Ithilwen havde haft en noget så dårlig dag. Hun havde igen stået stædig tilbage da hendes overordnede havde beordret hende at patroljere rundt sammen med en af de andre krigere, som hun efterhånden havde fået et knap så godt forhold til. Wen var som regel ikke ude på at gøre sig uvenner med folk, men hun havde en viljestyrke der ikke kunne kuges og selvom hun havde fået straffearbejde, havde hun stået fast og var ikke røget på patrojle. Derimod havde hun fået den yderst dejlige pligt at rengøre våbenkammeret og sætte våbene i orden. Lortearbejde, men hun var endelig færdig og det var ved at blive sen eftermiddag, da hun havde kæmpet sig væk fra alle de andre elvere og få sig noget luft. Hun havde bevæget sig ned til sølvfloden for at nyde vandet stille klukken og den generelle afslappede stemning. Selv en vildfaren sjæl som Ithilwens trængte til at slappe af og bare tage det hele med en dyb indånding. Hun satte sig på en af de store sten ved flodens bred og løftede blidt noget vand fra den glimtende flod og legede blidt med det mellem fingrene. Det var dejlig afslappende.

Hun sad længe bare og legede med vandet, indtil hun lod det glide tilbage i floden. Hun trak sine læderstøfler af og satte derefter sine fødder ned i det kølige vand. Hun lukkkede øjnene og smilede blidt, da hun mærkede vandets blide strøm hen af sine fødder og ben. Hun rejste sig og gik lidt længere ud i floden og sørgede for at træde rigtigt ned på de ujævne sten, for ikke at falde. Ikke at det ville gøre noget, da hun sjovt nok havde et godt forhold til vand. Hun holdte hånden fladt over vandet, mens hun stadig stod fuldt oprejst, og begyndte derefter at bevæge sine fingre. Vandet begyndte langsomt at nærmesst danse op af floden i noget der kunne ligne et tykt reb. Der begyndte at komme flere af disse op rundt om hende. Grinende lod hun de forskellige stråler danse rundt mellem hinanden og rundt om Wen selv.

Han var vågnet alt for sent denne morgen, og var dermed kommet for sent til sin vagt. Men med den kortvarige, men utroligt velkomne, kølighed hans hoved havde fået af Thorns blide hænder, havde hans træthed efter ugers dårlig søvn endelig taget overhånd og han havde sovet som en sten til det var næsten middag. Da det gik op for ham at han var flere timer for sent til sin vagt, var panikken brudt ud i ham som han hastigt havde klædt sig på, taget lærreddsækken og sin bue samt pile som han i lange løbende skridt var ankommet hvor han skulle have været flere timer siden. Spejderen der var der på nuværende tidspunkt var dog ikke den han skulle have overtaget, han havde gnavet på sin kind da han var blevet fortalt at Toorah så ham have en 24 timers vagt når denne spejders vagt var ovre om et par timer.. Hvor skønt.

Han sukkede tungt idet han godtog sin straf, det havde været hans egen fejl, sådan at oversove, uanset hvor lidt søvn underskud man havde. Idet mindste følte han sig langt mere frisk og vågen end han havde gjort de andre dage.

Med hænderne samlet på ryggen valgte han at gå ned til sølvfloden og bruge de par timers fritid han havde der, det virkede som et godt sted at arbejde på sin nyerhvervede evne, på en eller anden måde. Måske han skulle anskaffe sig en fugl han kunne øve sig på..
Han skævede op imod fuglene der sad og fløj mellem træerne.

En bevægelse ved vandet fangede hans opmærksomhed da han nærmede sig, nysgerrigt nærmede han sig, en smule mere forsigtigt idet han ikke ar sikker på om det var ven eller fjende, så lettelsen var stor da det viste sig blot at være en elverkvinde. Han hævede det ene øjenbryn, burde hun ikke være ude på patrulje+ Han rystede kort på hovedet som han nærmede sig og placerede sig selv på en større sten nær vandkanten, betragtende hende som hun legede med sin vandmagi.
'' Burde du ikke være ude på patrulje+ '' Brød han tavsheden med et skævt lille smil.

Ithilwen stod i sin egen verden og flyttede rundt på vandet, så det stadig dansede rundt og gav genskær fra den sidste eftermiddagssol. Vand var noget af det som Wen faldt pænest. Det var så foranderligt hele tiden. Det ene øjeblik var det roligt og stabilt, det næste var det vildt og ustyrligt! Hun havde mange gange overvejet hvor vidt denne evne hun besad, var kommet til hende grundet hvordan hun selv levede sit liv. Hun var vildt og fri som vandet, men rolig og stabil på andre tidspunkter. Vandet i denne flod havde et uskyldigt glimtende ydre på den rolige overflade, mens understrømmen stadig hev let i hendes klæder for at trække hende med. Wen var ligeglad med at hendes kjole blev våd. Vandet ville altid være hendes ven.

En lyd fra bag hende, fik hende til at komme tilbage til de levendes verden, og hun kiggede sig roligt over skulderen. Mange ville sige hun var dum for ikke at gøre sig klar til at forsvare sig eller angribe hvad end der kom mod hende. Det var ikke fordi hun følte sig uovervindelig på nogen måde, og selvom der på det sidste havde rendt mange mørke væsner rundt i skoven, var hun ikke til at skræmme. Dog førte hun alligevel vandet sammen til en halvstor bølge hun holdte som en boble mellem sine hænder. Hun opdagede hurtigt elveren som satte sig på en af de større sten ved vandkanten, og hun smilede blot stort til ham og vendte sig roligt for at besvare hans spørgsmål. ”Jo, men du kender mig. Igen fik jeg rodet mig ud i en masse problemer” svarede hun kækt og blinkede til ham. Det var ikke unormalt og de fleste kendte til hendes natur. Hun var og blev uforbederlig.

Han smilede skævt til hende da hun inddrømmede at hun var kommet ud i nogle problemer, igen. Det var så typisk hende at rode sig ud i problemer, men idet mindste gik det ikke ud over hendes arbejde, man måtte bare forsøge at affinde sig med at elverkvinden foran ham i særdeleshed havde ben i næsen, ikke et træk der ellers var typisk elvere. Størstedelen havde et med at have forholdsvis blide personligheder, eller gemte deres følelser og ønsker bag en maske af ulæselig kulde.

Han skævede kort mod kuglen af vand med et 'hva-har-du-tænkt-dig-at-gøre-med-den' blik, men lod det dog ligge.

'' Det ligner dig.. Hvad var det så om denne gang+ Vagt de forkerte steder, eller mere med de forkerte personer, måske bare en højlydt diskussion der ikke passede ordentligt ind+ ''

Den rødblonde hævede et skælmsk øjenbryn af hende. Han havde både hørt og set hendes temperament når det løb overkuls med hende og de overordnede, nogen ting var bare ikke til at undgå at høre eller se på vagten.

Hans øjne fæstnede sig kort på hendes våde skørt som det klistrede sig mod hendes ben. Han stak en hånd ned i det tilpas kølige vand og pjaskede drillende noget hen imod hende.
'' Hvis det kan gøre dig bedre tilpas så er du ikke den eneste på den 'dårlige' liste i dag. Kom vidst til at oversove nogle timer for meget. Så nu står jeg til en 24-timers vagt når Ionwë har overstået hans om et par timer. ''
En kort latter forlod ham, som for at ruske den irriterende kendsgerning en smule på afstand.

Ithilwen kiggede meget uskyldigt på ham, da hans blik tydeligt afslørede hvad han tænkte. Faktisk havde hun ikke overvejet at gøre noget med den store boble af vand, men nu når han alligevel bragte det på bane. Hun kiggede på ham og ned på kuglen, men gjorde intet. Hun stod blot roligt tilbage med et hævet øjenbryn og et drillene smil solidt plantet på sine læber.

Wen grinede lidt og bed sig i læben. Han kendte hende, og det var tydeligt på hans spørgsmål om hvad der nu var gået hende på tværs. Og han ramte da også det rigtige emne utrolig hurtigt. ”Hvordan kunne du dog gætte det? De satte mig sammen med Haldír igen. Du ved, ham med den ekstrem dårlige humor, eller generel mangel på humor og så er han bare.. grr.. irriterende.. Ham mente de at jeg skulle patruljere rundt med igen. Det endte selvfølgelig i en højlydt diskussion og mig der skulle rengøre våbenkammeret.” forklarede hun, mens hun engang imellem lavede dramatiske bevægelser for at understrege det hun sagde, mens den store vandboble skiftede fra den ene hånd til den anden. Hendes temperament var løbet af med hende igen, som det altid gjorde når hun var utilfreds. Hvilket hun selvfølgelig godt kunne grine af nu.

Ithilwen drejede hovedet mod hans hånd, som han pjaskede noget vand mod hende. Hun grinede stille over ham og overvejede om han havde tænkt den gerning ordentligt igennem. ”Det kan man vist rolig kalde for en uheldig morgen.” sagde hun med et smil som hun gik lidt tættere på ham med rolige skridt og et uskyldigt smil, men et blik der tydeligt afslørede drilleriet. Hun skubbede bolden med vand med et skub fra hånden hen over ham, som med det samme løsnede sig fra boblen og styrtede koldt og vådt ned over ham, mens Ithilwen grinede af den nu gennemblødte Rhovandír. ”Smart at plaske med vand, når du er i selskab med en vandmagiker.” tilføjede hun med hovedet på skrå og blinkede kækt til ham.

Han smilede skævt til hende, skævende mod den 'levende' boble af vand som den skiftede positur mens hun fortalte.
'' Jeg kender dig efterhånden.. '' Svarede han idet han strakte sig, stadig betragtende sin jævnaldrende fælle. De var trods alt vokset op, næsten sammen. Dog havde deres uddannelser taget hver sin retning, hun var mere kriger en spejder hvor han var mere spejder end kriger. Efter tyve års tid med hård træning af hans udholdendehed såvel som hans fysik og styrke, havde man simpelthen valgt at han bare var bedre egnet som spejder end kriger, hvor meget han end gerne ville kæmpe og beskytte sit folk. Umiddelbart havde han fundet sin egen vej hvad angik kampteknik, hvor det gjaldt om at være usynlig og hurtig, såvel som hurtigt tænkende.
Spejderlivet tog da også en del af hans energi ud af ham, mens det til andre tider var lidt for overvældende og han stadig ville have energi efterfølgende.
Han tvivlede dog på at han ville have nogen energi tilbage efter den kommende vagt.

''Ah ja, Haldír kan være lidt af en tørvetriller. '' Han skar en grimasse, havde selv været på patruljer med denne knotne elver der aldrig synes at smile en eneste gang. At manden overhovedet havde sig en kone var for Rhovandír nærmest et mirakel.
'' Men hey, idet mindste ved jeg da at jeg kan finde våben hvis det skulle komme an på det under min vagt. '' Dette var sagt med et grin. Han lo sjældent omkring andre elvere, gav oftest bare smil af sig, men med Wen var det noget andet, han følte han kunne være lidt mere fri og afslappet sammen med hende.

Han bøjede sig ned mod sine støvler var begyndt at tage dem af idet han pludselig følte det kolde vand over sin ryg og sit hovede, et lettere umandigt hvin forlod ham idet han straks rettede sig op. Han burde have sagt sig selv at hun ville gøre dette.
''Du kunne da idet mindste have givet mig lov til at trække af mine støvler din tosse. '' Brokkede han, for et øjeblik helt alvorlig inden han brød ud i et grin igen, rejste sig op og sjoskede ud i vandet, nu han alligevel var sjaskvåd.
'' Der kan hurtigt blive lidt mere end vandplaskeri, dette er jo ikke ligefrem kilderne. '' grinte han, lod algerne på stenene under hendes fødder få en smule mere vækst via hans magi, så selv den mindst bevægelse kunne få fødderne til at glide under hende.

Ithilwen sukkede med et smil på læben. Ja hun måtte nok erkende at han kendte hende! De havde samme alder og kendt hinanden fra barnsben, så det var ikke unormalt at de kendte til hinandens små særheder og træk. De var gået i hver deres retning, men stadig været forbundet selv i deres arbejde. Det var ikke så tit længere, efter at hun fungerede mere som kriger og han som spejder, men de så da stadig til hinanden i ny og næ. Dog havde Wens hovedfokus lagt i træning de sidste mange år af hendes liv. Det var først for ganske nyligt at hun havde slået bremsen i og lagt fokus andet sted. Hun var stadig meget engageret, men der var bare mere i livet end hele tiden at være på vagt og tage ud og lede efter orker.

”Lidt? Lidt er ikke ordet.” det var tydeligt at Haldír og Ithilwen var som dag og nat! De var dårlige til at enes og komplimenterede ikke hinandens evner overhovedet. Han var af den gamle skole. Han var autoriteten da han var ældst, og det kunne Ithilwen bare slet ikke med! Så at de hele tiden blev sat sammen var virkelig et mirakel.
Ithilwen himlede med øjnene af ham og grinede let. ”Ja, lad os da se positivt på det!” svarede hun grinende og kunne sagtens se det sjove i hendes egen ulykke. Det havde ikke været en fed tjans at få, men det havde alligevel vidst sig som en fordel for nogen. Dertil, kunne hun sagtens finde værre ting end at rengøre våbenkammeret. Patruljere med Haldír for eksempel.

Ithilwen kunne simpelthen ikke tilbage holde sin latter, selvom hun forsøgte at se så uskyldig ud så muligt, da han brokkede sig over at han ikke nåede at få sine støvler af, men da han selv brød ud i latter, grinede hun endnu mere og bakkede lidt, for at han ikke skulle havde alt for mange fordele ved at være for tæt på og måske få angrebet hende med noget mere end lidt vandplaskeri. ”Nej, det er rigtigt det er det--ARH!” hun havde bakket forsigtigt mens hun talte, og havde ikke bemærket af algerne var blevet større, hvilket forudsagede at hun gled og faldte længere ud i floden, hvilket vil sige at hun faldte ud på et lidt dybere område. Hun sad grinende nede i vandet og var nu ligeledes gennemblødt fra top til tå. ”Det var så meget din skyld det der!” sagde hun grinene og benyttede sig af sine hjemmebanefordele og skubbede en lav bølge af vand hen i mod ham, selvom han var gennemblødt i forvejen. Ithilwen bakkede længere ud i floden, til vandet var så dybt af det gik hende til livet. Hun var ligeglad med at hendes tøj blev vådt, og dertil havde hun en stor fordel ved at hun kunne bruge vandet til at hjælpe sig, og at hun kunne trække vejret under vand.

''Har du overvejet at de overordene gør det i den tro at det vil være godt for både han og for dig+ At det vil ku få dig til at gå en smule til ro, mens han måske vil have lettere til smil.....Selvom jeg har mine tvivl.''

Han kradsede sig eftertænksomt på sin kæbelinje.
'' Huskede du at gemme hans våben nu du var derinde, eller havde han taget dem alle med sig+ ''
Endnu et skævt lille smil.

Hans latter blev større da hun væltede bagover i vandet, forsøgende at se uskyldig ud, selvom hans grin tydeligvis gav ham ud som synderen. '' Hvad+ vidste du ikke at algerne her i Sølvfloden har det med at vokse utroligt hurtigt+ ''
Det var en ting han elskede ved vandplanter, de voksede utroligt hurtigt og i et stort antal. Uheldigvis for ham betød det også at han flere gange om sommeren, når vejret var varmt, var blevet sendt ned sammen med andre naturmagikere, for at sikre sig at algebestanden ikke blev for meget, man skulle jo nødigt have en ildelugtende Elverly.

Han betragtede hendes våde skikkelse ude i det kolde vand, lod sig ikke underkue af den bølge hun lige havde skyllet hen over ham.
''Det klæder dig. '' Sagde han, uden at kommentere videre på om hvorvidt det var vandet eller det tætsiddende våde tøj mod hendes krop der klædte hende.
Han bøjede sig ned og fik skubbet støvlerne af sammen med sokkerne. Begge dele var tydeligvis gennemblødte. Af røg hans tunika også så han nu kun havde sine underbukser på. Det generede ham ikke at gå sådan, det betød mere bevægelsesfrihed, selvom de omklamrende bukser nu var en kende irriterende. Men dette var trods alt ikke De Varme Kilder.
Hvilket også kunne føles da en kort skælven af det kolde vand gik gennem ham. Han skævede rundt for at se hvilke muligheder han havde, og endte op med at påkalde sig nogle åkander fra deres vinterdvale, han ville nok få høvl få det senere hvis han ikke fik dem lullet tilbage i søvn, men det var bare hans problem.
Op steg de i en fed cirkel omkring Wens krop.

”Hvis nu de overordnede lod vær med at tænke så meget! Det ville gøre hverdagen nemmere for os andre.” mumlede hun halvgnaven. Hun var ikke tilfreds med deres valg overhovedet! Specielt ikke når det galt noget som Ithilwen slet ikke havde lyst til at begive sig ud i eller arbejde med. Ithilwen kiggede på ham med et drillende smil. ”Hva, tror du jeg er amatør? Han skal gennemrode hele hallen for at finde sine våben igen.” sagde hun med en drillende undertone.

”Oh ja det glemte jeg da.. Vidste du at vandet meget pludseligt kan stige her i sølvfloden?” svarede hun uskyldigt, hvorefter mere vand kom i hans retning. Ithilwen spændte derefter sin læderruskning op og tog den af. Den var ikke spor behagelig at have på lige nu, og den, samt armbekytterne blev kastet op på breden, så hun kun havde den grøne kjole på som naturligvis klistrede sig ind til hende, grundet at det var blevet vådt, da hun væltede ned i vandet.

Ithilwen var ikke sky af nogen art, så at han betragtede hende, gjorde hende absolut intet. Faktisk smilede hun blot af hans kommentar. Om det var vandet eller det tætsiddende tøj vidste hun ikke, men hun valgte at tage det som en kompliment alligevel. Hun grinede lidt af ham ”I lige måde” sagde hun til ham som han begyndte at tage det drivvåde tøj af. Det var ikke noget dårligt syn hun fik, tværtimod, men hun nød at drille ham og det vidste han bedre end nogen anden. Ithilwen havde sin magi at takke for at hun knap kunne mærke at vandet var koldt. Det var der mange fordele ved. Hun så afventende på ham med et smil, som hendes hænder bevægende sig let skjult under vandet. Pludselig dukkede der åkander op fra vandet og Wen kiggede let skeptisk rundt som hun blev ved med at forme vandet under overfladen. Det blev formet så meget af det snorede sig fast rundt om Rhovandírs ben og da taget var nok, hen hun armene bagud, hvilket tvang vandet tilbage og højst sandsynligt ville resultere i at han væltede hende ned i vandet. Hun holdte dog stadig grinende øjne med åkanderne omkring hende. ”Prøver du at fange mig, Rho?”

'' Hvis de ældre og overordnede ikke tænkte ville der nok ikke være meget Elverly tilbage..''
Svarede han blankt, men grinte af hendes kommentar om hvor meget gnavpotten skulle gennemgå for at finde sine våben, han kunne levende forestille sig det.

Han skævede mod vandet under ham som det hævede op.'' Nej virkelig+ troede kun det var om efteråret og foråret. '' Svarede han kækt, nærmede sig hende langsomt, men tilsyneladende ville hun have at det gik hurtigere, hvilket det også gjorde da han pludselig følte noget trække ham ned under vandet hen mod hende. Han spruttede idet han kom ovenvande igen. '' Det er da vidst dig der fanger mig istedet for omvendt. Måske du har skiftet din mening om hvorvidt du vil ha mig..+ '' Øjnene betragtede hende drillesygt, hun var noget af et syn der i vandet, og det gjorde ham bestemt ikke noget at hun smed sin udrustning, det gjorde blot synet mod hendes kavalergang det meget bedre.
Han smilte skælmsk som han møde hendes blik. Alt imens åkanden foran hende blomstrede op. Umiddelbart var åkanderne bag hende dog i god færd med at vikle sig om hendes ben, før de strammede til og han tvang dem med sin magi til at trække sig tilbage, hvor unaturligt det end var for planterne.

”Så diplomatisk du da er i dag. Men nogle gange har man altså brug for frie tøjler. Det dør de da ikke af at gi os.” svarede hun let knotten igen, selvom hun egentlig godt kunne se han synspunkt og argument. Elverly var afhængige af dette fælleskab og at de unge lyttede til de ældre. Det var en vigtig trappe, men det betød ikke at Ithilwen var fan af den hele tiden.

”Se, der troede du forkert.” Svarede hun drillende og blikkede til ham. Efterår og forår pff. Hun kunne da få vandet til at rejse og ligge sig når det passede hende. Ithilwen grinede varmt af ham som han kom spruttende ovenvande igen. Nå ja, han kunne selvfølgelig ikke trække vejret under vandet, og det så altid usædvanlig sjovt ud når folk poppede sådan op af vandet igen. Hun gik lidt tættere på ham med et kæk og drillende smil. ”Oh jamen, du vil jo altid være min, Rho” svarede hun blidt. Der var vel flere betydninger i det svar. For Rho ville altid være en vigtig del af den hun var. De var vokset op sammen og de kendte hinanden godt. Det var klart at hun ikke kunne undvære ham. At han så tit drillede med at spørge hende med om de skulle gifte sig. Hun havde altid grinet af ham eller svaret nej, men man kunne aldrig vide hvor længe det blev ved.
Ithilwen blev distraheret lidt af at åkanderne blomstrede op og hun smilede mens hun betragtede dem. Lidt tid efter mærkede hun noget omkring sine fødder, som tog fat. Hun kom med et lille suk blandet med et smil, som de planterne pludselig trak sig tilbage og hun mistede fodfæste og faldte ned i vandet. Hernedefra tog hun fra i hans ben og forsøgte at trække ham med ned. Hun kunne sagtens trække vejret dernede og se uden problemer. Det var mere sjovt at se hans reaktion når han kom derned en tur.

'' Måske det kun er deres stolthed der dør en smule. '' Kommenterede han drillende selvom der var en undertone af alvor i det. Elvere var trods alt en meget stolt race, især skovelvere.

Han så op på hende mens hans hjerte bankede i brystet, han smilte kækt. '' Men stadig uden nogen form for ring eller halssmykke som bevis derpå. ''
En slank hånd blev holdt op og vendt og drejet imellem dem. Det var nærmest tradition mellem dem at han ville spørge om hendes hånd, drillende og grinende, det havde været sådan siden deres helt unge dage hvor hun var begyndt at tage former og hormonerne begyndte at bryde ud i de unge elvere.
Hun havde altid afslået ham, hvilket han ikke tog så tungt, men det var stadig et faktum for ham at indtil videre havde ingen elverkvinde betydet så meget for ham som hun gjorde. Eller, det ville sige Toorah kom ind på en første plads, men det var mere fordi hun var elverfolkets leder og en stærk kvinde med et hidsigt temperament.. På visse punkter mindede de to rødhårede om hinanden.
Tingene kunne stadig nå at ændre sig for de to i sølvflodens kolde vand, trods alt var de stadig unge.

Han var faldet helt i staver, stirrende på Wens våde, røde hårsom det glitrede i solens lys, indtil hun forsvandt under vandet. Han følte åkandernes brokken over at blive trukket tilbage såvel som over vandets temperatur. Et lille undskyldende smil forlod ham inden han pludselig blev draget med ned under vandet, heldigvis nede han da at holde vejret bare nogenlunde så han undgik at sluge vand.
Under flodens vand overflade vendte han sig om og svømmede ned til Wen, ned til hendes fødder som han hjalp hende fri, selvom han måtte bruge følesansen mere til at finde hendes fødder og rankerne, end synet. Hans øjne var ikke ligefrem tilvænnet til at holdes åbne under vand.
Dan hun var fri svømmede han op og holdt hende kort om livet, selvom ilten var ved at forlade ham, kunne han ikke lade være med at plante et kys på hendes pande, smilende kækt til hende inden han begyndte at stige op mod vandets overflade igen for at få luft.

”Ja, det kan vi jo ikke have.” svarede hun drillende, men forstod godt alvoren. Racen var speciel hvad deres stolthed angik, og sådan havde det altid være, og sådan ville det nok være i al evighed.

”Vil du gerne have at jeg skal fri til dig? Eller foretrækker du som mand, selv at tage den tjans.” svarede hun drillende, som han holdte sin hånd op foran dem og vendte og drejede den, for at vise at der ingen tegn var på at de var linket sammen. Det var de selvfølgelig heller ikke. Men hvis ikke hun husker meget galt, friede han første gang, selvfølgelig i sjov mening, men første gang omkring deres tyveårs alder, hvis ikke tidligere. Det var deres ting at gøre. Han spurgte grinende og drillende om de ikke skulle lænkes sammen, og hun svarede med samme grin og drillende stemme, at det skulle han nok ikke regne med. Sådan havde det været i mange år, og Ithilwen var også sikker på at det ikke ville være sidste gang han spurgte hende. Hun vidste faktisk ikke helt hvordan hun ville have det med at han holdte op og hun i baghovedet måske ville tænke at hun havde misset chancen. De var stadig unge, meget unge, men det var ikke en umulighed i hendes hoved.

Wen gjorde ikke det voldsomme for at slippe fri af plantens greb. Hun havde det fint under vandet og desuden ville hun ikke gøre skade på planten. Hun forsøgte roligt at forsøge at få planten af hendes fødder, som hun mærkede Rhovandírs hænder i et forsøg på at hjælpe hende fri også. Der gik dog ikke så lang tid før hun var fri igen, blev hun indfaget af ham og grinede lydløst, som han kyssede hende på panden. Men han skulle naturligvis op efter luft, og hun svømmede efter ham og indhentede ham også meget hurtigt. Da hun kom ovenvand igen, kunne man igen høre hendes blide og stille grin, som hun forsøgte at gøre noget ved sin reddelighed af hår, som hun tvang tilbage, så det igen hang tungt ned at hendes ryg. Det var nemt nok når det var vådt, heldigvis da. Hun svømmede nogle få tag og greb fat om halsen på ham for at give ham en krammer mens hun smilede. ”Hvor langt tid siden er det vi sidst har leget i vand?” spurgte hun med et drillende glimt i øjet, mens hun selv tænkte tilbage på hvornår de sidst havde fundet tid til det.

'' Jeg er mandig nok til at finde en ring til dig min egen~ Men det skal være en helt speciel ring. '' Drillede han tilbage.

Han åbnede øjnene idet han kom tilbage op til vand overfladen, gispende efter vejret, mens han trådte vande og fik det værste vand væk fra sit ansigt, såvel som han fik nogenlunde styr på sit hår.
Der gik ikke så længe før han hørte hendes perlende latter som hun kom tilbage til vandets overflade igen. Han var ingen vandmagiker, men hun var tydeligtvis i sit element. Han smilte skævt, lod hende favne ham mens han nød at føle hendes kvindelige former imod hans lidt mere robuste krop, på trods af det våde tøj der var imellem dem. Han svømmede stille ind på lidt lavere vand hvor han kunne nå bunden, så han kunne holde hende oppe med et godt tag under hendes bagdel så hun kunne slynge benene om ham hvis det var hvad hun ville.
Han stirrede betænkningsfuldt på hende. Hvor længe+ Det har hvertfad ved at være en god del år siden, så meget vidste han, mens de havde mindre ansvar, og dermed var mere frie. '' En 20-30 år.... Kan det virkelig passe..+ '' Han hævede et øjenbryn som han løftede en hånd for at kærtegne hendes kindben, en handling han egentligt ikke tænkte videre over.

Hun smilede stort, og kunne ærligt talt ikke skjule et lille snert af begejstring der snigede sig frem i hendes øjne. ”Uuh, det glæder jeg mig til at se.” svarede hun drillende tilbage til ham med hovedet let på skrå og et sødt og uskyldigt smil på læben. Eller i hvert fald et forsøg på et uskyldigt smil.

Ithilwen havde ikke rigtig tænkt over at hun mere eller mindre pressede sig ind mod ham for at give ham en krammer, og at det våde tøj nok ikke ligefrem var nogen uskyldig situation. Men hun havde altid følt at hun kunne være helt fri og sig selv overfor Rhovandír, så at det pludselig skulle ændre sig, det ville være virkelig mærkeligt. Hun svømmede selv lidt med men fik hurtigt placeret sine ben rundt om livet på ham og kom derfor til at være lidt højere oppe end ham, som hun smilede drillende ned til ham. Hun lod ham gerne tage fat under hendes bagdele for at hjælpe med at holde hende oppe, selvom hun godt kunne se at han måske også nød det lidt mere en han burde at få lov at tage på hende. Så igen, det skulle tages som en kompliment! Det var egentlig heller ikke ubehageligt, nu når hun skulle være ærlig.
Alt det ansvar man fik af at blive ældre. Det var på samme tid godt nok, men også utrolig forfærdeligt! Alt det sjov de havde haft som børn og unge, var lidt taget fra dem nu, hvor de skulle være voksne, tage ansvar, tænke på fremtiden og alt hvad det nu indebar. Hvad blev der af pludselige gemmelege, lejerbål med de andre unge og generel sjov og ballade. Tydeligvis var der stadig lidt af det tilbage, men det skete sjældnere og sjældnere. ”Sørgeligt, men ja. Det er godt nok lang tid siden.” sagde hun med et lille slukøret mine, men smilede alligevel til ham. Smilet blev kun større, da hun mærkede den blide kærtegning af hendes kindben, som hun lukkede sine øjne let i. Det var en rar følelse.

Han bemærkede godt det varme glimt i øjet på hende og han kunne ikke lade være med at gengælde med et varmt smil. '' Så det er blot en ring der skal til huh+ '' drillede han let.

Hendes bagdel var kærkommen i hans hænder, god og fast. Godt at hun holdt sig i form, ikke at han på noget tidspunkt havde set en tyk elver, men man kunne godt se hvilke elvere der var vandt til at være ude i marken og hvilke der ikke var.
Hans hånd bevægede sig stille op til hendes hår, fjernede en enkelt forvildet hårtot om bag hendes øre, hvis øretip han bøjede sig ned for at give et enkelt blødt kys.
Dette kys blev fulgt af flere som fulgte hendes kæbelinje, han måtte virkelig tage sig sammen, tænkte han ved sig selv i det samme sekund hans læber nær havde rørt hendes. Han holdt sig tilbage, bange for at hun ville stikke ham en på skrinet, selvom det da ville være så velfortjent. Han havde savnet hende, og havde savnet at være så tæt med hende, men det betød ikke at han skule lade sine følelser tale. Det ville blot gøre det hele akavet, selvom han nu følte sig akavet nok. Selfølgelig havde de mødte kort og set hinanden nogle gange men det havde ikke været så tæt som i dag, måske det var for tæt.
Akavet forsøgte han at gøre op for det ved at stryge hendes ryg, som var hun en kat man bare kunne tilfredsstille hvis man strøg den med hårene.

Hun satte hovedet lidt på skrå, mens hun lod som hun tænkte sig om og kiggede op i himlen. Hun hummede lidt, inden hun vendte blikket tilbage mod ham. ”Altså, du kunne prøve at spørge først.” svarede hun drillende og sendte ham et kækt smil og med det sædvandlige varme glimt i øjet.

Hun nød at han blidt aede hende og at have ham tæt på. Det var faktisk ikke gået op for hende hvor meget hun egentlig havde savnet ham, før hun kunne mærke at han var her ved hende igen. Hun havde altid kunne regne med ham, og komme til ham, hvis hun havde haft brug for det. Men en dårlig undskyldning var, at hun havde haft rigeligt over hovedet, og det havde han vel også. Men hun havde virkelig savnet ham. Savnet hans kram, savnet hans nærvær og personlighed, og nu blev der tilføjet meget mere på listen, som hun ville savne når han engang skulle på vagt. De små blide kys som formerede sig op af hendes kæbelinje og fik hende til at gå fra at lege blidt med hans hår mellem sine fingre, til at holde fast i det, for at han ikke skulle flytte sig. Ikke hårdt fast, men mere en indikering af at hun ikke lige have lyst til at han skulle fjerne sig igen. De var sekunder fra at røre hinandens læber, så tæt på at hun kunne mærke hans ånde. Sekunder fra at træde over den grænse som de havde gået og leget faretruende tæt op af i mange mange år. Hun var virkelig splittet omring det, som hun kiggede på hans læber. Hun havde lyst til at gå med stemningen og fortsætte hvor han havde stoppet sig selv, men hvad så efter det? Hvad nu hvis det ændrede det hele og gjorde at de ville miste deres gode venskab. Det ville hun ikke kunne klare, hun ville ikke miste ham. Hun havde uvilkårligt klemt sig bedre fast til ham, og det var først da han begyndte at stryge hende op af ryggen at hun vågnede lidt op igen og rystede hovedet let for at vende fokus tilbage til hans øjne. ”øhm.. Hej.” en diskret lyserød streg var vokset hen over hendes kinder, som hun forsøgte at skjule bag et let akavet, men stadig et velkendt varmt smil.

'' Ville du virkelig have mig som din partner hvis jeg gav dig en ring+ Fjolle-wen~ ''
Han lo og så hovedrystende på hende, forsøgte at ryste en, for ham, ubekendt knugende men varm følelse af sig.

Han havde været så tæt på, hvor var han dum. Mentalt sparkede han sig selv bagi, mindende sig selv om at Wen var en ven, en meget nærtstående ven, men ikke desto mindre en ven, og han ville ikke overskride den meget fint balancerede linje mellem ven og elsker, han var alt for bange for hvad det kunne resultere i. Nej det var bedre blot at blive ved legen, den var sikker da han vidste at hun ville sige nej uanset hvor mange gange han spurgte hende. På det punkt havde hun ikke forandret sig spor.
Måske han ville tage skridtet hvis ingen af dem skulle have nogen partnere om et par hundreder år, når alt kom til alt var de stadig unge og hormonerne kunne let løbe af med dem og få dem til at gøre fejltagelser.
Det glippede lidt i ham da hendes stemme lød og brød ham ud af sine tanker. Han blinkede kort, en smule uforstående, akavet. Smilte så endnu mere akavet tilbage mens en rødme begyndte at brede sig i hans kinder. Han måtte lige synke et par gange før han svarede hende, bane for at stemmen ville knække over.''Øhem.. Hej.... Undskyld, du må godt slå mig..''
Hvor han priste sig lykkelig for at han ikke have taget bukserne af, det ville blot gøre hele situationen mere akavet og pinligt, selvom han næsten var sikker på at hun nok ville kunne føle 'noget' hvis hun begyndte at bevæge sig for meget. Hvilket han mentalt bad at hun ikke ville.

Altså har du ikke hørt om at materiale goder altid nytter sig hos en pige? Selvom det nok er et long shot ved mig.” svarede hun ærligt og grinede lidt af ham. Ithilwen kunne ikke købes, heller om han så dukkede op med den mest overdådige ring eller andet smykkeværk som kunne findes i hele krystallandet. ”Du ville kunne komme med den grimmeste ring i hele verden, og jeg ville stadig gifte mig med dig hvis det var det jeg lystede.” tilføjede hun og blinkede til ham. For det var sandheden. Ville hun giftes med en person, kom ringen ikke an på hvorvidt hun sagde ja eller nej.

Det var svært at mærke hvorvidt det hele bare havde været fejltagelse udløst af ungdommens hurmoner eller om det havde været noget andet som havde bragt det i gang. Savnet måske? Det eneste Ithilwen var hundrede og ti procent sikker på lige nu var at hendes hjerne var forvirret, men hendes krop havde en klar beslutning om hvad den havde lyst til, selvom hendes hjerne blev ved med at stoppe den, fra at lave flere fejltrin. Ithilwen så blidt på ham som han rødmede og lagde forsigtigt en hånd på hans kind. ”Jeg har ikke tænkt mig at slå dig.” svarede hun roligt og selvom den stadig lyserøde streg var at skimte over hendes kinder, virkede hun mere rolig og fandt situationen lidt mindre akavet. Hey, det var bare unge. Og unge elvere gjorde også mærkelige ting engang imellem. Selvom hendes krop stadig ikke mente at hun var færdig med at gøre dumme ting. Hun forsøgte at flytte sig lidt bedre til rette, men stoppede ret pludseligt og blev præcis hvor hun var. Hun havde mærket noget, som hun som altid valgte at tage som en kompliment, men pludselig forstod hun også hvorfor han havde lignet en der synes det hele var så akavet! For i princippet var der ikke sket noget. Endnu.
Hun havde blidt aet ham ned af kinden med sin finger og bragte sig selv ubevist let tilbage til den drømmende tilstand fra før, som hendes anden hånd igen ubevidst begyndte at lege med hans hår. Hvor lang tid skulle der i grunden gå inden hendes hjerne ville slå ind igen denne gang og stoppe hende, inden hun rent faktisk gjorde noget som hun måske, eller måske ikke, ville fortryde senere.

''Joe, jeg har skam hørt noget om det, men nu er du ikke ligefrem den mest materielle elverkvinde jeg kender. '' Lo han til sit forsvar. ''Måske noget nyt læderudrustning vil gøre det istedet for alverdens smykker.....Men lyster du det så+.''

Wen var ikke den eneste der var forvirret og følte sig tabt bag en høstak. På det ene punkt ville han gerne tro at det han følte lige nu bare var resultatet af savnet på hende, på deres tætte venskab. Men hans krop fortalte ham noget andet, forrådte ham på det nærmeste. Var det han følte for hende vitterligt kærlighed og ikke bare venskab med kærlige drillerier.. Hans blik hvilede betragtende på hendes ansigt, stadig med rødmen spillende i ansigtet, hvilket da ikke blev meget bedre, hverken da hendes hånd blødt berørte hans kind, eller da hun begyndte at bevæge sig rundt på ham. Han åbnede munden i et lydløst gisp som han på det nærmeste kunne fornemme hende lige foran sig, han slugte noget som han forsøgte at få lidt mere styr på sit åndedrag, undrende over hvor længe det havde været så tungt og alligevel overfladisk, hedt og lummert.
Hans rødmen blev værre som han, uanset sine mange modstridende følelser lavede et par gnubbende bevægelser imod hende alt imens han følte hendes hænder, i sit hår, på sin kind. Hun var så...

Det var i det øjeblik han hørte stemmerne. Skrig fra luften der øjeblikkeligt brød den lille boble af ungdommens usikkerhed. Det gav et sæt i den unge elver der straks trak sig tilbage, som havde han brændt sig, mens han skævede op mod himlen, kun for at se en større rovfugl jage en masse småfugle der skreg i vilden sky, stemmer han selv kunne høre som var de rigtige mennesker eller elvere og ikke blot dyr. Han tog sig kort til hovedet, forsøgte at lukke de mange skrig og lyde ude.