Nu var Xharlion endelig i Elverly. Han havde haft en samtale med en rødhåret elver ude ved broen og hun havde ledt ham noget af vejen, men nu var han alene igen, og han var ikke sikker på, hvad han skulle sige til de mange elvere, der kiggede overrasket på ham. Tydeligvis, var han et af de mere sjældne syn, med en hornugle på skulderen og sit virkelig pæne tøj. Men det var ikke noget han selv havde gidet tage sig af. Han var dog lidt overrasket over, at folk syntes det var unormalt.

Så han gik gennem byen og ignorerede elvernes blikke, mens han lyttede til fuglenes snakken rundt omkring. Igen var der et hint om, at alting ikke helt gik som det burde. Hvad det helt præcist var, kunne han stadig ikke helt sætte en finger på. Han valgte at lade dem snakke deres pippende og skræppende sprog, mens han så fortet komme til syne. Synet fik ham til, at blinke et par gange. Det var meget pænt. Han havde aldrig været her før.
Da han kom til de store døre, blev han dog gået i møde af en større deling elvervagter. Han var ikke overrasket. Det var forventet, når en fremmed elver gik gennem byen, at han ville gå en vagt i møde på et eller andet tidspunkt.

Dagen havde skredet overraskende hurtigt frem, der havde ikke været ret meget at tage sig til, da lederen hurtigt havde fået indhentet sit papirarbejde og møder, hvilket havde resulteret i en smule fritid hun havde tilladt sig at bruge på at gå en tur i det vinterramte Elverly. Ikke at det var slemt, de havde ikke meget sne dér og solen manglede færre timer end nordpå.
Nu var hun tilbage på fortet, kjolen hun havde på var lang og hvid med påsyede ferskvandsperler og guldkanter der indrammede det nederste af kjolen og ligeledes dens ærmer, om halsen havde hun et simpelt guldsmykke og den dybe udskærring i ryggen afslørede den muskuløse, af elverstandarder, ryg.
Håret var som altid sat op i en mægtig frisure med smykker der passede til halssmykket og et par simple fingerringe.

Toorah sad begravet i en bog, da hun af en spejder fik i vide, at en mægtig pænt klædt elver med en hornugle på skulderen var ankommet til fortet.
Beskeden blev modtaget med let undren, inden hun lagde bogen fra sig og gik ud af fortets store porte der blev åbnet med en let elvisk kommando.
Synet der mødte hende var næsten ikke til at tro, hun havde ikke set Xharlion i flere århundrede. Et stort smil lyste op på de røde læber og kort måtte hun stoppe sig selv i at skulle til at kaste sig om halsen på ham, som hun havde gjort som ganske ung, dengang hun ikke havde så meget facade der skulle opretholdes.
"Mellonamin! Nae saian luume'!"
Udbrød hun, inden hun slog armen ud imod fortet som en velkomst og som en inviation indenfor.

Xharlion skulle ikke stå meget længe, før en skikkelse dukkede op i mængden. Synet af hende fik ham til at lyse mere op end han havde gjort i årevis. Han kunne se sin bror i hende, selvfølgelig kunne han det. Han kunne også se, at hun havde ændret karakter utroligt meget. Hun holdt facaden foran sit folk, til hvilket han mærkede en ekstrem stolthed. Hendes hilsen var alligevel varm, hvilket også overraskede ham positivt. Hun fremførte sig med en utrolig sikkerhed.

Han smilede oprigtigt og nussede hornuglen under hagen, hvilket var et tegn til, at nu skulle den flyve væk. Så det gjorde den. Den ville nok vente på ham herude, hvis han gættede rigtigt.

"Toorah, af slægten Nattefrost. Oio naa elealla alasse'"

Han bukkede let for hende, og tog imod hendes invitation, men valgte, at gå med hende frem for bare at gå foran hende.

"Hvordan er det gået de sidste mange år?"

Spurgte han ærligt, mens hans blik igen undersøgte hende overfladisk. Han fandt hendes frisure ganske smuk og hendes generelle stående position var også af mægtig kaliber. Hun vidste hvordan en leder bar sig og det havde hun fundet ud af. Uden sin fars, eller Xharlions hjælp. Han var virkelig stolt.

Toorah kunne ikke lade være med at smile, det var så ugudeligt længe siden, at hun havde haft besøg af noget af sin familie. hendes forældre kunne af gode grunde ikke komme på besøg, de var begge døde, men hendes søster havde hun ikke set omkring så længe, som Xharlion havde været væk. Hun havde faktisk ikke set ham siden vinterkrigen nu hun virkelig tænkte efter, men det var ikke så underligt, Toorah vidste, at han havde haft det svære ved hendes faders død, end mange andre, selv svære end Toorah selv. Alligevel havde hun følt et lille stik inderst inde, den dag hun blev valgt til Elverlys leder og hverken havde set ham eller Iralis til ceremonien, men disse følelser blev gemt væk for nu, hun var bare glad for at se sin onkel igen.

Langsomt bukkede hun hovedet, det var så utrålogt lidt, at hun det skærpede øje ville kunne fange det, det var en indbydende hilsen, hendes stand påbød hende nemlig, at bukke lavere end andre, men endnu at hilse var ganske nødvendigt. Så vendte hun rundt og fulgte den høje elver ind på fortet, han fik overraskende nok Toorah til at se lille ud ved hans side, på trods af, at hun næsten nåede de to meter.
"Det er gået ganske udmærket, Elverly har formået at klare sig fine igennem mørkets regime uden de store kvaler, nu da lyset er vendt tilbage er det helenaturligvis blevet væsentligt lettere her!"
Startede hun, som hun gik gennem den store hal og fortsatte mod salen, hvori der var en ganske planlagt middag for nogle af de ansvarlige elvere, for engangs skyld uden alverdens planlagte møder der fulgte med, det var vel på sin plads, at nogle af de ældre ligeledes mødte, eller genså Xharlion.
"Der har dog været problemer de sidste uger. En meget insisterende mørkelver har angrebet byen og nogle af vores spejdere..." Toorah hævede hovedet en kende inden de røde øjne gled væk fra den blonde elver for at ende med at stirre blindt frem for sig, inden hun tøvende fortsatte. "Det er endnu ikke lykkeds mig at fange ham!"

Xharlion var kun glad over at se, at Toorah så ud til at være i rigtig godt humør. Der var ikke noget, der kunne gøre ham i bedre humør end dette, og hele hans attitude begyndte langsomt, at blive noget mere mild i det.
Han lagde godt mærke til det lette nik fra hende, selvom det var gjort utroligt subtilt og han valgte blot at blinke let med det ene øje. En gestus man heller ikke bare sådan uden lige lagde mærke til, især ikke med hans ellers kølige naturlige jeg. Som de gik sammen, valgte han dog at sætte tempoet en smule op, fordi han ikke ønskede, at virke svag, og fordi det ikke var normalt, bare at slentre af sted.

Som han blev opdateret med nyhederne, nikkede han til det meste, anerkendende, selv som hun indrømmede at hun ikke havde fanget sortelveren.
"Det er godt, at Elverly har klaret sig så godt. Jeg har ikke tvivlet et eneste sekund på dit lederskab. Det er en skam med sortelveren, men jeg er helt sikker på, at I nok skal få ham fanget. Han gjorde dumt i, at komme her," som han sagde ordene, strålede stoltheden ud af hans øjne. Nattefrostslægten tog ikke mildt på sådanne væsener, især ikke når de blev provokeret af selvsamme. Han sendte sin niece et mere varmt og familiært smil, men det var kun kort. Han ønskede ikke, at virke for meget som en faderfigur for hende. Hun var voksen, og han ville i bund og grund bare se hende igen - det var hans primære grund til, at komme her.

Toorah krypmede sig en smule, hun brød sig ikke om at indrømme, at hun havde taget fejl, eller ikke kunne gennemføre en opgave, det generede hende helt ind til benet. selvom lederen godt var klar over, at ingen, selv ikke elvere, kunne være perfekte, gik det hende på.
Langsomt vendte hun ansigtet imod Xharlion, hun ville gerne vide hvad der gik for sig under de lange lyse lokker, hvad havde fået ham til at komme frem nu? Det var dejligt at se ham, en lettelse at se, at det aldrende ansigt ikke var lagt i seriøse og bekymrede folder som det havde været efter krigen. Samtidig var det en smule frustrerende, Xharlion var efterhånden den eneste der kunne huske hvordan Toorah havde skabt sig som ung elver, hun havde lavet akkurat de samme stunts som mange af de unge elvere der prægede Elverlys grænser idag. Det skulle helst ikke for meget ud, hvordan hun selv havde været ung og vild.
med et hovedkast fjernede hun en af de løse pandelokker der hang ned til den ene side af ansigtet, inden hun nikkede kort til to vagter der åbnede døren til den store spisesal, så viste hun den ældre elver ind.
"det er jeg glad for at De siger Xharlion, det var trods alt ikke været nogen let opgave at løfte og jeg havde ikke kunne det uden dem massive støtte der har været til min position!"
Sagde hun så, og sendte ham et lille venskabligt smil de færreste i Elverly havde fået tilsendt.
"Og jeg skal nok få fat i den sortelver, om det så er det sidste jeg gør. Han har heldigvis ikke meget omløb i hovedet!"