Det var en ellers meget normal aften i Hovedstaden. Skumringen var for hånden, og markedspladsen var lige så langsomt ved at lukke ned om sig selv. Varinas bod var altid en af de første der var pakket sammen. Hun havde sjældent særligt meget tilbage efter en arbejdsdag, og det der var tilbage af hendes varer, kunne nemt pakkes sammen i det tæppe hun brugte på bordet. Hun så op som en af de andre handlende trådte hen til hendes bod. Han var et menneske, én som hun genkendte efter at have delt markedspladsen med ham i flere år. Det var meget sjældent for hende at kunne skelne mennesker fra hinanden, men det hændte.
Efter at have udvekslet høflige bemærkninger om dagens forretning, og det fortrinlige vejr, måtte Varina byde ham farvel, og hun gik målrettet imod kroen. Hun ville gerne nå at få et godt måltid mad før hun tog hjem mod Aquarin. Turen tilbage til havet tog et stykke tid, og hun nød at tilbringe tid i Hovedstaden noget mere end turen på den åbne vej. Der var stadig folk der så efter hende i hovedstaden - hvorfor skulle der ikke være det? - hendes mintgrønne skæl med de røde tigerstriber stod godt ud fra menneskenes ensfarvede hud, og hendes kindfinner hjalp ikke videre på det. Men hun var blevet vant til blikkene efter de mange års arbejde på landjorden, og nu kunne hun næsten fortælle sig selv at de blot beundrede hvor eksotisk hun så ud.
Hun rynkede lidt på sin flade næse. Der var måske nok nogle af blikkene som havde denne bagtanke, men hun var sikker på at langt de fleste var morbid nysgerrighed. Hun så op da hun endeligt nåede frem til 'Det Halve Svin', og hun rystede en anelse på hovedet ved lyden af den travle kro. Dét var den del af landjorden hun havde størst problemer med. Støjen. Hendes kindfinner gjorde hende utroligt følsom overfor lyd, men hun havde lært at udholde den. For det meste... Heldigvis var der ikke kommet rigtigt gang i øllen endnu, så hvis hun nu var hurtig, kunne hun snildt nå at indtage et måltid mad og så fordufte før der kom rigtigt gang i stemningen derinde.

Med dette mål i tankerne åbnede hun hurtigt døren og trådte indenfor. Hun huskede lige akkurat at gå op til Telma, for at bede om en af deres retter, før støjen overrumplede hende. 'Det Halve Svin' havde meget forskelligt mad, da de jo helst skulle ramme så stor en målgruppe som muligt, så lidt aquarinsk mad havde de da også på menuen. Varina bevægede sig målret hen imod et bord så isoleret fra mængden som overhovedet muligt. Hun pakkede tæppet godt sammen og gemte det ind under bordet, før hun satte sig på en skammel. Hun rettede lidt på den simple, æggehvide dragt hun havde på, mens hun ventede på at de blev færdige med hendes mad. Hun burde måske overveje snart at købe noget nyt tøj også... Hun kunne, ærligt talt, ikke huske præcis hvad den hvide dragt var lavet af, men hun ville ikke være overrasket hvis det var et stykke sejldug.
Den var vitterligt ikke særligt flatterende.

Jolene havde endnu engang arbejdsdag. Hun havde dog været i gang siden ved middagstid, og det var snart ved at være tiden til at hun kunne trække sig tilbage. Det havde været en stille og rolig dag, selvom man da godt kunne fornemme larmen i kroen var steget lidt, som det nærmedes sig aftenstid. Hvilket i det hele taget var ganske normalt. Der var ikke sket noget ekstraordinært. Andet end endnu en drukenbolt havde friet til hende. Hun kunne stadig smile af det. Hun vidste at hun var eftertragtet hos mange mænd, og havde da også været sammen med mange forskellige. Hun kørte meget efter sine luner, og mænd havde en gevaldig stor plads i hendes hjerte. I hvert fald var mange af dem sjove og spændende, hvilket som regel førte til at Jolene blev en smule blød i knæende. Men hun var sin egen herre. Hun ønskede ingen fast mand i sit liv, eller at blive gift. Meget kunne ændre sig med siden, men lige nu følte hun sig stadig meget ung og klar på den værste.

Jolene kom gående tilbage mod baren med det tomme fad og sukkede lettet. Hun var endelig færdig for i dag og kunne gå op i sine egne gemakker. Der ventede der selvfølgelig at hun skulle kigge efter sine søskende, men det var ikke ligefrem noget hun betegnede som arbejde længere. ”Så er jeg færdig for i dag, mor.” sagde hun kækt og gik om bag baren og satte bakken på plads og gjorde klar til at tage forklædet af, da Telma stoppede hende. ”Gider du gå ned med det sidste fad?” Jolene kiggede på sin mor med et træt og håbløst blik. Hun havde lyst til at protestere, men hun kendte det stædige og alvorlige blik alt for godt, til at hun bare sukkede og bandt forklædet ordentlig til igen. ”Okay, men kun den her ene..” det ville ikke være forsvarligt at svare mere igen, end hun i forvejen gjorde. Ikke med mindre hun ønskede et møgfald. Nok var hun Telmas datter, og voksen, men Telma kunne stadig finde på at give hende stuearrest.

Jolene tog imod fadet med mad, og blev preget mod stedet og personen det skulle afleveres ved. Hun kiggede mod et af de mere isolerede borde, hvor der sad et specielt væsen. Et som der i hvert fald ikke var mange af, selv ikke i Hovedstaden. Jolene syntes dog at kunne huske hende fra markedspladsen, men hun var ikke helt sikker. Hun smilede varmt til havvæsnet og stilte hendes bestilling på bordet. ”Værsgo, jeg håber det smager Dem godt.” sagde hun med hovedet let på skrå og smilede med et let nysgerrigt blik rettet mod kvinden. Hun var meget fascineret over hende, og havde egentlig en trang til at høre mere. ”Undskyld jeg forstyrrer Dem, men hvor kommer De fra?” spurgte hun, efter at havde vendt sig for at gå, men havde vendt tilbage fordi nysgerrigheden vandt.

Varina så op da hendes kindfinner opfangede noget fodtrin som bevægede sig imod hende, og ganske rigtigt var det en af dem der arbejdede på kroen. Hun nikkede langsomt til kvinden, og hendes smaragdgrønne øjne hvilede et øjeblik på kvindens ører, før hun fokuserede på den tallerken med mad som kvinden havde stillet foran hende. Det var lidt blandet sortiment af rå fisk blandet med tangstykker. Det var måske ikke en større delikatesse blandt landgængere, men man brugte jo ikke ild til madlavning i Aquarin! Den blotte tanke var latterlig, på trods af at de fleste landgængere så ild som en nødvendighed når det gjaldt kokkerering. Varina havde ofte komplimenteret Telma Natskygge for hendes versioner af aquarinske retter. Det var ikke nær så godt som hendes mors madlavning, men noget af det bedste en landgænger kunne gøre.

”Mange tak,” svarede Varina, da den unge kvinde hilste hende med buddet om at hun måtte nyde maden. Det vidste Varina at hun ville – hun bestilte ofte dette når hun spiste på kroen – men det var stadig betænksomt at den unge kvinde at sige det til hende. Varina samlede bestikket op, men begyndte endnu ikke at spise. Hun mærkede kvindens nysgerrige blik på hende, og hun ventede blot på at hun ville spørge. Det gjorde de fleste der var så åbne om deres nysgerrighed som hun var. Og Varina blev da heller ikke skuffet. Hun smilede bredt da kvinden spurgte ind til hende, og hun fremviste et tandsæt med lidt skarpere tænder end det var normalt for landgængere. Havfolkene udvikledes til at kunne spise fisk og tang under vandet, og det gjorde nu engang at evolutionen havde taget dem i dén retning.
”De forstyrrer så sandeligt ikke, Miss. Jeg kommer fra Aquarin,” svarede hun venligt, og hun lavede et lille nik som for at lave et siddende buk for den unge kvinde. Hun var godt nogenlunde klar over hvem kvinden var. Hun var Telma Natskygges datter, og derfor bosat i kroen. Men mere end det vidste hun ikke. Hun vidste at kvinden var et par yngre end hende selv, men de havde aldrig talt sammen.

Jolene var ikke ligefrem en haj i køkkenet, so to speak. Hun kunne lave anstændig mad, uden problemer. Men hun var ikke fantastisk til det på nogen måde. Ikke ligesom hendes mor, der tydeligt havde næse for kokkekunsten! Mange de forskellige retter der end måtte findes i denne verden. Hertil også maden som blev tilberedt på havets bund. Noget som Jolene langt fra havde nogen erfaring med.

Det var generelt meget spændende at møde nye folk, og selvom Jolene nok havde set denne kvinde før i kroen, var det ikke noget hun før i dag, rigtig havde haft tid til at spørge ind til eller udforske med sin evige nysgerrighed. Hun lyste op i et mere varmt smil, som kvinden sagde at Jolene ikke forstyrrede og gerne ville tale med hende. Der var mange der helt blev ladt alene, grundet de havde haft en lang og kaotisk dag, eller bare generelt ikke gad tale med nogen når de spiste. ”Hvordan er der der?” spurgte hun nysgerrigt, efter at havde givet et lille hoved buk tilbage, for at udvise sin respekt. ”Jeg har hørt lidt om stedet, men ærligt, så møder jeg ikke ligefrem mange derfra.” bekendtgjorde hun med et skævt smil, som hun satte hovedet let på skrå. Jolene holdte pakken ind mod sit forklæde og ignorerede mange af de mandlige kunders blikke, som var rettet mod hendes veludviklede former. Jolene havde noget sjovere og mere spændende at lave nu, end at koncentrere sig om mænd. Dem kom der altid så mange af.

Varina blinkede, måske en anelse forvirret, da den unge kvinde spurgte ind til Aquarin. Hun smilede dog snart igen, og hun nikkede for sig selv. Hun genkendte den spænding hun så i kvindens øjne. Hun havde selv haft den for nogle år tilbage, og en gnist af den fandtes da stadig i hende. Nu kom den bare kun til udtryk når hun fandt nye skibsvrag på havets bund. Hun havde set meget af Krystallandet efterhånden, og til trods for at der sikkert stadig var mystiske og fantastiske ting derude hun ikke havde set, så havde hun fundet hvad hun ville med sit liv. Derfor kunne hun selvfølgelig stadig drømme...

”Aquarin er et stort sted, Miss, med mange distrikter og meget variation. Skulle jeg forsøge at fortælle Dem alt der er at vide om hende, så er jeg bange for at jeg ville holde dig fra dine opgaver,[/color]” indrømmede Varina med et spagt smil. Da kvinden så indrømmede at hun sjældent mødte folk fra Aquarin, nikkede Varina genkendende. ”Jeg er ikke forbavset. De færreste af mit folk er interesserede i at komme til overfladen mere end nødvendigt.[/color]”
Blot hendes faders reaktion da Varina havde fortalt at hun ville tage derop! Hun havde aldrig siden haft et lignende skænderi med hendes forældre. Varina kunne godt se nu, hvor hendes forældres bekymringer lå, men hun fortrød det stadig ikke. Hun kunne godt lide sit arbejde, og hun havde set så mange fantastiske ting som bare ikke kunne opleves i Aquarin.

Varina blinkede forvirret da hun lagde mærke til at mange af kunderne i kroen så over imod hendes bord, men det tog hende ikke lang tid at finde ud af hvorfor. Størstedelen af blikkene tilhørte mænd og de var alle som bundne med magi på den kvinde, som havde gjort Varina til en samtalepartner. Varina genkendte let deres fascination. Den unge kvinde var smuk, uden tvivl, og det vidste hun godt selv, fornemmede Varina. Hun bar sig på en sådan måde, at ingen kunne være i tvivl om at hun var klar over hendes egne styrker.
Varina smilede for sig selv. Hun burde nok holde op med at kategorisere den anden kvinde som ’ung’ i hendes tanker. Det fik hende til at føle sig ret gammel, og som hun selv vidste, var der blot et par år til at adskille de to.

”Men jeg er skam villig til at fortælle Dem om Aquarin, hvis De ønsker det.[/color]”

Jolene havde aldrig rigtig været ude af hovedstaden. Jo, nogle små ture, for at besøge noget familie, men aldrig rigtig mere end det. Hun havde heller ikke behovet eller lysten. Det var spændende at høre om fantastiske og eksotiske steder, men hun kom der aldrig selv. Hun fik nok erfaring og tilfredsstillelse gennem historier, fortællinger, myter og legender som passerede hendes vej her på kroen. Der kom alverdens typer, alle mulige forskellige steder. Hun havde sågar mødt enkelte som ikke engang var fra Krystallandet! Men det var nu længe siden, men Jolene havde alligevel aldrig glemt historierne. Historier hun samlede ind med hjertens glæde og genfortalte til sine mindre søskende, med store armbevægelser og eventyrlysten atmosfære. Hun behøvede ikke rejse selv, for alle de rejsenes holdepunkt var på et tidspunkt i det halve svin, og derfor kom de altid til hende.

Jolene lyttede intenst og spændt til, som kvinden begyndte at forklare hvad stor Aquarin egentlig var. Hun havde ikke lige regnet med at det var så stort, men nu når hun tænkte efter, så selvfølgelig var det stort. Det var jo en del af havet og hvis der var noget, som der var meget af, så var det vand! Så meget vidste Jolene trods alt. Ikke at hun var uintelligent. Jolene havde faktisk et ganske udmærket hoved på sine skuldre, hun var bare ikke akademisk på nogen måde. ”Min sidste opgave, var at bringe Dem deres mad, Miss.” svarede hun med et smil. Lige nu var hun her af egen fri vilje og ikke af høflighedsårsager eller andet i den retning. ”Det er ærgerligt. Vi kunne garanteret lærer meget af dit folk. Men nu er der heller ikke mange Krystallianere, der gør sig den ulejlighed og tage ned til jer. Både grundet at de er fysisk umuligt for de fleste af os, men nok også fordi det ikke er noget der er faldet de fleste ind.” svarede hun lidt eftertænksomt, som hun bed sig i læben. Hun havde ikke hørt om andre end havfolket som befandt sig under vandets overflade.

”Jeg vil mægtig gerne høre noget mere!” svarede hun begejstret med et stort smil og funklende øjne. De spidse øre vrikkede lidt, for at hun bedre kunne høre stemmerne bag sig. Det lød kort som om at der var en der kaldte på hende, men sådan var det bare engang imellem. Lige nu lød det i hvert fald ikke vigtigt og hun kunne holde sig i dette selvskab i stedet. ”Må jeg?” spurgte hun høfligt og gjorde tegn mod en anden taboret ved bordet, om hun måtte sætte sig og derved også ved kvindens bord. ”Jeg hedder for resten Jolene.”

For Varina havde det aldrig været nok at høre om stederne over vandet. Men der var selvfølgeligt heller ikke så mange historier om overfalden nede i Aquarin, så det var vel naturligt at hun var blevet så ubønhørligt nysgerrig, i forhold til Jolene, som hele tiden hørte så mange historier at det halve sikkert kunne være nok. Forskellen mellem Aquarin og overfladen var også bare så stor; selv med den vildeste fantasi kunne Varina aldrig have forudset præcis hvor forskellige de to steder var. Men i forhold til hvor fantastisk overfladen havde været for hende første gang hun trådte op på landjorden, så blegnede de forskellige steder hun havde set siden i forhold til. Hun havde selvfølgeligt aldrig været særligt langt væk fra hendes normale rute, men hun havde, igen, problemer med at forestille sig hvor forskellige stederne kunne være. Nu manglede hun bare den drivkraft der, dengang, havde fået hende til at søge op mod overfladen i første omgang.

Kvinden indrømmede så at hendes sidste opgave havde været at bringe hende hendes mad, og Varina smilede. Ja, hvis dét var tilfældet, så var der i hvert fald ingen problemer for Varina i at fortælle hende hvad end hun gerne ville høre. Kvinden fortsatte så, og indrømmede at det var ærgerligt så få havfolk kom op på landjorden. Varina trak på de smalle skuldre, som glitrede i lyset fra lanternerne. ”Jeg tror ikke landgængere ville blive budt velkomne i Aquarin, om I så fandt en måde at finde derned på. Og for dem af os som skal bruge magi for at få ben, er det en meget smertefuld proces. Det er ingen overraskelse at få er villige til at tage turen.[/color]” Varina huskede stadig hvor overvældende smerten havde været første gang hun havde overtalt Viskvinden til at give hende ben. Hun var blevet vant til det nu, men dengang havde det været en forfærdelig oplevelse.
Kvinden sprang nærmest med entusiasme da Varina gav efter for hendes bøn, og Varina lo lavt af hendes ansigtsudtryk. Dernæst bad kvinden om tilladelse til at sætte sig ved bordet, og Varina nikkede svagt, som et tegn på at hun måtte sætte sig. Så blev det til at de præsenterede sig for hinanden.

”Det er mig en ære at mød Dem, Jolene. Jeg er Varina Lystha il Natib. Kald mig endeligt Varina,[/color]” introducerede hun sig selv med et smil. Hendes kindfinner vibrerede lidt i reaktion på den høje støj i kroen, og hun kneb øjnene lettere sammen for at fokusere på Jolene. ”Er der noget specifikt De gerne vil vide om Aquarin, Miss Jolene?[/color]”

Jolene kiggede på hende, med hovedet let på skrå. De historier hun nu engang havde hørt, havde altid været overdrevne. Selv for Jolenes øre! De var gamle søulke, fiskere og også gerne pirater som kom med historier. Mange af dem, fortalte om havfolket, som var det havets dæmoner. Farlige og blodtørstige det meste af tiden og med en direkte afsky for folket fra overfladen. Det var der nok flere grundet til, men alligevel virkede det så overdrevet, hver gang der kom de gamle søhistorier på bordet. Jolene havde engang snakket med en fisker, som uden tvivl mente at havfolket (Eller havfruer, som han kaldte dem), sang sig ind i mændenes hjerter. Tryllebandt dem som sirener, for at tillokke sig frisk kød. Det var svært egentlig at vide hvad man skulle tro. Men frisk kød og frisk kød. Den måtte Jolene lige tænke over engang. Hvor frisk kunne sådan en gammel søulk, der ikke var blevet vasket i flere måned, ligefrem være frisk kød!

Men Jolene havde ikke megen undren i blikket over kvindens svar. Jo, det med magien til at skabe ben, havde hun ikke lige set komme, men man lærte noget nyt hver dag. ”Vi, landgængere er heller ikke alle sammen så gode til at acceptere de af jeres folk der kommer herop. Jeg har hørt historier, og jeg tvivler på at de er sande.” mennesket generelt, og måske også andre væsner, troede altid det værste om andre. De holdte sig til deres egen indelukkede verden, og alt hvad der gik over deres forstand var farligt og noget som skulle nedlægges. Dybest inde, troede Jolene mest at det skyldtes jalousi. Jolene selv vidste at hun var halvelver, og derfor ikke ligesom mængden af de andre Krystallianere. Men hun var heldig med at det var en elver del. De blev altid betegnet som smukke væsner som mange mænd blev tiltrukket af. Men hun havde mødt dem, som kaldte hende Halfbreed. Hvis det ikke var meningen af racerne skulle kunne formere sig blandt hinanden, havde det nok ikke været muligt! Det var i hvert fald Jolenes filosofi. Men mange, specielt mennesker, så på alt nyt som var det farligt og skulle tilintetgøres. Sørgeligt.

Jolene satte sig roligt ned og smilede til Varina. ”Ligeledes en ære at møde Dem, Varina.” svarede hun høfligt, på sin egen venlige og kække facon. ”Jeg ved jo nærmest ingenting om Aquarin. Jeg har hørt der skulle være smukt. Med koralrev på størrelse med mange af vores åbne landskaber, hvis ikke større! Og at i på samme måde har skove, som vi heroppe. Men det meste jeg har hørt, er bare gammelmands drukkenbolt snak. Gamle søulke, som halvt har mistet forstanden. Hvis ikke helt.” svarede hun med et lidt drillende smil. Mange der kom på kroen blev gerne fulde. Og sømænd, var nok dem som lagde flest genstande ned.

Varina var vant til overdrevne historier om hendes folk. Men det var ligesom havfolk havde overdrevne historier om landgængere. Hun havde, for eksempel, hørt at elvere skulle være underskønne tågevæsener, som kun vovede sig ud af skoven når en tyk tåge lagde sig over jorden. Eller at dværge var små, lede væsener, som forvandlede folk til sten blot ved at kigge på dem, og som drak lava til morgenmad. Ja, nogle meget overdrevne historier, blev Varina enig med sig selv om, som et lille smil spillede om hendes læber. Dværge der drak lava, ha! Hun havde lært et par dværge at kende som handler, og ingen af dem gjorde noget så dramatisk. De kunne drikke alkohol som et hul i jorden, jovist, men intet så farligt som lava.
Og rygterne om at havfolk sang sig ind i hjerterne på sømænd, og så spiste dem rå, så kunne det vel være halvt sandt. Langt de fleste havfolk sang sig ikke ind i hjerterne på sømænd, det var at generalisere, for at have talent for sang var ligeså udbredt som for landgængere. Der havde, til gengæld, været nogle få sager af kriminelle havfolk, som havde bortført og spist landgængere. Det var, selvfølgeligt, strengt forbudt, både over og under vandet, så der blev taget hånd om det hurtigst muligt, men igen var det meget få blandt mange havfolk der havde gjort det.
”Sandt. Første gang jeg trådte ind i en landgænger-landsby, da blev jeg jaget ud med høtyve og fakler,[/color]” indrømmede Varina, og hun rystede på hovedet med et spagt smil. Det var stadig ikke rart at tænke på, selv så mange år efter, men hun havde overvejet hvad der var sket dengang. Det havde lige så meget været hendes egen fejl, som landsbyboernes. Hun havde ingen viden haft om menneske-skikke, så hun havde forskrækket dem. Varina blinkede da Jolene begyndte at fortælle lidt om hvad hun vidste om Aquarin, og hun smilede da hun pointerede at langt det meste af det hun vidste var ’gammelmands drukkenbolt snak’.
”Disse søfolk overdriver måske en anelse. Vi har så sandeligt skove, men af tang eller koral. Det er disse koralskove som søfolkene nok mener. Selve byen er lavet af sten, om end der er koral- og krystaldekorationer på de mere velhavende bygninger. Aquarin er opdelt i mange distrikter, og hvert distrikt kunne lige så godt være en by for sig selv, med egne skikke og traditioner. Jeg kommer, for eksempel, fra Natib-distriktet,[/color]” begyndte Varina.

Jolenes øjne blev lidt større ved denne lille fortælling. At jagte hende med høtyve og fakler var måske lige dramatisk nok! Men igen, sådan var nogle væsner sammenskruet oppe i hovedet. Jolene, var i hvert fald meget taknemmelig for hendes opvækst og generelle syn på andre væsner. Hendes mor havde været en fandens god indflydelse der! ”Det var måske lige drastisk nok. Var det bare fordi De var anderledes?” det måtte det jo nærmest være. En enkel havkvinde der kom til en by, kunne vel umuligt være så farlig at hun behøvede at blive jagtet som et vildt dyr. Så igen, Jolene havde mødt mange farlige mænd og kvinder igennem tiden, som sagtens kunne udrydde en hel landsby alene. Varina fremstod dog ikke for Jolene, til at være sådan en type. Hun virkede generelt meget rolig og venlig. Og hun delte tilsyneladende heller ikke hendes folks meninger om at man ikke skulle havde noget med landgængere at gøre. Hvis det havde været tilfældet, havde hun jo ikke siddet her i dag.

Jolene lyttede interesseret til, som Varina talte og forklarede hvordan Aquarin så ud og var opbygget. Det var lidt ligesom en kæmpe by, kunne hun forstå på det hele. Eller faktisk små byer, som Varina kaldte distrikser. Det var lidt svært at forestille sig det hele, men Jolene gjorde et forsøg med sin meget livlige fantasi. ”Er det så delt op.. groft sagt, ligesom hovedstanden her? Bare meget større. Altså sådan at der er rige kvartere og almene byområder og så de fattiges kvarter? Eller er i mere lige nede hos jer?” det var tydeligt at Jolene ikke vidste meget om det, men at hun forsøgte at koble det lidt sammen med det hun kendte, for at havde en bedre forståelse. Jolene kunne ikke vide om havfolket havde lidt samme skikke som mennesker eller om de havde et helt og aldeles anderledes samfund end dem.

Varina smilede lidt da Jolene fremviste komplet forbavselse over hendes tidligere erfaringer med mennesker, og hun trak en anelse på skuldrene. Det var ikke alle mennesker som var forskruede, det havde hun opdaget for længst, men nogle var mere snæversynede end andre. Og snæversynethed gik sjældent hånd i hånd med forståelse. ”Jeg skræmte dem, er jeg bange for. Det var første gang at jeg var på landjorden. Jeg anede intet om hvordan man skulle færdes heroppe. Jeg vandrede ind i landsbyen en sen aften, uden tøj eller oppakning. Der var en vagthund foran en af husene, som begyndte at gø ad mig. Som De nok kan forestille Dem, så havde jeg aldrig set eller hørt en hund i mit liv, så den skræmte mig,[/color]” begyndte Varina. Hun rystede lidt ved mindet. For en ung havkvinde som først lige var trådt op på land, havde en hunds gøen været skrækindjagende. ”Så jeg er bange for at jeg reagerede med skræk, og i processen sprængte alle vinduer i hele landsbyen. Det var virkeligt kun naturligt for menneskene at blive vrede på mig,[/color]” Hun grinede. ”Men set tilbage, så var høtyve og fakler noget dramatisk.[/color]”
Varina vrikkede sit hoved fra side til side, som hun og Jolene forsøgte at blive enig om hvordan man forklarede Aquarin. På en måde var Hovedstaden og Aquarin meget ens, det måtte Varina indrømme, men alligevel var de så forskellige i Varinas øjne. ”Ja, Aquarin er delt op meget ligesom hovedstaden, det er korrekt, men det er mere end det. Der er fysiske mure imellem de forskellige distrikter, med store koralporte til at adskille dem. Dette er gjort for at kunne isolere ét distrikt fra resten, i tilfælde af en epidemi eller lignende.[/color]” Varina rystede langsomt på hovedet. Hun havde oplevet sådanne tilfælde to gange i sit 50 år lange liv. Første gang havde hun været 9, og det havde været en epidemi. Ikke livsfarlig, heldigvis, men med så store smittefare at det blev dømt nødvendigt at isolere det. Anden gang havde hun været 27, og det havde været som led i at fange en kriminel. ”Og der er så mange distrikter, at det ikke er nok at kategorisere det som ’de riges’, ’de middelmådige’ og ’de fattige’. Sidste gang der blev lavet en folketælling var der 37 distrikter i byen, nogle mindre end andre. Et ’distrikt’ er ikke så meget en fysisk del af byen som en mental splittelse af folket. Hvis et distrikt bliver splittet af, eksempelvis, politik, kan de anmode paladset om retten til at danne et separat distrikt, og hvis accepteret vil der blive bygget noget fysisk for at symbolisere splittelsen.[/color]” Varina kløede sig på issen. Aquarinsk politik var faktisk noget svært at forklare overfor mennesker...

Jolene forsøgte at danne sig et billede af signariet og kunne nu bedre forstå handlingerne fra menneskets ide. Ikke at det retfærdiggjorde at de havde jagtet hende. Men man burde havde nok hjernekapacitet til at se at Varina højst sandsynligt har været bange og ikke faretruende. Dertil, når man ikke så et havfolk så tit på overfladen, måtte man vel gå ud fra at der var mange ting de ikke kendte til og derfor aldrig havde set før. Jolene betragtede ikke sig selv, som en med alverdens viden, men hun havde da noget mellem ørerne. ”Det har nok ikke talt til Deres fordel, at mennesket er så påpasselig med deres ting og penge. Det har været en dyr omgang at erstatte de vinduer. Men ærligt, synes jeg stadig ikke det giver ret til at jagte Dem. De burde vel kunne se, at hun var skrækslagende, og ikke var ude på at gøre nogen ondt.” svarede hun lidt eftertænktsomt, men en rynke i panden. ”Men det var da heldigt, at der ikke skete mere. Det havde været frygteligt hvis de havde fanget Dem.” tilføjede hun til sidst, og var da oprigtig glad for at de ikke fik fanget hende. Eller det gik hun ud fra de ikke havde, eftersom hun nu sad her. Chancen for at hun blev sluppet fri igen, når først de havde fanget hende, var nok ikke så stor.

Jolene lyttede med undren og forstod først ikke rigtig hvad der mentes med det. Nok fordi hun ikke kunne forstå hvor stort et område der var tale om, og at sådan et distrikt, måske fyldte hele hovedstaden! Hvis ikke mere. Det skulle i hvert fald ikke undre hende hvis det var sådan det hang sammen. I hovedstaden var der ikke ligefrem mulighed for at lukke ret meget af hvis der kom en epidemi. Dertil var det meste af det linket sammen af sammensatte huse, at det nok nærmere var en umulgihed. Men Jolene kom ikke men nogen indvendinger. Hun lyttede blot interesseret efter resten og fik sig dannet et lidt bedre billede. ”Så.. har jeg forstået det rigtigt ved at antage, at hele jeres by, er i virkeligheden flere mindre byer sat sammen? Som er opdelt i det, som du kalder distrikter? Og man kan rent faktisk få byen splittet yderligere op, hvis der er uenigheder eller ønske om det? Det virker som om i er langt mere civiliseret end vi heroppe.” påpegede hun til sidst med et lille diskret grin. Her måtte man affinde sig med hvordan reagementet var, eller leve alene i ødemarken. Jo, der var elverfolket i deres skove, dværgende i deres bjerge og så videre. Men det virkede bare langt anderledes end hvad Varina i øjeblikket beskrev.

Varina nikkede langsomt. Hun kunne også bedre forstå landsbyboernes handlinger efter at hun havde været i lære hos hendes tidligere arbejdsgiver i et stykke tid, men det ændrede ikke på at det havde jaget hende en frygtelig skræk i livet. Og hun var stadig en smule bange for ild på grund af det. Det havde hjulpet at arbejde hos en glasblæser i et stykke tid, men hun var stadig bange for at være for tæt på det. For slet ikke at tale om hvordan det føltes at have udtørrede skæl! Aldrig havde Varina prøvet noget så ubehageligt som dét! Den blotte tanke fik hende til at vrænge ansigt.
”Jeg tvivler på at de ville have været i stand til det. Selv i den alder var jeg meget dygtig med min evne, og de færreste ville være i stand til at fortsætte imod mig hvis jeg slap den løs,[/color]” pointerede hun med et lille smil. Hun var meget stolt over sin evne. Hun havde aldrig mødt nogen med hendes evne før, og det fik hende til at føle sig særlig at hun kunne bruge den til noget nyttigt. At det så også var hendes evne der havde fået hende i fedtefadet til at begynde med måtte være en anden sag.

”Ja, det er meget rigtigt. Og jeg ved ikke om vi er ’civiliserede’, det kommer an på den der ser på os. Jeg beundrer faktisk landgængeres regering. I stedet for at undgå problemerne, er I nødsaget til at sætte jer ned og snakke om dem. Aquarinsk politik opildner nærmest vort folk til at bære nag. Vi har to distrikter, Trosch og Vork, som endnu bærer nag mod hinanden, selvom det er 140 år siden de blev skilt,[/color]” forklarede hun. Men når det gjaldt epidemi-bekæmpelse og det lignende, så fungerede Aquarins måde noget bedre end landgængernes. De var ikke særligt gode til at bekæmpe sådan noget, specielt med Hovedstadens arkitektur.
”Og vi har jo ikke så mange flere at tage hensyn til udenfor Aquarin. Hvis Hovedstaden blev ved med at blive bygget til, ville I få problemer med alle de folkeslag der bor udenfor murene. At bo udenfor murene i Aquarin er næsten utænkeligt, og de eneste andre væsener der bor under havet med os er dyrene eller Dybhavsfolket, men dem ser vi næsten intet til.[/color]”

Det var da egentlig ikke så underligt at et havvæsen var bange for ild. Det var ikke ligefrem noget der forekom nede i havet. Det ville i hvert fald være et noget sært syn! Jolene anså jo bare ild for at være en hverdagsting, og noget som bare generelt var der. Hun vidste det var varmt og man sagtens kunne komme til skade på det. Men for hende og hendes folk var det nok nærmere et hjælpemiddel end det var noget man skulle frygte. ”Det gavner Dem naturligvis også, bare en smule.” medgav Jolene hende og smilede skævt. Det var en fordel at havde sådan en evne. Jolene selv havde ikke en evne der som sådan kunne bruges hvis hun var i fare. Jo, hun kunne bruge hendes sangstemme til at tryllebinde folk. Men den var ikke så kraftig at hun kunne gøre det ved alle. De var nødt til at havde et lidt godt øje til hende i forvejen. Hvilket som regel heller ikke var et problem, nu hun tænkte efter. Dertil var hun ikke særlig tit i fare.

Jolene kom lidt ufrivilligt med et fnys. Selvfølgelig var deres tilværelse anderledes end havfolket, hvilket nok også var derfor Varina nok beundrede det engagn imellem. Der var bange mange ting under overfladen. ”Måske. Men der er mere under overfladen. Vores regering kan skifte fra ’god’ og ’ond’ hvert øjeblik. Og vi bære den nag i det skjulte. Selv her i kroen, ville du blive overrasket over hvor mange der skjult går at drømme om at dolke deres sidemand i ryggen, i et forsøg på at tilstræbe sig magt.” svarede hun og gjorde en diskret gestus ud i rummet. Måske bag de den nag nede i havets dyb, men der vidste de det trods alt! Det lød ikke til at der kunne komme spontane dolk i ryggen der.
”Det kan De naturligvis havde ret i. Men det er stadig et underligt sammensat system heroppe engang imellem. Elverne er ikke særlig gode venner med dværgende.. eller andre end dem selv i nogle tilfælde. Dværgende er mest fokuserede i deres miner og så er der alsens andre væsner spredt over hele landet. Det er nærmest ikke til at finde hoved og hale i hvad der er bedst for nogen parter heroppe. Nok også derfor jeg aldrig bliver noget der har med politik eller problemer at gøre.” indrømmede hun, og var ærlig talt heller ikke meget for autoriteter.

Varina smilede da Jolene begyndte at forklare lidt om landgænger-regeringen, og Varina nikkede genkendende til nogle af tingene. Som handelsmand var hun bekendt med nogle områder af Krystalliansk lovgivning, og hun havde, ret ofte, overhørt nogle af de andre handlende omtale regeringen på en ikke så kær måde. Det kunne godt være at de var utilfredse, men derfor opførte de sig stadig ordentligt. Oftest, i hvert fald. Et øjeblik tænkte Varina tilbage på en Dværg hun kendte, som på et tidspunkt var blevet smidt ud fra kroen i fuldskab, for at have lavet en mindre scene omkring skatter. Hun smilede tilbage ved tanken.

”Der er altid mere under overfladen end man regner med, Miss Jolene. Og jeg tror det gælder for alle regeringer, om det så er havfolk, mennesker eller elvere, for den sags skyld. Det er umuligt at finde et sted hvor alle kommer godt ud af det med alle, og er enige om hvad der skal gøres. Det er måden man vælger at gøre det på der viser hvad regeringen står for,[/color]” sagde hun med et lille smil. Da Jolene slog en hånd ud mod resten af kroen med den ildevarslende kommentar, at der var mange der ville dolke deres sidemand for magt, skælvede Varina en anelse.
”Det er et karaktertegn, desværre, og ikke så meget en skildring af regeringens karakter. Der vil altid være individer med ønsket om magt, uanset race eller bopæl,[/color]” svarede hun, før hun rystede på hovedet. Det var jo ikke en filosofisk diskussion de havde gang i her. Idéen var at Jolene ville vide mere om Aquarin. Så igen, Varina ville gerne udnytte samtalen til at lære mere og landgængere også. Hun havde været handlende heroppe lang tid, jovist, men hun følte selv ofte at hun ikke vidste nær nok om normerne på overfladen. Men nogle gange tvivlede hun på at hun nogensinde ville føle at hun vidste ’nok’ om landgængere i det hele taget.

”Ikke desto mindre forsøger Jeres regering at finde hoved og hale i det, hvilket er noget jeg finder imponerende. Mit folk er opslugt af deres egne problemer, og har ikke engang tiden eller idéerne om at forsøge at sætte sig ind i landgængeres problemer også,[/color]” sagde Varina med et lille smil. Nogle gange legede hun med idéen om at landgængere besøgte Aquarin. Der ville komme stort ståhej, da langt de fleste af hendes folk aldrig havde set landgængere i deres liv. Det ville være et rent cirkus.

Jolene lyttede eftertænksomt til Varinas ord. Sådan havde hun aldrig rigtig tænkt over det før. Faktisk havde Jolene aldrig rigtig følt sig særlig knyttet til politik eller hvad regering angik. Måske var det fordi hun altid bare var i kroen. Kroen kørte da mørket herskede, og den kører også under lyset regime. Men generelt hvad angik folks opførsel, var alle vel forskellige og som Varina sagde. Der lå vel altid noget under overfladen. ”Sådan har jeg aldrig rigtig tænkt over det før, vil jeg ærlig indrømme. Men når du ser vores regering. Hvad tænker du så? Jeg er nok skadet af at se det dag ud og dag en.” spurgte hun nysgerrigt. Hun havde aldrig rigtig hørt hvad udefrakommende mente om hvordan de styrede det hele på og om de overhovedet gav mening i deres måde at styre livet på. Ærlig talt, var det alt sammen noget rod.

”Hmm.. jeg tror det var værre under mørkets regime. Eller, det var meget værre.. Dog mærkede ikke vi de store forskelle her i kroen.” indrømmede hun med et skuldertræk. Jo, lige der hvor regimet lige skiftede til fra mørkt til lys. Ellers havde kroen kørt som den altid gjort. Jolene var selvfølgelig ikke klar over, hvad hendes mor, Telma, havde lavet i den tid. Hun ville faktisk heller ikke vide alle sin mors hemmeligheder! Der var rigeligt af dem. Bare det faktum at hun havde børn med forskellige, udviste at hun havde hemmeligheder, som Jolene ikke lige kunne sætte sig ind i.

”Nogle gange, stikker vi vores næse alt for dybt ned i ting, vi slet ikke burde beskæftige os med. Nogle gange… ville det være bedre, hvis man fokuserede på sine egne problemer, frem for alt andet der foregår i vores samfund.” svarede hun og følte sig lidt på dybt vand. Dette emne var ikke et, hun plejede at beskæftige sig synderligt meget med. Nok fordi, der ikke var mange der ønskede at snakke om det, eller ønskede at snakke med lige netop Jolene om det!

Det var ikke fordi at Varina var meget interesseret i politik eller des lignende. Politikere var omtrent lige så upopulære i Aquarin som på landjorden, men politikernes roller var tydeligere i Aquarin. Indbyggernes liv kunne ændres af politik på få dage, så derfor holdt de sig opdaterede, i det mindste i alt der gjaldt deres eget distrikt. Dette mindset havde Varina bragt med sig til landjorden, specielt da hun, som handlende, også skulle holde sig opdateret med hensyn til skatter og lignende. Hun lo lavmælt af Jolenes spørgsmål.
”For mange skatter. Handlendes arbejde er svært nok i forvejen uden at regeringen forsøger at gribe ind. Derudover sker der næsten intet heroppe, af samme grund som jeg nævnte før. De forsøger at holde alle glade, og derfor er de paralyserede i frygt for at træde folk over tæerne,[/color]” pointerede hun.

Hun blinkede lidt da Jolene så fortalte hvad hun selv mente. Varina nikkede genkendende til hendes pointe. Det var, til gengæld, et universelt kendetegn. Varina havde, endnu ikke, mødt et individ der ikke stak næsen i andres sager, på den ene eller anden måde.
”Nogle gange er det blot nemmere at fokusere på andre problemer end ens egne,[/color]” pointerede Varina med et skævt smil. ”Enten dét, eller at begrave sin næse i de mindre glæder i livet,[/color]” funderede hun så med et hævet bryn, som hun så en fedladet mand falde ned af en taburet oppe ved baren. Det var tydeligt at han allerede havde drukket sin del af alkohollen for i aften, og solen var ikke engang gået ordentligt ned endnu!
”Jeg forstår, ærligt, ikke at I kan drikke det stads.[/color]”

Jolene lyttede eftertænksomt til Varinas ord. Det var synspunkter hun ikke selv havde set på. Men det var også det hun først havde sagt. Når man levede i det, blev man forvænnet, og derfor havde man ikke altid det hele overblik. Eller lysten til at forstå det, da det altid havde været sådan. Tydelige traditioner. Traditioner, som Jolene måtte indrømme var noget hun satte stor lid til. Ikke nødvendigvis regeringens, men så de traditioner som var i eksempelvis kroen. Med at børnene blev og hjalp til her. De tog ikke andre steder hen eller fandt andet levebrød. De blev her, hvor de hørte hjemme, så og sige. ”Skatterne har jeg tit hørt min moder brokke sig over. Forståeligt, for hvad jeg har forstået, er de ikke ligefrem lave.” svarede hun, som hun ubevidst som til at bide lidt i sin ene fingernegl. En underlig vane som hun havde tilegnet sig. ”Måske er det derfor at alt føles som tomgang heroppe engang imellem. Det er som om, at intet ændre sig nogensinde, og at alt bare.. køre sin vante gang.. Fordi det er hvad folk kender, hvad de regner med, og hvad der holder dem i gang. Rotiner og glæden ved det.” Hun havde aldrig selv rigtig tænkt over det. Men det var fordelen ved at møde nye væsner og personligheder hele tiden, gennem det arbejde hun havde. Hun fik meget mere at tænke over, og spekulere over. Det var faktisk meget rart at få sig selv lidt i gang på den måde. Så man ikke, ligesom alle andre, faldte ned i den evige rotine af vaner. Selvom Jolene da naturligvis havde sine, som hun ikke ligefrem kunne skilde sig af med.

Jolene kom med et lille grin, og smilede derefter skævt tilbage til Varina. ”Ikke ligefrem den bedste måde at fordrive tiden på, hva.. Fej for egens dør, før du fejer for andres. Det er som om, at folk glemmer at tænke på sig selv. Det lyder nok egoistisk at sætte sig selv først. Men det er nogle gange en nødvendighed.” hun trak lidt på skulderne. Hun mente da selv at hun satte sin familie først, men nogle gange. Bare nogle gange, havde hun fokus på sig selv. Som værende den vigtigste i spillet. Hun var nødt til at holde sig selv oppe, for at hjælpe andre op. Man hoppede ikke selv ned i hullet for at hjælpe folk op der var faldet ned. Man blev oppe, og fandt en anden metode at få dem op på.
Jolene vendte hovedet mod drukkenbolten, en smule forvirret, ved Varinas udtalelse, men da hun vendte blikket tilbage, kunne hun ikke andet end at grine en lille smule. ”Mange drikker det ikke for smagens skydl! Men effekten deraf. Men ærligt, hold dig til noget du kan lide smagen af, og ikke bare fordi du skal skøjte rundt i fuldskab. Selvom jeg vil mene, at det også kan være morsomt til tider.”

Traditioner var noget alle regeringer og folkeslag fandt sig. Varina deltog sjældent, fordi hendes arbejde sendte hende så langt hjemmefra hele tiden, men hun nød at se landgængernes højtider. Specielt deres store markedsdage, som høstfestivaller og julemarkedet. Det var glimrende muligheder for at tjene lidt ekstra, og dét bifaldt Varina selvfølgeligt altid... En handlende af hjerte. Da Jolene indrømmede at hendes moder, Telma Natskygge, ofte brokkede sig over skatterne lo Varina lavmælt.
"Det er vel som man ser på det. At dømme ud fra mylderet herinde, tror jeg ikke Miss Telma har de store problemer med at betale dem, men jo, ser man på skatterne uden forbehold for ens indtægt kan de virke høje. Men de er en nødvendighed, har jeg forstået?" hun blinkede en smule med de store øjne, før hun trak på skuldrene. "Jeg må indrømme, konceptet var fremmed for mig da jeg først kom herop. Natib har gebyrer at betale, selvfølgelig, men intet så fast som 'skatter'."

Rutiner... Jo, Varina kendte godt til det. Selv hendes liv var gennemsyret af rutiner, hvis man kunne kalde dem det. Hun følte ikke længere at hun havde noget valg når hun stod op om morgenen. Før hendes hjerne rigtigt var kommet ud af søvntilstanden var hun allerede videre med arbejdet. Det var sådan hun kunne lide det. "At have rutiner er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Det er i Jeres rutiner og traditioner at Jeres identiteter bliver skabt. At De bider negle sætter Dem, for eksempel, til side fra andre i lige så stor grad som at dværgenes uendelige graven i jorden sætter dem til side. Hver lille vane, rutine og handling understøtter Dem som individ.[/color]"

Varina smilede lidt da Jolene bekræftede hendes kommentar. Fej for egen dør, huh? Det lød nemt nok. Hun lyttede opmærksomt til Jolenes observationer, mens hendes øjne gled rundt i baren. Hun rystede langsomt på hovedet.
"Så længe det ikke tager overhånd. Jovist, man er sin egen vigtigste person, så man skal altid tænke på sig selv, men at tænke for meget på sig selv kan altid vende tilbage for at bide dig når du mindst venter det...[/color]"

Varina var stille i et øjeblik, som var hun langt væk i tanker, men Jolenes ord var dog ikke tabt på hende, og hun trak en anelse på skuldrene. Havfolkene havde selvfølgelig deres versioner af rusmidler, men ikke på samme måde som landgængerne. Når alt kom til alt, så var det jo noget kun svært at indtage drikkelse under havets overflade. Natib havde ikke rigtigt nogle rusmidler selv, men man kunne købe Stjernerod fra et af nabodistrikterne. Det var en slags undervandsblomst, hvis blade kunne give hallucinationer hvis de blev tygget på.
"Jeg prøvede engang at drikke det for at finde ud af hvordan det var at være 'fuld', som I kalder det. Som De nok kan forstå, så er konceptet med at drikke noget ukendt for mit folk.[/color]"

Jolene grinede let over kvindens ord, og måtte lige nikke engang. "Jo, de er på sin vis ganske vigtige for vores overlevelse. Men nej, mor har ingen problemer med skatterne, selvom hun da ikke er tilfreds med at skulle afgive nogle af sine tjente penge. Men hvem er også det." svarede hun smilende. "Men alt efter styret, ændres det hvilke formål pengene går til. Der er fattige nok her i hovedstaden, til at vi kan se, at det ikke er der vores skattepenge bliver brugt." konstaterede hun let tørst. Hun kendte nogen af dem. Hun havde set dem komme og gå. Nogen af dem kom aldrig tilbage. Hun havde endda en ung veninde, som var gadebarn. Denne havde så andre fordele, men det kunne ikke være nemt. På ingen mulig måde.

Jolene kiggede ned på sin finger, og den negel hun havde bidt lidt i, og måtte le lidt over Varinas ord. Jo, hun havde vist ret i hvad hun sagde. "Det kan De naturligvis havde ret.. Desværre, kan det blive for meget og for ensformigt. Men det er jo afhængig af hvad man selv kan lide. Men enkelte gange, vil spontanitet være noget at blive begejstret over." kommenterede hun, med hovedet let på skrå. Hun var ikke ligefrem selv den mest spontane type, men hun kunne stadig godt more sig over det, og lide når det enkelte gange skete i kroen. Det bragte et lille pust af et andet liv over tilværelsen. Jolene elsker sit liv, sin familie og sin tilværelse, men det kunne også blive ensformigt.
Jolene nikkede. Ja, det kunne bestemt komme tilbage og bide dig bagi, hvis man ikke passede på. Man kunne skabe sig et hav af fjender, ved at være fokuseret på sig selv, og kun sig selv. Men hvis man selv var helt fortabt og ødelagt, var der heller ingen chance for at man kunne hjælpe andre. I hvert fald meget dårligt. Det blev alt sammen nemmere hvis man havde energi og overskud.
"Det kan jeg nemt forstå. Hvordan var det så?" spurgte hun lidt nysgerrigt. De fleste landgængere, som Varina kaldte dem, var jo vant til alkohol og mange begyndte at få det alt for tidligt i deres liv. Men hun kunne ikke havde fået det nede ved havbunden. Det kunne Jolene i hvert fald ikke forestille sig at hun kunne.