Solen stod højt på himmelen, og solens stråler tittede derfor mere markant frem nede i skovbunden, og på elvernes træningsplads. Her stod ungelveren og krigeren Ithilwen med det røde hår flagrende blidt i vinden, som hun sigtede med sin bue mod målskiverne. Hun var den eneste derude i øjeblikket. Normalvis var der mange elvere ude og træne af den ene eller den anden grund, men lige nu stod hun der alene og fokuserede på målskiven. Hun spændte buen og sigtede. Hun slap pilen, og knap var den sluppet havde hun taget en ny og affyret. Hun affyrede omkring ti skud lige efter hinanden inden hun stoppede og lod buen falde ned til siden. Hun kiggede skeptisk frem mod målskiven. Hun havde været i gang med at træne sin hurtighed igen. Ithilwen synes selv at hun var ved at falde lidt af på den, og det var ikke godt. Hun var blevet trænet så godt da hun var yngre, og hun ønskede ikke at lade noget af det gå til spilde! Der var blevet brug mange timer og ikke mindst kræfter på at hun skulle kunne ramme pletskud og endda hurtigt efter hinanden.
Hun gik frem mod målskiven og skar en utilfreds grimasse og sukkede dybt. To havde ikke ramt midt. Egentlig var det en okay statestik, men Wen var alt andet end tilfreds. Hun hev pilene ud og satte dem ned i hylstret, inden hun vendte tilbage til linjen hun skulle affyre fra. Hun spændte buen og sigtede igen, med en let gnaven attitude som skinnede igennem. Ithilwen kunne ikke helt blive enig med sig selv om der var flere ting hun var sur over, end at hun ikke kunne ramme så godt som hun førhen havde gjort.

Det var egentlig ikke fordi han havde tid til at træne sit sværdbrug. Han havde sådan set arbejde, men Morrygan havde overtaget hans vagt i fortet, for at han kunne slappe mere af med ord om, at han bare kunne være i nærheden hvis der skulle ske noget. Hun var nok bekymret. Med god grund. Thorn var blevet lettere paranoid på det sidste, og hans humør var langt fra blevet bedre med den sidste tid. Han vidste ikke hvordan han skulle tackle sine nye tanker om Toorah, for de forvirrede ham virkelig. Nok var elveren ældre end mange andre, men lige netop kvindepunktet, havde han virkelig ikke særlig meget styr på. Han var venner med dem og kom godt ud af det med dem, men Toorah havde fået ham i det mest underlige humør på det sidste. Han kunne virkelig ikke putte en finger på, hvad det var, men jo mere han tænkte over det, des mere begyndte hans hoved at blive træt og ør.

Så nu var han på vej over mod elvernes træningsplads, iført sit sændvanlige tøj og med sit sværdbælte om livet. Det sad der sådan set altid, men i dag var hans hånd næsten konstant ved sværdfæstet. Klar hvis der overhovedet skulle ske noget. Da han hørte lyde fra træningspladsen, blev han kort alarmeret, men som han kom tættere på, og så at det var en rødhåret elver - en ven endda - slappede han lidt mere af. Men det var meget tydeligt, at han havde ændret karakter på det sidste. Søvn kom ikke til ham lige så let som før, han var mere bleg end normalt og øjnene var både matte og årvågne. En underlig blanding, men sådan var det altså.

For ikke at forskrække hende unødigt, sørgede han for, ikke at være stille når han gik hen mod hende. At virke afslappet burde gøre det, for der kom trods alt folk her tit. Han var dog ikke særlig afslappet. Hans skuldre var ømme og musklerne hårde med adskillige knuder af anspændthed og hans blik blev ved med at søge rundt hvert tredje minut. Der kunne sagtens dukke nogen op, som han ikke ønskede at lege med lige nu.

"Ithilwen, rart at se dig,"

Hilste han da han var godt tre meter fra hende, hvorefter han tillod sig at gå helt hen til hende, for at se hvad det var, hun lavede. Skydetræning. Han blinkede let, det var ikke ligefrem dét han selv trænede mest i. Det var ikke ligefrem sjovt at fortælle hele Elverly, hvordan hans evner med buen faktisk lå en lille smule under gennemsnittet for alle elverne.

"Hvordan går det med træningen?"

Spurgte han, mest for ikke at virke for stille. Nogle gange kunne det virke lidt forstyrrende, sådan en total stilhed, selvom det var det han helst selv ville have.

Ithilwen skød enkelte skud afsted inden en lyd bag hende afbrød. Det var lyden af fodtrin, som havde en rolig og afslappet gang. Hvilket bekræftede Ithilwen i at det ikke var farlig besøg. Det fremstod i hvert fald ikke sådan. Dertil var træningspladsen et frit område, så hun kunne ikke regne med at skulle være alene hele tiden. Lyden af den velkendte stemme fik hende dog til at fjerne blikket fra målskiven og sænke buen, som et stort og glad smil formede sig på hendes læber.

”Miilaethorn! Nae saian luume'” velkommede hun ham, mens hun lavede et let buk med hovedet og holdte hånden hen over hjertet. Nok den største respekt som Ithilwen nogensinde ville udvise til en anden person, selvom det var en elver. Hun havde sagt på elvisk at det havde været for længe siden. Alt for længe siden! Men de havde begge haft en del at se til. Wen havde patruljeret rundt i skoven og Thorn. Ja, han havde vel haft forpligtelser andetsteds.
Wen smilede varmt til ham som hun løftede hovedet, men rynkede dog brynene bekymret sammen ved synet af ham. Han lignede ikke sig selv. Han var mere bleg og hans øjne var helt forkerte i forhold til hvad de normal udstrålede. Noget gik ham helt sikkert på og hans let stressende udseende gjorde hende mere bekymret. Hvis Thorn udviste tegn på stress og søvnmangel, så var det skidt. Dertil var hans hånd som var fast ved sværdfæstet. Hvilket i sig selv var alarmerende for den unge elverkvinde.

”Fremad.. Men jeg rammer stadig ikke plet hver gang.. Det er som om, der er noget der forstyrre.. Noget.. ubeskriveligt.” hun kunne ærlig talt ikke beskrive hvad der var som nagede hende og fik hende til at være mindre præcis. Det kunne umuligt være trangen til frihed som nagede hende. Hun var så fri som hun selv bestemte. Eller, det var ikke helt sandt, for hun havde et ansvar og Toorah var stadig hendes leder og overordnet. Hun satte hovedet let på skrå og kiggede på Thorn med et bekymret blik. De havde været venner i mange år og Wen så op til ham. Så det var klart hun havde et ømt punkt for sin ven. ”Du ser frygtelig ud..”, okay, manere og mere fin tale var ikke lige kendetegnet for Ithilwen og det var da også derfor at sætningen blev ytret på denne måde. For Thorn så absolut ikke dårlig ud rent udseendsmæssigt, men han så stresset, træt og ikke mindst småforvirret ud. Tre ting som grænsede sig til frygteligt!

Ithilwens hilsen, fik blot Thorn til at ryste let på hovedet. Nok var han høflig selv og holdt både på etikette og respekt for de ældre, men han anså Ithilwen som en ven, og havde derfor ikke behov for, at hun udviste respekt på den måde. Især ikke når hun ikke var særlig glad for autoriteter. Han smilede dog samtidig med sin hovedrysten.

"Hvordan vænner jeg dig af med den hilsen? Og sandt. Alt for længe siden, min ven,"

Spurgte han, let i sjov. Det hele kom tilbage til ham nu. Han var en smule i stand til at lave sjov igen, selvom træthed og stress plagede ham utroligt meget.
Han blev stående hvor han var, en smule akavet fordi han ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Ikke fordi han var nervøs over for Ithilwen, men fordi paranoiaen sørgede for, at hans anspændthed langt fra lagde sig. Han virkede næsten som én af de oppustede arrogante typer der gik og kiggede ned på folk til fester, med mindre man altså lige kiggede rigtigt på hans ansigt. Kropsholdningen var tydeligvis meget anspændt.

Hendes forklaring om træningen gav ham et let bekymret udtryk. Der var naturligvis også noget der nagede ham, men han var heldigvis ikke blevet mere ringe til sin sværdkunst af det. Det lå bare alt, alt for naturligt til ham. Men hans bueskydning derimod, ville sikkert ikke være den bedste i verden lige nu her for tiden. Endnu en grund til, at han ikke havde taget sin bue med i dag.

"Måske er det fordi du tror der er noget der nager? Det øjeblik man mener man er dårligere end man er, så kan man godt ende med at blive det,"

Rådgav han med det samme. Han havde været en slags mentor for hende, men det havde mest været i nærkamp. Og han kunne ikke helt lægge sin mentorside fra sig, selvom han havde så travlt som han nu engang havde det, som Elverlys primære healer.

Hendes kommentar om hans udseende, fik ham til, uvilkårligt at se ned, hvorefter en mindre lyd ude fra skoven fik hans blik til at fare op og se derud. Men det var blot en fugl i træerne. Selvfølgelig var det da det. Han rystede let på hovedet.

"De sidste par uger har heller ikke været særlig rare,"

Indrømmede han ærligt, selvom han egentlig skammede sig, i hvert over dengang med dragen. Ithilwen ville dog nok have hørt om snigmordsforsøget på Toorah, hvor han selv havde reddet lederen fra døden. Om hun havde været der til at høre nyhederne, var han dog ikke klar over, men ordet spredte sig jo altid meget hurtigt.

Ithilwen grinede let og trak på skulderen. ”Nok aldrig. Du er nært den eneste som får sådan en hilsen.” svarede hun ham ærligt og smilede skævt. Han havde været vigtig for hende gennem hendes træning og han var hendes ven, så selvfølgelig nærede hun respekt for ham. Hendes trang til at trodse autoriteter lå dog tæt under overfladen, og det vidste han lige så godt som hun selv var klar over det. ”Slap af, min ven. Ingen grund til at vise muskler.” sagde hun roligt og blidt til ham, med et snert af drilleri i stemmen, som han stod og trippede akavet og kiggede paranoid rundt. Han så helt forkert anspændt ud i alle muskler og led. Hun lagde roligt og blidt sine hænder på hans skulder og tvang ham til at se hende i øjnene, for at han kunne få bekræftet at hun nok skulle hjælpe ham hvis der skete noget og derfor ikke havde noget at frygte. Det var selvfølgelig lettere sagt end gjort at han skulle slappe af, for han havde været igennem rigeligt, og at slappe af efter sådan en tur var ikke nemt!

Hun sukkede irriteret på sig selv og bed sig i læben. ”Jeg er ikke hurtigt nok.. Jeg rammer fint, så længe jeg giver mig tid, men skal det gå stærkt, går min rate, over hvor mange gange jeg rammer, ned. Jeg har ingen problemer med mine knive, men.. det er også nærkamp. Der har jeg så mange andre talenter end ved bueskydning.” forklarede hun stille. Hun havde som altid været åben overfor hans rådgivning, og tænkte over hvad det var som nagede hende til at blive dårligere. Hun havde aldrig ment hun var dårlig, men måske var det tanken om at hun ikke var god nok, som spillede sig ind. Hun kunne sagtens forsvare sig, men nogle gange var det alt afgørende at kunne ramme på afstand, og hvad nu hvis hun ikke kunne det.

Hendes bekymring lagde sig ikke som han slog blikket ned ved hendes kommentar og hans faren op da en fugl lettede fra træerne. Han havde været igennem meget, det vidste hun. Snigmordsforsøget på Toorah kendte alle til. Enten fra da nyheden blev overrakt eller gennem sladderen i byen. Ithilwen selv havde hørt det da nyheden blev overrakt, men havde derefter hørt mange forskellige versioner. Det blev de ikke mindre drabelige af. ”Nej, det har jeg hørt. Hvornår har du sidst slappet af Thorn?” spurgte hun bekymret. Han var meget vildfaren og paranoid, det var helt tydeligt, og Ithilwen fremstod nærmest som den mest rolige person i verden ved siden af hans anspændthed i øjeblikket.

Ithilwens beroligende ord fik kort Thorn ned på jorden igen. Han var en smule mindre anspændt og nikkede, mens han lige så stille fjernede hånden lidt fra sit sværd. Knoerne havde været helt hvide og han kunne mærke hvordan hans greb havde været ret hårdt i et godt stykke tid. Det var helt rart at slappe af i hånden igen. Han vidste ikke helt hvorfor han ikke havde gjort dette noget før. Måske fordi han virkelig følte sig ved siden af sig selv.

"Så meget har jeg heller ikke styr på bueskydning. Du ved jeg bedst kan lide at være tæt på,"

Sagde han med et lille smil, mens han skævede ned til hendes bue.
Hendes spørgsmål fik ham til at overveje det lidt. Han kunne faktisk ikke helt huske hvornår han sidst havde slappet af. Måske efter sin lette brandert. Han havde da sovet roligt den nat i det mindste, men han havde ikke været mindre ulykkelig af, at drikke sig smådum i vin. Hvorfor i alverden var han også sådan? Hvad var der at være ulykkelig over? Han havde fået lov at beholde sin stilling efter den heftige diskussion med Toorah. Og hun var også blevet god igen senere.

"Jeg.. Jeg ved det ikke helt. Et par uger vil jeg tro. Jeg var afslappet til midvinterballet for to uger siden, indtil der blev myrdet en midt i det hele,"

Mumlede han til svar. Det kunne godt være, at Thorn var en ældre elver, men der var stadig visse punkter han var uduelig til, som han intet havde lært ved. En var kvinder, og en anden var mængden af dumdristighed man måtte udsætte sig selv for. Han havde arbejdet hårdt i knap en måned og lige de sidste par dage havde han haft mareridt om en skyggekniv, der sad i hans ryg, som han ikke kunne tage ud selv, hvorefter et flammehav havde opslugt ham. Ting der gjorde ham meget bekymret, for det pres, han havde været udsat for var måske ikke ligefrem noget, de fleste elvere kunne håndtere.

Ithilwen smilede til ham og nikkede. ”Ja, det kan jeg godt huske” svarede hun stadig med den let drillende undertone. Han var bedst i nærkamp og han havde lært hende meget! Hun var selv dygtig og havde også brugt det til sin egen fordel mange gange. Lige nu havde hun dog svært ved at holde masken omkring hvordan han udtrykkede sætningen. Hun valgte dog at rømme sig lidt og falde tilbage i mere normale folder. Alligevel hang sætningen stadig i hende hoved, og ville uden tvivl give hende et godt grin senere. Du ved jeg bedst kan lide at være tæt på. Det citat kom hun nok aldrig til at lade ham glemme igen!

Ithilwen rynkede brynene alvorligt sammen og rystede let på hovedet. ”Af en eller anden årsag, tager et pludseligt mord hårdt på kræfterne.” mumlede hun selv stille og grummede sig lidt over at folk bare sådan uden videre slog andre ihjel midt i det hele. Hun havde ikke selv været med til midvinterballet, da hun havde vagten til at patruljere rundt i beboelsesområdet, men hun havde hørt historier og rygter om hvad der var foregået. ”Og hvis jeg kender dig ret, har du ikke siddet stille siden?” spurgte hun med hovedet let på skrå, mens hun sendte ham et streng bekymret blik. Egentlig en ret atypisk situation, da det plejede at være ham som altid stod og gav hende lektioner af forskellig art og strenge blikke.

Ithilwen lagde sin bue og pile fra sig på et lille bord der ikke stod så langt væk og strækkede armene lidt, inden hun vendte fokus tilbage på Thorn. ”Tror du det vil hjælpe at træne? Du ser næsten ud som om du knap kan stå oprejst.” hun nåede at stoppe sig selv inden hun begyndte med alverdens spørgsmål som; Sover du om natten? Spiser du? Måske skulle du prøve at afspænde lidt. Ithilwen var meget bekymrende om sine med elvere og Thorn var ikke en undtagelse. ”Er der noget jeg kan gøre?” hun ønskede inderligt at der var noget hun kunne gøre for at lette hans byrde og han kunne slappe mere af. Det var ikke behageligt for hende at mærke og føle at han havde det så hårdt. Dertil havde hun hørt nogle rygter om at han havde været oppe i en ret så heftig diskussion med Toorah. Ikke hvad det var om, eller også havde hun bare ignoreret den del, men at have en heftig diskussion med Toorah tog som regel hårdt på kræfterne. Men hun spurgte ikke ind til dette. Det havde bare været rygter, og ville han tale med hende om det, så sagde han det. Så meget vidste hun trods alt. Dertil var sladder ikke ligefrem hendes kop the, så det kunne også være at det aldrig havde fundet sted.

I normale situationer, ville Thorn have lagt mærke til, at Ithilwen havde noget for, med det blik hun havde og den drillende undertone, men i dag var han bare lidt for langt væk i sine egne uheldige perioder. Overskud var der slet ikke meget af og han lagde slet ikke mærke til hendes drillende tone.

Som hun kommenterede mordet til ballet, nikkede han, mens han igen mærkede panikken fra den nat hvor Toorah næsten var blevet myrdet. Og vreden på de unge, uduelige vagter. Han havde været ret vred den nat. Lord Tirrsmont havde han ikke kendt. Tirrsmont var langt omme i baghovedet på ham. Faktisk var de ting der holdt ham vågen om natten den sortelver der havde været inde i Lindeskoven og havde forsøgt at brænde den af, samt næsten havde taget hans liv det der sad mest i hans øre hoved.

"Jeg har ikke siddet stille længe før det. Ikke siden jeg var dum nok til at lade mig overtale til at forsøge mig mod en drage og derefter kom i en større diskussion med Toorah,"

Røg det ud af ham. Han kunne simpelthen ikke holde det tilbage mere. Nok var Morrygan hans søster og han havde skam også delt det med hende, men som de fleste, havde han behov for flere at kunne dele det med.
Da hun nævnte hvordan hans tilstand så ud, kiggede han op en smule overrasket. Nej, nej, han var kommet her for at træne. Det gav ham ofte lidt mere fred, når han fik gennemgået sine evner, for de forsikrede ham gang på gang om, at hvis nogen angreb, skulle han nok slå dem tilbage.

"Hvis du vil sparre med mig, ville jeg være dig meget taknemmelig,"

Sagde han, som han så efter hende. Han var ligeglad med hvor træt han var. der skulle trænes. Evner skulle opretholdes. Og han skulle være parat til næste gang Kravenoh kom herind og forstyrrede deres fred.

Da han igen begyndte at blive urolig og panikken, gav hun hans skuldre et blidt klem i et forsøg på at berolige ham. Hun kunne ikke selv helt sætte sig ind i hvad han havde været udsat for, men hun kendte til at ligge vågen om natten og kaste sig rundt i søvne. Hendes havde været af vrede og hele hendes krop havde været fyldt af hævnenes bitre tag. Hun var ikke bange eller urolig, hun havde kun haft hadet. Det var ikke det samme som Thorn. Jo, der var noget vrede at spore i hans øjne, men mest så han ud til at være bekymret og.. kunne hun sige at han så bange ud? Hun havde aldrig set ham bange i hele sit liv, så det kunne hun vel ikke. Bekymret var nok det som skinnede mest i gennem.

Ithilwen så en smule overrasket og uforstående på ham. Drage! say what?! ”Hey hov.. Drage? Har du været på dragejagt?” det med Toorah vidste hun allerede, men det røg heller ikke i glemmebogen! Det skulle de nok få vendt rundt om også, når hun lige var kommet sig over det med dragen.. Drage.. ”Hvad tænkte du på?! Thorn, en drage.. Uden mig?!” hun havde virket meget alvorlig og fast besluttet på at give ham en ordentlig skider. Hvilket han også fik. Dragejagt.. og så uden hende. Hun havde hænderne solidt plantet ved sine hofter og så streng på ham. ”Og så bagefter en diskussion med Toorah.. Seriøst Miiliaethorn, har du et dødsønske?” spurgte hun let chorkeret også. For selvom hun havde sagt hun ville med på dragejagten, så var hun alligevel målløs over at han kunne finde på at gøre det.
Til sidst sukkede hun dog dybt og trak ham ind i et varmt og blidt kram. Der gik lidt tid inden hun trak sig og puffede til hans skulder med et misfornøjet ansigtsudtryk. ”Næste gang du gør mig bekymret, så slår jeg!” sagde hun stille og følte sig lidt ved siden af sig selv over at hun havde reageret sådan. Hun var bekymret for ham ja, men at strække den til direkte frygt for at miste sin ven, var noget helt andet! Det havde været andet hvis hun havde været med, end at få det at vide bag efter. Var hun splittet? Ja, meget.

Ithilwen kiggede først lidt mistroisk på ham, men sukkede så med et lille hovedryst og det sædvandlige varme smil. ”Okay.” overgav hun sig kort med et overvundet smil på læben. Det var tydeligt at det var hvad han var kommet for. For at træne og ikke for at blive puslet om. Hun tog de to lange knive op af deres skede der sad i hendes bælte og vendte sig om mod Thorn igen med et roligt smil og fokuserede øjne. Det kunne godt være at han så ud til at være meget træt og ude af fokus i øjeblikket, men hun ville ikke undervurdere ham. Det ville være hendes første fejl.

Et kort øjeblik blev Thorn næsten bange for, at Ithilwen ville blive lige så vred og uforstående som Toorah, da hun begyndte at hæve stemmen.
Men idet hun begyndte at snakke om at det var uden hende, åndede han næsten lettet op. Han ville ikke have at flere blev sure på ham på grund af det åndsvage stunt, faktisk havde det jo heller ikke været meningen, at sige det til hende til at starte med.

"Det var lidt.. Spontant,"

Mumlede han bare til svar, mens han gned sine hænder lidt. Han skammede sig stadig rigtig meget over det, for det havde været lige før, at han igen havde mistet sin arm. Mennesket havde mistet sin hånd, så hvis han også mistede sin arm, ville det have været katastrofalt. Bare tanken fik det til at løbe ham koldt ned ad ryggen. Hvor var det bare dumt.

"Tro mig, det var ikke meningen at jeg ville diskutere med hende. Hun forstod ikke hvorfor jeg gjorde det, for det fortalte jeg hende ikke. Lederen ville ikke have mine personlige argumenter,"

Forklarede han, mens overvejede hvorfor han havde omtalt hende sådan. Han var ikke vred på hende mere, og hun heller ikke på ham, men han kunne stadig ikke undgå, at virke en smule kold når han talte om hende. Sært.
Da Ithilwen trak ham ind i en omfavnelse, var det lige før han slappede komplet af. Det var nok lige præcis det, han havde haft behov for de sidste mange, mange uger. Hans anspændthed dalede også en god del som de stod der og han takkede sig selv for, at være blevet hendes ven.

"Gør det endelig. Jeg vil næsten tillade dig, at slå mig lige i ansigtet. Det var virkelig fjollet af mig,"

Svarede han omgående, før han lyste op i et lille, mere oprigtigt smil. Han havde fået det lidt bedre nu, takket være hendes omsorg og forståelse.

Som hun endelig indvilgede i, at sparre, blev han endnu mere glad og trak langsomt sin lange elverklinge. Selvfølgelig havde de forskellige fægtestile, men selvom hun stod med to knive og han med ét sværd, så var han stadig overraskende hurtig, selv nu hvor han var i denne tilstand. Han havde lært det på den meget hårde måde.

Det havde ikke været et smart trick at give sig i kamp med en drage! Slet ikke, men det var et fantastisk eventyr alligevel. Ithilwen hadede at sidde stille! Og at komme ud på drageeventyr bragte dog alligevel lidt misundelse op i hende, selvom hun ikke vidste det. Thorn gjorde godt i ikke at havde taget Wen med, for det havde uden tvivl været farligt og hun kendte ham godt nok til at vide at han ikke ønskede at udsætte nogen for nogle former for fare hvis han da kunne undgå det. ”Aha.. spontant..” sagde hun med et lille smil og rystede lidt på hoved af ham. Spontanitet, det var en fantastisk ting.

Ithilwen rynkede brynene sammen og så lidt skeptisk på ham. ”Altså at hun ikke forstod, har nok med at gøre med at du ikke forklarede det. Dertil er Toorah streng, men hun er ikke ligeglad Thorn.” svarede hun stille og mærkede godt den kolde følelse som Thorn udsendte diskret mod Toorah. Hvad end de havde været oppe at toppes om, havde det været skidt. ”Hvorfor gjorde du det egentlig?” spurgte hun pludselig med et undrende blik. Han vidste det var farligt og det lignede ham ikke ligefrem at gøre så spontane ting
Det var rart at mærkede at han slappede mere af da hun bragte ham ind i et kram, og hun kunne alligevel ikke lade hver med at smile af hans svar. ”Ja, men der skal også være plads til at gøre fjollede ting engang imellem. Husk det.” ellers ville verdenen bare blive alt for kedelig og ensformig hvis ikke man bare gjorde lidt uventet engang imellem.

Ithilwen havde stille sig klar med den ene kniv ved siden og den anden foran hende. De havde begge intet ønske om at skade den anden, og derfor ville dette nok foregå lidt mere forsigtigt end hvis det havde været en rigtig kamp, men Ithilwen var kendt for ikke at holde igen når hun trænede, selvom det var mod en ven. Hun gjorde aldrig skade, men derfor skulle man alligevel ikke føle sig sikker. Hun parerede når han ramte ud efter hende med sværdet og gik selv til modangreb så snart hun så en åbning til det. I det hele taget en god og livlig træning.

Thorn forberedte sig på, at der ville komme flere spørgsmål, som han skulle være nødsaget til at svare på, især med Ithilwens kommentarer. Hun virkede godt nok mere positivt anlagt end Toorah havde været. Morrygan havde selvfølgelig heller ikke taget det særlig tungt, men hun var også hans søster, så han ville være overrasket hvis han nogensinde skulle sådan et møgfald af hende. Han var dog overrasket over, at det ikke var værre med Ithilwen. Måske var det fordi, hun var yngre. Det måtte være den sande grund. Han rystede blot på hovedet, da hun spurgte ind til hans grundlag. Han ville helst ikke tale om det. Det havde været dybt forstyrrende.

"Fordi.. Bæstet havde dræbt en hel karavane af mennesker, hvor der både var uskyldige børn og kvinder med. Det kunne jeg ikke lade ligge. Men det fejlede, og det må jeg bare leve med. Men hvis jeg ser den igen..."

Hans ord brændte sig ind i hans eget sind. Hvad ville han egentlig gøre, hvis han så den drage igen? Den havde mistet et øje, så han skulle nok genkende den hvis han så den. Men ville han gå til angreb igen? Ville han være så stædig og fjollet? Han var ikke sikker og derfor lod han sætningen ligge.

Træningen blev noget mere livlig end hvad der først var regnet. Thorn var meget ivrig og var faktisk flere gange nødt til, at tøjle sig selv. Men som altid, var der ikke meget der kunne komme igennem hans væg af stål, som han kaldte sin paréringer. Han endte dog alligevel med at gøre tegn til at stoppe, da hans ringe udholdenhed forrådte ham. Han var virkelig udmattet i forhold til normalt. Måske havde hun ret i, at han ikke burde træne i denne tilstand.

"Det må jeg få arbejdet på. Det går ikke, at have så ringe en kondition,"

Mumlede han, lettere forpustet for sig selv. Det svimlede let for hans hoved grundet trætheden og han stak sit sværd i jorden for at tage sig til det. En let hovedpine var dukket op. Måske på grund af de mange ugers anspændthed. Han burde vide bedre. Måske han skulle have en anden healer end sig selv til at kigge på det.

Måske var det en blanding af at Ithilwen gerne ville havde været med ud på dragejagt, selvom hun måtte indrømme at det havde været ubeskrivelig dumt. Men sådan var hun jo selv. Mindre intelligent når det kom til at regne ud hvor meget hun selv ville komme i fare ved at skynde sig ud på diverse eventyr. Hun havde meget at lærer. ”Hvis du ser den igen, har du et større antal af folk med dig til at bekæmpe den Thorn.” der kom et snert af strenghed over hendes stemme, selvom hun ikke følte hun havde ret til at belærer sin læremester om noget som helst. ”Eller i det mindste havde været mere forbedret med en plan, strategier og -- Aiya, jeg har virkelig taget alt det her ansvars gøgl for tæt til mig!” udbrød hun pludselig til sidst og rystede på hovedet af sig selv. Hvis hun havde fået det hun lige havde sagt, at vide af en anden, havde hun himlet med øjnene og nægtet at høre efter. Ithilwen fandt ikke dette tegn på at hun var ved at blive mere voksen, særlig betryggende!

Det hele forløb i høj fart og der var ingen tvivl om at de begge havde været i træning til nærkamp i mange mange år, og derfor vidste hvad de lavede, selvom Thorn naturligvis havde langt mere træning og derved og var bedre end Ithilwen. Men hun kunne følge med, og det var vist mest grundet at han var udkørt og havde været ude for en del de sidste lange stykke tid.
Ithilwen selv var også let forpustet og stoppede ved hans håndtegn og fik sin vejrtrækning tilbage til normal. Hun kunne sagtens havde fortsat, men hun var igen, under andre forhold end Thorn. Hun grinede lidt, og satte armene i siden for helt at genvinde pusten, efter at havde sat knivende tilbage i deres holder. ”Du klarede det da meget godt. Men jeg ved hvad du mener. Jeg trænger vist også til at få trænet lidt igen.” svarede hun erkendende overfor at hun selv ikke ligefrem havde sat nærkamp højest på sin liste over ting der skulle trænes. Det havde i øjeblikket være bueskydning, men der havde hun til gengæld også arbejdet på højtryk! ”Er du okay?” spurgte hun ind til ham, som han stod og genvandt pusten og støttede sig let op af sværdet. Det lignede slet ikke Thorn at blive træt så hurtigt.

Thorn tog hendes ord til sig, som hun sagde dem, men valgte, ikke at sige noget. I stedet nikkede han bare forstående. Normalt ville han have kommenteret på hendes ord med en morsomme ord, men lige nu var han for træt til, at gøre det. Det var træning han ville.

Og det var også træning han havde fået. Og nu vidste han, hvor desperat han havde brug for både søvn og for at få løsnet sine muskler. Selv nu hvor han stod og tog sig til hovedet og burde være mere afslappet efter en omgang træning, spændte hans skuldre som om det var det eneste de overhovedet kunne.
Han havde dog alligevel kapacitet nok til, at smile let til Ithilwen som hun kommenterede at hun også havde brug for træningen.

Idet hun spurgte indtil hans helbred overvejede han, at heale sin egen hovedpine væk, men det ville bare være dumt. I sin nuværende tilstand var det eneste der kunne hjælpe mange, mange timers søvn. Men at hans forfatning var slem nok til, at Ithilwen også lagde mærke til det nu, var bekymrende. Måske burde han gå hjem i seng?

"Det.. Ved jeg ikke. Jeg har meget at tænke på, mit hoved føles omtåget,"

Indrømmede han, mens han fik sat sit sværd tilbage sin holder. Uden den var hans balance ikke ligefrem noget at råbe hurra for, men han holdt sig i det mindste på benene, mens han begyndte at gnide sig i tindingerne.

"Alt for meget, at tænke på,"

Mumlede han, mest for sig selv.

Ithilwen var oprigtig bekymret for ham! Han plejede aldrig at svinge sådan og tage sig så meget til hovedet. Hun havde set ham træt før, selvfølgelig havde hun det, men hun havde aldrig set ham så dårlig som nu. Han så virkelig frygteligt træt ud. Hun nåede faktisk til det punkt, hvor hun havde lyst til at beordre ham til at sætte sig ned, og få løsnet op i hans skuldre. Så anspændt fremstod han! Men hun nåede ikke rigtig at tænke så længe over det før han svarede hende.

”Måske du skulle sidde ned?” spurgte hun bekymret ind til ham, for selvom han holdte sin balance, så det stadig lidt for vakkelvoren ud til hvad Ithilwen brød sig om. Hun bed sig i læben og tænkte lidt inden hun valgte at spørge ham. Hun ville ikke sætte ham i tredjegradsforhør, men hun var alligevel meget nysgerrig og ikke mindst bekymret omkring hvad der kunne gå ham så meget på og som kunne fylde så meget i hans hoved. ”Du sover ikke, gør du vel?” hun afholdte sig ikke fra med det samme at bide sig i læben igen, som hun pillede let ved en vildfaren tot. Hun nåede til sidst til den konklusion, at hun lige så godt kunne få luftet det hele.

”Det er den sortelver, er det ikke? Ham som angreb Maerwen for nogle dage siden. Eller er det den dværg. Dorín tror jeg han hed. Som ser mere og mere til din søster?” hun kunne lige så godt spørge om alt det hun havde tænkt sig frem til. Man kunne aldrig vide hvilket af det som var sandt, eller hvad det egentlig var der gik ham på.

Miilaethorns matte blik mødte Ithilwens, da hun spurgte om han ikke ville sidde ned. Det lod han sig ikke sige to gange og han nikkede, mens han satte sig ned i skrædderstilling i skovbunden. I mangel på andet at gøre ved dem, folde han sine hænder og begyndte at fifle rundt med dem, mens han stirrede ned på dem, indtil hendes stemme igen lød. Han rystede på hovedet og så op på hende med blik der virkede stresset.

"Nej. Jeg har ikke tid. Eller overskud,"

Han gad ikke lyve. Det var der ingen grund til, for han stolede på Ithilwen. Hun var næsten som en lillesøster for ham og han hadede at holde hemmeligheder fra alle elvere, især hende, Morrygan og Toorah. Det var åndsvagt, for hvor langt kom man i sidste ende med det? Måske havde Ithilwen en løsning på det her, som kun folk med hendes ungdommelige snilde havde.

Som hun nævnte sortelveren, var det næsten som om at hun trykkede på en knap. Thorn blev endnu en gang komplet anspændt, mere end før, mens hans blik blev mere og mere vredt. Hans hænder knyttedes og da han endelig fik sig taget sammen til at se på Ithilwen, var hans øjne mørke af frustration.

"Kravenoh. Ja, to gange har han indvaderet skoven og opført sig som om, at han ejer den og kan terrorisere os! Jeg har fået nok! Jeg vil det ikke mere! Hvis han dukker op igen..."

Udbruddet kom pludseligt og Thorns stemme blev til en næsten uhyggelig snerren. Han var næsten som et dyr der havde været såret af sortelveren og som nu ikke kunne gå uden at se sig over skulderen konstant. Han tøvede dog i sidste ende, som det gik op for ham, hvordan sad og talte til sin ven.

At man ikke havde overskud til at sove, vaslede alt andet end godt. Ithilwen satte sig selv ned på skovens bund, som Thorn satte sig. Hun satte sig ligeledes i skrædderstilling og lyttede til ham og lod tankerne tage over. Hun vidste ikke hvilken løsning hun skulle finde frem til, eller om hun overhovedet havde en. Men ikke destro mindre forsøgte hun at tænke lidt over det. ”Du har taget for meget på dine skuldre. Jeg kan ikke råde dig til at smide noget af dig, da jeg ved du ikke vil følge det. Men du er træt, alt for træt til at kunne opretholde standarden som der kræves af vores leder. Mest for at vi ikke selv skal komme til skade også.” sagde hun eftertænksomt og bed sig lidt i læben. Hvilken løsning skulle du lige finde på det her, og hun kom også med et nærmest grinagtigt råd. ”har du prøvet med varm mælk med honning? Eller varm the.”

Ithilwen løftede sine øjenbryn, som Miilaethorn ændrede humør og vreden fyldte ham. Det var heller ikke ligefrem behageligt, men hun sad roligt og kiggede på ham, uden at røre sig det mindste. Lyttende til hver eneste ord. Som Thorn tøvede, tog Wen en dyb indånding. ”Så er vi klar til det. Thorn, det her er ikke din kamp alene. Vi ønsker alle den forbandede mørkelver så langt væk fra skoven som muligt.” svarede hun, og tog ikke ilde op at han nærmest havde snerret af hende. Hun vidste at den snerren ikke var tiltænkt hende. Hun rejste sig roligt op og gik om bag ved ham, for at sætte sig ned på sine knæ igen. ”Sid stille.” halvbeordrede hun ham, tog forsigtig fat i hans skuldre. Det her kunne ikke vare ved for ham, for så ville hans skuldre sidde fast i den spændte stilling, indtil den dag han måtte stille træskoende. ”Prøv at slappe af.” det virkede måske underligt at hun bare sådan uden videre var begyndt at masseger hans skuldre, men han havde virkelig behov for det, og det var tilfældigvis noget som Ithilwen var godt til. ”Nu vi er ved emnet, er der noget jeg vil snakke med dig om. Jeg har talt med Maerwen, og hvis det er muligt, vil jeg gerne hjælpe hende med at træne nærkamp. Vi ved begge at hun behøver den, og sådan som det har stået til i skoven på det sidste, er det også mest forsvarligt.”

Ithilwens råd virkede sådan set udmærkede, men for Thorn, der udmærket var klar over at han havde taget for meget på skuldrene, var rådet ikke synderligt behjælpeligt. Ej heller var rådene om varme drikke, for det havde han forsøgt. Han havde endda forsøgt med et glas vin lige før sengetid. Han havde næsten forsøgt alt, men lige meget hvor ødelagt han var om aftenen efter at have overarbejdet voldsomt, så fik han altid mareridtene og vågnede op. Og så var det, at resten af natten var en søvnløs én af slagsen.

Ithilwens ord fik vreden væk fra hans sind. Han var ikke alene. Det i sig selv var nok til, at berolige ham en del, som hun forklarede at han ikke var den eneste der ville have mørkelveren langt væk. Problemet var bare, at han inderst inde ønskede elveren død. Det var et mørkt ønske, det vidste han, og han foragtede sig selv for det, men samtidig mente han, at Kravenoh var så ond en skabning, at det ikke kunne betale sig, at være barmhjertig.
Mens han sad i sine tanker, var Ithilwens hænder pludselig på hans skuldre og hun bad ham slappe af og sidde stille. Han gjorde som hun sagde og da hun gik i gang med at massere de hårde muskler, var det næsten som at være i himlen. Han lukkede øjnene, til hun talte igen.

"Jeg synes, du bør gøre det. Jeg vil også hellere end gerne hjælpe, det er på tide, at jeg lærer flere hvad jeg kan, ellers ender det bare med, at min viden går tabt når jeg en dag ikke er her mere,"

Svarede han roligt. Hendes arbejde med hans skuldre fik ham til at slappe fuldstændig af og trætheden virkede næsten overmandende, som han lukkede sine øjne endnu en gang og bare tillod sig, at lade hende om det hele. For en gangs skyld var det ude af hans hænder og han havde det virkelig godt med det.

At han faldte mere til ro igen, gjorde også at Ithilwen diskret åndede lettet op. Det var ikke behageligt at se ham vred, selvom hun godt vidste at det ikke var hende han var vred på. De skulle nok få ramt på den mørkelver før eller siden. Forhåbentlig inden han lavede mere ravage og gjorde at flere kom til skade. Det ville i hvert fald være at foretrække!
Hun havde ikke spurgt om lov til at masseger han skuldre, men havde bare selv valgt at gøre det spontant. Han trængte til det, og heldigvis, begyndte Thorn også at slappe af og falde lidt hen, som Ithilwen tog fat om de hårde og spændte muskler og forsøgte at løsne dem op, så han kunne falde lidt mere til ro. De var faktisk mere anspændte hun havde ventet.

Ithilwen smilede, selvom han ikke lige kunne se det i øjeblikket, da hun stadig befandt sig bag ved ham. ”Forhåbentlig er der tusinder af år til at du ikke er her mere, Thorn. Men jeg forstår hvad du mener. Men lige nu er det vigtigst at du falder mere til ro og får lettet trykket fra dine noget så anspændte skuldre.” pointerede hun. Hun forstod ham udmærket. Han var utrolig dygtig til at de han lavede. Det var jo ikke at forglemme, at det var Miilaethorn, som havde oplært Ithilwen i nærkamp, hvilket var den form for kamp hun var bedst til! Men tanken om at han ikke ville være her mere, vagte ingen behagelig følelse i hendes mave. Der var en hvis trykhed over at have ham her i Elverly, og at han lige pludselig ikke skulle være her, var en ubehagelig tanke. Hun sagde dog ingenting, men fortsatte i stedet med de ømme muskler. Da hun havde arbejdet lidt på hans skuldre, valgte hun at give dem en pause, ved at gå op og tage musklerne i hans nakke. Her foregik det lidt mere forsigtigt, men det var en vanedannende og blidt bevægelse, som langsomt, men sikkert fik løsnet op for hans nakke også. Hvis han havde døjet med hovedpine det sidste stykke tid, ville det snart forsvinde, for selv her måtte Ithilwen lade sig overraske over anspændtheden.