Det var en dejlig dag udenfor, og selvom de bredde stammer og tykke trækroner dækkede for solen, kunne det stadig fornemmes i det let lumre lys. Hen af den ujævne jordbund kunne der anes en lavstammet skikkelse rende rundt diskret, med en buet rettet rundt omkring i det store område, mens han selv spejdede. Denne skikkelse var Dorín, en ung dværg som havde levet i denne skov nogle år efterhånden, og lige nu var han ude og jage, som han altid var på denne tid af døgnet. I hvert fald i de fleste tilfælde var det i hvert fald hvad Dorín lavede i øjeblikket, som han forsigtigt klatrede op og ned af pakkerne og enkelte gange klatrede op af nogle træer for at få sig et bedre udsyn. Han var dybt inde i skoven i øjeblikket, og der var fyldt med dyreliv herinde. Et dejligt syn måtte han ærligt indrømme, men lige nu var han ude efter noget bestemt, og ikke bare alle mulige tilfældige dyr. Han havde brug for noget han kunne bruge, noget spiseligt, og ikke bare noget kønt. Dorín dræbte nemlig aldrig dyr af andre grunde end hvis dyret skulle spises, og her mente han hele dyret. Måske en smule atypisk ifølge nogle væsner, men Dorín var en venlig sjæl som bestemt aldrig dræbte for sjov eller for profit! Det var et faktum og noget han levede efter til fulde. Han satte sig til rette oppe på en tyk gren, og spejdede roligt og tålmodigt rundt. På et eller andet tidspunkt kom der vel noget forbi.

Thorn var normalt ikke ude på dette tidspunkt af dagen. Faktisk plejede at han normalt at sidde og gennemgå masser af papirer nu, men det var efterhånden gået op for ham, at det ikke gik i længden at være konstant på overarbejde. Han havde lært det på den hårde måde, og han vidste, at Morrygan eller nogle af de andre healere sagtens kunne afløse ham en rolig dag som denne. Stadig var han på hesteryg, så han godt kunne komme hjem hurtigt hvis det nu var det, han fik ordre på eller havde brug for at gøre.

Han var egentlig bare ude for at have lidt hygge i dagens strabadser. Som altid virkede han noget træt at se på, til trods for, at han selvfølgelig havde en elver smukke ansigt, der ikke havde rander under øjnene på noget tidspunkt. Det viste sig mest i hans udtryk, som han virkede mere end bare afslappet, mens han red rundt i skoven og nød stilheden.

Stilheden blev brudt, da elveren hørte en puslen længere væk. Han lod som ingen ting, mens hans blik søgte professionelt rundt efter hvem det end måtte være. Det endte med, at han fik øje på en skikkelse, der sad ved et krat og kiggede frem, og han sprang adræt ned af hesten, mens han forblev opmærksom på, at det sagtens kunne være en ubuden gæst.

"Hvad tror du lige du skal i Lindeskoven?"

Spurgte han, noget mere fast end sidst han havde mødt nogle her, der var ubudne. Manden fik sit livs chok og rejste sig hurtigt, med hænderne i vejret.

"Jeg.. Jeg blev jagtet af én af de der.. Kattevæsner!"

Thorn kunne sagtens høre det var en løgn, men mandens rablende svar på tiltale var nok til, at nogle folk i den anden side af den lille sti, nogle metre længere tilbage, kunne gøre sig klar på, at tage sig af "vagten". Thorn var endnu ganske uvidende om dette, men ikke desto mindre var han meget opmærksom på den mand som han havde fået øje på.

Dorín havde opdaget at en mand snusede rundt nede ved jorden, men han havde ikke skænket det mange tanker, eftersom det ikke kom ham ved hvad folk gjorde her. Så længe manden ikke ødelagde noget var han ret ligeglad. Dorín elskede Lindeskoven, men han vidste også at det ikke var hans. Det var elvernes område, det havde været deres bo i flere århundrede, og det respekterede Dorín, så det var klart også dem der bestemte hvem der kom herind. Dog var Dorín nær faldet ned af træet, da en anden person pludselig talte rimelig højt, og Dorín fik et chok uden lig og mage. Han klamrede sig til træet stamme, med den ene arm, mens han genvandt balancen. Ulempen ved at sidde heroppe var at han ikke kunne bruge sine evner til at lytte til jorden og lytte efter bevægelser.
Dorín spejdede ned på elveren og manden som åbenbart ikke var velkommen. Han rynkede dog hurtigt brynene sammen som manden begyndte at rable, og at der så ud til at være andre på vej derhen, ganske stille og roligt. Det lignede et baghold. Den eneste grund til at Dorín kunne se mændene og bemærkede dem, var fordi han sad højere oppe og havde frit udsyn. Dorín rynkede brynene sammen og brød sig ikke om det. Man angreb ikke folk der havde ryggen til. Generelt synes han ikke det var smart at folk angreb hinanden, men i det mindste skulle man være mand nok til at gøre det synligt forfra og i retfærdigt antal. Dorín spændte buen og gjorde sig klar, hvis de gjorde klar til at angribe, var han klar til at skyde igen. Og ganske rigtigt, gik der kun få sekunder før de var så tæt på at springe ud af deres skjul, at Dorín slap pilen og lod den gennembore den første mands brystkasse. Han spændte straks en ny pil og sigtede. At se deres forvirrede ansigter fik dog et lille smil frem på Doríns læber.

Thorn var ikke langsom til at lægge mærke til, da en susende lyd lød et sted bag ham. En rallen og en høj puslen lød som resultat deraf, og Thorn var hurtig klar over at der var et baghold og at en eller anden havde opdaget det før ham, og at vedkommende nu hjalp. Hans meget spontane skæven bag sig var nok for manden foran ham, til at manden trak sit sværd, mens en hidsig grimasse dukkede op i hans ansigt.

"Vi bringer dit hoved med, når vi indtager Elverly, elvermand!"

Snerrede mennesket, mens han fór frem i en aggressiv bevægelse.
Thorn skyndte sig selv, at trække blankt, og var et kort øjeblik presset med at skulle parére op til flere hårde stød. Han var lettere overrasket, hvilket afspejlede sig i hans hurtige paréringer, der dog virkede noget forhastede og stressede, indtil det første chok lagde sig, og han selv pressede modstanderen tilbage i pludselig håndevending. Thorn var over fem hundrede år gammel og selvom dette menneske havde et naturtalent inden for sværdfægtning, så havde Thorn lige de århundreder mere i baggagen.

Thorn nåede lige akkurat at slå pommelen af sit sværd ind i tindingen på manden før der dukkede én mere op bag ham og slog ud med en økse. Den var lige lovligt tæt på, da Thorn skyndte sig at undgå det ved at rykke sig til siden og vende sig mod den nye modstander. Heldigvis havde den anden mistet bevidstheden.

"I har ingen ret til at spolere det her sted!"

Snerrede Thorn på elvisk, som han begyndte en aggressiv serie af udfald. Hvad der skete med de resterende mænd, vidste han ikke. Han var for optaget af, at presse dette lille menneske til randen.

Det var meget tydeligt at flokken af mennesker, var meget aggressive og tydeligvis var ude og lave ulovlige ting her i skoven. I hvert fald ulovligt blandt skovens bebordere. Han holdte diskret øje med elvermanden ud af sin øjenkrog, men hans hovedfokus lå på de andre mænd, som nu spejdede op i træernes toppe efter den første pil var blevet affyret. Han affyrede hurtigt nogle flere og de fleste af dem ramte, men nu skulle Dorín også til at flytte sig fordi der kom pile retur, og han synes han havde svært nok ved at holde balancen som det var. Der gik ikke lang tid før to af mændene, de tog som ikke var gået til angreb mod elveren, gik i dækning, og tvang Dorín til at hoppe ned for træet. Han satte buen på plads og svang sig ned fra grenen og landede let usikkert på jorden, inden han tog buen frem igen og spændte en pil op. Han stod stille og lod følelsen fra jorden guide ham i hvor der befandt sig nogen. Heldigvis, for dette hjalp ham til at vende sig i tide og fælde den første med en pil i brystet og dukke sig for den anden. Dorín var ikke ligefrem elegang at se på i øjeblikket, men han fik dukket sig i tide og undveg ganske nemt mandens evige forsøg på at ramme Dorín med sin økse. Et grin efterlod Dorín, som manden fik sat sin økse fat i et træ og kæmpede for at få det fri. ”Hvor smart er det at udfordre en dværg med det som er kendetegnet for at være et dværgevåben?” spurgte han retorisk, inden manden fik en knytnæve lige i smasken og besvimede af det hårde stød. De store og kraftige hænder kom nogen gange til fordel for den unge dværg.
Dorín vendte sig mod den sidste mand og elveren og havde buen klar med en pil. Han ville ikke afbryde med mindre det blev nødvendigt, det vigtigste var blot at han nu var parat hvis der skete noget uventet, som at mennesket pludselig begyndte at tage overhånd, selvom Dorín ærlig talt tvivlede på det lille menneskets kampevner over elveren.

Kampen blev mere og mere hidsig, som den skred frem, men mennesket var overraskende dygtigt til sit erhverv, der sikkert var at dræbe andre. Øksen blev håndteret med dødelig hurtighed og selv Thorn måtte indse, at denne kamp nok tog lidt tid, med mindre han virkelig gjorde sig umage.
De var godt i gang længe, til manden fik et slag ind på Thorn med sin økse. Den skar sig et godt stykke ind i overarmen på den nu noget mere vrede elver, der øjeblikkeligt sendte endnu en serie af sværdhug mod ham, indtil han endelig fandt hullet. Manden veg langsomt tilbage, hvilket var en svaghed. Man skulle ikke bevæge sig tilbage. Det var bare dumt.

Han endte med at bore sværdet ind i mandens skulder, til hvilket manden, overrasket, tabte sin økse. Thorn var vred nok til, at være komplet ligeglad med hvor ondt det gjorde på mennesket, og han tøvede ikke med, at hamre en knyttet næve direkte ind i næsen på manden, der kort efter sank sammen. Thorn trak sit sværd ud med nogle problemer og lod manden vælte omkuld, før han kiggede sig omkring, dybt alarmeret over hvad der skete omkring sig.
En dværg, der stod med en bue spændt fik hans blik til at blive meget mere alvorligt. Om dværgen var på hans side, anede han ikke. Men han havde stadig magisk kunnen i overskud.

Da han så adskillige andre mennesker liggende rundt omkring, blev han enig med sig selv om, at dværgen måtte have taget sig af dem. Han måtte jo næsten være på Thorns side, så han sænkede sit sværd og lyste en lille smule mere op.

"Jeg må vidst hellere sige tak for hjælpen?"

Konstaterede han, lettere forvirret. Det var mest et trickspørgsmål. Han var godt klar over, at han sagtens ville kunne undgå at dværgen gjorde ham noget, hvis det skulle komme til det udfald.

Dorín havde selv været optaget da elveren var kommet til skade, men bemærkede det godt senere da han gik amok mod manden. Elvere kunne godt nok blive hidsige! Noget Dorín da heldigvis ikke havde set så tit, men det gik alligevel vildt for sig, måtte han indrømme. Da mennesket faldte til jorden, løsnede det op i Doríns muskler og han sank langsomt buen, lidt i frygt for at der skulle være flere derude, men at de nok alligevel var kommet frem noget før hvis det var tilfældet, slog ham. Han sænkede derfor buen helt og satte pilen tilbage i sin beholder. Dorín så alvorligt på elveren, men fik alligevel et velkommende smil på læben, som han sagde tak. I Doríns øjne virkede elveren lidt hylet ud af den, men det var også kun forståeligt! Manden var lige blevet udsat for et baghold, og havde da også fået skader derfra. Såret var et tydeligt bevis derpå, som blødte ned af hans arm. Dette fik ham til at tænke på en bestemt elverkvinde han havde mødt. Morrygan. Han vidste at hun var i stand til at heale sådan noget, og at hun var dygtig! Han havde slet prøvet at blive healet af hende, så han vidste ærlig talt hvad han snakkede om. Men mange elvere havde denne gave, så mon ikke at denne mand også havde det? Ellers måtte de hellere få ham lappet sammen. ”Ingen årsag. Ingen skal udsættes for bagholdsangreb på min vagt.” svarede han roligt, som han satte buen tilbage op plads og lod elveren falde lidt ned igen. ”Mit navn er Dorín. Jeg bor selv her i skoven.” præsenterede han sig selv roligt, med et smil. Det var tydeligt at Dorín på ingen måde var faretruende eller havde nogen lyst eller pointe i at være faretruende overfor elveren. Han havde lige hjulpet ham, så det ville være ulogisk at vende sig mod personen man lige havde hjulpet.

Thorn blev allerede meget mere afslappet, da dværgen svarede med et smil på læberne. Den afslappede attitude hos dværgen smittede af, og Thorn var mere eller mindre helt sikker på, at han ikke burde føle sig usikker. Han stak selv sværdet tilbage i sin holder, lettere besværet over den skurrende smerte i overarmen, før dværgen præsenterede sig selv.
Typisk for Thorn, huskede han naturligvis navnet. Morrygan havde mødt denne dværg før. Nu kunne elveren føle sig nogenlunde sikker, så han valgte at starte med et nik.

"Hvis De vil have mig undskyldt et øjeblik,"

Forklarede han sig, før han lagde en hånd på sit eget sår, med en let mumlen på elvisk, der resulterede i at såret satte sig sammen under hans hånd. Med en let grimasse, følte han lettelsen ved, at det ikke ville gøre mere ondt end det havde gjort før. Selvfølgelig var nyhealet væv altid en lille smule ømt, men som altid, efterlod Thorn intet ar. Det havde han kun gjort én gang før, og han ville aldrig gøre det igen.

"Tak for hjælpen, Dorín, og rart at møde Dem. En skam det skulle være under disse omstændigheder,"

Hilste han, noget mere roligt end før. Smilet var endda kommet tilbage, og fik ham til at få præcis samme milde udtryk som Morrygan havde. Som tvillinger havde de mange ligheder.

"Mit navn er Miilaethorn Zili'saeth, men hvis De ønsker kan De bare kalde mig Thorn,"

Han stod nu over for dværgen og så ham i øjnene mens han overvejede om han ikke snart burde sørge for, at få bundet de ubudne gæster, så han kunne få dem med tilbage til Elverly.

Dorín nikkede sammentyggende om at elveren var undskyldt, og han så roligt til som han mumlede noget som Dorín ikke engang tilnærmelsesvis forstod og så hvordan såret healerede for øjnene af ham. Han kendte naturligvis til det, da han selv var healer, men slet ikke i sammen omfang! Men han fik bekræftet at endnu en elver havde healingsgaven, men var bare glad for at han ikke længere var såret. Han vidste hvor træls og ikke mindst sårbar man blev af at have et sår. Det var aldrig rart.
”I lige måde, selvom omstændighederne kunne havde været bedre.” medgav han elveren og blev mere betrygget af at elveren var begyndt at smile og havde et bekendt mildt ansigtsudtryk. Dorín smilede tilbage, men man kunne se undren i hans blik, som om han gennemgik hele sin hjerne for svar, hvilket han nu faktisk også gjorde. Hvor havde han set det før? For han mente ikke at det blide udtryk kom frem ved alle elvere. Han havde kun opdaget det en gang før.
Da Thorn præsenterede sig for ham, faldte den sidste brik på plads og det kunne ses i hans udtryk. Han smilede varmt til ham. Det måtte være noget familie til Morrygan, siden de har sammen efternavn. Dorín havde ikke verdens bedste hukommelse, men han kunne ærlig talt huske alt ved Morrygan. Det var heller ikke lang tid siden han havde mødt hende, og hun havde helt ærligt gjort et mindeværdigt indtryk på ham! ”Tager jeg meget fejl hvis De kender en frøken Morrygan?” spurgte han ærligt, med et venligt smil på læben. Mange elvere kendte naturligvis hinanden, men det var langt fra dem alle der delte efternavn!
Dorín kiggede lidt rundt på mændene der lå omkring dem, og noterede at de levende begyndte at røre svagt på sig. ”Enten skal vi væk herfra inden de vågner, eller også må vi hellere få dem bundet, så vi undgår mere besvær”

Thorns smil blev kun lidt mere bredt idet dværgen spurgte ind til Morrygan. Selvfølgelig havde søster intet fortalt om ham. Det var typisk hende, at blive fanget af en situation, men det gjorde ham nu heller intet.

"Naturligvis, Morrygan er min tvillingesøster. Hun har nævnt Dem for mig før, og sagde at hun ville oplære Dem i healing,"

Forklarede Thorn, mens han kiggede lidt mere indgående på Dorín. Rent holdningsmæssigt, virkede han som en udmærket type. Ikke spor aggressiv i ansigtet, faktisk virkede han ret glad. Samtidig så han meget ung ud. De fleste dværge, Thorn havde set, bar noget mere skæg og var en del mere hærdede i ansigtet. Han ville skyde Dorín til at være et eller andet sted i tyverne. Meget ung, alt i alt, men for elverne var de fleste andre racer altid meget unge.

Som Dorín satte ord på hans tanker, nikkede Thorn omgående, mens han blev lidt mere alvorlig af sig. Han lavede en let klikkende lyd hvortil den store hingst han havde redet på, luntede hen til ham. Der hang reb i sadlen, for man vidste virkelig aldrig hvornår man kunne få brug for det. Thorn tog bundtet ned og så hen på Dorín igen.

"Hvis De giver en hjælpende hånd, er jeg Dem meget taknemmelig,"

Sagde han, mens han rakte dværgen noget af rebet og skyndte sig hen til den første der havde rørt på sig. Thorn var noget hårdhændet, da han tog fat i mandens hænder og bandt dem fortil. Han var slet ikke bange for at binde rebet stramt.

Dette var den første han havde slået ud, og mens han bandt manden, så han godt et stykke papir med et segl, han genkendte. Hans alvorlige mine blev nu decideret vred.

"Du kommer fra Baron Leerdam. Og du kommer for sent. Taurn Edhel lever endnu, og hun er ikke glad for jeres baron. Det bliver ikke sjovt at være dig,"

Lød det stille fra ham, før han rejste sig og gik videre til den næste.