, til det fandt sin vej op igennem den tilbagelagte buede hals, det lød oprigtigt og det lød vanvittigt. Hovedet blev tiltet tilbage på plads, og øjnene fandt deres oprindelige mål, forvred angsigtet sig til ren og skær vrede.
"Det er jo ligemeget..." snerrede hun indædt, med en stemme der bar præg af at have grædt længe "De slår mig ihjel alligevel, før eller siden, og du..." Elveren pegede en stiv rystende finger imod den sortklædte "... du er hun en idiot hvis du lader dig ryge med i faldet!" Hun slog blikket ned, alt vrede forlod omgående det blege ansigt, hvad havde hun sagt? Tonen blev snare en grødet mumlen "Jeg har ikke lyst til at forvolde dig skade!" Tænderne smækkede sammen, med et højlydt klap, hvad var det? Hvad gik der af hende? Hidsigt gned hun sig over øjnene, så trampede hun forbi halvdæmonen, med alt den kraft hun kunne mønstre, hvilket vitterligt ikke var ret meget. Et væld af følelser pressede på, til en stor pærevælling hun ikke kunne finde hoved og hale i. En kvalme banede sig langsomt vej. Hun havde lyst til at lægge sig ned på den mudrede jord, lade mulden gabe over hende og lade hende synke ned i evigheden, problemet var bare, at den slags tog mere end få sekundter, hvilket var hvad hun havde brug for nu.
"Hvad går der af dig?"

Hendes øjne. Han mindedes at have fundet lignende galskab i dem før; en lynende galskab der stirrede direkte op i hans hvide synsorganer. Dengang havde han selv frembragt den, men ikke denne gang – denne gang lå skylden ikke på ham. Det var ikke den eneste forskel der adskilte øjeblikkene fra hinanden; minderne om et lignende scenarie hvori den rødhårede kvinde ikke fandt megen stabilitet i hendes sind. Ved deres allerførste møde havde Morgoth ønsket at udføre stor skade på Tara. Skade der ikke kunne beskrives på en anden måde end dødbringende. Mange ting havde forandret sig siden dengang, endda deres forhold. Fandtes der et mere besynderligt forhold end deres, ville dette faktum komme som en enorm overraskelse for halvdæmonen. Han havde oplevet meget besynderligt, set mange besynderlige ting, men deres relation – hans og Taras – var virkelig en besynderlig i sig selv. Morgoth kunne ikke prale af at have stor viden indenfor ”passende forhold” mellem venner, nej selv ikke tættere og mere intime forhold, men selv han vidste – trods hans elendige viden indenfor dette – at deres daværende mere intime forhold, og nuværende venskab, havde været og var fortsat usundt. Men havde han tænkt sig at slippe hende og det de havde sammen? Ikke nu. Han ville udrydde enhver der ønskede at skade elveren, uanset hvilken amoralsk gerning hun havde begået imod dem. Uanset hvad.
Morgoth havde ikke kastet et eneste blik imod Tara på vejen imod hans barndomshjem. Han behøvedes ikke finde bekræftelse i hendes ansigt, hvad end han ønskede at finde bekræftelse i, for han følte ingen tvivl om hendes tilstand. Blikket han mærkede de første mange minutter i deres rejse fortalte ham nok, og det at hun blot fortsat så på ham bekræftede han yderligere i hans påstand om hendes nuværende ”ro”. Hvad der senere ville opstå, hvilke eksplosive og voldsomme eskapader der ville finde sted, forberedte han sig langsomt på. Han anede ikke om hun ville rette Det imod ham, eller på noget der ikke var i live (så at sige) anede han ikke. Men han vidste det ville ske, før eller siden.
Palæet var, trods dets yderst mørke og melankolske udseende, et glædeligt syn for halvdæmonen. Han havde næppe troet, at han ville finde de samme varme følelser frem for det sted, som han engang havde gjort. Tanken om ly for regnen, og alt andet for den sags skyld, var ham yderst glædeligt. De havde snart nået indgangen, var ikke mange meter derfra, da han mærkede hvordan den ellers livløse krop i hans arme pludselig vakte sig selv til live. Han protesterede ikke det mindste, holde ikke igen, da han mærkede hvordan Tara løsnede sig fra hans arme. Da hun dumpede imod jorden gled hans blik imod hende, fæstnede sig derpå som en igle, imens hun bevægede sig fra hans skikkelse. Kort efter hans hænder havde sluppet hendes krop, da deres berøring sluttede, brød galskaben igennem hendes følsomme overflade af den såkaldte ro. Han genkendte det; han genkendte sig selv.
Han trådte tættere på hende, langsomt og diskret, imens hun talte. Da hendes talestrøm stoppede, var han nået hendes skikkelse. Han greb hende om skuldrene, trækkende hende imod sig, omfavnende hende. Hans hænder hvilede imod hendes skuldre, senere lå den ene hånd imod hendes baghoved, pressende hendes ansigt blidt imod hans brystkasse. Morgoth omfavnede hende, men ikke rigtigt; først da hans kind hvilede imod toppen af hendes hoved, omsluttede han hende fuldkommen. Da dette skete, svarede han hende:
”De får ikke lov til at røre dig, forstår du hvad jeg siger?”
Han strammede grebet omkring hende, knugende. Hans øjne stirrede imod baggrunden til deres højre side. Han stirrede ind i naturen, ladende den stirre direkte tilbage på ham. Han mærkede vreden bane sig frem i hans krop og sind; hans forsvarsmekanismer imod det, der ville hende ondt. Ilden og hadet var der, i hans øjne.
”Forstår du?”

Elverkvindens indre skreg, et skrig så smertefuldt, at nogen lige så vel kunne have flået huden af hende, men hendes ydre var tomt, hovedsageligt fordi hun ikke orkede mere. Hun kunne ikke overskue at rumme så meget som én følelse mere. Tænk at det kunne gøre så ondt at miste et andet væsen, det var som at få revet hjertet ud af brystet. Hun rettede blikket op, de honningbrune øjne gled opover Morgoths skikkelse, et øjeblik ville de fleste nok have været i tvivl om hvad hun tænkte, få ville sågar være i tvivl om hun var trist, hvis det ikke havde været for den dirrende brystkasse og blodskudte øjne. En enkelt regndråbe gled fra det gennemblødte hår nedover ansigtet for til sidst at forlade spidsen af den lille næse.
Det næste elveren opfangede var indhyldelsen af mørke klæder, på trods af at Morgoth havde båret hende hele vejen var det først nu at hun for alvor opdagede hans nærvær. De spinkle arme lagde sig forsigtigt omkring hans brystkasse, det føltes naturligt, det føltes som et sted hun havde lyst til at være forevigt. Det føltes som hjem.
Varmen fra halvdæmonen var noget hun lagde mest mærke til, varmen og den sødlige duft omkring ham, så smilede hun igen, det lille maniske smil der ville få de fleste fuldvoksne mænd til at fortrække sig.
I en overraskende rolig bevægelse hævede hun hovedet fra hans omfavnelse, til at hun kunne se ind i de hvide øjne, for andre mennesker ville den lange tavshed nok være akavet og overvældende, for Tara var den naturlig, hun kommunikerede med meget andet end ord, ligesom ham.
"Vi er ens..."
Klukkede hun med en hæs, ødelagt stemme, øjnene veg ikke et sekund fra hans, mens hun forsigtigt løsnede sit greb omkring ham og strøg ham kærligt over begge kinder så tommelfingrene kærtegnede de skarpe kindben.
"Du og jeg, vi vil aldrig kunne leve med hinanden..." Smilet bredte sig til et større tandsmil, inden de honningbrune øjne gled ud til siden, væk fra Morgoth og over på et ubestemmeligt punkt et sted på palæet. "... Men jeg tvivler på, at vi ville kunne eksistere uden hinanden også!"
De slanke perlemorshvide finder gled forsigtigt henover hans ører, om i det lange gennemblødte sorte hår, inden de forsvandt ned langs hendes side, hun åndede tungt ind, Morgoth var som et stof, fantastisk, euforiserende og ualmindeligt farlig i større mængder, men hun ville ikke undvære. Aldrig nogensinde.
I en hurtig bevægelse vendte Tara rundt, blikket betragtede langsomt palæet hun havde set det før, drømt det, det var ikke gratis at besøge en anden mands psyke, men af og til var det ikke helt uden fordele.
"Du har ikke været her længe!"

(Læs: tryg på * for at få en ide om omtalte palæ (honey-bunny))

Hendes ord vagte ingen overraskelse i halvdæmonen. Hans blik var fortsat fæstnet imod Taras, trods sindssygen han fandt både i hendes blik og ord. Han undveg hende ikke, men tog imod hvert eneste blik, hvert eneste ord, hun bidrog med. Han lod hendes øjne falde hen i hans; de honningbrune synsorganer greb fuldkommen om de isblå, og synes ikke at ville give slip. Han lod sig tynge med hende, og han lod hende stramme grebet. Han lod hende stramme grebet yderligere.
Morgoth nikkede erkendende, en bevægelse der havde været næsten utydelig hvis hun ikke havde været ham så nær. De var ganske ens, på mange plan, de to. Han fandt stor enighed i hendes ord, noget han fandt langt mere skræmmende end deres skræmmende mange ligheder.
Da hun brød deres øjenkontakt, en ting Morgoth måtte tage sig selv i at finde blot en anelse irriterende, tiltede han hovedet ganske let. Liggende vægten imod den enkelte af hendes hænder, tilføjende yderligere kontakt imellem dem, gled det ibenholtsfarvede hår omkring hans ansigt. Hans smil voksede i takt med hendes og ligeledes forsvandt det. Han fulgte hendes krop med øjnene, da hun bevægede sig fra hans skikkelse.
Aldrig nogensinde. Ordene slog ham hårdere end han havde regnet med. Det smertede ham, men på sådant et plan at han genvandt hans smil. Smerten gjorde ham godt.

”Det er der ikke nogen, der har,”
En yderst sandfærdig konstatering. Morgoth trådte fremad, liggende øjnene imod den henlagte bygning[url=http://cdn2.vtourist.com/4/4961815-Margam_Castle_Margam.jpg]*[/url]. Som han bevægede sig imod hoveddøren, mindedes han mangt og meget om det forladte hjem. Han havde næppe forestillet sig, at skulle bringe nogen med sig tilbage til dette sted - og da slet ikke for, at beskytte denne ”nogen”. Palæet var ikke et sted Morgoth forbandt som et sted man opsøgte i nødens stund, ikke med barndommens minder liggende i baghovedet - alligevel fandtes der intet sikrere sted end palæet, liggende for enden af Krystalbjerget. Hverken lyset eller mørket ville opsøge dette sted, og dette ikke helt ubegrundet: om nok var dette stedet hvor han var vokset op, men dette hjem tilhørte ikke ham. Det ville aldrig tilhøre andre end Ham.
”Jeg har ikke haft nogen grund til at vænne tilbage hertil,”
Liggende hånde imod den massive trædørs håndtag, trækkende ned deri - dog uden at åbne døren - fortsatte han sin talen: ”Ikke før nu, selvfølgelig.”
Vendte han øjnene imod hende ide ordene forlod hans mund? Nej, han fandt det virkelig ikke nødvendigt. De talte ganske fint for sig selv.
Som Morgoth trådte ind i palæets forgang, mærkede han auraen. Det var næppe noget Tara kunne fornemme, med mindre hans minder virkelig havde bundet sig til hende (han havde sine anelser), men auraen af dødsbo lå tykt - man kunne næsten skære igennem den - i forhallen. Han ønskede næsten ikke at træde yderligere fremad, og yderligere indad, i dette sted. Desværre var dette en nødvendighed, hvis de ikke ønskede at opholde dem resten af tiden i forgangen.
”Det har haft set bedre dage, virkelig,”
Han rynkede næsen over hvad han måtte være vidne til. Han huskede elegancen over hjemmets udseende - de tunge møbler i et åbent og lyst hjem - hvilket stadig var der, bare overdynget af tidens sand. Støvet lå som et tungt tæppe over gulv, møbler, alt. Han kunne næsten se det vie fra hans fødder, når han satte foden imod gulvet under dem.
”Ikke at jeg nogensinde ville prale over - ja, det her,”
Han svang en ligegyldig arm fremad, imens han tog sig selv i at ryste blot en anelse på hovedet.
”Jeg ved slet ikke hvad jeg skal kalde det længere,”

Tara slap langsomt Morgoths ene hånd, mens hun åndsfraværende betragtede palæet, gad vide hvor mange mennesker der overhovedet var klar over eksistensen af dette? Hun tiltede hovedet på skrå, et sted i intetheden hørte hun Morgoth snakke, eller rettere tænke, hun kendte til hans enighed, ingen ord behøvede blive nævnt, ikke med deres forbindelse til hinanden. Han deltog i hendes vanvid.
Det gav næsten et sæt i elveren da den sortklædte skikkelse trådte foran hende og gik imod den store dør, hun blev stående, kort, og fantaserede sig ind i Morgoths mørke rober, hvis hun kunne gemme sig der for evigt, ville hele verdenen sikkert blive et andet sted på et tidspunkt, et tidspunkt hun kunne holde ud at leve på.
Hun fnes, for hun vidste at tanken var absolut irrationel og barnagtig. Så satte hun af og gik med ham, som en trofast hund fulgte hun et par meter bag halvdæmonen, imod ly og læ, imod tryghed.

Det første der slog imod elveren var den totale stilhed, den eneste lyd man kunne høre i den store bygning var regnen der trommede mod taget og den faste dryppen på gulvet de to drivvåde levende skikkelser tog med sig ind i den støvede hall. Morgoth havde ret, det var i sandhed forladt, de sidste minder Tara fornemmede var nogle Morgoth selv havde forladt, ikke andre, ikke en eneste levene sjæl havde betrådt stedet siden.
"Det er der vist ingen der har."
Elveren skævede rundt i forhallen, hun kunne som Morgoth fornmme den tætte aura, som om luften ikke havde ændret sig i bygningen de sidste mange år, som om det hele var frosset i tiden.
"Uanset hvad, vil din tilknytning hertil ikke ændre sig, kun dit indtryk..."
Tara lod forsigtigt en finger glide henover et gammelt smukt møbel, hvis glatte overflade var blevet gråligt med tiden, takket være det tætte lag støv der nu prægede stedet, under den lette berøring, som førte til en lille bunke samlet støv i den ene ende, viste sig et tungt mørkt træmøbel. Tarasika trak hånden til sig, som havde hun fået stød på det smukke håndværk, en bølge af billeder og minder væltede indover elveren, i en sådan grad, at det var kvalmefremkaldende. Hun rettede blikket mod Morgoth, med en bestemthed de færreste nok ville tro at Tara med sin nuværeende tilstand kunne finde frem. Hendes skarpe udtryk fortalte, at der slet ikke var nogen diskussion.
"Kom, vi finder et sted uden for mange minder og berøringer. Jeg er træt og jeg fryser. Et sekund mere i den her hall og så kaster jeg op!"
Elveren blinkede krampagtigt, inden hun rettede blikket mod trappen i hallen og nikkede, et sted deroppe, der lurede roen og freden, ikke uberørt eller helligt, bare bedre end meget andet, et sted Tara ikke skulle bygge et fort op omkring sig selv for at undgå de mange indtryk et sådant sted normalt ville gøre på hende, indtryk hun ikke havde brug for nu.

Morgoth mindedes ikke sidst han havde opholdt sig i palæet. Om det skyldtes benægtelse, skabt af trauma, eller blot almindelig hukommelsestab vidste han ikke. Han ønskede heller ikke at vide det, hvilket fremkom i hans manglende interesse i, at søge efter minderne. Han kunne sagtens fremkalde dem, han behøvedes blot at prøve - det, eller henvende sig til elverkvinden bag ham (med hendes kræfter kunne hun opnå langt større viden, end ham selv - om ham selv). Han ønskede dog hverken at udsætte ham selv eller hende, for den form for smerte. Noget hun tilsyneladende heller ikke ønskede, taget hendes pludselige frembrud af ubehag i betragtning.
”Her,”
Han rakte sin hånd frem imod hende, pegende derefter med den anden imod trappen mange meter foran dem.
”Jeg kan ikke love, at første sal byder på mindre minder - men jeg kender et sted, med langt mere -- behagelige, minder,”

Efter at have overkommet hallen, så trappen, en længere gang, et skarpt sving til venstre og åbningen af en massiv trædør, trådte halvdæmonen og elveren ind i et mørkelagt rum. Gulvet under dem var lige så sort som skyggerne selv, væggene var ganske grå (engang, for mange, mange år siden, var disse hvide) og værelset var - ligesom resten af palæet - opfyldt af tunge, klassiske møbler. Til højre for dem var der placeret en stenpejs, til venstre for dem en himmelseng. Den var hverken belagt med tæpper, dyner eller puder, hvilket Morgoth vidste hvor kunne findes i palæet, men gardinerne der kunne trækkes for omkring sengen, hang der fortsat. Der fandtes hverken billeder, bøger, eller andre pynteting i dette rum - der var kun højest nødvendige ting - og endnu en dør. Denne ledte ud til et klæderum, hvori der hang rustninger, samt andre former for klæder.
”Da jeg stadig boede her, og var-”
Morgoth undertrykte en kold latter, der banede sig op i hans hals; latteren fremkom som et fnys.
”Velkommen, i palæet, var værelset her mit,”
Han hævede den enkelte af hans hænder, velkommende Tara. De isblå øjne søgte hendes, med en hvis intensitet glødende deri. Noget der mindede om et tandsmil prægede hans læber; han var ganske forsigtig med at sprede dette yderligere i hans ansigt.
”Du må love ikke at dømme mig, Tara,”
Han holde en sagte pause: ”For hvilke billeder der end rammer dig herindefra - jeg har, man skulle næppe tro det, også engang været et tåbeligt barn,”
Han vendte ansigtet, placerende en hånd imod hans mund netop som han stoppede hans tale. Han slog øjnene imod de mange utændte stearinlys, derefter de tomme, tomme vægge. Han mindedes mange timers stirren derimod; tomme tanker, og fremlistende følelser der fodrede ham kvalmende mæt, med sindssyge. Han mindedes ilden i pejsen, de varme flammer, der hverken varmede ham eller gjorde ham nogen former for godt. Han mindedes ganske kort en barndom.
”Et virkelig tåbeligt barn,”
Han mumlede imod hans fingre, slap da til sidst hans ansigt, for at sætte hånden imod hans hofte. Han rystede ganske svagt på hovedet over sig selv, da han til sidst så afventende imod kvinden ved hans side.

Det var som at elveren fik trukket en tung stålkappe af, da hun kom ud af den store hall, alligevel skreg alle minderne efter hende, hagede sig til hende som fangarme af tjære, der trak lange slimede tråde efter sig. Forsigtigt lod hun den ene hånd lukke sig om Morgoths, så blev hun trukket gennem de lange gange, uden rigtigt at bemærke, hvor hun egentligt var, det krævede alt kræft, at holde de påtrængende minder ude. De var som bølger, der insisterende slog mod den hårde klippegrund, kun ventende på, at stenen ville give efter for vandets higen.
Det var først da Morgoth stoppede op, og lyden af en dør der åbnede fangede Taras opmærksomhed, at hun lod de honningbrune blik glide opad og beskue rummet, hun skuttede sig kort i ubehag. Man kunne ikke benægte at det var smukt, bygningen, strukturen og møblementet, det var næsten hjerteskærende at vide hvor mange rædsler der havde fundet sted i selvsamme bygning.
Tara havde ikke set meget af det, små glimt hist og her, men det krævede ingen ekspert at se Morgoths udtryk af væmmelse ved minder, der helst ikke skulle frem i dagens lys. På trods af det, var hele atmosfæren lettere og mindre påtrængende for mentalisten i værelset.
"Her er der næppe nogle der nogensinde har været velkommen!"
Elveren tiltede hovedet en kende, inden hun drejede sig på stedet, til en tom stirren imod ruden, dråber løb nedover det gennemsigtige glas så ihærdigt, at billedet på den anden side, der under bedre forhold ville stå knivskarpt, var sløret til en tåget masse. Dette lod ikke til at gå elveren på, der virkede fraværende. Så stille hun pludseligt stod, det lange røde hår havde dannet en våd plamage på gulvet bag hende, grundet den ihærdige dryppen fra det endnu regnvåde hår. Det var ikke længere Morgoth der var center for hendes opmærksomhed, i stedet var de honningbrune øjne rettet til en skikkelse godt en meter fra Morgoths væsen, en skikkelse siddende på et simpelt gammeldags møbel.
Den sad med ryggen til hende, klædt i sorte rober og med langt sort hår, dette var det første der fangede Tara opmærksomhed, flere steder manglede store totter i den ravnsorte manke og efterlod skallede plamager, mens væskende inficerede sår fyldte hals og nakke. Blikket gled opad, søgende mod et ansigt, men dette var ikke til at se, for det var gemt væk bag en maske, kun efterladende opmærksomhed til de hvide øjne, der betragtede sig selv i det store spejl. Et sæt hænder, der matchede resten af den plagede hud, blev løftet op og forsigtigt løsnede båndet der holdt masken på plads, inden den dumpede ned i skødet på skikkelsen, hvis unge spedalske ansigt kort efter forvred sig i afsky. Tara strakte langsomt en arm frem, en arm der ville have lagt sig beroligende på de unge skuldre, men sekundtet efter vendtes de hvide øjne mod hende, hvilket fik hende til at trække armen kraftigt til sig og se væk. Det havde ikke blot lignet Morgoth, det var ham, som ung, som barn. Elveren vendte sig, væk fra de tyngende følelser, der ikke kunne undgå at påvirke den rødhårede elver, væk fra det skrækindjagende syn der havde mødt hende og væk fra mindet, hun ikke havde behov for at deltage i.
Tara vred sig kort, inden hun beskuede manden foran hende, hun missede kort med øjnene, havde han set det samme som hende? Næppe, hans opmærksom virkede til at være andetsteds.
"Behagelige?"
Elverens stemme var fyldt med mistro, der havde næppe været noget behageligt dette sted. En grim følelse voksede i mentalisten, som fortalte, at der intet positivt havde været i hans barndom, nogensinde.
"Hvor meget husker du herfra?"
Stemmen var blød, men lav, som om hun ikke ville høre svaret på sit eget spørgsmål. Langsomt tog hun et enkelt skridt fremad mod ham, inden hun forsigtigt løftende en hånd mod hans ansigt, der kort efter, lidt for koncentreret, strøg en af de, nu, kraftige sorte lokker tilbage.
"Jeg ville være dårlig til mit fag, hvis jeg dømte folk på deres barndomshandlinger..." En af Taras spinkle hænder lukkede sig kærligt omkring Morgoths, der før havde dækket hans ansigt, det bløde blik blev rettet mod hans, for mange, uhyggelige øjne "... Du har intet at være undskyldende for på dette sted - intet overhovedet!"
Den anden slanke elverhånd lukkede sig omkring hans, hun slog blikket ned, kiggende på disse, inden hun sukkede og snakkede så igen, denne gang væsentligt mere usikkert.
"Bliv her i nat? Bare denne ene?"

(I won't appoligies for art (det eskalerede, okay? 8'D))

Lyden af den faldende regn udenfor palæet havde trancebundet halvdæmonen. Om nok var hans øjne imod elverens honningbrune synsorganer, studerende deres følelsesmæssige ageren igennem hele scenariet de befandt dem i, men det var ikke der hans opmærksomhed lå hundred procent. Lyden af dråberne kolliderende imod vinduet, hamrende derimod nådesløst og monotont, havde ham i sin hule hånd - han kunne hverken slippe eller ignorere lyden. Han stirrede tomt imod hende, først imod hendes øjne også imod hendes drivvåde krop. Regnen havde trukket sig indenfor sammen med dem; dryppelyden genlød i hans øre, skabende en tredobbelt tromme-lyd der igangsatte en vildere form for hjerteslag i hans bryst. Regnen var indenfor og udenfor; hos dem, omkring dem. Men den skyllede intet væk, den havde ingen rengørende effekt. Her stod de begge to, fyldt med den beskidteste sorthed af dem alle - minder, der åd dem op indefra.
"Ikke udover Melkor selv,"
Han hørte knap nok sig selv forme ordene med sin mund, men hans tone var høj nok til at vække ham fra hvad end der havde holdt ham sovende. Han løftede øjnene fra det våde gulv under dem, slippende lyden af trommerne hamrende i hans øre, for atter at se imod Tara. Hun havde bevæget sig få meter fremad, længere ind i lokalet imod en af de få møbler der befandt sig omkring dem. Badeværelsesmøblet frembragte et svært ubehaget udtryk i halvdæmonen ansigt. Han mindedes de mange gange han havde placeret sig foran spejlet, seende imod sit eget spejlbillede - noget der aldrig havde glædet ham. Han kunne ikke tilbageholde et koldt smil, da en tanke faldt ham ind: hvordan kunne det spejl stadig stå, urørt? Han havde mange gange ønsket at knuse det; ødelægge overfladen, så uanset hvem, uanset hvad der kastede sine øjne derpå, så ville de opleve forvrængelse af deres eget ansigt. Det var ikke dem, men spejlet, den ødelagt glasoverflade der forvrængede deres eget billede. Det var spejlet.
Han brød ud af hans tanker, først ikke opgangende hvad der foregik foran ham, men så så han det. Hun så ting, oplevede en af de mange ting der havde hændt i dette rum. Morgoth rakte forsigtigt en hånd fremad imod hende, hviskende hendes navn mindst lige så forsigtigt, i et forsøg på ikke at forværre situationen yderligere. Taras forpinte ansigtsudtryk sagde ham, at det ikke havde været et kønt syn, mindet - hendes efterfølgende tilbagetrækken bekræftede blot hans teori yderligere. Hendes ord, mistroiske som de var, fik halvdæmonen til at smile et ganske bizart smil; han vidste ikke om han skulle undskylde, eller blot begynde at grine.
"Nok til at sige, at stedet ville stå bedre brændt ned,"
Hendes fingre imod hans hud fik ham først til at trække sig, men han standsede sig selv i hans afvigende bevægelse. Istedet lod han hendes fingre kærtegne ham; han lod hende ordne hans hår, gribe hans hånd og han lod hendes bløde, bløde stemme omfavne ham. Han lod hende være kærlig imod ham, indtil han følte den: medlidenheden. Han ville have bedt hende om at stoppe, bedt hende om holde igen, men så lød hendes stemme atter. Usikkerheden i den var næsten skinger i hans øre, og det blødgjorde ham. Han rynkede brynene, seende vurderende imod det blege ansigt foran ham. Hånden hun havde viklet omkring hans, omfavnede han med hans fingre; knugende den med en enorm ømhed.
"Selvfølgelig -- selvfølgelig vil jeg det,"
Han slap hendes hånd, læggende sin egen (nu frie) omkring hendes hageparti hvor han blidt kneb hende. Han slap hende dog for at vende sig imod dørkarmen, trædende fremad et enkelt skridt, for så at se imod hende en sidste gang, inden han forlod lokalet.
"Bliv her, så henter jeg dyner og tæpper til natten,"
Morgoth tilføjede dog hurtigt derefter: ”- eller, hvad der er tilbage af den,”
Han kastede et sidste blik på hende, sendende noget der lignede et opmuntrende smil, inden han forlod lokalet fuldkommen. Da gangens mørke omsluttede ham, fortsat gjorde det da han nåede enden af gangen, ramte følelserne ham som en hård og voldsom knytnæve i hans mellemgulv. Han nåede netop at gribe væggen ved hans højre side, da han gjorde an til at kaste op - men der kom intet ud. Han var fuldkommen tom indeni.

Hvad der synes som kort tid senere, men faktisk var omkring tyve minutter, trådte han ind i lokalet. I Morgoths favn var der en enorm dyne, to tæpper og forenklede to hovedpuder. Han løftede sagte blikket over bjerget i hans farm, seende imod elverkvinden der fortsat var i lokalet.
"Det her burde hjælpe os med at holde på varmen - har du været i rummet ved siden af? Der er noget tørt tøj derinde,"
Ignorede han fuldkommen hvad værelset emmede af? Hvad de begge to for kort tid inden havde været udsat for? Han gjorde sit allerbedste, med et lettere opsat smil, og et kvalmende overskud. Han følte den fortsat, kvalmen, hængende ham langt ud af halsen. Men gjorde han noget ved den? Nej, og han havde ikke tænkt sig at gøre det.
Da hans hænder slap tilbehøret til sengen, greb han en af de enkelte puder, puffende den med dybt kontrollerede hænder. Det at han blot rørte ved tingene i lokalet, fik hans kræfter til at kickstarte; det eskalerede, fik ham til at svede trods kulden han så tydeligt følte på grund af hans våde krop. Han holde sig derfor, så længe som han kunne, fra at placere sig i sengen - trods hans krop skreg efter, at han burde lægge sig deri og samle kræfter.
”Tørt tøj vil gøre godt,”
Han mumlede, hørte udmærket sin egen ligegyldighed i ordene han udstødte. Han rynkede brynene over sig selv, frastødte sig puden i hans hænder, ved at placere den i sengen foran ham. Hans fingre strejfede træet der formede hovedgærdet, frembringende en af de mange søvnløse nætter fra hans yngre dage. Han mindedes smerten i hvert eneste sted i hans krop, fornemmelsen af feberen rasende og træt-kørende ham - men han kunne ikke sove, trods han virkelig ønskede det; virkelig behøvede det. Han lod ham ikke sove; Han lod ham ikke hvile, for det var hvad børn gjorde - og han var ikke et barn. Han var en soldat.
”Tara?”
Han søgte hende, hans stemme lød langt mere ynkelig end han kunne kapere, men han havde brug for hende. Pludselig ønskede han omsorgen, blot at føle den en smule.
Han bed sig fast i underlæben. Den genfundne smerte var næsten ubærlig.

Tara trak på skuldrene, sandt at sige ville stedet nok være bedre brændt ned, med det tunge mørke slør der havde lagt sig over bygningen gennem tiden, det ville aldrig forsvinde. Minder var som fingeraftryk der ikke kunne vaskes af, de ville maksimalt kunne sløres med tiden. Lang tid. Det ville kræve et mirakel at få dette inferno til at tie stille.
Det var ikke svært for elverkvinden at mærke, at Morgoth trak sig ved hendes berøring, og selvom det aldrig nogensinde skulle være sådan, trak det vejret ud af lungerne på hende, som nogle havde trukket hendes sidste åndedrag til sig et kort sekund. Et lille skævt smil strakte sig kort over elverens ansigt, mod gulvet, da han indvilligede i at blive. Hun ville ikke kunne være her uden ham, ikke med det samme, og selvom han ville blive nødt til at gå på et tidspunkt, måtte det ikke være nu. Og alligevel - Bliv her, så henter jeg dyner og tæpper til natten
"Tak", Elveren sendte ham et smil, et opfordrende et af slagsen, det ville blive nødvendigt, umiddelbart var der intet brænde at se, og ingen af dem kontrollerede ilden - så vidt hun vidste, Morgoth havde en hvis tendens til at overraske. Et smertesjag af afsavn gik hennem hendes torso, Samson havde kunnet holde dem varme, men han var væk, væk, og havde efterladt hende. Så snart Morgoth rundede hjørnet forsvandt det lettede udtryk, som en maske faldt det til gulvet og krakelerede, intet andet i lokalet end den silende regn var der, den silende regn og de altfortærende minder. Minder der kom krybende, de savnede selskab og hvilket bedre selskab end Tara kunne man få? Intet bedre hvis man var desperat for at lade sig ekkoe gennem tiden. Elveren stirrede ud ad døren, sorte bølger bevægede sig faretruende som skygger, nogle enkelte lod sine arme strække sig ind og slikke op ad væggen, langs gulvet, mod hendes nøgne fødder. Hun tog et skridt baglæns, et til, til hun nåede væggen, der med sine ru sten bød hende velkommen. I en smidig bevægelse lod hun sig glide op i vindueskarmen, her trak hun benene op under sig og lettede lidt på vinduet. Det var endnu mørkt, men det ville det ikke være meget længere, det ville ikke tage mange timer før solen ville titte frem i horisonten. Gad vide hvad der var sket med resten af bandemedlemmerne? eller med borgen? eller med liget?
I en doven bevægelse gav Tara sig til at vride det lange våde hår, det var ganske bevidst, at hun havde vendt sig væk fra rummet, i morgen, når hun var kommet mere til hægterne, ville det være mere overskueligt at ligge det stykke arbejde, det ville kræve for hende, at beholde hvad hun havde tilbage af sin realitetssans, ved sit ophold i palæet.

Det gav et gip i elveren som hun hørte Morgoth komme ind, det havde vitterligt føltes som minutter siden han gik, hun havde småblundet, kunne hun mærke, for hun var blevet kold og stiv i ryggen af den ubehagelige siddestilling. Hun sprang ned fra karmen med småsløve bevægelser, et lille oprigtigt smil kunne ikke lade være med at bane sig vej frem på hendes læber ved synet af Morgoth med favnen fuld af sengetøj.
"Det ser ud til at kunne klare sagen!"
Hun tog et kort skridt imod ham, for at hjælpe, men ændrede i stedet retning til garderoben, tørt tøj, til dem begge, ville være nødvendigt. Hvad der ikke huede hende var, hvad hun ville finde derinde, mellem de gamle rober.
Bevidst undgik hun kontakt med alle former for rustning, men det var heldigvis heller ikke det hun kom efter. Ikke længe efter havde hun trukket hvad der mest af alt mindede om en kåbe i mørke farver ned og efter en væsentligt mere grundig gennemrodning, en underkjole i mørk grøn som hun trak over hovedet efter at havde efterladt sine egne våde rober på gulvet i klæderummet. Åndsfraværende gik hun imod Morgoth, mens hun betragtede klædedelen hun havde fundet frem.
"Jeg aner ikke hvad det er, men..." Tara stoppede op, inden hun betragtede ham, det lignede mest af alt, at han var syg, da ramte det hende, som et lyn fra himlen, hvor meget stedet tærrede på ham, sengetøj og påklædning var ligegyldigt. "Ja?" Hendes stemme var igen blød, nærværende. Hun modstod trangen til at berøre ham, i stedet lagde hun kåben på sengen, inden hun satte sig på kanten og lod de milde øjne betragte ham, afsøgte hver krog af hans kropssprog.
"Det er stedet, er det ikke? Det tærrer endnu mere på dig, end det gør på mig!"
En voldsom skyldfølelse ramte elveren som en lussing, tænk at hun havde været egoistisk nok til at trække ham tilbage, tilbage til alt det her, som hun kun havde set en brøkdel af. Hun knugede hænderne sammen omkring sengetøjet, nu kom den igen. Følelsen af, at nogle stjal hendes luft. Alligevel fik hun fremstammet en smule, noget hun ville fortryde, så snart det havde forladt hendes læber.
"Du behøver ikke blive. Jeg forstår det godt!" Jeg klarer mig. Igen gled det opmuntrende smil overhendes ansigt, selvom det var hamrende påtaget, hun vidste det godt, det var en løgn, hendes brystkasse brændte af ukontrollerede følelser og bag ham skvulpede minderne faretruende, det var et spørgsmål om tid inden de ville nå hende.

Han lod sine tænder omfavne hans underlæbe, i et sølle forsøg på at standse hans egen tale. Problemet var blot, at han havde kaldt på hende og det hele var igangsat. Hun havde hørt ham og nu søgte hun ham.
Morgoths snehvide øjne betragtede Taras skikkelse, som hun nærmede sig ham i højere hast end hvad der gjorde ham godt. Som de to var kommet hinanden så nært - han mærkede smerten i hans mavecenter i takt med at afstanden imellem dem blev reduceret fra lidt til ingenting. Den tog til som hendes stemme besvarede ham blidt, og hendes øjne hungrende søgte hans til deres blikke bandt sig sammen til et. Han følte sig varm og kold på samme tid. Ude af stand til at trække vejret helt.
”Hør, du-”
Magtesløsheden var næsten ikke til at bære. Hans følte en sygelig savn af nærhed, en form for afbrydelse af den vanvid der synes at præge dem begge to. Halvdæmonen var ikke det mindste i tvivl om hvordan han kunne distrahere dem begge, men han vidste, at den slags distrahering ikke var tilladt for ham at gennemføre. Ikke med Tara, i al fald.
Han mærkede hvordan hans krop næsten skreg. Han sank voldsomt, dybt distanceret fra virkeligheden - dog fortsat med Tara i tankerne, på et voldsomt intenst plan - men alligevel med al sin opmærksomhed på elverkvinden foran ham. Han rystede på hovedet over hendes ord, febrilsk i hans bevægelse. Han vaskede tankerne væk, prøvende i al fald, med henblik på at mentalisten ikke opfangede dem. De snehvide øjne virrede voldsomt fra båndet de havde bundet sammen med deres blikke - det var næsten umuligt for ham at bryde, men han vidste han måtte. Bare for en tid.
”Jeg bliver,”
Han satte sig på knæ foran hende, gribende den enkelte af hendes hænder. Hans øjne knugede sig i, hårdt, som han satte hendes knoer imod de sorte læber. Han kyssede dem ganske blidt, for da at skabe få centimeters afstand fra dem, for at tale: ”Jeg bliver her, okay?”
Som han slap hendes hånd, rejsende sig fra hans siddende stilling, søgte han hendes blik igen. Han prøvede på at genfinde det næsten uopnåelige smil, han ganske sjældent smilte. Dets blidhed fandt kun sted i tilstedeværelse hos enkelte personer. Tara var en af de få, men hendes nærhed (sammen med en anden helt bestemt kvinde) betød også meget for ham. Styrken til at finde det smil i hendes selskab var ganske let at finde, trods deres situation. Trods kaosset der fandt sted i hans hoved.
”Kom her,”
Han slog blikket nedad, svagt rynkende de sorte bryn, da han rakte hænderne fremad. Omfavnende hende endnu engang, som han havde gjort timer forinden, løftede han hende op i hans arme. Han satte det ene knæ opad sengen, mærkende hvordan hans evner kom på noget af en prøve. Dette blev ikke bedre da han placerede det andet, støttende på sengekanten, og kun værre da han blidt lagde Tara længst til højre i tomandssengen. Hans øjne havde ikke sluppet hende en eneste gang, imens han havde bevæget sig indover sengen. Blikket havde holdt de mange minder for at overrumple hans tankecenter fuldkommen. Han følte koldsveden gribe om ham, da han trak armene til sig.
”Lad mig finde den dyne til dig,”
Han talte ganske lavt, da han gjorde antydning til at bakke bagud. Hans hænder rakte bagover imod dynen for enden af sengen, gribende det bløde stof.
”- Vi kan lige så godt gøre os så komfortable som muligt, ikke?”
Grinet der lød i hans stemme var alt andet end oprigtigt. Minderne begyndte at prikke til ham som knive.

Elverkvinden lod sig glide nedad i sengen, ned, som var det en afgrund hun sad på og lod sig falde ned i dybet, et øjeblik virkede hun helt fjern, som var hun et andet sted end hendes fysiske krop, et sted højere end blot den fysiske verden. Det var et sted for væsener hævet over det materielle plan de fleste levende skæbner befandt sig i. Et sted for væsener som Tara og Morgoth, der så længere end hudens barrierer. De honningbrune øjne var endnu rettet mod hans hvide, hans sind var som en dyb klar sø, normalt en sø hvor der herskede komplet uro, vind og vildskab, den var uklar, men nu, for første gang, så gennemskuelig som klart glas.
Tara blinkede, langsomt, det var som glas der splintredes i hendes ører ”Hør, du-”, hun stivnede ganske kort, denne gang i en magtesløs kamp med sig selv mens de spinkle fingre borede sig endnu længere ned i det kølige underlag under hende. Hun vidste det, hun kunne høre det, lugte det. Hun kunne næsten smage det tykke tæppe af følelser der lå omkring dem begge, ikke kun Morgoths, elveren kunne kun se til mens deres bevidstheder væltede og slog mod hinanden, inden de smeltede ubehjælpsomt sammen, som brammingen hvor to verdenshave mødes.
Elveren nikkede tøvende, hun kæmpede ikke imod da han tog hendes hånd, i stedet klemte hun hans forsigtigt, indeni rev han hende i to, et dybt ønske om hengivenhed og ren og skær sund fornuft. Den blide berøring fra hans læber satte ild til det bål der udelukkende var blevet båret brænde til, de foregående timer.
”Du er det sidste jeg har…” Ordene blev klemt ud, som gjorde de ondt at sige, hun slog blikket ned, ned på hendes hvide hud og hans mørke læber. Hans omfavnelse var ubærlig, han var så tæt på, hun kneb øjnene sammen, overgivende sig i hans favntag de få sekunder, fående det til at føles som en evighed, inden hun landede i den anden side af sengen, let som en fjer, men tynget af tanker. Hun vidste så vel som ham, at hans smil var spil for galleriet. Afsavnet var vokset med hendes ord, længslen var større end nogensinde, større end det nogensinde skulle have været.
Forsigtigt lagde hun en hånd på hans skulder, knugende denne kortvarigt, de bløde brune øjne flakkede kort nedover den mørke skikkelse ”Morgoth…” elveren tøvede kort, hun vidste godt hvad der ville være klogest, hvad der ville være mest fornuftigt og rigtigt. Men Tara var ikke rigtig og det var han heller ikke. Den spinkle skikkelse lænede sig fremad i et sæt, læggende begge arme omkring den sorthåredes nakke, inden hun forsigtigt kyssede ham. Nærheden halvdæmonen kunne tilbyde var for fristende, nærheden og flugten fra virkeligheden. Trygheden var kortvarigt overvældende, et øjeblik faldt der ro på de mange skygger og historier der ventede, men angsten for at miste det sidste håndgribelige hun besad var næsten hjerteskærende, en stemme elveren fortiede ihjel.