Nogen dage skulle man bare blive ikke besvære sig med at stå op. Fra det øjeblik hun havde svunget benene frisk ud af sengen, fået fødderne viklet ind i det flagrende sidegardin fra sengehimlen og var faldet i et rullefald hen over gulvet havde Maerwen vidst det ville blive en af de dage. Det havde da været flinkt af verden at advare hende på forhånd, men havde hun lyttet? Nej. I stedet havde hun leet det væk, rystet på hovedet og fortsat som intet var hændt.
Ved middagstid havde hun indset det ikke ville blive bedre og at hvis hun slap helskindet gennem dagen ville det være et mirakel. Af samme grund havde hun i ly af et ærinde med urter for sin mor undsluppet ethvert opsyn afleveret krukkerne og var forsvundet ud i skoven. Den havde taget imod hende med sin sædvanlige ro og foranderlighed og gjort eftermiddagen værd at leve igennem.
Buen og kokkeret havde hun taget med sig, men det var undergrunden hun holdt mest øje med. Ikke alle planter ønskede at vokse hvor de blev sat og en del af dem tog det evner at finde i skoven. Hun havde heldet med sig, plukkede lidt, noterede sig stedet og lod langt størstedelen blive fornyet med en lille smule af hendes kraft til en anden gang.
Det var som hun havde forladt den tredje klynge dagens realiteter fandt hende igen og med hævn for hendes undvigelse af dens planer. En stilhed sænkede sig lidt for hurtigt over skoven og fik hende til at stoppe op. Mørket var ved at falde på, men hun så stadig glimrende. Også hjorten som den kom springende rundt om et træ græssende til øjeblikket før og nu væltende hende brutalt omkuld og ned i en gruppe rødder. Hun kvalte et gisp, et klynk og en forbandelse, som hun så efter dyret og takkede skoven for at hun var forblevet stille. Kattedyret der sprang efter hjorten var ikke et hun ville have tiltrukket sig opmærksomheden fra.
Faldet havde dog givet hende et mindre problem, da noget bestemt ikke var som det skulle være med hendes venstre arm, som hun kom på benene. Det fik en let banden fra hendes læber af gloser en elverpige af hendes alder ikke burde kunne og så så rundt. Hvordan kunne hun være faldet så dumt og være så uopmærksom? Hun vidste nogle dyr havde en unaturlig evne til at overraske folk i skovene men hun havde aldrig helt troet på det. hendes arm efterlod hende dog ikke mange valgmulighed og lidt slukøret vendte hun næsen hjem mod Elverly.
-------------------------------------------
Det var ikke bare aften, men nat da hun nåede tilbage og diskret slog ind på vejen til fortet. Det var hvor healerne holdt til og som hun havde bevæget sig gennem skoven havde hendes arm ikke ladet hende i tvivl om at den havde brug for hjælp for at holde op med at gøre ondt og for at være brugbar igen. Så det var hvor hun søgte hen. Selv her godt ud på natten var der svage lys tæt enkelte steder. Et af disse var hvor hun stoppede udenfor døren og bankede dæmpet på, før hun skubbede døren op og sneg sig ind.
At bevæge sig stille var delvist en vane og delvist et udslag af at hun egentlig helst ikke ville have været der. Hendes blik gled til bordet, som personen der rejste sig og kom nærmere. Det fik hende til at stoppe og og forsøge at finde et smil frem.
"Godaften... Jeg håber ikke jeg forstyrre?" Hun trådte lidt nærmere så hans lys kunne falde på hendes skikkelse og afsløre den påfaldende måde hun holdt den ene arm, buen over skulderen og de små kviste i håret fra faldet.

Skovelver - 30 år - jæger