Det var midt om natten og kulden lå godt hen over Fantomtårnet da det var vinter. Koda vidste entelig ikke helt hvad hun lavede her lige nu, hun var entelig på vej nord på men havde taget en omvej her til. Grunden var nok at Koda havde hørt rygter om at det var her mange vampyrer holdt til. Men hvad ville hun entelig med andre vampyrer, måske var det bare nysgerrighed eller lysten til at skulle kende mere til denne race hun nu tilhørte.
Det virkede til at her bare var dødt over det hele og ikke mange begav sig her ud og bare stemningen kunne få Koda til at få kuldegysninger ned af ryggen.
*Hvad laver du dog her Koda* tænkte Koda for sig selv men hun gik imellem gravene og kigged på de forskellige gravsten. Hvad var det med vampyrer og holde til hvor alt var dødt. Burde de ikke holde sig ved steder der havde mere mad. Ååååhhh bare tanken om mad gjorde hun tørstede efter blod. Koda havde stadig ikke helt vændet sig til tanken over at hun nu skulle leve af blod fra uskyldige mennesker. I sær det Flacvo havde sat omkring at hun gerne skulle slå menneskerne ihjel efter hun havde spist. Det var endnu ikke noget hun havde gjort og hun var bange for at hun i sidste ende skulle blive eftersøgt igennem landet.
Bare tankerne gjorde Koda irriteret og hun sparkede til den nærmeste gravsten og udbrød "Hvorfor mig". Hun tænkte ikke over at nogle andre kunne høre hende da der bare virkede så dødt her lige nu.
Koda gik videre vidste ikke om hun skulle forlade stedet eller om hun skulle søge videre.
*Kom nu frem* tænkte koda for sig selv og stoppede op ved tårnet der var ved gravstedet.

Lorgath havde ikke været ude længe. Herregården havde været aflukket for enhver besøgende, selvfølgelig med undtagelse af hans eget barn, der havde været på besøg en enkelt gang, resulterende i et skænderi. Han ville ikke give hende bogen. Med god grund. Det var hans viden, hans artifakt. Ingen skulle røre den bog. Ingen. Den var låst inde i hans sovekamre i øjeblikket, og hans trang til at komme ud havde været for stor denne nat. Det var vinter. En god årstid. Lange, kolde, mørke nætter. Han elskede lange nætter. Og han elskede at være ude. Og nu havde han endda fået en kontrakt.

Han havde været ude, for at ordne sin kontrakt, hvilket som normalt havde resulteret i død, og derfor var han også dejlig mæt. Han slentrede lidt omkring, til det gik op for ham, at han lystede at besøge fantomtårnet. Blot for at se om der var andre andre af... Hans slags her. Det kunne vel ikke skade. Snigmorderen Mordekai var berygtet over det meste af Krystallandet, så han havde intet at være nervøs for, end ikke andre vampyrer ifølge hans bog.

Klædt i sit arbejdstøj, var Lorgath naturligvis ganske makaber at se på. Hans tøj var komplet sort, en skjorte, et par bukser og en lang jakke ud over, samt en kappe, hvor hætte var slået op over hans hoved, der lige nu var dækket af et kranie, ganske nylavet. Duften af blodet fra de ritualistiske tegn han havde malet på kraniet, var stadig frisk.
En halskæde i sølv med et ravnehoved hang om hans hals og han var i øjeblikket ikke til at se for omverdenen, som han slentrede frem mod tårnet, afbrudt et kort øjeblik af et udbrud fra en anden. Han snusede ind og kunne slet ikke lade være med at smile. Gæster. Og ved lugten af hendes blod, var hun tydeligvis en vampyr.
Han trådte tættere på, til han var godt og vel to meter bag hende, hvorefter han stoppede sin magiske usynlighedsevne og dukkede op ud af det blå.

"Dig har jeg ikke lugtet her før. Du må være ny, udøde,"

Sagde den høje og mørke skikkelse lavt, næsten uhørligt.

Koda havde slet ikke hørt nogle komme bag sig og fik et mindre chok da der pludselig blev talt til hende og fik hurtigt vendt sig om og fik øje på en mand der så yderst skræmmende ud. Det var måske ikke lige hvad hun havde regnet med at møde her ude, måske noget mere normalt.
Duften af blodet fra kraniet kom stille og roligt snigende hen over Koda og gjorde hende blot mere sulten så hun måtte bide sig selv i underløben for at minde sig selv om at hun nok ikke skulle hoppe på ham her.
"undskyld... men hvordan.. ved de det" spurte Koda og man kunne tydeligt høre at hun var mindre utryk ved situationen. Koda bakkede faktisk lidt bagud og vidste slet ikke hvad hun skulle stille op. Faktisk var hendes tanker mest på blot at stikke halen imellem benene og komme langt væk her fra.
Koda havde stadig ikke vændet sig til sine nye sanser så hun vidste hverken om det var et menneske eller vampyr hun stod overfor. Men et eller andet sagde hende at dette var en vampyr og måske ikke lige den slags hun burde opsøge.
"... og ja... måske lidt ny til det hele" svarede Koda endnu engang og mente det var måske bedst blot at svare på hvad denne person sagde frem for at skabe problemer. Koda havde en teori om at vampyrer måske ikke var så helt venligt stillet.
"De er måske selv en udød?" spurte Koda så endelig efter hun havde samlet lidt mod til sig, men hun gik stadig bagud indtil hun stødte ind i tårnet.
*Pis* tænkte Koda og kiggede lidt efter en udvej for at kunne komme helt væk, ja hun havde fortrudt det her.

Lorgaths smil blev bredere ved kvindens forskrækkede og lettere skræmte reaktion. Der var intet så godt som når folk havde en sund fornuftig respekt og måske endda frygt for én. Lorgath var jo trods alt næsten tretusinde år gammel og noget hærdet af sit liv som udød. Hendes forvirrede spørgsmål fik ham til endnu en gang at snuse ind. Nok var hun udød, men hans sanser var magisk forhøjede. Han havde lært det af sin gamle mesterinde. Det var en god evne at have. Så blev man sjældent overrasket.

"Dit hjerte banker ikke og dit blod lugter af død,"

Svarede han roligt, mens han blev stående hvor han var. Hun var tydeligvis slet ikke glad for denne situation, men hvem i alverden ville overhovedet være det? Han satte sine tommelfingre i sit bælte hvor det eneste våben der hang var en meget tynd kniv, så lang som hans underarm.

"Naturligvis er jeg en udød. De levende vil helst ikke befinde sig her. Der er for mange rygter om.. Udøde,"

Sagde Lorgath, mens han trådte et enkelt skridt tættere på hende. Hun stod nu op af tårnet, en stilling der kunne få de fleste til at føle sig lukket inde. Han kendte bestemt denne følelse. Den var mere end bare ubehagelig. Hans øjne undersøgte hende let. Bleg var hun. Hun var sikkert sulten, ligesom han var mæt.

"Mit navn er Mordekai. Hvad er dit?"

Spurgte han nysgerrigt. Han ville vide mere om denne kvinde. Hun var ganske interessant.

Koda Stod med ryggen til tårnet og pressede sig nærmest op imod det for at komme så langt væk fra Mordekai som muligt. Men der var et eller andet der ringede i Koda's hukommelse ved det navn, men hvad var det nu. Nok et eller andet hun havde fået fortalt.
"Mit navn.... Kodashi" svarede Koda stille og kiggede efter en måde at kunne stikke af på. Men med et kiggede hun med store øjne hen imod Mordekai. Det var løgn det var ikke bare ham, hun havde hørt om en snigemorder ved det navn. Var det derfor han havde spurt om hende navn, var han ude efter hende... Nej så var hun nok allerede død.

"Jeg... jeg var entelig på vej videre... så jeg skal ikke forstyre mere" sagde Koda nervøst og prøvede at gå til siden langs tårnet men stadig have det i ryggen for at hun var sikker på at han ikke pludselig var bag hende som før.

Der var entelig noget nysgerrighed i hende som sagde hun skulle blive og udspørger ham her om alt muligt, men der var også så mange alarm klokker som ringede og bare sagde hun skulle væk inden et eller andet gik helt galt.
Koda kiggede undskyldene på Mordekai mens hun prøvede at se så uskyldig ud som muligt som hun prøvede at komme væk fra ham.
"jeg er sikker på de har haft en lang nat... så ja" tilføjede Koda forsigtigt og overvejede blot at løbe i stedet for at være så langsom.

Lorgath kunne ikke bestemme sig helt for, om hun måske ville have det bedre med hvis han tog sin maske af. Han kunne ikke helt bestemme sig, og hans indre diskussion med sig selv fik ham kort til at glemme at hun overhovedet var her indtil hun fik presset sit navn ud. Besynderligt. Spændende navn. Han kiggede igen på hende, mens hun begyndte at komme med undskyldninger om, at hun hellere måtte komme videre. Men nu havde han lige så spændende en vampyr at snakke med!

Han gik et skridt tættere på, og sukkede let. Det lød unaturligt, for normalt trak en vampyr som ham ikke vejret, men et suk var det, om end et der lød ret så tungt og tvunget.

"Jamen, du forstyrrer mig slet ikke, Kodashi,"

Svarede han blot, som han så hende lidt mere an. Hun var blevet mere nervøs. Sikkert fordi hun vidste hvem han var.
Han blev enig med sig selv om, at det måske var bedre, hvis hun kunne se hvis han så vred eller glad ud og valgte derfor at tage masken af, samtidig med, at hætten gled ned. Da han slap den, dalede den langsomt ned på jorden ved hjælp af hans telekinetiske evner.

"Du fascinerer mig. Det er længe siden at jeg har mødt en anden vampyr end mit eget barn,"

Lød det fra ham mens et mere normalt smil dukkede op. Hans øjne var en smule stirrende, men hans smil var i det mindste nogenlunde menneskeligt.

Koda stoppede lidt op som Mordekai tog masken af og hun betragtede ham lidt, det gjorde hende måske lidt mere tryk og gjorde at nysgerrighed vandt over hende denne ene gang.
"Du er så den tredje vampyr jeg møder inden for en uge" svarede Koda og vidste ikke helt om hun skulle grine eller grøde ved at møde så mange vampyrer. Men så igen hun havde selv opsøgt det her sted i håb om at møde nogle. Falco havde jo bare efterladt hende efter en hurtigt oplæring, og hun vidste ikke helt hvornår hun skulle møde ham igen.

"Jeg er lidt ny til alt det her" mumlede Koda stille. Det havde kun været et par dage siden hun var blevet for vandlet og hele tanken ved dette liv var stadig ved at falde på plads, i sær det med hendes hjerte ikke slog længere var noget hun slet ikke kunne vende sig til.

Koda slappede lidt mere af og lagde hoved lidt på skrå og spurte så "Jeg går ud fra jeg ville være død nu hvis de havde været efter mig"
Koda regnede nu heller ikke med at en vampyr ville slå en anden vampyr ihjel for at suge blod. Det ville da være lidt mærkeligt. Og ud over at overflade folk for blod havde Koda ikke pisset nogen af på det sisdte.

Kodas røde øjne hvilkede lidt på masken der stadig lugtede af blod men hun rettede så blikket op imod Mordekai igen mens der kom et skævt smil frem på hendes læber.

Lorgaths interesserede, lettere piercende blik blev kun mere nysgerrigt, idet Kodashi nævnte at han var den tredje vampyr hun havde mødt. Det var ganske interessant, for han var selv ret så gammel, og kun mødt meget få. Xenix og så mesterinden. Men mesterinden var væk. Han havde ikke set hende i årtusinder. Det gjorde ham både lettere ængstelig men samtidig lettet. En vampyr der var ældre end ham, gjorde ham altid lidt paranoid.

"Du må være en populær vampyr så,"

Kommenterede han med en let, næsten mild latter. Han kunne sagtens være god af sig. Han havde reddet op til flere mennesker i sit lange liv. De eneste han ikke gald redde, og hellere så døde, var små, møgirriterende børn. Kodashi var i hvert fald ikke et barn. Hun var udød, så hendes alder var ret ligegyldig.

Hendes kommentar om at være død, fik igen Lorgath til at le. Hans blik sad nu direkte på hendes øjne, og et gådefuldt smil prydede hans ansigt.

"Jeg dræber ikke vampyrer. Kun hvis der virkelig er en god grund. Og du er for ung. Desuden var du ikke mit mål her til aften. Det var den lille handelsmand tilbage i byen,"

Sagde han lige ud. Han gad ikke holde hemmeligheder lige nu. Det var kedeligt nogle gange.

"Når du siger du er nu... Mener du så, at du endnu ikke har lært helt, at være en udød? Eller har du en skaber, der tager sig af dig?"

Spurgte Lorgath nysgerrrigt, mens han igen snusede ind. Denne gang mest for at sikre sig, at de var alene. For nu var de.

Det gav en hivs lettelse da Koda vidste at han ikke var ude efter hende. Mordekai var ikke lige den type som hun normalt omgik, men her var hun.
Hun kiggede lidt ned i jorden og vidste ikke helt hvad hun skulle stille op med sig selv. Hun stod over for en vampyr, hvad så nu, hvad havde hendes ide entelig været med at gå her til.
"Det første møde var mig der var byttet og andet møde blev jeg forvandlet af en anden" svarede Koda og mente ikke selv hun var særlig populær, nok mere uheldig.

Koda var entelig stadig ung, hun var kun 28 år da hun blev forvandlet, men nu vidste hun da at det ikke var alderdom hun skulle være bange for på nogen måde. Det var måske meget rart, men hvad skulle hun få alt den tid til at gå med, det vidste hun ikke.
"Min herre lærte mig lidt men lod mig så være til han har brug for mig eller jeg selv opsøger ham... kun lært et par småting" sagde Koda stille og undgik bevidst at fortælle hvem det var som havde forvandlet hende. Plus Falco var jo hendes herre nu om hun så brød sig om det eller ej.

Mens Koda stod og snakkede bemærkede Koda ikke selv at der var begyndt at komme 4 personer nærmere. En flok vampyr jærgere havde forvildet sig her ud i håb om at finde deres mål for aften og for deres hellighed.
Det lod til de var gode til at skjule sig da de ikke var blevet opdaget endnu, men det skulle ændre sig. En svag lyd kunne høres igennem luften som 2 pile kom flyvende imod Mordekai og Koda, en imod dem hver. Koda opfangede entelig lyden og prøvede at se imod retningen men nåede ikke at reagere på det. Det var mere om Mordekai nåede at reagere på det.

Lorgath lod vampyren tale ud mens han selv tænkte over, om hun måske havde brug for lidt mere hjælp på sin færd. Det kunne jo være, og Lorgath var ikke bange for at hjælpe sin medrace lidt.

"Du har en ganske udmærket viljestyrke. Du er bleg og har haft et godt blik til blodet på min maske. Du er sulten, ikke sandt?"

Spurgte han med et smil, mens han så undersøgende på vampyren. Han var så optaget af hende, at han først opdagede dem, da lyden af pile, der susede gennem luften opnåede hans gode høresans. Han så hurtigt op, mens nåede kun at stoppe den ene pil, der var på vej mod Kodashi. Den anden ramte ham i armen, og hans blik blev omgående mørkt, som han lod den anden pil falde, og kiggede mod deres overfaldsmænd.

"Jeg håber du har et godt tag på, at slås,"

Snerrede han, næsten dyrisk, som han forsvandt fra det blotte øje og først fik ødelagt den ene mands bue, og derefter den andens, med sine telekinetiske kræfter. Det kunne nok give Kodashi lidt tid at se alle fire jægere dybt forvirrede.

Kodashi nikkede stille til om hun var sulten. Det var lidt over en dag siden hun sidst havde spist og havde en lyst til efter mere blod. Tanken om blod gjorde der kom et skær over hendes øjne, hun så sulten ud.

Koda blev dog hevet ud af sine tanker om blod da hun høre pilen og fik vendt sig imod den. Hun havde regnet med den ramte hende men Mordekai havde redet hende for det, dog på egen bekostning.
Det overraskede Koda ret meget at han havde gjort det og et lille smil kom frem på hendes læber men det forsvandt lidt igen som hun rettede sit blik hen imod overfalds mændene.

"Det er en ting jeg kan finde ud af" sagde Koda for sig selv nu hvor Mordekai var forsvundet.

Koda blev dog lidt forvirret over at Mordekai pludselig forsvandt men det blev jærgerne også da der våben var begyndt på magisk vis at gå i stykker.

Der var mennesker, Koda kunne pludselig ikke tænke helt klart, da der var mad foran hende. Med et sultent blik brugte koda sine evner til at is blev fremmanet under jærgerne og ispigge begyndte hurtigt at komme op fra jorden og imod jærgerne.
Den ene af dem fik gennemboret sit ben men de andre kastede sig til siden.
Koda nåede lige at flytte sig som en ildkugle kom flyvende imod hende. En af jærgerne var tydeligvis en der kunne kontrollere ild.

Dog virkede det til at mændene havde glemt alt om Mordekai nu hvor han var forsvundet ud af syne. Måske regnede de med at han var stukket af.

Lorgath var hurtig til at finde et specifikt mål, da Kodashi fik lagt én ned med nogle store issyle der fik ham til at krænge en mindre grimasse, mens han huskede den sidste issyl han havde set. Gennem sin egen krop. En af mændene havde ildkontrol, og var noget, Lorgath hadede, så var det fandeme ild! Han listede sig om bag på manden, hvor han tog sin meget tynde kniv frem og stak den ind, lige under øret på manden, der omgående blev slap. Lorgath lod kniven sidde, mens han valgte at blive synlig, efter at have trukket pilen ud af sin arm. Han var meget vred.

"I skulle have valgt en anden. Nogen på jeres egne, ynkelige størrelser!"

Snerrede han aggressivt, som han løb efter den næste. Kodashi måtte tage sig af den sidste.

Han fik fat i manden, som han trak et sværd. Men Lorgath var meget behændig. Alle hans evner inden for kamp var ene og alene baseret på hans smidighed, og han undgik mandens sværd med legende lethed, før han tog i mandens håndled og gravede en finger ind i en nerve der sad i håndleddet. Sværdet faldt til jorden, som Lorgath slog sin hånd lige ind i strubehovedet på manden. Rallende, væltede modstanderen til jorden.

Koda blev overrasket over at ild magikeren pludselig faldt til jorden men da hun så Mordekai igen gik det op for hende at det havde været ham der gjorde det, ret imponerende at han sådan bare kunne forsvinde og dukke op ude af igen ting, det måtte Koda give ham. Måske var det derfor han var sådan en berømt snigemorder.
Koda så den sidste af mændene han var ved at stikke af fra stedet, men sulten i Koda gjorde at det ville hun ikke have han gjorde. Et lag af is kom under manden og han gled og faldt og med et var Koda hurtigt henne ved ham. Hun fremmanede et sværd af is hun satte i hans mave og flere is pigge kom ud fra sværdet og spidede ham indefra.
Koda tog fat i ham og satte hurtigt tænderne i ham og begyndte at suge til. Hun lukkede øjne og sugede bare og nød blodets smag. Var det noget hun havde vænnet sig hurtigt til var hvor godt blod nu smagte for hende.
Efter et lille stykke tid gav Koda slip på manden og han faldt livløs ned på jorden.
"Mide" hvæsede Koda nærmest af den nu døde mand og sparkede til hans døde krop.
Det var måske her det gik op for Koda om hvordan hun reageret og hun så mindre fortvivlet ud og tænkte *Gjorde jeg lige det?*
Koda havde entelig ikke tænkt sig at dræbe ham men noget havde overtaget hende og hun havde bare reageret.

Koda vendte sig imod Mordekai tørrede blodet væk fra sin mund og sagde stille "Nå... hvor var vi?"
Det gik her op for Koda at Mordekai var blevet såret af pilen og hun gik stille og roligt hen imod ham og sagde "Er de okay... lad mig se engang"

Kampen var noget hurtigere overstået, end hvad Lorgath først havde regnet med, for Kodashi havde da godt styr på hvad hun lavede. Hun kunne i hvert fald sagtens dræbe, så det ud til. Han smilede ned til mandslingen der lå på jorden, alt i mens Kodashi kom nærmere og spurgte ind til hans velvære.

"Se endelig,"

Lød hans lettere kølige svar, mens han flåede pilen ud uden omtanke. Så længe han spiste godt, skulle såret ikke være det store problem. Det gjorde nu alligevel ondt at flå pilen ud, men han holdt sig i skak ved at lukke hånden stramt til.
Såret blødte ikke engang særlig meget. Men nu var Lorgath også gammel og hans blod flød ikke voldsomt hurtigt under alle omstændigheder.

"Jeg hader de jægere. De er et sølle pjok, der bare burde pakke deres ting og gå hjem. Ingen forstår, at der er forskel på en nylavet vampyr og en der er flere tusinde år gammel,"

Lorgath smilede ned til den rallende mand, til han valgte at gøre en ende på hans lidelser ved, at kaste en af sine knive ned i halsen på ham. Komplet skødesløst.