Der var gået godt og vel et par timer siden mordet på Lord Tirrsmont. Tingene var ved at gå tilbage til deres normale gang og skønt mange stadig var rystede, så havde panikken lagt sig godt, og Cregan fandt det bedre muligt at gå ind i paladset sammen med sin mindre ven.
Hun var iført en synderrivende flot kjole, helt i sort, men med en masse pynt i rødt og pomp og pragt, mens hendes hår var nydeligt sat op. Hun var blot elleve år gammel, men af sind var hun meget, meget ældre. Vampyren havde dog spist og virkede slet ikke helt så bleg som de fleste vampyrer.

Ved siden af var Cregan i sin femogtyve års gamle krop. Han bar et smil på sit ansigt, næsten påtaget. Havde det ikke været fordi at han rent faktisk morede sig over selve mordet på Tirrsmont, så havde han nok haft en begravelsesgrimasse. Han var ikke glad for, at rende rundt til et kæmpe bal hvor op til flere var med, og der muligvis også var folk fra Rutilus Taurus banden til stede. Han syntes slet ikke om det kaos sådan en bande skabte og så var han mest glad for mindre fester end dem, hvor folk myldrede ind og ud. Men så igen, så slap han for at blive antastet for meget, og han ville helst ikke kropsvisiteres ved døren. Godt nok var hans kniv skjult godt, men han turde ikke lade det komme an på en prøve.

Selv var han iklædt en fin skjorte i blå silke og et par stramme sorte bukser, samt en sort jakke uden over. For at smide prikken over i'et havde han fået lavet en stok i ibenholt med et hoved af en ørn i sølv på toppen. Der var ingen grund til, ikke at se pompøs ud. Man skulle jo helst virke som én der passede ind, og det gjorde Cregan bestemt.
Kniven var gemt i stokken, som han holdt som en rigtig lord, der anså alle andre for at være pøbel. Han slentrede ind i balsalen sammen med sin "lady" og kiggede sig kort om. Det tog ikke lang tid for ham, at få øje på Ratuktan, som denne stod et stykke længere fremme.
Uden tøven, gik han videre mod Skyggen, og tog et glas vin fra en tilfældig uden at skænke ham et eneste blik.
Måden parret gik på, og aldersforskellen, fik dem til at ligne en bror og hans lillesøster, især med de mange smil han sendte vampyren, når hun rakte ud efter vinglassene, men tog sig selv i nakken.

Da de stod over for elveren, tog Cregan et lille nip af sit vinglas og sendte et følelsesforladt smil i hans retning.

"Godaften, Ratuktan,"

Hilste han med et respektfuldt nik, mens vampyren gav sin egen venlige hilsen.
Den anden silhuette, vampyren, havde han ikke set i nogle måneder, men Ratuktan. Skyggen havde han ikke set i noget længere tid, da han selv havde styr på Kongevand her i byen, og ikke bare lige kunne forlade stedet uden lige.