Det havde været en hårdere tid de sidste måneder. Orkerne havde været på rov meget af tiden og havde endda sneget sig ind i Lindeskoven, et sted hvor de ellers ikke plejede at befinde sig. De havde bragt død og ødelæggelse med sig, og skabt vildt kaos. For Dorín, den unge dværg, var det heller ikke anderledes. Han var ikke født eller opvokset på disse kanter, men kante uden tvivl til mørket. Derfor var han altid på vagt, og det var ekstra meget i øjeblikket, da han ikke skulle nyde noget af et bagholdsangreb eller andre ubehageligheder. Faktisk undgik Dorín gerne alt mulig form for påstyr, med mindre han skulle kæmpe for det gode. Han havde stadig sine overbevisninger, og dem holdte han fast i.
Dorín trak roligt Miriam gennem skoven, hen imod den store sølvflod, som han hentede vand ved. Miriam prustede let utilfreds over at hun skulle bære rundt på vandsække og spande til vand og puffede misfornøjet til Dorín der bare puffede tilbage. ,,Ja, jeg ved det godt.. Men hvis du har et ønske om at få noget at drikke, så gør du bare hvad der bliver sagt.” svarede han hende drillende. Dog faldte svaret ikke i god jord, som hun fornærmet prustede af ham og trådte ham forsigtigt over tæerne. Hun ville bare drille og ikke gøre skade på sin herre. ,,Hey! Orh, dit stædige yngel. Det er lige før du er et æsel.” Miriam løftede mulen i vejret fornærmet og gik videre uden at ænse ham et blik. Det eneste Dorín kunne tænke var, at han godt nok havde fået en fint følende følgesven. De nåede floden, og Dorín lod Miriam drikke, mens han selv begyndte at fylde vandsække og andre beholdere med vand. Da han stod med den sidste beholder, mærkede han et lille stik af ubehag og kiggede forsigtigt bag sig, og som han frygtede, stod den tøsefornærmede Ekuma nu ikke langt bag ham, med et bestemt blik i øjet. ,,Nej, det gør du ikke.. Miriam..” og med et solidt puf i ryggen, måtte Dorín ryge på hovedet ned i søen. Grinende kastede han vand efter Miriam, som drillende svansede rundt oppe på bredden. Den Ekuma havde dælme personlighed, og Dorín måtte kravle drivvåd op af floden. Han tog noget af det våde tøj af og smed på bredden ved siden af beholderne med vand, for at det kunne tørre lidt, mens han lod Miriam løbe lidt frit rundt på bredden.

Morrygan gik lige så stille ned mod sølvfloden, hun havde brug for en god gå tur, hun vidste at lige nu var hendes bror oppe og få skæld ud af Toorah. Hun håbede ikke Toorah var for hård ved hendes bror. Morrygan gik med langsome fine skridt, og armene bag rykken. Hun kiggede dog op da hun hørte nogen. Hun smilede lidt ved synet af dværgen og Ekumaen. Hun så han trak det lille dyr ned til floden for at drikke.. Morrygan kunne ikke lade være med at fnise lidt da hun så hvad Ekumaen gjorde ved dværgen. Hun begyndte langsomt at gå derhen imod.
" Er de okay?" Spurgte Morrygan med et sødt lille smil.
Morrygan gik helt hen til breden, hun stod på den anden bred end dværgen.. Hun var ret så høj i forhold til den lille dværg. Morrygans store blå øjne var fikseret på dværgen på den andenside af breden. Morrygan bar en lang hvid kjole, der lige så stille blafrede i den svage vind. Morrygan lagde mærke til hun aldrig havde set dværgen før.. Morrygan så sig ellers familiær med langt de fleste og det meste i skoven og dens nærhed.
Morrygan gik et skridt tættere på og stod nu lige på breden, ikke et skridt mere ville gøre hun faldt i vandet. De store blå øjne der før havde været fikseret på dværgen kiggede nu hen på ekumaen. Den var nu sød. Der gik dog ikke langt tid før de blide øjne hvilede på dværgen igen.

Han rystede hovedet, for at få vandet af sig, lidt ligesom en våd hund, men med hans lange hår kunne man også næsten forveksle ham med en. Der gik dog ikke lang tid før han vendte sig om ved lyden af en kvinde der talte til ham. En smule forvirret kiggede han over på den anden bred. Han havde slet ikke hørt hende! Og Dorín plejer ellers at være meget observant. Men han forstod hurtigt hvorfor, hun var elver og en meget pæn en af slagsen. Dorín smilede varmt til hende og lod ikke sine brune øjne vige fra hende. ”Ja tak.. Jeg var måske kommet til at drille Miriam lidt for meget.” en bekræftende lyd kom fra Ekumaen som gik hen og puffede til sin herre med mulen. Hun elskede opmærksomhed, og lige nu kunne hun godt mærke at hovedfokusset ikke lå på hende, men derimod den nyankommene elverkvinde. Dorín havde mødt elverne før, og det var både på godt og ondt. Nogle af dem kunne ærligt talt virke højrøvende, at de mente de var bedre end de andre racer og frem for alt, meget bedre end dværgende som var nærmest direkte modsætninger til dem. Dværgende var langt mere robuste, brede og lave, hvorimod elverne klart var en langt mere elegant race. Det måtte selv Dorín indse og acceptere. Hvilket heller ikke var voldsomt svært for ham. Dorín vidste ikke helt hvad det var, men de blå øjne tryllebandt ham til at forsætte med at se ind i dem. Hun fremstod så uskyldig og ren, hvilket var så ulige det Dorín lignede. Han var for det første stadig rimelig våd efter turen i floden, dertil var han heller ikke særlig fin i sine træk eller noget. Han var typisk dværg, som var meget fascineret af elveren på den anden side af bredden. ”Øh, mit navn er Dorín.” præsenterede han endelig sig selv, efter at have rystede hovedet let for at vende tilbage til virkelighedens verden. Dertil hjalp det lidt med Miriams evige små puf på armen.

Morrygan smilte af den lille dværg over på den anden side. Han og hans Ekuma var nu et godt makker par, så det ud til. Hun kunne godt lide det store vilde hår, det var så sjællendt man så noget upræsist og pjusket hos elvere. Morrygan syntes godt det kunne blive lidt ensformigt.
Morrygan smilte også lidt til svaret, så ekumaens navn var Miriam.. Morrygan syntes det var et godt navn til den, Ekumaen Miriam.
Morrygan stod nu med hænderne foldede over skødet. Morrygan var også en uskyldig elver, hvis man skulle betegne hende. Hun havde aldrig dræbt nogen. Det var hendes kodeks. Morrygan vidste godt det var et selvisk et, men hun kunne ikke få sig selv til det.
" Jeg er Morrygan Zili'saeth."
Præsenterede Morrygan sig. Hun kiggede stadig direkte på Dorin. Morrygan kendte ikke mange dværge, men dem hun kendte var flinke og rare, så Morrygan var et af de elvere der var mere åben omkring andre racer. Hun havde godt mødt andre elvere der var af en anden holdning.. Men de var aldrig rigtigt nogle hun snakkede med..
" Det er en sød Ekuma de har."
Sagde Morrygan blidt mens de store blå øjne stadig hvilede på Dorin.

Dorín smilede til hende, det imponerede ham egentlig at han aldrig havde set hende i skoven før. Men så igen. Noget så uskyldigt og rent som hende, vandrede nok ikke hvileløst rundt i skoven på samme mode som Dorín gjorde. Han var jo nærmest en del af skoven efterhånden. Det var her han boede og jagede her i skoven, og vandrede for det meste alene. De fleste elvere han mødte på sin vej var selv jægere eller på anden måde ude og patruljere skoven.
”Det er et smukt navn.” sagde han ærligt med et varmt smil på sine læber. Han kunne nærmest mærke at Miriam himlede øjne af ham. Han havde altid været en smule akavet blandt kvinder. Ikke at han ikke vidste hvordan man talte med dem, for det var han klar over, men nogle gange kunne han blive helt tryllebundet af deres fremtræden. Det var lige meget om de var mennesker, elvere eller andre væsner. Fremtræden kan gøre mange ting ved en mand, og Morrygans uskyldige væsen, var noget som Dorín aldrig rigtig havde stødt på før, og det var også det som fik den mere akavede dværg frem, der dog forsøgte at opføre sig som han plejer, med de humoristiske indput, varme smil og generelle natur.
Da opmærksomheden faldte på Miriam, løftede hun hovedet og begyndte at vise sig frem for at tiltrække sig mere opmærksomhed. Dorín grinede af hende og rystede på hovedet af sin primadonna af et dyr. Han aede hende blidt over mulen, inden han igen lod sit blik ramme tilbage i Morrygans øjne. ”Ja, det er hun. Til tider.” svarede han med en drillende tone som Miriam puffede til ham. ”Hun har sin helt egen vilje, og er meget atypisk af sin race. Men jeg tør slet ikke tænke på hvordan livet ville være uden hende.” svarede han ærligt som Miriam kærligt puffede til ham, inden hun begav sig videre og pludselig bestemt sig for at hun ville krydse floden. Dorín kiggede efter hende ud af øjenkrogen, men vidste at hun aldrig kunne drømme om at gøre andre ondt, så han forholdte sig ganske roligt. Hun kendte sine grænser, og hvis Morrygan på nogen måde ville være forskrækket eller bange for hende, ville hun bakke roligt væk igen. Men hun var ligesom sin herre, meget nysgerrig af natur.

Morrygan rødmede lidt da han sagde hun havde et smukt navn. Morrygan var meget blid, sentimental og høflig af natur, og også lidt genert hvilket var det der fik hende til at rødme.
" tak."
Sagde hun med et lille smil, og øjnene slået ned i de smukke sølvvand i lidt tid, hun kiggede dog hurtigt op på Dorin igen, og neje et kort som et lille tak til Dorin. Dorin var en sød sjæl, dette kunne Morrygan fornemme.
Morrygan kunne ikke lade være med at fnise lidt da han tilføjede " til tider".
Morrygan smilede igen da han forklarede sit forhold til Ekumaen. Morrygan selv havde haft kæledyr igennem tidens løb.. Hun var over 500 år gammel så hun havde haft en del. Det gav et lille stik i hjertet. Men hun smilte videre. " Kunne ikke forestile sig livet uden" Det var sådan Morrygan havde haft det med Hama.. Men her var hun, stadig i live.
" Hun ser også ud til at være meget livlig."
Sagde Morrygan i et blidt tone fald, mens hun så på Ekumaen svømme over breden.
Morrygan satte sig på hug og hen imod Ekumaen, hun ventede lige så stille for at se om den selv ville komme over til hende.. Morrygan kunne godt lide dyr, de var ærlige væsner. De løj ikke om deres følelser eller forventede nogle specielle protokoller. Dyr var dejlige og ukomplicerede. Morrygan kiggede hurtigt over på Dorin igen før hun gav sin opmærksomhed til Ekumaen. Det var nu et dejligt dyr også.

At Morrygan ligeledes havde humor, gjorde det hele lidt mere løssluppet og afslappende for Dorín. Han var ikke ligefrem god til de højtidelige og høflige termer. Han var dværg for himlens skydl! Han var en venlig sjæl ja og høflig til husbehov, men derudover kunne man ikke løbe fra at han var lidt snusket. Dorín så kort noget ændre sig i hendes blik, som at hun mindedes noget sørgeligt. Han havde ikke været ud på at vække dårlige eller triste minder hos hende, men næsten så hurtigt som han havde set tristheden i hendes øjne var det væk igen. Eller også var det bare bedre skjult.
Dorín nikkede til hendes ord og kiggede på Miriam der hoppede op på bredden igen og rystede sig lidt. ”Meget livlig. Nogen gange for meget” svarede han mens han betragtede hvordan Miriam nysgerrigt gik hen mod Morrygan og snussede til hendes hår og ansigt. Miriam var naturligvis ikke så høj, men fremstod alligevel lidt højere nu hvor Morrygan havde sat sig ned på hug for at tale med hende. Dorín betragtede dem lidt, indtil Miriam løftede hovedet med et sæt og rørte lidt ubehageligt på sig. ”Hvad er der tøsen?” Den stirrede ind mod skoven bag Dorín mens hendes øre drejede sig lidt rundt for at få alle lydende med. Dorín bøjede sig instinktivt og diskret ned efter sin bue og kiggede ind mellem træernes græne. ”Bli’” kommanderede han til Miriam, som derfor holdte sig på samme side af bredden som Morrygan. Dorín kendte hende. Vidste at hvis der var nogen form for fare, ville hun komme løbende for at redde ham, selvom hun var et flugtdyr, og det ville Dorín alligevel ikke byde sin Ekuma.

Morrygan kælede lidt med den søde Ekuma, hun lod blidt sine lange fingre køre hen over dens ryk.. Morrygan smilede lidt.. Det var ikke et særligt stort dyr. Men det var meget tydeligt den havde et bånd med Dorin som var ud over det sædvanlige. Dette fandt Morrygan meget bedundrende, der var ikke mange der havde et sådant forhold til deres dyr. Hun kiggede på den nysgerige Ekuma som på nogle punkter næsten kunne blive forvekslet med en hund.. Men dette var kun godt, da en hund var trofast.
Morrygan blev også selv meget opmærksom da Ekumaen tydeligtvis havde hørt noget. Morrygans øjne var selv pludseligt meget fikseret på skoven.. Thorn, hendes bror, var for ikke så langt tid siden blevet angrebet af en vampyr, og hun håbede inderligt ikke den var kommet tilbage. Det var sjællent vampyrer kom i nærheden af disse breder, men det kunne jo være, at den samme var kommmet igen, den samme som havde bidt Thorn. Dette håbede Morrygan ikke på, for hvis en kunne overmande Thorn var chancerne at den også kunne det ved Thorn, og pasivistisk som Morrygan var havde hun ikke noget i nærheden af et våben, hverken på sig eller i nærheden af.
" Kan de se hvad det er?" Spurgte Morrygan lige så stille og bekymret for Dorin.. Hvad nu hvis det var noget stort? Ville han så kunne klarer sig. Morrygan bed sig lidt i læben, hvad nu hvis det var noget stort og farligt? Hvor var Thorn så?.. Morrygan rejste sig op til sin fulde højde af 174, hendes øjne skimtede hen af skovkanten. Hun lukkede kort øjnene for at se om hun kunne fornemme nogle følelser.

Det faktum at Dorín i øjeblikket ikke havde alt sit tøj på, kun en skjorte og sine bukser, gjorde også at han var langt mere udsat end før. Hans øjne spejdede rundt for at fange nogen form for bevægelse, men det så ganske stille ud. Misvisende, nu nar både Morrygan og Miriam var urolige. Det kunne kun betyde at der rent faktisk var noget og Dorín fik det også kun bekræftet da en høj mørk og grum skikkelse kom delvist til syne blandt træernes grene. Den gryntede og da den fik øje på Dorín begyndte den med det samme at lave faretruende lyde. ”Nej, men den lyder ikke glad.” knap havde han sagt det, før skikkelsen kom frem i mere lys og afslørede at det var en form for ork, men der var noget galt. Den fremstod mere faretruende end normalt, og det sagde ikke så lidt. Den var alene. Unormalt når Orker som regel tager afsted i flok, da det er nemmere at nedlægge bytte og angribe på den måde. Dorín spændte sin bue og sørgede for at skygge for Morrygan, således at orkens fokus lå på ham og ikke hende. Den virkede ikke helt normal, som om den var syg eller bare generelt fordrejet af en art. Normalvis var det heller ikke gode væsner, men de plejede at være mere sammenhængende end det som stod foran dem nu, og der gik heller ikke længe før den gik til angreb med et brøl og et sværd løftet over hovedet som han svingede vildt og voldsomt med.Dorín affyrede første skud, der ramte den ikke langt fra skulderen, men dette stoppede den ikke. Her var Dorín taknemmelig for sin mere smidige og hurtige side, da han hurtigt sprang til side og affyrede endnu en pil i ryggen på orken. Orken sprang derefter på Dorín, som forsøgte at kæmpe sig fri og til sidst fik sat dolken i sidden af den, hvorefter orken lå helt stille. Han kæmpede den af sig, som han tog sig til armen med lidt smerte. Der havde tydeligt været noget galt med orken, for ellers ville den ikke havde været så nem at slå ud, og Dorín var ikke sikker på hvad der bekymrede ham mest. At orken havde angrebet eller at den virkede syg. Dog var hovedfokuset på det store sår fra sværdet som var at se over hans venstre arm. Det var dybt og blodet løb allerede voldsomt og lige så snart han var faldet lidt ned over angrebet, ville han forsøge at heale det sammen igen.

Morrygan var meget fikseret på skoven da hun kunne fornemme noget.. Noget meget vrædt og forviret. Det var ikke lige frem et intelligent væsen, men på et højere plan end de fleste dyr.. Morrygan tænkte godt hun vidste hvad det var..
Hun skimtede kort hen til Dorin da han svarede han ikke kunne se det.. Morrygan havde dog en god ide om at det var en ork..
Morrygan spærede hendes øjne op da orken blev synlig..
" Dorin..!"
Kom det nervøst fra Morrygan da hun så den store ork kæmpe sig hen imod Dorin, som stod helt alene på den anden side. Morrygan kunne ikke gøre særligt meget, hun havde ingen våben, det eneste hun kunne prøve var at få orken til at falde til ro inden den skadede Dorin.. Men nærmest inden hun var begyndt var orken nede.. Morrygan åndede lettet ud, men fik så øje på det store sår, og der gik ikke 3 sekunder så var Morrygan ude i det glimtende vand for at svømme over til Dorin. Da hun nåede breden fik hun sig trukket op, ikke særligt hurtigt da Morrygan ikke var særligt fysisk stærk. Hun kom op og var først lige på huk inden hun fik rejst sig op og gik over til Dorin, hun kiggede over mod Orken... Toorah ville nok ikke være himmel røgt for dette. Men lige nu var dette ret lige meget, hun fik sat sig på huk foran Dorin.
" Nu skal jeg."
Sagde Morrygan blidt, mens hun rakte ud efter hans arm, først for at inspicere hans skader. Morrygan lavede let en grimasse, det så ud til at være dybt.. Hun ville ikke heale før han sagde god for det.

Dorín sad lidt og kiggede på orken, indtil han hørte et plask bag sig. Han vente hovedet hurtigt og så at Morrygan var sprunget i vandet og begyndt at svømme derover. Han forsøgte at smile beroligende til hende, men blev mere til en lidt forvræddent ansigtsudtryk da et jag gik igennem hans arm. Miriam stod lidt og steppede på den anden side, men da hun kunne se at orken var nedfældet, hoppede hun ud i vandet og ligeledes svømmede over og rystede sig da hun kom op.
Dorín skar let en grimasse som Morrygan tog fat i hans arm, selvom hun var blidt og rolig. ”Det er okay.. Forhåbentlig rækker mine evner til at heale det sammen.” sagde han med et smil, så fint et smil der nu kunne komme frem. Han bed tænderne sammen og konsentrerede sig om at lukke såret, som også begyndte at lukke sig lidt, og blodet der strømmede ud blev reduseret. Han sukkede efter lidt tid og åbnede øjnene igen. Han havde gjort hvad hans evner rækkede til, og såret var stadig dybt. ”Det gik så ikke så godt.. Jeg er ikke vant til så dybe sår.” sagde han let træt, da det havde drænet lidt på ham at skulle bruge den magi som han var lagt fra trænet i. Dog var enkelte skrammer som var på hans anden arm, helt forsvundet igen.

Morrygan kiggede på Dorin, så han var selv healer, dette smilede Morrygan lidt af. Hun havde stadig blidt fat i hans arm.
" Skal jeg ikke hellere gøre det?"
Spurgte hun lige så stille, med dette lod hun det også vide at hun selv var healer. Morrygan havde sat sig på huk foran Dorin.. Hun var pjask våd hele vejen igennem, så den hvide kjole klisterede til alt det den kunne komme til.
Morrygan placerede sin hånd et par centimeter over såret, og begyndte lige så forsigtigt at heale det sammen. Morrygan kunne nemt heale et sådant sår, hun havde haft over 500 års øvelse..
" Så du er healer Dorin.
Kommenterede hun først, og kiggede ham kort i øjnene inden hun gav sig til at fokusere på såret på hans arm.
" Hvor langt tid har du kunnet det?"
Spurgte hun så, mens hans sår lige så stille lukkede sig sammen, Morrygan var en rigtig dygtig healer, men hun beskæftigede sig heller ikke med meget andet da hun hverken var kriger, jæger eller noget andet.. Morrygan lod nu mærke til hvor gennemblødt hun egenligt var, da hun kort kiggede ned af sig selv, da hun havde bemærket hvor koldt der var.
" Ohh undskyld jeg sidder og drypper på dig"
Udbrød Morrygan obrigtigt undskyldende, mens hun sendte ham et par undskyldende hundeøjne.

Dorín kom med et lille grin. ”Jo, gør du hellere det.” svarede han og så på hende med et smil, inden hans blik rettede sig mod såret, men blev hurtigt distraheret af den våde hvide kjole. Hun havde lige været i søen og var selvfølgelig drivvåd. Dorín havde et øjeblik svært ved at finde ud af hvor han skulle gøre af sig selv, fordi hans øjne helt bestemt nægtede at lystre et par sekunder, men med en diskret og næsten uhørlig rømmen fik han løftedet blikket op i himlen og forsøgte at fokusere alle andre steder hen, indtil han kunne mærke at såret begyndte at heale sig sammen, så faldte hans blik tilbage på såret hvor det fast blev, på nær lige når han kiggede Morrygan i øjnene hvorefter han nikkede, men ingen andre steder vandrede hans blik!
”Ikke ret længe, nok nogle år. Har ikke haft mulighed for at træne det, da jeg ikke kender andre healere i min familie og dertil bor min familie ret langt væk. Så det er kun lige til husbehov.” svarede han med et smil, stadig med blikket fast fokuseret på såret.
De store hundøjne som hun sendte ham, fik ham kun til at smile af hende og ryste lidt på hovedet. ”Det.. skal du slet ikke tænke på.. Fryser du?” spurgte han og sørgede for at blive ved med at kigge ind i de store blå øjne, hvilket heller ikke var noget problem, da han jo før var blevet helt bundet fast i dem og faktisk var de gode til at distrahere ham fra det våde tætsiddende tøj hun lige nu bar.

Morrygan smilede blidt til Dorin. Hun lagde godt mærke til hvor hans øjne blafrede hen af.. Men Morrygan var som sagt over de 500 år så det gjorde hende personligt ikke noget, selv om hun godt vidste det ikke var så anstændigt og ikke ville blive vel set an. Men Morrygan var en elver efter sit eget hoved, at gøre det rigtige var bedre end at skulle forgive at være anstendig.
" Beklager"
Sagde hun blot kort i reference til sit klæbende tøj.. Morrygan var måske en smule forlægen, da det lå til hendes generte natur, men ikke meget, desuden tvivlede hun stærkt på Dorin kunne finde på at gøre hende det mindste. Selv hvis han kunne befandt han sig stadig på elver teritorie, der ville nok ikke gå langt tid før de fandt ham.
Morrygan fjernede hånden da det så ud til såret var healet. Morrygan var dygtig så ikke engang et ar var der.
" Hvis du vil kan jeg godt lærer dig det?"
Tilbød Morrygan og kiggede nu igen Dorin i øjnene, efter kort at have tjekket såret.
Morrygan blev nu igen klar over det kolde våde tøj. Hun rystede på let på hovedet.
" Nej, alt i alt er det ikke galt"
Svarede hun blidt.. Ikke at det lige frem var varmt, der var lidt vin, men det gik fint, hun håbede dog ikke hun blev syg, ikke at det ville være det store problem hun kunne jo bare heale sig selv igen.

Han forsøgte virkelig ikke at være ubehøvlet eller uhøflig af nogen art, men han var en mand og hvor opdraget han end måtte være, var det svært ikke at kaste et blik. Men han havde tøjlet sig selv og kiggede ikke længere, men kun ind i hendes øjne. Han havde stor respekt for kvinder, så han ville slet ikke gøre noget hun ville finde ubehageligt. Han havde lyst til at sige at hun ikke havde noget at beklage eller være forlegen over, som han kunne høre i hendes stemme at hun var, men han sagde ingenting men smilede blot til hende. Hun ville kunne misforstå det, og de var lige startet ud på sådan en god fod, så han ville virkelig ikke ødelægge det!
Såret var healet fint, og Dorín var meget imponeret. Han kiggede op på hende med glade og let spørgende øjne. ”Virkelig? Vil du lære mig det?” han havde slet ikke regnet med at hun ville tilbyde det, men han kunne godt se hvor meget det ville hjælpe ham! Han ville blive bedre til at heale, han ville kunne træne og han ville ligeledes kunne se Morrygan igen.
Dorín grinede lidt af hendes svar og smilede til hende. ”Den hopper jeg ikke helt på Morrygan.” svarede han, mens han fik stavret sig på benene og gik hen mod vadesækken som han havde haft med sammen med vandposerne. Han åbnede og tog en uldkappe op af den, som han foldede ud. Han gik roligt tilbage mod Morrygan og lagde den hen over hende og satte sig på hug nede ved siden af hende. ”Tak fordi du svømmede over til mig.” sagde han med et varmt smil.

Morrygan fandt det pludseligt lidt koldere, men mon ikke hun overlevede, hendes specialle var jo også at heale inde fra så hun regnede ikke med der ville ske hende noget, hun var jo nået til de 500.
Morrygan smilede da hun så han blev glad for hun tilbød sin hjælp.
" Selvfølgelig, jo flere heale i verden des bedre."
Sagde hun oprigtigt. Morrygan fandt det kun til alles bedste at der var så mange kvalificerede heale som muligt, og det glæde hende at hun kunne få lov til at lærer fra sig. Hun var faktisk lidt spændt, hun smilede også lidt, hvor hun havde lidt svært ved at styre hvor bredt det blev. Hun lagde dog hurtigt hendes slanke fingre hen over hendes mund.
Hun kiggede lidt undrende på Dorin da han sagde han ikke hoppede på den, men tog gladeligt imod uldkappen, da hun godt kunne mærke det var ved at blive koldt.
" Tak "
Sagde Morrygan blidt og lagde kappen mere til rette over hendes skuldre.
Hun smilede igen blidt til ham.
" Det var så lidt Dorin."
Sagde hun og bukkede hovedet let. Dorin var en ganske fin mand, han mindede hende lidt om Haama, dertil måtte hun så indrømme ganske lidt.. Men der var en karakter i hans natur som mindede om Haamas. Dette kunne hun igen ikke lade være med at smile lidt af, et meget varmt smil, man kunne se hun huskede et godt minde.

Dorín havde som sagt aldrig rigtig mødt healere før, og slet ikke nogen der tilbød at hjælpe ham med at blive bedre! Men hun havde ret i det hun sagde, og Dorín smilede varmt til hende. Han havde slet ikke set det komme, at dette møde ville resultere i at han havde en lærer i healing. Faktisk havde han næsten opgivet at blive ret meget bedre, end han selv kunne lære, og så dukkede denne elverkvinde op og gav ham fornyet håb. Sammentræf, ja måske. ”Det har du ret i.”
At hun var for beskeden til at ville sige hun var begyndt at småfryse lidt, morede ham faktisk, men han forsøgte at skjule det bag smilet, hvilket næsten var en umulighed. Men hun tog trods alt mod kappen, og Dorín fik det lidt bedre, for nu var han nemlig sikker på at hun ikke umildbart begyndte at fryse.
Dorín betragtede hende lidt, som hun så ud til at drive lidt hen i minderne. Han sad ganske stille lidt tid og betragtede hende bare. Ikke uhøfligt som at stirre eller overbeglo, bare stille og roligt. ”hvad tænker du på?” spurgte han så endeligt. Det gik ikke helt op for ham at han muligvis kom til at træde over en grænse ved at spørge, men han ville ikke snage, han var bare ubeskrivelig nysgerrig. Dertil ville det ikke komme bag på ham hvis hun valgte at holde det for sig selv.

Morrygan smilede blot som et slags svar til det første.
Morrygan rettede igen på det stykke uld hun havde fået over sig, heldigvis var Morrygan af en tynd kropsbygning så ulden kunne dække en del. Morrygan rettede lidt på sit hår, det var også blevet vådt da hun var hoppet i vandet, og det sad ikke længere i en nydelig knold, så Morrygan kunne lige så godt bare tage den ud. Hun tog de elastikker og hårpinde ud der holdt hendes hår, og lod så ellers det lange blonde, og let bølgende blonde hår hænge. Morrygan havde dog ikke nogen lomme hun kunne lægge hår tingende i og beholdte dem derfor bare i hånden.
" Hvor langt er du ca med din healer evne?"
Spurgte Morrygan nu for at finde ud af hvad hun skulle undervise ham i. Morrygan begyndte nærmest allerede at tænke på en undervisnings plan. Måske skulle hun også undervise ham i botanik?
Morrygan fokuserede igen på Dorin. Først kom der bare en samling af usammengængende lyde.
"Undskyld, Det var bare.. Du minder mig lidt om en.. En meget. Klog og Kærlig mand jeg kendte engang."
Sagde hun, der var en blanding af sorg og glæde i hendes svar.. Morrygans følelser kunne ikke rigtigt bestemme om de skulle være kede af det eller glade når hun tænkte på Haama. Det havde altid undret hende. De første par år var der dog meget mere sorg når hun tænkte på ham med med tiden var hun begyndt også at glædes ved mindet om ham, selv om det gjorde ondt.

Endnu engang sad Dorín bare helt roligt og kiggede på Morrygan, som hun skuttede sig lidt ind i uldkappen og løsnede håret. Hun var virkelig en skønhed uden lige, og selvom han havde set elverkvinder før, alle forskellige og smukke, havde han aldrig set nogen med hendes karakter og ynde. Hun var smuk, men samtidigmed uskyldig, det var en kombination han ikke ligefrem havde støt på mange gange, men det var nok hovedsageligt fordi at de elverkvinder han havde mødt havde været krigere eller jægere og dermed været på en anden måde farlige eller frembrusende, hvorimod Morrygan. Hun var stille og rolig, og som før antydet, meget uskyldig i dværgens øjne. Han blev dog bragt ud af sin lettere drømmende tilstand ved hendes spørgsmål og rømmede sig lidt. Hvor ville det være pinligt hvis hun havde bidt mærke i at han havde kigget lidt for længe på hende, som hun havde løsnet sit hår.
”Øhm.. øh.. Et par år vil jeg tro. Det er Miriam der er skyld i at jeg overhovedet kender til min healingsevne.” svarede han eftertænktsomt, efter at havde rystet sig tilbage til virkelighedens verden igen. Han skulle se af at finde en måde at holde sig fra den skide drømmeverden lige nu
Dorín kiggede først lidt uforstående på hende, indtil hun begyndte at snakke i sammenhængende ord. Han smilede til hende, og måtte indrømme at det var rart at høre at man mindede om en klog og kærlig mand hun havde kendt engang. Men ordet engang fik ham alligevel til at kigge bekymret på hende. ”Oh øhm tak.. Engang?” spurgte han forsigtigt, for hvis ikke hun ville snakke om det, var det okay, for det vedkom ikke ham. Men han brød sig stadig om ordet engang.

Morrygan skubbede en lille genstridig tot af de lyse hår væk fra øjnene. Hun smilede der efter lidt til Dorin, Morrygan lagde dog ikke rigtigt mærke til han stirede, det var Morrygans natur lidt for uskyldig til.
Morrygan nikkede lidt da han fortalte han havde kendt til sin evne i et par år.
" Hvor meget kan du heale? Undskyld ved godt det er et stort spørgsmål, men prøv at give mig et indblik i hvad du allerede kan."
Spurgte Morrygan nu, hun glæde sig allerede til at lærer fra sig. Morrygans job var at heale, det var derfor meget sjællent hun fik lov til at undervise, det var ret tæt på aldrig faktisk, selv om hun godt kunne lide det.
Morrygan nikkede nu, ja engang, det gjorde ondt at det var engang.
" En elver der hedder Haama, eller hed.
Sagde Morrygan på en måde forklarende, så Dorin ville forstå Haama var død. Morrygan kiggede igen på Dorin, denne gang var de store blå øjne triste, og man ville kunne fornemme Morrygan ikke var helt så ung som man så ud.
" Han døde i kamp."
Sagde Morrygan yderligere forklarende. Det var tydeligt det smertede hende, hendes bryst begyndte at knude sammen og gøre ondt. Morrygan forsøgte at smile, men hendes øjne kunne ikke helt følge med, de var stadig triste og plagede.