Nogle ville måske være dybt forvirrede over hans tilbagevending, men folk var generelt ret begejstrede, havde han følelsen af. To år hvor alle havde været overbevist om, at han var død, kunne gøre en del både ved ham selv og ved mange andre. Han havde godt nok lige været her én gang før denne, men det havde blot været meget hurtigt, kun for at rapportere til dronningen om at han ikke var død. Derefter havde han fået lov til, at gå som han ville. Han havde holdt to års tortur for hele lysets hærs skyld. Selvfølgelig skulle han have lov til, at gøre som det passede ham, bare for et stykke tid, sådan havde han i hvert fald fået det at vide. Sådan var der gået tre måneder, og nu var han tilbage - for at blive i tjeneste. Han havde overvejet om han virkelig ville blive, men konklusionen havde været, at ja, det skulle han. Han kendte ikke rigtig til nogle andre former at leve på.

Så nu var han her, iført uniformen, en hvid skjorte med sølvkanter, samt et sæt lyse bukser og de knælange støvler, med et bredt bælte om livet, hvor i hans store slagsværd hang. Han skulle ud at træne. Egentlig, overvejede han, om han ikke også burde tage rustning på, bare for at komme i træning til også at bære den, men han blev enig med sig selv om at det kunne vente. For nu var det hans fægtning, der krævede finpudsning. Han var stadig et naturtalent med sværdet, men for ham, kunne man bare aldrig blive bedre.
Ærmerne på hans skjorte var rullet op, så man kunne sagtens se brændarrene på hans venstre arm, samt den manglende ringfinger. Han havde ændret sig. der var også ar i hans ansigt, stadig ikke fuldt helet, og han havde anlagt sig et fuldskæg, som han ikke havde i sinde at fjerne.

Da han kom ud til de andre krigere, der trænede, stoppede det meste af træningen, fordi nogle ville hilse, men han skyndte sig at vinke dem videre. De skulle ikke stoppe for hans skyld. Han fandt en lille plads i hjørnet, hvor han kunne træne for sig selv, startende ud med opvarmning i form af armbøjninger. På et tidspunkt måtte han vel nok fjerne sin skjorte, men for nu ville han helst gerne beholde den på.

Sivoy havde været væk fra Krystallandet i mange måneder. Han havde meldt sig frivilligt til at være en del af den gruppe Krigere som blev sendt til Mørkets Dal. Heldigvis havde der ikke været den store nød for dem, hvilket ikke var den store overraskelse. Intet godt levede der og havde nok ikke gjort det i mange år, til trods for de ruiner man endnu kunne finde blandt de mørke træer. Ikke fordi de ikke havde haft rigeligt med action alligevel. Mørkets Dal havde måske ikke mange indbyggere at beskytte, men rigeligt med bæster, som bare ventede på væsener af kød og blod at sætte tænderne i. Sivoy havde været hjemme i et par timer efterhånden, men han var taget direkte til hans gemakker for at meditere. Efter måneder i Mørkets Dal begyndte mørket at trænge ind i dit sind, så meditation var en nødvendighed efter så lang tid væk.
Og til trods for at han netop var vendt hjem, begyndte han allerede at blive rastløs efter hans meditation var afsluttet. Han havde skilt sig af med sin rustning i hans gemakker, og trådte nu ud iført hans lysegrønne tunika og de brune skindbukser han typisk bevægede sig rundt i. Han var sjældent i uniformen når han ikke var ude på en mission, af den grund at han fandt individualiteten rensende efter en lang mission. Så var han ikke længere Sivoy, Lyskriger, men blot ham selv. Der var en vis frihed i dét. Et af hans talrige sværd var spændt fast i hans bælte, som han begav sig imod borggården for at træne en smule. Det skulle gøre godt at få løsnet musklerne op efter det lange ridt tilbage til Hovedstaden.

Da han nåede ud til borggården lagde han straks mærke til den sære stemning der lå i luften. Han trådte hen til nogle nye væbnere, som stod ude i kanten af gården og snakkede lavmælt blandt sig selv, men så snart han nærmede sig stod de ret, med skyldige udtryk på deres ansigter. Han hævede et lyst øjenbryn, halvskjult under de lange totter af lyseblåt hår der hang ned i ansigtet på ham.
”Ingen grund til at være så skyldige, Væbnere. Jeg ville blot høre hvad der er grunden til denne stemning,[/color]” forsikrede han de nervøse drenge, og en af dem rømmede sig usikkert. Sivoy var klar over hvor nervøse væbnerne var for ham, oftest grundet hans ’stenansigt’, som hans få venner kaldte det, men derfor kunne de da godt tale med ham.
”Ser Sivoy, rygterne er sande. Kriger Tarrim er vendt tilbage til os,” delte den ældste af de tre væbnere, Lars var hans navn vist, og Sivoy blinkede forvirret, og hans overraskelse brød hans maske nok til at hans øjne spilede sig op. Han vendte sig hurtigt om og iagttog de trænende med et falkeskarpt blik. Det tog ham ikke lang tid at finde den velkendte skikkelse, og på trods af at han følte han burde smile, var han som altid.
”Ja så. Tak for informationen,[/color]” takkede han køligt, som han målrettet gik imod Tarrim, som var i fuld gang med hans armbøjninger. Da han nåede derhen krydsede han armene foran hans muskuløse brystkasse, og stoppede mindre end en meter fra manden.

”Jeg har aldrig haft en ven der vendte tilbage fra de døde før,[/color]” spekulerede han højt, med skyggen af et smil hvilende i hans dybblå øjne. Han lagde mærke til brændemærket på Tarrims ene arm, men han lod som ingenting, indtil videre. For nu ville han bare glæde sig over at have fået en god ven tilbage.

Tarrim var kommet til armbøjning nummer 20 og følte sig stadig ikke spor træt, da en velkendt stemme brød tavsheden og fik ham til at stoppede midt i sin armbøjning. Det endte med, at han skyndte sig op at stå. Det kunne hænde, at det var en ridder, man kunne aldrig vide. Men der stod Sivoy, nordmanden, hvis lyseblå hår gjorde ham meget let at genkende. Til at starte med, var Tarrims ansigt lagt i alvorlige folder, men så kunne han ikke dy sig. Det var længe siden - virkelig længe siden - at han havde set sin gamle kammerat, så hele hans væsen lyste helt op, da han med et bredt smil trådte frem og lagde en hånd på Sivoys skulder, som han klemte let.

"Det får du heller aldrig, Sivoy. Jeg er ikke vendt tilbage fra de døde. Jeg er splitlevende, ligesom før. Hvor er det godt at se dig!"

Igen kunne han ikke dy sig, og han trak sin ven ind i et bjørnekram, kort, men ret hårdt alligevel. Før sin tid hos inkvisitionen, havde han været præcis som han kort var nu, hvor han igen slap Sivoy og så ham lidt an.

"Får du overhovedet trænet disse dage, Sivoy? Dine arme ser mindre ud,"

Kommenterede han, mest af alt som en stor vits. Selvfølgelig var Sivoy ikke blevet mindre. Han kunne bare godt lide, at tage bare lidt pis på sine bedste venner, selvom han ikke virkede helt så levende som før. Noget var dødt i ham, og selvom han var lykkelig over at se Sivoy igen, og lettet over, at vennen ikke var blevet dræbt under mørkets regime, så virkede han stadig anderledes.

Sivoy morede sig en anelse over synet af Tarrim, der hastigt kom på benene efter at have hørt hans stemme. Han havde forventet den reaktion af hans gamle ven, men det morede ham stadig, til trods for at man intet kunne se på hans ansigt. Han ventede blot et par sekunder før de alvorlige folder i Tarrims ansigt forduftede, og hele hans ansigt lyste op i et kæmpe smil, hvilket til gengæld trak en anelse på Sivoys smilebånd. Han lagde sin egen hånd på Tarrims arm, da denne klemte Sivoys skulder, og han nikkede bestemt til Tarrims svar på hans kommentar.
”Godt at høre at det ikke er et spøgelse som har skræmt vor væbnere,[/color]” pointerede han med en lille rullen af hans blå øjne, før han blev trukket ind til den muskuløse smed i et kæmpe kram. Sivoy klappede Tarrim på skulderen og tillod sig et lidt bredere smil, nu da hans ansigt var skjult, men det var væk så hurtigt som det var kommet da de to mænd skiltes ad.
”Og det er også godt at se dig, Tarrim.[/color]” Der gik ikke mere en tre sekunder før Tarrim fik ham til at fortryde denne hilsen, og han slog godmodigt til Tarrims skulder. ”Det siger du hver gang, Tarrim, og hver gang bliver vi enige om at jeg nok træner mere end dig,[/color]” drillede han tilbage med en alvorlig stemme. Det var sandt at Sivoy trænede, i realiteten, mere end de fleste, men kun fordi hans evne lod ham få klaret mere træning på kortere tid end de andre. Det var faktisk at snyde, en smule.
Sivoy lagde mærke til ændringen i hans vens sjæl, selvfølgeligt gjorde han det, men han havde også anstændighed nok til ikke at påpege det. Skulle Tarrim ønske at drøfte hvad der var hændt i de sidste to år, så skulle han få lov til at tage initiativet på egen hånd.

Tarrim kunne ikke lade være med at le af Sivoys kommentar om væbnerne. Han var næsten overrasket at over at han stadig var i stand til, og stoppede næsten brat, mens Sivoy kommenterede på hvem der trænede mest. Han fik et drilsk udtryk i øjnene, ved kommentaren, og slog tilbage, stadig let, før han skævede ned til Sivoys sværd. Det kunne vel ikke skade at se, om hans fægteevner var blevet bedre og om hvor meget træning Tarrim måtte se frem til?

"Ja så? Jeg har nok en del jeg skal have halet ind på, når jeg sådan forsvinder i to år,"

Kommenterede han tørt, før han lagde mærke til, hvad han egentlig snakkede om. Det gav ham et fjernt udtryk i ansigtet, der kort efter blev lettere rædselsfyldt, som flashbacks dansede for hans blik. Han rystede dog hårdt på hovedet kort efter.

"Undskyld, jeg... Beklager. Skal vi ikke sparre? Som du siger, du træner nok mere end os alle. Jeg har behov for at komme op på dit niveau. Det dovneri går ikke,"

Igen fik han tvunget sig tilbage i det gode humør, mens han så afventende på sin ven. Forhåbentlig ville Sivoy gerne, selvom Tarrim mest af alt lignede et stykke træ der var blevet hugget lidt for mange gange i.

Det var godt at se Tarrim le igen, men det stoppede alt for hurtigt. Hvad end der plagede hans gamle ven måtte stadig være meget friskt. Da Tarrim skævede ned til Sivoys sværd, rettede Nordkrystalianeren sig en smule op. Han genkendte dét blik. Det betød at de to snart skulle i gang med nr. 249 sparring. Ja, Sivoy talte, hvad galt var der i dét?
”Det tog da også størstedelen af det første år før jeg nåede op på dit niveau, Tarrim. Nu vil du indhale mig igen?[/color]” spurgte Sivoy med et hævet, lyst øjenbryn. Sivoy var ikke den Lyskriger der var bedst med våbnene. Han var tænkeren, strategen – det betød dog ikke at han ikke kunne slå en proper næve når det gjaldt, men Tarrim havde nu altid været overmanden med sværdkunsten. Måske også på grund af hans fortid som smed. Han forstod sig bedre på sværd end Sivoy nogensinde ville det. Hvis Sivoy skulle være helt ærlig, så var han en spydkriger og ikke sværd, men det nænnede han ikke at pointere overfor de to gode venner som blev ved med at smede nye og bedre sværd til ham.

Da Tarrims ansigt blev fyldt med rædsel blev Sivoys eget en smule blegere, i bekymring for hans gamle ven, men det varede blot et par sekunder, før den yngre mand rystede på hovedet for at fjerne udtrykket. Sivoy lod lige så som om det var glemt.
”Ingen undskyldninger nødvendige, gamle ven,[/color]” forsikrede Sivoy med et lille nik, før han rynkede umærkeligt på panden. ”Af frygt for at du alligevel ville lange ud efter mig skulle jeg sige nej, så må jeg hellere acceptere,[/color]” drillede han med et skarpt blik i hans blå øjne, som sagde rigeligt om hvilket humør han allerede var i.
Der skulle ikke meget til før Sivoy var klar på en god træningskamp. Og han vidste bedre end at tro Tarrim ville være svagere end Sivoy var vant til. Det kunne godt ske at Tarrim lignede lort, men Sivoy forventede en vis kvalitet af hans gode ven.

Tarrims latter rungede atter i borggården, ved Sivoys kommentar om, at han ville hale ind på ham igen. Med Tarrims nyligt fanatiske træningskodeks ville nok ikke være svært dog. Som Sivoy pointerede at der ingen grund var til at undskylde, nikkede Tarrim blot, mere roligt og mindre fiflende end før. Han var blevet fanget off guard og havde følt sig lidt fjollet, som han havde låst sit sind inde for kort tid siden. Han fandt det bedst, bare at lade det ligge ved det og i stedet fokusere på, hvad der skulle til at ske. De kunne snakke om fortiden senere.

Som Sivoy drillende accepterede, trak Tarrim det store slagsværd. Det var et halvandethånds, men så godt balanceret at en mand med Tarrims styrke sagtens kunne bære det i én hånd. Og så var det nyt. Tarrim havde smedet det for nogle dage siden, og han var ganske stolt over, at han ikke havde mistet sansen for smedning.

"Det er godt du ved hvad der er bedst for dig selv, min ven,"

Drillede han tilbage, mens han ventede på, at Sivoy selv ville trække blankt. De trænede altid med rigtige sværd. De vidste hvornår man stoppede, så hvorfor ikke? Træsværd var for små knægte og Sivoy og Tarrim var store mænd.

"Sig til når du er klar,"

Sivoy sænkede blikket til jorden da Tarrims latter rungede højt og klart, i et forsøg på at skjule det lille smil der spillede om hans læber. Det var en god lyd, og en savnet lyd. Sivoy havde få nære venner blandt Lysets Krigere, og helt generelt, så han havde kunnet mærke Tarrims fravær. Det gjorde ham godt at se det gode humør vende tilbage til Tarrims ansigt, selv som denne hev det lidt for store sværd frem fra bæltet og balancerede det i én hånd.
Hvordan han gjorde sådan noget anede Sivoy ikke, og ud fra kvaliteten af sværdet at dømme, så var Sivoy ikke et sekund i tvivl om at Tarrim havde smedet det selv. Ikke at det var noget nyt. Tarrim stolede sjældent på andre smedes værker. Ved Tarrims kommentar fnøs Sivoy umærkeligt, om end Tarrim kendte ham godt nok til at vide at det var en accept af drilleriet.
Sivoy hev let hans eget sværd frem og holdt det op foran ham. Hans sværd var, til gengæld, ret gammelt. Lidt over to år, hvis han skulle gætte. Tarrim havde smedet det til ham få uger før hans forsvinden, og siden da havde det været flittigt brugt og vedligeholdt.
Men Sivoy nænnede ikke at spilde ord på at sige at han var klar. Han havde været klar så snart han havde sagt ja, og han antog kampstilling. Han var en anelse spændt på at se hvorledes Tarrim ville færdes. Han havde ikke sparret med hans gamle ven i næsten to år, men han forventede at de ville falde ind i hinandens rytme igen så nemt som ingenting. De kendte hinandens kampstil for godt til noget andet.
Og som altid ventede Sivoy blot, tålmodigt og årvågent, på at Tarrim ville gøre første træk.

Da Sivoy med sin handlinger fortalte at han var klar, hævede Tarrim også sit sværd. Men det så ud til, at Sivoy ikke ville være angriberen, selvom Tarrims stil egentlig var en god defensiv med mange modangreb. Men nu var Tarrim også forholdsvist god til at gøre sig af med finter, så det var det han startede ud, hvorefter deres sparring rigtigt startede. Den varede også meget længe. Længere end nogle af deres andre sparringer, hvilket havde et større impact på Tarrim, der ellers var overbevist om, at han var ude af træning og burde være faldet i svime nu. I stedet pumpede adrenalinen igennem ham og han blev ved, til der var gået godt og femogtyve minutter.

Da stoppede de ved Sivoys ord, og Tarrim satte sit sværd tilbage i holderen, lettere forpustet og med et næsten vildt blik, mens det langsomt gik op for ham at de havde været i gang i ret så lang tid. Hvordan Sivoy tog det, vidste han ikke, men overraskende nok havde han end ikke selv sidesting. Det var mildest talt chokerende. De fleste ville have sidesting nu, soldat eller ej, især med det tempo, Sivoy lagde for dagsordenen.

"Hrmm.. Det var en god sparring. Men synes du ikke den varede lidt længere tid end sidst?"

Det kunne jo bare være, at tiden snød ham, men Tarrim ville lige være helt sikker. Sivoy burde have bedre styr på det end ham. Det gik op for ham at hans skjorte var gennemsvedt, så han tog den uden videre af, som han altid gjorde efter træning. Den eneste forskel nu var det store virvar af ar, det værste af dem, brændskaden på hans venstre arm. Han tænkte slet ikke over det. Det var næsten som i gamle dage, og så alligevel ikke.

Sivoy kendte Tarrims stil. En god defensiv og mange overbevisende finter, samtidig med et stærkt offensiv. Sivoy var vant til at forudse andres træk, at afbøje deres slag og undvige dem han fandt umulige at afbøje. De to havde meget forskellige stile, men de fungerede godt i kamp mod hinanden, og endnu bedre når de kæmpede side om side, hvilket vel var hele pointen. Men som Sivoys arm begyndte at mærke slagkraften i Tarrims stil, på trods af hans evne, som var slået ind relativt hurtigt i deres sparring, måtte han hæve en arm for at stoppe kampen. Han trak vejret hurtigt.
Han lavede lidt hurtigt hovedregning som Tarrim satte sit sværd tilbage i holderen, da han vidste at Tarrim ville undre sig over det samme som Sivoy selv. De havde været i gang længere end normalt, og ikke kortere, sådan som de begge havde forventet. Da Tarrim så kom med spørgsmål, kneb Sivoy øjnene sammen. Det var altid svært at føre en samtale når hans evne kørte i baggrunden, da det øgede eller sagtnede farten med hvilken Sivoy hørte andre tale til ham. Han vidste at de havde normal tid, men han bevægede og snakkede hurtigere end normalt når hans adrenalin pumpede.
Han håbede bare at Tarrim stadig huskede dette. Umiddelbart virkede det sådan, da Tarrims spørgsmål lød klart nok, hvilket betød han talte langsommere end normalt.
”Femogtyve minutter for dig,[/color]” svarede han i et så tilpas langsomt tempo, at han mente det ville komme til at lyde mere eller mindre normalt for Tarrim.
Da Tarrim tog skjorten af lagde Sivoy for alvor mærke til de ar Tarrim havde erhvervet sig i tiden væk fra Krystalpaladset, men han så kun hurtigt på dem, før han vendte ansigtet tilbage mod Tarrim. Han satte sig derefter i skrædderstilling på jorden, for at meditere. Han skulle helst få pulsen ned så hurtigt som muligt, så hans tempo kom ned i normal tid igen. Allerede mærkede han det hjælpe som han regulerede sin vejrtrækning.

Sivoys svar på Tarrims spørgsmål fik den arrede mand til at spærre øjnene op. Normalt brugte de overhovedet ikke så lang tid på at sparre! Han burde sidde og pruste som blæsebælg lige nu! Det gav overhovedet ingen mening, og ligegyldigt hvor meget han forsøgte at bryde sin hjerne med det, så kunne han ikke finde nogen logisk forklaring frem. Han skulle til at dele sine forvirringer med Sivoy da han så at denne havde sat sig til at meditere. Nå. Så måtte han bare vente, så det gjorde han. Han satte sig ned over for, i en mere afslappet position end Sivoy, mens han stirrede lidt frem for sig. Hvad fanden havde sat ham sådan i gang?

Da Sivoy var færdig, var Tarrims vantro blik langt fra væk. Han sad og rystede på hovedet og virkede til, at gøre en del hovedregning, selvom det langt fra var hans stærke side.

"Sidst jeg var oppe at slås kunne jeg ikke engang rigtig holde i mere end ti minutter. Men det var også mod en sortelver med billige tricks i ærmet,"

Mumlede han forvirret, for han så lidt spørgende på Sivoy. Det var ellers ikke meningen, at han ville fortælle for mange om sortelveruheldet. Han havde givet generalen og dronningen en rapport og ville have ladet det ligge ved det, men nu var katten jo lige som ude af sækken.

Sivoy mediterede i godt og vel ti minutter før hans puls var normal igen, og han mærkede tiderne flyde sammen igen. Da åbnede han øjnene, men han kunne se at tiden ikke havde fået Tarrim til at slappe af. Han var åbenbart bekymret, og Sivoy nikkede til ham, for at vise at han var tilbage igen. Tarrim delte hans bekymring, og Sivoy vendte sine håndflader op, som for at vise at han ingen idéer havde. Men han kunne ikke dy sig for at bide på Tarrims krog.
”Sortelvere har altid billige tricks i ærmet, Tarrim,[/color]” pointerede han, mens han fjernede lokker af det lyseblå hår fra hans øjne. ”Men det er sandt at vi ikke har sparret så længe tidligere. Vores udholdenhed lod os ikke gøre det. Jeg har trænet over de sidste to år, hvilket forklarer mig,[/color]” spekulerede han højt, men han færdiggjorde ikke sætningen.
Ud fra Tarrims kommentar kunne han gætte at Tarrim ikke kunne sætte hans udholdenhed til træning. Der måtte være noget andet som gjorde Tarrim i stand til at holde ud så længe.

Tarrim gav omgående Sivoy ret i hans holdning om sortelvere. Han havde aldrig set eller mødt en sortelver der ikke havde forsøgt at stikke en kniv eller andet skarpt og pisse giftigt i ham. De var nogle ubehagelige sataner, især hende, der nær havde dræbt ham den aften nær Lindeskoven. Heldigvis havde hun ikke skabt et ar til samlingen, for når elvere healede, fjernede de også de ar der måtte komme. Han burde være gået til elverne fra starten af, efter at være kommet fri. Så havde han måske sluppet for alle disse ar. Men så igen; Hvordan skulle han ellers bevise sin troskab, hvis ikke ved at vise hvor meget smerte han havde gennemgået, uden at give fjenden nogen information? Nej, så var arrene trods alt alligevel vigtige for et eller andet.

"Jeg ved ikke hvordan det kan bortforklares for mig. Det giver ingen mening, to års fangenskab og senere en nærdødsoplevelse. Det burde ikke give mig den her følelse. Jeg er knap nok forpustet!"

Udbrød han, stadig ret så chokeret. Hans krop havde svedt, ja, men han kunne næsten ikke mærke at han havde sparret med et stort, bredt langsværd. Hans arm føltes næsten normal. Den eneste forskel var en sindsmæssig, let udmattelse. Lidt som når han gjorde brug af sin ildmagi eller lysmagi. Bortset fra, at han ikke havde brugt nogle af disse. Kunne det være magi?
Han så op på Sivoy, med et mere roligt blik. Det gav faktisk mening. En krop og et sind, der blev udsat for voldsomme ændringer og strabadser, burde give en form for reaktion. Om den var magisk for Tarrim, var han ikke fuldstændig sikker på.

"Tror du.. Tror du det kan være noget magisk?"

Sivoy så indgående på Tarrim, som kunne han se en forandring på Tarrims ydre som kunne forklare denne umenneskelige udholdenhed han pludseligt havde fået. Nej, det eneste der var ændret var de mange ar og den manglende finger, og Sivoy tvivlede på at dé hjalp ham med noget som helst, og da bestemt ikke med udholdenhed. Hvis de endeligt skulle gøre en ændring, så ville det være en forværret udholdenhed! Sivoy blinkede, forvirret, da Tarrim kom med et udbrud.
”Nærdød-?[/color]” gentog han med et hævet øjenbryn. Det var tydeligt at han ventede en forklaring på et tidspunkt, men for nu slog han det hen, som han lagde hjernen i blød. Han var en god tænker, og de fleste problemer ville han kunne finde løsninger på. Han sad med den samme tanke som Tarrin da denne kom med sit næste spørgsmål. Sivoy lagde hovedet en anelse på skrå, som han vejede de forskellige alternativer i sine tanker.

”Det er den mest logiske forklaring. Du manglede jo en anden magi, ikke sandt? Dette er en mulighed. Men du burde nok opsøge en vismand for at være sikker.[/color]”