Det havde været mange lange blikke der var blevet sendt efter sortelveren på hendes vej mod Krystalpaladset. For det første var racen generelt ikke så udbredt, for det andet fandt man dem sjældent i fuld offentlighed og for det tredje havde kvinden en slank fyr på slæb. Det stod dog for de fleste ret klart, at forholdet mellem de to var ganske anstrengt. Den høje mørke kvinde havde ham i et fast greb, bagbundet blev han skubbet foran hende, på trods af, at han med jævne mellemrum kastede sig i gruset og protesterede om at gå et eneste skidt længere. Sådan havde det været ufatteligt mange kilometer og manden havde snart intet stemme tilbage at give af, kun små kvæk kom frem af og til, med en sløv hvidslen.
endelig, efter en hel dags vandring, var de nået frem. Kontrasten mellem de to var slående, på trods af, at manden var den af de to der bar den hvide hud, var han snavset og usoigneret, hans lange kastaniebrune hår hang i klaser, halvt bundet i en hestehale og voldsomt fedtet. Tøjet var laset og havde bestemt set renere dage. Ikaris derimod var så ren og pæn hun kunne blive, det kraftige hvide hår var sat op i en hestehale og tøjet var så hvidt, at det tydeligvis ikke havde været på mere end et par dage. Det så dog absurd ud, den hvide kjole havde blå kanter, ganske som man ville finde det hos lysets krigere, men det var ingen uniform, det var og blev en pæn kjole.
Da elveren nåede frem til paladsets grund stoppede hun op, der var ingen grund til at blive utålmodig nu, hun måtte vente til at nogen kom hende i møde, men det var hendes medbragte fange tydeligvis ikke enig i, han hvæsede og spruttede som aldrig før, vred sig i rebene og langede halvhjertet ud efter elveren der dog virkede knusende ligeglad, hun tog en dyb indånding, det var nu eller aldrig.

En dag ved skrivebordet var ikke det værste Geir kendte til, mange ville finde det kedsommeligt og ensformigt, men disse afslappede stunder var lige så meget en del af træningen, som når han kastede en rekrut ind i den nærmeste høstak. Han måtte hvile mere end han kæmpede, hvis han skulle oplade til den næste rigtige konflikt. Des mindre han lavede nu, des mere kunne han lave når han slap sine kræfter løs igen. Hans nyeste lærling var dog ikke helt enig i denne tankegang og havde stirret på hans mester den sidste time uden så meget som at læse et ord af den rapport, som han var blevet bedt om at skrive et resume af, så Geir kunne spare tid. En sky gled for solen og skygger blev kastet over papiret, som Geir forsøgte at læse, hvilket bragte hans blik op. Det var første gang siden lærlingens stirren, at Geir hævede blikket, men han mødte ikke det unge blik. I stedet så han ud gennem vinduet, hvor solen var begyndt at gå på hæld. Han gned sine øjne en smule, som solen kom frem og virkede blændende på de blå øjne.
"Hvor længe har vi været igang?" Geir slog rapporten, han havde arbejdet på, sammen og lagde den til side.
"Hele dagen general, De lovede vi kunne slutte tidligt og mødes med Ridder Hama og fejre dagen." Den unge rekrut lød bebrejdende, festlighederne var trodalt allerede startet, men af respekt havde han ikke turde afbryde Geirs arbejde tidligere.
Geir nikkede kort, ikke undskyldende for ikke at have overholdt sit ord, men for at udvise han havde hørt klagen.
"Du er frit til at gå, sig til Hama jeg dukker op om lidt."
Uden tøven sprang rekrutten fra sit bord og forsvandt ud af døren og satte i retning af den nærmeste kro, hans ansigt og gang så målrettet at det ville kræve fysisk overgreb at bringe ham til holdt.

Geir lagde forsigtigt arbejdet af vejen og forseglede kisten, hvori han opbevarede sine rapporter. Keith havde ret, han kunne ikke lade Hama vente meget længere, det var trodsalt ikke hver dag man fyldte rundt, og efter deres sidste mission kunne den store fyr godt trænge til lidt opmuntring. Et par minutter efter hans lærling trådte Geir ud. Ved første øjekast lignede han næppe mere end din sædvanlige tigger. En trøje flere størrelse for stor, så ærmerne var smørret op, blot for at tillade fingrespidserne at komme til syne, samt bukser der blev holdt ind med reb, der lige så godt kunne være blevet fundet i vejkanten. Sko bar han ikke og håret var sort og hang løst ned foran ansigtet. Hans øjne var trætte og randerne samt den blege hud bragte tanker om genfærd til hans kollegaer. Ikke destro mindre var han respekteret, som en af de ældste og stærkeste af lysets krigere.
Ved hans udgang fra døren øjnede han straks den fremmede elver og dennes fange og uden et ord satte han imod hende.
"Søger De nogen?"
Hans stemme bar ingen tegn af træthed eller den svækkelse, som hans krop syntes at udvise. Blikket gled kort over fangen.
"Dusører udløses normalt hos byvagterne, hvis det er hvad De søger."

Ikaris lod de pupilløse øjne glide henover borgen, det var længe siden hun havde set den på så tæt hold, faktisk, kun en enkelt gang, ganske hurtigt, ind og ud, jagtet vildt og uden noget synderligt resultat, alligevel huskede hun det ganske tydeligt, som var det blot få dage siden. En sitren gik kort gennem den store krop, Ikaris var høj, tæt på de to meter og samtidigt skræmmende muskuløs af en elver af være, heldigvis, dækkede det løse ærmer kjolen havde og det store skørt det meste, hætten var dog slået ned så man havde frit udsyn til det krid hvide hår og de spidse mørke øre. det røde tatoverede bånd der lå henover dennes øjne virkede upassende til påklædningen, og alligevel virkede det som om, at det lå hende ganske naturligt.
Fangen skævede kort op på elveren, hans ansigt forvred sig i en blanding af smerte og vrede, han var forslået og øjnene røde af træthed og overanstrengelse.
"Du hungrer efter det Ikaris, jeg kan se det på dig, du er sulten efter hver eneste lille kriger der løber rundt derinde. Det kan ikke svare sig for dig, du vil fortryde min indlevering bittert, tænk på hvad vi kunne ud..."
Stemmen blev afbrudt af et ugideligt dask med støvlen, mørkelveren havde hørt på hans ævl hele vejen og hendes lange ører var ved at være godt trætte af det, hun havde sine ordrer og hun var dygtig til hvad hun gjorde.
Der gik ikke længe inden Ikaris fik øje på Geir, hun studerede ham og selvom han ikke lignede andet end en sølle stalddreng gik hendes evner straks igang, det var nødvendigt for alle i miled omkreds, at kunne stole på den mørkhudede, af samme årsag gik der ikke længe inden en massiv magisk aura lå omkring Ikaris, en lyst til at stole på hende ville være næsten uundgåelig.
"Jeg tror ikke De har kigget helt tæt på ham her Hr..." Ikaris stemme var rå og hæs, ikke noget man ville forvente hos en typisk elver, ikke engang en mørk en af slagsen.
"Sidst jeg tjekkede var de garvede Mørkets Krigere en lidt for stor mundfuld for byvagterne, jeg regnede med, at dette sted var det rette for en som ham!" Ikaris slog blikket ned på den forhutlede mand, der skrappede op om forrædere og uretfærdighed, han var ingen hårdkogt kriger, han havde været illoyal overfor mørkets rækker af desperation og befandt sig nu af samme årsag her, i Ikaris' jerngreb.
"Desuden behøver jeg inden dusør, det er for mig uvedkommende, jeg er her af pligt. Mit navn er Raziel Yril'Lysaen!"

Da elveren nævnte mørkets krigere skød Geirs blik direkte ned imod den slagne mand, der var ikke længere noget spor af træthed i hans øjne, hans krop havde rettet sig op. På et splitsekund havde han taget en forvandling fra sovende til en kobra klar til at hugge og Ikaris ord syntes at svinde ud i baggrunden af hans sind. Han løftede en hånd for at bringe hende til tavshed, som hun præsenterede sig selv, i stedet satte han sig på hug ved fangen og løftede hans hovede fra jorden ved at tage et blidt greb om mandens hage.
"Så du skulle være fra mørkets hær?" Geir bragter hans øjne. "Hvad er dit navn og din title?"
Hans sætninger blev holdt korte, han havde ikke lyst til at veksle flere ord end højst nødvendigt med en kriger af mørket.
I generalens sind skyder navne og titler på utallige krigere fra mørket og andre organisationer, såsom Rutilus Taurus og mindre snigmordergrupper, som han prøver at finde ud af hvem der er blevet bragt til ham, og for at give den fremmede en mulighed for at benægte sin affinitet.
Ikaris magi begynder så småt at lægge sig over Geir, men hans følelser er glatte og svære at tage et hold i, som en mand der er vant til at holde sine tanker og følelser i et jerngreb, og med erfaringen til at styre disse i pressede situationer. Han er trodsalt ikke nogen ny lærling eller staldknægt, men generalen for lysets hær.

Det faldt Ikaris unaturligt let at holde mund da hun blev bedt om det, selvom det dog overraskede hende en del, at der ikke blev stillet hende flere spørgsmål, det var vel ikke hver dag at folk kom slæbende med mørkets krigere, heller ikke selvom at det havde tyndet godt ud i deres rækker det sidste år.
Den tilfangetagende kriger syntes desværre vældigt godt om den tildelte opmærksomhed, kort overvejede Ikaris om det havde været lettere, hvis hun bare havde skåret hans tunge ud, men den var desværre nødvendig for at få den rette effekt.
Krigeren stirrede næsten panisk på Geir da han sank ned i øjenhøjde, så rystede han på hovedet.
"N.. Nej jeg har aldrig været en del af... Eller, jeg har kun lavet småopgaver for mørkets rækker.. Men jeg var presset..." Krigeren viftede ugideligt med armene, inden han vendte sig mod elveren der tårnede sig op over de to, så pegede han protesterende. "Det er hende! Hun er forræderen, du må tro på mig, hun er en af de mest trofaste mørkets krigere man kan finde!"
Ikaris sukkede kort opgivende, så trak hun en lap papir frem af bæltet, som hun rakte ned mod Geir, på pergamentet (der tydeligvis havde været igennem lidt af hvert) var et skræmmende vellignende portræt af den medbragte fange, fuldt navn a Elias Kamiil og titel af mørkets ridder. Nogle havde dog tydeligvis kløjes i et eller andet, for Ikaris vidste, at han var almindelig fodsoldat, men den officielle plakat virkede dog udelukkende til hendes fordel.
Det irriterede elveren, at hun ikke vidste hvem hun stod overfor, men det måtte vente, han havde bedt hende tie stille, og så var det hvad hun måtte gøre, til hun blev bedt om at tale.

Geir slap mandens hovede og lod det falde tilbage imod jorden inden han rejste sig og tog imod Ikaris papir. Han skimmede det kort og genkaldte navnet fra hans noter. Jo dette var ganske rigtigt en af mørkets folk, han kunne sågar genkalde selv at have underskrevet ordren.
"Ser ud til De taler sandt frøken Raziel" Han foldende papiret sammen og vinkede en forbipasserende over. En ung kvinde med langt mørkt hår samlet i en hale i nakken.
"Læg dette på Geralds kontor og skriv en note om at ordren er afsluttet." Geir rakte papiret til kvinden den nikkede, men som hun skulle til at tage imod det hold generalen fast og mødte hendes blik. "Send derefter folk ud for at rengøre gården." Han slap papiret og lod hende forlade pladsen efter et kort respektfuldt buk.
Blikket vendte tilbage imod fangen, elveren var endnu ikke blevet centrum for hans interesse. Det var vigtigere at håndtere krigeren med det samme. Blikket faldt imod hans hals, hvor de fleste bar deres amulet, der forbandt dem med henholdsvis lyset og mørkets leder. Den der gav dem deres ekstra magi.
"Jeg antager De allerede har konfiskeret hans amulet. Vil de være så venlig at overrække den til mig?"
Han rakte let hånden frem imod Ikaris med håndfladen op, som forventede han at hun blot lod den dumpe ned til ham.

På kroen er folk sikkert allerede igang med festlighederne. Gerald og Li vil sikkert være der for at fejre deres ven. Keith vil nok allerede have glemt alt om dagens (og morgendagens) arbejde og være i færd med sit andet fad. Hama er nok allerede blevet afvist af mindst tre af kroens kvindelige tjenere og Lavi vil sidde og grine for sig selv med hendes vagt ved sin side. Der vil nok gå et times tid før nogen af dem vil begynde at overveje generalens forsinkelse. De ved trodsalt alle at han let lader sig falde ind i sit arbejde og glemmer tid og sted. Dog ved de at han nok skal dukke op på et eller andet tidspunkt, om kroen når at lukke inden er dog det store spørgsmål.

Ikaris lod blikket glide tilbage på krigeren, der omgående mistede modet, men dog stadig havde overskud til at sende den mørke elver et skulende og faretruende blik. der var ingen tvivl om, at hvis han nogensinde slap ud af fangeskab, ville det være Ikaris hoved der stod for skud.
Blikket blev hurtigt rettet mod kvinden der kom dem i møde, alt instinkt i Ikaris krop fortalte hende, at det var forkert, at hun ikke slog dem begge ihjel omgående, men hun havde fået en ordre, den skulle følges omgående. Tålmodighed var desuden ikke en af Ikaris stærke sider, hun begyndte let at trippe, eller rode med ting, det eneste tidspunkt hun faktisk holdt sig i ro på, var når hun sov og det var så få mulige timer på døgnet, som det kunne lade sig gøre.
Af samme grund var det med en enorm mængde selvkontrol, at hun blev stående, uden at vippe distræt med benet.
Geirs spørgsmål kom ikke bag på Ikaris, hun havde kort overvejet at sige, at Elias simpelthen ikke havde den på sig, da hun fandt ham, men det ville være urealistisk, de fleste Mørkets Krigere klyngede sig til deres amulet som afhang deres liv af den. Den ekstra magiske kræft var nødvendig for at holde sig i live i mørkets rækker i disse dage. Op ad en lille læderpung der sad i det stramme taljebælte trak hun den velkendte amulet, hun så kort på den selv, inden hun rakte den mod Geir i sølvkæden, så lod hun den dumpe ned i hans hånd. Det var pinefuldt, lige så ækelt som den manglende vægt mod hendes bryst hendes egen amulet normalt ydede. Det var mange år siden hun havde haft den af, og nu besad hun den pludseligt ikke længere.
"Selvfølgelig hr.!"
Svaret var kort og kontant, der var generelt ikke så meget pis med Ikaris, på nogen måde, ellers havde hun heller ikke stået her idag, fuldkommen rolig, overfor lysets general. Den mission elveren var sendt på var der nok de færreste der kunne udføre, eller havde nerver til at påtage sig, men Ikaris var designet til det, det var det her hun var bygget til.

Geir kastede et blik af afsky på amuletten. Hvad han nu stod med i hånden var symbolet på alt hvad han foragtede. Det var hans had i fysisk form. Tusinder af folk var blevet pint under kræften af sådane våben og den blotte tanke om dette fik hans mave til at dreje sig. Et pludselig skud af styrke skød igennem hans krop. Magien blev frigivet og hans hånd afgav et klart hvidt lys idet han knugede sine fingre omkring det sorte metal og lyden af glas der splitres skød gennem luften. Et kort skud af mørk magi søgte at beskytte amuletten, men generalens magi var for stærk til at lade sig undertrykke. Som lyset fadede væk lod den lille mand splintre af metal falde til jorden. Amuletten var knust og kun sørgelige rester var tilbage.
"Jeg har set nok." Blikket rettede sig imod fangen.
"Jeg erklærer dig skyldig for deltagelse og medlemskab af mørkets hær."
Geir lagde let en hånd for mandens nakke og pressede hans ansigt imod jorden. Hans blik var fast rettet imod hånden. En kort mumlen, en bøn, lød fra generalen inden endnu et voldsomt skud af magi flød gennem hans krop.

Fangen nåede knap at mærke hvad der skete. Magien der ramte hans nakke knuste hans rygrad før stykker af kraniet blev trykket dybt ind i hjernen inden resten af hovedet fulgte med, som budding den blev kasket imod væggen. Blod skød ud på jorden omkring de hvidtklædte skikkelser. Knoglerester lå tilbage, spredt som blodet på den hovedløse mand.
Trykbølgen slog et hul i jorden under stedet Geir havde holdt sin hånd, han havde ikke holdt igen, og et skarpt blik havde set hans arm svulme op af styrke, som magien var blevet ført igennem. Henrettelsen havde været svinende, men smertefri og generalen tog en dyb indånding for at gøre op for energien brugt. Armen dunkede i beklagelse efter magien der var trængt igennem, men ellers havde han det fint.
Blikket blev vendt imod elverskikkelsen, som han rettede sig op.
"Jeg undskylder for svineriet og min manglende præsentation" Han gav et let buk. "General Geir Moonblade, til tjeneste"
Han rettede sig op igen og afmålte kvinden med blikket. Først nu gav han hende den opmærksomhed, som hun fortjente.
"Jeg vil gerne bede om et par ord, hvis det er iorden. På mit kontor om De vil."
Han gjorde et let udslag imod den nærmeste dør. Dette var ikke længere noget sted at snakke. Lugten af blod begyndte allerede at fylde luften, men generalen fortrød ikke sine handlinger. Det havde været en mørkets kriger, og verdenen var bedre foruden disse dæmoner.

De orangegule øjne gled ned på amuletten soldaten holdt i hånden, hun havde været klar over, at den nok ikke ville overleve turen, af samme årsag var hendes egen ikke i nærheden, den lå i sikker forvaring på Mørkets Borg og der blev den, indtil hun vendte tilbage. Grundet lysets styrke, måtte hun kigge væk, inden amuletten blev destrueret, men hun havde holdt øje med hans styrke, det var ingen svag soldat hun stod overfor, selvom det godt kunne ligne det. Sådan var mange væsner i Krystallandet som oftest, de var aldrig hvad de så ud til at være, derfor kunne Ikaris også sagtens gå for at være en tilhænger af lyset, selvom at det nok var mange år siden at folk sidst havde set en mørkelver kæmpe for den side.
De orangegule øjne fulgte roligt med i aflivningsprocessen, Ikaris prøvede at se en kende utilpas ud men sandheden var nok i virkeligheden nok nærmere, at hun blev mere sulten. Det havde været en lang rejse og hun havde ikke fået noget at spise hele vejen. I Ikaris' verden var mennesker som kvæg og omkring lige så spiselige som dem, det skulle heller ikke være det første menneske hun havde fortæret, under lysets styre havde tiderne været stramme, så af og til var der røget et menneske i svinget.
"En fornøjelse at møde dig Geir!" Ikaris studerede ham, en naturlig respekt havde allerede dannet sig i elveren, hun vidste at han ikke ville blive let at myrde, faktisk kunne hun nok slet ikke klare opgaven alene. Det var heller ikke hendes ordre, det var at finde informationer om Geir, den nye General som hun nu stod overfor, det blev næsten ikke nemmere.
"Det ville være mig en fornøjelse General!"
Ikaris sendte ham et lille smil, der ikke afslørede de spidse hjørnetænder, det kunne virke afskrækkende på de fleste, så vendte hun kort hovedet på liget, inden hun fulgte efter den spinkle fyr.

Geir ledte dem ned ad en lang gang med døre på begge sider, murerne var hvide og det klare lys reflekterede sig og bragte en klarhed over gangen. Der var ingen skygger at se og som de gik passerede de flere store billeder, nogle af person der enten var, eller havde været, vigtige for lyset, andre af begivenheder eller steder. Enkelte havde intet egentlig motiv, men bestod i stedet af et virvar af farver. Disse var Geirs ynglings, fordi betydningen ofte lå gemt væk under det yderste lag af forvirring.

Han stoppede foran en dør af lyst træ inden han førte vejen indenfor. Værelset var stort nok til at et dusin folk kunne stå her uden at føle klaustrofobi, der var to skriveborde, det ene stort og placeret centralt i rummet. Dette var Geirs. Det andet mindre og skubbet ud til siden, så det ikke stod i vejen for eventuelle gæster. Ud over det stod der tre stole, med en rød polstering, ude ved siden. Geir førte straks en af disse hen foran sit skrivebord inden han med et mindre sving med hånden gjorde mime til at hun kunne sætte sig, mens han selv gik om på den anden side af bordet og fandt en lille stak blank papir frem og klargjorde et fjer til at skrive.
"Jeg håber ikke De har noget imod jeg stiller et par spørgsmål. Det er trodsalt ikke hver dag vi får bragt en forræder af riget bragt til vores døre."
Geirs stemme var rolig og et lille venligt smil gled over hans læber, som han sendte hende et undskyldende blik. Han tvivlede på der var mange der brød sig om at blive udspurgt om deres handlinger, så de i virkeligheden fortjente en belønning for dem. Ikke destro mindre var det en nødvendighed, hvis han skulle kunne udnytte denne lille sejr fremover.
"Og hvis De lige vil gentage Deres navn."
Han dyppede fjeret i blæk inden han begyndte at skrive med lette strøg over det hvide papir. Mens hun fandt sig til rette kunne han notere hvad han allerede vidste, og hvad han allerede havde gjort ved sagen.

Ikaris fulgte efter Generalen med lange skridt, udenpå virkede hun knusende rolig men under det afslappede ydre hamrede hendes hjerte derudaf, hun havde set hvad Geir var i stand til, det var ikke småting og nu vadede hun ind i Bjørnens hule, ind i lysets klør.
De orange øjne scannede billederne, betragtede begivenhederne og mindedes enkle af personerne, det var afskyeligt, det var unaturligt for hende, men ordrer var ordrer og Ethelihns ord var lov.
Elveren gled ned i en næsten flydende bevægelse på stolen der blev hende anvist, de hvide gevandter dækkede nogenlunde musklerne, der var ikke et gram fedt på elveren, alt der var tilbage var muskler og sener.
"Naturligvis, det var at forvente!"
Ikaris sendte ham et lille diskret smil og lænede betragtende hovedet tilbage, hun åndede tungt ind og lod den magiske aura omkring hende brede sig, en aura der ville give folk lyst til at stole på hende.
"Mit navn er Raziel Yril'Lysaen!" Elveren tænkte kort, så stavede hun navnet, ret uøvet, Ikaris var ikke god til det Krystalianske skriftsprog, men løgnen virkede naturlig, hun havde den på plads, hun var en kamæleon der tilpassede sig, og løgn, det var hun dygtig til.

Geir dyppede fjeret igen og forsatte sin hastige skriblen. Det var ikke ofte de fik en civil, der ankom med en mørkets kriger, normalt ville det være enten hans egne folk, byvagter eller velkendte dusørjægere, hendes navn genkendte han dog ikke, men der var altid muligheden for at hun var en af de nyere. Han brød sig ikke synderligt om dusørjægere, men de var i det mindste bedre end mørket selv, så han ville til hver en tid foretrække en jæger over en af Ethelihns folk.
”Jeg antager du er kommet for at modtage en dusør på manden?” Geir talte med en rolig stemme, der holdt et fast greb i virkeligheden og ikke lod sig forhaste gennem denne lille seance. Hans blik var flyttet væk fra papiret, det var imod hans opdragelse ikke at se på den person han talte med, særligt hvis det blot var for at betragte en stribe af gammelt træ.
”Desværre er Gehard ude af bygningen i øjeblikket og normalt vil han stå for at uddele en passende belønning, men hvis du kommer igen i morgen tidlig burde alt være klargjort. Jeg vil sikre han er underrettet om din ankomst.”

Han lod nu blikket glide tilbage på papiret, for at lave en sig mental note om hvad han skulle spørge ind til. Det første måtte være hvor.
”Hvor traf du din fange?” Spørgsmålet blev holdt kort, så de kunne tage dem som de kom, han kunne altid bygge videre på dem, hvis hendes historie bragte noget interessant til lyset. Dette virkede normalt bedre end at bringe et detaljeret spørgsmål med det det samme. Som nordlændingene siger [k]’Graver du kun efter guld overser du diamanten.’[/k] ørkenfolket havde vist deres egen udgave, hvor der indgik et fatamogana og en oase, men den huskede han ikke så ordret.

Ikaris lod langsomt blikket glide ned på Geirs skriblerier, så afsøgte de pupilløse øjne bordet og andre dokumenter der måtte ligge, hver eneste lille detalje der kunne føre til noget information hun ikke havde om lyset, men da de intet fandt gled de op på Geir, et vurderende blik, hun havde ikke forstået hvad hans evne indebar, hun havde set den, men det havde gået så stærkt, at det ikke var gået op for hende, hvad der præcist var sket.
Hun rømmede sig kort, hævede hovedet en kende og lagde så benene over kors i en langsom bevægelse.
"Som sagt, kom jeg ikke for en dusør..."
Startede hun med den hæse skurrende stemme, kort rystede hun den ene hånd, så et slankt sølvarmbånd gled ned omkring håndroden inden hænderne ligeledes blev korslagt og hvilet i skødet.
"Jeg kom af pligt, min far var i Lysets Hær mange år!" Løgnen så solidt og selvsikkert på tungen, inden fingrene blev foldet og hun lænede sig tilbage, blinkede en ekstra gang.
Et lille diskret træk på skuldrene var alt hvad det blev til, så vendte hun blikket ud vinduet, som tænkte hun kortvarrigt, den venstre hånd begyndte roligt at famle med sølvarmbåndet på modsatte håndled.
"Det var faktisk et rent tilfælde. Jeg havde været på markedet for at købe mel og smør, på vej hjem skulle jeg forbi floden for at hente vand, og der sad han, han var allerede medtaget, som havde nogle eller noget jagtet ham i forvejen... Ikaris holdt en kort kunstpause mens hun skævede en kende opad som var hun nødt til at huske på et eller andet.
"Det tog mig et stykke tid inden jeg genkendte ham fra plakaten, men han vidste allerede godt, at han var kommet på tæt på hovedstaden, så han løb, desværre for ham løb jeg bare en smule hurtigere!"
Ikaris rettede sig op og slog så igen blikket ned på Generalen, nu var det bare at håbe på, at han åd historien råt.

Geir hævede blikket fra papiret og betragtede hende i et par lange tavse sekunder. Hendes ansigt bar ikke træk han genkendte og han mindedes ikke mange sortelvere i hovedstaden, men alligevel virkede hendes historie ikke yderligere besynderlig, han var en ny general og selv med hans mange års tjeneste var det ikke påkrævet at han kendte alle i ordenen. Området hun omtalte var han velkendt med og han vidste der for tiden var en gruppe af riddere der stod for at holde det sikkert, at de havde jaget en mørkets kriger var ikke usandsynligt og i såfald kunne hun sagtens have fundet ham afkræftet. En rapport om dette var han dog ikke velkendt med, men ikke alt kom igennem ham.
"En nobel gesture" Geir satte fjerpinden ned i blækhuset og gentog et par øjeblikkes stilhed, mens han lod tankerne flyde.

"Det falder din far til ære at have opdraget en med disse tanker, men du omtaler ham i datid, er der sket ham noget?"
Endnu engang forsøgte generalen sig med et åbent spørgsmål. Han søgte navn, rank og enhed, ting der kunne gøre hans arbejde lettere og fortælle ham hvis han sad med en ridders datter. Den slags krævede respekt, særligt hvis det var fra en nobel familie. Det var ikke forventet, men hans mange år havde lært ham at man ikke skulle undervurdere en adeligts krav på respekt, selv en falden familie eller en familie, hvis navn allerede var glemt og ubetydeligt. Det førte sjældent godt med sig.

Mørkelveren der normalt havde tendens til utålelig utålmodighed sad overraskende stille, det gjorde hun altid når hun koncentrerede sig, normalt sad hun ellers og trippede, vippede med en fod eller pillede ved en nærliggende genstand. Knusende roligt fugtede hun læberne, selvom varmen var kvælende og hun mest af alt havde lyst til at kaste sig i den første og bedste kolde kilde hun kunne komme i nærheden af så måtte hun holde facaden.
"Desværre ja sir..." Ikaris skævede igen mod vinduet og rykkede så kort på sig som var hun ganske utilpas. "Han døde i tjeneste for mange år siden, i Krigen... Mod mørket!"
Forsigtigt vendte hun igen ansigtet mod Generalen, inden hun nikkede og trak på skuldrene "Det er længe siden, men for racer som os er år bare tid, det er underordnet!"
Kendte man ikke til elveren ville man næsten tro at hun faktisk var sentimental, men kun ganske kort, inden hun sendte Generalen et lille smil i stedet og gemte de blottede følelser væk.
"Han var kun i tjeneste syv år, desværre. Han var nok ikke bestemt til at være soldat. Men lidt fornuft fik han da banket ind" Mørkelveren slog sig kort på tindingen inden hun smilede utilpast og rømmede sig kort.
"Nå, jeg vil ikke sidde på dine vigtige papirer meget længere end nødvendigt General. Jeg håber at Lyset er med os alle i disse nye tider, vi er flere der har brug for det!"
Elveren rettede på tøjet og gjorde mine til at rejse sig, inden hun hurtigt satte sig igen, som kom hun i tanker om, at det i hæren var normalt at blive afskedet inden man forlod lokalet. I mellemtiden bankede hendes magiske impulser afsted, de hamrede imod Geir, magi der ville øge hans interesse for elveren, få ham til at føle behag ved hendes tilstedeværelse, noget der ikke ville lade hende gå.

Geir lod hendes ord sive ind og nikkede roligt. Det var fra før hans tid, selv med hans magi kunne han ikke hamle op med elvernes leveår, han havde næppe været mere end en ny rekrut, hvis hans forståelse for elverens alder var korrekt, det hele syntes at falde i hak og han nikkede kondulerende for ikke at rage mere i gamle sår.
"Jeg er ked af Deres tab, og med din hjælp her til aften og din fars uselviske støtte til vores sag, ser jeg at lyset står dig i gæld. Nok er tiderne mørke, men hvis der er noget, som vi kan hjælpe dig med, så vig ikke tilbage. En ven af lyset er en ven af os."
Et svagligt smil gled over hans læber. Kvinden foran ham var godt nok en fremmed, men hendes intentioner gav ham en følelse af indre ro og en tjeneste skulle ikke gå ugengældt. Lyset var til for at hjælpe dets folk og dette var en hjælp der ikke dømte på racer. Kvinden var mere en velkommen. Ligeledes var hun fri til at forlade stedet som hun ville og han smilte da hun satte sig igen, men rettede hende ikke, for det var korrekt. Det var upassende for en soldat at forlade hans nærvær uden tilladelse. Hendes manerer var gode for en civil. Det ville være en gevinst hvis hun kunne slutte sig til dem, som hendes far gjorde, men han ville ikke presse. Lyset var frivilligt og utvunget. Det var sådan Geir så det og det var sådan han ledte det.
"Om end du ikke har nogen ønsker nu, så er du altid velkommen iblandt os, måske vi kan hjælpe hinanden i fremtiden."
Med disse ord rejste hans sig og nikkede til hende. Hun var fri til at gå eller blive efter eget ønske, men han havde i sinde at følge hende til døren, ikke fordi han ikke havde tillid til hende, men fordi han ønske at være en venlig vært.