Natten var for længst faldet på som Caitlin tømte sit krus og forlod baren med en doven vinken til bartenderen. Et flydende blik rundt på de sidste tilstedeværende i kroen talte også for hvor sent det var blevet og de blikke hun mærkede på sig sagde også en del. Hun smilede skævt, men lod sig ellers ikke mærke med det, som hun tilbagelagde det lige stykke til døren med et par enkelte sving. Fuld som en allike for hvem end der ikke så nøjere på hendes klare blå øjne, hun af samme grund holdt halvt lukket i. Et skalkeskjul hun brugte tit og ofte når hun havde været i byen af andre grunde.
Og det havde hun i aften.
Hendes mål for aftenen havde dog skiftet, som ham hun havde fulgt ind var mødtes med andre og langt mere interessante informationer var kommet på bordet mellem dem end hvad hun havde håbet at lure om hans vaner. At gå før de havde ikke været belejligt og efter havde hun givet dem tid, hvilket igen havde fået hende fanget af en snakkesalig og ganske tiltrækkende bartender.

Nu var hun dog på vej væk fra kroen, men holdt sit spil gående. De nattomme gader var aldrig sikre for en ung pige at betræde alene, men jo lettere et bytte hun virkede, jo mere overraskelsesmoment havde hun på sin side skulle nogen få dumme ideer. Så hun slingrede en smule, nynnede falsk og smilede fjollet til de få hun mødte. Nogen rystede på hovedet, mens andre smilede beregnende tilbage og atter andre blot så beregnende på hende.
Der var også den detalje at to mænd var fulgt efter hende fra kroen og de ikke virkede som om de havde travlt med at komme i en anden retning end hende. Paranoid? Måske, men det skadede aldrig nogen at være på den sikre side og de to havde ikke set helt rare ud, som de havde øjnet hende i baren. Det betød dog ikke så meget for hende endnu. To gader mere og hun kunne droppe den slingrende gang og fornøjede nynnen og stikke af over hustagene. Hvis bare de ikke kom hende nærmere..

Det var godt og vel nogle timer siden, at Tarrim var kommet tilbage til hovedstaden. Han havde været oppe på paladset, hvor han havde aflagt rapport om sin kamp med en sortelver, han ikke havde fået set indgående nok på, til at kunne genkende sådan lige umiddelbart. Derefter havde han deltaget i aftensmåltidet på paladset, og var så gået ned i byen. Han havde fået en rimelig sjat indenbords, men på ingen måder nok til, at være fuld. Han var højst en kende kejtet, men han kunne sagtens håndtere en sjat alkohol. Han var ret hårdhudet jo.
Det var mens Tarrim gik rundt i gaderne, blot iført sit normale tøj, bestående af en hvid skjorte, et par brune bukser samt knæhøje støvler og med sit ret så pæne sværd ved siden, at han lagde mærke til det; En kvinde, der kom valsende forbi, ret så fuld. Han nikkede let, som hun så på ham, og ville egentlig have ladet hende være, havde det ikke været for to mænd der fulgte efter hende.

Enhver anden ville nok slå det hen som ingenting. Men Tarrim var meget årvågen, grænsende til paranoid, så han lagde hurtigt to og to sammen. Deres blikke afslørede dem og han valgte selv, at følge lidt mere diskret efter. Hans lange hår, samt mørket, skjulte hans arrede ansigt, så han ikke stod særlig meget. Det var nok kun slagsværdet, der kunne afsløre ham, men de to mænd der var ret fulde og havde kun deres blikke på kvinden, som de nærmede sig hende. Hans blik formørkedes. Selvfølgelig ville de udnytte det, at hun var fuld, og som de nærmedes sig hende, kunne han slet ikke dy sig mere. Det var respektløst, og han ville ikke finde sig i det, her, et sted hvor lyset regerede og han burde statuere den magt han egentlig havde som en kriger af lyset. Det gik bare ikke, det her. Han vidste ikke om hun kunne tage sig af sig selv, skulle de overfalde hende, men for ham var der ganske intet valg, så da de var oppe på en to tre meter fra hende, lod han et stykke af gaden blive lyst op, noget pludseligt, men ikke voldsomt.

"Det der ville jeg ikke gøre, hvis jeg var jer. Ikke i hovedstaden, faktisk ikke nogle steder, nu jeg tænker over det,"

Forklarede han, roligere end man ville kunne regne med fra en tilsyndeladende veteran som ham. Hans hånd lå på sværdet, men grebet var løst og roligt, ligesom hans stående position. De her var ikke sortelvere. Der var ikke helt så meget at være bange for her. Alligevel havde han naturligvis sin sunde fornuft i orden.

Caitlin smilede stort til en mand hun passerede uden at notere sig det store ved ham ud over det sværd han bar i bæltet. Det var langt fra gængs, men på den anden side heller ikke ligefrem et særsyn i hovedstaden. Mange havde våben på sig og de der ikke bar dem synligt kunne vise sig at være langt farligere bekendtskaber end de åbenlyst bevæbnede. Så hun lagde ikke mere i det, men brugte ham som undskyldning for at dreje sig rundt om sig selv og få et glimt bagud ved at følge ham he af gaden. Det gav hende desværre også syn for sagen at de to mænd stadig var der og havde sat tempoet op.
Ikke godt.
Hun fortsatte sin drejning og holdt tempoet men hendes blik søgte mere bevidst efter åbninger at forsvinde i end det havde gjort før. Hun holdt dog sin gang som den hele tiden havde været, skønt skridtene bag hende kom tættere og tættere på.
Slet ikke godt.
Hendes egne bløde støvler gav ikke den store lyd fra sig og som hun lukkede jakken til forsvandt lyset fra hendes hvide skjorte og henlagde hendes person i mørke og grålige toner. Praktisk i en dunkel belysning og det samme var bukserne og hendes påklædning generelt.

Lige meget hjalp det dog, som gaden omkring hende blev oplyst og hun afslørende og alt for hurtigt stivnede på stedet. Så vendte hun sig langsomt og trak sig så et par skridt baglæns, som opdagede hun først nu de to... tre mænd bag sig. De bagerste var manden hun havde set før med sværdet og han så ikke begejstret ud.
Det samme kunne siges om de to mænd imellem dem, der var stoppet op som lyset kom og nu havde drejet sig om mod den sidst ankomne. Den ene så vurderende på manden og smilede så hvad der skulle være et indsmigrende smil, men som havde en hård vidende kant. "Og hvad antager De vi har tænkt os at gøre? Ud over at følge den lille pige hjem, så hendes far kan påtale hendes dårlige opførsel?"
Som han havde talt havde den anden og en anelse mindre mand bevæget sig hen mod Caitlin. Hun var fornuftig nok bakket uden at slippe nogen af dem at syne. Manden gjorde en vinkende bevægelse af hende, men hun skulle bestemt ikke indenfor nåvidde af ham. "Baron Grant kunne virkelig godt tænke sig en lille sludder med dig tøs." Hviskede han dæmpet og kun for hendes øre. Baronen havde været den mand hun havde skygget ind på kroen, så ville han snakke kunne det næppe være godt.
Hun tog et skridt mere baglæns, før hun begyndte at snige sig sidelæns rundt om de to mænd på vej mod den sidstankomne. Stadig med en let usikkerhed i sine skridt, men med den største lyst til at vede rundt og se om hun kunne løbe fra dem. I en verden med magi var det dog ikke det sikreste at gøre uden at vide hvad de to mænd kunne. Damn hun havde rodet sig ud i noget lort denne gang. "Bare ærgerligt for ham!" Hun vendte blikket mod den sværdbevæbnede, før hun fortsatte indtrængende. "De lyver!"

Tarrims blik blev hurtigt mere hårdt ved den ene mands udsagn. Han vidste godt, at han skulle træde lidt forsigtigt her, for han havde slet ingen håndgribelige beviser, ud over at have set dem se skumle ud. Et øjeblik ønskede han virkelig at de ville trække til våben og true hende. Imidlertid, kunne han ikke gøre andet end at tale med dem og få dem til at gå deres vej. Han lagde godt mærke til, at den der ikke talte til ham, talte lavt til hende og ved hans blik kunne Tarrim godt se, at der var underlagte trusler i ordene, om end han ikke kunne høre dem. Pis.

"Det eneste der skal antages her, er følgende; Jeg ved kun at I er af borgerlig rang, indtil I beviser andet. Og jeg er en lysets kriger. Hvis nogen skulle hjælpe pigen her, så er det i hvert fald ikke jer. Hun ser end ikke ud til at vide hvem I er?"

Med de ord, så han spørgende på hende, samtidig med at hun udbrød at de løj. Det gav mening, at de ikke talte sandt om noget som helst, men igen, kunne han virkelig ikke gøre så meget for hende, ud over det her snakken. Han havde dog ingen grund til at blive stående, så i stedet gik han lidt tættere på dem. Måske ville de handle overilet ved handlingen.

"Så hvad gør vi? Lader vi mig om mit arbejde, eller vil i forhindre en embedsmand i funktion?"

Tarrim vidste udmærket godt, at det var en lidt aggressiv tone han havde, men han brød sig overhovedet ikke om dem eller deres tone. Og Lysets Dronning ville nok hellere tage hans parti, siden han havde arbejdet under hende i godt og vel 10 år og havde udholdt to års tortur uden at sige noget som helst om hende eller lysets hær.

De to mænd var tydeligvis vant til at arbejde sammen, for som den ene fokuserede på krigeren der blandede sig, holdt den anden sin opmærksomhed på Caitlin. Hun brød sig ikke det mindste om det og ignorerede også hans anden hidkaldende bevægelse, som så hun den ikke. Hans ord var også stadig hviskende som han fortsatte. "Du gør det kun være for dig selv, tøs. Jeg har din fært. Jeg skal nok finde dig igen og så.." Han sagde ikke mere, men det behøvede han heller ikke. Hun kunne se det på hans blik at behandlingen hun ville få ville blive langt mere hårdhændet hvis han skule ud en gag til og finde frem til hende. Bare synd. Hun skulle ingen vegne med de to, hvis hun kunne undgå det.

Så hun fortsatte sidelæns hen mod krigeren, mens hun tilkastede ham et blik og rystede sigende på hovedet. Hendes afvigelse slog dog ikke mændene det mindste ud af kurs, som den største ham dem sendte hende et vredt blik, før han vendte det tilbage til krigeren med beklagelse. "Hun ville sige hvad som helst for at slippe ud af den ballade hun ved venter hende derhjemme, min herre." Han sendte Caitlin endnu et hårdt blik som hun mødte afvisende, før hun rykkede baglæns endnu en gag som den anden mand var komet hende nærmere. En dans for sin frihed, hu langt fra følte sig sikker på ved nogen af de tre. Krigeren virkede dog mens retskaffen, så ham fortsatte hun mod.

Så satte krigeren dog tingene på en spids og de to mænd udvekslede et kort blik, før de bukkede let for ham og trak sig et skridt baglæns. "Det ville aldrig falde os ind, gode herre." Blikket til krigeren var respektfuldt, mens det Caitlin modtog lovede hende en smertefuld medfart ved deres næste møde. Hun forstod virkelig at vælge sine mål med omtanke! Blikket ændrede sig dog hurtigt hos den mindste og blev fulgt med et vidende smil. "Prøv at lade være med at bilde den brave mand for mange løgnehistorier på ærmet, tøs." De trak sig nu helt og forsvandt ned af gaden med et par enkelte irriterede blikke bagud, før de forsvandt i mørket.

Caitlin så efter dem og så på sin redningsmand. Han så ikke ud af meget, denne lysets kriger, men øjet lod sig let bedrage og hun fandt det klogest at blive hvor hun var stoppet, men nu var hun jo ikke lige i rollen af den klogeste. Så hun kom et par skridt nærmere hen til ham, mens hun med en hånd skubbede håret væk fra ansigtet og så smilede med den let berusedes evige glæde til ham. "Og hvem skylder jeg så min tak for denne tidslige redning?"

Det så ud til, at de to var godt vidende om, hvordan de skulle håndtere en situation som denne. Men det ændrede ikke på én meget vigtig faktor. De virkede som om, de alle tre kendte hinanden, men hvorfor så forfølge hende på den skumle måde, de nu engang havde gjort til at starte med. Det lugtede langt væk af ting, som Tarrim ikke brød sig spor om. Der var klart noget galt, især fordi den anden, der ikke talte til ham, var godt i gang med flere tilnærmelser mod pigen. Hans blik blev mere hårdt, til de valgte at undskylde, og gå deres vej. Han så på pigen, som hun gik helt hen til ham. Hans blik var blevet langt mere mildt men det var langt fra helt roligt. Der var stadig noget galt, og han ville til bunds i sagerne. Hvad end de to mænd havde villet hende, så var det ikke noget godt, og det lød næsten til, at de ikke havde givet op endnu.

Arrene i hans ansigt var nu meget mere tydelige end fra den afstand de havde haft. De var stadig ikke fuldstændig helede, for der var kun gået et par måneder siden den episode med to års tortur, og så var der naturligvis den manglende ringfinger på hans ene hånd. Alt i alt virkede han ikke helt som en lysets kriger, men hans bevis var her; Sværdet havde et indgraveret logo, der var meget åbenlyst for folk der var tættere på og sagtens kunne se det.

"Jeg hedder Tarrim. Og du?"

Han sendte hende et alvorligt blik.

"Og hvad, må jeg spørge, handlede det om? Kender du de mænd?"

Som Caitlin kom nærmere blev mandens træk tydeligere for hende selv i halvmørket og hun kunne se arrene der skæmmede hans hud og forstærkede det barske udtryk han udstrålede foruden hans alvorlige blik. Han lignede den kriger han var, men så også ud til at være mere end det, som hun havde hørt lysets krigere skulle være. Ikke at hun kendte det store til dem andet end de historier der gik eller kunne huske tiden rigtig hvor de sidste havde haft magten fast i deres greb. Det sidste år undtaget, men folk slap sløvt deres gamle vaner og især når disse havde været så selvviske som under mørket. For tyvene og gadebørnene havde tiderne ikke ændret sig meget.

"Caitlin..." Hun smilede stadig og stoppede foran ham, vippende let ned i den ene hofte og prøvende på bedste vis at forblive billedet af en småberuset pige. Stående og snakkende i lyset var det dog sværere end før hvor hun havde været alene og i bevægelse. Også bevidstheden om at mændene havde været efter hende med et andet formål end hun havde troet havde rystet hende en smule ud af fatning.

Så hun trak let på skuldrene og så tilbage i den retning de var forsvundet i. "Ikke af navn og ikke personligt..." Hun vendte sig tilbage imod ham og rettede sig så op, droppende maskeraden i en og samme bevægelse. Han ville snart have gennemskuet den alligevel, så der var ingen grund til at lyve om det. Slet ikke når hun havde så meget andet at fortie og snakke sig udenom. Hun fandt dog en maske af uskyld frem som hun svarede. "Jeg tror jeg så dem på 'Gråspurven' før jeg gik, men jeg er ikke sikker.... heller ikke på hvorfor de opførte sig som de gjorde." Det sidste var løgn. Hun havde en mere en god formodning om hvorfor de havde været efter hende. "Men heldigt De kom forbi, Tarrim! Jeg ved ikke hvordan jeg skulle have sluppet fra dem ellers." Tilføjede hun med en blinken.

Tarrim holdt indgående øje med pigen, for hun var tydeligvis fuld, og det gik ikke hvis hun pludselig faldt eller sådan fjollet i den retning. Han ville faktisk til at tilbyde at følge hende hjem da hun bare sådan uden lige smed facaden for øjnene af ham. Hans egen maske ændredes ikke. Hans blik forblev i samme grad af alvorlighed som før, mens hun påfyldte løgnene på ham. Men han vidste bedre. Han kunne se det i hendes ansigtstræk, hun undgik for megen øjenkontakt og mundvigen sitrede let. Tegnene var der, for Tarrim havde selv lært at lyve godt og grundigt i sit "visit" hos inkvisitionen.

Han lod hende imidlertid forklare, til hun virkede til at være færdig med det, hvor han så valgte at se lidt mere indgående på hende. Ville hun virkelig gerne lyve over for en mand af hans stand? Åbenbart. Om det var fordi hun var bange, eller fordi hun havde gjort noget dumt, vidste han ikke. Men det var hans arbejde at hjælpe til mod enhver form for kriminalitet eller trussel der kunne være mod nogen som helst i hovedstaden.

"Okay, Caitlin, jeg ved godt, at du nok ikke bryder dig om det her, men jeg kan godt se, at historien her ikke har bedste standpunkter. Der er noget galt, og jeg kan se på dig, at selvom du nok ikke har lyst til at fortælle mig hvad der i virkeligheden er i vejen, så beder jeg dig, gør det. Jeg ønsker kun at hjælpe,"

Forklarede han roligt, med hænderne på ryggen. Mest for at vise hende, at han ikke virkede vred eller mistroisk på en meget negativ måde. Det bedste lige nu var, at få hende til at føle sig så sikker som muligt. Han var måske ikke den mest venlige mand af udseende, men hans position burde jo næsten være nok i sig selv. Hun burde ikke have noget at være bange for.

Tarrims udtryksløse ansigt gjorde det ikke ligefrem lettere for Caitlin at opretholde sin uskyldige facade. Hun havde aldrig været god til at finde på en troværdig løgn, når hun allerede var i problemer og heller ikke i nat var det lykkedes særlig godt. Ikke hvis hun selv skulle sige det, for det var hverken en forklaring eller udenomssnak hun var kommet frem til. Bare lidt bleh... Det ændrede dog ikke på Tarrims udtryk, før hun holdt op med at tale. Da lagde var det som om han samlede sin autoritet omkring sig og bare så på hende et øjeblik, før han begyndte at tale.

Caitlin blinkede lidt og betragtede ham så ublinkende i alt for lang tid. Hans ord skar hendes forklaring i stumper og stykker og som hun mærkede dem falde ned omkring sig, gik hendes hjerne i selvsving på at finde en ny, bedre og kom for en gang skyld op blank. Så meget havde hun heller ikke drukket eller lavet af ting som en retskaffen mand ville slå ned på. Havde hun? Tøvende åbnede hun munden blot for at lukke den igen og rømme sig. Så tog hun sig sammen og lagde hovedet let på skrå.

"Godt... jeg havde lagt mærke til dem på Gråspurven. De kom ind efter en herre jeg havde et godt øje til." Hvorfor hun havde haft et godt øje til baronen behøvede Tarrim bestemt ikke at få at vide og hvad end han sluttede sig til ud fra hendes udseende og sted at være så sent på natten med den alder hun havde måtte være op til ham selv. "Men jeg troede de gik samtidig med ham, men åbenbart ikke helt. Og han virkede bestemt ikke interesseret i mig før han gik, så..." Hun havde ikke troet han havde ænset hendes eksistens og det havde egentlig også været mening. Når hun holdt øje med folk var det ikke meningen de skulle lægge mærke til hende og slet ikke at de skulle sende mænd efter hende. Men hun havde heller ikke lige ventet at baronen skulle til et hemmeligt møde, da hun slog sig på ham som en skygge. Hun bakkede langsomt og næsten ikke synligt væk fra ham, klar til at gribe enhver chance for at stikke af. Hun havde virkelig ikke lyst til at skulle uddybe hvad hun lavede overfor ham hvor meget han end havde reddet hende.

Tarrims blik blev hurtigt mere mildt, da hun endelig åbnede sig mere over for ham, selvom det var tydeligt, at hun ikke brød sig om at gøre det. Det var sjældent at folk i en situation som denne, brød sig synderligt meget om, at forklare sandt. Men der manglede stadig brøkdele i hendes forklaring, og derfor kunne han stadig ikke se nærmere på situationen, hvilket irriterede ham let. Men det lod han ikke vise, i stedet ville han hellere være den hjælpende person.

"Og hvem var denne herre så? Han må i hvert fald have været af højere stand end den gennemsnitlige borger, siden han har mænd til at arbejde for sig,"

Som hun bakkede bagud, lod Tarrim hende gøre det. Hvis hun stak af, så måtte hun selv om det. Han ville nok kunne finde hende senere og få en bedre forklaring ud af hende, men han ønskede ikke at virke intimmiderende ved at træde frem mod hende. Det vidste han godt, ville være mere ubehageligt, og det ville give hende større grund til, at stikke af.

"Og han mente åbenbart ikke at du har været særlig populær, siden han sendte to store, fremturende mænd efter dig,"

Kommenterede han, en smule tørt. Det var jo sandheden, hvorfor benægte den?

At få lidt afstand tilbage imellem dem hjalp på Caitlins sikkerhed ved situationen. Tarrim virkede ikke som om han ville holde hende mod hendes vilje og hans spørgsmål til at bunde i et ønske om at finde ud af hvorfor de mænd havde været efter hende. Om han fandt hende uskyldig, mistænkelig eller noget helt andet kunne hun ikke bestemme, men han så i det mindste ikke ned på hende og han lyttede til hendes ord. To ting hun bestemt ikke var vant til fra fremmede hun mødte af højere rang. Det skubbede lidt til hendes fordomme, men gav hende bestemt ikke grund til at stole på ham. Lidt tiltro kunne hun dog godt finde frem.

Så hun lagde hovedet let på krå og overvejede hvad hun ville svare, før end hun trådte tilbage hen til ham og så op ham med beslutsomme hårde øjne. "Baron Grant - og han har bestemt råd til de to og en del flere af den type." Hun havde dæmpet stemme så hendes ord ikke ville nå længere væk i natten end til Tarrims ører. Så smilede hun skævt som hun svarede på hans sidste ord. "Han mente sikkert der var en lille mulighed for at jeg havde hørt mere end jeg skulle på kroen. Og hvor havde han dog frygtelig ret."

Hun bevægede sig ikke, men holdt sig stadig klar til at forsvinde væk, som kat hvis nødvendigt, mens hun holdt blikket på hans ansigt. Øjne gav oftere folk væk end noget andet, men ikke meget var at se ved Tarrim. Ikke udover den opblødning der havde været i hans blik, som hun valgte at svare ham i stedet for at være på tværs.

Tarrim blev stadig stående hvor han var, også mens Caitlin så ud til at tænke tingene grundigt igennem, stadig i en lettere flygtig position. Han håbede bare, at hun ville se fornuften i hans ord og så lade ham hjælpe hende.
Han var heldig, og det samme var hun, da hun trådte frem og valgte at give ham noget at arbejde med. Grant. Grant, Grant. Hvor havde han hørt om denne baron fra? Ah! Nu kunne han huske ham. En rundhåndet og venlig herre med god humor. Han havde holdt vagt nogle dage forinden, mens baronen havde haft en samtale med dronningen om nogle småvigtige ting. Og Tarrim var kommet frem til én ting: Han brød sig ikke om manden. Der var noget... Forkert ved ham.

"Så han talte om ting der ikke burde lyttes til, på en kro? Han er en værre person end jeg havde regnet med. Jeg beklager min "nysgerrighed", men jeg har også bemærket sære ting omkring denne baron. Hvis du mener at du har noget, der kunne gøre baronen til en mere farlig person og at han er ude efter dig, så er det ikke godt,"

konstaterede Tarrim, mens han gned sig om hagen og rodede lidt i skægget. Han talte lavt, lige som hende, for at der ikke blev hørt noget rundt omkring, og var faktisk også blevet noget mere årvågen siden hun havde nævnt baronen. Paranoia var aldrig en god ting at have, og lige nu følte Tarrim, at han blev overvåget. At en eller anden åndede ham i nakken. Det var ubehageligt og det samme gang i adrenalinen.

"Så hvad var det, han talte om? Og var der nogle iøjnefaldende, han måske talte med?"

Som Tarrim svarede trak Caitlin sig først en smule tilbage, mens hun så mistroisk på ham. Stod han og gjorde grin med hende? Det kunne lyde sådan! Selvfølgelig var der ikke noget galt i at tale om ting på en kro man ikke ønskede andre skulle høre. Det gjorde ingen til dårlige væsner, men der havde jo været lidt mere i det end almindeligt sladder. Hendes pupiller blive smalle som hun så intenst på ham og så løsnede en smule mere op som han forsatte med at tale og afkræftede hende forhastede slutninger om hans ord. En lille lettelse, der fik hende tilbage det halve skridt hun havde taget væk, og til atter at virker mere lyttende end afvisende.

"Oh?" spurgte hun så spørgende, som han konstaterede han havde bemærket noget sært også. Havde han lyst til at uddybe ville hun bestemt ikke være ked af lidt ekstra viden om den mistænkelige baron hun stadig ikke helt havde sluppet ønsket om at udplyndre. Ikke at hun skulle have det frem i lyset foran en af lysets krigere. Hans moral kunne nok ikke helt holde til det og hun havde virkelig ikke lyst til at han skulle få dårlige ideer. Hans næste ord fik hende til at lægge hovedet let skrå, mens hun overvejede.

Så nikkede hun let, mens hendes blik gled til noget bag ham og atter blev hendes pupiller helt smalle i de blå øjne. Hun brød sig ikke om den bevægelser der lige var ophørt der eller om den skikkelse hun kunne ane med sine sit styrkede nattesyn. Derfor så hun heller ikke Tarrim, som hun svarede ham næsten uhørligt. "Om en uge kommer en karavane frem med noget de tre ikke vil have falder i andre end deres hænder. Ingen navne blev nævnt, men ud over baronen var der en tilhyllet kvinde, lys hud, mørkt hår, mørkere øjne, ingen rar stemme, sådan lidt skinger og så en anden mand, rigt klædt, bred, lyst hår, hårde øjne, stort ego, vant til at få det so han vil have det. De havde valgt et bord ingen kunne sidde nær med deres livvagter fordelt ved de nærmeste borde."