Ithilwen havde fået tjansen at patruljere rundt i udkanten af skoven. Stadig i skygge af træernes beskyttende grene, men med frit udsyn og færre gemmesteder. Det var ikke fordi hun følte sig udsat på nogen måde. Hun slendrede roligt ned af stien mens hun kiggede roligt frem og tilbage i skoven. Solens var så småt ved at gå ned, og der var kun de orange varme lys tilbage, som gik igennem træernes blade og bragte et orangegrønt lys ned til skovens bund hvor den høje rødhårede elver i øjeblikket gik roligt rundt som hun lyttede til fuglenes skønsang til hinanden.

Dagen var forløbet ganske roligt, selvom hun havde haft en ret så heftig diskusion med sin storebror. Nogle gange skulle han bare lære at holde sin mund, og andre gange skulle Ithilwen lærer at høre efter. Det var en evig kamp mellem de to søskende. Wen havde afreageret ved at gå amok på træningsdukken på træningspladsen, mens hendes bror nok havde lavet noget andet afstressende.. Varmet en suppegryde op eller hvad han nu lavede når han var sur. De havde haft en anspændt forhold siden moderens død, og selvom begge parter elskede hinanden til døden, var de stadig milevider væk fra hinanden engang imellem. Han have lukket sig ind ved moderens død, og Ithilwen havde været rasende og fyldt af had. Nu, så mange år efter var det dog endelig ved at dale ned til normal igen, og de mere rolige stemninger kom frem.

Lige nu tænkte hun lidt over hvad hun skulle gøre når vagten var overstået. Skulle de tage snakken der, eller vente til i morgen? Normalvis var Ithilwen meget træt når hun havde været på patrulje, specielt når hun var gået alene. Så hun overvejede kraftigt at gemme det til dagen efter. Imens hendes tanker var begyndt at flyve, havde fuglende stoppet deres skønsang, og bragte Ithilwen tilbage til virkelighedens verden. Hun saknede farten og kiggede sig observant omkring, mens en hånd lå diskret og roligt på kniven ved hendes bælte.

Kravenoh havde søgt af andre veje denne gang, normalt vil han stortset bo lige udenfor Elverlys grænser for at kunne skabe Chaos og vrede blandt elverne når de så ham, eller når han begynde at brænde skove,. Han sad oppe i et træ og lyttede til fuglenes klang, om man skule tro det eller aj så kunne han faktisk godt lide at sidde for sig selv og hører dem synge. dog gik det ikke længe før Kravenoh fik færten af en person som kom tætter og tætter på ham.

Kravenoh sad ikke i skjul eller noget han sad blot oppe i et træ på en af træets tykke grene, som han nu normalt altid gjord når han var ude i skoven, og det var mest af alt fordi så kunne han se folk fra lang afstand, og så kunne han flygte hurtigt igen hvis han ikke gad vedkommende. blikket var rettet på personen som kom tætter på, det eneste han kunne se var noget rød hår agtigt, et lille smil kom frem på hans læbe, da hans tanker fløj afsted om hvem det kunne være, men smilet blev mindre da person kom tæt nok på til at han kunne se hvem det var. smilet blev visket ud men Kravenoh øjne åbnede sig lige engang. han fik dog hurtigt sit normale syn på hende igen da han så hun var en elver, men en meget køn elver.

Kravenoh vidste ikke om hun nu også havde en hjælper eller flere med, for de sidste gange han havde angrebet elverly var der kommet flere og flere elver, men dog var de jo ude fra elverly så måske kunne han gør sig til kende.
han bemærkede at elveren havde en anden holdning position, en position der signalerede kamp/opmærksom.
Kravenoh selv var altid klar til ballade, dog valgte han blot at sidde oppe fra træet og stiere ned på elveren, for før eller siden når hun kom tæt nok på vil hun kunne se ham, men mindre hun skiftede retning.

Kravenoh vidste til gengæld ikke om denne person var ude efter ham, måske hvis lederen af elverly mente at der skulle gøres en stopper for ham, men hvis det var tilfældet så vil han se frem til det og især overfor denne skønhed. det var faktisk utroligt at elverne altid var så kønne tænkte han kort. og betragtede den nu meget tætte elver på.

Ithilwen havde hørt om alt det påstyr der var foregået på det sidste. Hvordan elvere var blevet angrebet ude i skoven af en mørkelver. Hun havde dog aldrig selv set ham, og vidste derfor intet om hvordan han så ud eller var, andet end at han var et modbydeligt bæst, som havde forsøgt at brænde skoven ned. Det havde hun i hvert fald fået fortalt. Men det var nu ikke lige der hendes tanker strøg hen. Hun var bare trænet til altid at være på vagt, når noget af skovens natur pludselig ændrede sig eller der blev bemærkelsesværdig stille omkring hende. Nogle gange var det meget ubehageligt at være på patrulje alene når sådanne ting skete, men Ithilwen var ikke kendt for at være bange eller nem til at give efter for frygt. Hun var fandens stædig. Hun ville ikke kategorisere sig selv som direkte modig, men for stædig til at give op eller bare generelt lade sig overvinde, det var helt sikkert.

Hun gik nogle skridt, og da der umildbart ikke ligefrem skete noget, slappede hun mere af i sine muskler og hånden slap det rolige tag i kniven i siden og faldte tilbage på plads, selvom hun stadig holdte øjnene fokuseret på sine omgivelser. Da hun var nået et stykke, fangede hendes øjne en skikkelse oppe i træet, hvorefter hun stoppede på stien med det samme. Hun kunne ikke se hvem det var, men at han i hvert fald stirrede ned på hende og hun holdte ufrivilligt vejret. Ikke ligefrem en behagelig følelse, taget i betragtning af at han lignede en der havde holdt øje med hende længe. Noget ved hans udseende virkede bekendt i det hun havde fået beskrevet, men da han ikke lige umildbart så ud til at ville angribe hende, gjorde hun heller ikke mine til at angribe ham. Selvom hun stadig stod stille og kiggede op på ham. Hun var vel stadig lidt chokeret over at han havde haft øjnene på hende noget tid og at det bragte en ubehagelig følelse op i hende. Nu kom det store spørgsmål så bare om det var en ven eller fjende og lige umildbart måtte Ithilwen erkende at han ikke ligefrem lignede noget som kunne være en ven af elverfolket. Hendes vejrtrækning startede igen ganske roligt, som hun kom sig lidt over det pludselige chok af at han havde stirret ned på hende, hvilket hun faktisk slet ikke synes var pænt gjort af ham!

Kravenoh blik var stadigvæk rettet på hende, han havde bemærket at elveren havde set ham og nu stod hun også og kiggede på ham, typisk men det var nu lidt lige meget så kunne de nyde hinanden på hver deres måde.
han rettede blikket kort væk fra hende og op på himlen som blev mere og mere mørk, lige noget han kunne bruge til hans fordel. han vende blikket ned på hende igen, han regnede ikke med hun kom op så han måtte heller komme ned.

Kravenoh hoppede ned fra træet og landede ca 2-3 meter fra hende, han stillede sig op af træet som han var hoppet ned fra, og så på hende med et fast blik. " gik ud fra de ikke havde tænkt dig at komme op til mig i træet, så hvorfor ikke bare komme ned så " smilede han selvsikkert.
han så betragtende på hende, imens han vende og drejet hovedet " så de bruger knive kan jeg se, hvor god er de så med dem? bedre til at håndtere dem ind deres folk er til at holde folk ude af Elverly? ".

Kravenoh var ikke ude på noget rigtigt lige nu, men hvis man pustede til ilden så vil han blive tændt, og denne skønhed vil sikkert godt kunne gør det med let hed.
han trak selv en kniv frem og stod og balancerede med den på fingeren " ser de jeg er også ret god med knive, og meget andet men det er ikke værd at snakke om " sagde han meget rolig og i kontrol. lige nu gik det meste af tiden ud på at trække den sådan det kunne blive mørkt, for så hvis han besluttede sig for at gøre gavn af hans andre evner, så vil han kunne gøre det uden hun vil kunne se det.
Men han vidste heller ikke hvad denne elver havde i ærmet, for gang på gang var han blivet overrasket over de forskellige ting alle de elver han havde mødt kunne.

Mørket trak sig på og snart vil der være mørkt også vil man næsten ikke kunne se noget som helst. Blikket som havde været på hende siden han kunne se hende, studeret hende både den ene anden vej " burde de ikke have en eller anden person til at følge dig rundt nu, for det ved jeg at din slags plejer at have? "

At hun skulle komme op til ham, ville under inden omstændigheder finde sted! Hun kendte ham ikke og noget sagde hende at hun heller ikke havde lyst til det. ”Korrekt.” svarede hun selv lige så selvsikkert, men dog også neutralt i stemmen. ”Det skulle jeg mene. Dertil er Elverly ikke forbudt område, kun hvis man ønsker at påføre skoven eller den beboere nogen form for skade.” svarede hun ham roligt og lagde forsigtigt sin hånd hen over den ene kniv igen, uden at trække den. Det lignede mest at hun stod med hånden i siden og så afventende på ham. Han måtte ville hende noget siden han spurgte hende om flere ting.

Hun kiggede vagtsomt på ham som en kniv kom frem, men så ellers ganske rolig ud. Hun kiggede på ham med et hævet øjenbryn og brød sig ikke om det. Hun havde ikke den store lyst til at svare ham, eller direkte starte en samtale. Havde han ikke noget vigtigt at drøfte med hende, skulle hun videre. Hun havde ikke hele natten til den her leg, og selvom hun ikke vidste hvem han var eller hvad han var ude på, brød hun sig ikke ligefrem om at være alene lige nu. Gjorde han anstigning til at true hende eller skoven, vidste hun hvad der blev forventet af hende, og hun ville gøre det. Hvor farligt det så måtte være.

Ithilwen kiggede koldt på ham. ”Hentyder du til at jeg ikke kan klare mig selv? For der kan jeg forsikre dig, at jeg ganske udmærket selv kan tage vare på mit liv.” svarede hun ham hårdt og gik videre af stien forbi ham et stykke væk, så han stadig ikke var tæt på hende. ”Og hvis du vil ha mig undskyldt, jeg skal videre på mit vagt, med mindre der er noget som de vil mig.” Hun var stadig opmærksom på hans bevægelser og havde også hånden på sin kniv hvis der pludselig skulle ske noget.

Et vært ord der kom ud af hendes mund var der noget sjovt og udfordrende ved, et lille smil kom frem på hans læber da hun gik forbi ham, han var imponeret og hun virkelig turde bare at gå forbi ham bare sådan, han hun ikke undrede sig over hvad en mørkelver lavede på dette tidspunkt dette sted.

Kravenoh fjernede blot kniven ide hun var smuttet forbi ham, han forsvandt der fra i en røg sky, hvor efter han dukkede op bag ved hende, men ide samme han dukkede op bag hende havde han hans hånd på hendes hånd som var tættest på hende kniv, sådan hun ikke vil kunne trække den med mindre hun var stærkere ind ham. han duftede kort til hendes hår. " hvorfor er det i elver altid skal være så rende uden på, men i er i virkeligheden så beskidte i jeres mund, ser du jeg vil kunne til hver en tid stikke dig med denne kniv her" sagde han koldt og upåvirket, men hans kniv trukket imod hendes ryg, sådan hun kun lige kunne mærke spidsen i hendes ryg. " men hvad for jeg ud af det..........intet så synes vi skal starte forfra ". han slap grebet om hendes hånd og hoppede et par skridt tilbage, hvor efter han så afventende på hende.

Kravenoh havde nok snart nu truet hele elver folket snart, at mund ikke at han snart vil få noget ballade, men det var som om at de ikke tog ham seriøs nok, ogdet ville han rette op på, om det så skulle koste den smukke elver livet, hvilke i hans øjne vil være en skam.

Ithilwen havde sørget for at holde øje med ham som hun gik forbi. Hvis ikke hun tog meget fejl, var det den samme mørkelver, der havde bragt en masse problemer ind i Elverly, og ud fra hvad hun havde hørt, havde hun ikke lyst til at tage kampen op alene. Men hvis det blev nødvendigt gjorde hun det. Og jo, hun undrede sig meget over hvad han lavede der. Men Ithilwen måtte erkende, at han nok var en lidt for stor mundfuld for hende. Ikke at hun ikke var hurtig eller stærk, men hun var nok ikke hverken hurtig eller stærk nok!

Som han forsvandt, vendte hun sig straks og spejdede rundt. Hun nåede dog ikke at få kniven i den ene side op før hun mærkede at hans hånd greb fat om hendes. Men hendes anden hånd var stadig fri og trak med det samme den anden kniv. Hun nåede ikke langt op med den før hun mærkede en kniv i ryggen, som fik hende til at stoppe alle pludselige bevægelser. Hun skulede ondt over skulderen og strammede grebet om kniven, og ventede på at han skulle flytte sig eller fjerne kniven bare det mindste. ”Sjovt, jeg skulle lige til at sige det samme om dig.” pointerede hun lige så koldt tilbage, men var ikke på samme måde upåvirket, for Wen var nemlig vred. Ingen skulle så tæt på hende, uden hendes tilladelse. Som han slap hende vendte hun sig hurtigt og ramte ud efter ham med sin kniv, og trak med de sammen den anden, så hun var klar hvis han havde planer om at gøre hende noget. ”Starte forfra mener du? Og hvad får vi så ud af det? At jeg har en chance for at dræbe dig inden du nærmer dig mig igen med dine beskidte tricks og julelege.” svarede hun tilbage, fuldstændig ligeglad med om hun trådte ham over tæerne eller på anden måde fornærmede ham. ”Jeg skal gerne gøre den langsom og smertefuld, hvis du ønsker det, Nadorhuan” hun var ikke i godt humør, som han uden tvivl også kunne fornemme hvis han forstod det hun sagde.

Kravenoh var ikke i det mindste i tvivl om han hun virkelig var værd at bruge sin tid på, og han vidste at hun vil kunne pisse ham af, hvilke han godt kunne lide så det fik ham blot til at kunne lide dette endnu mere. hende tomme trusler som hun kom med fik ham blot til at ryste på hovedet og kigge på hende køligt " tror ikke du skal sætte store forhåbninger om at slå mig ihjel, ikke på nogen måde. " han smilte kort inden han placerede han hænder ned langs siden, og frem i hver hånd kom to knive frem " lad mig se hvad du så kan spidsøre, men tro ikke jeg vil gøre det nemt for dig. "
han kastede de to knive imod hendes arme, og forsvandt i en røg sky.

Kravenoh dukkede op bag ved hende hvor han trak ligeså hurtigt 2 mere og kastede imod hende ben og forsvandt igen og dukkede op fra hver side af hende og kastede 2 gange 2 igen fra hver af hendes sider, som var rettet imod sidderne på hende. Kravenoh dukkede op oppe i luften 6 meter over hende, og var på vej direkte ned imod hende fra luften, i luften havde han trukket 2 af hans nåle frem, og kun et udslag af hans angreb vil vise ham hvilken retning han skulle tag.

Kravenoh vidste slet ikke hvor god denne elver var med knive men noget sagde ham han nok skulle finde ud af det, eller så måtte hun nok bare ha det hele i munden, som de fleste elver han havde mødt men denne elver var anderledes synes han, så han vil kun blive overrasket hvis hun virkelig kunne klare sig selv.

Ithilwen var ærlig talt ikke i humør til at lege overhovedet. Men han så ud til at være i et helt andet humør, som han igen begyndte at tale. ”Det havde jeg heller ikke på fornemmelsen du ville.” svarede hun stille og koldt. Hun holdte sine lange knive foran sig som forsvar, hvilket var heldigt nok, for ikke lang tid efter kastede han nogen efter hende, som hun slog væk fra sig med knivene og kiggede efter ham, selvom han var forsvundet.

”Du er en forbistret kujon, når du skjuler dig i skyggerne” råbte hun vredt, som hun lige nåede at vende sig og lave et elegant sidespring for at undgå knivene, selvom de var tæt på at ramme hende. Hun mærkede hvor meget mere hun blev irriteret af at han bare sådan forsvandt ud i ingenting. De næste to knive var lidt mere komplicerede. Den ene slog hun væk med kniven, mens hun knap nåede at undgå den anden som hun bakkede, og så den suse lige forbi hendes hoved og skære et par cm af hendes lange røde hår. Hun pustede ud og beroligede sig selv i løbet af et split sekund, hvilket heller ikke var for tidligt. Hun havde ret i at han var uhyre hurtig! Hun vendte knivende opad, som hun hørte knive gennem luften og slog dem ud til hver sin sidde og stirrede ondt op mod ham, og sørgede for at bakke tilbage, så han ikke ville lande ned enten lige ved hende eller oven på hende. Hun nærmest dansede elegant hen over jorden som hun havde undviget, og selv nu, som hun kort var usikker på om det ville være sikkert for hende at angribe. Hun havde hørt hvad nålene kunne gøre, og det skulle hun ikke nyde noget af. Hun ventede til at han var landet på jorden, før hun nådesløst slog ud efter ham med knivene, og sørgede for at undgå hver bevægelse han såfrem ville føre med nålene. Det var en fordel at være forberedt ved at havde hørt hvem han var, og hvad han førhen havde gjort ved andre elvere. Noget han nok ikke havde regnet med.

Kravenoh var positivt overrasket over hans angreb ikke ramte, han måtte dog indrømme hvis de havde ramt var han blivet skuffet, for det angreb var et meget enkelt angreb, inden han nåede jorden forsvandt han igen og dukkede op 2 meter fra hende. på hans læber kunne man se et smil. " nuvel meget flot røde. Men dine trusler og angreb er ikke nok til at skade mig du er nød til at finde på noget mere hvis du skal skade mig. bare det du tror du vil kunne dræbe mig. " han stoppede kort med at tale. han trak en nål frem, han vidste hende den fra 2 meter af sådan hun kunne se han havde den.

" i aften har du ingen øjne øre, eller tunge. du vil vandre rundt i elverly blind døv og stum. og alle elverne vi vide: dette er spidsøren som troede hun kunne dræbe Kravenoh. lad det være trusel for alle jer elver ". han dannede en skyggeklon bag ved hende som med det samme kastede 2 knive imod hende knæer. og imens stod den rigtige Kravenoh blot og kiggede, inden han kort efter tog hænder strakt ud til hver side. " kujon mig nej, hvis jeg husker ret så sidst jeg støde på jer var i 3 imod 1 men alligevel flygtede i. han lukkede øjen og straks begynde en skygge at gøre dagen mørker ikke møkrt som i nat men helt sort.

Kravenoh vil nu lærer denne elver at man ikke bare skal tag ham for givet men, man skal tænke på hver en ting når han var i nærheden, og at han kan finde på hvad som helst. mest af alt vil Kravenoh bare have sit budskab sendt ud til alle elver.

Ithilwen vendte sig mod ham igen, med et koldt blik. Hun var ikke ligefrem tilfreds med situationen og ja, hun havde nok overvurderet sine evner til at hun kunne dræbe ham. Og så det skred lidt frem, så måtte hun indrømme at hun nok ikke helt besad kræften til det. Det skulle dog ikke betyde at han skulle vinde over hende. Hun skulle nok kæmpe nok til at han ville blive træt eller selv krybe tilbage til det hul han koom fra. Forhåbentligt. ”Så længe, du ikke smiger dig selv med, at du tror jeg er særlig nem at aflive.” svarede hun tilbage, for han skulle ikke vide sig for sikker. Hun havde nok et es oppe i ærmet han ikke havde forudset når det kom til stykket. Dog brød hun sig ikke om de nåle han havde. Specielt fordi hun vidste hvad de gjorde.

Ithilwens hjerte begyndte automatisk at banke lidt hurtigere som han fremsagde en remse, men det betød dog ikke at hendes sanser var sænket. Hun hørte knivene i luften, og selvom dette spring til siden var mindre elegant end dem før, havde han stadig ikke ramt hende. ”Og så vidt jeg er orrienteret, angreb du en enkelt elverkvinde, med en cirkel af skyggekloner! Du er intet andet end en bange tryllekunster, der gemmer sig bag sine evner. Du ville ikke kunne klare en eneste elver, ved en ærlig slåskamp, uden hjælp. Det gør dig til kujonen, ikke mig.” hvæsede hun tilbage, uden at tænke over at det var dumt at irritere eller tirre ham mere end hun i forvejen havde gjort. Men det kunne også snart være ligemeget. For snart stod hun virkelig ude på dybt vand, som mørket sænkede sig hurtigere og hurtigere og hun kort kiggede panikken rundt. Hendes vejrtrækning blev lidt mere nervøs, indtil hun var helt dækket af mørke. Hun strammede grebet om sine knive, og fik beroliget sig selv, med nogle dybe vejrtrækninger. Hun bevægede sine øre lidt rundt efter lyde, og blev hurtigt mere skærpet med sine andre sanser end det hun kunne se. Og denne evne, hun havde lært efter mange års træning, gjorde også at hun kunne høre præcis hvor Kravenoh befandt sig. Hun kunne høre hans vejrtrækning, og derfor spejdede hun ikke rundt, men var direkte rettet mod ham, som om hun kunne se i mørket.

Kravenoh som stod et par meter fra hende kunne ikke lade være med at smile af hendes ord, hvorfor var det at alle elvere virkelig ønskede at han skulle gøre dem ondt. da mørket var ved at samle sig sammen og alt var så mørkt at man ikke kunne se, så han blot på hende som det var dag, han opfangede dog at det var som om hun så direkte på ham, men han vidste at hun nok blot brugte sine sanser, men der var en mennigen med mørke og hans nåle, muligvis vil hun kunne hører hans vejrtrækning men det vil ikke kunne hjælpe hende imod hans nåle, for de fløj lydløst igennem luften.

Han ventede lidt med hans angreb " hmm hvem siger du skal aflives, jeg har ikke tænkt den tanke endnu " smilte han og begyndte stille at gå rundt om hende " ja ja hører mine bevægelser, men flere bevægelser er ikke nemt er det " og straks kom 2 skyggekloner frem og begynde at gå rundt om hende også, så hun vil have svært ved at finde ud af hvem der var hvem.
" men en kamp uden magi og trylleri vil jo bare gå hen og blive kedeligt, jeg vil sagtens kunne vinde en kamp imod jer våben til våben, men det vil tag en evighed før kampen er slut, og det gider jeg ikke vente på, så heller det her. " Kravenoh vidste hvad han kunne og hvad han ikke kunne, han vidste hvad der vil være sand og hvad der ikke vil, og en ting var sikkert en god sværdkæmper var han, men han vil heller bruge magi, for denne elver vil sikkert kunne overraske ham hvis han sænkede alt magien. " og denne elver kvinde som møde mig bad selv om det hele, lidt ligesom dig " smilte han.

Kravenoh tog en af hans nåle frem og de 2 skyggekloner tog knive frem, de to knive blev kastet imod hende knæ, imens nålen imod hendes arm, sådan at den vil lamme hendes arm for nogle timer, hvis den ramte.

Ithilwen vidste godt selv at hun havde ryddet sig ud i problemer, som måske var lidt større end hun havde regnet. ”Hvis ikke du havde tænkt den tanke, hvad er det så du ønsker af mig? Du er ikke ligefrem kendt for blot at ville føre en samtale med os elvere.” svarede hun ham, som hun drejede hovedet efter hans bevægelser. Man kunne endda se at hendes øre lavede små bevægelser, alt efter hvor han befandt sig, og hvis der kom ekstra lyde, som at en gren knækkede eller der blev skubbet let til nogle visne blade. Alle lyde kunne hjælpe hende her, men som der kom flere, begyndte det hele at blive lidt mere kompliceret.
”Jeg skal med glæde gøre den spændende for dig.” svarede hun ham stille, uden rigtig at ville give mere til samtalen. For valgte han og tage kampen uden magi, skulle hun nok sørge for at give ham en slåskamp han sent ville glemme.
Ithilwen bed tænderne sammen. Hvis ikke hun havde gjort det, ville hun uden tvivl havde givet sig til at råbe af ham. Den elverkvinde var knap nok gået over sit teenagestadie og på nogle punkter, var hun stadig bare et barn, og at han alligevel havde angrebet hende, faldte ikke i god jord. Dertil var hun også en meget tæt og god ven af Ithilwen, hvilke heller ikke lige talte til Kravenohs fordel. ”Sig mig, hvad har vi gjort siden at du ikke kan holde snuden for dig selv?” spurgte hun irriteret og brød sig ikke om hans lille leg.

Knivende hørte hun nemt som ingenting, og hun havde også, med en del besvær, fået lyttet sig frem til at der måtte være to ekstra ud over Kravenoh selv. Godt at Maerwen havde fortalt om hvilke evner han besad, ellers ville hun i dette øjeblik havde været helt forvirret. Hun flyttede sig i en glidende bevægelse til siden, da knivende kunne høres gennem luften og undgik derfor at blive ramt endnu engang. En hun var ikke så heldig hvad nålen angik. Den ramte ikke perfekt på, da hun havde flyttet sig fra sit oprindelige ståpunkt, men alligevel mærkede hun en spids nål trænge ind gennem hendes tøj og ned lige over hendes albue. Hendes arm begyndte hurtigt at blive følelsesløs, som hun hev nålen ud af sin arm med et sammenbidt ansigstræk. Nålen, som hun havde taget ud af armen, lagde hun hurtigt og diskret ned i en lille taske ved hendes side, men fik hurtigt andre ting at tænke på, som hendes arm virkede mere og mere lammet. Hun bed tænderne sammen, og førte sin anden hånd over stedet, i håb om at hun kunne få taget noget af væsken ud med sin magi. Det lykkedes hende også at få omkring halvdelen ud, men resten var gået i blodbanden, og selvom hun nu godt kunne mærke sin arm, var den ikke til den store hjælp. Hun kunne bare håbe på at effekten ville aftage efter at hun havde taget noget af giften ud. Hun drejede hovedet rundt for at finde ud af hvor alle væsnerne befandt sig, som hun holdte den anden kniv beskyttende op foran sig. ”Du er simpelthen heller ikke mand nok til at klare det her uden at lamme mig? Tænkt, jeg tror slet ikke du er så magtfuld, som du forsøger at overbevise alle om.” hun lærte nok aldrig at holde kæft.

Kravenoh lyttede til hvert et ord hun sagde, han gjorde det hele klart igen sådan de kunne se hinanden igen der var nu kun hende og Kravenoh ingen kloner intet, han gikstille hen imod hende, hvor han trak en katana med den ene hånd og lod den glide ned langs siden af ham, hans blik var fast på hende.
" hvem snakker om magt spidsøre dette handler blot om at din leder på et eller andet tidspunkt vil indse at hun er nød til at tag en snak med mig ansigt til ansigt alene.

Kravenoh så på hende med et smil på læben da han stoppede om 4 meter fra hende " hvis du rigtig gerne vil have en kamp uden magi og kun med våben så lad gå men en ting, kun en af os gå fra denne kamp, og lige nu er dine odds 0 " han vidste at han havde ret med mindre den elver havde en god plan til hvorfor hun ikke skulle tabe.
" mine nåle er min signature ligesom din flabethed er din " sagde han flabet. lige nu vidste han at han nok skulle gør det af med denne elver med mindre hun gav ham en grund til ikke at gøre det. for når alt kom til alt, så vil han blot have udryddet alle de elver som var dykket op.

Kravenoh tog endnu et skridt imod hende og i et lille ryk tog han et sving med katanaen, og svingede ud efter den arm som ikke var lammet, blot for at få hende til at blokkere angrebet, sådan han med den anden hånd kunne tag en kniv og angribe den anden side.
et lille stik med den anden kniv og hvis hun blev sårede vil hun miste blod og jo mere blod der vil forsvinde jo svagere vil hun blive, men det krævede blot at hun skulle rammes først, men lige nu var det hans plan.

Ithilwen skulede på ham, og havde en svag rynken ved næsen, som han talte sin første sætning efter hun havde talt. ”Virkelig? Hvilke anliggende kan du dog havde med Taurn Edhel?” spurgte hun med en skjult nysgerrighed over, hvad han dog ønskede at drøfte med elvernes leder. Generelt foretrak hun bare at lade dem alle være. Men at bringe Toorah i fare for at det skulle ske, kom ikke på tale. Ithilwen var måske ikke den mest autoritetstro elver der fandtes i Elverly, men hun havde sin ære og pligter. Samt kærligheden til sit folk. Hun ville ikke ofre nogen til dette bæst.

Ithilwen fnøs af ham. ”Igen, overvurdere du dig selv. Men det ville ikke være en fair kamp nu. Du har bedøvet min arm. Tvunget mig ned i en lavere oddsklasse end dig. Og desuden er min flabethed ikke noget imod din!” svarede hun nærmest knurrende tilbage, som hun forsøgte diskret at vække sin arm, uden held. Hun holdte dog skarpt øje med hver af hans bevægelser og katanaen som han tog frem. Det lovede ikke ligefrem godt.

Som han gik et skridt nærmere, tog hun instinktivt et tilbage og undgik med nød og næppe katanaen. Det var meget heldigt at hun igen var i stand til at se noget, og derfor nemmere kunne bevæge sig rundt på skovens bund. Hendes hjerte arbejdede dog på højtryg for at finde en løsning til det her. Lige nu, som det så ud med den lammede arm, var hendes eneste valg at undgå og blokere. Og hun foretrak at ligge en forsvarlig afstand til ham, så en blokering ikke blev nødvendig. ”Sig mig.. er det fordi du er mørkelver at du nære sådan et had til os?” spurgte hun, som hun forsøgte at bakke længere væk ham, for at lave en forsvarlig afstand til ham.

Kravenoh lyttede selvom han fortrak at dræbe denne elver, han rettede sig op og placerede sværdret langs siden " fair nok elver, hvis det vil få dig til at angribe mig så pyt " han rakte ned i hans lomme og tog en lille pille frem og kastede den hen til hende sådan hun vil kunne gribe den hvis hun rakte ud efter den.

" den er en piller der vil få lammelsen til at forsvinde, om du vil tag den eller aj kan jeg godt forstå, ja jeg er mørkelver og ja jeg har skadet mange af din slags, men for første gang vil den pille hjælpe dig. " og for første gang vil han fortælle sandheden hvis hun tog pillen vil hendes arm blive god igen på få minutter, uden noget bivirkninger.

Kravenoh kunne nemt regne ud med hans styrke i forhold til hende ville hans angreb på hende var langt mere hårdt at blokere for hende så hvis hun ville have en kamp med kun blokering vil hun tabe. " jeg vente gerne de få minutter det vil tag, men for at besvare dit spørgsmål, ja lad os bare kalde det at det er fordi jeg er mørkelver mit had er sådan til jer. "

Kravenoh tog sværdet og satte sig i en kamp position, denne gang vil hun ikke bare kunne trakke sig tilbage for han vil bare blive ved og ved og ved, for hans udholdenhed var god, så det vil blot teste hvor god hendes vil være.

Ithilwen så skeptisk på ham, som han mente at hun ville angribe hvis hendes arm var i orden. Det var ikke hel løgn, men faktisk ville hun foretrække at han bare skred igen. ”Og hvis det ikke gør? Jeg vil langt hellere, at du går den vej tilbage du kom fra, og pænt bliver siddende der, til nogen andre føler lysten for at lege med dig.” svarede hun bidende, som hun greb pillen. Hun havde absolut ingen intentioner om at tage den. Hun vidste ikke hvad det var, og hun stolede ikke på ham over en dørtærskel.

”Og hvad får dig til at tro, at jeg stoler på et eneste af dine ord? For all I know, det kan være gift der slår mig ihjel, som det kan være modgift.” svarede hun og lod blot pillen dumpe ned i sidetasken i stedet. Hun tog den ikke. Lige meget hvor meget han forsøgte at overbevise hende om det. Så hellere havde en skadet arm, end at tage chancen. Måske ikke det sikreste valg, men når en fremmed, som oven i købet var en fjende, gav en medicin, skulle man være yderst forsigtig.

”Du kommer til at vente længe, hvis du mener at jeg skal tage den pille..” svarede hun tørt og begyndte diskret at bakke længere væk fra ham. Hun holdte stadig kniven beskyttende op foran sig og selvom hun normalt ikke var en person der trak sig, så gjorde hun hellere det, end at møde ham som tingene så ud lige nu. Lige nu kunne hun godt bruge en jordevne som Maerwen og søge efter hjælp. Det her var ude at hendes hænder nu, og det havde på intet tidspunkt været en fair kamp. I hendes verden, var han stadig en kujon.