Det var hen på eftermiddagen og solen stod højt på himlen over Lindeskoven. Træernes kroner holdt en del af dens stråler ude og henlagde undergrunden i flakkende, varme skygger, men oppe i grenene havde de friere spil. Det var her Maewen havde placeret sig med ryggen mod stammen, et ben hængende fra grenen hun sad på og det andet støttende for balance og hurtigt at kunne komme op. Hendes grønne øjne var vendt drømmende mod solstrålerne og vindens leg i bladene over hende og en dæmpet nynnen ød melodisk og forførende fra hendes læber. Næppe hørlig på jorden under hende eller længere væk end de nærmeste træer.

Mellem fingrene havde hun et bånd af flettet græs der støt og sikkert blev længere uden at hun så ed på det indviklede og temmelig komplicerede mønster. Det holdt hendes hænder i bevægelse så resten af hende kunne forblive i ro og drømmende. Noget hun gav sig hen til fra tid til anden og i dag havde været så frygteligt oplagt som lyset lige faldt på den rette måde. Hendes bue og kokker med pile var dog ikke længere væk end at hun kunne få fat i dem i en fart.

Som da hun hørte den svageste puslen af skridt i undergrunden, tav stille og spidsede øre. Jo, bestemt skridt. I en glidende, nærest dovenlangsom bevægelse, der ville tiltrække sig mindre opmærksomhed end hurtige, greb hun sit våben og ventede. En skikkelse kom til syne og som en vildfaren solstråle glimtede i det røde hår, smilede Maerwen skælmsk samtidig med hun åndede lettet op. Så langt fra en fjende der gik der. Så bøjede hun sig ned, greb fat om grenen og svingede sig til jorden så hun landede blødt bag den ældre elver og forblev i hug med bøjet hoved.

"'Quelandune Ithilwen."

Hilste hun påtaget ærbødigt den anden god eftermiddag, blot for at vende blikket funklende op mod den andens og smilede drillende, før hun rejste sig helt.

"Jeg troede ikke du havde vagt i dag?"

Endnu engang rendte Ithilwen rundt i skovens undergrund på en af sine patruljer for at holde Elverly i sikker forvaring. Solens stråler som kæmpede sig ned gennem træernes mange grene og blade, fik det røde hår til diskret at lyse lidt mere op. Ikke den bedste overraskelsestaktik, men heller ikke ligefrem den lidt ældre elvers intens. Hun gik og smånynnede lidt for sig selv. Meget var sket i denne uge. Hun havde haft en solid vandkamp og fået tid til at snakke med Thorn. Alt i alt, havde det været en ganske god uge som var forløbet for den rødhårede elver.

Hun nåede ikke langt på sin rute før hun hørte svage bevægelser i et af træerne, der fik hende til at spidse øre. Hun nåede dog ikke mange skridt før en ung elverkvinde landede ned foran hende og hilste ærbødigt. Ithilien smilede af den unge pige, som i Ithilwens verden, var nærmest ubeskrivelig ung stadigvæk, og rystede let på hovedet. ”’Quelandune Mellonamin” hilste Ithilwen med et let hovedbuk og et kækt smil. ”Og hvor mange gange skal jeg fortælle dig at du ikke behøver bukke ned for mig.” tilføjede hun med et drillende glimt i øjet og et hævet øjenbryn. Ithilwen havde det selv elendigt med autoriteter og skulle udvise stor respekt. Jo, hun respekterede folk, men hun var ikke overdådige i sine hilsner normalt.

Ithilwen smilede til hendes spørgsmål og trak lidt på skulderen. ”Nej, men vi var en mand i undertal her til morgen.” svarede hun sandfærdigt og ganske professionelt, inden et suk og en opgivende grimasse nåede hende. ”Og gæt så hvem der blev jaget ud af sin seng her til daggry.. Ja, det skulle jeg selvfølgelig.” brokkede hun sig med et kækt smil og virkede egentlig slet ikke irriteret over det. Det var sådan hendes erhverv var, og hun havde efterhånden lært at leve med det. Dertil var det ikke altid skidt at patruljere rundt! Man fik enten mødt en masse nye personligheder. Både gode og dårlige. Eller man fik lidt tid for sig selv. Egentlig var det et ganske godt liv for Ithilwen i øjeblikket.

"Flere gange end du har lyst til?"

Kom det kækt og prompte fra Maerwen, som hun rettede sig op og smilede stort til den lidt ældre elverkvinde. At kalde Wen ældre rent ud virkede forkert så et lidt var en nødvendighed for at bløde op på det. Forskellen på dem kunne virke ekstrem og som ingenting alt efter hvem der så på det og hvor de selv stod, men mest af alt var den en flydende forskel der altid skiftede. Lige nu var Wen dog på vagt og det respekterede Mae. Sådan nogenlunde.

"Orhh... det var trist. Var din seng meget ked af du forlod den?"

Det var måske en alvorlig ting at få en vagt og være på vagt, men nu var det også Wen og solen skinnede ned på dem. To ting der lyste op og forjog grimme tanker. Noget Maerwen trængte til og nok lidt havde tænkt sig at udnytte.

"Har du... noget imod jeg slår dig følge?"

Det var usædvanligt at hun tøvede og endnu mere at hun spurgte i stedet for bare at gøre det. Lidt af morskaben havde også forladt hendes ellers så spillende øjne. Hun så også væk, som hun hængte buen tilbage over skulderen for at få hænderne fri og rettede unødigt på kokkeret. Den var stadig indenfor rækkevidde og ville ikke tage hende mange sekunder at få frem igen, men for nu ville hun kunne flette videre på sit græsbånd, mens de gik.

Ithilwen grinede af hende og rystede opgivende på hovedet. Der var ikke en voldsom aldersforskel på dem, når man tænkte på at de begge var elvere. Lidt under 100 år måtte det være. Ikke voldsomt, men stadig nok til at Ithilwen åbenbart fik udvist respekt af den yngre elver. Hun kunne se sig selv i det. Det var nøjagtig sådan hun var overfor Miilaethron. Han var nok også en af de eneste, som Wen udvidste den største respekt overfor, selvom hun burde gøre det mod mange andre også.

”Pff.. Alt jeg forlader er ked af at jeg går.” svarede hun kækt med et glimt i øjet. Man måtte godt rose sig selv lidt engang imellem. Ithilwen havde ingen problemer med at stå op om morgenen eller generelt forlade sin seng på alle mulige mærkelige tidspunkter. Det lå nok mest i at hun var alene i sengen, og at hun generelt var meget aktiv hele døgnet. Selvfølgelig havde hun brug for søvn lige som alle andre væsner, men hun var hurtig til at vågne, dertil hjalp det også at hun vidste hun havde et ansvar. Det havde været meget sundt for hende at få.

Ithilwen smilede varmt til hende, men der var også noget bekymret i hendes blik. Maerwen plejede ikke som sådan at spørge om lov om noget, og slet ikke så tøvende. ”Selvfølgelig må du det. Jeg kan altid godt bruge lidt selskab.” svarede hun smilende og begyndte at gå af ruten på sin patrulje, mens Maerwen fulgte efter hende. Hun virkede meget.. skulle man kalde det jumpy? Som om hun forventede at blive angrebet hvert sekund. ”Er du okay?” spurgte hun bekymret, som de roligt gik afsted hen over den bløde skovbund.

Maerwen smilede påtaget uskyldigt tilbage. Hun vidste det irriterede den anden at hun hilste som hun gjorde, men det var en del af grundene til hun gjorde det. Mest af alt var det fordi Ithilwen altid havde givet sig tid til hende, opmuntret hende til at føjte og til at stille spørgsmål om alt. Noget en alt for nysgerrig elverpige havde sat pris på og som havde vundet den anden hendes evige respekt og beundring. Det sidste var gledet over i venskab, som Mae var blevet ældre og havde mistet lidt af sit pigesind og havde vundet i forståelse af omverdenen og sig selv. En lille smule i hvert fald.

"Meget! Og alligevel forlader du os så frygteligt tit og ofte!" Svarede Maerwen hende lidende, men med et muntert glimt i øjnene. Det var altid trist at se den anden forlade Elverly med en pakket oppakning og blikket mod fjerne horisonter. Hun altid drømt sig med ud over grænserne til engene, havet, bjergene og alt det anderledes. Fantaseret om hvordan det ville være at se det selv og levet sig ind i Ithilwens fortællinger.

Så smilede hun lettet, hvilket heller ikke lignede hende helt over noget så naturligt mellem dem, og strøg så håret væk, som hun så op og mødte den andens blik ganske kort før hun faldt i trit med den anden frem gennem skoven. Hendes blik vandrede af sig selv til omgivelserne, mens hendes fingre var optaget af græsbåndet. Nok til at det gippede let i hende, som Wen talte til hende og fik hende til at se på hende. Og så væk. "Ja... sådan, jo, det er jeg nok.." Det lød ikke helt overbevisende kunne hun godt høre, så hun endte med at træk let beklemt på skulderen. "Jeg forlod Elverly for nogle dage siden..."

”Arh hov hov. Tit og ofte.. Det vil jeg da ikke sige. Det er, hvad, 3 måneder siden jeg sidst var ude på en lang vandretur. Ellers har jeg kun vagter her, indtil videre.” frygteligt tit og ofte. Jo måske var det egentlig oftere end Ithilwen selv var klar over. Hun kunne godt lide at strejfe rundt og udforske, så derfor lagde hun nok ikke så meget mærke til hvornår hun var væk eller hvor længe. Men det var selvfølgelig ofte for Maerwen som aldrig havde været afsted på sådan nogle eventyr endnu. Dette kom hun til at tænke på, og smilede til den unge elver, med et roligt smil, som afslørede en ro, der tydeligt viste at der alligevel var nogle års forskel på dem.

Det var underligt at opleve det her. Ithilwen var vant til at Maerwen bare gjorde det hun ville, og så pludselig virkede hun så forsigtig og usikker. Som om noget var hændt hende, som havde nedslået hendes ellers så fremtrædende personlighed og frie natur. Dette var da også grunden til at Ithilwen havde spurgt ind til hende, og rynkede sine øjenbryn sammen da det gav et sæt i elveren. Hun plejede bestemt heller ikke at være så jumpy. ”Nok? Mae, det lyder ikke betryggende” svarede hun bekymret og stadig med brynene rynket lidt sammen, som hun kiggede spørgende på hende. ”Oh.” nu gav det hele ligesom lidt mere mening. Hun havde været udenfor Elverly, og normalvis kunne Ithilwen ikke se noget galt i at Maerwen endelig havde bevæget sig ud af Elverlys grænser og fået set en smule af den store verden og oplevet noget. Men hendes forsigtige opførsel og unaturlige væremåde, fik nogle advarselsklokker til at ringe. Der måtte være sket noget på den tur. ”Og hvordan gik det? Jeg ved du altid gerne har ville ud og se noget andet end Elverly, men du virker ikke så opstemt og glad over det.” hun forsøgte lidt at prikke hul på bylden ved at spørge ind til det, for det var helt bestemt noget der gik hende på! Og Ithilwen begyndte ærlig talt at frygte det værste! Man kunne også tydeligt tyde bekymringen og de let bange anelser i Ithilwens grågrønne øjne, som hun kort spejdede rundt i skoven, men hurtigt vendte sin opmærksomhed tilbage med et roligt smil på læben.

"Ja! For ganske nylig, Wen! Og du var jo væk i evigheder!" Protesterede Maerwen uden helt at kunne mene det. Tiden lavede sjove ting med bevidstheden og hvad der på et tidspunkt virkede som evigheder var på andre tidspunkter blot en blinken med øjnene. Men det betød jo ikke at hun skulle tage alt med oprejst pande og uden meningsløse protester. Skønt de sjældent blev taget særligt alvorligt.

De døde da også ud, som de begyndte at gå og hendes nervøsitet lagde en dæmper på stemningen. Mae var sig det ikke bevidst, før hun havde svært ved at svare Ithilwen ærligt og endnu mindre ved at møde den andens blik lige på. Det fik hende dog til at rette sig lidt og lægge græsbåndet væk, så hun blev nødt til at holde fokus fuldt på den anden og omgivelserne. Så rystede hun let på hovedet og forsøgte at finde et smil frem. Smilet var ikke helt fuldendt, men trak imod at kunne blive det. De grønne øjne flakkede dog stadig let og opmærksomheden var mere til omgivelser end Ithilwen. Så trak hun vejret dybt og purrede lidt op i håret. Det var trods alt nærmere at stå ved sine fiaskoer end forsøge at tale udenom dem. Især når så mange allerede vidste lidt om det.

"Jahh, men det gik ikke særlig godt." Hun skar en grimasse og skævede til den noget mere erfarne kvinde ved sin side, før hun atter gav efter for stilheden og det pres mærkede fra sig selv for at betro sig til en der måske kunne hjælpe hende til at det ikke skete igen. Det smagte dog stadig af fremvisning af utilstrækkelighed. "Jeg troede det var ude over byen nu... men altså, jeg fandt skovgrænsen og eng og kunne ikke modstå at gå lidt ud på den.... Hvor en sortelver dukkede op i en røgsky og så gik det ned af bakke derfra." Det var måske at underdrive en anelse, men det var hvad hun kunne få sig selv til at sige til en start. Så mødte hun atter Wens blik, skar en ny grimasse og tilføjede. "Han snød..."

”Er det ikke lige at overdrive lidt.” grinede Ithilwen og mente bestemt ikke at hun havde været væk så længe! Og hun havde heller ikke de store planer om at tage ud og rejse lige i øjeblikket, med mindre der pludselig skete noget uventet, som krævede at hun var nødt til det af enten arbejdsmæssige årsager, eller andre mere personlige årsager. Ikke at hun lige kunne komme i tanke om nogen på stående fod, men hvis hun kendte sig selv ret, skulle hun nok få roddet sig ud i problemer igen.

Det bekymrede ærligt talt Ithilwen meget at Mae var så stille og nervøs. Det var direkte unormalt og derfor vågnede alarmklokkerne op, som hun bekymret havde spurgt ind til hende. At Mae så heller ikke kunne svare, hjalp ikke på bekymringen i de grågrønne øjne, som tydeligt heller ikke troede på forsøgende som Mae lavede med at gemme sig bag et smil, selvom det var ved at være tæt på. Det var først da hun endelig begyndte at tale lidt, at Wen mærkede en smule lettelse fra sine skuldre, selvom emnet heller ikke lige huede hende. For det var åbenbart ikke gået godt på hendes første tur ude.

Ithilwen kiggede afventende på hende, efter hun havde lavet et lille nik over at det ikke var gået så godt. Hun havde en idé om at Mae nok skulle forsætte uden at Wen behøvede at presse mere på. Og ret det fik hun skam også. Wen havde et lidt underligt forhold til pludselig at have ret og være den mere erfarende. Det var hun ikke ligefrem vant til.. ”Du ved at jeg ikke lytter til sladder. Dertil, har jeg arbejdet meget.” hvilket i den grad ikke var løgn, for det havde hun på det sidste. Beskrivelse af at der befandt sig en sortelver ved skoven, var ikke rare nyheder og Wen rynkede brynene sammen. ”En sortelver. Jamen Mae, hvorfor flygtede du ikke?” ærligt foretrak Wen at tage kampen op, hvis hun vidste hun kunne klare det. Men Mae var ung og selv Wen flygtede fra en kamp engang imellem, hvis det var for stor en mundfuld for hende. Et lille smil dukkede dog op på Wens læber, ved hendes udtalelse om at sortelveren snød. ”Du kan altid regne med, at mørkets væsner vil forsøge at snyde dig. Selv de som betragtes som gode væsner, skal du være på vagt overfor.” tilføjede hun erfaren og med et opmuntrende smil. Hun skulle jo lige lærer det. ”Hvad skete der? Og er du okay?” ud fra at hun var her nu og så ud til at være i anstændig stand, på nær de nervøse trækninger og stille væremåde, hvilket nok betød at hun var sluppet væk senere i forløbet eller var blevet reddet.

Maerwen rystede bestemt på hovedet, men lod så emnet falde, som et langt mere alvorligt kom på banen. Ikke at hun havde lyst til at tale om det, men på den anden side havde hun heller ikke lyst til at tie det ihjel. Ikke at hun troede det var muligt nu. ikke når Ithilwen havde fået færden af at hun skjulte noget der bekymrede hende. Mae holdt utrolig meget af den anden elver, men lige det aldrig at kunne skjule noget for hende kunne være en anelse belastende. Lige nu var det nok meget godt. Så hun holdt blikket sænket og sine skridt lydløse, som den skygge hun fra tid til anden var på Wens vagter.

"Måske burde du overveje at gøre det...." Maerwen skævede op til den anden og forsøgte sig med et skævt sil, der dog ikke rigtig ville. Selvfølgelig havde lige præcis Wen ikke hørt noget som helst og måse var det slet ikke spredt så meget som hun frygtede. Kun at sortelveren havde været der, for han havde været der før - havde hun hørt. Så skar hun en lille grimasse og så alvorligt op på den anden. "Det forsøgte jeg også..." Hun lod det ligge ved det da Ithilwen fortsatte og fik hende til at se beskæmmet ned. hun havde virkelig været dum at tro ham på hans ord og tro på hans skyggevæsner var flere af hans slags, men de havde virket så ægte og knivene havde været det.

Så hun forblev stille til den anden sluttede af med spørgsmål, der ikke efterlod hende anden mulighed end at nikke let. "Jeg... tror det. I hvert fald at jeg bliver det, Wen." Denne gang var der lidt mere kraft over smilet hun fik sendt den anden, men det var væk som hun stille fortsatte. "Jeg trak min bue det øjeblik røgen steg op foran mig og så dukkede han frem af den. Egentlig venlig nok på sin egen lidt sære måde, men han skabte nogle skyggekloner af sig selv så jeg var omringet og i undertal." Hun gjorde en lille pause, mens hun bed sig i underlæben og så så direkte på den anden. "Min magi sagde de ikke var der helt, men solen skinnede i deres våben og de kunne gøre skade... så jeg sænkede buen og forsøgte at tale mig til en chance til at løbe, mens jeg bakkede mod skoven.... Da han indså det, byttede han plads med en klon og greb mig bagfra, sættende en kniv for min strube..."

Hendes stemme var blevet mindre og mindre som hun talte og frygten vendt tilbage i den og i hendes øjne. Med god grund for det stod stadig alt for levende for hende til at hun helt kunne skubbe det fra sig. "Så jeg skreg på hjælp gennem jorden og blev heldigvis hørt af en tæt nok på..." Hun tvang sig til at se på Wen som hun sagde det, men kunne ikke holde blikket der. "jeg vidste ikke hvad ellers jeg kunne gøre..."

Ithilwen trak lidt på skulderen og bed sig kort i læben. ”Halvdelen af det er jo ikke engang sandt alligevel. Og den sidste halvdel er blevet pyntet op til ukendelighed. Sladder og rygter er ikke min kop the. Specielt ikke når de omhandler mig selv.” svarede hun med et grin, i et forsøg på at opmuntre den yngre elver en smule, men også fordi hun selv fandt al den sladder dybt latterlig. Hun gik ikke op i det, og kom aldrig til det. Nyheder ville hun gerne havde, men de skulle være sandfærdige, ellers gavnede det hende alligevel ikke. Dertil var rygterne som var begyndt at køre i Elverly omhandlende hende, heller ikke lige noget hun havde den sygeste lyst til at folk skulle blande sig i.

Ithilwen sukkede let og kiggede på hende med blide øjne, som hun fortsatte med at fortælle om hvad der var sket. Nikkede lige en enkelt gang og rynkede derefter brynene sammen. Hun sagde ikke noget som Maerwen holdte en kort pause, men blinkede blot roligt nogle gange og mødte hendes blik. Da hun omtalte at havde sænket buen sukkede Ithilwen helt automatisk og lod kort sine øjne flakke rundt. Det var nok den største fejl hun kunne begå, men da kniven for struben blev nævn, blev Wen endnu mere alvorlig i sine træk. ”For det første, må du aldrig. Aldrig, sænke dit våben når du er i fare. Våbnet er det eneste du har til at beskytte dig selv med. Slipper du eller sænke du det, bliver du et nemt byttedyr.” startede hun alvorligt, som hun var stoppet op og kiggede alvorligt på Maerwen. Ithilwen selv var ikke ligefrem særlig godt til at overholde regler eller holde sig i skindet, men hun kendte til hvordan man overlevede i skoven og overlevede mødet med diverse onde væsner. ”Aiya! Du kunne være kommet langt mere til skade, Maerwen!” hun kunne ikke andet end at være bekymret og udvise sin bekymring ved at se på hende med alvorlige øjne. ”Han havde en kniv for din strube, hvordan kunne du lade ham komme så tæt på dig?” alle spørgsmål som Maerwen højst sandsynligt ikke kunne besvare, og som Wen egentlig heller ikke forlangte et svar på. Hun skulle bare ud med det og faktisk følte Wen et snert af den voksenhed som hun var på vej ind i, med bekymringer, stort ansvar og ikke mindst omsorg for de yngre. Den sidste del havde hun nu altid haft.

Ithilwen aede hende blidt hen over håret, inden hun trak hende ind i et varmt knus. ”Du gjorde det du kunne, og heldigvis virkede det. Vi skal nok finde ham, og sørge for at han aldrig vil gøre dig noget igen.” forsikrede hun hende, uden helt at vide hvordan hun skulle klare at få det gjort. Men de var vel flere elvere på sagen.

Antydningen af et smil trak frem på Maerwens læber, men nåede aldrig hendes øjne. Det var sandt der løb en del sladder om Ithilwen, men ikke værre end om så mange andre af de kvindelige krigere. Mest af alt var det om hendes bedrifter og små dumheder, som det var med alle og meget lidt om hendes privathed. Med det temperament var der dog nok af historier at tage af. Et par stykker havde Mae selv lavet om til sang - noget nok ikke skulle nævne. "Jeg lytter, sortere og gemmer til bedre kilder nævner det samme... men det er ikke meget nyt folk mener jeg skal vide, så sladder er hvad jeg har..." Måske var hun blevet tredive og kunne betragtes som voksen, men hun havde ingen vigtig position og langt de fleste så hende stadig mere som barn og uerfaren. Uskyldig ligefrem.

Hun mødte og udholdt Ithilwens blik til denne begyndte at tale og så da ned, mens hun nikkede stumt. Hun vidste stadig ikke hvorfor hun havde sænket buen - andet end at den havde virket lidt nytteløs da hun først var omringet af knive. Den havde dog været en hvis beskyttelse og holdt Kravenoh på afstand. At sænke den havde bare virket som det eneste hun kunne gøre lige der.
Som nu hvor hun stoppede op og vendte sig mod den ældre veninde. Hendes grønne øjne fandt den andens ved det næste udbrud, der også fik hende til at skære en beklemt grimasse, mens hun mumlede. "Han lammede min arm og truede med at gøre det ved hele min krop..." Ikke fordi det vile pynte på hvor klumset hun havde været eller ville gøre noget for at mindske bekymringen hun så i den andens blik. "Men jeg ved ikke helt hvordan han kom om bag mig - kun at han var der lige før Miileathorn og Durín nåede frem... Og ikke var glad for at se dem." På en eller anden måde var hendes historie begyndt at falde lidt fra hinanden og komme i tilfældig rækkefølge. Måske fordi det var gået så hurtigt til sidst og havde været så forvirrende.

Hvad der ikke var det, men derimod var ganske entydigt var det blide strøg over hendes hår, før Ithilwen trak hende ind i en varm omfavnelse. Maerwen lod hende gøre det uden modstand og fandt sig hurtigt med ansigt gemt mod den andens bryst, so var hun langt yngre end hun egentlig var. "Han sagde... lovede.. han ville finde mig igen." Hun løftede ansigtet og så uroligt op på den anden, før hun efter et lille kram gjorde sig blidt fri og forsøgte at genfinde blot en smule af sin tabte værdighed. "Men det betyder vel bare jeg må være forberedt, ikke?" spurgte hun så forhåbningsfuldt. Hun havde ikke lyst til at skulle møde sortelveren igen og slet ikke alene eller uden andet våben end sin bue.

Ithilwen kiggede blidt på hende, med et roligt smil. Generelt var Wen meget rolig i øjeblikket, hvilket nok var meget heldigt, taget i betragtningen af hvad hun snart fik at vide det. ”Det skal nok komme, Mae. Før du ved af det, får du alt at vide af nyheder, regler og historier. Men lige nu, er det slemt. Det kan jeg sagtens huske.” svarede hun med et opmuntrende smil, selvom det ikke var nemt at lade hver med at ligge mærke til at Maerwens smil ikke nåede helt op til øjnene som de plejede. Hun var stadig ung i elvernes øjne. Når man lever evigt, er 30 ingen alder.

At han lammede hendes arm, fik Wen til at skære en misfornøjet grimasse. Det besvarede ikke hvordan han var kommet så tæt på, men mere hvad der var sket tæt på. Selvfølgelig kunne han havde gjort noget langt fra der også havde lammet hendes arm, men når Ithilwen ikke kendte hele historien, var det svært at holde helt hoved og hale i hvordan det hele var foregået. ”Nej, de forstyrrede jo det som han havde planlagt at foretage sig.” egentlig bare en neutral kommentar, og ikke for at afskrække Mae, for det havde jo været sandheden at han ville havde gjort noget ondt ved hende, hvis ikke der var kommet hjælp. Hun rynkede dog brynene sammen og kiggede igen på Mae med et undrende blik. ”Hvem er Durín?” navnet forekom hende på en eller anden måde bekendt, som havde hun hørt det gennem sladder og egentlig mest ladet det passere hende. Men nu blev hun oprigtig nysgerrig efter hvem det nu engang var, når han havde kommet en elver til undsætning. Når man tog det i betragtning, kunne han ikke være nogen helt skidt person. Men hun kendte ingen elver med det navn, for det var ikke et typisk elvisk ord.

Ithilwen kiggede lidt uroligt på hende, med en form for moderlig kærlighed mod den yngre elver. Ithilwen havde en tendens til at knytte bånd til de lidt mere vildfarende og temperamentsfulde unge elvere, som var lidt, som hende selv som barn, og ved Mae var der heller ingen undtagelse.
Ithilwen nikkede til hendes ord. ”Hvis, han finder dig, så ja, så sal du være forberedt. Men det kan du også sagtens blive! Jeg har dog ikke i sinde at du skal møde ham alene igen. Det skal jeg, eller en anden nok sørge for ikke kommer til at ske.” lovede hun fast, og ville på intet tidspunkt bakke ud af sit løfte. ”For tro mig, med den rette træning, vil den sortelver snart være fortid.” hun fik et varmt og kækt smil frem igen, som hun med rolige skridt bevægede sig videre af sin rute, da hun jo stadig havde vagt.

"Hvis du siger det..." Maerwen tvivlede stærkt på det ville ske sådan lige med det samme. For et folk der levede evigt og ikke fik mange børn holdt barndommen i live hos de de fik så længe det var de voksne muligt. Pligter kunne de få ja og ansvar af forskellig art, men helt optaget i de voksnes rækker blev de ikke bare sådan uden videre. Hvad var tredive år for en der havde levet 600? Ingenting. Mae kunne se det i de smil hun til tider blev mødt med og kunne ikke andet end glæde sig til hun blev 'rigtig' voksen. Skønt ungdommen også havde sine fordele.

Som at det var lidt mere i orden at fejle og dumme sig. Folk blev bekymrede og kunne skælde ud over dumheder, men for det meste var det med formaninger og en hvis grad af overbærenhed. Det hjalp dog ikke det mindste på hvordan hun havde det lige nu. "De forstyrrede ham i hvert fald..." mumlede hun tilbage uden helt at være sikker på om Kravenoh faktisk havde planlagt noget eller blot fulgte sine lyster. Ikke at den tanke var bedre og slet ikke som hun havde prikket til hans opblæste ego til han havde sat kniven for hendes strube for at understrege sine ord og sin position. Han havde skræmt hende da, men aldrig vundet hendes respekt. Ikke som Miilaethorn og Durín havde.

"Durín?" Hun gentog navnet spørgende, som hun mødte den andens blik og mærkede så et varmt smil forme sig og nå hendes øjne, som hun tænkte på dværgen. "En dværg fra Lindeskoven efter hvad jeg kunne forstå. Han var sammen med Miileathorn, da han hørte mit råb gennem jorden og fik dem af sted i min retning." Hun tøvede lidt og tilføjede så alvorligt og en smule beklemt. "Var det ikke for ham, var ingen kommet..." Det var en tanke hun havde forsøgt ikke at tænke siden det var sket. Det var en alt for ubehagelig og skræmmende tanke.

Mere endnu var løftet sortelveren havde givet hende og som hun ikke kunne skjule hvor meget hun frygtede for Ithilwen. Hendes ord fik atter smilet frem på den yngre elvers læber og det blev der, skønt lidt trykket, som Mae atter slog følge et halvt skridt bag den anden. "Det er heller ikke noget jeg ligefrem håber på, men der vil vel ikke altid være nogen sammen med mig?" Konstant opsyn. Jo, det var lige hvad hun manglede i sit liv. Det eller at blive holdt indenfor elvernes bebyggelse i hjertet af skoven. Så rynkede hun brynene og fortsatte noget tøvende og med en klar fornemmelse af hun nok ville komme til at fortryde sit næste spørgsmål. "Hvilken træning tænker du på, Wen?" Buen kunne hun jo bruge og ganske glimrende endda. Den var ikke så nyttig i nærkamp.

”Hvilket viste sig til din fordel, at de gjorde.” tilføjede Wen roligt og blokerede straks tanken om hvad mørkelveren end havde tænkt sig. Han var væk lige nu, og derfor skulle hun ikke til at starte unødige spørgsmål op. Det eneste der var vigtigt, var at han ikke nærmede sig dem igen. Selvom hun havde en grum mistanke om, at det ikke ville blive efterlevet.

Ithilwen stod stadig med rynkende bryn, som Maerwen fortalte om denne Dorín. At han var dværg faldte ikke i den perfekte jord. Wen var ikke voldsomt fordomsfuld, men dværge var ikke altid dem hun havde det bedste forhold til. De var så trampende og voldsomme. Alt andet end fine og smidige som elverne. Men derfor kunne de godt være flinke alligevel. Dog faldte hendes lette fordom mod dværgen brat, som Maerwen nævnte at han var sammen med Thorn og havde hørt Maes råb om hjælp gennem jorden. Dette forbedrede dværgens situation ekstremt. ”Jeg har ikke før støt på ham, må jeg blankt indrømme. Men han lyder til at være af den gode slags. Og han har i hvert fald vundet en del respekt hos elverne ved at hjælpe både Thorn og dig.” konstaterede hun og måtte indrømme at hun var glad for at han havde hørt Maes råb. Hørt hendes kald gennem jorden og reageret hurtigt på det. At han havde befundet sig sammen med Thorn på daværende tidspunkt, var stadig et ubesvaret spørgsmål i Ithilwens hoved, men den tog hun med nok med Thorn senere, med mindre hun havde vigtigere ting at tage sig af.

Ithilwen løftede på skulderne. Hun vidste ikke hvordan det skulle lade sig gøre at Mae ikke var alene hvis mørkelveren kom tilbage. I hvert fald ikke nogen løsning, som ikke indebar at hun var under konstant overvåvning, hvilket hun virkelig ikke kunne bryde nogen overhovedet. Det måtte være frygteligt hele tiden at blive holdet øje med. ”Nej, eller jo, det er der nogen der ville kunne, men det tror jeg ikke du er interesseret i. Men så er der ikke andet for end at du skal i træning. Og hvis du skal afsted i længere perioder, skal det ikke være alene.” det var nogle trælse omstændigheder, men nogle gange var man nødt til at tage sine forholdsregler.
Ithilwen smilede ve hendes spørgsmål, som kunne grænse sig til at være en smule skummelt, men mest bare drillende og et vindende smil, som at hun virkelig nød at få stillet spørgsmålet. ”Noget siger mig, at du ikke har haft megen træning i nærkamp.” svarede hun og kiggede på Mae med et løftet øjenbryn og hovedet let på skrå. ”En bue er et fantastisk redskab, men ikke når fjenden er for tæt på enten i flere eller få antal. Så du skal simpelthen trænes i nærkamp.” ikke alle elvere var gode til nærkamp, og heller ikke alle elverkvinder som bevægede sig længere udenfor Elverly var trænet i det, men Ithilwen var i den overbevisning at det var sundt hvis alle elvere kunne det. På den måde, kunne de nemmere forsvare sig selv.

Maerwen nikkede mørkt, men ønskede som den anden ikke at åbne op for tanker om hvad der kunne være sket, hvis hjælpen ikke var nået frem i tide. Det skulle nok komme, når hun lå alene i sengen om aftenen, men til da kunne hun holde det på afstand ved simpelthen at koncentrere sig om noget andet. Som Ithilwen, der lyttede opmærksomt, men til en start ikke afslørede meget af hvad hun tænkte. Mae vidste hun ikke var så fordomsfuld som mange andre elvere og det var en holdning der havde været med til at forme Mae's eget åbne væsen og tiltro til andre racer. Fejlagtigt til tider, men for det meste en fordel. Håbede hun. "Han virkede i hvert fald som en af de gode. Meget nede på jorden og stabil - det lidt jeg nåede at opleve af ham altså, før Miileathorn satte ham af og vi var videre..." Hun håbede hun ville få en chance for at møde dværgen igen under roligere omstændigheder og få en mulighed for at sig tak for hjælpen på en ordentlig måde end nogle få usammenhængende ord, som hun sad klemt på en hest holdt alt for fast af stærke arme og uden helt at være med i hvad der var sket.

Det var tydeligt Ithilwen havde samme tanke om hvad det ville kræve at sortelveren aldrig ville kunne få ae alene og havde samme holdning om hvordan det ville passe den yngre pige for ikke at tale Wen selv hvis hun skulle have været udsat for det. Det trøstede Mae lidt, skønt hun det fik hende til at se alvorligt på den anden og præcisere. "Så vi lufte ikke det for mine forældre. Mor har bekymringer nok ed mine brødre som det er..." Selvfølgelig vidste hendes forældre hvad der var sket. Det eneste de ikke vidste var at Kravenoh havde lovet at vende tilbage. Sådan så Mae helst det forblev med at være. Stadig alvorligt skar hun en grimasse af Ithilwens ord. Det var ikke lyse fremtidsudsigter. Mere træning og mere overvågning. Sikkert også flere restriktioner på hvor hun måtte gå hen og hvor længe hun måtte være væk før hun skulle tjekke ind hos en vagt eller anden.

Værst var dog ændringen ved Ithilwen, som hun holdt en pause og bare så på hende med et smil der betød Maerwen ville komme til at fortryde sit spørgsmål inderligt inden længe. Og det gjorde hun det øjeblik den anden elver svarede, for Wen havde ret. Hun havde ikke rigtig haft nogen træning i nærkamp, da ingen havde troet hun nogensinde ville få brug for det. Inklusiv hende selv. Så hun lod et lille suk undslippe. "Ikke megen er vist ingen i mit tilfælde..." Mumlede hun så opgivende med en formodning om hvad der ventede. Så som Ithilwen holdt inde og bare så på hende, mødte hun hendes blik et langt øjeblik i stilhed, før hun atter gav efter og hævede et øjenbryn af den anden. "Hvorfor føles det her som et baghold, Wen?" Hun kunne dog ikke lade være med at smile lidt som hun fortsatte med påtaget fortabt stemme og en del nærmere sit normale letsindige jeg. "Oh, hvor skulle jeg dog finde en sådan træning henne?" Hun kunne ikke lade være - ikke med det smil hun lige havde modtaget fra den anden.

Ithilwen lyttede lidt eftertænktsomt, med rynkede bryn. Det var stadig helt svært at finde ud af om det var godt eller skidt at han boede her. At han var på gennemrejse, var i Wens verden ikke slemt, og hun havde generelt intet imod dværge. Men ud fra hvad Mae sagde, var han heller ikke nogen skidt type. Og hvis han var villig til at hjælpe dem, bare en gang mod en mørkelver som var blevet lige lidt for selvglad, så måtte han være fin. ”Hmm.. Det undrer mig mere hvor Thorn kender ham fra. Men selvfølgelig, jeg kender ikke engang til en brøkdel af hvad den mand laver. Men godt han var er. Godt de begge var der.” svarede hu så, og valgte at gemme det med dværgen til et senere tidspunk. Det var ikke så vigtigt lige nu, og faktisk var det ikke sikkert det blev vigtigt for hende på noget tidspunkt. For han havde jo intet gjort hende. Så måtte han selv styre hvad han foretog sig ellers.

Ithilwen kiggede først lidt uforstående på Maerwen. Vidste hendes forældre ikke hvad der var sket. Der skulle lige nogle ekstra tanker ind på lystavlen, før det gik op for Wen hvad Mae egentlig mente, og hun lagde heller ikke skjul på at hun først fangede den nu. Hun måtte være mere træt end hun først troede. ”Arh. Troede lige først du mente, at de slet intet vidste. Hvilket jeg måske ville mene ville være meget forkert. Men nej, for så slipper de dig aldrig af syne. Er der andre, som ved hvad han sagde til dig?” det kunne jo godt ske at Thorn havde en anden mening om hvad der var bedst at gøre, og vidste han hvad denne mørkelver havde sagt til Mae, så var chancerne for at Wens løfte ville kunne holdes, meget minimal, for hun var trods alt, under Thorn. Dertil ville hun ikke modsætte ham på dette. Thorn vidste som regel hvad han lavede, selvom det ikke ville hue hverken Maerwen eller Ithilwen besynderligt.

”Se, du er allerede ved at lærer det!” grinede Wen varmt og smilede til hende. Det var en nødvendighed, og alle burde lærer det. Så at Mae først skulle til at lærer det nu, var skidt efter Wens mening. Hun skulle havde lært det fra barnsben. Wen slog sig eftertænksomt på læben med sin pegefinger, som hun lod som om hun tænkte grundigt over Maerwens spørgsmål. ”Hmm.. lad mig se, lad mig nu se.. Her kommer en vild idé! Jeg kunne eventuelt lærer dig en ting eller to” svarede Wen med et glimt i øjet og et kækt smil. Træningen ville ikke blive nem, bare fordi de var venner, det måtte Maerwen endelig ikke tro! Men det kunne blive lidt sjovere, og med lidt flere jokes hvis det var tilfældet.

"Meget godt ja." Det kunne de hurtigt blive enige om og det var da også et alvorligt lille smil Maerwen sendte til den anden elver. Hun havde sjældent været så glad for at se nogen, som hun havde været det for at se og høre Thorn den dag.

Smilet blev, skønt det vaklede lidt, som Ithilwen så tydeligt forvirret ud over hendes ord. Så slog Mae blikket ned mens hun mentalt rystede på hovedet af sig selv. Nogen gange fik hun kun sagt slutningen af det hun tænkte og se hvordan modparten så mere forvirret end forstående ud, hvis de da ikke bare bad hende om at prøve igen. Lige nu var dog ikke en af de gange, som hun kunne se hvordan den anden vendte hendes ord til forståelsen indtraf. Da smilede hun undskyldende. "Det kom vist ud lidt kluntet...men nej, selvfølgelig har jeg fortalt om mødet og redningen - bare ikke lige om hans løfte om at komme tilbage.." Og det var lige præcis for at undgå det Ithilwen straks mente de ville gøre. Så rynkede hun dog på brynene og bed sig i læben, før hun lidt tøvende svarede på det sidste. "Nej, det er der vist ikke...." Hun burde jo nok have sagt det til Thorn på vejen tilbage til Elverly eller da de var kommet tilbage eller dagen efter, men hun havde tiet stille og undgået emnet lidt. Ikke så svært som hun havde troet.

Så skar hun en grimasse, men kunne ikke andet end gengælde den andens smil og skubbe let til hende. Der var flere grunde til hun holdt af Wen og en af dem var den ældre elvers evne til at løfte hendes humør når det en sjælden gang imellem faldt til bunds. Så rullede hun med øjnene, men kunne heller ikke lade være med at smile både lettet og lidt bekymret. "Men du har dine vagter og eventyr og alt muligt andet...." Så ville den anden virkelig have mulighed for det sådan uden videre? Maerwen var langt fra sikker.

Ithilwen nikkede forstående og kunne ikke lade hver med at smile lidt ekstra som hun påpegede hendes egen kluntethed. Wen synes nu det var et meget sødt trick ved hende, selvom at det lige nu kom til udtryk ved et meget alvorligt emne, men mon ikke også det gik i sidste ende. Specielt fordi Ithilwen jo havde fået vendt og drejet orderne rigtig, til at hun forstod meningen og ikke kun halvdelen af hvad der egentlig blev sagt. ”Jeg ved ærligt ikke helt hvad jeg skal synes om det. Altså, det er godt du har fortalt dine forældre hvad der skete, og havde du ikke gjort det, havde jeg også taget dig i øret og slæbt dig hele vejen hjem.” selvom der var alvor at spore i hendes stemme, var det alligevel mest i sjov hun sagde det. Hun forlagte at Maerwen skulle sige det til sine forældre, men ikke nødvendigvis det med at mørkelvere havde lovet at komme tilbage. ”Men hvad angår, at han vil komme tilbage efter dig. For det er en ret kompliceret situation. Jeg vil ikke spolere den smule frihed du har tilbage, efter mødet, men.. arh, den er sgu svær. Min voksne del af mig, vil have at jeg er ansvarsfuld. Men det kan jeg jo være på mere end en måde.” Ithilwen følte at hun var ude i en værre redelighed af en diskussion med sig selv og lidt med Maerwen, som egentlig ventede lidt på en dom fra Wens side af. For nu hvor Wen vidste det, lå det i hendes hænder hvorvidt hun ville holde det til sig, eller sige det videre til en overordnet.

Ithilwen smilede bare til hende, som hun pointerede at Wen havde meget at se til. ”Nu skal du ikke gøre det værre end det er, Mae. Jeg har stadig mine vagter og træning. Men eventyrerne kan godt sættes lidt i dvale. Jeg er kun 127! Jeg har rigeligt med år tilbage at tage på eventyr i.” påpegede hun og blinkede kækt til Mae. ”Dertil, kan jeg tage en snak med Thorn eller Taurn Edhel om at blive skåret ned i timer på vagtplanen og i stedet hjælpe dig.” tilføjede hun kort tid efter, mere taktisk omkring situationen. ”Jeg er sikker på, at de begge har tænkt tanken om at få dig i træning, det var bare et spørgsmål om hvem der kunne få det passet ind i deres hverdag.”

Maerwen startede med at hæve et øjenbryn spørgende af Ithilwen, men forholdt sig ellers tavs og afventende. Det var ikke helt til at høre hvor den anden stod, som hun startede, men som denne talte sig frem og munterheden blev i hendes øjne, hvor alvorlig hendes stemme end var, så slappede Mae en smule mere af. Selv ved truslen om at være blevet hevet tilbage til familien i øret fik hende kun til skære en grimasse, der blev til et lille skævt smil, mens hun alt for selvbevidst skubbede håret frem og gemte ørerne i det. Nok lød det ikke til Ithilwen ville slæbe hende tilbage i dem for at fortælle om den lille trussel hun havde hængende over hovedet, men man vidste aldrig om den anden elver skulle finde på at gøre det af andre grunde. Det hjalp heller ikke at Ithilwen begyndte at tale mere med sig selv end til Maerwen.

Så hun ventede med et spørgende hævet øjenbryn på at den ældre veninden fandt ud af hvad hun ville gøre. Det var ikke helt at gå passivt ved siden af og bare afvente sin nærmere skæbne. Et var trods alt at fortie ting for sine forældre, men at gøre det samme for en af dem der stod for byens sikkerhed, ja, det var bare ikke godt. Så det kunne være at Wen blot fik lov til at banke lidt nærkamptræning ind i hende - ikke at det ville blive rart eller særlig sjovt, men det kunne også være de fandt det bedre at holde hende bag byens beskyttende mure til de havde gjort noget ved den flabede sortelver. Mae havde jo ikke ligefrem det store at fremvise mod at hun ville havne i en lignende situation igen.

Hvad der måske skulle være forsikrende ord fik Maerwen til at skære endnu en lille grimasse, før hun med et skævt smil så op på den anden. "Det kan vel også betragtes som vagttimer, hvis nogen køre en stemning op..." Så sukkede hun en smule opgivende og vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det sidste. Mest af alt troede hun ikke nogen af de nævnte havde skænket hendes træning eller mangel på samme nogen tanker. Havde hun været spejder eller kriger ja, men nogen gange jæger og mest af alt stemningsændrer? Nok ikke så meget igen. Det skulle hun dog ikke have noget af at sige højt. Så i stedet smilede hun forsigtig. "Så er det da godt du gerne vil.." Trods smilet var der dog stadig en rest af usikkerhed i hendes stemme.

Ithilwen havde godt bemærket de små tegn fra Maerwen engang imellem, men intet af det havde været nok til at hun havde standset sin talestrøm, dertil var det ikke nogen advarende tegn som kom fra hende, så ingen grund til at stoppe snakken midt i det hele.

Ithilwen smilede kækt til hende, med hovedet let på skrå. Den drillende måde som Wen som regel altid var på, selv i alvorlige situationer. Hendes måde at holde afstand til at blive alt for voksen hele tiden. ”Jo, det kan det vel. Men jeg går nok stadig forbi Miileathorn med det. Han virker som det sikreste valg, da jeg nødig skulle komme op at skændes med de højere magter.” Ithilwen havde en klar idé om at Maerwen godt ville kunne forstå hvad hun mente. Det var farligt at sætte to stædige og ikke mindst temperamentsfulde elvere i samme rum, selvom det var noget så uskyldigt som at ændre let på vagtplaner. Men det værste var jo, for Ithilwen i hvert fald, at den anden elver tydeligt bestemte, da dette var elvernes leder, og Wen egentlig slet ikke skulle stille spørgsmålstegn af nogen art!
Ithilwen kiggede roligt på Maerwen, med et blidt blik. ”Selvfølgelig. Men du skal ikke være bekymret. Jeg kaster dig ikke ud i træning fra morgen til aften uden pauser! Du er nok bare nødt til at.. holde lidt lav profil med at tage for langt ud af elverly, inden du har fået en smule træning.” tilføjede hun dog alligevel til sidst. For det var farligt, selvom hun var tæt på Elverly. Og når mange af vagterne i forvejen diskret holdte øje med at hun ikke gik nogen steder, ja, så faldte folk nok hurtigere til ro, hvis Mae også så ud til at forholde sig roligt en stund.