Mørket havde lagt sig hen over markerne og engene, det havde stået på i nogle dage og det havde endnu ikke regnet. De mørke skyer havde samlet sig og virkede til at være tunge, ikke mindst lignede det at der ville komme en ordentlig omgang regn før eller siden. Blandt de høje mørke skyer fløj der noget. En hver ville nok se det som en fugl men det var det ikke, vingerne var stører og formet som noget helt andet, ansigtet var menneske ansigt og der var tøj på. Men hvem kunne se så højt oppe? Det var jo mindst 5M op i luften det var jo begrænset.

Markerne var fyldt med folk der så vidt muligt prøvede at fjerne ukrudt fra de små afgrøder og passe dem så meget som muligt. Det var jo vigtigt at man mindst af alt kunne få bare lidt mad til sommer. Vinden virkede hård og kunne slå hvem som helst omkuld der var oppe i højden, men Xaphan var en god flyver og vidste hvordan vejret kunne være nu om dage. Med et begyndte der at kumme buldren fra skyerne og det var nu det skete. Elektriciteten var ikke til at tage fejl af, i hvert fald ikke hos Xaphan, han kunne mærke hvordan den ramte hans krop og blev opsuget. Et mindre smil ramte hans læber da han fløj ned imod markerne. Han ville nødig være oppe blandt skyerne når lynene, og regnen begyndte at komme. Han nåede lige at ramme jorden med fødderne da et lysglimt kom bag ham. Efter et stykke tid kom braget og regnen begyndte at vælte ned. Xaphan satte hænderne i siden og lod sine vinger folde sig ind mod hinaden. Regnen plaskede ned og gjorde alle og enhver våde på ganske kort tid. Det var tiltrængt men i store mængder kunne det ødelægge afgrøderne.

Dette var en ganske kedelig dag hvis det stod til Koda. Det var altid kedeligt når der var grå skyer over det hele. Koda befandt sig i en grøft langs markerne og sadg ned ved siden af en kvinde der var besvimet. Det havde været Kodas måltid for i dag. Blodrusen var bare kommet over hende og Koda havde taget den første person der havde været alene.
Det var ikke lige frem fordi det morrede Koda på nogen måde at skulle suge blod, men hun skulle jo leve.
Da regnen begyndte kiggede Koda op imod himlen og blev mere og mere våd. Med et suk rejste hun sig fra hvor hun sad og tørrede blodet fra sin mund af i sit ærme. Noget af blodet var på grund af vandet gledet længere ned på hendes hage og Koda endte med at tørre hele sit ansigt i ærmet.
Stille og roligt megyndte hun at gå ned langs marken mæt og kedsommelig. Flere lyn kom ikke langt væk og Koda var lige ved at få et chok hver gang. Uvejr var bare det værste.
Koda kunne høre bag sig at nogle havde fundet kvinden i grøften. Der var i hvertfald en masse højtråbende mennesker bagud men Koda ignorerede det og gik videre. Hvis hun skulle tage sig af alle sine ofre ville det bare blive problematisk. Det var det allerede faktisk. Koda havde flere gange blevet jagtet af vagter igennem byen om natten fordi flere og flere havde set hende.
Igen overvejede Koda at følge Falco's råd om at dræbe, men hun rystede på hoved og rystede tankerne ud af hoved igen.
Koda stoppede lidt op og kiggede på alle de mennesker der var på marken og arbejde.

Personerne på markerne fik hurtigt samlet deres ting og begyndte at løbe mod byen, skulle jo nødig blive syg og ikke kunne lave noget som helst på markerne. De mange råb fik vendt Xaphan’s opmærksomhed, helt automatisk tog han hænderne ned imod sine daggerts der sad på hver side af lårene og var klar til at trække dem hvis det var nødvendigt. Han var et stykke væk fra dem hvilket gjorde at han måtte tage sine vinger i brug igen! Vejen føltes lang og hård, hans hvide vinge var tungere end den anden når den endelig fik vand. Dog virkede han ikke udmattet eller virkede træt da han endelig landede foran befolkningen. Helt automatisk lod han sin hånd bevæge sig end på kvindens hals for at se om hun stadig var i live. Der var stadig en puls men hvem havde gjort det? Han studerede lidt kvindens hals og så bide mærker. Vampyr.. Der var ingen tvivl, han havde set bidemærker flere gange i sin leve tid så det var ikke første gang. Hans blik bevægede sig lidt rundt for at se om han kunne finde ud af hvem der havde lavet dem.
Hans blik landede på en kvinde der stod og kiggede på marken og de folk der stadig var der for at samle sine ting sammen. Måske hun havde set hvad der var sket? Egentlig var det også lidt mærkeligt at hun ikke engang vendte sig om for at se hvad det var der var sket. Han rynkede sine øjenbryn lidt og bevægede sig over imod hende. ”Hey du..” startede han da han var tæt nok på at hun kunne høre ham. ”Har du set hvad der er sket her?” han tog sine hænder ned blandt sine daggerts igen og lod sit blik blive på hende. Hans skridt var langsomme, hans vinger havde igen fundet plads så de var samlet mod hinanden. De var helt rolige og virkede ikke tegn til at han var nervøs eller sur. Han var helt rolig, men det kunne jo ændre sig, man vidste aldrig hvad der kunne ske når nogen var blevet bidt.

Koda stod entelig i sine egne tanker og kiggede op på himlen der væltede ned med regn og det var først da hun hørte nogen tale til hende at hun kiggede ned fra himlen. Ganske roligt vendte Koda sig om imod personen bag sig og så lidt undrene ud.
Der gik lige lidt før Koda opfangede hvad personen havde sagt og nu måtte hun hellere tænke lidt hurtigt.
"Sket?" spurte Koda og prøvede at lyde uvidene og prøvede så at kigge bag manden og så menneskerne der var igang med at hjælpe kvinden.
"Nååå... Nej desvære ikke... undskyld går bare rundt i mine egne tanker" sagde Koda venligt med et smil. Hun havde bestemt ikke lyst til at sige det var hende der var skyld i overfaldet. Men hvorfor blanede den her person sig entelig, var han byvagt eller sådan noget? For de fleste mennesker tilkaldte bare ordensmagten når sådan noget var sket uden at blande sig i det.
"Men ser ud til der er mange der hjælper hende.. så hvis de vil have mig undskyldt" sagde Koda og trak på skulderne og vendte sig om igen og begyndte at gå videre ud over marken.
Jo før hun kom væk desto bedre, i sær når der var nogen der var begyndt at stille spørgsmål. Det kunne jo være at han regnede ud det var hende. Hvilket hun ikke håbede på. For ærligtalt Koda gad ikke problemer lige nu, dem havde hun nok af.

Xaphan bevægede sig tættere og tættere på kvinden og lagde lyn hurtigt mærke til blodet hun havde på ærmet, han løftede et enkelt øjenbryn og fulgte blot efter hende. "Du er helt sikker på du ikke aner hvad der er sket? For på dit ærme ser der ud til at være sket noget." han pegede en hånd på hendes ærme.
Hun skulle ikke tro at hun kunne slippe så lidt, der var sket noget med hende eller også var det hende der havde gjort noget ved kvinden. Et enkelt blik bevægede sig hen imod kvinden der blev hjulpet op og ind imod byen. Der var ikke ret mange kræfter i kvinden og måtte derfor bæres.
"Er der sket noget med dig?" han blev nød til at være sikker på at der ikke var noget i vejen med hende. Han kunne jo ikke efterlade hende hvis hun var såret på nogen måder. Han ville hellere end gerne hjælpe hvor han kunne. Der var faktisk ikke det han ikke ville gøre for folk. Hans bevægede sig lidt tættere på hende og lod sin ene hånd klemme lidt om den første daggert. Hvis der var noget han havde lært, så var det ikke at stole på folk ved første hånds indtryk. Der kunne ske hvad som helst, og man kunne sige hvad som helst.

koda stoppede kort op og lod et blik glide ned på sit ærme, ja der var blod. Suk hvordan skulle hun nu forklare sig ud af den her. nu måtte hun igen tænke hurtigt over svar muligheder som hun kunne komme dem.
Koda vendte sig om endnu engang med et smil på læben mens hun overvejede hvad hun skulle sige.
Kort overvejde hun blot at svare hun var kommet til skade, men uden sår var det måske lidt svært. Det kunne jo være hun kunne bilde ham ind hun havde healing evner? eller måske var det ikke en så klog ide alligevel, tænk nu hvis han ville se dem. Eller psurte om hvorfor hun så ikke havde hjulpet kvinden i grøften.
"Oh det her" sagde Koda og kigged epå sit ærme og løftede armen lidt for at kigge nærmere på det.
"Det er gammelt, jeg hjalp med at slagte nogle kø'er forleden dag"
Koda håbede på at manden bare lod den være der og ikke ville tænke mere over at blodet så forholds vist nyt ud. Ellers måtte hun vel tage benene på nakken hen over marken.
Koda kiggede lidt rundt om sig utålmodigt og ville bare gerne væk herfra. Engang imellem gav hun manden over for sig et blik men det var kun kort.
"Hvis de vil have mig undskyld, jeg er sent på en aftale jeg har" sagde Koda undskyldene og vendte sig om for at gå videre ud over marken. Det galt bare om at komme væk nu.

Xaphan kiggede lidt på hende med et løftet øjenbryn. Han holde stadig sine hænder nede omkring sine daggerts. Hans langsomme skridt var sikre og målbevidste. Hendes snakken fik ham til at kigge mistroisk på hende. Han lod et blik bevæge sig ned imod jorden, da blodet fra hendes trøje langsomt gled ned til undersiden af armen, for til sidste at give slip på trøjen og lande på jorden. "Det er du helt sikker på? For blodet er ikke lige frem gammelt..." kom det fra ham og stoppede op foran hende ca 2 armslængder væk. Han så hende vende sig om og hans blik forblev på hende.
Vingerne slog han ud og med et kort lille hop var han allerede i luften. Han baskede nogle få gange med vingerene og fløj op over hende. Et tordenskrald lød og hans skygge faldt ned imod jorden. Lige så let som han var begyndt at flyve lige så hurtigt landede han lige foran hende. "Hvilket slags møde?" spurgte han kort og lod sit blik gå lidt op og ned af hende. Der var noget hun skjulte nu skulle han bare finde ud af hvad det var.

Koda lukkede sine øjne og bannede og svovlede indvendigt i hvert fald. Hvorfor skulle denne mand også se alt. Kunne han ikke bare lade hende være i stedet for at blande sig. Faktisk blev Koda mere og mere irriteret da hun bare gerne ville videre. Men da manden kom hen foran hende smilede Koda bare og havde igen åbnet øjne.
"Det er jeg sikker på" sagde Koda uskyldigt og smilede blot. Hun ville helst ikke rode sig ud i problemer lige nu.

Koda kiggede efter manden som han lettede fr ajorden og hun var lige ved at få hjertet galt i halsen da tordenskraldet kom og hun kom også med et mindre spjæt. Og endnu et spjæt da han landede lige foran hende.
Koda smilte mindre nervøst og sagde "Åhh.. jeg har lovet min far at komme forbi og hjælpe ham med et par huslige ting... han har ikke rigtig kunne klare sig siden min mor døde". Det hele var løgn men hvis det var hvad der skulle til for at komme af med maden så var det jo meget godt.
Koda prøvede at gå forbi manden ganske stille og roligt imens hun sagde "O jeg vil helst ikke være forsent på den".
Mon det var nok til han ville lade hende være? Tiden skulle vise sig.

Et mindre smil kom frem på Xaphan's læber. Han lod blikket gå lidt rundt inden det landede på hende igen. "Aha. Hvorfor virker det så nyt det blod?" han kiggede ned på hendes ærme og så op på hende igen. Et enkelt fejltrin og hun var færdig hun vidste det bare ikke endnu.
Han lagde straks mærke til den nevøsitet der kom frem i hende og endnu et smil kom frem på hans læber. Han skulle bare lige finde ud af hvad der var sandt og hvad der var forkert. "Aha, og du har grund til at være nervøs fordi" kom det fra ham og lod sine arme bevæge sig over kors. "Er han syg siden han ikke kan klare sig særlig godt?" selv anede han ikke ret meget om det ikke at kunne klare sig selv. Det havde han jo altid selv gjort. Men hvis hendes far var syg så kunne han da hjælpe det vidste han. Der var altid en salve eller en form for drik der kunne hjælpe dem bare lidt på den rette vej. "Men du burde ikke bevæge dig her ude alene. Der er åbenbart en vampyr på spil. Hvem siger at personen er mæt og ikke står og lurer?" kom det fra ham og lod sit blik gå lidt op og end af hende. Hun havde endnu ikke vist en side han ikke brød sig om. Men det kunne nå at komme endnu. Det var bare spørgsmål om tid.

Det var bare simpelthen for meget det her. Den her person kunne da ikke andet end at udspørger Koda om alting. Hvorfor kunne han ikke bare tage hendes forklaring for gode ord. Ikke fordi der var nogle gode ord over det men det var jo en helt anden ting.
"Det er nok bare regnen der får det til at bløde op igen" sagde Koda og trak på skulderen som hun ikke lagde meget i detaljen om at det lignede nyt blod. Det var det jo entelig også men det var en mindre detalje.

Koda stoppede lidt op, var det så tydeligt? Var hun opdaget nu? Nej han havde ikke gjort noget endnu andet end blot at tale til hende.
"Jamen jeg er jo nervøs når der er vampyrer på spil her ude.. det er jo ikke rart" prøvede Koda at forklare sig men glemte selv detaljen om at manden endnu ikke havde sagt noget om en vampyr.
"Og min far har bare ikke været den samme efter min mor døde.. han er bare for gammel" sagde Koda undskyldene og undrede sig lidt over at han gerne ville vide mere om det.

Da manden nævnte noget om vampyrer stoppede Koda helt op og stivnede lidt. Hun sukkede stille og spurte så lidt opgivende "Det er først nu du nævner der er en vampyr... er det ikke?".
Koda var sikker på hun bestemt havde dummet sig nu. Nu var spørgsmålet bare hvad manden vil gøre ved det.

Xaphan lod sit ansigt gå lidt på skrå og kiggede blot på hende. Han løftede sit ene øjenbryn og lod sit blik gå ned på blodet. "Må jeg se?" spurgte han og kiggede på hende. Han rakte en enkelt hånd hen imod hende og trak kort på silebåndet. Han var ikke sikker på ham han overhovedet kunne stole på hende. Der var noget over hende men han anede bare ikke lige hvad det var, han kunne ikke rigtig sætte en finger på det. Spørgsmålet var bare lige hvad det var.

Han løftede et enkelt øjenbryn og kiggede på hende. Han havde da ikke nævnt noget om nogle vampyrer havde han? Han var slet ikke sikker, så vidt han vidste havde han aldrig nævnt noget om det. "Aha..." kom det ganske kort fra ham og lod sit blik gå på hende. Hans øjne blev lidt smalle og hans blik en smule alvorligt. "Så du er en dygtig datter og hjælper din gamle far? Dem er der ikke mange af..." han bevægede sig ganske kort rundt om hende, hans vinger begyndte at åbne og lukke sig igen for en kort stund.

"Du har nemlig helt ret, jeg har først nævnt noget om dem nu, så hvad er det du ikke har fortalt mig, og hvad er det du gemmer på?" spurgte han og kiggede noget mere alvorligt på hende. Han var nu helt sikker på at hun rent faktisk gemte på et eller andet!

Spørgsmålene blev bare ved med at komme og komme fra den her person, hvilket var lige godt irriterende. Det ene var jo Koda godt og vel havde givet væk at det var hendes værk det med kvinden i grøften men det andet var at den her person virkede lidt for bestemt på at finde frem til vampyren, som jo så var hende selv.

"Vi gemmer alle på hver sine ting, men jeg må da blot sige det ikke kommer dem væk.." sagde Koda lidt hemmelighedsfuldt og kiggede lidt ud af øjenkrogen for at finde den bedste vej væk herfra. Hun ville entelig blot undgå at gøre denne person noget ondt.
Problemet var bare at hele området var godt og vel meget fladt så det var ikke til at komme væk uden at det kunne ses hvilken vej hun ville løbe.

"Men undskyld mig, min far venter, jeg må gå nu, hav en god dag" sagde koda bestemt og vendte sig om og begyndte at gå roligt væk fra manden der nu havde holdt hende hen.
*Bare kom væk Koda, før der sker noget der ikke skal ske* tænkte Koda for sig selv mens hun fik tempoet til at gå lidt hurtigere for at komme hurtigere væk.

Xaphan kiggede fortsat på hende og lod en hånd glide kort igennem håret. Han rystede lidt på hovedet og kiggede lidt hen på liget i grøften. Han nikkede kort til hende. Hun havde ret, alle gemte på noget som de ikke ville sige. Men der var bare noget over hende her og han kunne ikke forklare hvad det lige var. Der var noget som hun ikke ville have kom frem, det var bare spørgsmålet om hvad det var.

"Som du ønsker." kom det kort fra ham og kiggede på hende. Da hun begyndte at bevæge sig væk holdte han et godt øje på hende. Hun skulle jo nødig komme galt af sted. Et vindpust kom imod ham. vindpustet lugtede af... Af... BLOD! Det var blod. Ikke dyre blod men menneskeblod! "Hov vent stop!" kom det højt fra ham efter hende. han løftede en finger og sendte et lyn efter hende som ville ramme ved siden af. Han begyndte at baske med vingerne og kom hen imod hende. "Hvorfor er det lige du siger at det er dyreblod, når du godt ved at det ikke er der." kom det fra ham da han var tættere på hende.