Der var nok gået et stykke tid, siden Hakims lille leg med Ethel. De var på vej tilbage til lejren, der var blevet stillet op i lysningen, ham, Torak og Stygg. Cate var løbet i forvejen for at sørge for at der var klar i Hakims telt, mest af alt fordi hun ikke kunne håndtere situationen som den var i øjeblikket. Hakim bebrejdede ikke sin næstkommanderende. De havde været gennem tykt og tyndt sammen, og deres loyalitet til hinanden var ret så stor. Hun var nok slet overhovedet ikke glad for situationen. Det var Torak og Stygg egentlig heller ikke, for broderparret gik på hver deres side af deres leder, der lige nu gik i et lidt for langsomt tempo i forhold til hvad han plejede. Han var ikke kommet uskadt igennem sin lille lej med lyskrigeren. Flere steder blødte det fra forskellige sår hun havde lavet på ham, men det var allerværst med det noget dybere sår han havde i brystkassen. Det hæslige knæk der var kommet, da hun havde stukket sit sværd ind i ham, burde bære nok vidne til, at det ikke bare var et kødsår.

Flere gange tilbød begge brødre at støtte ham, men Hakim ønskede ikke den form for hjælp. Han havde rodet sig ud i en åndsvag situation og dette var resultatet. Hvis han ikke engang kunne gå ved egen hjælp, hvilken uduelig leder var han så ikke? Det gik ganske simpelt ikke. Han kunne ikke vise svaghed, ikke foran resten af sin gruppe. De stolede alle sammen mere eller mindre på ham, fordi han var en mand, folk så op til. Det ville han ikke ødelægge ved, at blive båret ind eller ved at støtte sig op af folk - Selvom han ofte bare havde lyst til at kollapse. Det var ikke umiddelbart til at se, hvor slemt det egentlig var. Hans tøj var sort og derfor var blodplamagerne ikke så synlige, men da de endelig var kommet ind i lejren, var hans blege ansigt noget tydeligt i bålets skær.
Der var heldigvis ikke ret mange oppe lige nu. Der var Thalos, Ragna og et par stykker lå i et telt lidt væk og sludrede. Uden at tænke nærmere over det, lod Hakim sig dumpe ned ved bålet, hvor de tre førstnævnte var, smilende tørt, men med øjne der var matte af udmattelse.
"Hvor er den mjød jeg købte i hovedstaden? Har Torak drukket det hele igen?"

Ragna havde ikke taget yderligere bemærkning i at Hakim havde været væk et stykke tid, det havde hun efterhånden lært at skete engang imellem. Dog var der stadig masser af ting hun havde at lære ved at være en del af dette farverige fællesskab, selvom hun da selv syntes at hun langsomt var ved at komme efter et hele.

Hun havde hjulpet til med at få lavet en stuvning over bålet, mest af alt bestod den af kartofler og kanin, en enkelt fugl var dog også røget ned i retten. Forhåbentligt ville de større byttedyr snart vise sig selv nu hvor foråret var over dem.
Med en doven bevægelse strakte hun sig som hun betragtede den mørke himmel, dovent gnavende på et stykke brusk fra stuvningen. Det var egentligt sært med de lysglimt der lod til at komme engang imellem, ingen lyn syntes at være bringerne af dem. Snart så hun hvordan de tre mest betroede valgte at forlade gruppen, vel for at opsøge Hakim.
Hun havde trukket på skuldrene og istedet færdiggjort sit måltid. Først da Cate hastigt kom tilbage, og nærmest styrtede ind i deres leders telt rejste halvskabningen et øjenbryn i undren. Var der sket noget+

Synet af Hakim og de to nordmænd der omgav ham, fik hende umiddelbart til at tænke at der ikke var sket noget. Eller det var lige indtil Hakim kom ind i lyset af bålet og man på det nærmeste kunne se sveden perle på hans blege ansigt, samt hullerne i tøjet. Den ene virkede nærmest som om den glinsede.
Der skulle ikke mange snusen indad før det gik op for hende at det var blod på hans sorte tøj. Højest sandsynligt hans eget.
Et kort grin forlod hende, han ville tilsyneladende ikke gøre det helt store ud af det, forståeligt nok nu han jo var deres leder. '' Nah, jeg gemte en flaske i dit telt tidligere, medmindre han har fundet det så skulle der være frit slag til dig. ''
Hun sendte et grin mod Torak, det var meget hurtigt gået op for hende at hvis man ville have mjød mens man var nær ham skulle man være hurtigt på dupperne, eller hvertfald meget opmærksom.

'' Hvae er der sket med dit tøj+ haft nærkontakt med et tornekrat+ '' Hendes stemme dæmpede sig, nok til at han burde kunne høre det, men nok til at bålets knitren nok kunne gøre at de andre omkringværende ikke ville kunne opfange så meget af samtalen.

Det var dumt, det vidste Hakim godt, men nu sad han her jo. Det kunne vel ikke gå meget mere galt, kunne det? Hvis bare han varmede sig lidt ved ilden og lige fik noget der kunne dække for det værste af sårene, skulle det nu nok gå. Selvom hans krop sagde noget andet da han kunne mærke koldsveden risle ham ned ad ryggen, som han sad der, lyttende til Ragnas latter.
Da hun fortalte hvor mjøden var, satte Torak hurtigt af sted, uden at besvare noget af hendes latter. Det ville han ellers under normale omstændigheder have gjort, for manden havde fået respekt for Ragna. Men i aften mente han ikke, der var noget at le over. Han ville bare hjælpe sin leder, det samme gjaldt Stygg der havde sat sig ved siden af og lige nu så ud til at holde godt øje med Hakim.

Hendes spørgsmål fik Hakim til at se op fra bålets skær. Hans blik var gået fra sjovt til alvorligt og noget Stygg sagde fik Thalos og Mordrin til at gå deres vej. Egentlig burde Ragna også smutte, men nu var det jo netop hende der havde spurgt. Desuden havde han bevist sig over for hende, også under drageangrebet for uger side. Thalos og Mordrin var noget andet. De var forholdsvist nye. "Hvis du synes, tornekrat også har vinger, så kan vi godt sige, det var et tornekrat," mumlede Hakim i sjov, selvom hans blik stadig var dødalvorligt. At slappe af gjorde kun alting værre. Han følte sig omtåget og fortumlet og så frøs han, hvilket uden tvivl var resultatet af blodtabet og koldsveden. Da Torak kom tilbage og rakte ham sin flaske, modtog Hakim den med en rystende hånd. Han fik den også åbnet og tog sig en ordentlig, grådig slurk, hvorefter han spildte en del af det i et forsøg på, at stille flasken fra sig. Torak havde med det samme fat i den igen og der blev rakt en rulle af forbindinger til Stygg, der egentlig bare så spørgende på Hakim.
"Jeg hader lyskrigere, og deres forbandede kodekser.. De er så fatsvage, det halve kan være nok," udbrød Hakim noget pludseligt, før han væltede ned at ligge på siden.

Ragnas smil gled lidt i sig selv igen da Torak ikke lod til at svare hendes latter, den måtte da stå helt galt til..+ Et tykt bryn blev rynket som Torak kom tilbage med mjøden og betragtede Hakim som han drak og spildte, hun kunne på det nærmeste lugte koldsveden der var begyndt at vælte over ham som hun også var begyndt at kunne ane den metalliske sødmefyldte lugt af blod.
Bekymringen for lederen blev kun endnu større idet de nyere medlemmer blev sendt væk, og han havde lidt fornemmelsen af at hun nok også ikke burde være der, selvom det var hende der havde stillet spørgsmålet.
'' En tornebusk med vinger+ Lyder som en fandens skabning. '' Kommenterede hun som hun rettede sig op og fandt nogle siddepuder som Hakim kunne hvile hovedet på, tavst placerende dem under hans hovede indtil han virkede forholdsvist tilpas med den del.
Blikket gled automatisk ned til såret som hun simpelthen ikke kunne lade være med at løfte forsigtigt på stoffet, forsøgte at fjerne det for at kunne se såret bedre an. Et par enkelte gange skævede hun dog mod ham som for at sikre sig at det var okay at hun gjorde det, at hun ikke overskred nogen grænser for ham.
Dette var nok den mere elviske side der om frem i hende i denne situation. Manden blødte som bare fanden, såret måtte renses og vaskes det var sikkert.
En syl og tråd ville nok også kunne hjælpe på det.

En stor makabert skabt hånd, gled hen over hans ansigt, få centimeter fra at røre ham som hun med sin isevne fik det værste sved væk fra hans pande som det istedet formede sig som en rimfrost på hendes fingre, da hun ikke havde den store ide om hvor hun ellers skulle gøre af isen.
'' Lysets Krigere+ jeg har hørt lidt om dem.. noget med at de kæmper for en eller anden dronning.. '' For Ragna var det egentligt sært at kæmpe for en dronning, men så igen. Under mørkets styre havde hun stortset kun fundet sig selv i bjergenes dværge sammen med sin familie. Hvorfor skulle man kæmpe for en lord eller en dronning som man ikke kendte. Hvilket egentligt var lidt dårlig morale når man tænkte over hendes 'erhverv'.

Hun rettede sig endnu engang op og begav sig over for at finde en klud og noget rent vand så hun kunne rense såret, hvis Hakim og de andre ville tillade hende det. Selvfølgelig ville hun acceptere hvis de ikke gjorde, hendes hænder var trods alt ikke de blideste eller blødeste.

Sådan at få hjælp af et af de nyeste medlemmer i sin gruppe, var bestemt ikke noget, Hakim havde regnet med ville ske. Men Ragna virkede ikke helt som den ordinære lejesoldatstype. Hun virkede mere tillidsfuld end de fleste, måske var det en dum intuition han havde, måske ikke. Det ville kun tiden vise, for han kunne ikke rigtig gøre noget ved det lige nu. Han havde ingen kontrol, som han lå dér, svimmel og udmattet som bare fanden. Han valgte at lade hende gøre det, og ingen af de andre så ud til, at sige så meget til det. Måske ville Cate være mindre tilbøjelig til, at sige ja til Ragnas hjælp, men hun var her ikke i øjeblikket. Hvor fanden var hun egentlig? "Ikke helt. Nej. Måske," Hakim kunne ikke helt beslutte sig, for Ethel virkede ikke til at være et normalt menneske. Vingerne talte for sig selv. Måske var hun en fandens skabning? Det hele virkede ret typisk. Måske var det derfor hun var så fanatisk?

"De kæmper for den regerende lysets dronning.. Og så bryder de sig åbenbart ikke om lejesoldater," sagde han med et skuldertræk der fik ham til at skære tænder. Han havde helt glemt såret i skulderen, der heller ikke var et af de overfladiske slags. Forbandede kælling, hende Ethel!
Stygg kiggede efter Ragna, da hun hentede en klud og noget vand og da hun så spørgende mellem ham og Torak, nikkede den lettere stiltiende mand.
"Bare indtil healeren kan vækkes. Han overbelastede sig selv ved at få ordnet Thalos' fod," sagde nordmanden, mens han tog en slurk af den mjød, Torak havde stillet væk for få sekunder siden.
Selvom Hakim nødigt ville indrømme det, så vidste han godt hvor langt han var ude at skide. Han frøs mere end før og nu hvor adrenalinen var helt væk, så begyndte det også at gøre meget ondt. Hans vejrtrækning blev noget mere anstrengt mens han flåede noget tilfældigt græs op i ren og skær afmagt.
"Bare gør det, det gør intet," mumlede sydlændingen en kende mere fjernt end før.

Hun hævede spøgefuldt et øjenbryn, men smilet var dog væk fra både læber og øjne. '' Måske+ Tjae det lyder som en busk jeg meget gerne ville have mig et par 'ord' med. ''
Hun nikkede over imod Hakims telt.
'' Cate skred ind i dit telt før du kom, ved ikke om hun har tænkt sig at blive derinde og vente på du kommer ind, eller om hun selv kommer ud og forsøger at hive dig ind når du er blevet lappet nogenlunde sammen. ''


Hun vred kluden i vandet, det var ikke pokkers varmt, men dog ej heller koldt, til den kolde side af lunkent, men så længe det kunne hjælpe med til at rense Hakims sår, så var det fint. '' Er det her det eneste+ ''
Hun forsøgte at ignorere lederens frustrerede bevægelser, vidste kun selv alt for godt hvor frustrerende det var at ligge hårdt såret når man gerne ville bevise overfor sig selv og overfor andre at man ikke var et lille skvat, at man sagtens kunne klare sig og at man var stærk. Kluden gled hen over såret, fik straks opsuget en god dynge blod inden hun skyllede den og endnu engang vred den op, sådan fortsatte det indtil hun frit kunne se såret, der så langt dybere ud end hun havde troet til at starte med. Hun syntes næsten at hun kunne ane noget hvidt imellem alt blodet.

'' Havde busken tænkt sig at lave ribbensteg ud af dig eller hvad fanden.. ''

Brummede hun halvmuggent, placerende et stykke klæde over såret og pressede ned. Det måtte gøre ondt som bare fanden, men det var der ikke noget at gøre ved, desværre var det den hårdhændede behandling der måtte til for at forhindre ham i at miste mere blod, fra hans ligblege fjæs og rystende krop at dømme havde han allerede mistet mere end rigeligt.

'' De lyder sku ikke som de klogeste skabninger.. Og de kalder sig soldater+ Enhver soldat ved da at lejesoldater er godt at have med sig på krigsmarken hvis man vil vinde en kamp og ikke selv lige har nok mænd. '' Det var da dømt logik for burhøns, det mente den mørkhårede kvinde i hvert fald.

Hakim lod Ragna gøre, som hun ville, også da hun begyndte at rense det grimme sår for blod. Hendes spørgsmål om hvorvidt der var flere sår fik ham til at grine hæst. "Der skal mere end bare et enkelt kødsår til for at jeg ikke medbringer en sejr," sagde han med et skævt smil. At Ragna valgte at besvare Hakims spørgsmål før han nåede at sige det højt, anså han som en tilfældighed, mens han nikkede forstående. Cate nok bare brug for ro i lidt tid. Det var trods alt ikke bare en lille skade han lå med, og det konkluderede han også selv hurtigt, da Ragna spurgte om Ethel ville have lavet ham til en kamsteg. Han hævede et øjenbryn og nåede godt selv at se såret, før Ragna dækkede det til, på en noget hårdhændet maner, der fik ham til at få store øjne over den pludselige smerte. "var der virkelig.. Behov for det?" spurgte dydlændingen, noget mere hæs end før, mens han trak vejret noget mere anstrengt. Han kunne mærke presset på den allerede brækkede knogle, og det var bestemt ikke rart! "de bliver meget vrede når de føler sig forrådt. Hende jeg legede med her til aften mente åbenbart det var forræderi, at jeg kæmpede på mørkets side under deres regime. Men sådan er det bare, at være lejesoldat. De var højestbydende og den grænse måtte jeg bare træde over" indrømmede han mens hans hænder knyttedes hårdt. Ikke kun af smerte, men også af raseri.

'' Heh, ja det har jeg godt lagt mærke til de sidste par uger.. Men du vandt da vel over busken+ '' Ja, det ville blive Ragnas nye øgenavne til samtlige af Lysets krigere.

Hun holdt presset imod hans ribben, med et mindre undskyldende smil. '' Med den her slags sår er det med at stoppe blødningen så du ikke bløder ihjel. Det gøres bedst med et pres, det troede jeg du vidste..+ ''Var fyren virkelig så slatten på punktet over sår at han ikke vidste hvordan de skulle behandles+ Det var blot med at være tålmodig og holde ham vågen i den tid det nu engang ville tage healeren at få hvilet sig nok til at han kunne have energi nok til at rette op på samtlige af sårene.

Det var dog ikke altid så lige til, hun havde flere gange i bjergene set både elvere og dværge gå døden i møde ved denne slags sår. Heldigvis var sneen og kulden der ikke til at gøre feberen værre.
Hun beholdt presset på såret som hun lagde bandager på i et forsøg på at holde det der, selvom de nok snart skulle skiftes igen, hvertfald hvis han bevægede sig for meget rundt.
Øjnene skævede på hans kropspositur, det lod til at det hovedsageligt var overkroppen det var gået ud over. '' Vi bliver nok nødt til at sy såret hvis du sku bløde for meget bare indtil healeren er vågnet igen. '' Konstanterede kvinden mens hun lod en hånd glide om på ryggen af ham for at større ham op at sidde bedre, som hendes hånd mærkede en anden klistret og varm plamage ved skulderområdet. Et øjenbryn blev hævet, som hun fik møvet sig om på den anden side af ham for at tage et nærmere kig på dette sår.
'' Du får nok brug for lidt mere mjød eller vin.. ''

Lød det tørt idet hun tørrede den blodige hånd af i sine bukser mens hun gloede nærmere.

"ja, jeg nåede ikke at slå hende ihjel, før de andre kom, men jeg fik da fat i min stav igen," svarede Hakim på hendes spørgsmål. Om han ville have tabt, vidste han ikke, men det havde alligevel været ret tæt på. Havde kampen varet meget længere kunne han nok selv have risikerer at tabe, men det ville han gerne undgå at tænke på. Presset som vedblev at holde mod hans ribben fik ham til at blive en smule mere hvid i ansigtet, mest af alt på grund af smerten, men han kunne egentlig godt se grunden, især når hun argumenterede for hvorfor hun gjorde det. Han nikkede med det samme. "Jo, jeg ved det godt, men jeg er ikke vant til at få presset mine ribben i smadder. De hænder af dine er noget hårde," kommenterede han med et anstrengt smil. Da Ragna kommenterede at såret skulle sys, falmede Hakims smil. Han havde prøvet dette før, og han brød sig overhovedet ikke om det. Men nødvendigt måtte det vel være. "ja, stik mig mjøden. Jeg vil gerne være meget fuld til det her," mumlede han tørt, mens han tog imod mjøden fra Torak. Naturligvis vendte han bunden i vejret, da han drak dybt. Normalt var Hakim ikke typen, der blev fuld, så der var ikke mange der vidste, hvordan han opførte sig i den tilstand. Men Ragna ville nok snart bevidne det. "forresten! Der er også et sår der..." Hakim pegede mod snitsåret i siden, før han lidt pludseligt sank sammen, for træt og for fuld til at holde sig oppe.

Hun nikkede, så han var i sådan en forfatning fordi kvinden på en eller anden måde havde fået ham væk fra sin stav, det var da godt at Hakim havde fået fat i den igen.
Et kort grin forlod hende da han valgte at kommentere hendes hænder.
'' Nu er jeg jo også kun halvt elver, hvis d har noget at brokke dig over synes jeg du skule brokke dig til min far, det er ham der er dværgen. ''
Lo hun, selvom bjergelverne også havde en mere robust bygning end de fine skovelvere og sortelverne, var de grove hænder tydeligt mere en dværgs hænder end en elvers. Dertil kom det også at Ragna ikke ligefrem var vandt til rollen som sygeplejerske eller den ømme rolle, langtfra.
Hun tav dog som hun nikkede til hans kommentar om at han gerne ville være fuld, det var der da en vis forståelse for fra hende side af som hun fik skubbet sig selv op på benene igen og gik hen til sin egen oppakning efter en nål og tråd. Ikke den bedste tråd til den slags, men det kunne hjælpe blødningen, og muligvis også helningen. Faktisk var hun ikke helt sikker på det sidste, men det var vel et forsøg værd. Hellere forsøge end at lade Hakim ligge og bløde til døde, han var jo gruppens leder, og hun kunne ikke helt forestille sig hvem fanden der skulle tage over efter ham hvis han skulle finde på at skvatte ind i dødens kulde og mørke.
Hun fik med en smule besvær trådet nålen inden hun skred over til bålet og neutraliserede den i en sjat sprut for at varme den op over ilden. gen for at fjerne bakterier der ville kunne gå ind i såret og give grimme betændelser.
Hun vendte sig igen imod Hakim. '' Vil du have nogen til at holde dig eller kan du sagtens ligge og bide det i dig+ en bidepind måske+ ''

Hun skævede imod hans sammensunkne skikkelse som Torak straks var der for at støtte op om ham og holde ham oppe så Ragna også kunne vaske og rense såret i siden, for at se hvor dybt det sad.

'' Hun må have været temmeligt glad for at se dig hva. '' Lød den halv tørre kommentar. '' Sørg nu for at holde dig vågen ellers stikker jeg fingeren ind til dit ribben. '' For nogle måtte det lyde som en tom trussel, men hun var ikke bange for at gøre det hvis han skulle begynde ikke at ville holde sig våge og snakkende, af havd hun havde fattet var det noget med at man skulle blive ved at holde sådanne patienter snakkende for at sikre sig at de var vågne og ikke forsvandt ind i dødens klamme greb.

Da et sæt ru hænder greb fat i Hakim for at hive ham op at sidde endnu en gang skulle han lige til at blive vred, før det gik op for ham, at det var Torak, og at nordmanden ikke ville høre noget brokkeri. Manden lignede lidt en røv der var træt af, at skide, så Hakim valgte, ikke at brokke sig.
"bidepind? Nej, det tror jeg vidst ikke jeg har brug for. Jeg skal bare have noget mere af den mjød," svarede han en smule gnavent, før han fik stukket flasken i hånden for tredje gang.

Ragnas vittige kommentar omkring Ethel fik Hakim til at ryste på hovedet mens han stirrede ned mod sin stav. "næste gang bliver hun knap så glad. Jeg myrder det sindssyge kvindemenneske," mumlede han irriteret, mens han så med gru i ansigtet, hvordan Ragna fik gjort sin nål ren. Han ville ikke larme når det skulle ske, at han blev syet, den fornøjelse ville han ikke give Ethel, hvis lyskrigeren stadig skulle være her. Hendes snak om at han skulle holde sig vågen og truslen, hvis han ikke gjorde, fik ham til at bunde resten af sin mjød, resulterede i, at han blev lettere fuld. "hvis du prikker til mine knogler, så får jeg Stygg til at drikke dig under bordet i morgen, for derefter at sætte den værste gang morgentræning i gang sagen efter," jokkede han med en hæs, lettere fordrukken latter.

'' Hellere drikke dybt så ''
Lød det brummende fra hende som hun bandt en kort knude på enden af snoren, nok til at såret ville kunne holde sammen og at knuden ikke ville kunne gå direkte igennem huden, hvilket nok ville være direkte ubehageligt.
'' Du kan bare komme an med den mjød hvis du vil drikke mig under bordet. Så hold dig vågen eller mærk konsekvenserne. ''
Med disse ord begav hun sig igang med at holde såret tæt sammen til at hun, med en smule besvær, kunne hive nålen igennem og starte lapningen af sin leder. Det var bestemt ikke let at sy igennem, næsten som læder, om end blødt læder. Nu var læder så også det samme som hud, dog typisk hud fra et dødt dyr, hud der var garvet og ikke spillevende og blødende, med blod smurt så man knapt kunne vide sig sikker på hvor den gik igennem. Et par enkelte gange havde nålen også nær smuttet fra hende, men hun holdt den dog fast som hun selv, med faste bevægelser, møjsommeligt fik møvet såret sammen og lagt en ny bandage på, før hun rensede såret i siden og gav den samme sy-tur, uden at tage sig af eventuelle bandeord fra Hakim.
Til gengæld skævede hun engang imellem imod ham for at sikre sig at han stadig var vågen.

'' Så... Lever du endnu mørkhud+ ''
Lød det halvt jokende som hun rettede sig op efter at have fæstnet og forbundet det sidste sår. Mon der var mere der skulle fikses eller var det de knubs han havde fået+ om end de var temmeligt alvorlige knubs.

Hakim smed skødesløst den tomme flaske mjød fra sig, mens han lyttede til Ragnas trusler. Han ville nok have sagt noget alvorligt imod det, var det ikke for hans lettere fulde tilstand der fik ham til at grine lavt af hende i stedet for.
"Du har ingen idé... Jeg skal nok drikke dig under," mumlede han med et skævt smil, mens han holdt en belærende finger oppe i luften, der blev til en forkrampet knytnæve, da hun begyndte at sy hans sår. I starten var det forfærdeligt, selvom han var fuld, og han bandede flere gange på sit eget modersmål, mens han en enkelt slog Torak, der i øjeblikket holdt det meste af hans vægt oppe. Han havde virkelig lyst til, at trække sig væk fra den nål!

Så langt kom han ikke, for han var træt. Fuldstændig drænet for energi, frysende og så var den syen i hans allerede meget ømme sår ikke en særlig god prik over i'et. Hver gang hun skævede til ham, sendte han hende dræberblikke, indtil, det gik op for ham, at det kom han ingen vegne med. Da han forsøgte at slappe af, begik han fejlen og mistede bevidstheden, bedst som hun var blevet færdig med at sy det sidste sår på ham, uden at nå at svare på hendes jokende spørgsmål.

'' Heh.. det siger vi bare. '' svarede hun med et grin og en hovedrysten af ham og hans løftede pegefinger.

Ragna tog sig overhovedet ikke at ´f de onde blikke han sendte hende. Han var selv kommet op at toppes med den flyvende busk, så måtte han vel også være en stor dreng og tage konsekvenserne.
Akkurat som hun var blevet færdig med det sidste sår gloede hun op imod ham, kun for i samme øjeblik at se hans øjne himle og hovedet trille om som han sank endnu mere sammen end han allerede var.

Dette lod en panderynken i halvdværgens ansigt inden hun lagde en finger på det sidst syede sår og forseglede det med et let frostlag til at holde blødningen en smule igen inden hun have fået bandage på. Alt imens talte hun mentalt minutterne der gik fra han var besvimet. Først da forbindingen var ret oppe kom hun op på benene op fik fat i en spand vand, ikke alt for koldt, men det kunne hendes isevne hurtigt på kølet ned, inden hun efter at have stukket hånden ned i vandet placerede den på hans pande, lod et par enkelte dråber vand prikke ham på øjnene og glide ned mod hans mund og hals inden hun satte sin isevne i effekt mens den anden frie hånd prikkede let til det brækkede ribben.
'' Så hedder det at vågne op Tornerose. Vi kan ikke sove hele natten væk. Op. ''

Hendes stemme der før havde været varm og dog bekymret, var nu næsten blottet for følelser og istedet brysk og stærkt kommanderende.
Hun daskede til hans kinder, hvilket fik Torak til at grynte let, selvom nordboen godt vidste at det var med at få rusket Hakim op igen.
'' Har du tænkt dig at Kile bare lader dig velkommen i drømmeland. Mand dig op og kæmp imod, eller vi forlader dig her til ulvene. ''
Det var nok ikke så diskret igen, men forhåbentligt ville der ikke være alt for mange ører fra truppen der varvågne til at høre hendes bryske kommandering, eller hårdhændede behandling af deres leder, i et forsøg på at få ham op af tågerne igen.

Hakim var ikke sikker på, hvor længe, han var væk, man da han endelig vågnede af den heftige døs, havde han en smule svært ved at se klart, for ikke nævne den skarpe smerte ved det ribben der var brækket, samt en ret kølig fornemmelse i ansigtet. Det fik ham til at hoste let, midt i at han blev klasket i ansigtet. Ikke en særlig blid vækning, og han var ikke sikker på, hvorfor han havde gjort sig fortjent til det, før han kunne mærke sin mørbankede krop. Hans forsøg på at bede hende om at stoppe ende i et endnu større hosteanfald end det han havde haft før og han satte sig brat op, mens han tog sig til brystet, nok nærmere sagt, såret.

"Vi efterlader ham ingen steder," hørte han Torak sige, uden at vide hvorfor manden sagde det. Han skævede forvirret op på nordmanden, mens han prøvede alt hvad han kunne på, at få kontrol over sig selv og den ækle hosten, der gennemrystede hans krop. Det endte til sidst med, at det lykkedes for ham. Han så til mens Torak rejste sig og gik væk, kun for at komme tilbage med en Cate, der stadig virkede lettere oprørt, da hun rakte ham en flaske, denne gang noget vin. Hakim var ikke tøvende med, at tage den og igen drikke, denne gang blev det dog ikke til så meget, før han så op mod Ragna. "Kaldte du mig lige Tornerose?" Spurgte han, i et lettere misfornøjet tonefald. Han havde godt hørt det, men var ikke sikker på, om det bare havde været hans fantasi, der havde spillet ham et puds.

Ragna trak sig per automatik tilbage idet Hakim begyndte at vise tegn på liv, samt at han havde styrke nok til at side op selv igen, det var da altid et fremskridt.
'' Du vil måske gerne slæbe rundt på et lig hvis han ender med at dø før healeren har energi nok til at tage en kigger på ham+ ''
Hun hævede et øjenbryn af Torak, inden hun gav sig til at pakke de ting hun havde brugt til sårene væk igen. Med et mindre vrid med den højre hånd havde hun også formået at få den resterende is væk fra Hakims ansigt så den ikke gav ham en feber der var værre end den han nok allerede havde.
Hun havde ikke den større ide om hvilken familie Hakm havde, og for at være ærlig var hun heller ikke interesseret, det eneste tidspunkt det kunne vise sig nyttigt at vide sådan noget var hvis han skulle ende med at dø, hvis nu engang familien, hvis han altså havde nogen, ønskede en krop at begrave.
Hun rystede på hovedet for at få tanken væk og gav et kort nik til Cate. Kvinden så en smule oprørt ud, men idet mindste mindre rød i ansigtet end da hun havde stormet ind i Hakims telt.

Et grin og et nik forlod hende til hans spørgsmål.
'' Ja, det gjorde jeg.. Du ville måske have foretrukket at jeg havde kaldt dig Quasimodo+ Eller fugleskræmsel..+ Du kunne sku nu godt ligne et sådan som du ser ud lige nu, du mangler bare hørt og pinden. ''

Hun serverede en smule af gryderetten der var tilbage op i en mindre skål med en ske. '' Se om du kan få noget ned andet end alkohol, det hjælper din krop og det hjælper dig med din blodmangel. ''
Hun rakte skålen ud imod Hakim, hvis han ikke selv kunne tage imod, måtte hun eller Cate vel forsøge at made ham, selvom Ragna havde sine ideer om at det ikke stod godt sammen med ørkenmandens stolthed.

Toraks svar til Ragnas ellers meget logiske konstatering, var et halvvredt blik, før han lod det ligge. Hakim var jo ikke død. Så måtte det være fint sådan. Ingen grund til at efterlade ham. Hakim selv valgte bare, at ignorere hendes spørgsmål. Han ville helst ikke tænke på, at han måske næsten havde været død for lidt siden, i stedet sad han bare stille og overvejede hvordan han bedst kunne komme af med det ubehag der stadig sad dybt i ham. Han var stadig virkelig træt, men han havde fået et mindre chok af kulden i ansigtet, og kunne derfor sagtens holde sig vågen. Selvom han helst af alt bare gerne ville sove.
Da hun begyndte at komme frem med flere øgenavne rystede han på hovedet, mens han gned sig i tindingerne. Hele hans krop værkede som bare fanden, og nu skulle han åbenbart også til at have hovedpine oven i suppedasen? Fantastisk..

"Jeg mangler aldeles ikke noget hø. Det kradser," lød hans lettere fjerne mumlen. Det gav ikke helt mening, for han havde egentlig ikke noget imod hø. Han havde haft sex med mange kvinder, hvor det havde foregået i en bunke hø. Beskidt, men alligevel på en mærkelig måde tiltrækkende.
Han tog imod den skål hun rakte ham en let rystende hånd og startede ud med, bare at glo på den mad der var i den. Han havde virkelig ikke lyst til mad, men noget i både Ragnas og Cates blikke sagde ham, at det ville blive værre, hvis han ikke bare gik i gang med at spise nu, uden brokkeri.
Så det gjorde han. Tvang et par mundfulde ned, før hans allerede manglende appetit sagde stop. Hvis han spiste mere, ville det nok bare ryge op igen. "Ikke mere. Ellers ødelægger jeg bare bålet," sagde han advarende, mens han holdt sig en smule for maven og begyndte at blive slatten igen. Denne gang var Cate der til at hjælpe ham med problemet, mens han stillede skålen fra sig og nærmest så undskyldende på Ragna.

Hun hævede blot et spørgende øjenbryn til svar til Toraks vrede blik.

Hun rystede let på hovedet som Hakim rystende tog imod skålen, betragtende ham stædigt indtil han havde fået lidt i sig. Selvom det kun var et par skefulde, var det nok og godt. Hun nikkede. '' Så længe din krop får noget indenbords den kan bearbejde. '' Kontanterede hun, inden hun selv rejste sig op og strak sig i sin fulde højde. '' Vi vil helst gerne undgå farverige bål, så behold den mavesyre og den mad i dig. Og hold dig vågen ''

Et enkelt blik blev sendt imod Cate, inden hun selv begyndte at vandre i mindre cirkler om bålet, som et rovdyr i et bur. Hvis ikke det var fordi den forbandede healer havde brug for så meget energi som muligt havde hun for længst stormet ind i hans telt og hevet ham ud af sin søde søvn. Hun var næsten fristet til det nu, men vidste at det ikke ville bære nogen gode gerninger ud i livet og at healeren i så fald nok ville ende med at se sig gal på hende.

'' For helvede da også.. '' Lød det knottent som hun istedet irriteret sparkede til en sten der for af sted ud i nattens mulm og mørke.

Hakim ville have leet af Ragnas tørre kommentarer, var det ikke for den konstante følelse af ubehag og sygdom der raserede igennem hans allerede ret svage krop. Han hadede at være svag, og det ødelagde hans humør komplet, at han skulle være det nu. "Jeg hader farverige bål," mumlede han gnavent, mens han forsøgte hårdt på at fokusere på at være vågen.
Han måtte være faldet lidt hen, da Ragnas udbrud lød, og det gav et let spjæt i ham, der fik det til at trække i de syninger hun havde lavet. Ubehaget og smerten tegnede sig tydeligt i hans ansigt, mens han forsøgte at holde sin kæft. Det gjorde sygeligt ondt, og han kunne ikke snuppe det længere. Mordrin skulle vækkes. Det gik ikke længere.

Han forsøgte at sætte sig op, for at holde sig bedre vågen, men stoppede øjeblikkeligt sin handling, da én af syninger i siden på ham sprang op og fik ham til at skære tænder. "Torak... Hent Mordrin.. Nu. Lige nu," hans stemme lød både som om han var ved at forsøge at kontrollere både vrede og ret heftig smerte, men samtidig var der et toneleje, der umiskendeligt lød bedende. Han var ikke bange for, at udvise et minimum af svaghed for sine mest betroede, så det gik nok, men hvis han blev ved med, at udvise stolthed, ville det ende galt, for han vidste udmærket godt, at han var ude i en rigtig grim situation i øjeblikket. Torak satte i et hurtigt tempo mod Mordrins telt og gik ind i det, hvor han et kort øjeblik efter, havde en noget klatøjet Mordrin med ud.
Men der var ikke noget at gøre ved det. Tiden var knap, for Hakim var igen begyndt at døse ved bålet. Mordrin satte sig øjeblikkeligt ved lederen og kiggede sårene efter, et for et, hvorefter han forsigtigt pillede syningerne ud igen. Det var han nødt til, når han skulle heale sårene, men ikke desto mindre var det ret ubehageligt for Hakim, der blev mere bleg end han allerede var.

Mordrin end ikke så meget som spurgte ind til, hvad der var sket. Han gjorde sit arbejde. Eller, halvt om halvt. Såret i brystkassen og det brækkede ribben samme sted blev healet, til Hakims store lettelse, og det samme skete med såret i siden, for healeren, der altså ikke var et vidunder, sank sammen i udmattelse. "Undskyld, jeg kan ikke tage det sidste sår," mumlede healeren med et skamfuldt blik. Alle vidste, at Mordrin var et af de nyeste medlemmer og han var bare så fandens ivrig efter, at bevise sig selv, især nu hvor Ragna var nyere end han var.

Ragnas frusterende vandren frem og tilbage og sparken til ten der lå i vejen for hende, tog en brat ende idet Hakim fik sendt Torak afsted efter Mordrin... Den unge healer. Hun overvejede kort hvor meget han overhovedet kendte til det med at lappe folk sammen, men opgav hurtigt at tænke videre over det. Han havde vel for helvede mere erfaring på det punkt end hun nogensinde ville have.
Med en mindre mumlen fik hun fat i en mindre saks der kunne hjælpe healeren med at få stingene i de ømme sår væk.
Derefter stillede hun sig blot utålmodigt og så på mens processen tog fat.
Det var tydeligt at knøsen ikke havde fået den rette mængde hvile, men idet mindste kunne han tage sig af de allerværste af sårene, inden han uden videre mere eller mindre væltede ned for fødderne af Ragna.

Hun så på ham med hævede øjenbryn inden hun med et suk bøjede sig ned og løftede ham op og ind i hans eget telt, med et tæppe over sig og en kande vand i umiddelbar nærhed da hun ikke tvivlede et sekund på at han ville være tørstig som bare fanden når han engang vågnede op. Med det vraltede hun tilbage til Hakim og satte sig på huk. '' Bedre+ '' Vendt.. sidste sår+ Havde hun overset et+ mentalt bandede hun af sig selv for ikke at være lidt mere vågen omkring den andens sår.