Det var midt på dagen og solen strålede fra en skyfri himmel over skovens bare kroner. Bladene var for længst faldet til jorden og dækkede skovbunden i et raslende lag, der fik den mindste puslen af smådyr til at kunne høres langt væk og alle større dyr til at være åbenlyse i deres færden. Med få undtagelser da elverne so de store katte havde en naturlig evne til at bevæge sig lydløst selv under disse omstændigheder. Det gjorde Maerwen med blikket mod omgivelserne og ganske uvant i kjole og ikke praktiske bukser, jakke og skjorte. Støvlerne var dog stadig de samme, men på en eller anden måde virkede de sammen med den lette, skønt varme grønne kjole og den mørkere grønne kappe ovenover igen.

Hun havde en fridag fra pligter af en hver slags og havde besluttet sig for at den skulle tilbringes helt væk fra alting. Skoven var som altid hendes første valg og som hun kom frem til en lysning mellem træerne, stoppede hun op og åndede dybt ind. Ikke en lyd af andet end dyr var at høre og selv vinden var ikke noget at snakke om. Solen havde frit spil ned i lysningen og varmede nok til at hun selv her midt om vinteren kunne lade kappen falde, som hun gik frem mod midten og ikke frøs ved at gøre det. Hendes kokker og hendes buen endte skjult under kappen, så eneste synlige våben på hende var den lille kniv hun altid havde i bæltet.

Med et smil fandt hun en fløjte frem og satte for læberne. De blide tone der strømmede fra den var til en start afdæmpede og langsomme, men steg i leje og intensitet som hun gled ind i musikken. Det var en gammel melodi, som hun inden længe nynnede i stedet for at spille og lod fløjten hænge fra snoren om halsen som hun trådte trinnene til den dans der hørte med. Ordene lod hun være til hun var helt inde i dansen og så lod hun sangen blidt afløse den dæmpede nynnen. Det var sådan hun slappede bedst af og følte sig mest fri. Dansende, syngende og langt fra alting og i et med naturen.

Dagen var ny og Dylembor havde begivet sig ind for elverly grænser, selvom han var en af dem vidste han ikke om han havde lyst til at møde en anden elver, men efter at han havde forvist sig selv fra de andre følte han alligevel at han var nød til at se hvordan det gik med hans kærer med mennesker.
Han kom forbi nogle brænde træer, og straks trak han hans bue frem, men hvad han ikke vidste var at der ingen fare var, men brænde træer vil altid for ham til at tænke på ondskab.

Han besluttede sig for at gå vidre men igennem skoven sådan han vil være mere gemt og mere ude af syne for andre.
for han vidste heller ikke hvad der vil ske hvis han støtte på andre elvere om de vil forvise ham eller de overhovedet vil kunne huske ham for dengang han var mindre. han gik stille frem imellem trærene og buskende, han havde en pil trukket i hans bue og var klar til et vært fremmøde på hans vej.

Han hørte nogen eller noget komme nærmere og straks gik der ikke længe før han sad i skjul oppe i et træ med buen rettede imod den retning han kunne hører nogen komme. hans vejrtrækning var ikke helt rolig men den begynde dog stille at blive afslappet, han var ikke bange eller noget men mest spændt på en eller anden måde.

Hvor uforsigtig det end var, faldt Maerwen helt hen i dansen og sangen og lod den fylde hendes bevidsthed i en sådan grad at hun ikke var opmærksom på omgivelserne. Blot for en stund lod hun alle tanker forsvinde og glæden over det simple og naturen være alt. Ikke let, men det lykkedes som hun lod fløjten afløse af nynnen og helt som hun begyndte at synge.

"Dúlamán na binne buí, dúlamán Gaelach
Dúlamán na farraige, b'fhearr a bhí in Éirinn

Tá ceann buí óir ar an dúlamán gaelach
Tá dhá chluais mhaol ar an dúlamán maorach

Bróga breaca dubha ar an dúlamán gaelach
Tá bearéad agus triús ar an dúlamán maorach"

Det var en gammel sang og uden nogen speciel betydning i øjeblikket. Hun lod sin magi glide ind i sangen om håb og glæde og savn, men holdt kraften nede og sin stemmes vidde til ikke at nå udenfor lysningen. En træning hun havde brug for og som var sær omgivet af elvere som hun for det meste var alle andre steder end i skoven.
Et vers var alt hun gav, før hun lod sin stemme tone ud og sine bevægelser ophøre. Det havde ikke været nogen indviklet dans, men hurtig nok til at hun kunne mærke den i sin krop. På den gode måde dog - og det havde været rart at danse og give løs. Rart at synge og lade følelserne få frit løb og endnu rarere at vide ingen andre var nær nok til at hun skulle passe på ikke at påvirke dem.

Med det i tankerne trådte hun med lette skridt hen til kappen og bøjede sig efter den. Der stivnede hun og lyttede. Noget ved skoven havde ændret sig og fik hende til at gribe buen og svinge kokkeret, som hun drejede stille om sig selv med blikket afsøgende skovbunden for bevægelser.


[url=http://www.azlyrics.com/lyrics/celticwoman/dlaman.html]Lyrics til sangen[/url]

Hans vejrtrækning var rolig men ide han hørte et velkendt sprog sænkede han buen, han så den unge elver som kom dansende, han smilte kort. " typisk " mumlede han. han satte sig blot til rette i træet og så at hun trak hendes bue. " det vil være en skam at spilde en pil på din egen slangs " sagde han højt sådan hun vil kunne hører ham.

Han hoppede ned fra træet og landede på jorden, han stod 7-8 meter fra hende han gik over imod hende med et venligt smil på læben. " men det var eller en flot sang og dans, det er langtid siden jeg sidst har hørt det." han mindes om hvor langtid siden det var siden han havde snakket med andre af hans slags, og hvor langtid siden det var han var blivet forvist.

Delymbor vidste ikke rigtigt hvordan han lige skulle håndtere dette, var de selv eller aj, men lige hvad han kunne hører så var det kun de to til stede, og det gjorde ham ikke noget. "Saesa omentien lle " sagde han og bukkede da han var kommet tætter på hende.
hans blik vilede hen på hendes bue " er de god med den " sagde han og pegede på hende bue med hans hoved.

Som en stemme lød over hende og ude til siden, drejede Maerwen sig efter lyden og tog forsigtigt et skridt baglæns. Pilen forblev klar til skud, som buen løftet og spændt. Hun kendte ikke stemme og tog intet sagt for gode vare i disse dage uden noget til at bakke ordene op. Det fik hun dog hurtigt, som en skikkelse sprang ned fra træet og ganske rigtigt havde elvernes fremtoning i statur og stil. "Skoven her er intet godt sted at luske rundt for tiden. Alt for mange kunne opfatte det forkert." Langsomt løsnede hun strengen, men lagde ikke pilen væk. Ikke endnu. Men hun rettede den dog ned mod orden, som hun blev stående og så ham an.

Så smilede hun let og slog blikket ned for et kort øjeblik over hans ærligt lydende ord. "Jeg mangler stadig en del før de helt er på plads." Hun så op på ham og lagde så hovedet let på skrå som hun endeligt lod pilen forlade buen og finde tilbage til koggeret. "Du har været længe væk?" Hun kunne ikke lade være med at spørge, for det var ikke længe siden hun havde hørt sangen sunget i Elverly eller set dansen opført. Det havde ikke været længe siden hun selv havde sunget sangen og danset til heller. En gammel sang, men langt fra glemt.

Hun gengældte hans hilsen, så formelt som han med et lille buk. "Mae govannen. Jeg vil sige rimelig. Den er for mig mest til jagt og ikke så meget til forsvar, skønt den nok burde være til begge dele..." Der var for hende stor forskel på hvad hun sigtede efter. Et dyr var mad, skind og kogler til andet, mens elvere og andre af de såkaldt højere stående væsner - ikke så højtstående som elverne dog - var noget ganske andet. Ithilwen arbejde på hendes forsvarsevner, men det faldt hende ikke helt naturligt. Desværre. "Hvad bringer dig hjem til Elverly?"

Et lille smil kom frem på hans læber imens hans syn forsvandt fra hende kort, dog blev det rettet på hende igen, der var mange grunde til han var kommet tilbage og mange grunde til at han blot var på besøg. " ja alt for længe hvis du spørger mig, men det var åbenbart det valg der blev taget den gang for mange år siden. " han så betragtende på hende man kunne tydligt se at han havde været væk i forhold til hende, hende skønhed var langt mere lysende ind hans.

Han hoppede ned fra træet af men stod stadigvæk på en vis afstand fra hende. " jeg må desværre siger at jeg blot er på gennem rejse. men jeg vil med glæde se hvad de kan med den bue, da jeg går meget op i min egen." han vidste at nærkontakt med en anden elver ikke vil være godt lige nu det vil føles nyt, at leve alene blandt naturen og dens dyr var noget helt unikt, det var slet ikke den samme måde som i elverly, det var mere smukt eventyrligt, men det forstod hun nok ikke.

" hvilke nyheder kan de ellers bringe til mig noget jeg burde vide, landet er blivet en del mørkere få steder er der væsener der lurer der ude " at få nyheder er vigtigt for ham da han ikke altid vidste hvad der skete omkring ham, så et hint eller to vil forandre hans skæbne.