Sikke er skønt vejr som var i dag. Det var varmt, uden at være alt for kvælende, og takket været en lille blidt vind, blev man heller ikke fuldstændig stegt i solens stråler. Men det var alt sammen ved at gå på hæld, nu hvor aftenen nærmede sig, og solen begyndte at gå ned om bag bjergene. Det var ikke så sent aften at solens stråler havde forladt hovedstaden, men heller ikke så tidlig at det stadig fremkom som midt dag. Og nu var tiden komme til at kroerne så småt begyndte at få selskab. Mange valgte at være udenfor i dette vejr, men flere og flere gik ind mod kroen. Heriblandt den unge adel, William.

William var stukket af fra sine pligter endnu engang, og var ikke kommet hjem før han mente at hans kære hest trængte til fred og ro. Men det var et kort visit, næsten så kort, at man nærmest kunne være i tvivl om hvorvidt knægten havde været der. Han var hurtigt ude i det friske vejr med et æble i hånden og et kækt smil på læberne. Han skulle ned og nyde livet på kroen, som altid. Han smuttede med det samme ind af den let tunge dør, og blev med det samme mødt af velkendte ansigter, som han hurtigt faldte i snak med. Det var ikke fordi det var længe siden, men der skete altid noget nyt, når man havde venner fra alle sider af hovedstaden, og endda nogen som kom udefra hovedstaden.

Snakken faldte godt, indtil noget oppe mod bare fangede Wills opmærksomhed. En pige kom ind, ikke at det var unormalt, men der gik ikke mange sekunder før der var en eller anden dude, som nærmest satte sig på skødet af hende. Det var helt underligt, og hun virkede ikke videre begejstret. Will kunne ikke lide det. Virkelig ikke lide det. Så det endte med at han rejste sig op, og gik derhen og prikkede ret hårdt til fyrens skulder. ”Ikke for noget.. men gider du godt fjerne grabberne fra min kæreste?” det lød som et spørgsmål, men hans attitude gjorde det klart, at det ikke var op til diskussion! Det ville komme til at gå værst ud over ham selv, hvis han ikke gjorde hvad der blev sagt.

Det havde været et skønt vejr i dag og Isadora havde nydt det til fulde. Det var efter hånden et par måneder siden hun var kommet til hovedstaden, men endnu manglede hun en grund eller et spor til at føre hende ud af byen igen. Det havde dog ikke været så lige til at skaffe oplysninger her, som det havde været på landet og hendes dækhistorie havde for længst udspillet sin rolle. Hun holdt den stadig kørende, men mest for et syn skyld. Thelma og Jolene på kroen 'Det halve Svin' smilede bare skævt og sagde intet til det men hun vidste de havde gennemskuet hende. Ikke om hvorfor hun gik under et dække, men der kunne være så mange grunde for en ung pige til dette og hun spillede på de fleste.

I dag havde hun været rundt i endnu en handelsgade og se på butikker, købe lidt og lytte til sladder. Det havde været så frugtesløst som altid, men alligevel var hun kommet tilbage til sin hjem-kro med lidt at smile af. Ved et rent tilfælde havde hun spottet et par silkehandsker i den nuance hun vidste klædte Kira bedst og som denne en kjole i nogle nuancer mørkere. Hun så allerede frem til at give veninden dem ved en passende lejlighed. de havde dog mindet hende om at hun måske burde en anden ting også mens hun var i byen, nemlig opsøge sin mors slægtningen. Det var dog noget hun tøvede ikke så lidt med at gøre endnu og noget hun slog ud af tankerne så snart det dukkede frem der.

Som afledning og afveksling havde hun derfor forladt værelset og kroen, som skumringen var faldet på og havde fundet en anden kro på hovedgaden at slappe af på. Et godt sted at høre nyt og møde nye bekendte. Som hun kom ind havde hun set sig rundt. Hun adskilte sig en smule fra mængden med sin holdning og sit blik, men mest af alt med sit hvide hår. Hendes påklædning derimod var ikke specielt bemærkelsesværdig ved første blik. Et langt, mørkebrunt skørt, fornuftige støvler med en smule hæl og godt brugte, et korset i samme farve som skørtet og en løs sandfarvet bluse inden under og en mørkebrun jakke mod aftenens kølighed uden over. Hvad folk ikke så var slidsen i skørtet eller bukserne hun havde på indenunder. De så heller ikke de knive hun havde siddende skjult hvor de var lette at komme til.

Hun bestilte en øl, som hun satte sig i baren, og fik desværre selskab med til den. En fyr slog sig ned ved hendes side og var i løbet af få ord rykket endnu tættere på. Isadora startede med at stirre koldt på ham som hun rykkede sig væk, men selv ikke et fast 'nej' blev forstået. Isadora sukkede og lod sig glide af stolen så hun stod med fødderne godt plantet på jorden. Hendes blik veg ikke for tølperen, før en stemme valgte at blande sig og fik idioten til at smile skummelt til hende. "Sorry sweetheart, tage mig lige af forstyrrelse..." Med det vendte han sig fra hende og bemærkede slet ikke hvordan hendes øjne skød lyn mod hans ryg, som hans blik fæstede sig på den unge mand der var kommet hen.

"Pil af frøns. Jeg så tøsen først." Kom det hårdt, truende og affærdigende fra fyren, som han skubbede til den unge mand. Isadora så også på den nyankomne, mens hun trak sig et halv skridt tilbage og ud til siden så hun stod ordentligt, mens hun knurrede dæmpet. "Og hun var ikke interesseret eller imponeret!" Hun vidste hvordan det ville gå. Hun havde trods alt prøvet det før og havde ikke tænkt sig bare at se på, hvis de tog gik skridtet videre fra ord til knytnæver. Desuden havde hun virkelig løst til at give jubelidioten et par slag selv så han måse forstod budskabet om at hun ikke var interesseret.

Så tøsen først. Var det virkelig han comeback? Af alle ting i verden, så opførte fyren sig som om at pigen var en genstand han havde fundet på jorden. Den som finder, beholder. Der var bare lige det faktum, at den hvidhårede kvinde her, ikke var en genstand, men en person. Will’s blik blev automatisk mere hårdt i trækkende, som fyren kom tættere på ham med en truende aura. Skubbet havde været anset som værende hårdt, men flyttede knap William ret langt ud af stedet, andet end han lige drejede let, men kom hurtigt tilbage på plads.
Kvindens svar, fik ham dog til at løfte et øjenbryn, sammen med et smil. Han havde haft ret i at hun var langt mere hårdføre end mange af de andre kvinder som var at finde. ”Nok så du hende først, men det giver dig ikke ret til at behandle hende som en genstand.. Desuden, som du hører.. Var hun ikke interesseret eller imponeret over dit.. særprægede selskab.” Will var ikke sikker på hvornår bægret var fyldt over for manden, eller om han bare ventede på at Will var færdig med sit sidst ord, før han lod musklerne tage over. Et normalt trick fra mænd der tabte diskussioner og normalvis ikke havde for meget at gøre med mellem ørene. Will havde dog en langt større fordel, da han ikke havde helt langsomme reflekser. Det lignede ikke at han flyttede sig ud af flækken, som knytnæven kom faretruende hurtigt mod ham. Men inden den ramte var han som sunket i jorden. Han var direkte forsvundet fra stedet og kun efterladt en lille støvsky bag sig. Manden der havde lagt megen kraft sit slag, begyndte nu at miste balancen, da han jo fortsatte fremad i stedet for at ramme målet. Og mens han stod og fumlede med at få balancen tilbage, dukkede Will op igen bag ham i en ny lille støvsky. Han havde hænderne foldet og et smil på læberne, som tydeligvis morede sig kongeligt over fyrens problemer med at stå på føderne. Det gjorde det jo hellere ikke nemmere at han nok havde fået for mange genstande.

William prikkede ham på skulderen og kunne ikke lade hver med at havde et morende grin på sine læber. ”You missed.” kom der roligt fra ham, og manden begyndte klundtet at vende sig, med et rasende blik. Will kiggede over på kvinden igen, for at sikre sig at hun stadig var okay. Ikke at han betvivlede hun ville være det. Hun gav en ret tydelig aura af at havde ben i næsen. Noget usædvandligt, i forhold til hvad Will plejede at se.

Isadora holdt øje med begge mænd, som den frembrusende skubbede til hendes nyeste redningsmand. Hvad var det også lige ved hovedstaden der fik hende til at se ud som ledigt kød alle vegne? Og endnu mere - ud til at have brug for en redning? Ikke at hun klagede og da slet ikke som hun hørte den slanke mand tage hende i forsvar. Det sikrede ham et af hedes små smil bag den småberusede mands skulder. Denne fandt det dog alt andet tiltalende og virkede i den grad irriteret over at være blevet afbrudt i sit togt. Endnu mere som hans skub ingen effekt havde haft og fnøsen ligefrem talte tilbage til ham. Isadora kunne se det på måden han spændte i skuldrene på og høre det på tonen han svarede i.

"Du taler for meget og blander dig i ting der ikke rager dig, stump!" Fnyste manden og fulgte sine ord op med et direkte slag mod knægtens kæbe. Et slag der ville have sendt den anden i gulvet - hvis denne rent faktisk var blevet stående og havde modtaget det. Det var han dog ikke og manden drejede halvt om sig selv da kræften i slaget trak ham med sig rundt og fik ham til at se en smule forvirret ud et øjeblik. Så var det væk og vendte sig rasende mod den unge mand, som denne noget så flabet talte igen. "Snydetamp! Tør ikke engang stå op for sig selv." Endnu engang fulgte et slag ordene.

Isadora stod stivnet til stedet som hun så den unge mand undvige et slag ved at forsvinde helt. Hun havde halvt forberedt sig på at være alene om idioten igen, før hendes redningsmand dukkede op foran hende og grinende prikkede til mandens temperament. Hun mødte hans blik, som han så på hende og så mod manden bag ved der sendte et slag af sted. Optrinnet morede lydeligt de omkring siddende, der heppede på deres lokale mand og grinede på hans bekostning. Hun så kort ud over forsamlingen, før hun måtte træde til side for den lettere fortumlede og ganske arrige mand. Det bragte hende desværre nærmere et af bordene hvor en mand greb hendes håndled. Som hun vendte sig og skulede til ham grinede han bare. "Har dig, tøs. Vi kan jo ikke have Harolds gevinst stikker af mens han leger med hvalpen..." Hendes svar var så direkte som hans, men isnende koldt og fulgt af et frostlag der lagde sig over hans fingre på hendes arm. "Slip mig!" Så trådte hun hårdt ned over hans vrist, hvilket fik ham til at slippe og gav hende mulighed for at trippe væk fra bordet, hvorfra der lød en indædt banden.

Heldigvis fandt resten af mændene det ganske morsomt og især som den anden and rejste sig og gik efter hende. Isadora stillede sig klar hvor hun havde fri til at bevæge sig. Når det nu skulle være, så havde hun egentlig ikke så eget mod et rask lille slagsmål. Problemet var at hun var i håbløst undertal selv sammen med den unge mand og døren var i den anden ende af rummet. Hun drejede sig let, så hun kunne skæve til ham uden at tage blikket af sin modstanden. "Beklager det her... nogle mænd fatter bare ikke en hentydning om at pille af." Som altid i kamp faldt hendes manerer og hendes ordvalg til et langt grovere niveau. Som hun sagde det var mand nummer to henne ved hende og hun angreb før han kunne. To hurtige slag til afledning og så et velrettet spark der knækkede ham sammen og sendte ham i gulvet med et smertefuldt og overrasket udtryk. Desværre bragte det flere på benene også.

William morede sig gevaldigt over at manden så sig sur på ham, over hans lille nummer. Will måtte indrømme, til mandens forsvar, at det heller ikke var et spor fair trick. Det var et, som man kunne betegne som snyderig. Men som enhver anden krystallianer brugte han sine evner, når de gavnede ham, og det gjorde de bestemt i denne sammenhæng. Han blinkede kort til kvinden, ikke for at charmere hende eller noget, men blot for at vise, at han ikke bare sådan uden videre havde planer om at lade hende i stikken. Det gjorde man ikke. Will betegnede ikke sig selv som værende en gentlemand! Han havde for mange fejl, ifølge sin alt for fine familie, men deres opdagelse af ham, var da alligevel trængt lidt igennem. Bortset fra den del med at kvinder var sårbare og behøvede beskyttelse døgnet rundt. Sådan noget vås. De kunne sagtens forsvare sig selv. Og alligevel vågnede et beskyttergen i ham hver gang. Han brød sig ikke om at de blev behandlet skidt. Men det var ikke fordi det var kvinder, sådan var det med alle levende væsner han stødte på, på sin vej. Om det var mænd eller kvinder, kunne i sidste ende komme ud på et. ”Så vidt jeg husker, stod jeg heller ikke op for mig selv, men for en anden. Og tro mig. Hvis ud var ædru nok min fine herre, så havde du også benyttet din magi mod mig.” påpegede han ret neutralt og undveg den næste knytnæve, ved at træde til siden. Det hele var ret meget nemmere når manden var fuld.

En meget stor af hans opmærksomhed, forsvandt dog fra den store mand foran ham, da en anden greb fat i kvinden. Seriøst! Nogle mænd forstod ikke et nej, måtte Will med let skam indrømme. Heldigvis var ikke alle mænd sådan, men flertallet i kroen var desværre. Et imponeret og ret beundrende smil ramte dog hans læber, da kvinden slog igen og slap ud af hans greb. Imens begyndte den anden fulderik at slå ud efter ham igen. Hvilket førte til at William knibsede på hans strube så han blev distraheret, for bagefter at skubbe hårdt til ham, så han ramlede hen over et bord og ret hårdt ned på gulvet. William var ikke den kraftigste fyr herinde, men han var ikke svag af den grund.

Flere mænd begyndte så komme dem nærmere og danne en form for cirkel rundt om dem, som Will bakkede tættere på kvinden, til hans ryg til sidst ramte hendes. ”Tilsyneladende ikke.. Du må helt bestemt havde noget som andre kvinder ikke har.” og det var han også sikker på hun havde. Men det gjorde ikke at man kunne behandle hende sådan. Det virkede næsten som om, at hun var en salgs morskab for dem. En præmie svær at vinde, og sjov at lege med. Hvor kunne nogle folk dog være primitive. Will øjnede deres situation og det så ikke ligefrem godt ud. Indtil videre var de to mod ti.. ekstrem dårlige odds, taget i betragtning af at Will nok ikke var den bedste beskyttelse i verden. ”Jeg håber du kan tilgive mig for det her.” kom der roligt fra ham, og stille så kun hun hørte ham. Han tog fat om hendes håndled, og så kom mørket. Flere af mændene var lige sprunget frem med angreb, men måtte nu indse at deres mål var væk. Som sunket i jorden.

Will var vant til at teleportere, men han vidste også at for folk, der enten aldrig havde prøvet det før, eller sjældent var udsat for det, var det meget surrealistisk. Mørket og farten bemærkede William stort set aldrig. Det var naturligt, men det ville fungere lidt som en alt for hurtig rutjebanetur, der for kvinden ville komme meget uventet. Der gik ikke mange sekunder før de stod solidt på jorden igen, et par gader væk fra kroen i en mindre gyde. Den var ikke voldsomt dunkel, men den var lidt afsidig. ”Sorry about that.”

Isadora fnyste hånligt ved hendes redningsmands kommentar, som deres rygge stødte mod hinanden. "Evnen til at sige nej?" Hun havde ikke de højeste tanker om sit eget køn der kom på kroer. Alt for få af dem var der af anden grund end for at få en mand med hjem og det gav tydeligvis mændene en ide om at alle kvinder var sådan. Med mindre de selvfølgelig var tydeligt bevæbnede og i bukser. Det var desværre en påklædning hun fandt gav andre besværligheder i byen og som ikke helt passede til hendes dækhistorie. Lige nu betød det dog intet som flere mænd kom til og omringede hende sammen med den unge mand. Deres blikke var fyldt med problemer for de to unge, men i nogle af dem så hu også hvad de så frem til at gøre ved hende. Intet rart eller noget hun ville lade dem.

Så lød den unge mands stemme dog igen, som hans hånd lukkede sig om hendes håndled. Hun drejede hovedet for at se på ham og havde allerede et skarpt svar på læberne, før verden forsvandt og mørke lukkede sig om dem. Hun kunne intet se, intet mærke andet end fart og det faste tag den unge mand stadig havde om hendes håndled. Intet lys, ingen retning og intet andet end den sugende, kvalmende fornemmelse af uvished, før mørket spredtes så hurtigt som det var kommet og alt omkring dem var forandret.

Isadora blikkede med øjnene for at klare dem som omgivelserne slog sammen om hende. Mest af alt lugten i gyden var ikke til at komme udenom. Hun lod blikket glide rundt, før hun vendte sig mod den unge mand og gav ham et slag på skulderen. "Hvad i alverden gjorde du? Hvor er vi?" Forvirringen i hendes sind var kun overgået af hendes dårlige forhold til at miste kontrollen - og havde hun lige mistet kontrollen! han havde flyttet dem guderne måtte vide hvor hen i løbet af sekunder og uden at se ud som om det var noget særligt! Hun åbnede munden for at sige noget mindre pænt om hvad hun mente om ham lige nu, som lyden af løbende fodtrin nærmede sig enden af gyden på vejen der førte forbi og stemmer råbte om at de to ikke kunne være nået langt.

Et smil nåede frem på Wills læber, som han svagt rystede på hovedet. "Tror det er mere din evne til at sige nej, der gør dig mere spændende." svarede han roligt. Det gjorde at hun var svære og derfor mere eftertraktet.. Det var altid for mænd, bedre at havde kæmpet lidt inden de fik, end at de bare fik noget så snart de gik ind af døren. De fleste nød i hvert fald fulde drag af at pragle bag efter. Noget Will før havde lagt øre til. Ikke videre noget han fandt interessant. De måtte være sammen med hvem end de havde lyst til for Wills skyld, såfrem de ikke tvang kvinden til noget, kunne han ikke være mere ligeglad.

At kvinden var en smule omtåget efter at være blevet teleporteret væk, forstod han egentlig godt. Han havde ikke tænkt over det, men nu han så hvordan hun stod og skulle blinke med øjnene for at genvinde fornemmelsen af hvor hun var, blev det lidt mere klart for ham. Hendes lette slag på hans skulder, fik ham kort til at kigge ned på skulderen, mens han forsøgte at kvæle antydningen til et smil. Det var ikke fordi hun slog hårdt, eller hån for at hun ikke slog ham så hårdt at han ville føle smerte ved det. Det var mere måden hun gjorde det. At hun bare sådan uden videre tanke vendte sig om og gav ham et slag på skulderen, som morede ham. "Vi er i gyden et lille stykke fra kroen.. og du så selv hvordan de kiggede på dig derinde.. det ville ikke havde været rart hvis vi ikke slap væk." svarede han roligt. Da hun så ud til at ville sige noget mere, kiggede han blot afventende på hende. De blev dog hurtigt forstyrret af lyden af løbende fodtrin, som fik Will til at dreje hovedet. Nu blev han pludselig i tvivl om hvordan denne gyde egentlig så ud.. om den havde en udgang i den anden ende, eller de skulle til at gemme sig.. Grimassen i hans ansigt hældte mere til at de var nød til at gemme sig. "Vi får vist snart selskab igen."

Isadora så på den unge mand med en blanding af irritation og opgivende morskab hun ikke helt kunne undertrykke, som han så ned på den skulder hun havde dasket til. Hun havde ikke slået hårdt på nogen måde. Det havde kun været ment som en markering og som en måde at få hans opmærksomhed fuldt. ikke at han virkede til at have svært ved at holde den på hende - på en rar måde dog. Han virkede troværdig og som en hun ville kunne komme til at stole på. Så meget sagde hendes mavefornemmelse hende allerede, men om den havde ret - det var der et stykke til at hun ville finde ud af. Hun bemærkede dog at han ikke svarede hende helt, men kun delvist og det fik hende til at hæve et øjenbryn af ham, før hun så sig nærmere om i gyden.

"Yeah, det så jeg. De virkede bestemt ikke tilfredse med at nogle af deres egne fik hvad de fortjente..." Hun smilede tyndt og skævt. Ud over sparket hun havde givet den ene i de ædlere dele havde hun også fået brækket en næse og vist hun ikke tøvede med at slå først. Ike at det på nogen måde havde hjulpet på stemningen i kroen. Lyden af skridt tiltrak hendes blik og fik hende til at trække sig dybere ind i skyggerne og derved ind mod de unge mand. Hun sænkede stemmen, som hun så sig mere vurderende om og med mere end en smule sarkasme svarede ham. "Det siger du ikke! Og du har vel valgt gyden efter dens flugtmuligheder?"

Isadora drejede sig om mod ham og lod så blikket glide mod bunden af gyden. De stod omkring midt i den, men længere inde skjulte mørket om den endte blindt eller i en mulig udgang. Så vendte hun blikket mod ham som stemmerne stoppede udenfor gyden og det lød til at de diskuterede noget. "Skal vi se hvor den ender? Jeg har faktisk ikke lyst til at blive fundet her." Hun strøg fingrene over bæltets kniv som hun sagde det, men tog aldrig blikket fra ham. Følelsen af skæftet var beroligende, skønt hun savnede sit sværd.

At han ikke fik svaret hende, var egentlig blot fordi det lå ham så ligetil, og at han var så hurtigt til at glemme, at det ikke var en normalhed for andre. At teleportere sig, var jo en del af ham. Hendes skeptiske blik og hævede, fik ham dog til at huske hvad hun egentlig havde spurgt om. Først havde han set lidt nysgerrig og en smule forvirret ud over hendes hævede øjenrbryn, men tieren var hurtig faldt hos ham. "Teleportering.." svarede han hurtigt, med et let skuldertræk. Hun havde nok regnet det del ud efterhånden, men han bekræftede det da i hvert fald, hvis det var den tanke hun havde haft.

"Det er de af en eller anden årsag aldrig.. det kan jeg virkelig ikek forstå." svarede han med sarkasme og en smule morskab i stemmen. Nogle mænd, var godt nok for dumme og nemme at gøre utilfredse. De havde fået det, som de havde fortjent, men desværre havde de ikke haft mulighed for at gøre mere, når de var stærkt i undertal. Will trak sig ligesom kvinden, tættere på væggen og skyggerne, for ikke at være så nem at få øje på.
Han bed sig kort i læben over hendes spørgsmål, men morede sig dog over hendes sarkastiske svar. "Klart.. hvad regner du mig for.." kom der med en let lav latter fra ham, inden han kiggede ned mod mørket. "Selvfølgelig valgte jeg ikke gyden efter dens flugtmuligheder." indrømmede han, hvor der var langt mere alvor at spore i hans stemme. han kunne ærlig talt ikke huske om der var en vej ud, eller om de var fanget.

Will rettede blikket tilbage mod mændene der stod i enden af gyden og talte lavmælt. det var tydeligt at de ikke havde set dem endnu, men Will havde lige så lidt lyst til at vente på at de fandt dem, som kvinden havde. Han nikkede derfor, og fulgte efter hende ned til enden af gyden. Han sørgede for at gå forsigtigt og ikke larme. ingen grund til at vække deres opmærksomhed.
Kvindens fingre som holdte sig i nærheden af bæltet, fik ham kort til at løfte et øjenrbryn. der var ingen tvivl om at hun havde noget i gemmerne, og ikke ligefrem var tryg ved at være alt for sårbar. Will tog det dog ganske roligt. Han sørgede for at holde hovedfokus på gydens slutpunkt. Hvordan det slutpunkt end måtte se ud. Selvom frygten for at det var en blindgyde blev større og større.

Et blik og så et nik var alt reaktion Isadora gav da hendes redningsmand alligevel valgte at oplyse hende om hvordan de var kommet fra krostuen til gyden. En nyttig evne måtte hun indrømme overfor sig selv, skønt det stadig gøs i hende ved mindet om turen gennem mørket. Det var lige før hun hellere ville have kæmpet sig ud af krostuen end haft den oplevelse for fornøjelse ville hun slet ikke tænke på det som. Så smilede hun stramt tilbage til den unge mand med en latter i de grå øjne der ikke var til at tage fejl af. Han havde humor. det måtte hun give ham.

Hvad vigtigere var, så kunne han være forsvundet på et hvilket som helst tidspunkt eller slet ikke have blandet sig i hendes skæbne. I stedet var han kommet hende til undsætning og var blevet ved hendes side. Overraskende i den verden hun levede i og meget uventet. Hans næste svar fik hende faktisk til at skule af ham, mens hun beherskede sig fra at række tunge af ham også. "Hvorfor undre det mig ikke?" Hun sendte ham et skævt smil der dog på ingen måder nåede hendes øjne længere og tog så de første skridt dybere ind i gyden. "Men så må vi jo se hvad vi fik af Chance..."

Hendes hæle gav små smæld fra sig som hun gik hvor forsigtigt hun end gjorde det, men de var heller ikke beregnet til stille gang. Bag sig kunne hun høre de fjerne stemmer nå til en form for enighed, som de blev stille og flere skridt ledte væk fra gyden. Desværre var flere også på vej ind i gyden. Hun så tilbage mod den unge mand en enkelt gang, før hun så fremad igen og nogle meter længere inde gik i stå. Selvfølgelig skule det være en blindgyde. Hun vendte sig mod ham og mødte alvorligt hans blik. "Flere ideer? Eller skal vi se om vi kan kommer over?" Hun lød alt andet end overbevist om at det var en mulighed. De sidste to hun så var hun dog endnu mindre begejstret for - at nedkæmpe de der var fulgt efter dem ind i gyden eller de kunne teleportere sig derfra, hvis den anden kunne klare flere hop på en aften.

Will kiggede lidt på hende med et smil. Men ligesom ved hende, var der faldet langt mere alvorlige folder over foretagende. Det havde ikke lige været gennemtænkt, men hans første tanke havde bare at komme væk. Faktisk havde det været på at få hende væk. Han ville så helst ikke selv være alene i slåskampen, men nu var de væk, og nu måtte de løse problem nummer to. Men nu måtte vi se hvad Chance havde givet dem at arbejde med. Han kommenterede ikke på, at han nemt kunne teleportere dem væk, men det havde først været ren impuls løsning, og at hun ikke stolede så meget på ham, forstod han også godt. Han valgte blot at tage det hele med ro og følge hende ned i gyden, mens han holdte øje med åbningen og mændene der begyndte at gå ind. Det skulle nok opnå at gå galt, hvis ikke de passede på.

Will stoppede op og kiggede op af den høje mørke væg og så over på kvinden. "Tror det vil være meget optimistisk, at mene vi kan bekæmpe muren.." svarede han og kiggede tilbage mod mændene der stadig er på vej ind. "Jeg kan sagtens teleportere os væk, men det er vigtigt at du stoler på mig. Jeg kunne ikke teleportere langt før, fordi du ikke var forberedt.." forklarede han meget alvorligt og så på hende. Det ville være urealistisk at hun ville stole fuld og fast på ham, men hun var simpelthen nød til at forholde sig roligt og nogenlunde tryg ved det han gjorde, for at det ikke skulle gå helt galt. "Men vi skal også havde fundet et sted, som vi ønsker at tage hen. Bare jeg har været der før."

Muren var intet lovende syn og jo mere Isadora betragtede den jo mindre blev den det. Hun havde klatre en del, men der var ingen udhæng, ingen større ujævnheder og intet at få et afsæt fra. Der var heller ingen døre i denne del af gyden eller vinduer der vendte denne vej. De var i den grad fanget og ved hendes redningsmands ord skar Isadora en grimasse. "Yeah, den har lidt for mange fordele til jeg synes vi skal tage den kamp..." Det efterlod dem dog med ganske få andre muligheder, hvor af hvilke han valgte at fremhæve den hun helst havde ville undgå. Det var desværre også den bedste mulighed for at slippe væk de havde, hvis det skulle ske i hel tilstand.

Hendes blik hvilede i hans et langt øjeblik, før hun nikkede let, rakte ud og tog hans hånd. Det krævede en dyb indånding, men hun gjorde det og med endnu en fik hun sit sind i ro. Hvor kort tid hun end havde kendt ham, så stolede hun nok på ham til at lade ham teleportere dem væk. Så hævede hun dog spottende et øjenbryn. "Og hvorfra skulle jeg vide hvor du har været før?" Hun kunne ikke lade være med at sende ham et muntert blik, før alvoren atter tog over. "Parken omkring katedralen? Der er et åbent område der med et springvand. Har du været der?" Det lå i den anden ende af byen, i et andet kvarter og forhåbentlig længere væk end de slagsmålssøgende mænd ville søge.

William nikkede som svar. Den havde desværre alt for mange fordele, til at de ville havde en god chance for at klare den over, inden de blev indhentet. Hvis de da overhovedet ville nå halvvejs op! Han smilede roligt og varmt til hende, og ventede ganske afslappet til hun havde fået ro i sig selv. ikke at det tog lang tid, efter hun havde kigget på ham et langt øjeblik. Han følte lidt at hun vægtede om han var til at stole på, og nåede til sidst til afgørelsen med at han var. Han tog imod hendes hånd og gav den et lille klem, for at vise at han havde fat og ikke gav slip på hende igen.

Will himlede med øjnene, men ikke uden at morskaben var at finde i de mørkebrune øjne. Ja, hvor skulle hun vide det fra. Men det var også bare for at pointere at hun ikke kunne komme hverhen hun ville. Det krævede han havde været der før. Men han kommenterede ikke videre på det, og de alvorligere folder tog igen over. "Ja, mange gange.." svarede han roligt og lukkede øjnene. Det hele var nemmere når han havde et visuelt billede. Men det som krævede mest energi, var at det var langt væk, og han skulle havde en med sig. Han tog en dyb indånding og sukkede let. "Denne tur, vil tage lidt længere tid, og måske virke lidt voldsommere. Men jeg slipper dig ikke." han så alvorligt på hende, og længe ind i hendes øjne, indtil han var sikker på at hun forstod. Det var også lige tidsnok, for nu var mændene alt for tæt på, til at andre muligheder ville være der.

Med et sus, var de forsvundet sporløst fra stedet hvor de havde stået. Wills greb i kvindens hånd var blevet lidt mere fast, som de var inde i mørket. Will var egentlig mest konsentrerede og bemærkede stadig ikke hvordan det hele drejede, og at det godt kunne føles som om at ens balanceevne var blevet fuldstændig ødelagt. En let forstyrrelse fra sidden, fik ham til at trække kvinden tættere ind på sig. Således ville hun heller ikke miste balancen fuldstændig og han ville ikke miste grebet i hende, og hans fokus blev kort bragt ud af balance. Hvilket førte til, at da de synes at være kommet tilbage virkelighedens verden, mærkede Will vandet med det samme. Både ved hans fødder som stod i vand til op over anklerne, men også det som faldte ned fra springvandet. Typisk.

Det lille klem han gav hendes hånd var mere betryggende end Isadora helt ville være sig ved. Måske havde hun valgt at stole på ham og tro på han havde hendes bedste i tankerne, men det gjorde hende ikke tryg ved måden han ville redde deres røv. Endnu engang. Det hjalp dog lidt at se ham himle med øjnene over hendes første svar, men passede hende glimrende at det var alt han gjorde. Trods deres små morsomheder og bidende kommentarer var der ingen tvivl i hendes sind om at han tog deres situation så alvorlig som hun. Så hun nikkede lettet da han bekræftede han havde været i parken før og holdt blikket på ham, selvom skridtene i gyden var kommet faretruende nær dem nu og stemmerne lød til at have fundet noget.

Så nikkede hun igen og strammede grebet om hans hånd. "Lad os gøre det." Hendes tone var lidt anspændt, men som hun trak vejret dybt tvang hun sig tilbage i ro. Han vidste hvad han gjorde. Det måtte hun stole på. Messende det indeni sig selv mødte hun hans blik med mere sikkerhed og nikkede så igen. Godt det samme, for i det samme skete to ting: et råb meldte mændenes ankomst og en susen meldte mørkets.

Hun strammede grebet krampagtigt og løsnede det så igen, kun for at mærke at den unge mand havde strammet sit greb også. Mørket hvirvlede om hende og fik hende til at svaje. En bevægelse hun kunne mærke forplante sig, men som hun ikke kunne stoppe igen. End ikke som den unge mand trak hende ind tættere på sig eller som hendes før frie hånd fandt hans skulder at hage sig fast til. Det sikrede også at hun var helt ude af balance da de landede og fuldstændig uforberedt på at det var i vand til op over anklerne og med det faldende ned over sig også.

Så hun tumlede videre fremover og ind mod ham håbende han kunne gribe hende og stoppe hendes fald for ellers ville de begge ende fladt i vandet.

Will nikkede til hende og smilede lidt, og valgte at se bort fra anspændtheden i hendes stemme. Det var ellers en rar måde at rejse på hvis man spurgte William. Men han fik bekræftet sin mistanke om at hun ikke var glad for det, og at hun så absolut ikke var vant til det. Hans anden frie hånd, tog automatisk fat i hendes arm, som den ramte hans skulder og hun hang sig fast. Hendes balance var kommet mere ud af balance end han havde regnet med, og selvom han ramte jorden uden at være påvirket rent balancemæssigt, var hun ikke lige så heldig.

Hendes tumlen, fik ham dog til at reagere ganske hurtigt. Han havde set senariet før, men lgie nu så det også ud til, at fik han ikke fat i hende, styrtede han med, da de stadig holdte hinanden i hånden. Det var en ret underligt stilling de stod i, men slap ikke hendes hånd, før han havde fat i hende. Hendes fart til at falde gjorde dog, at han var nød til at løfte hende op fra jorden, og mere eller mindre og stå med hende i favnen. Først da han var sikker på at hun ikke forsvandt ned i vandet, og tog ham med, ånede han lettet op. Han kiggede ned på hende, som han stod med hende, og kunne ikke dy sig fra at smile lidt drenget. "Er du okay?" spurgte han dog hurtigt bekymret, og sørgede for at sætte hende forsigtigt ned igen. Hun ville uden tvivl ikke bryde sig om, at han stod med hende i havnen, som en anden brudgom der skulle til at bære sin brud ind i huset! Han holdte dog stadig fast i hendes arme, ganske roligt, for at være sikker på at hun ikke falte eller mistede balancen igen. "Jeg øhm.. Undskylder for at jeg ramte lidt forkert." sagde han så, som vandet stadig løb ned over dem fra springvandet. Det havde ikke lige været hans hovedbekymring, da hun var ved at vælge, men nu kunne han pludselig mærke at han var ved at være gennemblødt.

Isadora havde spærret øjnene op som hun var tumlet fremefter da de var landet og hun endnu engang denne aften havde mistet kontrollen over hvad der skete fuldstændig. Det var ikke en følelse hun brød sig om eller normalt håndterede særlig pænt, men faldende lige i armene på den unge mand der havde brugt sin aften på at redde hende, blødgjorde og noget inden i hende. For han blev bare ved med at være der for hende og redde hende. Denne gang kun for en dukkert, hvor hun efter alt sandsynlighed ville have trukket ham med sig ned, men alligevel vel. Så det var med et lille varmt smil på læberne hun så op i hans mørke øjne, mens hun forsøgte at finde fodfæstet holdt oppe som hun var.

Så lo hun dæmpet af hans bekymrede ord. "Hvis jeg havde troet du ville tage mig så bogstaveligt havde jeg foreslået et andet sted at flygte hen..." Drillede hun ham let, men lettelse over at de var ankommet hvor de ville hen og at de var sluppet fra deres forfølgere var tydelig sammen med munterheden i hendes grå øjne. Så løsnede hun grebet en smule, som hun helt fik fødderne til jorden igen og strøg så håret væk fra ansigtet. Det og resten af hende var godt på vej til at være gennemblødt af vandet. "Vi kom væk. Det er det vigtigste - og tak for det!" Taknemmeligheden i hendes stemme var ægte og dybt følt.

Landingen i springvandet satte dem dog i et nyt problem. Isadora så smilende og så hovedrystende på ham, før hun gav hans hånd et lille klem. "Måske vi skulle forlade springvandet?" Hu lod handling følge ord, skønt hun hurtigt blev klar over præcis hvor tungt hendes skørt var blevet. Forårets nattekølighed meldte sig også hurtigt på banen, som vandet ikke længere havde det meste af hendes delte opmærksomhed. Det meste af den lå dog stadig på den unge mand. Så lo hun igen, slap hans hånd og rakte sig frem til hilsen. "Navnet er Isadora - hvem har jeg haft fornøjelsen af at lære at kende?" De var aldrig noget frem til at udveksle navne og selvom hun havde stolet nok på ham til at teleportere sig tværs gennem byen så havde hun ikke lyst til at give ham hendes efternavn.

Will grinede let af hendes ord, og lyste op i et mere drillende og glad ansigtsudtryk. Hun var heldigvis ikke kommet til skade af nogen art, og selvom turen nok ikke havde været beroligende for hende, virkede hun ganske nede på jorden omkring det. Dertil var lettelsen fra dem begge, over at de var kommet væk fra deres forfølger, nok det mest gennemtrængende. "Det lyder som et spændende sted, du har i tankerne! Det skulle vi nok havde snakket om noget før." gav han hende drillende igen. Det var en rar lille ting at de kunne være sådan, til trods for at de egentlig ikke kendte hinanden. Små drillerier, og det faktum at kvinden havde humor! Ikke noget Will var vant til at socialisere sig sammen med, og han kunne ærlig talt rigtig godt lide hendes selskab, selvom hun havde været lidt problemtiltrækker. Men man skal jo leve livet lidt farligt.
"Til tjeneste." svarede han og lavede et let buk. "Skulle det være en anden gang" tilføjede han med et blink i øjet. Han ville med største fornøjelse hjælpe hende ud af knibe igen. Selvom han nok foretrak at hun ikke kom i slåskamp med sådan nogle typer. Det ville han ikke byde nogen, nu han tænkte efter.

Will løftede let hovedet, blot for at blive ramt i hovedet af noget vand. Han rystede hovedet let og smilede. "Det tror jeg nu er en rigtig god idé" medgav han havde og kom hurtigt ud af springvandet, men holdte stadig fast i kvindens hånd, for at hjælpe hende over. Ikke at han betvivlede hun kunne selv, men gentlemanden som hans mor havde banket ind i ham, sad tydeligt fast. Han slap hendes hånd, for derefter at række den anden frem og trykke hendes hånd. "En glæde at møde dig, Isadora. Mit navn er Will." han præsenterede sig altid med sit kælenavn, men de fleste kunne godt regne ud, at hans egentlige navn var William. Det lå lidt i kortene. Han kiggede lidt ned af sig selv, og måtte konstatere at hans jakke heldigvis kun var blevet våd udenpå, og stadig var tør indening. Dog havde den ikke været lukket, så hans skjorte havde suget vandet godt til sig. Den let kølige forårs nat, hjælp derfor ikke så meget på varmen, men selvom han var lidt kold, følte han ikke ligefrem at han fryste. "Fryser du?" spurgte han, eftersom hun så langt mere gennemblødt ud end ham. De havde begge fået en del vand af at stå under det springvand.

Med tankerne langt fra sin stand og fanget i nuet, reagerede Isadora på hans ord på den eneste måde de fortjente. Hun rakte tunge af ham! Så indså hun dog hvad hun havde gjort, stivnede umærkeligt, før hun lo perlende og rystede på hovedet. Han gjorde det så let at glemme alle bekymringerne og bare nyde øjeblikket. Selv et øjeblik som det de lige havde delt med barslagsmål, idioter på jagt efter dem og teleportering ned i et springvand. Det sidste havde især skubbet til hendes humoristiske sans og bragt hendes alvorlige facade ud af balance.
"Forhåbentlig bliver det ikke nødvendigt!" Udbrød hun så med følelse, men nejede så let med et skævt smil på læberne. "Men skulle det ske ville jeg da bestemt sætte pris på hjælpen endnu engang." Der var noget ved hans drengede smil og lethed i sin udstråling, der fik hende til ikke bare at slappe af omkring ham, men også ønske at lære ham nærmere at kende.

Så lo hun let igen, som de hver især begav sig i færd med at forlade vandet. Han med betydelige mere lethed end hun og som han strakte en hånd ud mod hende tog hun gladeligt imod den. Der var en grund til hun foretrak bukser! Noget hendes skørt kun understregede som hun fik fast grund under fødderne og skørtet kom til at hænge i sin fulde vægt ned. Ikke at det forhindrede hende i at præsentere sig eller klemme hans hånd venskabeligt. "I lige måde Will!" Hun smilede til ham og slap så hans hånd for at se ned på sit skørt med rynkede bryn. Det var vådt, men det virkede som om det havde holdt vandet fra hendes bukser. Stort plus! Alligevel bøjede hun sig ned og begyndte at vride vand ud af kanten på skørtet uden at tænke over at hun trak det tilside og afslørede indenunder.
Som han talte, så hun op og smilede. "Nej, ikke endnu - du?" Hun vidste det ikke ville vare længe eftersom hendes jakke var blevet våd og den havde ikke sluttet til i halsen så blusen indenunder var også. Måske var is hendes element, men det betød ikke hun kunne tillade sig al form for afkøling. Derfor lod hun også skørt være skørt og rettede sig op. "Vi bør nok finde noget tørt tøj..."

Det var en rar forandring ved hende, at hun var løsnet mere op end inde i gyden og kroen for den sags skyld. Men det havde også været en helt anden situation, end nu, hvor de var i den anden ende af byen, og ikke ligefrem havde nogen i hælende af sig. Stort plus til at man kunne løsne mere op. Han smilede til hende, med et glimt i øjet. Han skulle med glæde hjælpe hende ud af et slagsmål eller to mere. Men nej, forhåbentlig blev det ikke nødvendigt! Det ville Will i hvert fald foretrække. Ikke så meget for sin egen skyld, men for hendes. Det var ikke svært at se hvad de mænd ønskede af hende, men for ikke at trykke stemningen, valgte Will helt at lade hver med at tænke på det. De var væk fra dem, så ingen grund til bekymring på den front.

Will fulgte hendes bevægelse, som hun bevægede sig ned for at vride vandet ud af kanten af sit skørt. Han løftede kort et øjenbryn, da han ikke havde opfanget hvad hun lavede, indtil hendes ben blev synlige. Begge hans øjenbryn kom lidt højere op, inden han efter få sekunder fik tvunget sig selv til at kigge væk fra området. Det var et nydeligt syn, det var der ingen tvivl om! Men han var nok gentleman til ikke at stirre, og dertil ville det nok også forskrække hende meget mere end det ville gavne.
Han vendte blikket tilbage mod hende, som hun rejste sig og smilede til hende. "Nah, selvom min skjorte tydeligt mente, at den skulle suge al vand i springvandet til sig." svarede han og kiggede ned af sig selv. Hans skjorte var hvid, og var derfor også blevet en smule gennemsigtig. Det var dog ikke noget der generede ham. Han var en mand, og gemte ikke ligefrem på nogen derinde.
Will nikkede. "Ja, men spørgsmålet er mere, hvor finder vi noget tørt tøj." påpegede han med det naturlige drengede smil på sine læber.

Isadora løftede ansigtet og skævede til Will gennem det løse hvide hår, mens hun vred kanten på sit skørt. Det var lavet med en slids der gik langt nok op til at hun havde maksimal bevægelsesfrihed og hu havde bukser på indenunder. Stramtsiddende ja, men stadig ikke bar hud eller underskørter. Et lille smil krusede hendes læber, som hun så det løftede øjenbryn, hans glidende blik og derefter hvor hurtigt det blev fjernet. Åh godt.. nu har jeg chokeret ham også med min ligefremhed... Der var ikke så meget at gøre ved det, men hun lod en del mere vand end hun havde tænkt sig forlive i skørtet, som hun kort efter rettede sig op. Lidt havde det dog hjulpet på vægten allerede.

derefter var det så hendes tur til at lade blikket glide over hans bryst gennem den nu våde og gennemsigtige skjorte, før hun hævede blikket til hans øjne og smilede skævt. "Det var den ikke ene om... min bluse tog også sin del til sig!" Forskellen var at med hendes kunne det ikke ses på grund af jakkens tykke stof. Så ed hun jeg i underlæben, mens hun lod blikket glide eftertænksomt ud over deres omgivelser, før de fandt tilbage til Wills brune øjne. Hun havde tørt tøj hjemme på værelset, men at invitere ham hjem til hvad der var hendes midlertidige hjem var hun ikke helt indstillet på. Han var flink, sød ligefrem og fik hende til at slappe umådelig meget af i sit selskab, men hun havde stadig sin sikkerhed at tænke på. Og ry. En pæn pige inviterede ikke en mand med hjem og hun var trods de flintede kanter stadig en pæn pige af opdragelse. For det meste i hvert fald. "Godt spørgsmål... Bedste bud er nok at tage hjem efter det..."