Den tidlige formiddagssol kastede et grynet lys over Klippekysten igennem den tykke tåge som rullede ind fra havet af. Bjergelverne havde aflyst dagens jagt, da shamanen havde sagt at tågen først ville tynde ud langt hen ad eftermiddagen. Nogle af elverne virkede nærmest lettede over nyheden. At klatre ned fra deres bo højt oppe ad kystens klipper i tågen kunne være meget farligt.
Og alligevel var der på denne formiddag en enkelt jæger, som trodsede den tykke tåge og behændigt klatrede ned ad klippesiden. At se de hjemvandte bjergelvere klatre op og ned af klippesiden kunne være noget af et syn på en klar dag. De bevægede sig hurtigt og nemt, som vidste de i forvejen præcis hvor de skulle sætte fødderne.

Da Doldes landede på den befærdede vej under klipperne smækkede hun læberne sammen i trods. Som om hun havde tænkt sig at blive hjemme en hel dag, bare på grund af lidt tåge. Tågen ville jo ikke fortsætte hele vejen ind til skoven, og så længe man blev ved med at være forsigtig, så ville man ikke komme til skade på klipperne. Det gjaldt bare om at placere lemmerne rigtigt, og så var klippen lige så nem at krydse som altid.
Hun fjernede noget af det sorte hår fra hendes ansigt, og græmmedes ved den fugtige følelse. Tågen hang fast i hendes hår, og det læderudstyr hun bar på føltes ikke ligefrem rart i det fugtige vejr heller...
"Kunne tågen ikke bare se at fordufte, hva?[/color]" mumlede hun for sig selv, som hun sikrede sig at alle hendes våben sad hvor de skulle.

Lyden af årer i vandet kunne høres, idet en robåd nærmede sig den stejle klippekyst. Det havde ikke været Jarkos mening at gøre holdt her - han var på vej længere sydpå for at aflevere nogle varer til en kontakt på Toropolis Isla.
Vejret var denne forårsdag imidlertid langt fra med ham, og tågen blev tykkere og tykkere, som den ensomme båd krydsede bølgerne, og Jarko kunne mærke uroen stige i sig.
Klippekysterne omkring Krystallandet kunne være lumske, og han brød sig ikke om tanken om at støde på en klippe ude i det dybe vand - han holdt trods alt lidt for meget af sit liv til at lide druknedøden, som han desuden havde hørt, skulle være særdeles ubehagelig.

Som han styrede båden ind mod land, kunne han langsomt se de stejle kyster tage form i tågen. Han vidste ikke, at dette var Bjergelverland, men havde blot én ting i tankerne - at nå sikkert i land.
Han var næsten nåede den stenede kyst, da en høj, ubehagelig knasen hørtes - lyden af en træbåd, der stødte på en klippe. Der lå mange af disse mindre klipper kort fra kysten, og han havde allerede navigeret uden om et par stykker, men denne her var gemt under vandet.
Jarko udstødte en let banden, idet han greb bylten med varer, der helst ikke måtte gå tabt. Det var heldigvis ikke tunge sager - blot nogle få, værdifulde genstande.
Båden var allerede langtsomt ved at fyldes med vand, og der var kun en ting at gøre: vandet var koldt, men der skulle heldigvis ikke mange enarmede svømmetag til, før han kunne bunde og vade de sidste meter ind til klippekysten.
Her lod han sig synke ned på den nærmeste klippe, imens hans øjne betragtede det tågede landskab - det var svært at vide, hvor han var, men det så ud til at være en form for vej her langs kysten. For øjeblikket ville han dog lige sidde og genvinde roen og forhåbentlig lade noget at tøjet tørre lidt, som i øjeblikket klæbede sig fugtigt til hans hud.

Doldes så op ad hun hørte en lille lyd ude i distancen. Hun rynkede på panden som hun spidsede de elverøre hun havde arvet fra hendes far, og der gik ikke lang tid før hun genkendte lyden. Det var lyden af sten mod træ. Mere præcist, lyden af et skib der stødte på en af klipperne. Hun bandede lavmælt som hun stak i løb ned ad den, i det øjeblik, ubefærdede vej. Hun kunne ikke høre nogle råb om hjælp umiddelbart, så enten var passagerene allerede døde eller i gang med at svømme mod land.
Doldes nåede efter et lille stykke tid ned til kysten, hvor hun sagtnede farten. Medens hun trak vejret dybt så hun sig årvågent omkring efter nogen, der kunne have været passagerer på hvad nu end var gået på grund. Der gik ikke særlig lang tid før hun svagt anede en skikkelse igennem tågen. Hun trådte en smule nærmere, med hovedet lagt på skrå.
"Er man kommet noget til hernede?[/color]" spurgte hun højt.

Jarko havde taget sine støvler af, og var ved at vride det værste vand ud af buksebenene. Han var ikke typen, der holdt meget af bade - og især ikke den uventede af slagsen. Han priste sig imidlertid lykkelig for, at det var langt hen på foråret og ikke en vintermorgen, han blev usat for en sådan dukkert.

Alt i alt var han jo i virkeligheden heldig. Det havde været langt værre at støde på en klippe ude på det dybere vand, men som han sad der i sit gennemblødte tøj og mildest talt ikke havde nogen idé om, hvor han befandt sig henne, følte han sig alt andet end heldig.
I det mindste lod denne kyst ikke til at være besat af fjendtlige havfolk eller orker, eller hvad man nu ellers kunne finde langs Krystallandets kyst.

Et råb lød gennem tågen, og det gav et lille sæt i Jarko, som han blev revet ud af sine tanker. Han havde ikke forventet at støde på andre skabninger, og han rejste sig hurtigt, idet han spejdede gennem tågen med hånden på sværdskæftet.
"Hvem der?" Råbte han, idet han fik øje på skikkelsen, der stod i tågen. Det var først nu, gået op for ham, hvad denne egentlig havde råbt, og han skyndte sig at tilføje: "Jeg har det fint!"
Noget tydede på, at dette i det mindste ikke skulle vise sig at være en fjendtlig person..

Doldes smilede da hun fik svar tilbage, og hun nikkede. I det mindste var dét en god ting. Hun kom hurtigt tættere på, så hun kunne se personen der havde svaret. Det var mildest talt ubehageligt ikke at kunne se personen ordentligt på grund af tågen, og da hun nåede tættere på var det ikke svært at se at hun havde fundet passageren. Han var jo gennemblødt. Hun nikkede til ham som hilsen. Først nu gik det op for hende at han faktisk havde stillet hende et spørgsmål tidligere.
"Ah, mit navn er Doldes. Jeg hørte en båd kæntre, og kom ned for at se om nogen var kommet til skade,[/color]" svarede hun hurtigt. Hun lagde, nærmest som eftertanke, mærke til mandens tag på hans sværdskæfte, og hendes ene arm gav et lille ryk fra sig, så hun nemmere kunne få fat i hendes eget sværd, hvis nu manden hev hans våben frem.
"Var du den eneste passager?[/color]" spurgte hun derefter, som hun kastede et flygtigt blik omkring sig.

Der lød endnu en knasen af træ: de sørgelige rester af båden var netop blevet slynget ind mod klippekysten. Der gik en lille gysen gennem Jarko, der priste sig lykkelig for, at han selv var kommet sikkert i land.
Personen, som han før kun havde anet som en skikkelse i tågen, var nu kommet nærmere. Jarkos ene øjenbryn løftedes let, idet han betragtede Doldes: når man lever i Hovedstaden, ser man sjældent andre racer end mennesker og enkelte elvere hist og her, men kvinden, der nu stod foran ham, var så sandelig et besynderligt syn.

Elvertræk .. men bestemt ikke en af de der fra Elverly. Han havde imidlertid ikke tænkt sig at kommetere på hendes udseende, - i hvert fald ikke lige med det samme. Hun var sgu i øvrigt nok helt klar over, at hun ikke var et menneske.
"Jarko Ralon, er navnet.. de fleste kalder mig Kragen." Svarede han med den bedste høflighed, man kunne mønstre, når man praktisk talt lige var steget op af havet.
Han havde rejst sig fra stenen, hvorpå der var efterladt et vådt mærke fra de gennemblødte bukser. Det ville nok tage lidt tid for tøjet at tørre her i tågen, men det var heldigvis ikke vinter.

"Ja, jeg var den eneste .. heldigvis." svarede han. "Kan du gøre mig den tjeneste at fortælle mig, hvor jeg befinder mig henne?"

Doldes hørte den høje lyd af træets knasen imod stenene, og hendes tanker strejfede den fremmedes, som de begge tænkte at det var et held at han ikke længere befandt sig i båden. Hans introduktion gjorde Doldes en anelse nysgerrig, dersom hun ikke kunne se nogen umiddelbar grund til at han var kendt som 'Kragen', men navne var sjove på den måde, gik hun ud fra. Hun kløede sig lidt i det sorte hår, som Jarko stillede hende et spørgsmål og hun nikkede til ham.
"Selvfølgelig. Du er på Klippekysten, et par mil fra Piraternes by," svarede hun med lidt hurtig tænken. Hun var ret sikker på at de ikke var så forfærdeligt langt derfra, i hvert fald. Hun lagde hovedet en anelse på skrå, som hun så indgående på den skibsbrudne.
"Tilgiv mig hvis dette er stødende blandt Krystalianere, men du ser ikke ud til at være pirat," indrømmede hun med en blinken. I hvert fald ikke de pirater hun havde haft den 'fornøjelse' af at se i den tid hun havde boet på Klippekysten. De bar typisk mere prangende farver, eller flere tattoveringer end hun kunne se på denne mand.

Jarko udstødte en ru, lidt skrattende later, da hun sagde, at han ikke lignede en pirat. Han havde for nogle år tilbage tilbragt en rum tid ombord på et skib, men dette havde været et handelsskib, og hans erfaring med pirater havde oftest været af den slags, hvor klinger var blevet krydset.
Han kunne egentlig godt lide deres frie levestil, men når alt kom til alt, var han lidt for meget en 'landkrabbe' til at tilbringe resten af livet på havene omkring Krystallandet.

"Nah, pirat er jeg nu ikke." Svarede han kvinden, som han endnu engang måtte betragte en anelse nysgerrigt. "Og tilgiv mig, men nu ligner heller ikke ligefrem en almindelig krystalisianer.."

Der var noget lettere spørgende i tonefaldet. En nysgerrighed over, hvad hun var for en skabning. Der var uden tvivl noget elvisk, men Jarko havde i sit liv kun set ganske få bjergelvere - og endnu færre halvbjergelvere.
Bag ham slog bølgerne de sidste rester af båden til pindebrænde mod klipperne, og enkelte dråber faldt stadig fra hans tøj ned på jorden. I det mindste havde han en nogenlunde idé om, hvor han befandt sig, selv om han aldrig selv havde sat sine ben i piratbyen..

Doldes smilede en anelse ved lyden af krystalianerens latter. Hun var usikker på om det var fordi hun havde sagt noget forkert, eller om han havde set noget sjovt i hendes spørgsmål, men latter var typisk et godt tegn blandt andre, mente hun. Ved hans indrømmelse nikkede Doldes. Det var da altid noget at hun havde haft ret. Hans videre sætning fik hende til at ryste på hovedet. Hun var skam ingen normal Krystalianer, det var rigtigt.
"Jeg er af bjergelverne," svarede hun blot, med en lille trækken på skuldrene. Hendes moder havde ofte formanet hende ikke at dele ud af hendes Topalis-nedstamning for meget, for der var en gang hvor de havde været yndede slaver, og der var ingen grund til at tro at menneskene havde ændret sig over tid. Det var de færreste der ændrede sig over tid, når først de var sat fast i deres vaner...

"Hvad lavede du ude på havet i den her tåge?" spurgte Doldes en anelse forvirret. De færreste ville turde sætte til søs i et sådant vejr, og langt de fleste der sejlede kunne se når en så stærk tåge rullede ind.

Jarko tog sin ene støvle, som han havde smidt fra sig på den stenede klippegrund, og stak foden ned i den igen. Læderet var vådt og ikke særlig behageligt, men det skulle nok tørre.
Hans øjne søgte mod himlen over dem, hvor tågen bølgede af sted. Lidt solskin til at jage tågen bort, ville være rart. Jarko brød sig ikke særlig meget om, at nærmest være 'berøvet' en af sine sanser.

Blikket faldt igen på skabningen foran ham, der nævnte, at hun var bjergelver. Jarko kendte ikke særlig meget til dette elviske folk, der oftest holdt sig for sig selv, og det faldt ham derfor ikke ind, at hun ikke skulle være fuldblodsbjergelver.
Elvere var i det hele taget ofte nogle fornemme skabninger, der syntes, at det var højere stillet en menneskerne, og Jarko havde ikke et specielt godt forhold til dette folk. Bjergelveren foran ham virkede imidlertid noget vildere af udseende, og hendes person havde været ganske imødekommende. Forhåbentlig var hun ikke ude på noget lusk ... Jarko var ikke en mand, der stolede på fremmede.

"Det var heller ikke min mening at sejle i tågen." Brummede han som svar på hendes spørgsmål. "Vejret var klart da jeg tog af sted fra havnen .. jeg har skam mit liv for kært til at sætte det på spil i en båd i sådan en tåge.."
Bylten med varer, han havde forsøgt at fragte, stod stadig lænet op af klippestenen bag ham. Forhåbentlig kunne han stadig få dem frem i god behold.

Doldes så ned på menneskets fod da han trak læderstøvlen på igen. Hun kunne ikke forestille sig at det var specielt behageligt. Som et individ som gik primært i læder selv, så vidste hun præcist hvor ubehageligt vådt læder kunne være. Men det var ikke fordi at tågen ville fortage lige foreløbigt, og det var urealistisk at have nogle forhåbninger om at læderet kunne tørre med den høje luftfugtighed.
”Sagde shamanen ikke til dig at der ville blive tåge? Vores jagt er blevet aflyst fordi tågen vil vare til senere denne eftermiddag,[/color]” spurgte Doldes forvirret. Det slog hende ikke at shamaner ikke var en udbredt ting i hele Krystallandet, og for nu troede hun at manden foran hende måske var en nævenyttig ungling som besluttede at han vidste bedre end shamanen. Hvilket sjældent endte godt. Godt nok gik Doldes selv imod hendes klans shaman lige nu, men...
Hun besluttede sig for at stoppe med at diskutere med sig selv i tankerne. Hun forestillede sig ikke at det ville ende i hendes favør hvis hun blev ved med denne tankegang.

"Shamanen?" Jarko slog en rug latter op. "Næh, sådan nogle har vi sgu ikke mange af i byen.." Han så lidt tankefuldt på bjergelveren foran sig. Det var først nu, han for alvor begyndte at tænke over, hvor fremmed deres folkefærd var i forhold til hans. Lige nu ville han dog ønske, at han også havde haft en shaman til rådighed..
I det mindste var hun venligtsindet. Det var mere, end hvad man kunne sige om de fleste skabninger, man risikerede at støde ind i her ved de ufremkommelige klippekyster. Så vidt Jarko vidste, havde han faktisk aldrig snakket med en bjergelver før.

"Kommer du ofte i nærheden af den dersens.. piratby." Det var mange år siden Jarko selv havde sat sine ben på piraternes område, men det lod til at være den bedste mulighed, hvis han skulle væk fra denne her rådne kyst. Jarko selv havde arbejdet på et skib for en del år siden, og eftersom arbejdet ikke havde været helt, hvad skulle man kalde det - lovligt, så havde han været et par gange forbi piratbyen.
Han kendte dog på ingen måde området godt nok til, at han turde satse liv og lemmer på at finde vej i tågen.

Doldes måbede åbenlyst da Jarko fortalte hende at de ikke havde shamaner i byen. Hun kunne slet ikke forestille sig et sådant liv. Hvordan vidste de så hvordan vejret ville blive, eller hvem de skulle gifte sig med, eller hvilke dage der ville være godt udbytte på jagten eller fik helbredt deres sygdomme!? Shamanen var kernen for hendes klans beslutninger. Godt nok bestemte klanlederen det meste, men han spurgte altid shamanen til råds.
”Pludseligt forstår jeg bedre hvorfor det altid er byboere som kommer galt afsted herude,[/color]” mumlede hun for sig selv. Hun blinkede da Jarko stillede hende et spørgsmål, og hendes ansigtsudtryk blev straks brødebetynget. Hun kløede sig akavet i hovedbunden, og trippede lidt frem og tilbage. Hun burde ikke besvare det her spørgsmål. Hendes forældre ville være fuldstændigt ligeglade med hendes alder og voksne status hvis de vidste det...
”Joo, til tider går jeg vel, lidt tæt på... Altså, jeg ved hvor den er henne, hvis det er det du mener. Jeg går aldrig derind! Aldrig. Det er alt for farligt,[/color]” sagde hun dydigt, før hun rømmede sig. Så blinkede hun, en anelse forvirret, og hendes pande rynkedes. ”Hvorfor? Ved du ikke hvor den er?[/color]”

Jarko åbnede munden for at komme med en indvending. Bare fordi han levede i byen, betød det ikke, at han ikke kunne håndtere en smule vind og vejr - det gik dog hurtigt op for ham, at det ville virke rimelig tåbeligt at prale af sine evner til at begå sig i barske landskaber, når han stod her: drivvåd og med en kæntret båd. Nej, der var ikke meget at prale af.

Bjergelveren virkede pludselig utilpas. Jarko, der ikke var vant til at omgås elverfolk, håbede ikke, at han havde sagt noget forkert. Hvad det skulle være, kunne han nu ikke lige gennemskue, så han hævede blot øjenbrynet en anelse, idet kvinden hårdnakket påstod, at hun bestemt ikke gik ind i piratbyen.
"Jeg har skam heller ikke tænkt mig at tvinge dig derind.." sagde han - tydeligvis ikke helt med på, hvad problemet var. "Men hvis du kunne følge mig lidt på vej .. du ved. Tågen og alt det." Han så sig omkring og ganske rigtigt, var tågen blevet endnu tættere, mens de stod og talte. Han ville sætte pris på at få hjælp af én, der kendte omgivelserne, for nok skulle han bare i én retning, men kysterne kunne være særdeles lumske. Det havde han jo allerede fået bevis på.

Doldes opfangede ikke Jarkos forvirring omkring hendes utilpashed, mest fordi hun havde travlt med at forestille sig hvilke skrækindjagende straffe hendes forældre kunne finde på for at gøre det klart for hende, at hun ikke skulle i nærheden af piratbyen. Godt nok var det ikke så slemt som hvis hun var gået ind i byen, men det var rigeligt skidt at hun kom i nærheden, hvor hun blev set. Det var ingen hemmelighed at der boede bjergelvere på Klippekysten, og da specielt ikke overfor piraterne, som var faste tilstedeværelser på kyststrækning, i lige så høj grad som elverne. Men hvor præcist at elverne boede var ikke noget som piraterne vidste, og det var helst ikke noget de skulle vide.
Derfor var elverne forsigtige med hvor tæt de kom på byen. Doldes nikkede langsomt da Jarko spurgte om hun kunne følge ham på vej.
”Det... Det kan jeg vel godt. Men hold det hemmeligt. Vi skal egentlig ikke så tæt på,[/color]” bad hun med et spagt smil, før hun vendte om og begyndte at gå op imod stien som var blevet formet af den sparsomme trafik lidt længere væk fra havet. Hun stoppede på halvvejen for at sikre sig at Jarko fulgte med.

Bjergelveren, Doldes, så ud til at have nogle betænkeligheder ved situationen, men hun indvilligede da, og Jarko skyndte sig at samle bylten med de varer, der skulle bringes til piratbyen, op. Han håbede, at tågen snart ville lette en smule, så solens stråler kunne tørre hans tøj. Desværre tillod hans magi - krageformen - ham ikke at bære varer med sig. Ellers havde han haft det noget lettere.
De våde klæder fik ham til at ryste en anelse af kulde, men en rask gåtur ville forhåbentlig få gang i blodomløbet. Han kunne kun prise sig lykkelig for, at bjergelverkvinden, der havde fundet ham her, var venligt indstillet. Jarko havde ikke ligefrem noget ønske om at rage uklar med de lokale bjergelvere der - så vidt han havde hørt - var særdeles kampdygtige. Han skulle ikke nyde noget af at udfordre dem.

Så af sted mod piratbyen gik det. "Mange tak." Skyndte han sig at sige, idet han fulgte efter hende langs den tågede kyst. Stien ville han selv have haft vanskeligheder med at finde, idet han ikke var kendt her i området. "Jeg skal nok .. du ved. Holde vores møde hemmeligt, hvis du foretrækker det sådan." Jarko var ikke typen der plaprede ud til alle og enhver - han havde lært at oplysninger oftest var penge værd. Lige nu vidste han dog ikke, om han kunne bruge informationen om Doldes og områdets bjergelvere til noget særligt, men det ville måske vise sig.