Det var omkring tre dage siden, at Toorah havde været udsat for snigmordsforsøget, og Miilaethorn, der igen var kommet på god talefod med hende, var dog alligevel ikke i humøret til at slappe af. Godt nok var han træt og arbejdede til langt ud på natten, men så slap han da for at tænke for meget på deres diskussion . Den var stadig ret ubehagelig at mindes om, så derfor var papirarbejdet, han lige nu var i gang med, langt mere rart at fokusere på. Han sad godt nok her, i fortet, i sit kontor på sygeafdelingen, helt alene, midt om natten, men det var for ham det bedste sted han kunne være i øjeblikket. Han havde også været lidt bagefter, efter at have reddet Toorah, så det var vigtigt at få gjort det færdigt, og måske bagefter, kunne han slappe af.

Han var faktisk tæt på, at blunde hen, da en sagte banken på døren ind til det store rum ruinerede stilheden herinde. Døren gled op og en skikkelse dukkede op, noget stille. Miilaethorn var ikke sikker på, hvem det kunne være, men vedkommende ville sikkert ikke forstyrre. Ærgeligt at han var her så. Han rejste sig op og gik væk fra sit bord, for at gå skikkelsen i møde.

"Godaften?"

Nogen dage skulle man bare blive ikke besvære sig med at stå op. Fra det øjeblik hun havde svunget benene frisk ud af sengen, fået fødderne viklet ind i det flagrende sidegardin fra sengehimlen og var faldet i et rullefald hen over gulvet havde Maerwen vidst det ville blive en af de dage. Det havde da været flinkt af verden at advare hende på forhånd, men havde hun lyttet? Nej. I stedet havde hun leet det væk, rystet på hovedet og fortsat som intet var hændt.

Ved middagstid havde hun indset det ikke ville blive bedre og at hvis hun slap helskindet gennem dagen ville det være et mirakel. Af samme grund havde hun i ly af et ærinde med urter for sin mor undsluppet ethvert opsyn afleveret krukkerne og var forsvundet ud i skoven. Den havde taget imod hende med sin sædvanlige ro og foranderlighed og gjort eftermiddagen værd at leve igennem.
Buen og kokkeret havde hun taget med sig, men det var undergrunden hun holdt mest øje med. Ikke alle planter ønskede at vokse hvor de blev sat og en del af dem tog det evner at finde i skoven. Hun havde heldet med sig, plukkede lidt, noterede sig stedet og lod langt størstedelen blive fornyet med en lille smule af hendes kraft til en anden gang.
Det var som hun havde forladt den tredje klynge dagens realiteter fandt hende igen og med hævn for hendes undvigelse af dens planer. En stilhed sænkede sig lidt for hurtigt over skoven og fik hende til at stoppe op. Mørket var ved at falde på, men hun så stadig glimrende. Også hjorten som den kom springende rundt om et træ græssende til øjeblikket før og nu væltende hende brutalt omkuld og ned i en gruppe rødder. Hun kvalte et gisp, et klynk og en forbandelse, som hun så efter dyret og takkede skoven for at hun var forblevet stille. Kattedyret der sprang efter hjorten var ikke et hun ville have tiltrukket sig opmærksomheden fra.
Faldet havde dog givet hende et mindre problem, da noget bestemt ikke var som det skulle være med hendes venstre arm, som hun kom på benene. Det fik en let banden fra hendes læber af gloser en elverpige af hendes alder ikke burde kunne og så så rundt. Hvordan kunne hun være faldet så dumt og være så uopmærksom? Hun vidste nogle dyr havde en unaturlig evne til at overraske folk i skovene men hun havde aldrig helt troet på det. hendes arm efterlod hende dog ikke mange valgmulighed og lidt slukøret vendte hun næsen hjem mod Elverly.



Det var ikke bare aften, men nat da hun nåede tilbage og diskret slog ind på vejen til fortet. Det var hvor healerne holdt til og som hun havde bevæget sig gennem skoven havde hendes arm ikke ladet hende i tvivl om at den havde brug for hjælp for at holde op med at gøre ondt og for at være brugbar igen. Så det var hvor hun søgte hen. Selv her godt ud på natten var der svage lys tæt enkelte steder. Et af disse var hvor hun stoppede udenfor døren og bankede dæmpet på, før hun skubbede døren op og sneg sig ind.
At bevæge sig stille var delvist en vane og delvist et udslag af at hun egentlig helst ikke ville have været der. Hendes blik gled til bordet, som personen der rejste sig og kom nærmere. Det fik hende til at stoppe og og forsøge at finde et smil frem. "Godaften... Jeg håber ikke jeg forstyrre?" Hun trådte lidt nærmere så hans lys kunne falde på hendes skikkelse og afsløre den påfaldende måde hun holdt den ene arm, buen over skulderen og de små kviste i håret fra faldet.

Miilaethorns høflige smil blev brat afbrudt af en alvorlig mine da han så plagen i elveren da hun svarede på hans hilsen. Han rystede hurtigt på hovedet.

"Nej nej, selvfølgelig ikke. Jeg er på arbejde, og det består i at heale folk når de kommer, så De er selvfølgelig kommet til det rette sted,"

Svarede han forsikrende, mens han hurtigt kvalte enhver trang til at gabe over, at han nu skulle til at bruge af sin ellers ikke helt så ubegrænsede magi. Men hvis han ikke kunne, hvem skulle så? Det var jo komplet åndsvagt at afvise en skadet elver ved døren til det sted hvor det var meningen at skader skulle ordnes.

"Følg med og kom ned at sidde. De ser ud til at have tumlet en del rundt,"

Lød det mildt fra den ældre elver, da han også lagde mærke til de mange blade og grene i hendes hår. Hun havde selvfølgelig slået sig ude i skoven, men det var vel forhåbentlig ikke på grund af indtrængende. Det var ikke lige i nat, Thorn havde lyst til, at skulle se Toorah, der lige var blevet rask, tage af sted ud i skoven for at tage sig af ubudne gæster.

Han gik hen til en af de mange senge der stod i rummet, og trak to stole hen. Nogle ville helst bare gerne sidde i en stol havde han erfaret. Og umiddelbart virkede det kun som om, at der var noget galt med hendes arm. Forhåbentlig. Det var aldrig rart, at se de andre elvere her, komme til skade.

Maerwens smil vaklede en smule, som hun så healerens forsvinde og ham blive alvorlig. Selvfølgelig skulle han tage det alvorligt og ville han aldrig afvise en elver i nød. At søge hjælp var bare ikke hvad hun gjorde lettest.

"Det er jeg glad for. Jeg ville nødigt have forstyrret den forkerte her på fortet så sent."

Respekt for de der var ældre end hende selv var banket mentalt ind i hende fra hun var helt lille. ikke at hun altid udviste den, men overfor en der kunne fjerne smerten fra hendes arm, ja, så ville det være dumt at være alt for flabet. Så hun nikkede let og fulgte efter ham ind i rummet, mens hun en smule selvbevidst strøg fingrene op til det viltre hår og igennem det. Et par kviste fulgte til hendes store ærgrelse. Det var ikke det indtryk hun ønskede at give nogen.

"Ja... jeg fik en uventet tur i jorden og nåede desværre ikke at tage ordentlig fra."

Hun tøvede lidt med at sige mere, men som hun mødte hans blik var hun mere end klar over at det ikke gik. han var ikke kun healer, men også en del af fortets forsvar. Hvorfor hun var væltet i skoven kunne have betydning, for så let var det trods alt heller ikke at overraske elvere på den måde. Deres medfødte og optrænede smidighed og naturforståelse var for stor. Til i dag ville hun også have forsvoret hun nogen sinde skulle indrømme hvad hun var ved overfor en ældre elver.

"En af de store katte var på jagt. Dens byttet sprang ind i mig... uheldigvis."

Hun skar en lille grimasse. Det gjorde det på ingen måde bedre eller fik hende til at føle sig mindre klodset eller tåbelig. Så i stedet for at sige mere, satte hun sig i den anviste stol. Som hun gjorde det trak hun vejret dybt ind, for bevægelsen kunne ikke undgå at rykke i eller ligefrem støde armen let.

Igen rystede Miilaethorn på hovedet. Der var ingen grund til, at tro at hun forstyrrede. Det var under alle omstændigheder meningen at der altid skulle være vagter, healere og tjenere tilgængelige her på fortet. At Thorn så selv havde taget flere dobbelvagter på det sidste, var en anden ting. Det var fjollet af ham, det vidste han godt, men han havde behov for at bevise sig selv.

Som hun forklarede hvad hun havde været udsat for, dukkede der igen et lille smil op på healerens læber og han morede sig ubevidst. Det var ikke så længe siden, at han sidst var blevet slået i jorden. Eller var det ikke nærmere klippen?

"Sikke en uheldig dag, hm? Vi har faktisk haft et par flere besøgende i løbet af dagen,"

Kunne han ikke undgå at kommentere, som han fulgte hende på vej over til stolen.
At der var mere til det, havde Thorn slet ikke tænkt over, men som elveren forklarede at det var en af de store katte, der havde resulteret i hendes fald, sendte han hende kort et lettere bekymret blik. Det var ikke hver dag at elvere blev væltet af byttedyr og deres jægere.

Som kvinden satte sig i stolen kiggede Thorn hurtigt på hendes arm. Den virkede slap. Han satte sig ned over for og lavede en indbydende gestus til hende, om at
vise skaden.

"Nå, skal vi få set på din arm?"

Spurgte han mildt, mens han ventede på, at hun enten ville få det gjort selv eller bad om hjælp. Det kunne godt være, at hendes arm måske gjorde lidt for ondt.

Det lille smil der dukkede op på Healerens læber fik et tilsvarende lille et til at krybe frem på Maerwens. Hvor tåbelig hun end selv følte sig, så var det rarere at blive mødt med smil og en grad af munterhed, end af overbærenhed og himmelvendte øjne.

"Temmelig uheld. Det kommer vi vist ikke uden om."

At det havde været hele dagen så hun ingen grund til at uddybe. I stedet hævede hun spørgende et øjenbryn over hans kommentar. Det kunne da næppe være rent uheld der lå bag det? Så uheldige eller klodsede var elvere trods alt heller ikke, men man skulle jo aldrig sige aldrig. Det kunne da godt tænkes at hele Elverly havde haft en dag med to venstre ben og minus balanceevne. Det kunne være. Det var bare ikke særlig sandsynligt. Hans bekymrede blik over hendes indrømmelse af hvad der var sket fik hende til at se ned.

"Jeg havde hørt hjorten. Den græssede på den anden side af det træ jeg havde fundet dronningeurt ved, men jeg havde ikke ventet den ville springe rundt om træet på den måde - nærmest sidelæns - eller at den ville blive forfulgt."

Forsvarede Maerwen sig lidt håbløst. Hun vidste hun burde have ventet det uventede, men som hun havde fundet dronningeurten havde hendes opmærksomhed samlet om den. Det var en af de stærkere lægeurter od gifte og en af de planter der nægtede at gro andre steder end hvor den havde valgt.

Hun mærkede hans blik finde hendes arm og skønt hun vidste hvad der ville komme tøvede hun til han signalerede let mod armen. Den var endt som en kun dump skade nu hun ikke længere var i bevægelse. Der var dog ingen vej udenom. Ganske forsigtigt løsnede hun jakkens lukning og trak den raske arm ud af den først, før hun trak vejret dybt og fik den af den venstre arm også. Skjorten indenunder var tilgengæld af let og løst materiale, så alt hun skulle var at snige armen ud af ærmet og den var fri. Bevægelserne havde dog kaldt koldsveden frem på hendes panden, som hun havde bidt hårdt sammen for ikke at skrige, som hun fik armen stødt i processen. Det første chok havde for længst forladt hendes krop sammen med adrenalinen og ladet hende forsvarsløs tilbage mod smerten.

Thorn lyttede tavs til hendes mere detaljerede forklaring om hvordan hun havde været ude for at plukke dronningeurt hvor en hjort havde hamret ind i hende. Det var mildest talt et lidt komisk syn han forestillede sig, men han undgik at smile eller sige noget til det. Det var ikke altid elverne brød sig om at vide, når de en enkelt gang i mellem blev udsat for en situation der fik dem til at se kluntede ud. Thorn vidste det nok bedre end de fleste, når han op til flere gange skød mere ringe med en bue end de fleste andre elvere. Så meget desto mere grund til at holde sit fokus på sin sværdkunst.

"Det glæder mig, at du gik og samlede på dronningeurt, da vi netop står i mangel på det for tiden, men det er ikke godt at vide, at en hjort kan finde på at hoppe så tæt på os, for at komme væk,"

Kommenterede han blot neutralt.

Han kunne sagtens se hvor meget det smertede den unge elver, at tage sin jakke af og få den skadede arm ud af sit ærme, men han blandede sig ikke. Ikke før hun var færdig. Nogle elvere var stædige og ville gerne selv. Thorn var én af dem.

Han tog forsigtigt fat om hendes arm, for at understøtte den og kiggede undersøgende på den. Han kunne godt se, den var gal. Blå plamager havde samlet sig på et punkt på armen og da han blidt mærkede efter, var det ret åbenlyst, at hun havde brækket armen. Godt nok kun ét sted, men ikke desto mindre var det stadig ikke spor rart. Han havde selv prøvet det, for ikke meget længe siden. Men da havde der været flere brækkede knogler og et åbent sår. At brække en knogle var aldrig rart. Man kunne ikke bare tilvænne sig sådan noget.

"Hvis du ønsker det, kan jeg godt bedøve armen? Før jeg kan heale den, er jeg nødt til at brække knoglen på plads. Du har brækket den,"

Forklarede han mildt, som hans blik rettede sig op mod hendes. Han var ofte meget glad for, at være i stand til at fratage folk deres sanser. Følesansen var én af disse, og den var ret så handy.

Maerwen så på ham som han stoisk holdt masken over hendes forklaring og endda fik svaret hende med sober stemme. Rimelig imponerende selvom det at holde fatningen og alle følelser skjult var en ting der lå til elverfolket.

"Jeg tror nu ikke den gjorde det med vilje."

Forsvarede hun øjeblikkeligt hjorten. Det var et flot dyr at møde i skoven og med en naturlig majestæt over sig. I hvert fald de voksne hanner. Den tanke hjalp som hun skilte sig af med jakke og fik skjorten op. Den hjalp ikke det mindste som healeren blidt tog fat i hendes arm og understøttede den som han så på den. Hun fulgte hans blik til armen og sank en klump som hun ved selvsyn så hvad hendes arm hele tiden havde fortalt hende. Det var ikke godt.

Hun så hurtigt op på healerens ansigt igen, ude af stand til at se på armen eller holde blikket ved noget som helst andet end den eller ham. Hans stemme var mild, men hans ord foruroligende. En ting fik hende dog til at stoppe op o se undrende på ham.

"Hvordan bedøve den?"

At få den brækket på ny og på plads lød alt andet end rart og som det sank ind drænede al farve fra hendes ansigt. Kunne han bedøve armen mens det skete? Det lød næsten for utroligt til at... Hun sank ind i hans blik og nikkede så.

"Det ville være rart, hvis du kunne...."

Normalt betragtede hun ikke sig selv som pivet, men hun havde heller aldrig haft brækket noget før eller været kommet alvorlig til skade. Smerte kunne hun håndtere, men bedst når den var vedvarende end med udsigten til at få den forværret og gentaget. Det var ikke noget hun var stolt ved at indrømme for sig selv og slet ikke noget hun havde lyst til at sige højt. Så hun lukkede øjnene og trak vejret dybt ind, mens hun gjorde sig mentalt så klar som hun kunne på det værste.

Som elveren kiggede noget hurtigt op, forbandede Thorn sin hurtige måde at forklare tingene på. De kendte knapt hinanden, faktisk havde han kun set hende meget få gange, så selvfølgelig kendte hun ikke til hans egenskaber. Selvom hun indvilgede i at han gjorde det, ville han stadig forklare sig godt og grundigt. Det var ikke pænt, bare at gøre ting uden at fortælle bare lidt om hvad man havde gang i. Han holdt armen stille, mens han så op på hende.

"Jeg kan blokere folks sanser. Det inkluderer følesansen,"

Forklarede han roligt og afslappet. Der var ingen grund til at gøre hende mere nervøs end hun allerede var, det var det bedste han kunne gøre. I det mindste var det "bare" en brækket arm. Den kunne laves i en håndevending, men det var elveren nok ikke helt klar over.

"Det vil ikke tage så lang tid, jeg starter nu. Sig til hvis der er noget der gør ondt, så stopper jeg med det samme,"

Med det sagt, lukkede han kort øjnene og sendte en mindre bølge af magi gennem armen, der ville gøre den komplet følelsesløs. Om det var ubehageligt for hende, vidste han ikke, for det øjeblik det var gjort, skyndte han sig at knække knoglen på plads.

"Bedre?"

Spurgte han, noget fokuseret og koncentreret. Han brugte en del energi på at holde bedøvelsen ved armen, for normalt ville denne magi gå ud over hele kroppen. Han lod den lige så stille dale, så hun kunne få lov at mærke, om det gjorde mindre ondt.

Maerwen blev ved med at se på ham, mens hun tog hans ord ind. Blokere for folks sanser. Så enkelt og så lige til. Om ikke andet så var det hvad han fik det til at lyde som og godt det samme for det beroligede hende at det virkede som noget han tilbød uden at lægge noget specielt i det. Så hun nikkede og slappede nærmest umærkeligt af i kroppen. Derefter tog hun dyb indånden, holdt den og fandt det sted af ro hun havde lært at søge ind til i magi-undervisningen og slap så vejret igen. Det efterlod hende klar, fri og afslappet. Som hun havde lært at være, når en healer skulle se på en skramme, så magien havde lettere ved at virke.

Hun så på ham til al følelse i armen og kun armen forsvandt og så da ned på den. Intet andet havde forandret sig, men smerten var væk. Alligevel skar hun en grimasse ved lyden af knogle mod knogle og synet af den bevægende sig under huden til han havde fået de to ender tilbage mod hinanden og sikret dem der. Det var lidt fascinerende på sin egen surrealistisk måde og hun fik først blikket fra armen, som han stillede hende et spørgsmål. samtidig begyndte følelsen af vende tilbage til armen.

"Bedre ja, helt bestemt bedre."

Hun lod blikket finde tilbage til hans og smilede lettet. Der var stadig et stykke til rask armen, men at knoglen sad rigtigt og var samlet var et stort skridt i den rigtige retning.

"Det er en meget praktisk evne den der.. og tak."

Thorns smil bredte sig lidt mere, da Maerwen svarede at det var noget bedre. Selv da hun kommenterede på evnen, kunne han ikke undgå en mindre latter. Den havde været mere praktisk end han først havde troet, da den havde åbnet sig for ham. At kunne gøre fjenden blind var en utrolig praktisk ting.

"Det er den. Mere end man lige skulle tro,"

Svarede han mens han kiggede lidt mere på armen. Han ville helst gå videre før følelsen var fuldstændig tilbage, så da han kiggede op på Maerwens ansigt igen, var hans øjne alvorlige.

"Sidste trin. Vi skal have healet selve knoglen. Det kan måske føles meget underligt, men jeg lover, at det ikke vil rykke på knoglen,"

Forklarede han roligt, alt imens han lagde hånden på hendes arm, lige præcis hvor skaden var. Han mumlede nogle ord på elvisk, den typiske metode han brugte når han healede folk eller sig selv. Det forstærkede hans selvtillid, ergo, hans evner, og som knoglen healede sig sammen inden i hendes arm, ville det som sagt føles lidt sært, men han håbede da, at hun ville håndtere det.

Maerwen mærkede et smil vokse frem som Miilaethorns ramte hende og blev fuldt af latter. En afslappet healer, var en ubekymret healer og det betød skaden ikke var så slem. Hvilket den heller ikke havde været i forhold til andre hun havde set, men slem nok alligevel. Så nikkede hun eftertænksomt og endte med at sende ham et lille smil mere.

"Den har bestemt muligheder for den kreative bruger.."

Hun kunne intet i den retning. Sindet var hvad hun kunne påvirke og det kun ud fra hvad det allerede besad og kun med sin sang. Det havde muligheder og ikke så få anvendelses muligheder, men var også langt mere kompliceret end de der blot kunne manipulere sind til sind. Ikke at det var vigtigt nu som andet end en distraktion for hende selv væk fra den stadig ømme arm og løse knogle.
Så hun mødte Miilaethorns blik og nikkede forstående. Andet ville have undret hende end at det ville blive en sær oplevelse.
Og det blev det.
Som han lagde sin hånd på hendes arm over bruddet og begyndte at mumle ganske dæmpet, var det som om alt i armen satte sig i bitte små bevægelser. Det summede, prikkede og trak i knogle såvel som væv, mens det skadede blev erstattet at nyt og helt. Maerwen kunne ikke tage blikket fra armen, mens hun koncentrerede sig om at holde roen i sind og krop, så hun ikke gjorde Thorns arbejde sværere for ham end højst nødvendigt.

"Hvordan ved du at skaden er helt væk?"

Hun kunne ikke lade være med at spørge, som den kriblende fornemmelse fortsatte og trak helt ud i fingrene på hende. Små skrammer der forsvandt som havde de aldrig været der, før fornemmelsen trak sig tilbage fra dem igen. Det var ikke bare en sær oplevelse, men også en befriende og tankevækkende.

Miilaethorn så hurtigt op, da Maerwen spurgte ind til, hvordan han kunne vide, at hendes arm var helt rask. Han vendte dog sit blik mod armen igen og trykkede let på stedet hvor knoglen var healet. Der ville ikke være nogen smerter, for knoglen var healet nu. Han havde healet tonsvis af brækkede arme i sit lange liv, og han vidste hvor længe det tog, samt hvor meget energi det krævede.

"Jeg stoler på mine evner. Hvis det omhandlede en forgiftning, ville det være noget helt andet, men brækkede arme har jeg healet så mange af, at jeg ved præcis hvor stor en mængde energi jeg skal bruge på det,"

Forklarede han, indtil han stoppede sig selv. Han rablede løs om en evne, hun højst sandsynligt ikke besad og det ville med sikkerhed virke forvirrende på hende. Det ville han ikke til, for det var sent om natten og han var træt, lige som hun sikkert også var.

"Kort sagt. Jeg gjort det her siden jeg blev født for over fem hundrede år siden, så jeg ved efterhånden hvornår jeg har healet nok,"

Sagde han med et lille smil, mens han slap hendes arm stille og roligt, så hun selv kunne få lov at mærke efter.

Maerwen mødte hans blik og nikkede så til hans ord, før hun fulgte hans blik tilbage til armen. Det kunne godt være hun ikke besad evner indenfor healing, men af den grund var hun alligevel nysgerrig efter hvordan den fungerede og i den verden de levede i kunne viden om lidt af hver hurtigt vise sig nyttig. Alligevel bed hun sammen som hun så ham trykke på stedet hvor knoglen før havde været i to, kun for holde op igen med det samme som det ikke gjorde ondt. Det var lidt utroligt!

Det fik hende også til at se på Miilaethorn igen og holde blikket der. For hende rablede han ikke. At vide hvor meget energi der skulle lægges i brugen af en evne for at opnå den ønskede virkning var jo lidt det samme hun gjorde når hun fik en plante til at gro til en bestemt størrelse eller trak en persons følelser i en bestemt retning uden at overgøre det. Hårfine balance, som byggede så meget på at mærke hvordan evnen virkede på målet for den, som erfaring.

"Så erfaring og forståelse - so med alting." Hun smilede skævt til ham, som hun forsigtigt prøvede at strække og bukke armen. Den var så god som ny, skønt musklerne i den og senerne virkede lidt overspændte. Hun ville nok være øm næste dag, som hun ville have været efter en god træning. Imponerende. Så hun sendte ham et strålende smil. "Så god som ny. Mange tak, Heruamin." Der var respekt i hendes stemme og som hun rejste sig fra stolen, lagde hun en hånd mod hjertet og bukkede let for ham.

Miilaethorn lod Maerwen afprøve om hendes arm var blevet bedre, mens han selv blev siddende, mest for lige kort at sunde sig. Han havde trods alt været oppe meget længe nu, og at mangle søvn var ikke en god kombination med, at skulle bruge en hel dag på at heale folk og skrive patientjournaler. Han skulle også have skrevet i hendes.

Hendes stemme fik ham tilbage fra sine tanker og han nikkede, en smule fjernt, mens han så op på hende, med så meget fokus han lige kunne. Han havde en tendens til at blive tranceagtig når han var træt.

"Ja, nemlig. Det samme med min anden evne, bortset fra, at den kræver væsentlig mere energi og fokus,"

Svarede han, mens han mere eller mindre samtidig med hende, rejste sig, for at gå videre med sit arbejde bag skrivebordet. Hendes tak og titlen hun brugte på ham fik ham til at føle sig akavet. Han ville ikke være hævet over andre. Han ville være på samme niveau som andre, også denne elver, ung eller gammel. Derfor følte han sig virkelig underligt tilpas, som han kort nikkede, men derefter rystede på hovedet.

"Det behøves ikke, teknisk set er jeg ikke af den stand. Du kan bare kalde mig Miilaethorn,"

Svarede han med et lidt mere usikkert smil. Han skulle vænne sig til den respekt hun gav ham.

"Hvad var dit navn forresten?"

Maerwen så op fra sine undersøgelser af armen og lod sine grønne øjne hvile uudgrundelige på Miilaethorn foran hende. Som han sad der så han træt ud. Det var ikke bare måden han var blevet fjern på, men også måden hans blik var forsvundet væk til en anden verden og hans krop var sunket sammen på stolen. Bedre blev det ikke som han svarede hende med en tonløs stemme, der måske bekræftede hvad hun havde fremsagt, men ikke gav meget andet fra sig.

"Og energi er ikke hvad du har mest af i aften..." Hendes ellers så levende og muntre øjne var blevet alvorlige, som hun havde betragtet ham. De forblev det som de rejste sig og hun takkede ham, men et lille smil krøb frem som han slog titlen hen og insisterede på brugen af fornavn. Det var også hvad hun gjorde, men respekten hun havde vist ham ved at bruge en titel bestod. Også selvom det måske ville blive eneste gang. "Maerwen er mit navn."

Så bed hun sig let i underlæben, som hun så gå tilbage til skrivebordet og det arbejde der lå der. Det var ikke rigtig hendes plads at blande sig i hvad de ældre foretog sig, men han lignede en der i endnu højere grad end hun burde ligge i sin seng og have gjort det længe. "Nu vi talte om energi.... Måske lidt søvn kunne hjælpe på det?" Spurgte hun forsigtigt, som hun foldede blusen ned på plads og rakte ud efter sin jakke.