Gaderne i hovedstaden var begyndt at myldre igen med boder og varer og mennesker. Folk ville ud af deres huse og fejrede at foråret var kommet, selvom kulden stadig kunne nå at snige sig op på dem. Det betød også, at folk blev syge. Ikke af meget andet end almindelig forårsforkølelse, men nok til at Helbredelseshuset havde problemer med at holde trit med de besøgende. Venus havde lige været der et stykke tid for at hjælpe til. Hun havde ingen helende evner, men efter at have arbejdet der i perioder, hvor hendes pengepung var ved at tømmes, var noget så simpelt som en forkølelse noget hun kunne hjælpe med.

Og nu var hun på vej mod markedspladsen. Hendes anden arbejdsgiver havde bedt hende købe ham fattig i nye symaterialer, og alt hvad der kunne beskæftige hende, tog hun glædeligt imod. Somme tider troede hun faktisk, at Cornelius sendte hende på ærinder bare for, at hun ikke skulle tænke på noget, der kunne bekymre hende. Efter et halv år kunne den slags bekymringer være ufatteligt usunde.

Venus smøg sig gennem menneskermængden i tøj man kun burde have på om sommeren, men når hun nu kunne kontrollere temperaturer, behøvede hun ikke bekymre sig for at ende i Helbredelseshuset ufrivilligt. Solen skinnede stadig, og folk nød de varmende stråler, mens sælgerne råbte priser og varer op i muntre toner. En sorthåret mand med et blegt ansigt, der sikkert ikke havde set meget sol, puffede til hendes skulder på vej i den modsatte retning, og selvom Venus kun så ham halvt ud ad øjenkrogen, og selvom hun havde hovedet fulgt af de meget specifikke ønsker til stoffarver, hendes arbejdsgiver havde haft, vendte hun øjeblikkeligt hovedet efter ham. Menneskemængden var for tæt til at kunne se ham efter et par øjeblikke, men Venus fulgte ikke efter for at være på den sikre side. Det ville ikke have taget lang tid, og han ville aldrig have opdaget hende, men hun ville også kun været blevet skuffet. Du ved også udmærket, at det her er det sidste sted han ville befinde sig i live, tænkte hun for fyretyvende gang denne måned, rystede bestemt på hovedet, så et par flammerøde lokker løsnede sig fra fletningen og faldt ned i hendes øjne, og fortsatte hen til den nærmeste bod med stof og tråd.
Her var virkelig nogle kønne ruller stof, og mens bodens ejer var distraheret af en anden kunne, distraherede Venus sig selv med at huske hvilken farve grøn, det nu var, Cornelius havde bedt om.

[list](Det eskalerede, okay? <3)[/list:u]

Som han bevægede sig igennem menneskemylderet, svagt urolig, men ganske (ganske) opmærksom på hans omgivelser, fandt han modet frem. Skikkelsen ville falde fint i et med mængden, fortalte han sig selv. Der var intet som umiddelbart virkede dragende ved ham, måtte han overbevise sig selv om - ikke en, ikke to, men tre gange før han lagde en hånd omkring sølvmasken som omrammede hans blege ansigt. Det ibenholtsfarvede hår hang ikke løst, hvad det normalt gjorde, men var blevet trukket op i en usammenhængende, højtsiddende knold. Det var derfor, holdende vejret, at han blottede hans ansigt fuldkommen. Lystes skar underligt i hans øjne da Morgoth fandt sig stilstående midt på den travlt, og yderst befolkede, markedsplads. En trækning i hans ene mundvig formede et smil. Lettelsen skyldede indover ham, da ingen synes at finde genkendelse ved ham - men så på den anden side: hvordan kunne det også det? Det var næppe en sorthåret og brunøjet elver, at menneskene ville standse op og tildele deres interesse til.
Morgoth havde ikke sat sin fod i Midtbyen i lang tid. Hvis han huskede rigtigt var dette måneder siden, at han sidst havde vandret igennem dens gader. Sidst han havde opholdt sig der, var en ganske sen aften kun i selskab af et menneske. Han huskede øjeblikket alt for godt, og hvergang oplevede han selv samme glædelige, men ligeledes smertefulde, iver ved tanken om Hende. Duften af hendes hår, smagen af hendes rosarøde læber, frembragte både glæde og frustration hos halvdæmonen. Han kunne tælle timer siden sidst tanken om Hende havde faldt ham ind, og det smertede ham mere og mere for hver gang der gik, at han mindedes om Hende. Han turde slet ikke tænke hvordan hun tænkte på ham. For det gjorde hun mon? Længslen tyngdede måske ikke hende så meget, som den gjorde hos ham? Trods denne selviske tankes omfang, håbede han det. Han håbede savnen var lige så stor hos hende, som den var hos ham - for han savnede hende så sandeligt.

En let brise trak ganske let i halvdæmonens beklædning, kildende hans maveskind derunder, imens han bevægede sig igennem mængden omkring ham. Han søgte blot en anelse ud til siden, seende sig over skulderen for at betragte hans baggrund. Lystes bannere prægede gaden og lyste blot endnu mere op disse dage, hvor solen var på sit højeste. Han anede ikke længere om han fandt foragt ved dette syn, eller en svag form for glæde. Han hældede til at lægge derimellem, men det gjorde ham ikke mindre jagtet end hvad han var. Om det så var Lyset eller Mørket der flyttede på landets brikker, var han stadig lige hadet (i det store flertal, i hvert fald).
Som han skulle til at dreje om, for at vænne fronten fremad, mærkede han hvordan en skikkelse kolliderede let med dens ene skulder imod hans. Han gjorde ikke modstand da dette skete, men lod i stedet hans krop trække med i rykket. Han lod en snert af irritation fange hans mund, men intet andet. Han ville have trukket sig hastigt videre efter dette, hvis det ikke havde været for farven der fangede hans øjne. Flammerød.
Han stirrede efter Venus som hun passerede hans skikkelse, og med et forandrede alt sig. Før ville han gøre alt for ikke at tiltrække sig den mindste opmærksomhed, men nu skreg hans følelser på det stik modsatte. Var han det mindste i tvivl om det var hende? Han lod sig tvivle de første sekunder, men som hun tiltede hovedet ganske let i hans retning - netop nok til at han kunne granske hendes karismatiske, grønne øjne - tvivlede han ikke i et sekund længere. Hvad han vidste med sikkerhed var, at hun ikke havde set ham - eller genkendt ham for den sags skyld. Det bekræftede ham blot i, at hans forklædning var i nærheden af at værende formidabel (hvis hun ikke kunne genkende ham, hvem kunne så?). Med et synes hans nuværende skikkelse, der førhen havde været en guds gave til hans liv, at være en forbandelse. Som han fandt sig selv igangværende med at nærme sig hende, slog en opmildnende tanke ham: hun kendte hans ansigt, ja, men frem for alt for alt ham; hun kendte hans hjerte.
Placerende sig en anelse akavet ved samme stofbod som Venus, vendte han (til at starte med) ansigtet nedad. Han ønskede ikke at virke påtrængende; ville ikke virke frembrusende, for det ville han nok komme til at fremstå som i hendes øjne. Men måske var det hvad der skulle til for, at hun kunne genkende ham for hvad han egentlig var? Han besluttede sig for at prøve, da han henkastet talte til hende:
"Det er aldrig for tidligt på året til sommerkjoler, vel?"
Smilet der førhen havde præget hans læber, blegnede på stedet. Den, skulle den helst have været opfattet som, charmerende kommentar faldt en smule til jorden, da den forlod hans mund. Den havde lydt langt bedre i hans hoved, erkendte for ham selv, og måtte smage skammens medicin lige efter. Morgoth skævede da forsigtigt imod mennesket ved hans side, forventende det værste der måtte komme derefter. Han håbede selvfølgelig på det bedste.

Venus så eller hørte intet de første par sekunder, mens hun forsøgte at drive sine tanker hen mod de farvede ruller stof. Det var ikke nemt. Hun havde holdt den mand ude ad sit sind i flere timer nu. Faktisk havde hun ikke tænkt på ham siden i morges, hvilket måtte være en ny rekord for denne uge, men nu, bare fordi en mand med bleg hud og sort hår havde strejfet hendes skulder, brasede tankerne ind som ubudne gæster.

"Ser De noget, De kan lide?" spurgte bodsejeren venligt. Det forekom Venus, at han havde stillet spørgsmålet et par gange allerede, og at det nok var bedst at svare ham. Hun vendte blikket op og smilede venligt, men siden hun kun havde kigget på stofferne uden at se ordentligt ikke set på dem, havde hun intet svar.Hun besluttede sig for at blande Cornelius ind i det, om han var her eller ej. De fleste af stofsælgerner, var stødt på ham på et eller andet tidspunkt, og nogle af dem kendte hans smag.
"Selv om Deres udvælg er udmærket, ser jeg ikke helt, hvad jeg søger, nej. Cornelius bad mig skaffe ham nogle grønne stoffer, der passede til årstiden, men disse virker for kølige. Har De andre?" Hun gjorde sig anstrengelser for at fokusere nu, og endelig lykkedes det. Det var ikke en behagelig ting, at tænke på nogen, man ikke havde set i måneder. Det betød, at de kunne være hvor som helst, og særligt i dette tilfælde var hvor som helst intet sikkert sted at være. Venus hadede meget få ting, men tanken om ikke at vide, vide om en bestemt mand var i sikkerhed, hadede hun virkelig. Den havde ødelagt mange nætters søvn, og hendes evne til at koncentrere sig var i laser. Men hun havde vendet sig til det. Langsomt men sikkert var hun blevet bedre til at lukke bekymringerne ude. Af erfaring var hun klar over, at hun ikke kunne gøre andet.
Sælgeren nikkede med et smil, der sagde, at han ikke havde mistet håbet om at sælge hende noget. Så bukkede han sign ned og hev to ruller grønt stof op. De havde en varmere glød, men når de blev gemt væk, var de sikkert også dyrere. Ikke at det betød så meget. Sælgeren var stadig igang med at lede under sin bod, og Venus koncentrerede sig stadig om at holde sit sind i ro, da en stemme forstyrrede hendes øregang. Hun vendte blikket efter lyden, og der var den mand igen – eller elver, som de spidse ører indikerede. Og der var billederne af et par lysende blå øje for hendes indre blik, og lyden af en varm stemme, hun ikke havde hørt i måneder lave ikko i hendes hoved. Hun måtte blinke for at få billederne til at forsvinde igen, men stemmen var længere tid om at fortone sig. Hvemend denn elver, som åbenbart havde besluttet sig for at vende rundt og følge efter hende, var, brød hun sig per instinkt ikke om ham, selvom hun ikke var helt klar over hvorfor. Men så antog hans ansigt et pinligt berørt strejf, og Venus fik med det samme dårlig samvittighed. Det var ikke retfærdigt at dømme folk på den måde, selvom et førstehåndsindtryk kunne være rigtigt.
Med en smule besvær rettede hun sit smil ud og svarede høfligt, omend en smule tilbageholdent: ”Nej, det har De så ret i.”

Da Hendes øjne gengalde Hans blik, og hermed skabte kontakt mellem grøn og blå, forsvandt skammen; følelsen der havde præget halvdæmonens ansigt. Han prøvede for så vidt muligt at styre, ’at undertrykke’ var nok nærmere ordet, den brændende flamme der langsomt blussede yderligere og yderligere op i hans indre. Seende hende, havende hende foran ham i en så nærtstående afstand, var en ubeskrivelig følelse. Han havde aldrig troet han skulle lide sådan et savn, en så enorm længsel efter et andet menneske, i det halve år de havde opholdt sig fra hinanden. Hvad værre var, opfattede han som han stod der, mindre end blot en meter fra den rødhårede krystallianer, at dette blot gjorde ham blot mere ondt end godt. Det var som om, trods dette burde have modsat effekt, at hendes pludselige nærhed frembragte en blot endnu større længsel og savn end den forhenværende. Dette ikke helt ubegrundet: grundet hans forklædning, ville hun ikke kunne gengælde hans opdagelse af hinandens selskab. Hun anede, rendt ud sagt, ikke at han var hos hende. Dette var selvfølgelig kun en teori af hans, som blot kun blev bekræftet af hendes kort-for-hovedet-kommentar, og følelsesforladte smil. Han kunne ikke længere tilbage gnisten i hans mavecenter – et ganske karismatisk smil bredte sig frem på hans læber.
”Undskyld – den kommentar kom forkert ud, virkelig,”
En snært af en latter fandtes i den dybe stemme, da den atter talte til kvindemennesket ved hans ene side. Han skævede forsigtigt imod bodens ejer, som han trådte først ind i bodens skygge, og efterfølgende ind i det enorme farvevirvar. Hans fulde opmærksomhed lå fortsat imod Venus, men han kunne ikke lade være med at fascineres blot en anelse – og undres, som det langsomt gik op for ham. Her stod han, glædet over småting som farvernes blanding og sammensætning, en oplevelse han ville vove at påstå han aldrig havde gennemlevet før. Han trak let på hovedet, fnysende lydløst over sig selv. Han var et fjols. Han havde virkelig ladet sig fange godt og grundigt, havde han ikke? - Af Hende.
”Men du er virkelig smuk,”
Morgoth krummede let i ryggen, da han trådte ind under bodens lavtstående tag for at komme nærmere den rødhårede. Hans skuldre strejfede hendes, da han gjorde antydning til at række en hånd frem imod hende.
”Venus, det-”
Hans hviskende stemme, netop som han skulle til at afsløre ham selv, blev afbrudt af en lettere grødet, irettesættende mandestemme. Denne stammede fra bodens ejer, som nu havde vendt sin opmærksomhed fra stoffet, til Morgoth selv. Hans ankomst irriterede ham, hvilket han ikke gjorde skjul på, da han rettede en pegefinger imod halvdæmonen.
”Undskyld, kan den Herre vendte et øjeblik?”
Hans tonefald sagde halvdæmonen, at det virkelig ikke var et spørgsmål.
”Øh,”
”Ja tak, formoder jeg! Se nu her-”
Han bragte stofferne frem imod Venus, atter ignorerende Morgoths eksistens fuldstændig. Halvdæmonen kneb øjnene sammen, seende ganske køligt imod ham, for så da atter at se imod ansigtet tæt ved hans side. Han bed sig ganske let i underlæben, forventende en kommende reaktion hos Venus. Han selv synes at have tabt tråden blot en anelse.

Sælgeren i boden havde trukket flere stofruller frem, og Venus så på dem og forsøgte at høre, hvad sælgeren fortalte. Det meste var malende tillægsord og flamboyante, sælgervandte fraser, så det var ikke svært at give indtryk af, hun havde hørt, hvad han havde sagt, selv om hun i virkeligheden kun havde opfanget en brøkdel. I hendes hoved sprang glas efter glas, og for hver gang den elver kom nærmere sprang endnu et. Splinterne føltes som om, de fløj i alle retning, og hun havde efterhånden problemer med at holde dem samlet.
Den rødhårede krystallisianer gjorde sig umage for ikke at se til sin ene side, selv da Morgoth kom så tæt på, at han rørte hende. Farverne, lyden, lugten, selv fornemmelsen af hans tilstedeværelse, mindede så meget om Morgoth, at idéen om, at hun så syner, pludselig ikke virkede helt hen i vejret. Men hun følte sig stadig sikker på, at hun havde sanserne i orden. Og der stod helt bestemt noget og rørte ved hendes skulder.

"Den kløvergrønne- " Venus stoppede midt i sin sætning til sælgerens irritation - han bebrejdede tydeligvis Morgoth for sin kundes manglende fokus -, og vendte et mistroisk blik mod den sorthårede elver, som hun var helt sikker på, hun aldrig havde mødt, selvom han virkede så bekendt. Han var alt for anmasende, men ikke på grund af hans opførsel. Det var ikke engang det, at han nævnte hendes navn, der generede hende; det var måden han sagde det på.

Men hun nåede kun at åbne munden for at stille spørgsmål, før folk omkring hende pludselig begyndte at bevæge sig hurtigt. En regndråbe, der pludselig landede midt på hendes næse, var forklaring nok og blev hurtigt efterfulgt af flere. Sælger glemte kunder og pakkede brød, smykker og dyre stoffer væk, og folk greb hænder, bluserygge og skjorte ærmer for ikke at miste hinanden i mylderet. Venus fulgte hurtigt trop og stak i løb væk fra elveren mod den nærmeste sidegade og ind under et halvtag. I løbet af få sekunder var den menneskefyldte gade tømt og pladserne under halvtage, udhæng, parasoller og markiser fyldt til renden med folk, der forventningsfuldt så mod himlen. Så kom skylden. Luften blev kølet, brostenende renset, og alt, der kunne gennemvædes, sugede vandet op som svampe, mens små vandfald strømmede ned fra de teglstensbelagte hustage. Et par gadeknægte blev fanget i regnen og besluttede sig hurtigt for, at når nu deres tøj allerede var gennemblødt, kunne det vel være lige meget om de hoppede i vandpytterne, nogle af hvilket efterhånden var blevet til små søer.

I mellemtiden stod Venus og kiggede, mens hun vred vandet ud af et par hårtotter og en kjoleflig, der ikke helt var nået i læ. Alt hvad hun kunne gøre nu, var at lade sit stakkels hoved distrahere af regn, grin, snakken og forældre der forsøgte at stoppe deres egne børn fra at lege i de små vandhuller, og vente på at regnvejret gik over.

Det var først da en ud af mange dråber fra den faldende regn ramte ham på panden, at han vendte ansigtet væk fra Venus. Han så opad – opad imod himlen som havde gennemgået en utrolig forandring (hvilket han ikke havde ænset det mindste) i den tid han havde opholdt sig udenfor. Han bebrejdede ikke sig selv, for ikke at være blevet gjort opmærksom på det, for han vidste udmærket hvor hans opmærksomhed havde lagt et andetsteds. De grønne øjne kvinden bar, var virkelig ikke til at slippe – specielt ikke nu da han knap nok havde fanget deres gengældelse i ét blik. Hendes spørgsmål, et der aldrig blev stillet, rungede ham i ørerne. Stilheden, efterfulgt af lyden af de faldende dråber. De lød som sten kolliderende imod sten. Hårde og nådesløse.
I få sekunder vendte han blikket over skulderen imod folkemængden, den flygtende folkemængde, og kun få sekunder tog det Venus at forsvinde fra hans side. Han rynkede brynene, en kende frustreret, og begyndte atter at spejde efter det velkendte røde hår. Morgoth bevægede sig væk fra boden, ud i regnen, ind imellem den stressede menneskemængde og få skridt fremad. Her standsede han så, fornemmende regnen plaskende ned over sig og lod sig gennemsøle af vandet og kulden. I starten mærkede han den ikke, regnen; faktisk ænsede han slet ikke det kolde vejr og de faldende dråber i de ganske, ganske korte minutter han søgte efter hendes bevægende skikkelse. Da han så nåede til den erkendelse, kortere tid herefter, at hun nok var forsvundet fra ham (atter engang) mærkede han kulden. Han frøs udholdeligt meget.
De kohlsorte øjne bevægede sig nedover hans egen skikkelse. Han sukkede over sig selv, kunne ikke tilbageholde et bittert smil som farvede sig over hans ellers farveløse læber. Han lagde hånden om hans hvide, nu ret gennemsigte og ret våde kjortel, og vred den med en tæt knyttet næve. Knoerne på hans hånd mistede deres farve fuldkommen, som de udpressede vanddråber bandede sig vej igennem revnerne imellem hans fingre. Han slap dem med et glimt af hjælpeløshed i øjnene, ydermere slippende det bitre smil på hans læber. Hans ansigtsudtryk var fuldkommen tomt, som han fangede hans egne øjne i en vandpyt lidt længere fremme (han havde nu bevæget sig, en kende rastløs, yderligere fremad). Han kunne ikke genkende sig selv længere, og ikke kun på grund af hans ellers fortryllede udseende, men på grund af at han ikke var ham selv længere. Han følte ikke længere han kunne sætte finger på hvem han var, hvor melodramatisk dette så end måtte lyde (det var sandheden, dog) for det virkede som om der var så mange skygger; så mange aspekter af ham. Var det mon sådan det var at være menneske? - menneskelig sågar?
Han løftede blikket fra pølen under ham, hørende et skingert – men yderst glædeligt – udbrud ikke langt fra ham. Seende igennem en mørkelagt gyde, ud på den anden side af den og lige frem for, på et par legende børn glemte han for en tid hans egen frustration. Glæden der fandtes i den ligegyldige, men tilsyneladende ret underholdende leg, som børnene legede, smittede blot en anelse af på ham. Han overvejede da, ret uprovokeret, hvordan han mon slap af med hans udklædning – hvis han ville slippe for den lange, lange ventetid som han ville skulle igennem for at få forklædning ’smidt’. Atter fornemmende den omklamrende ynkelighed, huskede han at der kun var én mulighed for dette. Han huskede hans hånende ansigtsudtryk, fornemmede næsten hvordan dette blev genmalet på hans ansigt endnu engang, da han blev meddelt hvad kuren imod drikken var. Det var noget så pladder romantisk som et ”ægte kærligheds kys” – og intet mindre.
Han rynkede brynene, svagt smilende, vippende øjnene fra de legende børn og imod en bevægelse i gyden. Han tilbageholde hans frastødte grimasse, som frafald fuldkommen lige så straks han så Hendes skikkelse i mørket. Han tog sig selv i at stirre på hende, imens hun stod der, vridende regnvejret ud fra sin manke af hår.
”Hva-”
Han trak sig to skridt frem imod hende, men standsede så. Han havde erfaret at hun ikke havde fundet genkendelse ved ham for lidt siden, på trods af de havde været hinanden så ganske nært – derfor tvivlede han på, at hun ville tage glædeligt imod ham hvis han optrådte foran hende igen (dette ville nok betragtes mere negativt end hvad halvdæmonen nok regnede med). Han vidste hvad der måtte gøres, men havde på fornemmelsen at hans plan var langt mere risikofyldt end hvad han nok forventede. I få sekunder holde han igen, men ikke mere end blot de få sekunders overvejelse tog det ham så, at træde til.
Han bevægede sig sikkert fremad, trædende forbi de passerende skikkelser med legende lethed. Hans hjerteslag tog til da skyggerne for gyden omringede ham, og en lille stemme begyndte at kilde hans indre ører, hviskende: hun ser på dig lige om lidt, lige om lidt så ser hun dig – hun skubber dig væk, hun vil ikke have noget med dig at gøre, fordi du er ikke dig; hun ser dig, men så ser hun dig alligevel ikke.
Han tilbageholdte en snerren – henvendt til de lettere selvdestruktive tanker, løftede begge hænder for at stryge enkelte af de løsrevne hårtotter fra hans knold, bag hans ører. Han vidste godt, at hvad han end havde besluttet sig for at gøre, så kunne det kun næsten ende på en smertefuld måde. Fysisk eller ej! – Men han måtte gøre det; eller så bare i det mindste prøve.
Som han nåede hende, passerede hendes personlige sfære, slog han blidt hendes arbejdende hænder til side. Han ønskede intet skulle adskille dem, men dette gav hende så også mulighed for at benytte sig af dem på anden vis – som fx, at skubbe ham væk. Da dette så var gjort, greb hans hænder ganske let fremad – liggende sig imod hendes skuldre for at trække hende imod sig. Hans hensigt var ikke at presse hende op i en krog, hvilket det hele desværre godt kunne ligne. Som han følte deres brystkasser rammende hinanden, lagde han hovedet på sned, kyssende hende. Netop som kontakten blev skabt, faldt den såkaldte fortryllelse. Ørerne gled tilbage i deres runde form, øjnene farvede sig fra dyb mørkebrun til iskold hvidblå, og de farveløse læber – presset imod de rosenrøde – blev atter sorte igen. Elveren var totalt fordrevet ham, og kun halvdæmonen stod tilbage.

Han behøvede ikke skubbe hende ind mod husmuren. Den klarede hun fint selv, mens hun af alle sine minimale kræfter forsøgte at skubbe sig fri. Igen gjorde hendes sanse hende snotforvirret. Helt ærligt var hun begyndt at overbevise sig selv om, at det var en drøm, eller at hun var midt et meget realistisk sansebedrag, eller at den elver, hun netop have mødt var sindssyg og have evnen til at være det, man savnede mest. Den sidste tanke, var den meste realistiske, men den skræmte hende lige så meget, og gav hende mest lyst til bare at se syner.
Krystalisianeren forsøgte at mumle noget gennem sine fastlåste læber, men heller ikke det havde hun meget held med. Skubbende og møvende forsøgte hun at komme fri, og da opvarmning sin egen hud ikke gik hurtigt nok, selvom hun forsøgte, måtte hun tage andre midler i brug. Efter et års arbejde i helbredelseshuset, havde hun samlet et par ting op om anatomi; kroppens opbygning, hvilke muskler der sad hvor, og hvor væsner var mindst eller mest skrøbelige. Dette trik var dog ikke noget, hun havde samlet op der. Det var et beskidt og urimeligt gadebarnstrik, som hun ikke brød som at bruge, kun fordi hun fik dårlig samvittighed lige efter at have set offerets ansigtsudtryk.

Venus vred sit knæ ud af en meget akavet position mellem sit andet ben og muren og jog det direkte i skridtet på elveren. Mens den vildt fremmede, der netop havde kysset hende ud af det blå, gav slip, for andet valg havde man næppe, snoede hun sig ud fra den akavede position mellem ham og muren. Regnen, der nu silede ned ad ryggen på hende, gjorde hende mindre venligt opmærksom på, at hun havde placeret sig lige under udhænget på sit halvtag. Med lidt tøven trådte hun tættere på sin angriber og lod vand være vand, mens hun stilte ham et par spørgsmål uden at se hverken menneskeører, lyseblå øjne eller sorte læber. Det glatte sorte hår og med 'elverens' ryg halvt vendt mod hende, var det umuligt at se noget som helst.
”Hvad tror du, du foretager dig?! Spurgte Venus chokeret og vippede en længere hårtot væk fra ansigtet, mens hun så på den sammenknækkede mand med en medfølende grimasse. ”Undskyld, jeg håbede virkelig ikke jeg blev nødt til det der, men du gav mig ærligt talt ikke noget valg!”

Uanset hvor meget han havde forberedt sig på den smerte som netop ramte ham; uanset hvor meget han prøvede på at forberede sig på den, fandt han stor umulighed ved at holde sig oprejst. Morgoth havde gennemgået meget smerte i hans liv, heriblandt både fysisk og psykisk smerte, men han synes ikke at kunne sammenligne denne form for smerte med noget andet. Specielt ikke nu da, at han næsten havde ønsket den komme - hvor bizart dette så end måtte lyde i manges ører. Hvad mange, til dels, kunne blive enige om var, at han fortjente den. Han burde, var heldigvis ikke, overrasket over at se den komme.
Forholdsvist holdende sig stående på begge ben, trods han allerhelst ønskede at lægge sig i fosterstilling på grunden under både ham selv og Venus, lagde han en støttende arm imod stenmuren tæt ved hans side. Hans vejrtrækning var overraskende stabil, han selv så fattet som han nu kunne blive det, efter et solidt og hårdt spark i et noget så følsomt punkt på hans krop. En noget tungere og stønnende vejrtrækning fik atter gang i hans talefærdigheder som han for en kort tid troede, var totalt nedlagt. Han lagde en hånd imod hans mave, omfavnende hårdt hans gennemblødte trøje. Denne var knyttet fuldkommen, da han talte:
”Et udmærket slag, Venus,”
Han hiksterede en anelse, en lyd der mindede både om en blanding mellem gråd og latter, da han vendte fronten imod den rødhårede krystallianer. Han anede ikke hvad han selv ville; græde over smerten, eller glæden ved gensynet af hende.
”Jeg fortjente den,” han bed sig selv i læben, kortvarigt holdende en ”kunstnerisk pause” for at få styr på sine følelser (alias smerter). Herefter fortsatte han med let besvær:
”Jeg fortjente den virkelig,”
Han rettede sig langsomt op i ryggen, i takt med at smerten langsomt trak sig tilbage til dets inderste. Han rynkede brynene, fornemmende at den smertefulde grimasse langsomt malede sig væk. Regndråberne, dette var ikke sandsynligt overhovedet, vaskede det væk. Det vaskede alt anden følelse væk (sådan da, da en snert af smerte kunne fornemmes i den svage rynke ved hans øjne) end den varme, der fandtes i hans blik og smil. Smilets diskrethed indikerede, at han vidste hvad der måske ventede ham. Nok ventede der ikke flere angreb fra Venus’ side, men så var der så meget andet. Skuffelse, manglende forståelse – der var mange scenarier, muligheder for, hvad der kunne ske. Han havde ingen anelse – også blot lidt.
”Og det er mig der undskylder – jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg burde sig undskyld til dig,”
Han sank, fornemmende hvordan smilet på hans læber blegnede. Varmen i hans øjne forblev hvor de var. Der skulle meget til, at få gnisten til at forsvinde i hans blik når Hun fandtes i nærheden af ham.

Hun var lamslået. Stadig ikke helt sikkert på om hendes sanser spillede hende et pus, formede hun 'Morgoth' med læberne med et forvirret ansigtsudtryk og uden at lade en lyd slippe ud. Hun brugte et halv sekund - der for hende virkede som evigheder - på at samle sine sanser, som inkluderede stort alt hvad hun havde hørt og set inden for de sidste 10 minutter. Da hun allerede havde samlet puslespillet en gang og smidt det ned i en kasse skiltet med 'forstyrrende oplevelser jeg helst ikke vil bruge mere tid på', var det noget besværligt. (Det faktum, at hun - for at sige det, som det var - havde losset Morgoth direkte i skridtet, blev komplet ignoreret, for ærligt talt var der ingen andre måder at tolke det på). Det samme blev hans undskyldninger, selvom hun udmærket hørte dem, og selvom han havde ret. Men undskyldninger var der ikke plads til lige nu.
Og tids nok til at stoppe hende fra at råbe hans navn højt, slog hendes gamle vane med ikke at gøre den slags på åben gade ind, hvor end hun gerne ville. Bandemedlemmers navne var noget, der plejede at tilkalde byvagter, om de så alle sammen sad i deres hovedkvarter oppe ved paladset og spiste krystalkager.

Desuden behøvede hun ikke at sige noget, for at Han kunne høre hende.
*Morgoth!* Smilet lyste hendes ansigt op, hun tog de skridt frem, som hun netop havde taget tilbage, i dobbelt hastighed, smed sig om halsen på ham, så de kunne være røget ind væggen for anden gang, og gav ham et kys, hun ikke havde tænkt sig at slippe med det samme.
At de lige nu stod nede ad en sidegade uden for menneskemængdernes umiddelbare synsfelt, var hun udmærket klar over, ligesom hun var klar over, at freden ikke kunne holde længe. Hun var tydeligvis ligeglad nu, men på et tidspunkt var hun nødt til at stikke af og slæbe den tidligere Mørkets Lord med sig. På trods af den lidt triste udsigt, smilede hun uforstyrret indvendigt, for optimismen havde fået overtaget og ikke med nogen helt irrationel grund. Gadetøsen kendte nemlig stadig Hovedstadens gader og stræder, særligt dem omkring markedspladsen, som hun kendte som sin egen kjolelomme.

Seende hvordan Hendes ansigtsudtryk forandrende sig foran ham, var ubeskriveligt smukt; næsten smertestillende for ham. Han kunne ikke tilbageholde den boblende varme (denne mærkede han godt nok ikke længere, grundet de overtagende smerter i hans nedre dele) i hans mave længere, hvilket også var til at se på hans ravnsorte læber. Herpå blottede der sig et tandsmil, kortvarigt overvaskende grimassen der havde præget hans udtryk de seneste sekunders tid. Hendes genkendelse ved ham, priste ham stor lykke; en så voldsom lykke, han længe ikke havde haft. Ikke siden deres sidste møde.
Da Venus kastede sig imod Morgoth, gribende ham om halsen, ville han normalt let have kunne støde fra, modtagende hendes vægt, imod jorden og holde dem begge oprejst – dette var ham ganske besværligt denne gang, hvilket resulterede i, at de begge tumlede omkuld. Den sorthårede krystallianer udstødte et smertefuldt støn, da han mærkede hans ryg kolliderende imod den drivvåde, vandfaldslignende mur bag ham. Mødet med regndråberne atter engang og den ellers dunkende smerte, var ikke noget han synderligt bed mærke i og dette ikke helt ubegrundet – kysset hun tildelte ham var ganske, ganske bemærkeligt. Og han kyssede hende igen, som om der ikke var intet mere rigtigt. Langsomt; der var intet sted han hellere ville være end der, sammen med hende. Han kyssede hende, som om han havde glemt en hver anden mund han nogensinde havde kysset; han kyssede hende med en barnagtig henrykkelse. Han grinede ind i hendes mund, indsugende hendes ånde. Han kyssede hende som om, at han trak hende ind i en dans – som om, at han slyngede hende ud i et åbent areal seende på hende som om hun var det skønneste han nogensinde havde set. Hvis dette ikke var umuligt, kyssede han hende dum. Så dum, at når han så endelig trak sig fra hendes favn, ville han spørge hende hvad 2+2 var, og hendes svar var hans navn.
Hånden han før havde hvilet imod hans sårede underdel, sammen med hans frie i mudderet, trak sig op til hendes ansigt omfavnende. Han trak hende tættere imod sig, til sidst smilende imod hendes læber, da han stoppede kysset. Morgoth åbnede øjnene, seende imod hendes lukkede. Venus’ øjenvipper kildede hans kind, hvilket blot frembragte hans varme smil yderligere. Han fangede sig selv i, at ikke kunne få nok: han kunne ikke få nok af hende.
”Inden du siger noget,”
Hans stemme var en anelse stakåndet efter det mange sekunders lange kys. Hans hjerte hamrede af sted som galoperende heste.
”Vær sød at lov mig, at du aldrig gør dét igen,”
Han strøg hans egen næseryg opad imod hendes, fortsat smilende. Han hikstede en anelse, på grund af en boblende latter (stammende helt fra hans inderste indre) der listede sig frem i hans tonefald imens han talte:
”Slår mig – lige dér; jeg er meget følsom, lige der,”

Venus' ene knæ hamrede ned mod de slidte og nedsunkne brosten. Hun kunne umuligt have angået at få en hudafskrabning, men det var prisen for ikke at ramme et par ædlere dele i stedet. Det lykkedes hende dig på trods af en del tumult at skåne sin anden knæskal, hvilket resulterede i, at hun bogstaveligt talt lå op at Morgoth med hele sin fod i en mudderpøl.
Det var som at trække vejret under vand at mærke Morgoths læber mod hendes. Hun havde ikke brug for ilt, eller i det mindste virkede det mindre vigtigt. Duften af ham fik hende til at trække luften omkring dem ind gennem næsen og så dybt ned i lungerne, som hun kunne det. Noget, hun havde fanget sig selv i at begynde at gøre, når hun ikke havde været hos skrædderen i et par dage. Luften der var kølig, lidt ulden og krydret med stearin og myntete. Det fik hende til at føle sig, beoliget, tryg. Hendes hoved blev klart, hun følte sig bedre til mode, lige meget hvor mange uforskammede sælgere, hun havde talt med.
Venus' fingre rullede sig sammen om Morgoths hår, mens hendes næse strejfede hans. Duften af Morgoth var anderledes. Den var varm, sødlig, lidt metallisk, selv stoffet, som hans tøj var lavet af, var anderledes, selvom ruller af det somme tider røg igennem forretningen.
Den var voldsomt anderledes, men fornemmelsen af varme, tryghed, følelsen af uro forsvinde, var præcis den samme. Det kunne en gadetøs som hende selvfølgelig ikke vide, men de fleste mennesker ville kalde følelsen for at være kommet hjem.

Da Morgoth endelid lod til at slippe hende, fandt lidt fornuft dog vejen tilbage til hendes lette hoved: måske var ilt ikke helt unødvendigt. Let stakåndet kunne hun ikke lade være at grine lidt, da Morgoth meget kærligt placerede en mudret hånd på hendes kind. Hendes røde øjenbryn skød op i en forlegen mine, selvom hun stadig ikke kunne lade være at småle.
"Det kan jeg kun, hvis du lover ikke lege elver og overfalde mig igen." Stadig med et smil på løben, viklede hun sig ud af Morgoths arme og ben og trak sin fod ud af mudderet. Lidt rødt blod sivede ud fra hendes knæ, men intet voldsomt. Hun så sig hurtigt om, mens hendes smil falmede en smule. Regnen var ved at være ovre, og det betød at gaderne igen ville myldre med folk, der alle sammen udmærket vidste, hvordan den tidligere Mørkets Lord så ud.
"Jeg tror, det er på tide vi forsvinder herfra. Det er ikke sikkert ret meget længere." Måske burde hun have været mere bekymret. Det var trods alt ingen småkriminal gadeunge, hun nu var stødt ind i. De var nemme at skjule. Men synet af Morgoth med hovedet stadig siddende mellem begge skuldre, og hans stemme stadig klingende vagt i hendes hoved, havde bedøvet hendes fornemmelse af fare og problemer. Hun var bekymret, som et hver væsen med en hjerne ville være, men bare ikke lige så meget.

Hans krop fulgte hendes, da hun viklede sig ud af hans favn. Begge rejsende sig fra den mudrede jord under dem, gentog de hinandens handlinger (dvs. Morgoth gentog nok mere i Venus') - begge lagde opmærksomheden et andet steds hen end på hinanden, trods det synes at være ubeskriveligt svært. Morgoth vidste han måtte holde sit fokus på andet end kvinden foran ham; opgivelserne var ham end større fare end noget andet og dette var en ganske kendt faktor. Hans eksistens var ikke ønsket mange steder i landet, og slet ikke et sted som i Midtbyen. Ikke hvor lyset herskede. Ja, trods mørkede ikke længere sad inde med en lige så stor magt, var han heller ikke velkommen der. Han bebrejdede ingen for hadet imod ham, nej, tværtimod. Han kunne næsten påstå at finde forståelse for dette had.
De isblå øjne viede kortvarigt fra enden af deres lille skjulested, åbningen til hovedgaden, og fastsatte sig atter imod den rødhårede kvinde. Hendes stemme tiltrak ham, den tiltrak endda det smil der ganske sjældent valgte at betræde de ravnsorte læber han nu engang bar. Det var en af de mange ting Venus kunne gøre ved ham - hun kunne noget, stort set ingen andre kunne: sprede glæde i noget der ellers fremstod som en yderst tom skald.
"Det er desværre noget jeg ikke kan love dig," svarede han hende, mærkende hvordan smilet atter forlod hans læber. Han mindede blot sig selv yderligere om hvilken situation han stod i, og tanken om hvordan han ikke kunne opholde sig sammen med hende uden en forklædning, virkede langt bitre end den førhen havde været. Han prøvede desperat at fange hendes øjne i et sammenbundet blik med hans egne, da han fortsatte:
"Hvor lidt jeg har lyst til det at indrømme det, var "elveren" min redning fra at få adskilt mit hoved fra min hals,"
Han skar en grimasse, meget godt afspejlende hvordan han havde det præcis med det scenarie. Hvad værre var, at det var ikke et synderligt urealistisk scenarie - det kunne meget vel finde sted, hvis han endte i kløerne på hvad han normalt ville have omtalt som værende hans fjende. Han var blot ikke så sikker længere.
"Se det fra den lyse side: forklædningen viste sig at være ret gennemført. Hvis du ikke kunne genkende mig - hvem ville så kunne?"
Forsigtigt sneg han sine lange fingre ind i hendes, flettende dem sammen i en omfavnelse. Han havde ikke i sinde at slippe hende lige foreløbigt, hvilket nok (forhåbentligt) ville forekomme åbenlyst for den rødhårede krystallianer. Han håbede at finde gengældelse hos hende, også alligevel der var vel ikke så meget at håbe på? For gengældelsen ville finde sted, hvis den ikke allerede gjorde det.
Han nikkede erkendende til hendes ord. Ganske sandt, så snart der ikke var udsigt til yderligere regn, ville folket strømme til gaderne igangsættende sig med salg af vare, og indkøb af vare. De ville snart være omringet af hverdagenes folkemængder, og chancen for genkendelse ville være mange gange højere end den allerede var. Han mærkede hvordan hjertes rytme atter tog til, men denne gang skyldtes det ikke forelskelsen. Angsten overrumlede den med alt for stor lethed.
"Jeg kunne flyve os herfra, men risikoen for at blive set fra himlen er langt, langt større end hvis vi bevægede os igennem byen, på grund af vagttårnene,"
Hans fingre omfavnende hendes knugede sig kortvarigt omkring hendes håndryg i et kærligt tryk. Hans øjne gled langsomt ud på gaden, studerende hver skygge der end måtte bevæge sig derude, imens regnen langsomt aftog.
"Hvad siger du? Besidder du nogle - for mig - ukendte evner, der kan gøre livet lidt lettere for os?"

Et øjeblik fik tanken om, at Morgoth var nødt til at bruge unaturlig magi for se hende, tyngende nok til at fjerne Venus' smil. På den anden side... hvis det betyder, at han bare kan være i nærheden, er det måske det værd. Mere end den lille snært af håb skulle der ikke til, før hendes mundvige igen vendte opad.
Skyene var også ved at være færdige med eftermiddagsvasken, men Venus var på dette tidspunkt så gennemblødt, at hun ikke var sikker på, om hun stod i en vandpøl, eller om der var en sø i hendes sko. Den smule blod, der stadig sivede fra hendes hudafskrabning, fik heller ikke lov at sidde længe for vandet, men mudderet af alle væsker blev glad siddende og farvede hende støvle, hendes håndflader og hendes, kind var Morgoth håndflade havde været. Normalt ville hendes hår svirpe let, når vendte sig, som hun gjorde nu, mod Morgoth, men det klistrede til ryggen.

Hun havde villigt ladt sine fingre glide ind mellem Morgoths, og smilede opmuntrende til ham. "Måske har du ret. Men hvis det er hvad der skal til... " Hun trak sig lidt tættere på, gav ham et kys på kinden og vovede en drillende bemærkning. "Jeg syntes nu elveren så virkeligt godt ud."
Dernæst tog hun et skridt rundt om hjørnet; ikke i retning ad hovedgaden, men den anden ende af gyden, hvor de havde søgt tilflugt. Hun havde brugt minutterne siden, hun forslog de tog videre til at huske gaderne omkring markedspladsen. Mens Morgoth kom med sit eget forslag, hørte hun ikke rigtigt efter, men fangede godt, at flyvning var en del af det. Lidt efter lidt formede en flugtvej sig i hendes hoved, mens hendes hjerte begyndte at hamre en smule hurtigere, men det var ikke af frygt, bekymring eller noget lignende. En af de meget få ting, hun savnede ved at have hele byens gadesystem som hjem, var at stikke af fra vagterne, før de overhovedet var klar, at der var nogen at løbe efter. Selvom hun måtte indrømme, at følelsen blev presset, når markedspladsens vogtere kom for tæt ind på livet.
Hun vendte sig halvt mod Morgoth med et par våde hårtotter drybbende ned på næsen, smilede bekræftende som svar på hans spørgsmål, gav hans hånd et klem og stak så i løb. For selv om den vej, hun havde valgt undgik de værste knudepunkter, så var der stadig visse steder, de ikke ville komme igennem, hvis folk nåede tilbage på gaderne.
Vejen begyndte i den modsatte retning af, hvor du burde være på vej hen, og zakkede og drejede, først til højre, så til venstre. Nogle steder virkede det det næsten, som om de løb i ring. Venus stoppede flere gange op, fordi en dør blev åbne, fordi Venus hørte stemmer omkring det næste hjørne, eller lyden af metalliske fodtrin, for slet ikke at nævne de steder, hvor vejen splittede sig i to eller tre, og selv Venus' fik problemer med at navigere.

Til sidst nåede de, hvis alt var gået vel ud på en lille gårdsplads uden vinduer og efter trekronerne at dømme ved den østlige udkandt af byen. Venus stoppede helt op, forpustet og stadig temmeligt fugtig, og vendte så de efter løbeturen fuldsændigt livlige, grønne øjne mod Morgoth. "Feeew..." var det eneste hendes stakkede åndedræt kunne klare, så resten måtte klares med et strålende smil.