Lily stod i en lille lysning i skoven, hun var ret nærvøs.. Dette var første gang hun var alene ude for at træne.. Hun havde også bare stået i en halv time, og stiret på den gamle bog som lå på jorden, hun havde jo ikke sin farmor til at fortælle og forklare mere.. Men hun kunne bare ikke få sig selv til at prøve at materialisere sig selv. Det var for skræmmende. Lily havde ikke lyst til at blive til en klump mørke. Lily vidste hun ikke fik taget sig sammen til at prøve at materialiserer sig selv i dag. Hvis nogen sinde. Lily satte sig i huk overfor bogen og begyndte at bladre, hun gik tilbage til det basiske... Efter lidt tid med at have kigget på siden, rejste hun sig op for at gøre det hun havde gjort tusinder af gange før, lave en kugle af mørke. Lily stod og prøvede at koncentrere sig, men med en fare for at falde i staver. Så der stod lilly i som altid, i en for stor hvid kjole og det brune pjuskede hår, men uden nogen til at guide hende. Lilys far var der heller ikke selv om han også plejede at tage afsted, men siden der var halv travlt i glas pusteriget kom han ikke.. Men han havde stadig insiteret på Lily tog afsted.. Lily kunne ikke se logikken, hvorfor hun skulle gå fra at have to til at holde øje med hende til ingen.. Hvad hvis hun kom til at skade nogen? Hvad skulle hun så gøre?! Lily var nødt til at stoppe med at tænke over det, eller ville hun sq nok begynde at små panikke. Hun kiggede nu igen på kuglen af mørke, hun følte et lille jag af afky.. Hun kunne ikke lide mørke, og hun kunne på ingen måde forstå hvorfor hun havde fået evnen, når der var så mange lysmagikere i hendes familie.. Det var på ingen måde fair.

Dorín gik som altid rundt i skoven. Denne gang havde han valgt at tage af sted til fods, da han ikke skulle langt væk fra sit hjem. Normalvis havde han taget Miriam med sig, hans egen Ekuma som han havde haft i mange år nu. Hun var altid så tålmodig og overbærende overfor den let klodsede dværg. Selvfølgelig var Dorín ikke så klodset som man først regner med en dværg er, men en dværg er en dværg, og derfor har han nogle gange visse problemer med at holde sig helt ude af problemer med eksempelvis tyngdekraften, ellers er han ganske stille på jordens overflade. Han listede diskret rundt mellem træerne og diverse buske og holdte udkig efter vildt. Han var som altid ude og jage, eller bare danne sig et bilede af dyrernes normale vadesteder. Enkelte gange lå han hovedet mod en sten som stak op af jorden, eller direkte mod jordens overflade, for at lytte efter fodtrin eller bevægelser af nogen art. Man kunne aldrig vide om der var dyr i nærheden. Det var også her igennem han hørte noget, som ikke ligefrem lød som et dyr. De små skridt som pludselig hørte op, men startede igen. Det måtte være et andet form for væsen, men det var meget forsigtigt af sig. Det var i hvertfald hvad Dorín fik ud af dens bevægelser. Nysgerrig som han er, gik han mod lyden, selvom det intet havde at gøre med hans egentlige formål i skoven. Han klatrede lydløst op af en lille bakke og kiggede ud mellem buskende. Der stod en mørkhåret kvinde og tilsyneladende udøvede sin magi. Ud fra at der lå en udslået bog foran hende, var hun nok ved at øve sig. Han satte hovedet let på skrå og betragtede hende. Egentlig ret uhøfligt, men han havde egentlig heller ikke lyst til at forstyrre hende eller skræmme hende. Der gik dog ikke lang tid, før han i et meget uopmærksomt øjeblik trådte forkert ned på jorden og måtte overlade sig selv til tyngdekraften endnu engang. Let ucharmerene trillede han ned af pakken med nogle misfornøjede lyde, indtil han fik trillet sig rundt i en mere siddende stilling. ,,Jamen, det gik jo godt… Hejsa” sagde han let grinende, som han forsøgte at stavre sig på benene igen.

Lily der stadig bare stod i staver, og stirede på den forbandede sorte klump energi, som hun inderligt ønskede bare ville forsvinde, hun hadet den virkeligt, hun nedstirede den, som om hun ville have den til bare at flyve sin vej og forsvinde.. Lily fik sig et chok! Hun hørte nogen falde. Og den mørke kugle fløj afsted og ind igennem træer og ødelage dem. Lily stod først som frosset.. Hvad skulle hun gøre hvis det var en elver.. Hun var done for.. Så hørte hun den snakke.. Med stive skridt gik hun hen imod stedet hvorfra hun havde hørt nogen falde. Hun så, først til sin lettelse at det ikke var en elver.. Men lettelsen forsvandt hurtigt.. Og med lettelsen der forsvandt kom panik.. og med panik kom der mørk magi. Hun vinkede lettere stivt ned til.. Dværgen? Hendes smil var også stift. Hun begyndte at fortvivle lidt. Så lidt mere.. Og før hun viste af det, begyndte græsset rundt omkring hende lige så stille at dø.
" Nej... Nej nej.. Nej.." Kom der fortvivlet fra Lily, først bakkede hun, men dette stoppe hun hurtigt med da græsset bag hende også begyndte at rådne og dø... Hun satte hænderne for øjnene, både fordi hun ikke ville se det og fordi hun var så tæt på at begynde at græde.. Hvad ville han dog tænke om hende.. Hun sank i knæ.. Så der sad lily, i den snavsede alt for store hvide kjole, med hænderne for øjnene og omgivet af sort og dødt græs.

Det undrede ikke Dorín at pigen blev forskrækket! Det ville han også være blevet, men et sted var han lykkelig for at den sorte kugle ikke styrrede i hans retning eller ramte ham, da han hørte træets knassende lyd og hvordan det gik i stykker. Han blinkede nogle gange og kiggede tilbage på pigen, som stod stiv og forsøgte at vinke ned til ham, med det stive smil på læben. ”Undskyld jeg forskrækkkede dig.” startede han roligt med et smil, mens han fik samlet sig sammen og stod igen oppe på sine ben. Han løftede let forskrækket sine øjenbryn ved synet af græsset der begyndte at rødne og visne rundt om hende og måtte lade livet. Hendes panik og fortvivlelse var tydeligt og Dorín mærkede hvordan det rykkede i ham om at gå hen, ligge hen hånd på hendes skulder og sige at det nok skulle gå. Det var jo tydeligt at både se og høre at hun ikke gjorde det med vilje. Han stod lidt og kiggede på hende, usikker på om hun ville tillade at han gik hen mod hende. Han var ikke bange for hende, og det var tydeligt. Hovedårsagen til at han ikke var bange for hende, var hendes reaktion på at havde dræbt græsset. ”Rolig nu, det er okay. Se.” han havde virkelig lyst til at trøste hende, så han gik roligt hen mod hende, satte sig ned på knæ et lille stykke foran hende og lod sine hænder røre ved jorden med det sorte og døde græs. Han rynkede brynene sammen og koncentrerede sig. Planter var ikke hans speciale, men han var stadig i stand til at få det til at gro. Han tog en dyb indånding, lukkede øjnene og mærkede hvordan græsset voksede frem blandt hans fingre og fik det sorte område til at forsvinde. Dorín åbnede øjnene og tog blomsten som var vokset op mellem hans pege og langefinger ved sin højre hånd, og rakte hende med et varmt smil. ”Se, det skal nok gå alt sammen.”

Lily der var alt for fortvivlet til at sige noget til ham sad stadig bare med hovedet begravet i hænderne.. Hun kunne mærke et par tårer.. Dette var aldrig sket for andre i hendes familie.. Dette ville aldrig være sket hvis hendes farmor havde været der til at lede og guide hende igennem.
Lily hørte han satte sig i nærheden af hende, hun tog ikke hænderne væk, men flyttede i første omgang sine fingre lidt så hun kunne se hvad han ville. Men i forbløffelse fjernede hun hænderne og satte sig ret op, og så på hvad han gjorde.. Han fik græsset til at gro. Lily var aldeles forbløffet, det havde hun aldrig set før. Lily lagde nu hendes hænder på sit skød. Hun sad bare og kiggede på det nye græs som han havde fået til at gro, hun var ganske målløs.
Lilys blik blev dog trukket til dværgen da han rakte hende en blomst.. Hun rakte lige så stille ud efter den med den ene hånd og tørede sine kinder af med den anden..
" Tak." Svarede Lily lavt og snøftede en smule. Hun smilede så til ham, det var en smile anstrengt, men det var ikke på grund af ham, men fordi hun for få sekunder siden havde været lige ved at græde. Tingende havde indtil videre bare ikke gået lilys vej idag, så Dorin hjalp på det.
Hun kiggede på den fine blomst hun havde fået stukket i hånden og tog den op til næsen. Den duftede sødt, hun kunne ikke lade være med at smile lidt igen.
" Hvad hedder du?" Spurgte Lily lidt ud i det blå.

Dorín kendte ikke til hvordan det var at være bange eller på anden måde fortvivlet over sin magi som hun så ud til at være. Hendes forbløffede blik og målløse ansigtsudtryk fik kun Dorín til at smile lidt bredere til hende. At få planter til at gro var langt fra hans speciale! Faktisk var han langt fra mester til det, da han var opvokset inde midt i et bjerg, hvor der kun havde været sten og jord og arbejde med. Livet fra planter var kommet senere i hans liv, men han havde alligevel fået lært sig selv en del ved at være flyttet ud i naturen.
At se hun fik det lidt bedre, gjorde at Dorín faldte lidt mere til ro. Han hadede at se folk kede af det eller fortvivlet på nogen måde, og at vide at han kunne hjælpe og måske få dagen til at være lidt lysere, var en ubeskrivelig følelse for dværgen. ”Dorín” svarede han hende roligt. Han havde intet imod at hun spurgte, selvom spørgsmålet kom meget pludseligt. Det var ikke så unormalt at man spurgte efter et navn, specielt ikke når Dorín kom til at tænke på at han faktisk havde været tæt på at skræmme livet af det stakkels pigebarn. ”Er du okay? Du er ikke kommet til skade vel?” spurgte han og kiggede på hende med bekymrede brune øjne. Han vidste ikke hvad hendes magi indebar, eller om hun måske havde gjort nogen skade på sig selv, men han ville stadig være sikker på at hun var okay. Hun så ud til at have været udsat for en del. Måske ikke fysisk, men mere mentalt of psykisk. Dorín havde kun det lille korte møde her at gå ud fra, men han fornemmede alligevel at hun ikke var helt på toppen.

Lily sad og beundrede blomsten lidt med hendes store brune bambi øjne. Hun havde brug for der var nogen der var lidt sød ved hende.. Hendes øjne var stadig lidt røde efter hun næsten havde panikket og grædt en smule.
Lily kiggede nu op på Dorin mens hun blidt rørte ved blomstens blade. Lily kiggede nu lidt nærmere på ham, det eneste hun havde lagt mærke til før var bare at han var en dværg. Nu kiggede hun lidt mere efter.. Hun så de havde store brune øjne til felles. Også brunt pjusket hår.. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt. Hun kiggede kort ned på den fine blomst som hun var igang med at ae, hun var meget påpasselig med der ikke skete noget med den, eller at hun kom til at gøre noget ved den.. Så længe hun ikke bare bange, ked af det eller stresset skulle det vist nok gå.
" Dorin.."
Kunne hun ikke lige lade være med at sige stille for sig selv. Så Dorin hed hendes redningsmand.
Lily kiggede så op igen da det så ud til han blev lidt bekymret for hende. Hun slog selv øjnene lidt op.. Han var jo fallet ned.
" Nej nej, jeg har det fint.. Hvad med dig? Du faldt jo?"
Spurgte Lily nu da hun kom til at tænke over hun havde været ret uhøflig overfor ham.. Hun kiggede hurtigt rundt omkring ham for at se om der var nogle synlige skader.. Ikke at hun ville kunne gøre noget afligevel, da hun var indehaver af mørk magi..

Det glædede Dorín at hun var begyndt at slappe mere af og fandt interesse i blomsten. Den var ikke overdreven, eller vildt og voldsomt. Det var han vist ikke engang i stand til at få frem, hvis han skulle være helt ærlig. Men Dorín havde også efterhånden lært at de største skønheder og personligheder var ikke nødvendigvis iøjefaldende i mængden, som de store og overdrevne blomster, men mere små og forsigtige. Det var også sådan ved mennesker og andre væsner generelt, men mest fremtræden ved mennesker. De var alle forskellige blomster i den samme have, og nogen var store og prængende, andre små og charmerende på deres helt egen måde.
Dorín havde egentlig også lidt glemt sit eget styrt og kiggede ned af sig selv. Han var egentlig blevet lidt beskidt af turen ned af bakken, men det så ikke ud til at han umildbart var tilskadekommet. ,,Jeg har det fint. Jeg falder så tit. Tyngdekraften og mig er aldrig rigtig kommet godt ud af det med hinanden.” svarede han humoristisk over sin egen uheldighed. Det kunne være værre, og intet var brækket eller noget, så Dorín havde ikke ligefrem noget at klage over hvis han selv skulle sige det. Dertil var han jo så heldig at han kunne lappe sig selv sammen i de fleste tilfælde hvis det bare var småskrammer. Men Dorín var egentlig ikke færdig med at være bekymret for hende, for nye spørgsmål blev ved med at dukke op. ”Hvad laver du dog herude helt alene?” spurgte han så. Lindeskoven var ikke ligefrem farlig, men der kunne hurtigt ske noget hvis orkerne gik igennem eller nogle rovdyr valgte at angribe. At hun var kvinde var ikke grunden til at han var bekymret for hendes sikkerhed, for kvinder kunne være lige så stærke eller dygtige til at forsvare sig selv som enhver mand, men hun virkede stadig mere skrøbelig, fordi hun måske ikke følte så godt for sine magiske evner. Det hele var selvfølgelig baseret på Doríns egen teorier og erfaringer igennem livet, men normalvis ramte han ikke helt ved siden af.

Lily der nu endelig havde fået revet sin opmærksomhed væk fra blomsten kiggede stadig på Dorin, hun ville være sikker på han ikke var kommet til skade.
Lily kunne dog ikke lade være med at fnise lidt da han svarede, hun satte den ene hånd for munden da det ikke umiddelbart stoppede igen.. Det var godt, hun havde brug for at grine lidt.. Det virkede som et godt stykke tid siden. Lily kendte det godt, hun selv var ret ranglet og til tider ret uheldig. Hun havde dog sjællent tabt glas, dette var det eneste sted hvor hun følte sig selvsikker. Lily elskede glas, og hun var en dygtig glas puster.. Hun tænkte det var selvtilliden der gjorde en del på det punkt.
Lilys smil stivende kort da han spurgte hvad hun lavede her ude helt alene.. Men hun fik hurtigt et lille smil igen.
" Jeg prøver at øve mig, med hjælp fra den."
Sagde hun og pegede over på den gamle bog.
" Normalt ville jeg heller ikke være alene. Normalt er både min Farmor og Far med.. "
Sagde hun lige så stille..
" Men min far har travlt.. og min farmor ja... "
Sagde hun og håbede han forstod det, da det egenligt ikke var noget hun ville særligt meget ind på.. Så frygtede hun at hun ville begynde at græde igen. Det havde gjort ondt, at miste sin farmor, specielt da farmoderen havde været hendes klippe som hun kunne læne sig til når magien havde været besværlig.

At høre hun fnisede lidt og dermed så ud til at have fået det lidt bedre, fik også ham til at grine lidt. At hun morede sig på hans bekostning, ville aldrig nogensinde genere ham! Slet ikke når han var så selvironisk som han er, og han havde ærlig talt vænnet sig til at være skide uheldig hele tiden, så det kom ikke engang som nogen overraskelse længere at han var væltet over noget.
Doríns øjne fulgte hendes finger, og så derefter på den store gamle bog, med let rynket pande. Han havde aldrig prøvet at lære gennem bøger før. Det han kunne var blevet lært til ham af ældre som havde mange års erfaring. Dertil var det langt fra alle dværge som var i stand til at læse. Dorín kunne godt, men det var også kun lige til husbehov. Men at skulle læse og forstå instruktioner fra en bog, virkede nærmest urealistisk fra Dorín, specielt alene. ”Jeg vil være ærlig og sige, at jeg ikke forstår hvordan du dog kan lære fra en bog.. Men jeg er heller ikke ligefrem kendt for at være intelligent. I hvert fald ikke hvad bøger angår.”
Dorín nikkede forstående ”Det gør mig ondt..” svarede han, og vidste udmærket hvad hun mente. Det var aldrig rart at miste et tæt familiemedlem, specielt hvis personen havde været meget vigtig i ens liv. Dorín havde ikke oplevet det meget i sin tid, men begge hans hold bedsteforældre døde da han stadig var en knægt, og det havde ikke været nemt dengang, og selvom han var kommet over det, savnede han dem stadig engang imellem. Men det var meget naturligt. ”Er der ingen andre i din familie, som kunne træne med dig? Altså så du ikke var alene. Her ser ganske fredeligt ud, men det kan variere med hvilke væsner der befinder sig herinde.” sagde han, stadig bekymret over at hun var kommet herind alene. Han følte lidt det samme, som når hans lillesøster var ude alene, hvilket hun efterhånden gjorde tit. Men hun var også en helt anden personlighed.

Lily kiggede lidt hen på bogen, hun havde elsket den bog da hun var lille.. Hun havde drømt om hvordan det ville være at være en lys magiker.. Men sådan ville skæbnen det ikke. Lily var blevet mørk magiker..
Lily fniste lidt igen da han lavede bemærkningen til bogen.
" Jeg syntes heller ikke lige frem det er nemt, men det er lige nu det eneste alternativ jeg har. Jeg er på nuværende tidspunkt den eneste magiker i familien. "
Svarede Lily.. Hun nikkede bare til hans andet svar.. Så følte hun ikke der skulle snakkes mere om det lige nu, ikke fordi det var en hemmelighed, tvært imod var hun meget stolt af sin farmor.. Men når hun lige havde tudet foran ham, ville hun helst ikke igang en gang til..
Lily kiggede igen op på Dorin, selv om der nu ikke var særligt langt selv om hun sad ned.
" Min far plejer også at komme med, men han havde ikke tid, og mente at jeg skulle ud at øve. Men min farmor var den sidste i familien der havde en lys magiker at se træne og sådan, så hun var den der trænede mig. Men nu er der, ja kun til dels min far..
Svarede Lily til den første del af spørgsmålet.. Hun kunne ikke lade være med at kigge ned og smile og ryste lidt på hovedet..
" Jeg har lige sendt en mørk kugle, der snidt kunne veje nogle 100 kg ind igennem et træ, ved et uheld.. Tror det er bedst jeg er her ude alene engang imellem.. Jeg kan også lave et skjold hvis det er..
Svarede Lily.. Som sådan var det ikke farligt for hende, det var jo også elvernes skov, der var størt fare for at de kom og bad hende om at gå. Lily kiggede op igen og smilede til Dorin.

Dorín smilede roligt til hende og nikkede. ”Ja, så er det ikke helt nemt at få anden form for hjælp, end gennem en bog.” svarede han hende med et smil. ”Og jeg er desværre ikke så den store hjælp, da jeg kun forstår mig på jordmagi og en lille smule healing. Meget lidt, men det er der.” sagde han med et glimt i øjet. For det var sandheden, Dorín var dygtig til sin første magi, nemlig jord, men han var ikke god til at lære fra sig, og desuden virkede det heller ikke lige som om at de var i stand til at udøve noget af det samme, faktisk langt fra.
”Men han sendte dig stadig ud alene. Det har aldrig været nemt at træne alene.” og det vidste han alt om. Hans ene evne var ligefrem elendig fordi han kun havde haft sig selv, og han havde heller ikke nogen bog til at guide ham igennem det. Så at være alene om en stor opgave, det kendte han godt.
”Ja, det bemærkede jeg. Jeg er stadig ret glad for at den ikke kom i min retning. Og det var heller ikke for at fornærme eller antyde at du ikke kan passe på dig selv. Langt fra.” svarede han med et smil til hende, for han havde ikke været ude på at antyde at hun var svag eller at hun ikke kunne klare sig selv. Men han havde alligevel set hendes reaktion ved forskrækkelse, og senerehen hendes reaktion på hvad hendes magi var i stand til at gøre imod hendes vilje. ”Men du skal stadig passe på dig selv.” der ville være langt efter hjælp hvis noget gik galt og man ikke kendte skoven. Dertil var det ikke alle elvere der var lige flinke.

Lily satte sig nu i skrader stilling, måske underbevist fordi hun gerne ville blive ved med at snakke med Dorin, det var dog ikke noget Lily tænkte over, men han virkede nem at snakke med, specielt fordi hun ikke havde noget hverken at skjule eller skamme sig over, for ham.
Lily kiggede nu på ham igen..
" Hvor har du lært det? Din jord og healings magi altså?"
Spurgte hun Dorin, ved hende selv havde det jo været en ikke magiker der havde undervist hende, fordi der ikke lige frem var overflod af mørk magikere de ville spørge til hjælps.
Lily rystede på hovedet.
" Nej, jeg syntes også der mangler nogle retnings linjer, det var meningen jeg skulle øve materialisering.. Men.. Jeg kan bare ikke..
Sagde Lily igen ganske ærligt.. For hvad skulle hun skjule?
Lily kunne ikke lade være med at grine, hvilket var et sær syn da det omhandlede hendes magi. Normalt kunne hun langt fra se det humoristiske i mørk magi.. Hun fandt det til at være en forbandelse, og noget ondt.
" Nej nej.. Jeg forstår godt, hvis der rent faktisk kom noget stærkt og ondt er chancerne også at jeg ville være done for.."
Svarede Lily meget lige frem.. Lily havde stærke evner, men ikke ligefrem lysten til dem, hvilket havde lagt hende langt bag ud.

Dorín selv havde sat sig ned overfor hende i en anstændig afstand, så de var mere eller mindre på samme højde. Han smilede roligt til hende, og fandt hende som rart selskab, selvom han knap kendte hende. ”Jeg tror mere eller mindre at jeg er født med min jordmagi. Jeg kan i hvert fald ikke huske mit liv uden den. Jeg blev oplært af de ældre dværge inde i bjerget. Der er jeg er opvokset du ved.” forklarede han roligt og tænkte lidt tilbage og fik et smil på læben, da han tænkte på sin barndom. Jo, det havde været hård træning, men det havde været det hele værd. ”Min healings magi.. Den er lidt mere kompliceret. Jeg har ikke haft den længe.. Den kom frem da jeg mødte min følgesven, Miriam. Hun er en Ekuma, og hun var kommet til skade, da jeg opdagede min evne.” sagde han roligt og med et smil på læben.
”Hvorfor ikke?” spurgte han uden helt at tænke sig om. Det var ikke fordi han ville udspørge hende, men han var bare nysgerrig og ville gerne forstå hvorfor hun ikke kunne.
”Der er ikke mange onde væsner her i skoven, heldigvis da! Men der er enkelte som forvilder sig rundt.” svarede han, for det var sandheden. Det kunne gå galt, selv i Lindeskoven, men det var nok den sikreste skov af dem der var.

Lily lyttede nysgerigt da han begyndte at snakke om sin jord magi.. Så han havde haft en lærer, som vel og mærke selv var jordmagiker. Dette var Lily lettere misundelig over, ikke meget, hun ville bare gerne selv have haft en der kunne lærer hende det. Hun smilede lidt til Dorin.
" Heldige."
Sagde hun med et skævt smil, tydeligtvis i sjov.
"Så healing er noget du har lært dig selv?"
Spurgte Lily så, så var de en lille smule i samme båd, han havde åbenbart også en Ekuma.. Lily havde aldrig set sådan en, når hun var i skovende var det mest om natten hun var ude for at øve.. I dag var faktisk et af de eneste gange hvor hun havde været ude om dagen.
" Hvordan ville du have det hvis du skulle forvandle dig til en stor klump mørke?"
Spurgte Lily med et hævet øjenbryn. Lily var jo ikke glad for sin mørke magi, så tanken om at hun skulle forvandle sig til mørke.. Den var på ingen måde appalerende for Lily. Hun frygtede det.
" Det var også derfor de valgte at træne mig her omkring, fordi der ikke ville komme noget for at spise os."
Sagde hun dramatisk, med dramatiske håndbevægelser og det hele!

Dorín smilede til hende og trak lidt på skulderen. ”Ja, faktisk. Jeg har været ret heldig.” medgav han hende roligt. ”Jep, hvilket er grunden til at jeg ikke er ret god. Jeg har ingen bog eller hjælp overhovedet. Men det kan være jeg er heldig en dag at møde en som kan hjælpe mig.” sagde han med et smil og kiggede på hende. Ja, de var lidt på samme båd på dette punkt, så Dorín forstod godt hvor svært det kunne være.
Dorín tænkte lidt over det, men han kløede sig lidt på hagen. ”Hvis det var min magi, ville jeg ikke se noget problem i det. Du bliver jo ikke ’mørk’ af det. Din magi afgøre ikke din personlighed.” svarede han eftertænksomt som han smilede til hende. At hun ikke var glad for sin magi kunne han godt fornemme, og i princippet kunne han godt følge hende, men han holdte stadig fast i at magien ikke definerede hende, det gjorde hendes personlighed. Og ærligt, så kunne han intet ondt finde i hende som hun sad her foran ham.
Dorín kom med et varm grin over hendes ord og specielt hendes armbevægelser. ”God pointe..” sagde han med et grin og kiggede på hende med hovedet let på skrå. ”Hvad hedder du?” spurgte han så endelig. Han vidste ikke helt hvorfor han ikke havde spurgt noget før, men det var i princippet også ligemeget.

Lily sad overfor Dorin, hun sad stadig og legede lige så stille med blomsten, den var egenligt utroligt fin. Den var ikke overdrevet. Lily kunne godt lide når ting var enkelte, også de glasting hun selv lavede, nogle gange var mindre mere.
Lily kiggede igen op på Dorin..
" Kan du ikke finde en heale lærer? Der må da være nogle på sygehusende?"
Spurgte Lily med et hævet øjenbryn, det var langt tid siden hun havde siddet og snakket sådan her med nogen. Lily havde nogle enkelte venner som kendte til hendes magi, men hun havde haft travlt for tiden og havde ikke haft tiden til at få snakket med dem.
" Dorin.. Min familie har en stolt tradition med lys magikere.. Jeg er vokset op med fantastiske LYS magikere i min familie, om hvordan de kæmper og besejre MØRKET.."
Sagde Lily fortvivlet, og lagde tydeligt vægt på lys og mørk..
" Men sjovt.. Det sagde min farmor også.."
Sagde hun denne gang mere roligt og varmt til Dorin.
Lily smilte igen og klaskede hånden på panden, og rullede med øjnene.
" Undskyld hvor uhøfligt.. Jeg hedder Evangeline Lily Scarlander.. Men jeg forestrækker Liliy"
Sagde hun med et lille grin og gav ham rent instinktivt hånden.

Dorín kiggede stille på at hun legede lige så stille med blomsten. Han havde slet ikke forestillet sig at så lille en ting, som en blomst, kunne få hende til at blive i bedre humør så hurtigt. Han følte hun faldte mere til ro efter hun fik den. Han sukkede lidt og tænkte lidt over hendes spørgsmål. ”Jo, det kunne jeg godt. Men problemet er, at det ville betyde jeg skulle flytte hen til et sygehus og være der i lang tid. Jeg høre til her i skoven, i naturen. At være fanget derinde, ville være.. forkert for mig.” forklarede han hende, mens han tænkte over det lidt mere. Det virkede lidt forvirrende for hans egne øre, men noget af det gav nu også mening synes han. For han var ikke bange for at blive låst fast, men at skulle forlade naturen og hans frie liv der, var på ingen måde tiltalende.
Den tydelige vægt der blev lagt på lys og mørke, bekræftede hans teori om at det var det som gik hende på. Dog gav det også mere mening med hendes familie at hun ikke havde det så godt med sin magi. ”Bekæmpede de kun folk med mørk magi? Eller var det onde personer. Det gør en stor forskel. For en med jordmagi kan være ond eller god, en med tankekræfter kan være ond eller god. En med mørk magi, behøver nødvendigvis ikke at være ond, bare fordi magien omhandler mørke.” Sagde han med et trøstende smil, og kiggede kort rundt for at tænke lidt mere, inden han fortsatte. ”Det er en balance. Du skal ikke se på det som lys og mørk, men mere som dag og nat. Natten er mørk, men ikke ond. Dagen er lys, men ikke god. Og din farmor har ret i hvad hun sagde, lad aldrig din magi definere hvem du er.” sagde han med hovedet let på skrå og kiggede ind i de store brune øjne. Forhåbentlig forstod hun hvad han mente.
Han grinede lidt af hende og rakte ud for at give hende hånden tilbage. Han gav den et blidt klem. ”Lily.” gentog han, for at printe det helt fast, og vise at han forstod at hun foretrak at gå under det navn. Han tvivlede stærkt på at han nogensinde ville glemme hende, for det havde været et specielt møde.

Lily lagde nu blomsten i hendes skød, hun kunne mærke den var ved at tage lidt for meget af hendes opmærksomhed. Den havde sådan set også allerede fået hende i lidt bedre humær på trods af det de snakkede om..
” Du har det ikke så godt med murer?”
Spurgte Lily, hun syntes nærmest hendes spørgsmål blev symbolsk.. Murer?? Men nu havde hun sagt det. Det var nærmest omvendt ved Lily, hun regnede ikke med at ville kunne overleve i skoven i særligt lang tid, ikke uden hjælp i hvert fald.
Lily lyttede til hvad Dorin sagde, alt dette lød præcist som det hendes farmor havde fortalt hende.. Lily vidste det vel et og andet sted godt.. Men hun kunne alligevel ikke ryste frygten af sig.. Hun vidste godt der skulle være en balance men hvorfor var hun endt på den mørke.
” Du lyder præcis som min farmor.”
Sagde Lily med en lille klukken, hun prøvede at skujle at det morede hende lidt, at Dorin mindede om en gammel dame.
” Men Dorin, det er jo ikke kun mørk magi.. Du så hvad der skete med græsset, ikke ligefrem godt vel?”
Sagde Lily en smule mere nedtrygt, ikke ked af det, men det var noget af det der ødelage både Dorin og hendes farmors synspunkt. Det der kunne ske med planter omkring hende var et af grundende til hun ikke kunne finde fred med det..

Dorín smilede roligt og trak på skulderen. ”Murer er ikke problemet. Jeg er opvokset i et bjerg, der er det ikke ligefrem nemt at have store åbne områder. Det er mere, at jeg ikke kan bevæge mig frit hen hvor jeg vil. Ved hospitalet, ville jeg være tvunget til at bosætte mig der for at få træning, og derved ikke være fri. Herude, eller hjemme i bjerget, kunne jeg strejfe hvor jeg lystet, når jeg lyster det. Det ville jeg ikke kunne der.” forklarede han hende roligt, som han legede let med græsset mellem sine fingre. Dorín havde nok nydt lidt for godt af, at han kunne mere eller mindre befinder sig hvor det passede ham og ikke længere have så faste rammer, men han ville også lyve hvis han påstod at han ikke nød det. For det gjorde han.
Dorín grinede med hende, som sammenligningen også nåede hans nethinder. ”Du må endelig ikke sige det til for mange. Selvom hun har ret, ved jeg ikke lige hvor godt det ville se ud med rygtet om at jeg skulle være en ældre dame.” jokede han let med hende og smilede varmt til hende.
Dorín faldte tilbage i den mere alvorlige mine og vidste faktisk ikke rigtig hvordan han skulle redegøre for lige netop det hun sagde der. Han kunne sagtens se hvorfor hun havde svært ved at finde fred med sin magi hvis hun ikke brød sig om at tage livet ud af ting, som hun jo egentlig havde gjort med græsset. Han tænkte sig lidt om inden han derfor svarede hende. ”Jamen, det er vel endnu en grund til at du skal lærer det? Så du kan undgå pludselig udbrud fra din magi, og kontrollere hvornår du vil bruge den og hvornår du lader det være. Du kan ikke flygte fra din magi, Lily, men du kan finde fred med den, selvom den går imod dine principper.” forsøgte han derfor igen, og kunne godt mærke følelsen af at han lød en smule gammelklog til trods for hans ringe høje alder. Et kort øjeblik fik han følelsen af at hans lærermester fra bjerget ville havde været stolt.